Years yoked the reflection to the mirror

[Emrys Cadwallader]

Years yoked the reflection to the mirror

- and not even time could tear them apart

D

[/b]ampen fra den skoldhede kop sorte kaffe snoede sig som gennemsigtige sytråde op langs det vandfugtige vindue i Emrys’ lejlighed. Lejlighedens eneste beboer lænede sig smilende op mod den nærliggende væg og betragtede vinduet, imens han havde stoppet hænderne godt ind i ærmerne på den store cognacgyldne sweater. Det forekom en så paradoksalt, at de store regndråber trak deres vandede sneglespor ned over ruden, imens at den luftige os fra kaffen slyngede sig yndefuldt op ad som et andet efterårsblad. Det kunne ligne et opsat stykke teater, bemærkede han med en let trækning i venstre mundvige, inden han skubbede vinduet let op, tog det sorte kaffekrus og en af aviserne fra den store bunke i vindueskarmen, og begav sig hen imod den magelige røde lænestol.

D[/b]et var blevet efterår, og årstidens særlige poetiske melankoli var atter vendt tilbage for at male bladene brune og røde. Særlig en dag som den fik en til at føle, at efteråret blot ventede på at få lov til at lege med sine dystre farver: en mild tåge omgav hele lejlighedskomplekset og slørede udsigten over det historieprægede Clerkenwell-området, en stadig strøm af regn klaskede ned over vinduer og vandede fortovene, og alene turen ned for at tømme postkassen (han havde efterhånden lært at kompleksets ikke-magiske beboere blev mistænksomme, hvis ikke der blev stoppet noget ned i postkassen fra tid til anden i form af irrelevante Muggler-reklamer og rudekuverter fra boligselskabet – og ligeligt skeptiske, hvis den ikke blev tømt fra tid til anden) havde talt sit klare sprog om at lørdag eftermiddag skulle tilbringes i sutsko, med kaffe og med gamle udgaver af Profettidende. For en gangs skyld havde der ikke været noget arbejde at tage med hjem, og Emrys fandt sig selv med en mærkværdig følelse af rastløshed over al den tid han havde til rådighed. Det lignede ham ikke, sådan ikke at have et udkast til en tale at trække op af skuffen, eller en bog der skulle læses færdig. Det usædvanlige tidsoverskud havde også endelig fået ham til at skrive det brev til hans blodsbroder Stuart, som han havde haft planer om at gøre så længe, og han havde inviteret ham til at stikke hovedet forbi når som helst lejligheden måtte byde sig. Selvom de havde kommunikeret på god basis gennem årene, var besøgene ikke blevet så hyppige, som Emrys kunne ønske sig. Det fortrød han en del. Sandt at sige var der næppe noget bedre tidspunkt at gøre det på end på en dag som i dag, men han vidste bedst af alle at ingen af dem havde den samme overflod af tid som de havde, dengang de kunne fordrive tiden med drillende bemærkninger og studier i biblioteket på Hogwarts. Han havde travlt med at avancere op af Ministeriets rangstige og øve retorik, og Stuart havde fået sin egen lille familie samt et forfatterskab at se til. Og selvom han vidste at det gik udmærket for den evigt spøgende slange, var det stadig fra tid til anden noget så nærliggende for ham at tænke tilbage på den tid, hvor han nærmest fungerede som Stuarts storebror. Nu var de hinandens ligemænd i nærmest enhver henseende.

E[/b]mrys foldede avisen fra sidste år ud, imens han lænede sig godt tilbage i stolen og lagde sine fødder op på fodskamlen. Imens han gennemlæste overskrifterne, var der et enkelt navn, der sprang ham i øjnene, og han slog om på den pågældende side. Javist. Der stod Stuarts navn sort på hvidt, nævnt i en af artiklerne om afværgelse af ministeriel lækage. Selvfølgelig. Han var stadig lige god til at skabe røre i de kedler, som de fleste mennesker ikke turde røre ved i frygt for at brænde sig. Og han var forrygende god til det. Af hvad han vidste af, arbejdede han vist på en ny bog nu og passede sin datter September. Lyden af en højlydt tuden kom ovre fra vinduet, og idet han drejede blikket ud mod vinduet, sad Elphaba, hans ugle, udenfor og ventede på at komme ind. Han trak på skulderen, rejste sig og kiggede ud på gaden under vinduet. Ingen Mugglere i syne. Fri bane. Han åbnede vinduet, og et styks våd ugle fløj ind og satte sig på vindueskarmen. ”Fik du givet Stuart brevet?” spurgte han retorisk, og så ned på det ben, som uglen sad og bed let i. Det måtte være nået frem, for det var ikke kommet med tilbage. Han tog en håndfuld birkes og solsikkefrø fra en skål i vinduet og rakte det ud mod uglen, der taknemmeligt begyndte at spise. ”Så må vi bare håbe at han dukker op.” sagde han halvt til ham selv, og halvt til uglen, der havde travlt med at guffe i sig.

Til Stuart Fellton

[/blockquote][/justify]

[stu]

3 timer tidligere:
Stuart nåede akkurat at gribe fat om det guldbelagte håndtag i ministeriets elevator, da den brat skød mod selve jordens kerne i et dominerende og frygtindgydende dyk. Det resulterede i en hul lyd samt et 'av for satan', før han vaklende fik hejst sig selv op i en stående, og nogenlunde ærefuld stilling. Et tungt suk forlod den unge magiker, før boksen hoppede til højre, og hans hoved igen forsvandt fra den ellers normale højde, og smadrede ned i det glatte elevatorgulv. Til knægtens store ærgrelse, nåede han ikke denne gang, at gribe om stangen...

Det resulterede i et blødt og blåt område nær tindingen. Selvfølgelig fik han forladt ministeriet med æren i behold – og tilmed en forplejende gestus fra en yngre heks, der åbenbart fungerede som sekretær for en eller anden politiker, Stuart aldrig havde hørt om, men som nu havde vundet hans halve interesse. Det kunne højst blive til en artikel eller to, alt efter hvor meget dragebæ denne så måtte have foretaget sig, eftersom Stuart havde sine tanker andetsteds.

Det havde stået på et stykke tid. Han havde bidt mærke i det, sidste gang han havde taget sig tiden til et besøg i Ely. Faderens tilstand var om muligt blevet forværret. Nu havde han nægtet at spise i snart to dage, og det var ligegyldigt hvad Stuart truede med, eller hvordan han krøb på knæ for sin fars overlevelse. Livsglæden havde forladt Ludwig sammen med Margot Fellton. Hvis man kendte nok til den unge troldmand, ville man vide besked. Hvis man som offentligheden betragtede Stuart udefra, ville der absolut ikke være noget at ligge mærke til i forandrings øjemed. Folk ventede. De vidste at han havde gang i nyt stof. De kunne bare ikke præcisere.

Stuart havde arbejdet koncentreret de sidste måneder. Ikke nok med, at September også skulle plejes og passes, krævede det bogforlag Stuart havde valgt, at bogen snart skulle gå i trykken. Samtidig med faderens tilstand, syntes hans tilværelse ikke at blive værre. Og dog. Nu med et blåt mærke rigere, synes den alligevel at blive ved med at dykke.

Stuart Fellton var en lykkelig mand, da han benyttede sig af spektral tranforens og forlod ministeriet klokken lidt over 2 den fantastiske mandag eftermiddag.

2 timer tidligere:
Stuart havde bestilt en kop kaffe. Bartenderen havde betragtede sin nyankommende gæst med et diskret blik, før gæsten havde bidt mærke i det. Efter at have signeret en autograf, drukket sin kaffe og brokket sig over avisen fra dagen før, forlod Stuart kroen for at sætte kursen hjemad.

Halvanden time tidligere:
Huset var tomt, hvis man så bort fra den ugle, der sad placeret i vindueskarmen og bebrejdende betragtede Stuart der dvask kom væltende ind over dørtærsklen. Han smed lædertasken på spisebordet, der var dækket af diverse skrevne pergamenter, før han tungt smed sig ned på stolen ved bordenden. September var ikke hjemme. Endnu et minus kunne tilføjes til dagens plus og minus liste. Stuart skænkede ikke uglen et eneste blik, før den rasende gav sig til at kradse på bordet. Det fik tilgengæld den dvaske, udkørte journalist til at reagere.

30 sekunder tidligere:
”Om jeg begriber hvorfor jeg stadig står herude Emrys Cadwallander! Åben så din forpulede dør, eller jeg pudser selveste ministeren på dig! Jeg vil ind, og du skal lave aftensmad til mig i dag!” tordnede Stuart Fellton, den lykkeligste mand på jorden i det han rasende, havde givet sig til at hamre på døren med flad hånd.

[/blockquote]

[Emrys Cadwallader]

Years yoked the reflection to the mirror

- and not even time could tear them apart

L

[/b]yden af det verbale tordenskrald, der skarpsindigt og kækt råbte ad ham, fik først Emrys’ højre øjenbryn til at krybe langsomt i vejret, imens han bladrede om på den næste side i avisen. Men knap var øjenbrynet blevet løftet, før han sprang op af lænestolen, kastede den åbne avis ned i den og styrtede ud i entréen, så hurtigt som sutskoene tillod ham. Der var kun en eneste person i verden, der havde så farvet et ordforråd og så kækt et tonefald at pakke dem ind i; og alene lyden af den stemme, han nu kunne høre tydeligere, jo nærmere han kom på døren, fik ham kun til at skynde sig mere. Hans ellers så adstadige og rolige opførsel fik hurtigt kastet sig selv over borde, da han indrømmede over for sig selv, at han havde savnet stemmen, ordene og den person, der gjorde dem til en enhed. Havde Stuart kunnet kigge ind gennem døren, ville han have set et smil, der forsøgte at overgå samtlige af de synlige stjerner på nattehimlen, idet Emrys knælede ned ved døren, klemte velvilligt kinden mod døren og råbte muntert ud gennem nøglehullet: ”Om jeg begriber hvordan din tunge kan forblive så djævelsk spøgefuld og knivskarp, selv efter fem år. Jeg føler mig som en førsteudgave af Encyclopedia Britannica i sammenligning.” Ironisk nok var Stuart den ældste af de to. Det havde man aldrig troet på Hogwarts, men det var tydeligt nu. Han rettede sig op i fuld højde, støttede armen mod døren og gav sig til at le af de ord, der fulgte efter den første bemærkning. De ord havde altid haft en positiv indvirkning på hans humør. Stuart var selvskreven til at komme ind. Når alt kom til alt, var han jo hans eneste form for bror. Han skød slåen fra døren, åbnede den og stillede sig med et glad smil i døren, der kastede glæde af i samtlige facetter af ansigtet. Det syn, der mødte ham, var lige hvad han havde forventet at se – men forandret. Alligevel kunne årenes passage ikke snyde ham. Han kunne kende sin blodsbror overalt, selvom det her var i en mindre rebelsk og mere voksen udgave. Og i særdeleshed en mere vred udgave. Han lignede en, der havde slugt både citron og citronsaften. Hans glade smil fordampede, og han så uundgrundeligt på ham uden at mæle et ord, inden han hævede højre øjenbryn. ”Du ser alt andet end glad ud.” bemærkede han med et bekymret sideblik, og glemte at hilse formelt på ham.

”Kom indenfor i det ydmyge logi.”[/b] præsenterede han entréen, imens han åbnede døren helt op og trådte et par skridt tilbage, så Stuart kunne træde ind i det smalle, aflange rum, der knap nok kunne betegnes som en entré, havde det ikke været for stumtjeneren behængt med hans to lange jakker, en sort kappe og en enkelt brun hat samt den antikke egetræsskohylde med dets velorganiserede fyld af lædermokkasiner og smarte støvler, der fik antydet rummets egentlige funktion. ”Så ydmygt som det kan blive, taget i betragtning af at man befinder sig midt i Oliver Twist’s Clerkenwell.” tilføjede han med et skævt smil, idet han kastede et sideblik i Stuarts retning. Han lignede stadig en tordensky. Ud af ingenting sprang et varmt smil frem, uden at han satte ord på hvad der berettigede det. Mon det var sådan ældre brødre havde det, når de for første gange kunne se deres yngre bror i voksenhedens nye lys, imens de endelig kunne fortælle sig selv, at den lille endelig var blevet den store? Sådan var det i hvert fald for ham selv, påpegede han mentalt. Det var på en gang melankolsk og forunderligt, men der var også et skær af uforklarlig stolthed på deres vegne over skridtet.

H[/b]an genoplivede nogle af de ubesvarede bemærkninger, han umiddelbart ikke havde kunnet finde retoucheringer på, imens han lukkede døren bag Stuart. Et eller andet måtte han forsøge at muntre ham op med. ”Hvad angår din trussel med at pudse ministeren på mig, må du meget gerne gøre alvor af den. Overbevis ham om at jeg godt kunne trænge til at stå af elevatoren på 1. sal i stedet for etagen under.” opfordrede han drillende, imens han lagde kappen ovenpå sine egne jakker på stumtjeneren for at gøre plads til Stuarts overtøj. Trods det spøgende tonefald var der ikke en enkelt dråbe af tvivl at finde bag Emrys’ ord. Hans uudslukkelige iver efter at avancere op i den politiske tronsal havde en underordnet stilling i Ministeriet ikke kunnet slukke; det havde tværtimod kun gjort ham endnu mere sulten. Han var så tæt på magten, at han kunne smage dens slåenbittersøde saft i hvert et ord, han læste op fra sine taler – og han kunne se den busk lige foran sig, der bar succesens velfortjente bær; han var bare ikke i stand til at nå den. Endnu. Men en dag ville de være indenfor hans rækkevidde. Fraværende lod han sin tunge løbe begærligt over sine fortænder og sine fingre stramme om kappens stof, inden han erindrede sin besøgende. Stuart havde altid haft et bemærkelsesværdigt talent for at få ham til at glemme politikken i hans nærvær, og den gave havde årene ikke taget fra ham. Hans blodsbror var en af de ganske få udvalgte, som Emrys end ikke ville ofre for de gyldne bær, han hungrede sådan efter, eller ville spille ud som et andet spillekort i en situation der gavnede ham.

H[/b]an vendte sig om mod Stuart med et broderligt smil, en hel del mere nærværende end før, og gik hen til ham. ”Men din anden trussel omkring bespisning er en ganske anden sag, og det skal det være mig en fornøjelse at efterkomme. Noget specielt i tankerne?” spurgte Emrys interesseret, og gik hen til det store vægur, der hang over døren ind til stuen. Han rynkede let brynene. ”Det er vist lidt for tidligt til at spise endnu. Men hvad siger du til at vi sætter os ind i stuen, så du kan fortælle mig hvad der har fremprovokeret din vrede?” foreslog han gravalvorligt og sendte døren ind til stuen et sigende blik, inden han atter så på sin gode ven med et forsonligt smil. Han ville også spørge ind til Stuart selv og hans henrivende datter September, men allerede der realiserede han, at Stuart måske også gerne ville have et øjeblik eller to til at svare på horden af ord, der var blevet ytret. Og lige i det øjeblik fandt han det vigtigst, at få formildet skybruddet.

[/blockquote][/justify]

[stu]

”Jeg roste dig så sent som i sidste uge”, brummede Stuart trodsigt, før han i tre skridt hen af den smalle gang, havde fået vippet de brune lædersko af de lange fødder. ”Men jeg kan ikke blive ved med at rose dig for dine politiske talenter, uden det bliver lagt mærke til. Kan du huske hende kællingen fra Profettidende? Hende den tykke... du ved... arh, hvad er det hun hedder?”, udbrød Stuart hvorefter han knipsede, og et de buskede bryn i panden for et øjeblik mødtes nær midten, i en tænksom grimasse. ”Det er også lige meget hvad hun hedder!”, konkluderede han hvorefter de sammen forsvandt ind i den fungerende stue. Uden høflighedskvaler svang han sig ned i den røde stol, og lagde armene muggent over kors. ”Hun spurgte indtil min seksualitet efter jeg havde rost dig. Det var en artikel om, noget med noget... hvad fanden var det nu... noget om et forslag der begrænsede halvblodstroldmænd og hekse... det blev strøget dagen efter, fordi jeg og nogle andre journalister havde skudt idéen i sænk? Siger det dig noget? Det er også lige meget, men det interview jeg gav, ende med hun spurgte om jeg var homoseksuel, og hvis jeg var, så var forelsket i dig”, mumlede Stuart, hvorefter han skyndte sig at tilføje; ”Og bevares. Jeg kender da homoseksuelle par, men det er da ikke ens betydning med jeg vil ordne dig!”.

Først da han havde spenderet yderligere to minutter i stolen, syntes hans mørke øjne at skimte avisen på gulvet. Han rakte ned efter den, hvorefter han fandt den gældende artikel. Et listigt smil sneg sig over de smalle læber, hvorefter han lo højt. ”Det kan jeg da fandemer godt huske!”, mumlede han indestængt, som var han ved at springes af fryd. Artikel omhandlede en mild voldsepisode, hvor Stuart havde fået en på tuden. Absolut ikke et sceneri at være synderligt stolt over, men alting havde sine fordele; det agtede Stuart i hvert fald at tro. Grundet sin nyligt opdagede skat, bestående af gullige sider med bevægende billeder og fangende tekster, syntes Stuart ikke at bide synderligt mærke i Emrys spørgsmål om det senere måltid. Et kort øjeblik herskede der dyb stilhed i lejligheden, før virkeligheden vendte tilbage til Stuart. Han smed avisen fra sig, og vendte sig irriteret mod Emrys. ”Og med hensyn til de åndssvage elevatorer I har i ministeriet! Man kan jo ikke tage dem uden at smadre ned i gulvet! Prøv lige at tage et kig på det her mærke! Jeg tror jeg sagsøger jer...”, hvæsede Stuart med en humoristisk undertone. Skønt mærket havde forvoldt ham dyb smerte, syntes han alligevel at finde situationen komisk. Lyden det havde forudsaget havde i hvert fald været helvedes morsom.

Efter at have berettiget om det blå mærke, vendte Stuart sig interesseret mod Emrys. De orange hår der kendetegnede hans bedsteven, syntes at forblive det samme, ligegyldigt hvor lang tid der gik imellem deres møder. Øjnene og læberne havde heller ikke forandret sig. Stuart fandt en tryghed i Emrys; en tryghed han aldrig i sit liv ville bekende, men som Emrys øjensynligt kendte til alligevel. De var blodsbrødre. Emrys havde været den første som fik kastet et blik på September; den første der vidste Stuart skulle være far. Samtidig havde de minder ingen kunne erstatte. Stuart havde fra tid til anden hevet Emrys med ud på togter om natten, dengang på Hogwarts, hvor sulten havde plaget ham natten igennem. Hvor mange gange havde de ikke løbet fra pedellen, velvidende om at det de havde gang i var dybt ulovligt? Stuart kunne stadig huske Emrys hellige klageskrifter. Og han kunne stadig huske sine egne grin, indtil Emrys til sidst lod sig knække. Han huskede det hele.

Stuart snøftede pludselig, og sank sammen i den røde lænestol. Han gned sin pande, kneb øjnene sammen og gned lidt mere. Efter få sekunders stilhed, åbnede han øjnene og fandt Emrys rødhårede skikkelse. De mørkeblå øjne afslørede hans bekymringer. Om faderen, om Septembers forkølelse og bogen der snart skulle i trykken. Og skønt han vidste det var tydeligt, sagde han intet. Stuart havde trods alt stadig sin stolthed. Eller hvad?

[Emrys Cadwallader]

Years yoked the reflection to the mirror

- and not even time could tear them apart

E

[/b]fter at have fået kastet skoene af fødderne i bogstaveligste forstand havde Stuart sat kurs mod stuen, og Emrys fulgte trop bag ham med hænderne pakket ind i sweaterens ærmer og blikket fokuseret på vennens ryg. Han lyttede med sammenbidt mimik til det noget mismodige nyt, som vennen havde at dele med ham omhandlende en mildest talt ubehøvlet og langnæset heks. Hans signalement af den pågældende journalist fra Profettidende fik ham til at brumme let, idet han mentalt matchede beskrivelsen af hende med en intrigeelskende journalist, der vist nok havde haft megen fornøjelse af at beskrive ham som ”mors dreng” og et ”et politisk pattebarn” i kraft af hans stilling hos hans mor. ”Hun er ikke en af dem man så let overser, takket være de enorme proportioner og den usømmelige adfærd. Ikke en særlig god journalist, når hun lever af billige snurrigheder frem for at skrive om de rigtige politiske nyheder.” tilføjede han i et indigneret tonefald til de arrige første kommentarer, inden Stuart opgav at finde navnet på hende og fortsatte med at lytte interesseret med, imens de satte kurs mod lænestolen og dens skammel.

I[/b]det Stuart lod sig synke ned i den, placerede Emrys sig på den tilhørende skammel foran, og så op på ham for at høre fortsættelsen. Da de første ord langsomt var gået ind, begyndte Emrys’ interesserede blik langsomt at blive erstattet af et udgjort af vantro. Med vidåben mund lod han først Stuart tale ud, inden han derefter smilede lettere opgivende, som en voksen kunne smile af et barns små narrestreger. ”Hvad angår sagen du nævnte, tror jeg det har været et af de gamle udspil fra Emmerichs tid, som er blevet genoplivet af hans få støtter tilbage i Ministeriet. I al fald er jeg glad for at I fik sløjfet den artikel.” Han tog sig selv i at smile hovedrystende af det sagte, inden han tog sig til hovedet og lod det hendø. ”Tro mig, selvom du er en lækkerbidsken af en troldmand, er jeg af samme mening som du selv, hvad angår det at ville snuppe dig som sengemateriale. Vi har noget meget stærkere og for dem meget mere uforståeligt.” påpegede han og hævede den højre hånd, hvori det lyserøde ar stadig var synligt som en fin tråd hen over håndfladen. ”Det forbløffer mig nu bare at de middelmådige journalister ikke har andet at tage sig til, end at bilde sig selv ind at et tilfælde af ros ubetinget betyder at jeg er objekt for din attrå.” musede Emrys med en let skuldertrækning, hvorefter han smilede. ”Jeg tror heller ikke jeg har fået sagt ordentligt tak. Jeg bør finde noget at give dig tilbage. Mangler du information til bogen?” foreslog han indirekte. Han havde ikke ladet spørgsmålet hænge længe i luften, før Stuart rakte ned og samlede avisen op med en ytring, der fik Emrys til at le. ”Det burde både du og din næse kunne huske. Jeg brugte en hel del tid på at overbevise min noget bekymrede mor om, at det blot var en lille journalistisk uenighed, og ikke et håndgemæng, der krævede juridisk behandling.” fortalte han med et smil og betragtede vennen, der lod sig opsluge af nyhederne.

D[/b]a han irriterede henledte Emrys’ opmærksom på et stort blåt mærke, der havde plantet sig på hans ansigt, og fik ytret sin utilfredshed med elevatorerne. ”Du må bare lære at stå bedre fast. Det er jo en elevator, ikke en skøjtebane.” drillede han ham. "Det er en elevator for politikerne; man skal kunne stå fast på sine standpunkter, ellers rammer man en blind væg.. eller gulv. Eller hvad du nu ramte, der gav dig den flotte souvenir." fortsatte han i samme dur, men kort efter hævede han skuldrene noget mere voksent, imens han smilede af Stuarts noget muntre islæt. ”Men hvis du sagsøger elevatoren, ender den sikkert med at stå i karantæne i tre dage, imens sagen er i behandling, og jeg skal stadig på arbejde. Har du så en bedre og mere sikker idé til at komme frem og tilbage i ministeriet?” spurgte han med et stort smil.
Det hørbare snøft, der pludseligt meldte sig, fik Emrys til omgående at se på Stuart med mimisk overraskelse. Ordløst åbnede han munden, men sagde ikke noget, i stedet smilede han blot undskyldende. Emrys sendte ham et eftertænksomt blik, inden han så fra sin egen kaffekop til Stuart, hvorefter han kom på benene, gik ud i køkkenet og tog et brunt krus ned fra et af skabene. Det lød som om at der var en forkølelse i vente for hans gode ven, og med al det som han havde at se til på karriere- og hjemmefronten, var det intet under at han ikke havde tid til at være sengeliggende. Han kendte Stuart godt nok til at vide hvor langt han kunne tillade sig at strække sin omsorg uden at træde ham over tæerne, og i særdeleshed i det lune mente Emrys at det kun ville gøre ondt værre, hvis han skulle prikke unødvendigt meget til den bekymring, som han havde aflæst i Stuarts udmattede og plagede øjne. Han måtte lade ham få afløb for det i det tempo, som der passede ham; og at han ikke havde nævnt bekymringerne med det samme, talte for sig selv.

M[/b]ed venstre håndryg vurderede Emrys om hvorvidt kaffen i den lille fortryllede el-kedel stadig kunne betragtes som kaffe, og efter at have afgjort at den stadig havde en god temperatur, fyldte han kruset halvt op med dampende sort væske. Han placerede den på sofabordet ved siden af lænestolen som Stuart havde indtaget, og betragtede ham med et forsonligt smil, imens han tog sin egen kaffekop nærmere skamlen. ”Du ligner en, der godt kunne bruge noget varmt at styrke sig på med den snøften.” bemærkede han og mønstrede et vagt smil, inden han tog en slurk af sit eget krus. Efter at have sat det ned igen, var der en kort stunds tavshed, der på ingen måde virkede akavet – en naturlig lille pause, hvor han selv blot sad og nød varmen fra kaffen risle gennem hele kroppen og efterlade en magelig ro, imens han langsomt gav sig til at se sin ven igennem i sømmene. Den energiske rodløshed og barnagtige skarnsattitude var intetsteds at spore i den trætte unge mand, der havde forskanset sig i den røde lænestol. Det var ikke let at være ham i øjeblikket, regnede han med. Han søgte efter de mørkeblå øjne, han før havde blottet for ham, da han talte og sendte ham et venskabeligt forsikrende smil, inden han fandt talens brug igen. ”Selvom det er hvad jeg allerhelst vil, ved jeg udmærket at det ikke nytter noget som helst at formane dig til at tilbringe dagen i sengen og få bugt med de sygdomskim med alt det du har at se til. Er alt stadigvæk som det skal være med September?” spurgte han med oprigtig interesse, og lænede sig let tilbage, imens han med tålmod betragtede Stuart. Han burde passe på sig selv, i ligeså høj grad som han passede på sin datter og sin far. Tænk engang, at bag de dristige politiske værker hvilede der en virkelighedsnær journalist, hvis skuldre var belæsset med et utal af byrder. Og skulle der være nogle af dem, som lå ekstra tungt på ham, håbede Emrys at han ville dele dem, hvis de var for tunge at bære alene. Han ønskede ikke at hæmme sin bedste vens karriere og liv ved at blande sig unødvendigt i det og reducere ham til et barn uden ansvar, men omvendt ville han heller ikke se ham drukne i et væld af ansvarligheder. Nogen gange var det sværere at tilbyde hjælp, selv til en man kendte godt, af frygt for ikke at såre deres stolthed og sætte tvivl ved deres formåen som voksne selvstændige magikere.

[/blockquote][/justify]

[stu]

Stuart foldede de store hænder om koppen, hvorefter hans skikkelse gled endnu længere ned imellem de brede puder. Han snøftede igen, mens de mørkeblå øjne betragtede den sorte væske. ”September har det fint. Hun er mere eller mindre lige kommet sig over en forkølelse, men... ja... kan du huske, at jeg får nogle år siden, fortalte dig jeg synes hun var mærkværdig stille af sig?”, brummede han mumlende, med bekymringen malet som en fed streg i panden. Han snøftede og gned kortvarigt sin pande, før han lettere frustreret fortsatte sin talen. ”Det er lige før hun opføre sig mere korrekt end mig, Emrys... det er da ikke normalt for en pige på fire år. Se nu bare på Alexander Youngs knægt. Brody. Han er sgu normal oveni hovedet”, tilføjede han og i selv samme sekund, skyllede fortrydelsen hen over hans skikkelse. Den pludselige skyldfølelse over sit krænkende ordvalg, fik Stuart til at skære en grimasse, i det han lænede sig frem i stolen. ”Det mente jeg ikke. Det jeg mente, var, at Sebbe er for stille. Gør jeg noget forkert? Jeg prøver sgu at opdrage hende som min mor opdragede mig, men er de metoder forældet? Tror du det?”, udbrød han lavmælt, med et skjult håb i den hæse stemme. De mørkeblå øjne var vendt mod Emrys, men Stuart gav ham ikke ærlig chance for at svare, for han fortsætte kortvarigt efter. ”Hun er enormt... hun virker sindssygt intelligent. Hun tegner ikke. Hun leger ikke, andet end når Brody tvinger hende i gang... hun snakker med mig, altså, det er svært at forklarer, men... hun virker indviklet, forstår du? Som om... som om... som om hun en voksen i ministørrelse, der kender mig bedre end jeg kender mig selv”.

Stuart sank tilbage i stolen. Han stirrede lamslået på sin bedste ven, hvorefter han tabte pusten langsomt. Ansigtet var underlagt en træthed, Stuart kun bar i så ærlige situationer. Selvom knægten var omringet af venner, kunne ingen erstatte Emrys. Arret forbandt dem. Stuart så ikke sine venner, som fortrolige. De var en slags sjælden energi, der tilbød ham et stof, som fik motoren til at vrinske som en hest, og sætte farten yderligere op; Emrys var det modvirkende, det rolige der overtog når alt andet ikke længere var stabilt. Emrys var hans fortrolige. Hans mest loyale. Emrys havde set sider af Stuart, ingen af de andre, endnu havde opdaget. Stuart huskede hans mors død, og hvordan han havde siddet og hulket som en dreng der ikke måtte få hvad han ville have, mens Emrys havde siddet ved hans side, uden at sige et ord. Han huskede bisættelsen. Afskeden. Og så huskede han Emrys der havde drukket en øl med ham bagefter, mens han havde tudet. Den mest loyale, uden tvivl.

Stilheden havde ikke virket overvældende. Alligevel kom den som et chok, og overfaldte Stuart. Hans skikkelse rykkede krampagtigt på sig, hvorefter han sukkede tungt. Som inhalerede han luften for første gang. ”Desuden er min far ved at gå fra snøvsen. Men det er lige meget. Når jeg får bogen færdig, er det kapitel overstået. Sig mig. Du sagde noget om informationer. Så hvis jeg spurgte dig, om ligegyldigt hvad, ville jeg få et ærligt svar?”, brummede han stilfærdigt, uden at ambitionerne for at grave i lortet, kunne findes frem fra gemmerne. Stuart betragtede Emrys med et mat blik, på grænsen til næsten ligegyldigt, før han tvang sig forover i stolesædet. ”Jeg udstiller de fuldblodstroldmænd og hekse der stadig befinder sig i ministeriet, og som er tidligere tilhænger af Emmerich. Du ved, de gamle, solide støtter. Jeg vil have dem fuldstændig fjernet fra ministeriet... derfor har jeg det sidste års tid, brugt usandsynlig mange timer i politik, og jeg tror jeg har fundet noget der kan få i hvert fald en af dem ned med nakken. Hendes navn er Dellochio. Ella Dellochio", brummede han stille, hvorefter han fortsatte sigende. Lod navnet sætte sig. "Jeg har, fra en pålidelig kilde, fået af vide hun er stærk tilhænger af et lukket miljø, hvor de gør sig i mørk magi. Vi er ude i ekstremerne. Jeg har også fået en historie fortalt, at hun i 70'erne var vidne til et drab på en muggler kvinde. Sagen blev lukket fordi hun kendte nogen, som kendte nogen og du ved hvordan den møller går... problemet er egentlig, at jeg ikke kan få det bekræftet nogen steder. Ved du, om det er muligt, at finde ud af det? Ved du hvor jeg skal grave? Hvilke arkiver?”, brummede Stuart og lod de markerede bryn mødes nær midten. ”Og hvis det i sårfald er blevet fjernet... hvordan helvede skaffer man så beviserne, hvis det eneste man har er en kilde?”

[Emrys Cadwallader]

Years yoked the reflection to the mirror

- and not even time could tear them apart

E

[/b]mnet September bragte et mildt smil op på Emrys’ læber, imens han lyttede til den forkølede far med hænderne om kaffekoppen fortælle om hende. Han havde altid fundet den lille pige charmerende. Selvom han ikke selv just havde tanker om at stifte familie indenfor nogen nærmere fremtid, var der et eller andet ved det lille myr, der havde gjort at hun havde vundet indpas i hans hjerte fra første færd han så hende. Men hun var stille af sig, det kunne man ikke benægte. Han nikkede bekræftende til spørgsmålet, da Stuart stillede det, og så omsorgsfuldt på sin ven, der sad med bekymringen over sin datter penslet ud i samtlige ansigtstræk. Hans øjne hvilede tålmodigt på ham og han lyttede interesseret og oprigtigt med i hvad han sagde imens han nikkede. Da de noget hårde ord kom ud over hans læber om hende i sammenligning med Youngs knægt, var der intet som helst misbilligelse eller chokfølelse, der kom over Emrys. Hans ven havde haft en hård dag, og han vidste at Stuart holdt af sin datter. De ord kom da også det samme i ham igen. Da han med øjnene nær bekymringens rand spurgte om det var hans opdragelsesmetoder, der var forældede, skulle Emrys halvt til at svare, havde det ikke været for at Stuart fortsatte. Han lod ham tale ud og få løftet stenen fra sit hjerte.
Han nikkede, og så med et opmuntrende smil til, idet Stuart lænede sig tilbage med et lamslået blik. ”Din opdragelse af September er på ingen måde forældet. Du er en fantastisk far, den bedste jeg har set af slagsen, og du er med garanti en bedre en af slagsen end jeg nogensinde bliver. Alene når jeg ser på hvordan du er opdraget, kan hun kun blive et ligeså godt menneske,” fortalte han oprigtigt, med et forhåbningsfuldt smil. ”Men jo, hun er meget stilfærdig af sig.. hun opfører sig meget modent i forhold til hendes jævnaldrende. Hun er ret forunderlig. Jeg tror ikke hun savner noget som helst i form af opdragelse, men hun er nok bare mentalt meget veludviklet og ikke har brug for al den barnlige leg. Som du siger, virker det til tider som om hun kender dig bedre end andre.. måske gør hun også det på en måde. Jeg synes i al fald at hun fra tid til anden lader til at have en enorm verdensklogskab for en pige på hendes alder. Og når jeg ser på hende, lader hun til at være af den mening, at hun har den bedste far i verden.” Alt hvad han havde sagt havde været ærligt nok. Og Emrys var inderst inde glad for at Stuart var blevet givet September af hendes mor. Den lille pige havde gjort så utrolig meget godt for sin far, og bragt ham så meget livsglæde. Der havde dog også været hårde øjeblikke, og i de øjeblikke havde han gjort sit bedste for at være der for sin ven. Emrys vidste, at skulle et sådan øjeblik ramme ham selv, var Stuart der til at støtte op om ham. Da Stuart nævnte hans far, så Emrys spørgende på ham. Han havde kun faderen tilbage. Det var nærmest for meget, hvis han nu også skulle miste ham. ”Det er ikke lige meget. Hvad nager din far?”

D[/b]a spørgsmålet om hvorvidt Emrys ville afsløre hvad som helst for ham, hvad det så end måtte være han bad om, blev luftet, gik der end ikke et enkelt øjeblik, før den orangehårede politiker så op imod vennens velkendte øjne og besvarede med et bekræftende nik. ”Det ville du. Og det er du nok en af de eneste, der ville få. Du ville tillige få en brors svar, ikke en politikers.” betroede han ham. Det var farlige ting at synge om, men det var Stuart. Ligeså lidt som Emrys ville lade ham komme i farezonen i ministeriet, vidste han at Stuart heller ikke ville lade ham komme på gyngende grund. Og der var intet han ikke ville videregive ucensureret til hans blodsbror, uanset hvad han så måtte spørge om af hemmeligholdt viden. For det første fordi han stolede på at Stuart aldrig nogensinde ville sætte en finger på andre mennesker, der stod ham nær, og for det andet også fordi at han var det tætteste på en bror, han nogensinde havde været. De delte samme blod. Han ville normalt aldrig nogensinde sætte sig selv i en farlig situation, med mindre udfaldet kunne gavne ham selv; men det her var noget andet. Kunne han hjælpe sin blodsbror med de projekter han selv støttede op om, gjorde han det uden at tøve.

D[/b]a Stuart rykkede sig fortroligt frem i stolen, lænede Emrys sig tillige nysgerrigt fremad med armene hvilende på benene, og lod sin hånd hvile rundt om den lune kaffekop, imens han lyttede interesseret med. Som Stuarts beretning om det politiske stof, han havde fået gravet sig frem til, udvidede sig blev politikeren i stuen gradvist mere og mere interesseret, og da et enkelt navn blev sagt – Ella Dellochio – med en hørbar pause til følge, rettede Emrys sig så brat op med vid åben mund, at kaffen i koppen nær var blevet væltet ud over sofabordet i den pludselige bevægelse. Forbløffet så han en ekstra gang på Stuart, inden han lagde hånden tænksomt op i den orange hårrede, stadig ude af stand til at skjule sin overraskelse, imens han lod fingrene rulle let rundt i hårlokkerne. Hvad Stuart sagde, var revolutionært, var grænsende til mytteristisk tale – men det var noget, som Emrys’ retfærdighedskæmpende ører kunne lide at høre. Forbløffelsen forvandledes langsomt til en mimik af tilfreds overraskelse, idet han talte. ”Rygterne har længe svirret i korridorerne, og bestemt ikke alle har været til Dellochios fordel, men at du fremsætter noget konkret er jo revolutionært.. alle har hvisket om grunden til at hun fratrådte embedet som Minister.. at du muligvis har noget på hende nu grænser jo til en ministeriel bombesprængning! Hvis først det bliver offentlig kendt hvad du ved, vil det styrte alle Emmerichs tilhængere en efter en som dominobrikker!” bemærkede han lavmælt, men i et intenst tonefald. Da der kom mere, holdt han omgående mund og lyttede efter med stigende interesse. Hans ord omkring kvindens involvering i lyssky aktiviteter fik ham til at nikke, og da Stuart derefter spurgte hvordan man ville kunne få det bekræftet, tog Emrys koppen i hånden, rejste sig op og stillede sig tænksomt foran ham. Han brummede let. ”Hun er en magtfuld modstander, der uden tvivl har forsøgt at komme alle beviserne til livs og formodentlig har elimineret de fleste, så højt på strå som hun er. Men som du nok ved, findes der tit nogle ”sikkerhedskopier” af enhver skandale, gemt i både papirform.. og i bestukket menneskelig form.” tilføjede han med et konspiratorisk glimt, og tog en slurk af kaffen. ”Du skal højt op i systemet, hvis du skal finde en sag på hende. Den ligger nok ikke frit tilgængeligt i de dele, som journalister normalt betræder. Et af mine bud vil være at spore dig diskret frem til hendes ældste fjender. Der er ikke noget bevis for at de findes, men jeg er vis på at der sidder et par i ministeriet, der er blevet trådt over tæerne. Måske vil lidt diskret forespørgsel kunne fortælle dig hvem der var imod at hun blev givet posten som leder for Magiske Efterretninger – og hvem der selv aspirerer til den post.” foreslog han med et vagt smil. ”Og om ikke andet har du jo en insider i ministeriet.. så hvis du har brug for noget, så spørg endelig. Jeg skal se hvad jeg kan gøre.”

K[/b]ort efter satte han sig ned og tømte kaffen i kruset, hvorefter han satte kruset på bordet. ”Lov mig at du passer på, Stuart. Hun er ikke en edderkop, hvis net det bliver en leg at optrævle. Er det sandt hvad du siger, har hun næppe nogle skrupler med at bevare sin hemmelighed og spinde dig ind i sit net for at gøre dig tavs.” bad han indtrængende. Han så med alvoren malet i ansigtet på ham, og så atter på koppen, inden han talte til Stuart med et mere muntert smil. ”Hvor kom vi for resten fra med den mad? Er du ved at være sulten?” spurgte han smilende.

[/blockquote][/justify]

[stu]

”Min far... oh, bare glem det”, brummede Stuart mumlende hvorefter han viftede med hånden. Han rømmede sig, og samlede fokus om de ord der kortvarigt efter forlod Emrys mund. ”Jeg er altædende. Bare noget spiseligt”, besvarede Stuart spørgsmålet, hvorefter de sammen forlod stuen, for at betræde køkkengulvets areal. Stuart havde smidt sin habit jakke i stolen, og sad nu iført en hvid skjorte, hvor han var i færd med at hive ærmerne op over albuerne. Derefter dykkede han, med den venstre hånd, ned i lommen hvor han fiskede en pakke cigaretter op fra lommen. ”Jeg ved godt, at jeg er stoppet, men for satan i helvede, det får lige banket styr på nerverne...”, undskyldte han, hvorefter han diskret tændte og placerede cigaretten mellem læberne. Stuart sad et kort øjeblik og pulsede, hvorefter han gned sin pande og øjne. ”Tilbage til sporet...”

”Når bogen går i trykken, og jeg får postet en artikel om den i Profettidende, så vil hele verden falde bagover i stolen af bar forskrækkelse. Min plan er, at få navngivet så mange medlemmer af gruppen, som det overhovedet er mig muligt. På den måde hiver jeg så mange jeg kan med i faldet, men samtidig myrder jeg også muligheden for forfølgelse bagefter. Som du selv siger... jeg leger med en satans kvindemennesker, og den kælling har garanteret gode venner hist og her. Når det så er sagt, kan du vel godt regne ud, at det ikke er noget man går og sladre om... og med hensyn til det rygte med ministerposten... Ella ved sgu ikke hvad jeg render rundt og laver lige for tiden, for så sad jeg sgu nok ikke her”, brummede Stuart hvorefter han sigende hævede de buskede bryn, og et understregende kluk forlod hans læber. ”Og det er derfor det har taget så lang tid, før jeg er kommet i gang og har fået indviet dig i det. Det beklager jeg forresten, men det var bare ikke muligt for mig, at lade dig vide besked før. Men lad mig lige tilføje, jeg synes det er et genialt rygte!”, undskyldte Stuart, lettere henrykt, kortvarigt efter, hvorefter han inhalerede og lod lungerne fyldes med røgen langsomt. ”Jeg har jo arbejdet alene, og så er der grænser for, hvor meget jeg kan få skrabet sammen og hvor hurtigt jeg kan arbejde... både udenfor ministeriet men så sandelig også indenfor murene. Forhelvede jeres sikkerhed er jo i top... det er jo pisse irriterende”, udbrød Stuart lavmælt hvorefter et smørret smil, skred frem på de smalle læber. ”Hermed ikke sagt, at det var en umulig opgave. Man er vel ikke metamorphmagus for ingen ting... desuden er der ikke nogen, der bider synderligt mærke til en lille edderkop der krydser gulvet”, hviskede Stuart hvorefter han yderst tilfredst inhalerede endnu engang.

Stilheden havde sænket sig over Stuart, ligeså snart de sidste ord, havde forladt hans læber. Skønt hele episoden med edderkoppen var utrolig komisk, syntes Stuart ikke længere at finde den morsom. Cigaretten havde gjort en fantastisk virkning, men stadig lå det bekymrede blik over ham. Pludselig rømmede han sig lavmælt. ”Jeg er egentlig pisse bange for hvad der sker efter den er gået i trykken... det ville have været noget andet, hvis ikke jeg var far samtidig. Så kunne det sgu være lige meget, om de kom og tog mig. Men hvad med September... hvad fanden skal der blive af hende, hvis jeg pludselig bliver fundet på en rasteplads i Irland i en sort affaldspose...”, brummede han stille, og hævede begge de markerede bryn. Stuart sad en rum tid og pulsede på sin cigaret, uden at tage blikket fra Emrys, der var gået i gang med pander og hvad det projekt ellers måtte indeholde af alverdens redskaber. Han kløede sig på brystet, derefter på halsen, hvor en farverig tatovering var blevet lagt for mange år siden. Han havde i det hele taget for mange, det havde han afgjort med sig selv for længe siden. Flere af dem var blevet lavet ulovligt hjemme i Ely, af en af hans tidligere bekendte, som kunne lave udsøgte kunstværker. Stuart huskede stadig hans mors reaktion, da han afslørede den første. Et kors på brystet, lige nær kravebenet. Han smilede spagt, hvorefter han slukkede smøgen i håndvasken.

[Emrys Cadwallader]

Years yoked the reflection to the mirror

- and not even time could tear them apart

N

[/b]år Stuart på den måde bad ham om at glemme det, kunne Emrys ikke sådan lade det forbigå. Der var et eller andet galt, og han tog sig selv i at ville have tænkt over hvad det var, hvis ikke Stuart havde affejet det med en håndviften og Emrys blot nikkede som bekræftelse på at emnet ville blive liggende og at hans gæst ikke var kræsen. Han så sig selv som ven nok til at vide, at sin journalistspire af en ven ikke behøvede flere grunde til at blive gal, men nærmere havde brug for at få de vredesbål der allerede flammede i ham slukket. Og at prikke til et allerede ømtåleligt punkt var at tage sig lovligt mange friheder – selv for en blodsbror. Således gjorde han prompte sin ven følgeskab ud i køkkenet, hvor han med et smil åbnede de kirsebærfarvede trælåger på de køkkenoverskabe, som var fast inventar i lejligheden. Det var et lille lukket køkkenareal, der kun virkede mindre med køkkenskabene, det nærmest hæsligt store Mugglergaskomfur, en stor tragtformet ting Emrys havde lært var en ”emhætte” til udsugning af madlavningskondens, en håndvask, en krydderihylde på den ene væg mellem madlavningsdisk og overskab, og et stort køleskab med fryser i hjørnet. Det var holdt i rødt træ til skabene og hvidt marmor til bordfladerne på diskene, og gav det hele et indtryk af harmonisk nostalgi på en dog noget antik og ret trang måde. ”Jeg beklager de trange forhold.” bemærkede han med et venligt smil, idet han gik hen til fryseren, åbnede den store luge og tittede ind på de hvide hylder. ”Da jeg jo bor i en husblok med udelukkende Mugglere, udtrykte ministeriet meget klare retningslinjer for hvad jeg må bruge magi til. Jeg må få magisk hjælp til madlavningen i andre magikeres nærvær. Men jeg må ikke trylle mig lidt mere plads til, selv hvis jeg lovede at ophæve alt når jeg engang flytter til noget større. Der kunne jo ved et uheld blive en rest tilbage, siger de.” fortalte han sin ven, alt imens han skimmede hylderne. Idet han var den eneste beboer i lejligheden, afspejlede mængden af mad i sig da også derefter – der var ikke just det store udvalg. Da han hørte Stuart først bemærke, at han egentlig var stoppet, hvorefter lyden af antændt ild efterfulgte, krævede det ikke meget fra Emrys at lægge to og to sammen for at vide hvad hans ven lavede. Men det var også helt i orden for hans vedkommende. Selvom han ikke selv havde haft den vane, kendte han alt for godt, når nerverne skulle samles. Han tog både de levninger af kylling, der havde været fra gårsdagen, og en af de uåbnede poser tigerrejer, han havde købt et par stykker af til hans mors kommende besøg. Han nænnede ikke at servere overskudskylling for sin bedste ven, så den røg tilbage i fryserskuffen, og efter at have lukket den, smilede han til Stuart og viste ham rejerne. ”Jeg er slet ikke vant til at have gæster, der ikke har nogen som helst skrupler med maden. Jeg håber at risret med rejer og ekstratilbehør lyder tiltalende nok.” forklarede han stadig smilende, idet han fiskede en stor gryde ud af et af skabene, hældte vand i den og satte den på en varmeplade. Med et svip med tryllestaven fløj et par af krydderidåserne ud af deres hylde og dryssede lidt ned i vandet, imens at et par kartoffelskræller begyndte at skrælle gulerødder i skraldespanden, og en lille ferm køkkenkniv begyndte på at snitte purløg og porre ovre på skærebrættet længst væk fra de to herrer.

I[/b]mens de ventede på at vandet skulle koge op, lænede Emrys sig op imod køkkendisken og lyttede interesseret til Stuarts videre bemærkninger om det felt, han havde begivet sig ind på. Hans gode tanke om at ville eliminere alle fjender for derved at undgå at han selv kunne blive ramt, fik ham til at nikke med et nærmest taknemmeligt smil. Han havde jo sin egen velfærd på sinde, til trods for hvad man kunne tro, når han begav sig ud på sådan et journalistisk korstog. Det glædede ham virkelig – selvom han vidste det hovedsagligt var for Septembers skyld, og ikke hans egen. Han var tavs og nikkede blot bekræftende til de fornuftige ord, der blev kædet mod hinanden, og da den anden klukkede og undskyldte, smilte Emrys blot forsonligt og delte den kortvarige glæde over rygtet med vennen. ”Hvad jeg ikke ved, har jeg jo ikke ondt af før du fortæller mig det. Jeg forstår helt og aldeles. Og det rygte er genialt.. du skulle bare vide, hvordan det har eskaleret sig hele vejen op til hendes niveau, hvor jeg og min mor arbejder, og det har snart nærmere karakter af offentlig viden, sådan som det bliver plapret løs i lobbyen til alle dernede.” bemærkede han smilende. Stuarts lettere irriterede bemærkning om hvordan deres sikkerhed var ypperlig, fik Emrys til at le, imens han gik over og fiskede en pose med ris frem, som han pøsede i gryden med det kogende vand, sammen med de hakkede gulerødder, purløg og porre. ”Det gør vi jo for at forhindre journalister i at modarbejde os, snushanerne vel at mærke.. vi kan jo ikke se når I hjælper eller gør det modsatte. Desuden ville vi ikke have noget arbejde, hvis nu de dårlige af slagsen, såsom sladrekonen vi talte om før, kommer ind og begynder at sprede rygter om os indefra. Så ville vi blive fyret på uretfærdigt grundlag.” påpegede Emrys, dog stadig muntert. Det var mest ment for at drille ham, selvom der var et gran af alvorlig sandhed – den slags kunne sagtens ske. De var ikke andet end små fisk i en stor bowle. Da Stuart hviskende bemærkede, at ingen ligger mærke til en edderkop hen over gulvet, gik Emrys tilbage igen med en påtaget drillende mimik af overraskelse. ”Man må bruge hvad der bruges kan. Bare du lover mig at du holder dig til dit arbejde og ikke sniger dig ind på dine otte ben og aflurer mine hemmeligheder..” hviskede han igen og grinte. Der var ikke noget hemmeligt i Emrys Cadwalladers arbejde som politisk kommunikationsstrateg – så skulle det da lige være, at Stuart kunne i sin edderkoppeform se, at han fra tid til anden gik i de fejlvaskede lyserøde sokker og forsøgte at skjule det med lange bukseben.

S[/b]tilheden der indledte det alvorligere emne fik Emrys til at se ud af vinduet, og for en stund hørtes kun risenes boblen i gryden og den lette brummen fra komfuret. Det billede Stuart fremsatte af en mulig konsekvens af hans arbejde fik ham til at få en knude i maven ved tanken, og han gik helt hen til vinduet og så ned på den forladte gade, inden han talte. Tanken om Stuarts lille perle alene i verden var mere end han kunne bære at tænke over. Tanken om at have et ar i håndfladen, men det identiske ar tilhørte en afdød, var mere end han kunne bære at tænke over. ”Skulle det værste ske, hvilket ikke må ske.. men hvis.. vil jeg sørge for at der intet ondt sker hende. På en eller anden måde. Jeg ved ikke hvordan, men det vil jeg gøre på en eller anden måde, lige meget hvad prisen bliver. I to udgør stykker af mit hjerte, og hvis først de får dig.. så vil jeg bringe hende i sikkerhed for deres kløer. Hvis ikke hos mig, så hos en anden, der kan give hende sikkerhed.” lovede han med dyb alvor i stemmen. Han kunne ikke rigtig forestille sig hvad han kunne gøre i situationen, men at Stuart havde sat billedet op, havde pludselig fået ham til at indse at han gerne ville handle for dem, hvis blot han havde et mål med det. ”Men det må ikke ske.” fortalte han sig selv for at overbevise sig selv. Han gik hen til køleskabet og så ind i det for at få lettet stemningen. ”Siden jeg valgte maden, skal du så ikke vælge drikkelsen? Vin af rød og hvid farve, mælk, juice, vand..” var nogle af de ting han remsede op fra køleskabet, inden han så over på Stuart.

[/blockquote][/justify]

[stu]

”Rødvin. Og bare du laver meget af det, så er jeg faktisk ligeglad med hvad det er jeg æder...”, brummede Stuart uden nogle bredere interesse. Selvom Stuart spiste flere store måltider om dagen, syntes han aldrig rigtig at tage på. Han havde altid været en splejs med ranglede og lange lemmer. Samtidig var han født uden et atletisk gen, og brød sig ikke synderligt om at motionere. Stuart var lud doven, og når han ikke arbejdede, eller spenderede tiden med sin datter og far, lå han i sofaen og gloede træt op i loftet. Hvis ikke han sov eller spiste, vel og mærke.

Stuart gled ned fra disken, hvorefter han skubbede Emrys til side, så han kunne åbne køleskabet. Fordi Stuart var halvblods og havde levet omkring disse hæslige maskiner i sin barndom, var det ikke længere fascinerende at åbne for dette lille iskolde vidunder. Heller ej at maden kunne holde sig længere. Stuart greb mælkekartonen, åbnede den hvorefter han uprovokeret drak direkte fra denne, og tømte den i få slurke. Så klappede han sig selv på maven, stillede mælken ved siden af køleskabet, hvorefter han greb en juice og også drak en væsentlig del af den. Stuart stillede resten tilbage på risten, hvorefter han åbnede et skab, og betragtede det vinudvalg Emrys ejede. Stuart hev nogle enkelte ud, hvorefter han besluttede sig for en, hvis navn var så fint, at han ikke kunne udtale det. Fransk op-i-røven. Stuart rynkede de markerede bryn, hvorefter han stillede den på bordet, og derefter fremdrog to glas fra et modsat skab. ”Når vi nu snakker min død og ødelæggelse...”, brummede Stuart med et bredt, intetsigende smil over læberne, ”så lad os da gøre det med maner!”. Stuart hældte op til begge glas var fulde, hvorefter han hoppede op på bordet, og rakte Emrys det ene.

Et langt stykke tid, sad han og betragtede den blodrøde væske. Smilet var som forduftet, og øjnene var tomme. Han lignede en slatten klud, og alt ved hans skikkelse afslørede, hvordan han ikke gad beskæftige sig mere med henrettelsen af kvinden. Stuart hævede hovedet, skubbede sit eget glas mod Emrys', hvorefter han sukkede lydløst. ”Lov mig at jeg ikke kommer til at kæmpe uden dig ved min side... for... brormand... så overlever jeg sgu ikke”, hviskede Stuart hæst, hvorefter han sendte Emrys et lille, mærkbart smil. ”Vi skal have den kælling ned med nakken. Hold kæft, hvor skal hun ned i støvet...”, tilføjede han hvorefter han klukkede kortvarigt og lavmælt. Så satte han glasset for læberne og drak.

2 timer senere.

Stuart havde kværnet tre store positioner ris med grøntsager og tigerrejer. Drukket hvad der svarede til fire glas vin, hvorefter han afslappet havde lænet sig tilbage i stolesædet. Han betragtede Emrys længe, uden rigtig at sige noget. Nippede til juicen han havde hentet, og erstattet med spiritussen som faktisk havde formået at lægge en dæmper på paranoiaen. Nu sad han der bare... og sad. Og han sad der, udelukket for bare at sidde.

”Jeg takker for måltidet. Du skal komme her og besøge os snart... Sebbe savner dig... du er sjovere at snakke med nogen gange”, sagde Stuart stilfærdigt, hvorefter han blinkede til Emrys, i et forsøg på at lette stemningen. ”Og så har jeg muligheden for, at servere dårlig mad for dig, i et sølle forsøg på at gengælde det her måltid. Det smagte skide godt”, tilføjede han og lagde armene over kors. Igen blev der stille. Igen blev øjnene tomme, og han faldt hen i tankespindet, som en hvis edderkop havde spundet – til ære for ham. Der gik få sekunder, hvorefter han rystede på hovedet og gned sin pande. ”Måske skulle jeg vende næsen hjemad... Sebbe er hos naboen. Hende den tykke med det orange hår... Hun er meget flink til at passe hende, når jeg tager ud...”, fortalte han stille og vendte blikket mod vinduet. Skønt han fysisk befandt sig i rummet, havde han mentalt forladt det for længst. Han var der bare ikke længere, og for Emrys måtte det være tydeligt.

Note: Beklager indholdet.

[Emrys Cadwallader]

Years yoked the reflection to the mirror

- and not even time could tear them apart

S

[/b]tuart formåede virkelig at udnytte gæstfriheden til det yderste, bemærkede Emrys mentalt, idet han fulgte kammeratens vej over i køleskabet med et interesseret sideblik. Men det skulle han også endelig gøre. Den karotterødhårede politiker lod hænderne hvile på køkkendisken bag ryggen, og reflekterede let over Stuarts tidligere ytring omkring maden. ”Jeg ville nu ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis ikke jeg serverede noget anstændigt for dig. Men at du ikke er kræsen er en kompliment til kokken.” musede han med et apatisk smil, idet han strakte halsen for at se hvad hans ven havde gravet ud af køleskabet. Hans mimik gik fra forventningsfuld til forbløffet på mindre tid end det tog at spilde kaffe over et gyngende skibsdæk. ”Brødre skal vi dele..” fik Emrys lamslået fremsagt med kæben halvt hængende på sweateren og øjenbrynene trukket op i midten af panden, efter at have set Stuart tømme mælken ud af kartonen og gøre et godt indhug i juicen, som han stillede tilbage i køleskabet. Nuvel, det var hans egen skyld; han havde tilbudt dem til ham. Desuden kunne han slet ikke se noget i situationen, man kunne være sur eller forarget over. Det morede ham tværtimod helt utroligt, og knap havde han stået forbløffet og set til imens han nu gravede sig ind for at finde vin, før end han brød sammen i et nærmest krampagtigt latteranfald.

T[/b]il hverdag tillod han sig normalt aldrig at grine, med mindre han blev overrasket eller at der skete noget utrolig humoristisk: og som politiker var det sjældent komik, der spillede med ind. Og i den her sammenhæng havde højt humor og en nærmest absurd original situation gjort sit udfald. Han lo højlydt, støttede sig op imod køkkendisken og gispede efter vejret, før han rettede sig op, løsnede i skjorten og klukkede let. ”Jeg undskylder mange gange.. det var nok noget af det morsomste der er sket for mig længe, siden.. tja, siden lang tid. Politikere bliver betalt for at tale for jer, ikke for at give jer grin. Det er komikernes arbejde.” påpegede han, inden han gik hen bag Stuart og så på flasken med et anerkendende nik. ”Selvom jeg da skal indrømme at visse af mine kolleger kombinerer de to ting..” tilføjede han, og da han skyldigt realiserede at han havde holdt en monolog imens Stuart havde skænket op, tog han hastigt imod glasset med vin og lyttede interesseret til sin blodsbror, idet han talte. Da han havde afsluttet sine sætninger i et hæst tonefald, var alvoren hos Emrys så tydelig som på et skakbræt; han hævede glasset, nikkede højtideligt og så op på ham med et lumsk smil. ”Hun skal ned i støvet, jordes til uigenkendelighed, rulles i tjære og fjer og hvad der skal bestå skal være dine ord om hendes utroværdighed.” Han nippede let til glasset, inden han smagte efter, hvorefter han tog sig endnu en eftertænksom slurk.

2 timer senere

E[/b]mrys lagde kniv og gaffel fra sig i udkanten af tallerkenen, idet han med et tilfreds smil tog en slurk af sit glas med rødvin, mat og mæt efter sin 2. store portion af tigerreje- og grøntsagsrisgryde. Han løftede servietten ud af skødet i takt med at smilet blev bredere og lagde den i en noget klodset kugle på tallerkenen, inden han lænede sig tilbage mod stoleryggen og betragtede Stuart ligeså lydløst som modparten så på ham. Det havde været en glimrende middag. Selskabet havde fået maden til at smage så meget bedre, gjort det hele en tand mere hyggeligt. Gryden var fuldkommen tømt for mad, og flasken med rødvin sang også på sidste vers. Stilheden kunne være meget sigende fra tid til anden. Og lige nu havde han ikke noget at sige, som han følte kunne erstatte den ro og behagelige samhørighedsfølelse, der herskede imellem dem. Vinen lunede godt i maven, og havde givet en salig følelse af døsighed samtidig med at han fornemmede alt. De sad afslappet ved bordet, mætte og lod blot tiden passere forbi. Det var som om at en situation som den her ikke kendte tidens regler og afgrænsninger. Han lænede sig ind over bordet med hovedet hvilende træt langs armen, idet Stuart talte, og han lyste op i et bredt drillende smil, da han blinkede til ham. ”Komplimenten bekommer altid kokken bedre end maden. Jeg takker mange gange.” bemærkede han oprigtigt, og smilede skævt imod ham. ”Men hvad er god mad uden godt selskab! Når jeg får muligheden for at smage din mad, skal jeg nok få noget at leve op til, hvis jeg skal gengælde samtlige af de gestus, som du har gjort mig.. tre tallerkener mad, juice, mælk og en nonchalant uopfordret tur i lænestolen..” drillede han skælmsk, men venskabeligt.

D[/b]a Stuart selv henledte opmærksomheden på det hastigt tiltagende mørke og September, som blev passet hos naboen, nikkede Emrys blot forsonligt, idet han smilede, lænede sig tilbage på stolen og så på ham. ”God idé. Jeg tror heller ikke jeg kan være bekendt at holde på dig længere. Mentalt er du vist også allerede taget afsted, tror jeg. Så vi må hellere få lempet resterne af dig med ud af døren.” observerede Emrys med et venligt smil, idet han stablede Stuarts nærmest støvsugede tallerken og hans egen samt deres bestik i et nydeligt tårn på bordet, inden han rejste sig fra bordet og gik ud i entréen. Han stillede sig op langs væggen med den ene fod mod væggen, imens han smilende så over mod hoveddøren, som hans ven snart ville gå ud af. Hverken et øjeblik for tidligt eller for sent, selvom han var sikker på at han når som helst kunne gribe sig selv i at ønske at de blot havde et par øjeblikke mere som de her, hvor alting virkede en tand mere utopisk og ligesom den forsimplede tid på skolen. ”Hvad angår den invitation, er der intet jeg hellere vil end at besøge jer to igen, når som helst det passer jer. Jeg kan hverken vente til at smage den mad du har lovet eller se hvor meget September er vokset siden sidst. Nogen bestemt dato i tankerne allerede?” fortalte han ham med et forventningsfuldt smil, idet han tog foden ned fra væggen og gik over mod hoveddøren i stedet, så Stuart ville have plads til at fiske sine ting af stumtjeneren. Han lænede sig op mod dørkarmen, og foldede kanten af sweaterens uldne ærmer op, hvorefter han rettede en krøllet hårlok på plads og så over imod vennen. ”Men tak fordi du ville komme på visit. Det var nu ganske rart at se dig igen.” indrømmede han med et varmt smil. ”Vi ses forhåbentlig igen snart. Hils September fra mig. Og pas nu på. Det gælder jer begge to.” I den sidste del af sætningen kom han uvilkårligt til at lyde en smule bekymret, og han så blot mod hoveddøren og gik smilende hen imod den for at åbne den.
[/blockquote][/justify]