|
Post by Caroline Abbey on Sept 10, 2011 16:03:06 GMT
My mommy did teach me to never pick a fight But daddy always told me to campaign for what is right
Carolines ansigtsudtryk var indædt og hendes øjne fulde af vrede. Hendes bevægelser, da først hun havde fået balancen igen, var dog kontrollerede og hun fyrede lammer på lammer af med præcision. Desværre fik hun intet ud af sine anstrengelser, men måtte se hver eneste blive tilintetgjort af Fenella. Hun var gået adskillige skridt frem, men standsede nu, med både pulsen og hånden hævet. Den sidste lammer afbøjede og smadrede ind i en af væggene, med et afslørende smæld og Caroline trak vejret gennem næsen med de brune øjne hvilende opmærksomt på den anden kvinde.
Opmærksom eller ej, nåede hun dog ikke at afværge den næste besværgelse. Den ramte hendes venstre overarm, skar igennem kappen og ridsede hendes hud. Et udbrud af lege dele overraskelse og smerte røg ud af hende, men hun dvælede ikke ved det. I stedet slog hun staven hårdt igennem luften og sendte sit modsvar lige i maven på Fenella med raseriet lysende ud af sine øjne. ”Alarte Ascendare! Din lede kælling!”
Tag: Fenella Loretz ● Outfit: Here
|
|
|
Post by Fenella Maverick on Sept 10, 2011 18:47:22 GMT
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - A type of personal solution. We all have got our own pollution. It's all about the execution. - - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - Fenellas bryst hævede og sænkede sig hurtigt og rytmisk under den ellers ulastelige jakke og en smule fugt glinsede på hendes pande under det mørke hår. Hun afværgede den sidste lammer og hørte den sidste ramme væggen ved siden af sig, uden at hun på noget tidspunkt slap Caroline med blikket. Nogle lange sekunder stod de blot begge to og stirrede intenst og rasende på hinanden. Så løftede Fenella igen sin stav og sendte en ny besværgelse mod sin tidligere klassekammerat.
Hendes perfekte tænder blottedes i et triumferende smil, da hun både så og hørte sit angreb ramme forbi Carolines parader og hendes lyse øjne glødede hoverende mod den anden. Hun holdt sin hånd med sin egen stav hævet og åbnede samtidigt munden for at sende endnu en spydig bemærkning som opfølgning til magien, men før hun nåede så langt, havde Caroline samlet sig igen og reageret hurtigere, end Fenella havde kalkuleret med. Hun nåede lige at spærre øjnene op i overraskelse, før Carolines besværgelse slog ind i hendes mellemgulv og sendte hende flyvende adskillige meter bagud.
Hun landede hårdt på stengulvet og gispede højt. Både over luften der effektivt var blevet slået ud af hende af både besværgelsen selv og landingen på det hårde gulv, men også af den smerte der skød op igennem hendes ryg, vandrede tilbage igen, og så satte sig fast omkring hendes lænd. Hun missede med øjnene flere gange efter hinanden og udstødte en halvkvalt lyd, mens en blanding af vrede og et stik af frygt fik pulsen til at banke i ørerne på hende. Hendes jakke var gledet op og mens hun tog sig selv i nakken og tvang sig op at stå igen, krængede hun den ligegyldigt af og lod den blive liggende på gulvet.
Halvt oppe at stå rettede hun igen sin stav mod Caroline med et hadefuldt blik og ignorerede den stikkende smerte der ikke tog af "Og den skulle komme fra dig, Abbey.." fik hun hæst kvækket, mens hun stadig hev efter vejret. Hun tog en dyb indånding og slog så med håndleddet igen mens hun hævede stemmen "Everte Statum!"
❧ Tags; Caroline Abbey ❧ Words; 403 ❧ Outfit; here ❧ Notes; -
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 10, 2011 19:23:06 GMT
My mommy did teach me to never pick a fight But daddy always told me to campaign for what is right
Caroline så triumferende til, da hendes besværgelse ramte plet og sendte Fenella på flyvetur, før hun landede hårdt på stengulvet. Lyden var ubehagelig, men det var alligevel ikke til at tage fejl af den kolde tilfredse mine i Carries ansigt. Præcis som Fenella havde hun det alt for varmt i sit overtøj og flåede den over hovedet, så alle ideer om en pæn frisure blev spoleret. Den landede bag hende, som hun fortsatte et skridt frem, med staven pegende direkte imod den anden, der nu var på vej op at stå igen. Hendes blik emmede af præcis samme følelser som Fenellas gjorde, da hun, forberedt på angrebet, slog det væk. Den afbøjede besværgelse ramte skrå ned i gulvet og gav en ramlende lyd, som den rev flere små stykker af underlaget fri.
Caroline stod i flere øjeblikke, forberedt på yderligere forbandelser, uden selv at kaste nogen. ”Du svarede mig aldrig på om kære gamle Jake ved, at du stadig sender lange blikke efter MacLeod,” bemærkede hun, nærmest henkastet. Hendes indædte blik, med let sammenklemte øjne, modsagde dog enhver antydning af at hun slappede af. Hun ignorerede den tunge, dunkende fornemmelse i sin arm, selvom flængen i hendes arm var tydelig, nu hvor kappen lå forladt på gulvet. Hendes bare arme var frie og blodet piblede langsomt ned af den venstre af dem, men hun gjorde intet for at rette op på det. I stedte slog hun atter et pludseligt, hurtigt slag med staven og sendte en nonverbal udgave af Furnunculus-besværgelsen direkte mod Fenella, med et koncentreret ansigtsudtryk.
Tag: Fenella Loretz & Emrys Cadwallader ● Outfit: Here
|
|
Emrys Cadwallader
Deaktiveret
Bravery is by far the kindest word for stupidity, don't you think?%\2\%
Posts: 38
|
Post by Emrys Cadwallader on Sept 10, 2011 21:50:11 GMT
Every duel is like a game of chess - there is one game. One move. And one player emerges victorious. Det var ikke første gang, at Emrys Cadwallader var blevet tilbage i Ministeriet langt efter den normale arbejdstid, også selvom der ikke var nogen presserende pligter at udføre. Og det ville heller ikke blive den sidste før han sad på magtens tinde, svor han mentalt, idet han steg ud af elevatoren på Ministeriets 9. niveau og satte kurs mod den lille trappe, der førte ned til domstolene. Dernede skete retfærdigheden fyldest, takket være dygtige dommere, der havde viet deres liv til at sørge for at der var retfærdighed i et uretfærdigt samfund. Og deres gerninger fortjente at blive retfærdigt udstillet, netop sådan som Emrys sørgede for at hans mor blev præsenteret i de magiske medier. Der manglede blot en enkelt lille ting til hans mors næste udtalelse til Profettidende, og det var en reference til antallet af sager omkring besiddelse af mørke objekter, hvilket havde været støt faldende siden Boothes indtræden på Ministerposten. Naturligvis var det intet direkte bevis, men det var understøttende for hans mors forsvar af deres kamp for at få renset ud i de farlige genstande i magikeres hjem. Og det var overraskende, hvor meget folk var villige til at tro på, hvis blot man havde et talmæssigt belæg, havde Emrys erfaret. Selvom det var ved at blive mere sent end han plejede at blive i bygningen til, manglede prikken over i’et på talen, som lå trygt i lommen på den sorte habitjakke. Og han ville hellere få besøgt sagsarkiverne med det samme, frem for at udskyde besøget til morgendagen og blive forhindret af en horde af journalister, der skulle beskyde ham med de samme gamle spørgsmål om hvorfor han hang i skøderne på sin mors dommerkappe og ikke klarede sig selv som den voksne magikere, han skulle forestille at være. Emrys kastede et uvilkårligt blik tilbage mod den oplyste elevator, der med en vag susen søgte tilbage op imod lobbyen, inden han så ned imod trappetrinnene, og begyndte sin tur ned til det sidste niveau. Succes i politik var ikke noget man blot ventede på som passiv tilskuer til et skakspil. Det var en skakbrik, man tog i hånden og selv rykkede. Og hvis ekstra polering af en tale ville bringe ham anerkendelse, skrubbede han den gerne fejlfri. Hans skridt på trappen gav let genlyd fra de mørke laksko, idet han bevægede sig ned af dem, ledsaget af sine tankespind. Skak ville være så meget lettere, hvis blot man spillede mod sig selv. Men man havde altid en modstander. Og i Emrys’ tilfælde var der to, der havde et stort forspring: Maverick og Abbey. Det nagede ham usigeligt at vide at hans gamle skolepolitikere nu stod over ham, alene i kraft af at have været et år mere i bygningen. De var farlige, og havde sat hans karriere i skakmat gentagne gange. At den sidstnævnte skulle forestille at udgøre en politisk frænde, var udelukkende en formalitet. Der var intet som helst andet end en fælles stræben efter at skræddersy samfundet på samme måde, der bandt ham til Abbey. Og den stræben kunne kun en af dem efterkomme, og ingen af dem ville lade modparten få æren. Hvad angik Maverick, bevægede de sig på samme niveau, men var ellers bundet op til vidt forskellige ledere, der stod for noget vidt forskelligt. Rent menneskeligt havde hun vist sig en fascinerende strateg, af hvad han erindrede fra en særlig fest, men ellers var der næppe mere end en farlig fjende, han kunne se hende som. Det var de begge to. Farlige modparter. Han trådte ned af det sidste trin, og havde af gammel vane allerede sigtet mod det lille arkiv, der lå tilgængelig ikke så langt fra trappen. Lyden af et hult dump mod gulvet efterfulgt af et gisp fik dog tiltrukket hans opmærksomhed, og han stoppede op ved døren ind til arkivet og vendte sig om med hånden på dørhåndtaget. Refleksivt kiggede han omkring sig, men var halvt ved at fare sammen, da et nyt højt brag fra en besværgelse blev skudt afsted. Ham bekendt kunne der ikke være nogen tilbage på det niveau, i betragtning af tiden. Impulsivt trak han sin egen stav ud af jakken, og bevægede sig med den fremme hen mod kilden til lyden, et godt stykke fremme. Selvom ministeriet ikke burde kunne infiltreres af udefrakommende, skulle man aldrig konkludere at en fæstning var uigennemtrængelig, med mindre man selv havde bygget den. Da han nærmede sig udspringet, var det tidsnok til at høre en stemme, han var mere end vis på var Caroline Abbeys, inden endnu et brag fra en besværgelse fulgte. Han trådte frem og fik fuldt udsyn til scenariet; stående på gulvet var Abbey, med tryllestav i hånden og en fordybelsespræget mimik, imens Fenella Maverick lå på ryggen på gulvet. Han forblev stående i periferien af kampen, imens han lod en arm støtte sig op imod muren og tryllestaven hvile i den anden hånd. Han forblev dog fastfrosset til jorden, ude af stand til at tage øjnene fra synet. Dette var.. interessant. De to eneste mennesker, der stod i hans vej mod toppen, der stod i kamp med hinanden. Det var ikke just et øjeblik, der talte til nogen af parternes fordel. Var det den gamle fejde, der endelig skulle manes i jorden? Der havde altid ligget et opgør i luften på Hogwarts, og det tydede på at den kamp langt fra var slut. En let nervøs trækning i den frie hånd fik fingrene til at vride sig let. Så var han formodentlig den næste, opgøret ville ramme. Men i al fald var det ikke øjeblikket til at blande sig. Alt andet ville blot få ham selv inde i problemerne, og give ham skrammer. Han ville ikke associeres med den slags, når han havde et politisk image at passe på. Kampen klarede de to amazoner vist fint. Dette var tidspunktet til at observere og lade begivenhederne udfolde sig som en vifte foran ham. Hvem ved om den vifte kunne blive brugt til at puste ny vind for ham selv med.
[/justify]
|
|
|
Post by Fenella Maverick on Sept 10, 2011 22:05:52 GMT
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - A type of personal solution. We all have got our own pollution. It's all about the execution. - - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - Fenella skar en frustreret grimasse, da Caroline uden de store falballader afværgede endnu en af hendes besværgelser og hun løftede hurtigt den frie hånd, og strøg en lok af det mørke hår væk, som havde klistret sig fast hen over hendes pande. Hun hev stadig svagt efter vejret og forsøgte hårdnakket at ignorere den stikkende smerte der gradvist voksede i styrke.
Hun lod hånden falde igen og så endnu engang hadefuldt på Caroline der igen talte og på samme tid tog et skridt frem. Hendes ansigt fortrak sig igen i en blanding af irritation og smerte "Jeg er ravende ligeglad med hvad han ved og ikke ved. For min skyld kan han blive i Fallmouth permanent." svarede hun hæst og snoede sig behændigt udenom rent faktisk at svare på spørgsmålet, ikke at hun nogensinde havde tænkt sig at gøre det.
Hun svajede umærkeligt et kort sekund, mens hun uden den tidligere tilfredshed, noterede sig blodet på Carolines arm. I stedet blev hun opmærksom på en brændende fornemmelse i sin frie arm og skævede hurtigt ned på den, blot for at finde en større hudafskrabning, efter mødet med stengulvet. Hun så op lige i tide til at se Caroline slå med sin stav igen og hun reagerede på rutine og instink og slog besværgelsen ud til siden, hvor den slog ind i væggen og gav genlyd ned ad gangen. Hun så hånligt på Caroline mens hun pegede sin stav mod hende igen "Kan du ikke gøre det bedre?" hun havde ubevidst bøjet sig lidt forover og lagde så den frie hånd på sin egen side i en pludselig bevægelse, da en skarp smerte ramte hende. Som et bælte at gloende metal der blev spændt rundt om hendes hofter og strammet til. Hun krummede sig en smule forover og stønnede halvkvalt, mens hun igen gispede hurtigt efter vejret. Så spærrede hun øjnene vidt op og tvang sig med en kraftanstrengelse op at stå ret igen og rettede en let dirrende stav mod Caroline "Incen.." hun sank hårdt og tog en dyb indånding før hun opgav og sendte besværgelsen afsted nonverbalt i stedet.
❧ Tags; Caroline Abbey & Emrys Cadwallader ❧ Words; 407 ❧ Outfit; here ❧ Notes; -
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 10, 2011 22:40:20 GMT
My mommy did teach me to never pick a fight But daddy always told me to campaign for what is right
Caroline trak på smilebåndet, som hun betragtede Fenella. Men der var ingen glæde i hendes smil. Hun lignede en, der havde sejret, men ikke fik noget som helst emotionelt ud af det. Ganske vist havde hun teoretisk set ikke rent faktisk nedlagt sin modstander endnu, men det var, i Carries øjne, kun en formalitet. Den jævnaldrende kvinde var tydeligt rystet af sin tur på gulvet og hun havde stadig trumfen. Hver gang hun prikkede verbalt til Fenella, så den anden ud til at komme bare et lille stykke længere ud. ”Ah. Så du har allerede kasseret ham? Hvor længe går der så før du ombestemmer dig – igen? Det er det mønster du kører i, ikke?” Hun hævede begge øjenbryn, før hun slog ud og sendte sin besværgelse af sted.
Det var med ærgrelse, at hun så den blive afværget, men den efterfølgende hån blev komplet ignoreret. Hun kneb øjnene lidt sammen og skulle lige til at demonstrere præcis hvor meget bedre hun kunne gøre det, da Fenella tog sig til siden og krummede sig forover. Det var fejt at angribe en såret fjende og hun tøvede, bremsede op og betragtede den anden tavst, uden dog at sænke staven – eller paraderne. Hun rynkede panden lidt og skulle til at komme med en bidsk, afsluttende kommentar og lave et forsvindingsnummer, da Fenella rettede sig selv op og sendte de løsrevne flammer af sted i hendes retning. Uforberedt, spærrede Caroline øjnene op og viftede en hektisk modformular op. Den virkede dog ikke fuldstændig og efterlod hende letter sortsveden med en forbrændt højre skulder. Rasende og med tårer af smerte i øjnene, sendte hun, uden egentlig at give sig tid til at tænke over det, en lydløs udgave af Alarte Ascendare af sted.
Tag: Fenella Loretz ● Outfit: Here
|
|
Emrys Cadwallader
Deaktiveret
Bravery is by far the kindest word for stupidity, don't you think?%\2\%
Posts: 38
|
Post by Emrys Cadwallader on Sept 10, 2011 23:49:42 GMT
Every duel is like a game of chess - there is one game. One move. And one player emerges victorious. Med øjnene på stilke betragtede Emrys kampen udfolde sig, imens han gradvist tog sig selv i at blive langt mindre sikker på at han havde indsigt i situationen, som den langsomt udspilledes foran ham som et fragment af en helhed, han forsøgte at få den passet ind i. Hvad Maverick mente om nogen eller noget, der tilsyneladende befandt sig i Fallmouth, stod på ingen måde klart foran ham, og langsomt begyndte hans tidligere spekulationer om hvorvidt det blot var et af fortidens spøgelser, der skulle manes i jorden, at blegne. Var der mon andet og mere end bare en kamp mellem to gamle rivaler, der skulle afgøres? Det kunne noget tyde på at der var. Men han behøvede ikke at vide hvad det handlede om for at kunne huske det for eftertiden, mindede han sig selv om. Og det var ikke nødvendigvis en forudsætning at forstå det, hvis man ville bruge det som våben. Man skulle bare finde aftrækkeren og bruge den rigtigt. Han blev vækket af sine tanker, da en afværget besværgelse slog ind i stenvæggen med hørlig lyd til følge, og han knyttede hånden en smule fastere om det vage stykke træ i hans hånd, nærmest for at forsikre sig selv om, at han selv var ude af rækkevidde af kampens hede. Men jo mere uklart det blev for ham, desto mere usikker blev han på om han reelt kunne være indblandet, hvis det reelt ikke var et politisk opgør ment mod gamle fjendskab. Det fik ham dog ikke til at træde fremad og afbryde konflikten. Tværtimod. Det kunne kun blive mere interessant, hvis han havde alt at vinde og intet at tabe. Da Maverick bøjede sig forover, tydeligvis påvirket af meget stærke smerter, lagde han forundret hovedet på skrå i et forsøg på at tilegne sig forståelse af hvad der var sket med hende, men han kunne ikke holde opmærksomheden fæstnet på hende længe, inden et flammehav fløj afsted mod hendes modstander, der forsøgte at afværge dem, men tilsyneladende også selv blev lettere sveden. Det så storslået ud mellem de to duellanter, og kunne have været en prægtig opvisning, hvis ikke der var billedet af en foroverbøjet lidende Maverick og en Abbey med en sveden højre skulder til at afvise at dette ikke var en leg. Det var ramme alvor og dødsensfarlig skak. Men Emrys mente også sin observation som ramt alvor. På mærkværdig vis havde han det ikke som om at han så mennesker han kendte duellere, men to skuespillere, der på en gang var kendte ansigter, og fremmede personligheder. Han kunne ikke rigtig mønstre sympati, selvom det alligevel mærkedes, når de led. Og så alligevel forvirrede det ham en hel del, samtidig med at han ville huske alle detaljer, gemme hver eneste lille bid til fremtidig brug. Han ville blive og holde øje med dem. Men hvad var det med en mand? Var det rivalisering over hankøn og ikke over politik? Det stod på ingen måde klart. Hver gang han følte han havde et korn af sandhed imellem fingrene, gled det ud igen. Han tvang sig selv til at fjerne armen fra muren, og i stedet blev han stående rank og stille i rummet, med staven tvungent hvilende mod benet og hånden hvilende åbent mod den anden side. Den utrolige brug af nonverbal magi tog helt fusen på Emrys, og da Abbey retoucherede med et ordløst angreb, mærkede Emrys sin skulder give et let spjæt, indtil han fik samling på sig selv igen. Han havde intet at frygte. Alt at vinde og intet at tabe. At han skulle lade sig rive med var grænsende til latterligt. Han kæmpede ikke engang selv; han stod i sikkerhed i skyggerne. Han udførte blot sit livs arbejde; han observerede. Og de betragtninger ville han bruge til at avancere. Det ville han, og det måtte han. Han ville fortryde det for evigt, hvis ikke han blev stående og så det her, selvom han ikke havde ret til det. Men havde han af alle dygtige mennesker ikke ret til også at avancere, til trods for dårlige odds? Men det var lettere sagt end gjort, når man så den slags foran ham. Det var ham – eller dem. Og i sådan en situation stod han sig selv nærmest. Det var han i hvert fald overbevist om. Han tog en dyb indånding, imens han så på Maverick, afventende hendes reaktion på besværgelsen.
[/justify]
|
|
|
Post by Fenella Maverick on Sept 11, 2011 0:25:31 GMT
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - A type of personal solution. We all have got our own pollution. It's all about the execution. - - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - Fenella afværgede Carolines besværgelse mere anstrengt end hun ville indrømme og kneb øjnene sammen et sekund da den ramte væggen ved siden af dem. Hun så op på den anden med et tomt blik og bøjede så hovedet mens hun hev luft ind og gentog sine egne tidligere ord for tredie gang "Du aner ikke hvad du snakker om..." hendes stemme var lav, næsten ikke hørlig og de sidste ord blev snappet af, da hun krummede sig lidt sammen og en halvkvalt lyd undslap hende. Hun måtte finde sin sidste rest af stædig viljestyrke for ikke at synke i knæ og give efter og i stedet rette sig op og sende endnu en besværgelse mod Caroline.
Der var ingen triumf i hendes blik da hun så Caroline forfejle sit forsvar. Ej heller over tårerne i den andens øjne da deres blikke mødtes igen. Hun fokuserede på staven der igen blev løftet imod hende og mærkede sekundet efter et ubarmhjertigt hårdt slag ramme sit mellemgulv igen. Nogle sekunder blev det hele sort. Hun havde en vag idé om et skrig. Om det kom fra hende selv eller fra Caroline vidste hun ikke og et splitsekund mente hun at se en skikkelse længere nede ad gangen.
Så ramte hun stengulvet for anden gang, halvt liggende på maven og gispede højlydt, da luften igen blev slået ud af lungerne på hende. Hun registrerede svagt at hun på en eller anden måde stadig havde sin egen stav i hånden og fingrene knuget så hårdt omkring det sorte træ at hendes knoer var hvide. Så ramte smerten igen, en smerte der kom indefra. Ikke som et snitsår eller en brækket knogle, men en glødende, krampagtig smerter, der var umulige at ignorere længere. Hun stønnede anstrengt og bed tænderne hårdt sammen, mens hun fik sig hævet op på begge arme, for så blot at mærke dem give efter under sig og ramme gulvet igen. Små lysende pletter dansede for hendes øjne og al vrede og had veg til fordel for frygt. Ren og uforfalsket frygt.
Hun krummede sig sammen med en jamren, da endnu en bølge af smerte skød ud fra hendes underliv, dybt inde og noget dæmrede i periferien af hendes bevidsthed. Den tredie bølge fik hende til at krumme sig yderligere sammen og slippe staven der trillede lidt før den lå stille på stenene og i stedet presse begge hænder hårdt mod sit eget mellemgulv, mens hun lukkede øjnene hårdt i og udstødte en langtrukken, lidende lyd der sprang rundt mellem de kolde mure. En varm, fugtig fornemmelse bredte sig langsomt, men sikkert ud over hendes lår, mens hun instinktivt trak knæene længere op mod sig selv i forsøget på at krumme sig sammen til en lille kugle og endnu et umiskendeligt udbrud af smerte gled over hendes læber uden at hun selv rigtigt var klar over det.
❧ Tags; Caroline Abbey & Emrys Cadwallader ❧ Words; 527 ❧ Outfit; here ❧ Notes; -
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 11, 2011 8:21:29 GMT
My mommy did teach me to never pick a fight But daddy always told me to campaign for what is right
Caroline svarede ikke Fenella. Hun var alt for travlt optaget af at slukke gløderne i sit hår og på sit tøj og at at ømme sig over smerten, der fik tårerne til at vælde ganske ufrivilligt op i hendes øjne. Ikke så snart havde hun genoprettet en eller anden form for kontrol over sig selv, før hun nærmest instinktivt sendte forbandelsen lige ind i den andens maveregion.
De salte dråber væltede ned af Carolines kinder i både chok og smerte, som hun spærrede øjnene op over det skrig, der flænsede rummet. Hun mente at høre en lyd bag sig, men reagerede ikke på det. Hendes blik forblev fast på Fenella. De mørke øjne var store over den voldsomme reaktion og hun nærmede sig forsigtigt, uden at slippe sit faste greb omkring det lyse, udskårne træ i hendes højre hånd.
Det havde aldrig været hendes mening for alvor at gøre skade, men det var tydeligt nu, som hun gik frem imod den anden, at deres farlige leg havde konsekvenser. Som Fenella slap staven, bøjede Caroline sig hurtigt ned og samlede den op. Hun forblev nede nær gulvet og så til med gru i ansigtet, da den anden unge kvindes blod flød ud på gulvet. ”Fuck,” mumlede hun utydeligt. ”Maverick?” Hun bed sin panik i sig, løftede den lyse stav igen og lavede en glidende bevægelse hen over den andens mellemgulv i luften. ”Vulnera Sanentur,” sagde hun lavmælt, med let rystende stemme. Hun så blodet skifte retning og lagde an til at gentage besværgelsen igen.
Tag: Fenella Loretz ● Outfit: Here
|
|
Emrys Cadwallader
Deaktiveret
Bravery is by far the kindest word for stupidity, don't you think?%\2\%
Posts: 38
|
Post by Emrys Cadwallader on Sept 11, 2011 12:59:09 GMT
Every duel is like a game of chess - there is one game. One move. And one player emerges victorious. De ord Maverick sendte tilbage mod sin modstander i deres noget begrænsede samtalerække nåede Emrys end ikke at opfange, inden hun i stedet bøjede sig noget krampagtigt sammen som tidligere, dog uden at falde sammen på gulvet. Han havde ikke engang nået at se effekten af den besværgelse hun sendte afsted i modstanderens retning, før et sønderrivende skrig undslap Maverick, et lidende og dybfølt skrig som langsomt fik Emrys’ indre ro til at krølle sig pinefuldt sammen som et afbrændt stykke papir. Det var et decideret fysisk ubehageligt skrig kombineret med en følelse af afmagt, der formåede at ramme ham, selvom han stod i sikker afstand til optrinnet, og selvom han forsøgte at overbevise sig selv om, at det ikke var ham der var blevet mærket af smerten og at han ikke burde lade sig mærke af synet, formåede han alligevel at føle sig utilpas, da Maverick ramte gulvet. Pludselig var der ikke længere nogen tvivl om, at det ikke var nogen fin opvisning. Lige pludselig blev det mere alvorligt end noget nogensinde havde været før. Emrys havde end ikke tænkt over modstanderens tilværelse, før han ænsede hende nærme sig med vage skridt, imens kvinden på gulvet trak sig jamrende sammen. Et øjeblik forsøgte han at få sine ben til at tage et skridt fremad, men de stod fastlåste til jorden, imens han blot med sammenbidte tænder så til at Abbey forsøgte at råde bod på skaderne på magisk vis, dog uden succes. Han så perpleks fra Abbey til Maverick, ude af stand til at fatte hvad der skete andet end at vagt registrere det som i en tåge, inden han opfattede sine ben sætte i bevægelse og han selv endte på knæ inde på gulvet ved siden af den sammentrukne kvinde, hvor tryllestaven lå ensomt på stengulvet, gledet ud af hendes hænder. Et enkelt øjeblik sad han blot og så på hende, ude af stand til at sige noget som helst andet end at bide sig panisk i underlæben, inden at han sank en klump og tvang sig selv til at se på den lidende skikkelse, der med et smertensklynk fik ham til at tvinge en samling af sig selv igen. Det eneste der forekom ham nogenlunde sanseligt, var blodet på gulvet og en følelse af at tiden var dyrebar. Han tænkte ikke, men fornemmede at han blot handlede instinktivt. Havde han tænkt, havde han nok undret sig over hvorfor han var sprunget til handling, når han blot havde skulle observere for at kunne mele kagen. "Hun må på Mungos. Så hurtigt som muligt.” fortalte han imellem et par hurtige åndedræt halvt sig selv og halvt Abbey bag ham, inden han satte sig på hug i stedet og bød Maverick den venstre arm med venstre jakkeærme. ”Tag.. tag min arm, Fenella.” opfordrede han hende, uvidende om hvorvidt han overhovedet trængte igennem til hende. Unaturligt kom hendes fornavn til ham i situationen. Der var intet andet alternativ, når hun lå sammenkrøllet på gulvet, grebet af stærke smerter. De måtte transferere sig ud af ministeriet. Imens han ventede på at hun greb fat i hans udstrakte arm, lukkede han øjnene og tog en dyb indånding for at forberede sig mentalt på deres kommende transferering. Skt. Mungos fremstod klart og tydeligt som deres destination, og han vedblev at fastholde det billede i hovedet, imens han tilpassede sit åndedræt til en monoton rytme i et forsøg på at få hans balstyriske hjertebanken til at dæmpe sig. Selvom det var af absolut nødvendighed at han ikke spildte et øjeblik med at få skaffet hende hjælp, kunne man ikke tage nogen chancer med transferering, hvis man ville sikre sig at havne det rigtige sted og i et helt stykke. Og for Emrys var dobbelttransferering ikke just hverdagskost, og heller ikke når man følte sig ude af sit gode skind. Han havde kun en gang haft ledsager med siden han bestod sin prøve, og den medpassager har på ingen måde været nær så medtaget som Maverick var. Du klarede de dengang, og du klarede det også nu. forsikrede han sig selv, og mærkede hvordan han langsomt fik bugt med de splinter, som chokket over duellens udfald havde sat i ham. Da han atter åbnede øjnene med en overbevisende følelse af målrettethed og sindsro, knugede han fingrene fastere om den fine tryllestav i den anden hånd, hvorefter han så ned på Maverick og for at sikre sig at hendes hånd havde fået fat i den arm han bød hende og at hun var nogenlunde klar til at blive transfereret gennem tid og rum.
[/justify]
|
|
|
Post by Fenella Maverick on Sept 11, 2011 15:00:33 GMT
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
A type of personal solution. We all have got our own pollution. It's all about the execution. - - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
Fenella havde fået drejet hovedet, så hendes pande hvilede mod de kolde sten. Med hele ansigtet fortrukket i smerte lå hun krummet sammen om sig selv og forsøgte at abstrahere fra netop den brændende smerte, der gang på gang fik hende til at gispe efter vejret. Hun opdagede først at Caroline var kommet hen til hende, da den andens røde stilletter kom ind i hendes synsfelt. Hun rykkede sig instinktivt tilbage og så sig forsvarsberedt om efter sin stav uden at finde den. Sekundet efter var det også ganske ubetydeligt som hun igen jamrende krummede sig sammen om sig selv. Den fugtige fornemmelse på hendes ben voksede stadig og midt i panikken slog hendes sunde fornuft nok igennem til at komplet ubetydelige tanker meldte sig. I dette tilfælde at hun skulle have afbestilt den tid hun havde på Mungos uden efter til et mindre indgreb.
Hun stønnede halvkvalt og åbnede så øjnene og forsøgte at fokusere på Carolines ansigt da hun mente at høre sit eget navn fra den anden. Øjnene blev spærret frygtsomt op da hun så Caroline løfte sin stav igen og hun kneb hurtigt øjnene hårdt i igen, et øjeblik usikker på hvad der ville komme. Så hørte hun to lavmælte ord og lukkede øjnene op igen da betydningen af dem ramte hende på samme tid som en sugende fornemmelse i hendes underliv, der momentært tog toppen af smerten. Hendes ene hånd skød ud på egen akkord og lukkede sig om Carolines håndled, mens hun så indtrængende på den jævnaldrende kvinde "Nej!" fik hun hæst, men bestemt, fremstammet, før hun slap den andens håndled igen og lod sin egen hånd falde til gulvet. Hun sank anstrengt og pressede øjnene i med en halvkvalt lyd før hun fik endnu nogle ord frem "Det skulle væk uanset..."
Næppe havde hun kæmpet de få ord ud, før lyden af endnu en person meldte sig og gennem en ny bølge af smerte, fangede hun kort et glimt af rødt hår og en dybere stemme der tog over efter Carolines og hendes egen. Hun stønnede igen, lukkede øjnene og opgav at forsøge at følge med. Alligevel kaldte lyden af hendes eget fornavn hende tilbage til det kolde gulv og hun slog øjnene op endnu en gang og så på armen der var holdt frem mod hende. Derfra løftede hun blikket til ansigtet på personen den tilhørte og rynkede panden i dyb undren. Alligevel løftede hun en svagt rystende hånd og lagde den på hans arm. Hun noterede sig perifært, at der var nogle udgnidrede, brun-røde pletter på den, og nåede at ræsonnere at det måtte være hendes eget blod. Så tog smerten igen til i styrke og hun lukkede fingrene krampagtigt hårdt om Emrys' arm, uden at tage hensyn til hvor hårdt hun havde ved, eller hvor mange negle hun satte i, selv gennem jakkens stof.
Hun hev anstrengt efter vejret, og bed sig hårdt i kinden for ikke at jamre sig igen. Det var dog noget nært umuligt og indtil flere lidende klynk undslap hende, mens hun mærkede sine kinder blive våde af tårer hun ikke engang selv havde opdaget var dukket op. Hun løftede hovedet lidt og så uudgrundeligt på Caroline et øjeblik for så at vende sit let fortrukne ansigt mod Emrys og nikke svagt en enkelt gang som eneste indikation på at hun var klar.
❧ Tags; Caroline Abbey & Emrys Cadwallader ❧ Words; 623 ❧ Outfit; here ❧ Notes; -
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 11, 2011 15:31:38 GMT
My mommy did teach me to never pick a fight But daddy always told me to campaign for what is right
Carolines så forbløffet på Fenella, knælende ved siden af hende med staven hævet, for at gentage sin besværgelse. Hun bremsede med panden rynket i undren og sit blik flakkende fra den andens ansigt til blodet omkring hendes underliv. Et eller andet sted var der noget, der faldt på plads, men det var alt for forfærdeligt til, at hun ville tro på det. Fenellas ord var dog ikke til at ignorere og Carrie trak sig instinktivt lidt tilbage, med begge sine øjne fikseret på blodet og vantroen direkte fremme. ”Nej,” kvækkede hun hæst.
Hun registrerede knap lyden af skridt eller ankomsten af Emrys Cadwallader, stirrede bare vantro, med en hul følelse indeni. Hans ord lød som om de kom langt væk fra, men hun selv nikkede blot tavst. Der var ikke noget at sige. Ingenting at gøre. Hun opdagede ikke, at tårerne fossede ned af hendes egne kinder, men sad blot, bomstille, og så tomt på den scene, der udspillede sig lige foran hende.
Indeni var hun lige så tavs som udenpå. Der kørte ingen monolog eller spekulationer, blot billedet af Fenella med blod ud over det hele og visheden om hvad det skyldtes.
Tag: Fenella Loretz & Emrys Cadwallader ● Outfit: Here
|
|
Emrys Cadwallader
Deaktiveret
Bravery is by far the kindest word for stupidity, don't you think?%\2\%
Posts: 38
|
Post by Emrys Cadwallader on Sept 11, 2011 19:56:16 GMT
Every duel is like a game of chess - there is one game. One move. And one player emerges victorious. Emrys havde end ikke ænset at Abbey havde sat sig på knæ ved siden af sin modpart og arbejdede videre på de healende besværgelser for at lindre Maverick, der lå med kinden mod stengulvet og jamrede. Han sad blot ude af stand til at fjerne blikket fra den lille snor af blod på gulvet, der var kommet til syne i det lille mellemrum imellem hans tilbudte underarm og det galleri af lidelser, der var blevet udstillet på modpartens ansigt. I udkanten af hans tankers tynde spindelvæv herskede stadig forvirringen over selve kampens kernepunkt, men hvert eneste lille smertensstøn og lille bevægelse den liggende kvinde foretog sig fik Emrys revet brutalt tilbage i den virkelighed, der pludselig var mere end almindeligt ubehagelig. Han tvang sig selv til at se på Abbey, idet Maverick med en del anstrengelse fik fanget hendes håndled og forhindret et nyt forsøg på en helende besværgelse. Hvad der blev sagt til hende, virkede først tåget og utydeligt. Men der gik ikke længe, før en tsunami af forståelse pludselig væltede ind over den unge politiker, og hans ansigt langsomt blev fordrejet til rædselsvækket vantro. Det skulle væk uanset.. Han registrerede vagt at hans øjenbryn nærmest blev trukket op af ansigtet i forbløffelse, og langsomt bredte en følelse af knudet utilpashed sig i mellemgulvet ved tanken om de frygtelige ord, der ikke blev sagt, men som lå tydeligt nok i sætningens undertekst. Da den sårede efter en vag hendøsen vendte tilbage ved lyden af hendes navn, var det efterfulgt af den skarpe smerte af negle, der desperat klyngede sig til den arm han havde budt. I det øjeblik kunne han ikke være mere ligeglad med det væld af blå mærker, der ville opbyde sig i de næste dage, eller de blodskjolder der ville komme på jakkens ærme. Den stingende smerte som små nåle, der skar sig igennem hans hud, holdt ham nogenlunde fornuftig i hovedet. Det afholdt ham fra at tænke for meget over det, der netop var blevet sagt. Det fik ham til at holde stand mod den boblen, der truede med at afløse knuden i mellemgulvet. Han fik således forsøgt at mønstre et smil, der dog mest af alt mindede om en anstrengt grimasse, og hans blik gled op imod sin politiske allierede fra skoletiden. De lange spor af tårer, der dansede som regndråber ned over hendes kinder, fik ham til at bide sig let i underlæben og se ned. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere. Den skræmte uro og usikkerhed, han følte indeni, var i hans øjne reaktion nok på de mange følelsesindtryk. Han undlod at se op på den tilbageblivende Abbey, både for ikke at gense de plagede ansigtstræk der havde været hendes reaktion på de få, men uhyggeligt rammende ord der var kommet fra Maverick, men også for ikke at afsløre den gru, der havde spredt sig over hans egen mimik, da alle brikkerne i puslespillet pludselig faldt på plads i hans hoved til et forfærdeligt portræt af ubehagelig indsigt i hvad der var sket. I det øjeblik ville han give meget for den sindsforvirring og lykkelige uvidenhed, han før havde kunnet skærme sig med, trygt forskanset udenfor begivenhedernes midte. Nu fortalte hver eneste blodsdråbe på gulvet, hver eneste krampagtige trækning hos hans tidligere skolekammerat, hver eneste fugtige tåres sneglespor og hver eneste jamrende skrig en historie, der var blevet afsluttet brat og voldsomt. Den sammenkrampede følelse af en følelsesmæssig hårdknude i mellemgulvet over de mange følelsesmæssige prøvelser, der blev udspillet omkring ham, samt de spidse og hårdt klyngende negle i hans udstrakte underarm var det eneste der kunne fortælle ham, at det ikke blot var et forskruet mareridt, han ville kunne vågne op af lige om lidt, gennemvædet af koldsved. Han var nærmere sikker på at denne situation ville udvikle sig til et mareridt, han ville skulle gennemleve både i dagdrømmerier og i fragmenter af hans nattesøvn. Han fik atter taget en dyb vejrtrækning og genopfrisket det klare indre billede af Skt. Mungos og fik overbevist sig selv om at have følelsen af at være så rolig og harmonisk som en forankret korvet i et blikstille ocean, inden han, efter at have vippet let med tryllestaven, mærkede den velkendte fornemmelse af hans lemmer, der mistede jordfornemmelsen, og i løbet af et lille øjeblik forsvandt både Fenella Maverick og Emrys Cadwallader fra slagmarken, som om de blev suget ind i omgivelserne bag dem. Kun staven og en pøl af mørkerødt blod på stengulvet forblev tilbage som et gruopvækkende minde om deres tilstedeværelse. // Out – vist både for eget og Fenellas vedkommende
[/justify]
|
|