Home is where the heart lies

[Bree Blance]

Home is where the heart lies . . .

En damp steg sløvt op fra gryderne, hvis indhold simrede på svag varme. Det var en underdrivelse at sige, at Bree Blance lige havde ”smidt noget sammen”, for hun havde efterhånden stået i køkkenet hele eftermiddagen. De sidste år som husmor havde fået hende til at kaste sig ud i gastronomiens kunstart, og det havde fået hende til at eksperimentere med avanceret retter. Og at hun ligefrem havde anlagt en lettere perfektionistisk tendens når det galt hendes gamle venner, hjalp heller ikke på tempoet.
En smule udmattede strøg hun en hånd over panden. Hun pustede en vildfaren hårlok væk, og rodede en smule ved den lange, tykke fletning for at proppe den ind igen. ”Mooaaaar! Hvornår kommer de?”, lød det fra Brees snart 5-årige søn der sad utålmodigt ved bordet med et papir foran, en af de få remedier fra mugglerverden Bree havde fået Brody til at stifte bekendtskab med. Fjerpennen, der var designet til børn, var dog magisk, og den hvinede og fnisede ligeså snart han satte den til papiret for at lave en krussedulle af en tegning, som Bree efterfølgende ville hænge op på den efterhånden overklistrede væk.
”Klokken 6, har jeg sagt, skat”, svarrede Bree og sendte ham et lille smil. Knægten havde snakket uafbrudt om Caroline og Eddie hele dagen. Det var en af hans yndlingstanter og hans store idol, og en bedre kombination var svær at finde. Den nye legetøjskost lå på stuebordet som en påmindelse om, at Eddie skulle signere den. Før havde den ligget på spisebordet, og det havde skabt en mindre diskussion, da Bree flyttede den for at kunne dække bord.
Da klokken nærmede sig 6 havde Bree taget et bad og smækket lidt makeup i hovedet så hun så præsentabel ud. Hun ordnede det sidste mad og satte nogle glas frem til lidt champagne. Først nu gik det op for hende, hvor meget hun egentlig glædede sig til at gense sine gamle venner. Det var efterhånden en del uger siden de sidst havde set hinanden, og det kunne hurtigt blive lidt ensomt når man ikke kom ud meget.

Tag; Eddie & Caroline

[Caroline Abbey]

When we were young
everything was so new
Tag: Eddie & Bree

Caroline tog en dyb indånding og strøg et par fingre igennem håret. Hun følte sig stadig ikke som sig selv endnu, selvom man måske burde mene, at to uger var nok til at komme videre fra et uheld. Det var i midlertidig ikke helt tilfældet, men hun var da ovenpå nok til at glæde sig til at se både Eddie, Bree og lille Brody. Hun plantede et smil på sine læber, i den evige overbevisning at det blev nemmere at være reelt glad, hvis man åbnede op med at lade som om man var det. Så tog hun et minimalt skridt frem og forsvandt på stedet, med en lavmælt lyd.

Hun dukkede op igen i en mørk gyde, få hundrede meter fra Bree og Brodys lille lejlighed og gik hurtigt igennem en let støvregn. Som sædvanlig var hun punktlig grænsende til det neurotiske og ringede på dørtelefonen – som hun med tiden havde lært at benytte – præcis klokken et minut i seks. Hun nævnte sit navn til venindens stemme i telefonen og fortsatte ind i gangen og op af et sæt trapper, til hun kunne banke let på døren med fugtigt hår og kappe og et varmt smil parat til hvem der nu end åbnede døren. Da det viste sig at blive den lille krøltop, der beboede lejligheden på halvtid, spredte varmen sig hurtigt til hendes øjne igen. ”Hej Brody,” udbrød hun. ”Må jeg komme ind?” Hun trådte ind efter ham i gangen, da han flyttede sig, lukkede døren efter sig selv og trak kappen af, for at hænge den fra sig. ”Hej,” gentog hun, som hun rakte hånden frem til den sædvanlige hilsen, der passede sig fint for knægtens endnu lidt generte periode. Hun smilede, da han trykkede den tavst og efterfølgende vendte direkte rundt, for at forsvinde igen. Efter selv at have hevet støvlerne af også, fulgte hun efter ind i lejligheden på strømpefødder, nogenlunde hjemmevandt. ”Bree?”

[Eddie Llewellyn]

i said i wouldn't kiss you,
. . . . . . . . . . . . . . . . T H I S I S T O R T U R E

Med en karakteristisk lyd, dukkede Eddie Llewellyn op ikke langt fra bygningen Bree boede i. Han bar allerede antydningen af et smil på sine læber og så ganske meget frem til at tilbringe en aften i selskab med to af sine yndlingstøser han i det mindste vidste hvor han havde henne. Det huede ham dog ikke rigtigt at det hele tiden hvilede i baghovedet at Julie gik der hjemme og kunne ryge direkte på Mungos hvert øjeblik for alt hvad han vidste. Eddie prøvede at lade være med at tænke på det og formåede det også stort set næsten da han med et evigt tilbagevendende forvirret blik skulle benytte Brees dørtelefon. Det var ikke første gang, men det virkede stadig lige underligt.

Inden længe fandt han dog sig selv uden for lejligheden, hvor han bankede lavmælt på døren og lod hænderne sig samle om et stykke stof bag ryggen imens han ventede på at blive lukket ind. Han kunne svagt ane lyden af stemmer bag døren, hvilket allerede fik ham til at smile en anelse bredere, inden døren gik op og synet af Caroline Abbey mødte ham. I det øjeblik stod smilerynkerne omkring hans øjne tydeligt frem imod hans fregnede hud, inden han ytrede et: "Hej Carrie."

tag: Bree, Brody og Caroline
notes: -
outfit: her.

[Bree Blance]

Home is where the heart lies . . .

Præcis klokken 6 ringede klokken i den lille lejlighed, og Bree gik hen til telefonen og buzzede Caroline ind. Brody insisterede på at åbne, så hun lod den unge dreng fare hen til døren, hvor han stod i en lettere sammenkrøbet stilling med et drillesygt smil på læberne. I samme øjeblik der lød banken på døren åbnede Brody den. Som sædvanligt overvandt genertheden dog glæden ved gensynet, og der gik ikke lang tid før han kom løbende ind til Bree. Hun smilede til ham og satte et par glas ind i den lille stue, som hun havde indrettet på hyggelig vis. Derefter smuttede hun ud på gangen og fik øje på den rødhårede veninde. ”Caroline”, udbrød Bree glædesstrålende og omfavnede hende. Som hun havde for vane at gøre, holdt hun dernæst Caroline ud foran sig i strakte arme, som for at tage hende i udsyn. ”Hvor er det godt at se dig”, sagde hun med et stort smil på læberne. Sidst de havde set hinanden var endt i en diskussion hvor Bree havde bebrejdet Caroline Fenellas tab af barnet, men hvor hun havde indset at Caroline var knust. De var gået forsonet fra hinanden, men Bree havde på fornemmelsen, af Caroline stadig ikke var kommet helt over situationen.
Bree nåede ikke at spørge ind til Carolines velbefindende før klokken ringede igen. Snart kom også Eddies ansigt til syne i dørkarmen, og Bree omfavnede ham ligeså glædesstrålende. ”Eddie! Kom indenfor”, sagde hun og slog ud med hånden som en invitation til at bevæge sig længere ind i gangen. Hun gik forest ind i stuen da de havde udvekslet de obligatoriske høflighedsfraser. Hun hævede stemmen, ”Brody, kom og hils på Eddie”. Han stod genert i dørkarmen til sit værelse, men da han blev tilkaldt af sin mor, gik han endnu mere genert hen til Eddie og så ned i jorden. ”Goddag”, mumlede han lavmælt til det ældre store idol, der spillede på knægtens yndlings quidditchhold.

Tag; Eddie & Caroline

[Caroline Abbey]

When we were young
everything was so new
Tag: Eddie & Bree

Caroline lyste yderligere en smule op, da Bree dukkede op på gangen og hev hende ind i en af de omfavnelser, som hun kun brød sig om fra de nærmeste venner og familie. Veninden talte under disse og krammet blev gengældt med et smil, præcis som ordene, der blev sagt. ”Det er altid godt at se dig,” svarede hun ærligt, på trods af at deres sidste møde for en uges tid siden havde været mindre end rosenrødt. I det lange løb var Bree en af dem, der holdt, og selv den traumatiserende oplevelse i ministeriets kælder og Fenella Mavericks efterfølgende hospitalsophold skulle ikke ødelægge deres venskab.

Det var lige før et spørgsmål, om hvordan veninden og hendes søn havde det, forlod hende, at klokken afbrød dem og også Eddie dukkede op - i usædvanlig god tid. Caroline påkrævede sig et kram efter at Bree havde gjort det og administrerede under hele forløbet at smile og være reelt glad for at se dem begge to. Under det alt sammen lurede den sidste måneds hændelser dog, som en konstant påmindelse om at hendes liv var i gang med at blive meget mere kompliceret end det havde været tidligere.

Efter hilsnerne, knusene og smilene, fulgte Caroline efter Bree ind i stuen. Hun fæstnede sit blik på den lille knægt i døråbningen og smilede varmt over hans generthed overfor Eddie. Der kom dog ingen kommentarer fra hendes side. Hun stak blot hænderne i sine bukselommer og kiggede sig lidt rundt med let sammentrykte læber, før hun sendte veninden et smil. ”Det dufter skønt,” bemærkede hun.

[Eddie Llewellyn]

i said i wouldn't kiss you,
. . . . . . . . . . . . . . T H I S I S T O R T U R E

Eddie så frem til at se sine to nærmeste veninder og bare tanken fik et mildt smil til at gøre indpas på hans læber og faldt godt til rette. Der gik ikke længe før døren foran ham blev åbnet og synet af både Bree og Caroline mødte ham. Eddie gengældte omfavnelsen til begge kvinder og trådte ind over dørtærsklen. Efter at have deltaget i sædvanlige, men kærkomne hilsner og udvekslinger fulgte også han med ind i Bree og Brodys velkendte stue.

Eddie nikkede til Carolines ord, som tegn på at han var ganske enig og skubbede ærmerne lidt op over albuerne uden at lægge det medbragte stykke klæde fra sig, mens han med et muntert smil tilføjede: "Jeg havde næsten glemt hvordan duften af hjemmelavet mad var." Det var langt fra ofte, at han havde tid eller overskud til at lave mad til sig selv efter en lang dags træning, eller også havde han aftaler med en eller anden og endte også der med at spise ude. Eddies blik gled over imod døren hvor venindens søn dukkede op og smilet udvidede sig som drengen kom nærmere. "Hej med dig, Brody." Med et muntert ansigtsudtryk satte den rødhårede Quidditchspiller sig på hug foran den anden. "Jeg har noget med til dig," sagde han konspiratorisk og rakte halstørklædet frem, der var i Caerphillys karakteristiske røde, grønne og hvide farver.

tag: Bree, Brody og Caroline
notes: -
outfit: her.

[Bree Blance]

Home is where the heart lies . . .

”Godt at høre. Så må vi håbe det også smager godt”, sagde Bree til Caroline og besvarede Eddies smil. Det blev ikke mindre da hun betragtede Brody, der nærmede sig Eddie. Den unge drengs opmærksomhed var straks vakt, og han glemte sin generthed da Eddie rakte det karakteristiske tørklæde frem mod ham. ”Er det til mig?”, spurgte Brody nysgerrigt med store øjne. Han turde tydeligvis ikke række ud efter det, stod blot og pillede smågenert i en lynlås i sine bukser, indtil blikket rettede sig betaget op mod Eddie. Det flakkede kort efter mod Bree, som skulle han også have hendes godkendelse. Bree gjorde et lille kast med hovedet mod Eddie for at vise, at det var hans beslutning.

”Travl dag?”, spurgte Bree Caroline, idét Eddies opmærksomhed var rettede andetsteds. Hun gik hen til det lille sofabord og åbnede champagneflasken; en mugglerdrik som hun nød at tage frem når vennerne var på besøg, da ingen af dem kendte drikken på grund af deres blod. Der lød en lille klukken da den lyse væske rislede ned i de højstilkede glas. Bree rakte et til Caroline og holdt det andet i hånden indtil Eddie havde foræret Brody gaven. Det faktum at de begge viste så meget omsorg til Brody gjorde hende varm om hjertet, og det var blot en af de ting der gjorde, at Bree holdt så godt fast på netop disse to venner.

//Out

Tag; Eddie & Caroline