It grows in the shade

[Noah Abbey]

to forgive is the highest
most beautiful form of love

Tag: Emma ● Outfit: Here

Noah rynkede endnu tydeligere på panden over Emmas ord og han holdt armene stramt imod siden for ikke at slå desperat ud med dem. "Du forstår ikke, Emma… Det kan godt være du er her… Fysisk. Jeg mener på et mere… psykisk plan." forsøgte han og tog sig let til den ene tinding. "Jeg ved godt det ikke giver meget mening og jeg kan ikke forklare det bedre for dig end det." Hans hånd faldt tungt igen da hun endnu en gang rakte op til hans kind og strøg sine fingre ned over skægstubbene.

Han bøjede nakken så han kunne se på hende da hun trådte helt tæt på ham, men gengældte ikke hendes gestus ved at folde armene om hendes liv, som han nok ellers ville have gjort. Hendes reaktion forvirrede ham mildest talt og skønt han vidste at det ville være meget ulig Emma, ville han næsten hellere at hun havde kastet med noget eller smækket ham en på siden af hovedet (noget han selv mente han fortjente).

Hendes spørgsmål fik hans øjne til at udvide sig lidt og pludselig følte han sig en anelse akavet. Han havde aldrig været god til at være ligefrem når det kom til dét. Han kneb øjnene sammen i få sekunder inden han rystede voldsomt på hovedet og plaprede ordene: "Det ved jeg ikke… Måske… Jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke." hurtigt af sted

[Emma Abbey]

all I need are those
three little words
Tag: Noah ● Outfit: Here

Emma rynkede panden mærkbart og flyttede på sig igen. Hendes hånd faldt, før hun trådte bagud og i stedet krydsede armene over brystet. Øjeblikket efter sænkede hun også blikket og fangede sin underlæbe mellem tænderne. Hun tog endnu et skridt bagud og rømmede sig lidt. ”Jeg har forstået det,” sagde hun lavmælt. At Noah skulle tro noget andet forbløffede hende ikke. Det ville ikke være første gang hun ikke fattede hvad han talte om.

I et kort sekund mindedes hun et øjeblik på Hogwarts og en samtale om at befinde sig på skødet af Edward Johnson. Det havde taget hende uger, måneder og et insisterende kys til en vinterfest for hende at fatte hvorfor det var et problem for Noah. I dag var tingene noget mere komplicerede, men hun var også ældre og en hel del del mindre tilstede i den romantiske drømmeverden hun havde trasket rundt i i sine teenageår. Det var lige før hun ikke vidste hvad hun egentlig foretrak. Hendes mave var en sammenkrøllet, anspændt størrelse og hun følte sig både håbløs og en anelse desperat. Som sædvanlig lod hun dog ikke mange af sine egne tanker sive ud. Hun gjorde præcis som han anklagede hende for og trak sig tilbage i sin egen lille skal, hvor der var så uendelig meget tryggere end i stuen, med Noah.

Uden at løsne sine krydsede arme, løftede hun atter blikket og så spørgende på ham. Hun brød sig ikke synderligt omkring den akavede situation, det spørgsmål hun selv havde stillet eller Noahs svar, for den sags skyld. Alligevel tog hun sig gevaldigt sammen og nikkede lidt. Hun løftede en hånd for at stryge håret om bag sit ene øre og sank en klump.

Da hun øjeblikket efter mærkede en forræderisk trykken i sine øjne, som tårerne pressede sig lidt på, drejede hun sig blot tavst væk fra ham. Hun havde aldrig været mester for de store følelsesudbrud og hun havde ikke lyst til at græde nu. Ikke overfor ham. Ikke efter at han havde fortalt hende, at han havde kysset en anden, fordi hun ikke slog til og afvist hendes spinkle forsøg på kontakt.

[Noah Abbey]

to forgive is the highest
most beautiful form of love

Tag: Emma ● Outfit: Here

Selvom han øjeblikket før havde ønsket en mere naturlig reaktion, så voksede hans frustration da Emma trådte væk og foldede armene om sig selv. Han havde lyst til at sparke sig selv eller det der var værre og han så på hende med et ængsteligt blik. Han brændte efter at gøre noget for at lindre hendes ulykkelighed, men det virkede alt for forkert når han selv var grunden til at hun var ked af det til at starte med. Det smertede ham alligevel at se hende på den måde.

"Emma, jeg…" forsøgte han desperat, men fandt ikke flere ord at tage af. Prøvende trådte han frem imod hende og løftede den ene arm ud efter hende, men fortrød bevægelsen kort efter. Der gik dog ikke mere end et sekund før han rakte ud efter hende igen og forsigtigt trak hende nærmere. "Jeg er ked af det. Jeg elsker dig." mumlede han og så på hende, bange for at hun ville skubbe ham væk.

[Emma Abbey]

all I need are those
three little words
Tag: Noah ● Outfit: Here

Emma tyggede hårdt sammen og holdt tårerne stædigt inde, med alle intentioner om at vende sig væk fra Noah, lade det hele falde for nu og vende tilbage til sofaen og sin te. Hun kunne ikke se hvordan hun skulle kunne sige mere, når han gjorde som han gjorde og hun havde ikke lyst til at stå og betragte ham i dræbende tavshed, imens hun overvejede om han ikke mere havde lyst til at røre ved hende.

Inden hun nåede at sætte handling bag tankerne og forhindre ham effektivt i at se hendes tårer, lød hendes navn og hun løftede modvilligt blikket, for at se på ham. Hendes pande var rynket, som hun fulgte hans bevægelser i komplet tavshed og halvt om halvt følte sig bekræftet i sin mistanke i et øjeblik. Så lukkede hans arm sig omkring hende og hev hende ind imod ham. Hun var ikke sikker på hvad hun egentlig skulle mene, men kæmpede også selv en tilpas hård kamp imod tårerne, til at det ikke gjorde den store forskel i øjeblikket.

Hendes blik mødte Noahs, uden at alvoren aftog den mindste smule. Ordene havde dog en hvis effekt. Hun så ned igen, kneb begge øjne hårdt sammen og endte alligevel med våde øjne, som hun gemte hovedet ved hans brystkasse. Hendes skuldre rystede svagt som hun græd lydløst imod ham. Hun kunne ikke finde noget at sige, men følte sig underligt lettet over det forsikrende i at han holdt omkring hende og sagde at han elskede hende. I et kort sekund havde hun ikke kunnet lade være med at forestille sig den situation, at det ikke var tilfældet.

[Noah Abbey]

to forgive is the highest
most beautiful form of love

Tag: Emma ● Outfit: Here

Noah sagde intet mere, men strammede blot grebet om Emma og holdt hende tæt til sig, da hun lænede sig ind imod ham og lod tårer få frit løb. Han håbede at tingene ville blive nogenlunde i orden igen, at han ikke havde ødelagt deres forhold for evigt, at hun ikke ville forlade ham eller nægte at gifte sig med ham når den tid engang kom. Selvom han dog ville være taknemmelig nok for at hun bare blev hos ham i sidste ende, om deres forhold så var forsejlet eller ej. Alt skulle nok blive godt igen… Det skulle det.

Noah havde ingen idé om hvad morgendagen - eller resten af aftenen for den sags skylde - ville bringe, men han skubbede tankerne væk og koncentrerede sig udelukkende om den kvinde han holdt allermest af og som han havde såret værre end han havde troet muligt.

Closed.