Caroline Abbey, senere på eftermiddagen

[stu]

Stuart lod irriteret de mørkeblå øjne, glide hen over de tolv visere på den gyldne skive. Uret afslørede hvordan tiden sneglede sig af sted. Han lænede sig tilbage i den tilhørende kontorstol, hvorefter han slyngede de lange fødder, der var pakket ind i et sæt brune lædersko, op på skrivebordet som syntes at være Caroline Abbeys arbejdsplads. Fuldstændig uprovokeret lagde han sig mageligt tilrette, hvorefter han drejede stolen, så hendes pergamenter på skrivebordet var inden for rækkevidde. Absolut et middel til at slå tiden ihjel med, og intet af det var nyttigt læsning. Stuart lod blikket glide hen over teksterne, hvorefter han himlede med øjnene og smed pergamenterne fra sig. Han var rastløs; noget hans bevægelige og urolige skikkelse kunne understrege.

”Undskyld, kunne De måske fortælle mig, hvor den lækkerbisken til Caroline Abbey bliver af?”, udbrød Stuart henkastet, hvorefter han drejede stolen skarpt til højre, da en smart udseende ung heks kom vrikkende forbi. Selvom Stuart ikke havde haft intim omgang med det modsatte køn siden September blev en del af hans verden, nød han fra tid til anden, at betragte disse skønne væsner. Heksen sendte ham et drillende smil, hvorefter hun rystede på hovedet, og beklagende tilføjede; ”Men De må endelige sige til, hvis jeg kan være Dem behjælpelig med andet Sir”.

Behjælpelig. Det var et godt ord. Stuart havde smilende lænet sig tilbage i stolen, og foldet hænderne over maven. Han nynnede stille, mens han lod lungerne fyldes med luft. Ak ja. Hvem kunne ikke godt fordrive ventetiden med en smøg... hvor var det ærgerligt, at man ikke længere kunne klassificeres som værende ryger.

[Caroline Abbey]

No news is good news
No journalists is even better
Tag: Stuart Felton ● Outfit: here

Caroline stod ret op ned i elevatoren og smilede høfligt til ministerens ene rådgiver, imens hun nikkede af det han sagde. ”Ja det er klart. Rapporten mangler så vidt jeg ved også bare aurorkontorets endelige godkendelse, så burde det kunne offentliggøres,” bemærkede hun, uden at behøve at nævne, at det var hendes egen mor hun mente, når hun sagde 'aurorkontoret.' Hun rynkede panden lidt, nikkede igen til det forholdsvis ubetydelige svar og fulgte derpå rådgiveren, som han forlod elevatoren, der var standset på det øverste niveau.

Hendes hæles slag lød taktfast hen over deres samtale omkring hvad selvsamme rapport ville føre til af regulationer, men da de nåede inden for synsvidde af hendes eget skrivebord, røg hendes opmærksomhed i et øjeblik. En misbilligende rynke viste sig for en kort bemærkning på hendes næse, men så smilede hun atter engang høfligt og bød den ældre mand en fortsat god dag, før hun gik det sidste stykke og standsede foran Stuart.

Hun behøvede ikke at fortælle ham, at hans tilstedeværelse var uønsket. Hun behøvede ikke engang se på ham med andet end høflig interesse – for han vidste udmærket, at hun ikke brød sig om ham. Hendes øjenbryn var let hævede, som hun så ned på ham, men hun holdt de første ord, der dukkede op i hendes hoved, for sig selv. I stedet tog hun en enkelt dyb indånding og krydsede armene over hinanden. ”Har du noget imod at fortælle mig hvad du laver i min stol?” Hun lænede sig bagud i de høje hæle og så ned på ham med let misbilligelse.

[stu]

Stuart drejede en brun fjerpen mellem sine fingre, hvoraf de fleste af disse, var beklædt med farverige tatoveringer. De mørkeblå øjne havde fundet Carolines, og synet af hendes mopsede ansigt, fornøjede ham til langt op over skyerne. ”Det er bare altid en glæde at se dit yndige ansigt. Hvordan kan det være, at jeg aldrig modtog et af dine flirtende smil dengang i vores skoletid?”, spurgte han og blinkede leende til hende, hvorefter han smed fjerpennen tilbage på disken. Han lænede sig tilbage, og betragtede skrivebordet med en intensitet, der var på grænsen til fornærmende. ”Det må jeg give dig. Da jeg satte mig, var alting så pænt. Struktureret. Så kom jeg til at kigge lidt, og nu... ja... hvor er jeg da dybt uhøflig. Men med sådan et kønt og velfungerende hoved, får du jo orden på dette rod inden for få sekunder”, brummede han hvorefter han, med en påtaget opgivende mine, lod blikket glide ud over rodet han havde formået at skabe.

Efter en kort tids pause, valgte han at rejse sig. Hænderne blev gemt væk i lommerne, og han lod de blå øjne glide hen over forsamlingen af hendes kollegaer. Nogle stirrede tilbage. Stuart lod et smil glide over læberne, hvorefter han sukkede tungt. Påtvunget. Han vendte sig diskret mod Caroline, før han vurderende fæstnede sit blik i hendes. ”Du arbejdede for Emmerich, dengang du startede herude, ikke sandt?”, spurgte han stille, hvorefter han rynkede de markerede bryn i panden. ”Kan du huske, eller i bedste fald... har du nogle lister med dem, som han omgik her i ministeriet tit? Navne på hans stærkeste støtter... Når jeg spørg dig om netop det spørgsmål, må du forstå at det ikke er for at udstille dig, Caroline. Og jeg beklager hvis jeg før har provokeret dig. Som du sikkert har regnet ud, er jeg en smule desperat. Fordi...”, brummede han, men tav fordi en af hendes kollegaer passerede dem. Han betragtede hende smilende, men så snart denne var forduftet, svandt det ind. Smilet forlod et træt ansigt. ”Fordijeg har noget, som vil chokeret hele det magiske samfund, i sådan en grad at du på ingen fatter det.... og Caroline... jeg har brug for din hjælp. Mit problem bunder egentlig i, at jeg ikke ved hvad du gerne vil have til gengæld for de navne? De er altafgørende. Absolut alt afgørende”

[/b] [/i] [/blockquote]

[Caroline Abbey]

No news is good news
No journalists is even better
Tag: Stuart Felton ● Outfit: here

Carolines ansigtsudtryk var udtryksløst, som hun betragtede Stuart, der – ganske forudsigeligt – gik i gang med en af sine lange, latterlige og tidskrævende smører. Imens hun stod der, med armene over kors, og forsøgte at abstrahere på sine kollegaers nysgerrige blikke, kom hun til at tænke på præcis hvor meget han i den afdeling mindede om en af deres fælles bekendte fra Hogwarts.

Hun gad ikke engang bruge tid på at blive irriteret over det rod han havde lavet, men slog blot tavst og ligegyldigt et slag med tryllestaven, så papirer rettede sig ind, fjerpenne fløj på plads og småsager fandt deres placeringer igen. Det smil han selv omtalte så han intet til, men omvendt havde hun i det mindste overskud nok til at foregive at hans tilstedeværelse ikke direkte irriterede hende. Hun sagde dog ikke et pip, men ventede på at han kom frem til sin dybt begravede pointe.

Da han rejste sig op løftede hun et enkelt øjenbryn. Hun tog en dyb indånding, men rynkede så panden mærkbart og så tvivlende på ham. Stuarts ordstrøm imponerede hende tilsyneladende overhovedet ikke. ”Og du mente den bedste måde at få mig til at plapre ud var ved at dukke direkte op på første niveau i ministeriet, fordi det jo hverken er anmassende eller afslørende på nogen måde?” Hun løsnede sine krydsede armen og tog fat om pladen på sit skrivebord med den ene hånd, uden at hendes blik slap ham. Hendes stemme havde været lavmælt, men nu hævede hun den en enkelt tak, til glæde for de nærmeste kollegaer. ”Glem det, Fellton. Ministeren har ingen udtalelser på området foreløbig og når han har, går de igennem præcis samme vej som de plejer. Undskyld mig,” Hun rakte ud efter en stak papirer, ”men jeg har travlt.”

Med et enkelt, kort og sigende blik på ham, drejede hun sig direkte rundt og gik tilbage ned af gangen imod elevatorerne. Hun standsede dog foran dem, på trods af at der var intet mindre end to, der ventede, og vendte sig om igen for at se om han var lige så dum som han lød, eller om han havde fanget vinket.

[stu]

Stuart lod et bredt smil blive sent i retning af diverse kollegaer, der syntes at finde mødet mellem dem umådelig interessant. Han bebrejdede dem ikke. Havde det været ham, og ikke Caroline Abbey der arbejdede i ministeriet, ville han også havde studset over den komsammen. Ikke mindst fordi det var ham. Stuart havde før gjort sig til djævlen for ministeriet, da han for år tilbage, havde afsløret et større svindelnummer i den økonomiske afdeling. Det han var i gang med at strikke sammen, var endnu større, og langt mere indviklet end som så. Han skulle handle hurtigt – ikke mindst fordi rygterne gik på, at han var ved at lave noget nyt. Ingen havde dog, endnu, kunne præcisere yderligere, og det havde absolut været til hans fordel.

Han var parat til at kaste sig på knæ, men blikket der blev sendt til ham fra hende, syntes at vække den trætte troldmand.

Stuart sendte hende et bredt smil, hvorefter han stak hænderne i lommen. Han rejste sig, rankede ryggen og sukkede påtvunget. ”Jeg beklager jeg har spildt din tid Abbey, men du ved, det er bare sjældent man ser selve ministeren forlade De Tre Koste, så fuldstændig sanseligt beruset som jeg gjorde tidligere. Han er vel ikke mødt på arbejde, vel? Så skulle jeg måske opsøge ham på hans adresse, hvis han da ikke sover rusen ud”, udbrød han tænksomt, hvorefter han fortsatte efter hende, som en løve jagtede sit bytte. ”Eller måske skulle jeg vente til i morgen, med at besøge den stakkels mand. Jeg huskede en episode på mit 6. år på Hogwarts, hvor jeg drak så meget, at jeg lå syg i en helt weekend, plus mandag, tirsdag og onsdag”, fortalte han og hævede brynene, som var det en mindeværdig bedrift.

Stuarts mund stod ikke stille, mens de gik ned af gangen. Kollegaerne mistede interesseren for dem, og priste sig lykkelige for, at det ikke var dem som blev jagtet af Stuart Fellton. Da de var nået ned af gangen, og tilsyneladende var alene, vendte Stuart sig mod Caroline. Han sukkede lavmælt, og gned sin pande. Skuespillet forsvandt og forlod en træt og udmattet skikkelse. Han sukkede tungt, og nikkede mod kontorene. ”Hold da kæft, hvor havde jeg lyst til at falde på knæ for dig derinde. Tak fordi du gav mig en chance”, brummede han, tydeligvis taknemmelig.

[Caroline Abbey]

No news is good news
No journalists is even better
Tag: Stuart Felton ● Outfit: here

Caroline havde lyst til at sukke dybt over Stuart, som han fulgte efter hende, plaprende op. Hun holdt sig dog i skindet og nøjedes med at gå i lettere sammenbidt tavshed. Ved elevatorerne standsede hun, men modsat ham, havde hun ingen intention om at blive stående og føre nogen form for samtale på niveau 1. Hun hævede begge øjenbryn en anelse af hans tilsyneladende ærlige taknemmelighed og gestikulerede ind i en af de små lifte, som hun derpå steg ind i.

Først da det gyldne gitter var gledet for igen og de susede ned, gjorde hun anstalter til noget andet end tavse, simple bevægelser. Hun hævede sin tryllestav, mumlede et par fjerne ord og løsnede sit faste greb omkring elevatorens indbyggede håndtag, da den sløvede sin fart mærkbart, for så at stoppe helt. Dørene gik ikke op og der var ingen lyd af hekse eller troldmand på den anden side. Derimod var der fuldstændig stille i to sekunder, før Caroline vendte blikket imod Stuart igen. ”Hvorfor skulle jeg hjælpe dig?” Spurgte hun ligefremt. Hendes mørke øjne hvilede afventende på ham, uden at hun følte behov for at komme med yderligere bemærkninger eller kommentarer til hans situation. Man var altid sig selv nærmest.

[stu]

”Fordi alt andet ville være dybt idiotisk”, brummede han sammenbidt, i det han fulgte efter hendes tynde skikkelse, ind i den lille klaustrofobiske boks. Den satte i gang, og Stuarts brede hænder fandt vej ned til lommerne, på de sorte habitbukser. De greb om stoffet, mens blikket gled rundt på væggen, kort før elevatoren stoppede sin færden i gangene. Stuart lod de mørke, buskede bryn mødes nær midten, i det der kunne klassificeres som værende en tænksom grimasse. ”Så du vil have vi skal snakke i en elevator...”, brummede han mumlende, dybt vantro, hvorefter han sukkede tungt, ”kæft hvor originalt”.

Stuart lod sin højre hånd glide over sit blege ansigt, hvorefter han lod lungerne fyldes med luften omkring dem. ”Men for at vende tilbage til sporet. Ella Dellochio. Leder for Magiske Efterretninger og en helvedes heks”, brummede han stilfærdigt, med hovedet gemt væk i den højre hånd, hvis fingre var dækket af farverige og bemærkelsesværdige tatoveringer. ”Hendes politiske overbevisning ligger absolut ikke det rigtige sted, ifølge mig der er halvblodstroldmand. Hvis ikke jeg tager meget fejl, har du det på samme måde, hvad angår blod og har altid kæmpet for vores rettigheder. Når jeg siger vores, mener jeg naturligvis alle dem, som ikke er såkaldt fuldblodsmagikere. Jeg blev kontaktet af en anonym for omkring et år siden, der havde noget af en historie. Det var kort efter jeg havde fået mit gamle job tilbage, så jeg havde ikke meget frihed. Denne person kunne fortælle mig en skræmmende historie – og udover det, virkede den også dybt usandsynlig”, fortalte han, hvorefter hånden forsvandt fra ansigtet, og Stuart vendte tilbage til elevatoren. Han stilte sig med fronten mod hende, hvorefter hans hånd fandt vej tilbage til lommen. ”Ella Dellochio er medlem af en ekstremistisk gruppe, som praktisere mørk magi af absolut værste art. I 70'erne var hun øjenvidne til et mord, som blev begået af et medlem af denne gruppe, men denne person var også medlem af højmagiratet og en stor tilhænger for den tidligere minister Emmerich”, brummede han og lænede sig op af væggen. ”Derfor blev der ikke hejst tiltale”

For en rum tid lå elevatoren hen i stilhed. Han lod lungerne fyldes med luften omkring dem, og sørgede for ikke at fokusere på de fire vægge. Klaustrofobien syntes langsomt at krybe op af ryggen på ham. ”Det er det min bog handler om, og jeg har arbejdet det sidste år, på at få skrabet beviserne sammen. Hvis jeg kan få navnene på Emmerichs støtter, kan jeg også finde frem til den troldmand, som henrettede den mugglerkvinde. Jeg kan ikke publicere bogen, og kun hænge Ella Dellochio ud. Jeg skal have hele gruppen navngivet, for ellers kaster de sig under jorden, og så har jeg ikke en chance. Samtidig skal jeg passe på min datter. Derfor er de navne vigtige, og derfor bliver du nødt til at hjælpe mig. Caroline. Jeg... jeg er desperat. Jeg skal have de navne”, hviskede han og fangede hendes blik med sit. Hans ansigt var ligblegt.

Det var begyndt at gå op for Stuart, at han legede med ilden...

[Caroline Abbey]

No news is good news
No journalists is even better
Tag: Stuart Felton ● Outfit: here

Caroline ignorerede Stuarts begrundelse. Som hun så det kunne hun virkelig ikke se hvad hun fik ud af at give ham noget som helst. Hun løftede et uimponeret øjenbryn, fnøs lavmælt over kommentaren omkring elevatoren og krydsede armene over hinanden igen. ”Har du et bedre forslag? Hvis du tror jeg har tænkt mig at stå og snakke midt i ministeriet med en skandale-journalist som dig, så tager du saft susende mig fejl.” Hun rynkede antydningsvist på næsen. ”Måske skulle vi bare droppe det her,” foreslog hun, viftende antydningsvist med tryllestaven i en tydelig gestus. Hun havde ikke tænkt sig at lytte til hans bavl, hvis han oven i købet skulle kritisere hende imens. Det blev over hendes lig.

På trods af hendes slet skjulte trussel, lyttede hun til hvert et ord. Hun lænede sig imod elevatorens ene side, kneb øjnene lidt sammen, men virkede mere alvorligt fokuseret, end decideret kritisk. Hendes pande var rynket, som hun lagde hovedet lidt på skrå. Hun brød ikke stilheden, men tyggede på det han havde sagt, overvejede sandsynligheden for at det var tomt bavl og for at det rent faktisk havde hold i sandheden. Det svar hun kom frem til var ikke entydigt, men det var som sådan irrelevant, hun var stadig ikke sikker på, at hun ville give ham noget, selvom han talte godt for sin sag.

Hans afsluttende ord – og primært leveringen af dem – ændrede dog tingene en anelse. Hun løftede den ene hånd, for at klø sig lidt i nakken, imens hun betragtede ham med et vurderende blik. ”Sprængfarligt,” bemærkede hun tænksomt. ”Du er klar over, at Dellochio er en af ministeriets mest magtfulde magikere, ikke? Hvis ikke dén mest magtfulde.” Det var ingen hemmelighed, ikke engang i offentligheden. Hun overvejede sine ord lidt i tavshed og tog en dyb indånding. ”Du har ikke svaret mig endnu, Stuart. Hvorfor skulle jeg hjælpe dig? Det hjælper ikke at sige, at du er desperat. Vi er ikke venner. Jeg skylder dig ikke noget – heller ikke selvom vi, tilsyneladende, i denne sag er på samme side... Så hvorfor?” Hendes blik på ham var alvorligt, men ikke direkte uvenligt. Hun blev måske nok betegnet som lidt af en lille skrap dame med skarpe albuer, men hun var ikke iskold. Heller ikke nu. Ikke selvom han var pisse irriterende.

[stu]

Stuart fumlede lettere panisk ved den pakke cigaretter, der lå skjult i lommen på de sorte bukser. Han lod lungerne fyldes med luften omkring dem, hvorefter han tørrede sin pande med håndryggen. Klaustrofobien havde halet sig ind på ham, og sekunderne syntes at dræbe ham langsomt. Han fiskede fumlende en cigaret op af pakken, hvorefter han tændte den med hjælp fra sin tryllestavs spids. Den blev placeret mellem læberne, og mens han pulsede, og fandt sine ord, lagde han staven tilbage på sin retmæssige plads i inderlommen. En karakteristisk rynke trådte tydeligt frem på den blege pande, hvorefter han placerede cigaretten mellem tommel- og pegefinger. Røgen forlod hans mund, hvorefter han vendte sig mod Caroline. Hans hænder skælvede. Til dels på grund af den pludselige irritation, men også på grund af væggene, der langsomt krøb tættere på ham. Lidt til. Stuart blev nødt til at strække den, bare lidt til...

”Fordi den muggler kvinde blev henrettet. Hun havde en søn, vidste du det? Og en mand”, udbrød Stuart lettere skingert, hvorefter han fæstnede blikket i hendes. ”Ved du, hvad de gjorde ved hende? Det værste vi som magikere kan udsætte de ikke-vidende om. Og så står du der, og bilder dig ind at spørge om det!?”, hvæsede han af, nu med raseriet skærende tydeligt i de blege ansigt. ”Hvem helvede tror du, du er Caroline Abbey? Vi skal have det her igennem, så Ella Dellochio rådner op i Azkaban som det lede sæk lort hun er. Det er ikke for min skyld, jeg skriver den bog, og angriber den mest magtfulde heks i ministeriet! Vi skal have de idioter ud af ministeriet, så de ikke skubber mord-sager væk, ud af systemerne bare fordi de er venner eller gamle bekendte!”, mumlede han sammenbidt, hvorefter cigaretten fandt vej til hans mund. Det var nu ganske tydeligt, hvordan de krampagtige rystelser havde sneget sig ind på ham. ”Hjælper du mig med de skide navne, eller skal jeg gå til andre? For ærlig talt Caroline, så gider jeg ikke spilde dyrebare minutter på dit sure fjæs og åndssvage spørgsmål. Jeg kan tilbyde dig lige præcis hvad du gerne vil have – tag imod det her tilbud. Du mister ikke noget på det forsatan”, udbrød han stille, hvorefter han krøb op af hjørnet. ”Og gør det hurtigt, for jeg kan ikke klarer flere minutter i den her boks...”

[Caroline Abbey]

No news is good news
No journalists is even better
Tag: Stuart Felton ● Outfit: here

Caroline spærrede begge øjne op og så, lettere chokeret, på Stuart. Hun kommenterede ikke engang røgen, der på ingen tid fyldte det lille bitte rum og fik hende til at hoste. Igennem hele den lange svada stirrede hun blot på ham igennem osen. Ved hans afsluttende udmelding, pustede hun sig dog en anelse op. ”Du er muligvis det mest idiotiske menneske jeg nogensinde er stødt på – og det tæller et helt galleri af tåber!” Hun himlede med øjnene, slog et simpelt slag med staven og satte elevatoren i gang igen. Præcis hvorfor skal det være så teatralsk?!” Spurgte hun ham irriteret og hæst, før hun måtte hoste igen. ”Hvad er der i vejen med at bede pænt?” Hun ventede ikke på at få svar, men fortsatte direkte, som elevatoren sløvede ned. ”Diagonalstræde, Fellton. 3. Sal over Menageriet. Onsdag klokken 05:00 pm. Du må være fuldstændig fra snøvsen... Og sluk så den skide cigaret!” Atter engang blev hun overmandet af et hosteanfald og trådte lykkeligt ud af elevatoren, da dørene gik op og lukkede dem ud på 7. niveau. Hun ventede ikke på svar, men fortsatte direkte hen af en gang og forsvandt, med en rynke på næsen over den klamme os af røg, der virkede som om den forfulgte hende.

OUT

[/blockquote]

[stu]

”Hold din kæft din sure kælling. Jeg ryger hvor helvede det passer mig. Vi ses på onsdag”, hvæsede han af, hvorefter de begge skød ud af elevatoren, ud i friheden. Stuart gned sin pande hårdt, hvorefter han lænede sig op af ministeriets solide væg. Den var lige ved, at være smuttet fra ham. Lige ved. Det kunne han mærke.

Et kvarter efter, landede han i sit hjem i Hogsmead. Udkørt og med en pludselig trang efter en øl og et langt karbad...

OUT