|
Post by Ethan Sinclair on Jun 10, 2011 21:20:40 GMT
let me tell you “ABOUT THE WAY SHE ACT AND THE COLOUR OF HER HAIR” De sidste fem år havde Ethan brugt på at lede et dobbeltliv. På den ene side var han jura-studerende – en muggler, på den anden side var han en troldmand der havde brugt syv år på at studere alle aspekter af magi, men som nu måtte bruge halvdelen af hans tid på at benægte dette. Hvad hans far vidste var, at Ethan havde opgivet alt der hed magi til fordel for hans familieforetagende, og sådan var det dømt til at forblive indtil at Ethan fandt en anden løsning.
Ethan greb sig til hovedet da han endelig kunne træde ud af Gringotts. Han tog en dyb indånding, glad for at komme ud af støvet og fugtigheden, og slog sig ned på det første, hvide marmor trin han mødte. Han havde allerede tiltrukket op til flere nysgerrige blikke inde i selve Gringotts – hans muggler-tøj var ikke ligefrem hvad de normalt så sådan et sted, men udenfor var det næsten værre – at passe ind forblev en egenskab han aldrig ville mestre. I det mindste følte han sig hjemme! Han havde sågar medbragt hans stav, og lysten til at udøve magi var svær at undertrykke. Det var lørdag, solen stod højt på himlen, og han havde ikke andre planer der trykkede. Han havde tænkt sig at bruge resten af dagen på at vandre fra butik til butik, fylde hovedet med så meget magisk som muligt, måske endda købe en ny bog før han var nødsaget til at vende tilbage til realiteten. Et lille håb spirrede op i ham da han lod blikket vandre fra ansigt til ansigt. Ethan havde ikke set mange af hans venner efter han forlod Hogwarts, men dette ville være stedet! Det var lørdag, solen stod højt på himlen, hvilken troldmand eller heks ville ikke være hér, på en dag som denne? Londons gader strømmede med mennesker, men chancen for at finde et velkendt ansigt var større her.
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on Jun 10, 2011 21:47:01 GMT
give me your h e a r t , and come back home
Julie vandrede ned ad diagonalstrædet med julelys i øjnene og prøvede at indtage de mange indtryk på en gang. Der var kommet nogle nye butikker i den tid, hvor hun havde været afsted, og hun fandt, at hun ikke kunne huske, hvad der havde ligger der før. Nysgerrigt stoppede hun op og kiggede ind ad et butiksvindue, men hun tog sig selv i det - hun havde slet ikke ressourcerne til decideret at shoppe, og hun måtte holde sig til det hun var taget afsted for at købe: blæk og fjerpenne. Men det var sværere end hun lige havde gået og troet.
Gringotts tårnede langt over mange af de andre bygninger i strædet, og Julie lod sig betage af den hvide bygning langt inden hun overhovedet nåede hen til den. Folk syntes at trænges særligt omkring indgangen til banken, og Julie måtte sætte farten betydeligt ned, hvis ikke hun havde tænkt sig at albue sig vej i gennem mængden. Julie væbnede sig med tålmodighed, da det pludselig gik i sneglefart, og hun vendte og drejede hovedet i alle retninger i et forsøg på at få et glimt af, hvor folk kom hurtigere forbi. I farten fik hun øje på et meget velkendt ansigt, og Julie rynkede panden, mens hun spekulerede over, om hun mon havde set rigtigt. Da hun ikke kunne få øje på ham igen - eller i hvert fald den, der lignede ham - fortsatte hun fremad. Billedet af den gamle klassekammerat sad dog fast i hendes hoved, og hun bed sig tænksomt i læben; det kunne ikke skade at se efter. Beslutsomt styrede hun i stedet i retning af, hvor hun mente at have fået øje på nogen, og flokken tyndede ud hurtigere, end hun havde troet.
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on Jun 11, 2011 9:37:49 GMT
let me tell you “ABOUT THE WAY SHE ACT AND THE COLOUR OF HER HAIR” Ethan havde ikke ændret sig besynderligt over de sidste par år. Han havde regnet med at være en helt anden, eller det havde i hvert fald været hans overbevisning da han var yngre, men sandheden var at han var den samme Ethan som altid, plus et par alderstegn. Han havde anlagt en smule skæg som de andre fra hans årgang på studiet, fået dybere rynker i panden efter megen spekulation, men ellers var alt ved det gamle, selv det uredelige hår, der stadig havde sin egen vilje og mening at skulle have sagt. Han forventede derfor at skulle lede efter bekendte der ikke havde set nogen tegn på de fem år der var gået.
Efter et par dybe indåndinger besluttede Ethan sig for at rejse sig fra trappen, hvilket også var i takt med at flere og flere ankom til troldmandsbanken, men lige idet han rejste sig fik han et glimt af noget, eller rettere nogen, der virkede bekendt. Det var som en sjette sans, da han ikke havde haft det bedste udsyn, men alligevel strakte han sig på tæer for at lede efter den person der havde vækket noget i hans underbevidsthed. I starten var han ikke sikker. Hans blik gled over Julie et par gange før de gik op for ham – om det var det blonde hår der havde snydt ham eller det faktum, at han stadig ledte efter en sekstenårig Julie, vidste han ikke, men hans nysgerrighed bar ham i hendes retning. ”Julie?” spurgte han en smule tøvende, og lavmælt nok til at det kunne forsvinde i al larmen fra gaden. Det tog ham dog kun et par enkelte skridt i hendes retning før han var fuldkommen sikker. ”JULIE!” udbrød han endnu en gang, denne gang med armene slået ud. Ethan næsten løb hende imøde og slog armene omkring hende. Glæden ved at se hende var næsten så overvældende at den kunne bringe tårer i hans øjne. ”Man ved virkelig ikke hvad man har savnet før man ser det igen.”
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on Jun 13, 2011 12:03:42 GMT
give me your h e a r t , and come back home
Uden rigtigt at vide præcis hvilken retning hun skulle gå i, bevægede Julie sig forbi de mange mennesker. Da hun hørte sit navn blive kaldt første gang troede hun blot, at det var ren indbildning, men før hun vidste af det kom Ethan ind i hendes synsfelt, og hun smilede stort. "Ethan!" hilste hun glad og fandt sig pludselig stående i hans arme. Smilende gengældte hun hans kram og blev lidt rørt over hans ord.
"Hvor er det godt at se dig!" sagde hun og trådte skridt bagud, så de stod i normal samtaleafstand fra hinanden. Hun åbnede munden for at tale igen, men hendes opmærksomhed blev fanget af mugglertøjet, der fik hende til at stirre lidt. "Hold da op..." sagde hun efterfulgt af en fnisen, mens hun gav sig til at rette lidt på hans ene ærme som for at vise, at det var tøjet, hun talte om. "Du har vist misforstået dresscoden lidt." drillede hun med et venskabeligt glimt i øjet og tog hånden til sig igen.
Et mere alvorligt, næsten nostalgisk udtryk indfandt sig på hendes ansigt, men smilet var stadig at finde på hendes læber. I et øjeblik stod hun og ledte efter ordene, men de syntes ikke at ville samarbejde. "Det er godt nok længe siden." konstaterede hun endelig. "Hvordan har du det?" Hun kiggede spørgende op på ham og vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre af sine hænder.
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on Jun 13, 2011 15:39:39 GMT
let me tell you “ABOUT THE WAY SHE ACT AND THE COLOUR OF HER HAIR” Ethans egen glæde havde overvældet ham mere end han havde troet mulig. Han var begyndt at le, og den kunne have endt hysterisk hvis han ikke havde fanget sig selv i agten. Han fik tvunget det ned til et smil der truede med at sprænge alle muskler i området. De fem år der var gået kunne mærkes, men da Julie tog imod hans omfavnelse forsvandt de som dug for solen. ”Wow,” var hans kommentar da Julie trådte et skridt bagud. Han tillod sig et hurtigt blik inden hun vendte opmærksomheden mod hans tøj. ”Jaer... Det kan man vidst sagtens påpege, men på den anden side så har jeg altid været glad for en smule opmærksomhed.” Måske han burde have et sæt troldmandsrober liggende under sædet på hans motorcykel, hvor hans stav som regel havde hjemme. ”Lidt skal der jo snakkes om,” kommenterede han med et blik på en forbipasserende. Han kunne dog ikke holde blikket fra Julie i længere tid, bange for at hun skulle forsvinde hvis han ikke havde hende i syne.
Der var så meget han havde lyst til at spørge om, og så mange upassende spørgsmål der også pressede sig på, blandt andet nogle der var for personlige og slet ikke i hans sted at spørge ind til. ”Det er godt nok længe siden,” samtykkede han og lod den ene hånd finde vej ned i lommen. ”Jeg har det fint... Er næsten færdig med mit tredje år på universitet.” Han vidste ikke hvorvidt Julie ville kende til muggler-uddannelser, men tilføjede alligevel; ”Jura,” med et skuldertræk og lagde en hånd på hendes arm. Han gestikulerede væk fra massen af mennesker de befandt sit midt i og satte selv i gang. ”Fortæl mig, hvor har du været de sidste fem år?” I dette øjeblik følte han en smule skyldfølelse over aldrig at have taget kontakt.
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on Jun 13, 2011 21:12:32 GMT
give me your h e a r t , and come back home
Julie havde aldrig overvejet, at et gensyn med ethan kunne være så glædeligt, men på den anden side havde der heller ikke været meget tænketid fra hun bestemte sig for at rejse og rent faktisk gjorde det. Ethan's latter fik hende til at le hjerteligt en enkelt gang selv, hvorefter de brød omfavnelsen og stod overfor hinanden igen.
Ethans kommentar gik ikke Julie forbi, men hun var for ydmyg til at gøre andet end at smile smigret, inden hendes opmærksomhed blev fanget af det malplacerede mugglertøj. Det var selvfølgelig ikke første gang hun havde set ham i den mundering, men det syntes at blive fremhævet af det faktum, at alle andre omkring dem var troldmænd og hekse - og klædte sig som det, de rent faktisk var. Hun himlede teatralsk med øjnene over hans svar, men smilet på hendes læber afslørede, at hun langt fra var seriøs. "Du har ikke ændret dig meget, hva'?" spøgte hun men havde kraftigt på fornemmelsen, at det selvfølgelig ikke var grunden til, at han rent faktisk gik klædt sådan. Julie havde aldrig rigtig fået chancen til at komme Ethan helt ind til benet, men hun vidste at der var noget bøvl med hans far. Dengang havde hun sagtens kunne sætte sig ind i hans fars holdning - nu var hun bange for, at det ødelagde alt for meget for Ethan, fordi han var nødt til at lege muggler.
Smilende nikkede hun, da Ethan samtykkede med hende, og hun så på ham med oprigtig interesse. Da han fortalte om universitet rynkede hun brynene en smule i en tænksom mine, men kunne ikke finde svaret på sit spørgsmål ud fra det, han sagde. "Mener du muggler-jura?" spurgte hun ligeud. Jura måtte næsten være det samme for mugglerne, som det var for magikerne - forskellen var bare, at de studerede to helt forskellige lovgivninger og retssystemer. Ligesom ethan satte Julie i bevægelse, da han gestikulerede ned mod gaden, og hun så frem for sig, mens hun svarede. "Det ene år brugte jeg jo på Hogwarts." sagde hun i et faktisk tonefald og sendte et kort blik til siden på Ethan. "Men ellers har jeg rejst. Jeg er faktisk først kommet hjem for nylig." fortalte hun og kiggede op på Ethan igen med et hemmelighedsfuldt glimt i øjet. "Du kender mig, flyvsk og altid på jagt." tilføjede hun.
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on Jun 18, 2011 17:05:19 GMT
let me tell you “ABOUT THE WAY SHE ACT AND THE COLOUR OF HER HAIR” Da Julie nævnte hans uændrede tilstand kunne han ikke lade være med at kigge teatralsk ned ad sig selv. Han brugte et par sekunder på at lede efter noget der kunne have ændret sig, men han kunne ikke holde skuespillet kørende længe. ”Jeg tror at du har ret,” svarede han med et seriøst udtryk. ”Fem år har ikke givet mig andet end rynker og en hårlinje der langsomt er ved at trække sig tilbage,” kommenterede han grinende og lod blikket falde til hans sko. Han ville gerne give skylden for hans rynker og bekymringer til hans far, eller hans studie, men han tog ikke længere den lette udvej.
”Ja,” svarede han hurtigt til hendes spørgsmål og tilføjede dernæst; ”Jeg endte alligevel med at følge min fars fodspor, men det er slet ikke så slemt som jeg havde troet at det ville være.” Han trak hurtigt på skuldrene og lod et enkelt, hurtigt suk ud. Ethan havde altid følt sig en smule malplaceret blandt magikere, og nu hvor han var tilbage i muggler-verdenen føltes det mere som at være hjemme. Hans far havde endda valgt at 'annoncere' det i avisen da Ethan blev optaget på hans studie. Det var en længe ventet sejr han havde haft brug for, og selvom hans forhold til hans far endnu ikke var healet, så var det efterhånden blevet lappet sammen.
Ethan havde aldrig lagt mærke til aldersforskellen imellem dem. Julie havde altid været mere moden end Ethan i hans unge dage. ”Fortæl mig lidt om de mange steder du har set,” for hvis Ethan kendte hans veninde ret så havde hun ikke ligget på den lade side. Han havde mange grunde til at være jaloux, især fordi Ethan aldrig havde rejst uden for Englands grænser.
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on Jul 8, 2011 18:53:06 GMT
give me your h e a r t , and come back home
Julie fnyste ufortrødent over hans meget teatralske og sarkastiske opførsel, og hun rystede på hovedet af ham mens hun kiggede himmelfaldent op mod himmelen. "Jeg mener ikke udseendesmæssigt, din gargoil." sagde hun og lod derefter uvilkårligt blikket glide ned på hans hårlinje, der ærligt talt ikke så meget anderledes ud i hendes øjne. "Du ved da, at jeg aldrig har interesseret mig særlig meget i dit udseende." tilføjede hun og mødte hans blik med et uudgrundeligt glimt i øjet.
"Er du tosset." mumlede hun, mest fordi hun ikke anede, hvordan hun skulle gribe samtale-emnet an, fordi hun ikke vidste, hvordan hun skulle spørge ind til det. Hendes første indskydelse var at informere ham om, at det da var spild af magiske evner, men den kommentar holdt hun for sig selv. "Jeg troede..." begyndte hun, men hun tog sig selv i spørgsmålet - blot for at ombestemme sig og stille det igen. "Jeg troede ikke, du brød dig om din far?" Lidt havde hun da fået ud af ham i deres tid i hinandens selskab på skolen. Egentlig ville hun have spurgt, om han ikke have afskyet ham, men ordet syntes alt for ladet, især nu hvor Ethan jo stod foran hende og fortalte hende, at han var gået i sin fars fodspor. En slags vemodighed vældede op i hende, da hun tænkte tilbage på de stunder, der i tilbagesyn virkede som få, de havde talt sammen på Hogwarts. Hun prøvede ikke at afsløre det i sit blik.
Det var meget lettere for Julie at tale om sine rejser, og hun åndede lettet ud, da han spurgte mere ind til dem. "Bevares, det kan godt tage lang tid!" sagde hun og blev endnu engang overvældet af alle de ting, hun så gerne ville fortælle til alt og alle, der gad at lytte. "Jeg har været i USA, Canada... Og selvfølgelig Grækenland, det var der, jeg tog hen først!" Hun talte landede på fingrene, mens hun talte og spærrede øjnene en smule op, da hun kom i tanke om Grækenland, som på mange måder havde været det største eventyr af dem alle. Et strålende smil kom over hendes læber, og hun mødte Ethans blik igen. "Måske ville en kop kaffe være en god ide?" spurgte hun prøvende og holdt blikket på ham, indtil hun var nødt til at se, hvor hun gik igen.
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on Jul 22, 2011 11:15:04 GMT
let me tell you “ABOUT THE WAY SHE ACT AND THE COLOUR OF HER HAIR” I et mylder som dette var det hverken til at komme frem eller tilbage, men Ethan sørgede for altid at have Julie inden for rimelig afstand, så skulle det ske at noget, eller nogen, ville komme imellem dem, kunne han altid gribe fat i hende igen. ”Gargoil?” Ethan kunne ikke lade være med at le over denne kommentar. Meget var han blevet sammenlignet med i hans tid, men det var første gang han mødte 'gargoil'. ”Jeg ved, at du aldrig har været i stand til at holde blikket fra mig.” kommenterede han drillende inden de måtte lade en person ind imellem dem.
Ja, tosset havde han nok været. Han havde regnet med at finde en midter-løsning, men det var noget han endnu ikke havde fundet, også selvom der var gået et par år nu. Det havde endt med at være et spørgsmål om at tilfredsstille efter at have været familiens sorte får det meste af hans liv. Godkendelsen han havde set i hans fars øjne havde tilfredsstillet ham på et punkt han ikke havde troet muligt, og nu var han så langt inde i forløbet at han ikke kunne bakke ud. ”Det gjorde jeg heller ikke,” svarede han da de gik tæt sammen igen. ”Han var konstant på nakken af mig, men efter Hogwarts vidste jeg ikke hvad jeg skulle stille op. Til dels ønskede jeg at gøre min far glad, og jeg bliver også nødt til at indrømme at jeg selv gik med de drømme om at blive advokat.” De havde begge været lige gode til at smide deres forhold i mudderet. Ethan havde været så optaget af at være på tværs, så let havde han bestemt ikke gjort det for hans far. ”Jeg håber stadig på at kunne kombinere det med troldmandsverdenen, måske få et arbejde i Ministeriet.” Han trak kort på skuldrene og sendte hende et smil. Det havde ikke været hans drøm til at starte med, men drømme kunne også udvikle sig.
”Jeg har masser af tid,” svarede han i det han måtte lave endnu en undvigelses manøvre. ”Så jeg synes at du skal starte med Grækenland, kronologisk rækkefølge.” råbte han henover hovedet på den familie der kom imellem dem. ”Kaffe lyder heller ikke værst.” Ethan tog fat om Julies håndled og trak hende lidt tættere ind til sig mens han ledte vejen mod Floridors iscafé. Da måtte slå sig til tåls med at sidde indenfor da alle pladser ude var optaget, men Ethan havde ingen indvendinger imod at få lidt afstand til mylderet af mennesker. ”Fortæl mig så lidt,” sagde han da de havde bestilt hver deres drik.
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on Aug 11, 2011 19:32:24 GMT
give me your h e a r t , and come back home
Julie besvarede hans ord ved at rulle med øjnene, men Ethan så det højst sandsynligt ikke, for i samme øjeblik måtte de gå til hver sin side for at lade en person komme forbi uden større besvær. Derefter lod hun emnet ligge, for de kunne blive ved med at udveksle lamme kommentarer hele dagen. Det ville i og for sig også have været sjovt nok, men Julie havde andre ting, hun hellere ville have ud af ham.
Det var ikke helt til at vide, hvor meget Ethan kendte til Julies forældre og deres syn på familie, men hun kunne i hvert fald sætte sig ind i, hvordan det var med forventninger og traditioner. Fuldblods eller ej. Derfor nikkede hun genkendende til hans forklaring, og hun overvejede, om hun skulle dele nogle af sine egne oplevelser fra de seneste par år - måske senere. "Det er det sværeste ikke? At indrømme, at de gamle egentlig ikke var helt gal på den." sagde hun og smilede opgivende for sig selv. Hun skulle netop til at tilføje, at det lød meget fornuftigt med planer om at arbejde i ministeriet, men det blev ikke til andet end endnu et nik og et skuldertræk.
Et hemmelighedsfuldt glimt dukkede op i Julies blik, og hun smilede fornøjet til ham. "Jamen så skal jeg nok fortælle dig alt" Julie lod sig medvilligt blive trukket afsted med Ethan, og det passede hende udmærket at sidde indenfor - nogle gange kunne lydniveauet udenfor også blive lidt for meget. Efter at have slået sig ned ved bordet og bestilt sin kaffe vendte Julie atter opmærksomheden mod Ethan. "Ok." sagde hun indledende og gav sig selv lidt tid at overveje, hvordan hun skulle gribe det hele an. "Jamen jeg smuttede afsted næsten et år efter jeg var gået ud. Det kom nærmest lidt bag på mig selv, men nu var tingene jo, som de var - og det var slet ikke planen at være væk så længe. Faktisk var der ikke særlig meget planlægning overhovedet." Julie talte frit og var tydeligvis ikke bange for at tage ordet, i dette tilfælde fordi hun var meget ivrig efter at fortælle om sine eventyr.
Samtalen kom af sig selv, og Julie kom i gennem alt fra mødet med chimaeraen i Grækenland til Usa og Canada, hvor hun for alvor var begyndt at arbejde på sin bog, til hendes hjemvenden. Hun havde talt så meget, at hun dårligt var kommet halvvejs i gennem sin kaffe, men der skulle ikke andet end et lille sving med staven til, at kaffen var varm igen. "Det kom pænt meget bag på Alex, da jeg pludselig stod og bankede på hans dør." fortalte hun med et selvtilfredst smil og lænede sig bagud i stolen. "Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan de gamle reagerer, når de finder ud af, at jeg er kommet hjem." tilføjede hun og boblede næsten over af grin ved tanken om deres ansigtsudtryk. Lige i denne situation kunne hun godt se det morsomme i det, men i realiteten ville deres genforening nok ikke være så glædesfyldt.
|
|