Emergency landing...

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
It doesn't matter what I want or matter what I need.
It doesn't matter if I cry. Don't matter if I bleed.
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Fenella klamrede sig sig Emrys' arm som var den hendes sidste livline, mens de hvirvlede igennem tid og rum og med et smæld bekendtgjorde deres ankomst på Skt. Mungos' 4. sal. Det sortnede for Fenellas øjne et kort øjeblik og hun mærkede benene give efter under sig efter turen der på inden måde havde gjort hverken smerten eller hendes generelle tilstand bedre. Hvordan det var lykkedes hende at holde fast på Emrys på turen var i sig selv et godt spørgsmål. Nu slap hun hans arm og sank sammen på gulvet ved hans fødder som en marionetdukke der fik klippet snørerne. En forpint stønnen undslap hende og en overvældende kvalme der truede med at tage overhånd hvert øjeblik slog ind over hende.

Hun sansede ikke hvad der skete omkring hende. Det eneste dominerende var den krampagtige smerte der stadig bølgede i hende og tanken om ikke at ville ydmyge sig selv yderligere ved at kaste op midt på gulvet. Hun var endt i en skæv, siddende stilling, med begge hænder i gulvet og hovedet bøjet mod selvsamme, så det lange mørke hår faldt ind omkring hendes ansigt og hev hørligt efter vejret i små anstrengte gisp. Der gik dog ikke mange øjeblikke før der blev reageret og en mørkhåret kvinde i en lyseblå robe, der markerede hende som endnu ikke færdiguddannet healer, sank ned ved siden af hende. Fenella sansede dog ikke at løfte hovedet og rent faktisk se på kvindens ansigt, selvom et eller andet i periferien af hendes bevidsthed ringede en klokke. I stedet kneb hun øjnene hårdt i og sank hårdt og hurtigt flere gange efter hinanden for at kæmpe kvalmen på afstand igen.

---

❧ Tags; Emrys Cadwallader & Bree Blance
❧ Words; 306
❧ Outfit; here
❧ Notes; -

[Emrys Cadwallader]

There’s no such injury

- as a wound inflicted by uncertainty and doubt

Deres rejse fra Ministeriet til det magiske hospitals 4. etage var gledet forbi dem i en stor usanselig bølge af lynhurtige farveindtryk og fartkvalte lyde, som det altid gjorde under transferering. Men når det forløb sådan, var det sædvanligvis fordi det var en vellykket omgang. Emrys registrerede ingenting under deres bratte passage gennem tid og rum, og selv da de dukkede op midt inde på gangen, havde han ingen fornemmelse af tid eller sted og kun en følelse af at jorden gled væk under ham, før hans krop registrerede smertestingene fra de skarpt klyngende negle, der havde lænket Fenella til ham under turen. Da han genvandt besindelsen og registrerede at de nåede frem, havde han halvt nået at se at de begge to var nåede usplintrede frem, før hun slap hans arm og med et hørbart støn faldt sammen som et tæppe. Han så sig om for at tilkalde en af healerne, men da han opdagede at der allerede var en på vej, så han blot på hende med forvirringen spejlet i øjnene, imens han følte sig ude af stand til at gøre noget som helst, som hun lå sammenkrympet med hænderne mod maven. Mere afmægtig end han havde følt sig før, han der ellers havde overblik over mangfoldige situationer.

Da den kvindelige healer iført blå healergevandter hurtigt nåede hen til dem, trådte Emrys hastigt til side for at lade hende få bedst mulig plads til at tilse den tilskadekomne. "Vi transfererede herhen så hurtigt som muligt. Hun.." forsøgte han at få fortalt healeren om hvad der var sket, men da ordene satte sig fast i halsen på den ellers så talende politiker, bed han sig selv i underlæben. Han kunne ikke fortælle hvad det var der skete, selvom det fremstod ubehageligt klart i hovedet på ham. "Hun er blevet ramt af gentagne besværgelser i maven og mellemgulvet." endte han med at sige med et afmægtigt blik i øjnene sendt i Fenellas retning. Det var den irrelevante del af sandheden - og det ville healeren også godt kunne se. Han kunne ikke sætte ord på hverken billedet i hans hoved eller hvordan det var sket. I det øjeblik svigtede ordene ham på den måde, de aldrig havde gjort før, og det skræmte han ligeså meget som situationen gjorde. Passivt stod han blot i yderkanten og så på dem, sørgede for ikke at gå i vejen. Han vidste bedre end at tro at han selv kunne gøre noget som helst for hende i den tilstand. Det var grunden til at han havde bragt hende ind så hurtigt som muligt til dem, der ville kunne ordne hende. Tankerne om hvad deres besøg egentlig skyldte, hvad healerne skulle ”ordne” og den realisation han havde gjort sig for kort tid siden, fik ham til at glippe med øjnene, og han lukkede fingrene om den ømme arm for at fokusere på smerten og holde tankerne væk. ”Kan jeg være til nogen som helst hjælp med noget?” tvang han sig til at kvække frem fra sin position et par skridt trukket væk fra dem, og så fra den sammensunkne Fenella på gulvet til healeren ved siden af hende. Han regnede ikke med at der var meget som han kunne gøre, i kraft af at han ikke havde hverken kompetencerne til at være til nytte for den slags helbredelse som var det hun trængte mest til i situationen, og at der var folk ansat til at håndtere hvad der end måtte opstå af ting. Men var der noget som helst, gjorde han det villigt. Der herskede en vis følelse meget lig en ubegrundet ansvarsfølelse, der tvang ham til at blive stående rank og spørge, selvom han allerhelst ville vende den lidende skikkelse ryggen, ignorere den vedvarende hamren i armen hvor neglene havde boret sig ned, og gøre et på forhånd forgæves forsøg på at glemme de mentale billeder, han havde en følelse af gerne ville spøge hæmningsløst i hans sind, hvis blot de fik lejlighed til at gøre det.

Formodentlig ville han blive og vente en rum tid. Det kunne meget vel være at han skulle udfylde nogle papirer eller andet healerstaben skulle bruge, og han ville have tid til at samle sine tanker inden at han kom hjem og det ville vælte som et mentalt skybrud af flashbacks ind over ham. Selvom ingen af hverken Fenella eller Emrys næppe havde set på modparten som andet og mere end et politisk bekendtskab, var det alligevel ham der havde bragt hende ind i den tilstand, og han følte en vis ubegrundet ansvarsfølelse. Var der noget han var klar over i situationen, var det at han næppe ville være klar i hovedet, før han havde forvisset sig selv flere gange om at Fenella var i trygge hænder.

[/justify]

[Bree Blance]

Damaged goods

Udmattelsen stod malede i Brees ansigt; der lå en slags mat og træt hinde over øjenlågene, den brune fletning var vældig uglet og der var kommet adskillige pletter på den lysebrune uniform, som afspejlede dagens hændelser. En enkel havde været ekstra voldsom; en ældre kvinde havde eksperimenteret med en grindylow og en ny form for fodder, hvilket havde gjort den så aggressiv at den angreb hende. Der var endt i et frygteligt blodbad, men med healernes ekspertise kunne hun reddes. Et andet tilfælde havde været et mærkværdigt bid en troldmand havde tilegnet sig på en ferie i Cambodia. Han var sat til overvågning fordi såret var begyndt at sprøjte en sydende blå væske.
Som regel befandt Bree sig på 1 sal, idét hun var ved at uddanne sig til en healer der havde forstand på skader påført af magiske dyr, men hun havde et ærinde 4. sal og var derfor søgt derop. ”Cassandra, har du modtaget patient 310; den byldebefængte unge heks?”, spurgte Bree en ældre kvinde der sad ved et skrivebord. Denne kiggede forvirrede ned i sine pergamentark, og i sit stille sind undrede Bree sig igen over, hvorfor denne kvinde var blevet ansat. ”Øh, det ved jeg ikke, men jeg kan sende besked når jeg ved det”. Bree nikkede kort som svar, og med en knap anende hovedrysten vendte hun sig om og gik tilbage hen ad gangen.
Der lød et højt plop da to skikkelser pludselig sprang frem fra intetheden. Bree var efterhånden blevet vant til den slags uanmeldte ankomster, og hun vidste det var alvorligt, da gæster på besøg var henvist til hovedindgangen. Med rynkede pande skyndte hun sig hen til kvinden der faldt sammen på gulvet. Den velkendte forurolighed bølgede som sædvanligt over hende. Gennem de sidste år havde hun set alvorlige kvæstelser, uhyggelige sår og forvredede lemmer der kunne give selv den mest hårdføre troldmand mareridt. Hun havde lært at skubbe foruroligheden over nyankomne patienter fra sig, men den lurede altid i baghovedet når hun tog øjensyn af en ny skade.
Bree knælede ved siden af den mørkhårede kvinde, og da hun strøg en smule hår væk fra ansigtet, genkendte hun Fenella. En smule forskrækket kiggede hun op på skikkelsen ved siden af og forventede halvt at se husbonden Jake Loretz. Istedet fandt hun en anden mand der utvivlsomt var Emrys Cadwallader. Hun lyttede opmærksomt til hans ord og noterede sig den lille diskrete pause. Forklaringen var i høj grad mangefuld, og Bree havde på fornemmelsen at Cadwallader skjulte en vigtig del af sandheden. Lige nu var der dog en højere prioritering, og det var at se Fenellas skader an. ”Du kan udfylde en formel der ligger henne på skranken og bagefter vente her”. Bree nikkede mod en blød sofa der stod op ad væggen. ”Når jeg kommer tilbage, vil jeg bede dig om at forklare detaljeret hvad der skete”. Bree vendte blikket mod Fenella for at måle de ydre skaders omfang. Hun konkluderede at det i højere grad var et spørgsmål om indre skader, og da en uddannet healer kom få sekunder senere, fortalte hun ham kortfattet hvad der var sket. Denne havde allerede sin tryllestav fremme, og han udførte en besværgelse der forsigtigt fik Fenella til at svæve foran sig. De forsvandt ind på en stue så de kunne udføre deres arbejde professionelt uden nysgerrige øjne.

//Out