Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on May 28, 2011 19:11:09 GMT
give me your h e a r t , and come back home
Julie strammede grebet om Eddies hånd, som om hun var bange for, at han ville trække den til sig igen, og hun så afventende på ham i håbet om, at han ville tage imod hendes undskyldning. Deres blikke mødtes igen, og hans alvorlige udtryk skræmte hende. Hun frygtede, at hendes indrømmelse om, at hun stadig ikke helt var kommet over ham, ville få ham til at tage afstand fra hende, og det føltes som en evighed, før han åbnede munden for at tale. Hun så udtryksløst på ham, og der gik flere sekunder, før hun rent faktisk forstod, hvad han lige havde sagt. Ubevidst slap hun Eddies hånd men tog den ikke til sig, da hun følte sig lettere handlinglammet. Hun rykkede først på sig, da det gik op for hende, at hun var holdt med at trække vejret, og hun så ned på sin hånd med et forvirret ansigtsudtryk. Med ét havde hun grebet hans hånd igen, denne gang med begge sine hænder, og endelig mærkede hun glæden boble op i sig. "Eddie..." mumlede hun stilfærdigt og mødte hans blik igen med et smil på læberne. "Der er intet, jeg hellere vil." svarede hun åndeløst og strammede endnu en gang grebet om hans hånd, denne gang fordi hun trak den hen imod sig. Det var svært nok at fatte, at hun var hjemme og i Eddies selskab igen, men hun kunne slet ikke forstå, hvordan de var endt her. Julies åndedræt rystede, og hun havde det, som om hele restauranten (som i og for sig ikke var så mange mennesker) kunne høre hendes hjerteslag. En enorm byrde var taget af hendes skuldre nu, hvor hun ikke længere var i tvivl om, hvordan han havde det, og hun besluttede sig for, at hun nok skulle fortælle ham, hvor meget hun egentlig havde tænkt på ham, en dag. o u t f i t ,
|
|
Eddie Llewellyn
Deaktiveret
Basker for 'The Caerphilly Catapults'
%\2\%
Posts: 50
|
Post by Eddie Llewellyn on May 28, 2011 19:55:20 GMT
IF ONE DAY YOU WAKE UP AND FIND THAT YOU'RE MISSING ME
[/font] . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .[/center][/color] Eddie var meget bevidst om, at Julies hånd holdt fat om hans, men han kunne hverken få sig selv til at se ned på dem eller gøre noget som helst forsøg på at holde fat om hende. Ikke med hvad han havde i tankerne nu, og han var klar over at den hurtige beslutning han havde taget enten ville briste eller bære. Det var måske modigt. De havde ikke set hinanden i fire år, og der var en helvedes masse ting der kunne have ændret sig på det stykke tid, men den korte tid de havde tilbragt sammen nu, fik ham til at føle at intet var ændret i mellem de to. Nok var de ældre, anderledes, men han var overbevist om at kemien, følelserne, i mellem dem endnu stod stærkt. Da ordene var ude, holdt han ubevidst vejret og fandt sig selv ude af stand til at se væk fra Julies ansigt. En meget dyb, bekymret rynke dannede sig i hans pande over hendes udtryk, og han frygtede at han blot havde gjort hele situationen værre. Han magtede endnu ikke se ned imod hænderne, hvor Julie slap hans, og han skulle netop til at sige noget mere, bare for at få hende til at gøre noget, da Julie så op igen med et smil, der fik håbet til at spire i Eddies mave. Da hun endelig svarede gik tiden i stå, og Eddie så mere eller mindre himmelfaldent på hende, som om et eller andet tungt havde ramt ham. Og så brød smilet endelig frem på hans læber, og han blev selv overrasket over at høre en nærmest lettet, hakkende latter forlade hans bryst. Eddies frie hånd fandt vej over bordet og lagde sig over hendes, mens smilerynkerne omkring hans øjne blev tydeligere som smilet voksede. ”Virkelig?” Han følte sig åndeløs, og ønskede pludselig at der ikke var et bord imellem dem. [/blockquote] [/justify]
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on May 28, 2011 21:04:01 GMT
give me your h e a r t , and come back home
Det var svært at rumme, og Julie havde det, som om hun var ved at eksplodere. Lysten til at fortælle alt om sin rejse skyllede over hende som en tidevandsbølge, og hun var ikke mindst overvældet af sin hengivenhed for den mand, der sad overfor hende. Hvordan hun havde overlevet fire år uden kontakt med ham, var for hende en gåde, men nu havde hun også lagt låg på så mange følelser i løbet af sin rejse, og ikke kun dem for Eddie. Smilet, der brød frem på hans læber efter noget, der føltes som endnu en evighed, fik kun hendes eget til at blive større, og endte med at le af ren og skær glæde. "Virkelig." gentog hun. "Jeg skal ingen steder. Jeg er hjemme." Hun gav Eddies hænder et klem og vidste ikke helt, hvor hun skulle gøre af sig selv, især fordi der stod et bord i mellem dem, der gerne måtte få evnen til at gå og smutte langt væk. Det forhindrede hende dog ikke i at trække yderligere i ham, og hun trak en hånd fri for i stedet at læne sig frem og placere den på Eddies ene kind, som hun kærtegnede blidt. "Hvad med maden?" spurgte hun pludselig og tog hånden til sig igen, mens hun kastede et blik i retning af den dør, som hun havde set Desmond forsvinde ud af. Egentlig var hun ikke særlig sulten længere, en alt der betød længere tid sammen med Eddie lige nu var meget velkomment. Hun blev opmærksom på de to andre gæster og begyndte at overveje, om hun kunne tillade sig at foreslå at gå, selvom de ikke havde spist endnu. Hun slog blikket tilbage på Eddie, og selvom hun ikke foreslog noget, så havde hun det samme glimt af eventyrlyst i øjet, som når hun bestemte sig for at nattevandre Hogwarts eller - mere aktuelt - tage til Nepal. o u t f i t ,
|
|
Eddie Llewellyn
Deaktiveret
Basker for 'The Caerphilly Catapults'
%\2\%
Posts: 50
|
Post by Eddie Llewellyn on May 31, 2011 21:39:21 GMT
IF ONE DAY YOU WAKE UP AND FIND THAT YOU'RE MISSING ME
[/font] . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .[/center][/color] Eddie kunne ikke hindre et bredt smil, så bredt at det gjorde ondt, i at flække over sit ansigt. En nærmest overrasket og lettet lyd forlod ham, og han havde næsten lyst til at le. Hendes ord ramte lige præcis plet, og det gik op for ham at han vitterligt ikke havde troet på at hun rent faktisk var hjemme, trods hendes mange gentagelser gennem den korte tid de havde spenderet sammen i løbet af dagen. Ikke før nu. Virkelig. Han måtte stramme sit greb om Julies hænder, for ikke bare fandenivoldsk at kaste træbordet til side, for at komme hende nærmere, og hendes spinkle hænder i hans var nok til at han ikke bare fyldtes med ubærlig nostalgi, men også et virvar af følelser, han slet ikke vidst han havde undertrykt. Bare ved at holde ved hendes hånd. Derfor greb han næsten ud efter den igen, da hun fjernede den, indtil han mærkede den bløde håndflade imod sin kind. Smilet forsvandt en smule, ikke af negative årsager, blot fordi Eddie ikke kunne rive blikket væk fra Julies. Nærmest som hypnotiseret slugte han alt hvad han så i hendes brune blik og havde det næsten som om han blev vækket af en uvirkelig drøm, da hendes læber bevægede sig og hun stillede et spørgsmål. Det styrede ham lidt tilbage imod virkeligheden, og hurtigt brød smilet frem igen. Han så kort over imod døren, for dernæst at se tilbage på hende, med idéen strålende i blikket. Et drenget, skævt smil dannede sig og han rømmede sig en enkelt gang. ”Vent her”, sagde han som om hun kunne finde på at stikke af til Grækenland igen, det øjeblik han så væk. Eddie fik foldet sine lange lemmer ud fra den lave stilling han havde siddet i, og med et par hurtige skridt var han selv forsvundet bag døren ud til køkkenet, tydeligvis vant til at begå sig i restauranten som andet end en regulær kunde. Øjeblikke senere trådte han igen ud, denne gang med en meget stor, brun pose i hånden. Kursen blev hurtigt sat i retning af skønjomfruen og han smilede varmt og sigende til hende. I stedet for at sætte sig, placerede han posen og en hånd imod bordpladen, med blikket rettet imod hende. ”Er du meget sulten nu?” [/blockquote] [/justify]
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on May 31, 2011 22:54:36 GMT
give me your h e a r t , and come back home
Selvom Julie havde talt for at svare Eddie og forsikre ham om, at mente det, så havde ordene lige så stor effekt på hende selv. Glæden brusede for alvor op i hendes bryst, og hun boblede over med latter igen, da hans smil om muligt blev større. Julie mærkede Eddie stramme grebet om hendes hænder, og hun holdt fast i ham, som om han var en luftballon, der ville stige til vejrs, hvis ikke hun sørgede for at holde ham nede. Da Julie lagde sin hånd mod hans kind, blev hun overrasket over følelsen og mindede sig selv om, at der måtte være en milliard andre ting, minderne ikke havde kunnet holde ved lige. Tanken om nogle af disse ting fik varmen til at stige op i hendes kinder, og et lydløst suk forlod hendes læber. Med et nysgerrigt blik betragtede hun detaljerne ved hans ændrede ansigtsudtryk, men selvom det var en meget fængslende beskæftigelse kom hun i tanker om maden og tænkte højt straks efter. Julie så væk fra døren og tilbage på Eddie igen, og nåede kun at få et kort glimt af hans udtryk, inden han til hendes fortrydelse rejste sig fra bordet. Smilet på hendes læber svandt ind, og hun så uforstående efter ham, som han forsvandt ind ad døren, som Desmond også var gået ind ad lidt tidligere. Da hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sine hænder nu, samlede hun dem i sit skød og sad tilbage med en sær fornemmelse af, at hun var halv. Først da Eddie nogle øjeblikke senere trådte ud i restauranten igen med den brune pose i hånden, faldt brikkerne på plads, og det eventyrlystne glimt vendte tilbage i hendes øjne. "Jeg kan godt vente." svarede hun smilende og drejede overkroppen i stolen, så hun kunne tage jakken af ryglænet. Hun fandt det fristende at gemme sig i Eddies trygge favn, nu hvor vejen ikke var blokeret af et bord, men hun havde stærkt på fornemmelsen, at hun ikke ville kunne give slip, når hun først havde taget fat. Brutalt skubbede hun de mentale billeder, der formede sig i hendes stille sind, til side og rejste sig i stedet op uden at gøre anstalter til at skabe nogen form for kropskontakt i mellem de to. o u t f i t ,
|
|
Eddie Llewellyn
Deaktiveret
Basker for 'The Caerphilly Catapults'
%\2\%
Posts: 50
|
Post by Eddie Llewellyn on May 31, 2011 23:27:05 GMT
IF ONE DAY YOU WAKE UP AND FIND THAT YOU'RE MISSING ME
[/font] . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .[/center][/color] Maden der havde været forberedt i et stykke tid (holdt tilbage, fordi Desmond udtrykkeligt havde bedt om det) var hurtigt pakket sikkert ned i posen, og den lune-besværgelse der var kastet på det, ville holde i hvert fald helt indtil morgenen efter. Det var fint nok for Eddie, der ingen idé selv havde om hvad der skulle blive af maden, i de få øjeblikke allerede ivrig efter at komme tilbage til Julie i restauranten. Glimtet i hendes øjne var mere end fantastisk, og han indså at det var en af de små detaljer hans hukommelse ikke havde kunnet bevare. Hendes svar fik det gavtyve-agtige smil til at vende tilbage og hendes hurtige reaktion gjorde blot Eddie selv mere ængstelig. Det virkede som en meget krævende opgave at skulle gå roligt ud af restauranten sammen, og Eddie fulgte Julies eksempel og holdt hænderne for sig selv. Eller det gjorde han i hvert fald lige indtil de var kommet ud af restauranten. Regnen tordnede nu ned i enorme stråler, den slags regn der ville gøre én gennemblødt på få sekunder, og der var intet resterende dagslys tilbage i den aflukkede gyde. Da døren bag dem smækkede i, med en lyd der blev overdøvet af regnen, så Eddie sit snit til at trække Julie kort til siden ved at gribe fat om hendes talje, og da – uden på nogen måde at spørge om lov – gribe hendes læber med sine egne på en meget utålmodig og længselsfyldt facon og med ét kulminerede alle hans sanser på en gang. Hans ene hånd, den der holdt posen, gled om på hendes ryg, mens den anden havde placeret sig insisterende i hendes nakke, og da deres læber skiltes igen få øjeblikke efter tog han sig selv i at gispe åndeløst, allerede våd af regnen, med de blå øjne begravet dybt i hendes. [/blockquote] [/justify]
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on Jun 1, 2011 10:37:54 GMT
give me your h e a r t , and come back home
At holde sig fra Eddie var lettere tænkt end gjort, for selvom Julie rejste sig uden at gøre nogen tilnærmelser, så følte hun sig draget til ham som en magnet. Julie vidste kun alt for godt, hvordan Eddie passede ind i hendes arme og omvendt. Lettere anspændt fulgte hun med ham ud af restauranten med hænderne begravet dybt i sine lommer. Dråberne faldt tungt og hyppigt fra himlen, og Julie glippede med øjnene, da hun trådte ud af døren. Uvejret var overdøvende, og selvom regnen silede køligt ned ad hendes nakke havde hun kun én ting i hovedet: Eddie. Netop som han lagde sin hånd og hendes talje drejede hun sig ind mod ham, og hun lod sig trække ind til ham med et gisp. Hendes hænder fandt sin vej op af hendes lommer og søgte at lukke sig om hans nakke, men hun nåede ikke længere end til hans overarme, før deres læber mødtes i et kys. Først nu gik det op for hende, hvor meget hun havde savnet denne nærhed, og hun var så opslugt af Eddies læber, at hun glemte alt om regnvejret – ifølge hende kunne solen lige så godt have strålet hedt ned over dem. Før hun vidste af det stod de og så hinanden i øjnene. Julie var nødt til at sænke blikket, fordi regnen strømmede hensynsløst ned i hendes øjne, men i stedet for at gemme sit ansigt ind mod Eddies bryst, som hun havde allermest lyst til, greb hun med sin egen iskolde hånd fat i den hånd, Eddie havde lagt om hendes. Så tog hun et beslutsomt skridt væk fra ham uden at slippe hans hånd, og i forlængelse af skridtet drejede hun om på hælen og transfererede dem begge væk fra restauranten. o u t f i t ,
|
|
Eddie Llewellyn
Deaktiveret
Basker for 'The Caerphilly Catapults'
%\2\%
Posts: 50
|
Post by Eddie Llewellyn on Jun 6, 2011 18:59:24 GMT
IF ONE DAY YOU WAKE UP AND FIND THAT YOU'RE MISSING ME
[/font] . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .[/center][/color] Det var ikke kun vejret der opførte sig nådesløst, for også Eddies indre gjorde oprør og et virvar af forskellige sanseindtryk stormede igennem ham. Følelsen af Julies spinkle krop under hans hænder var uvirkelig og han kunne knap tro at det var rigtigt. I de få øjeblikke hans læber var imod hendes, trykkede han sig grådigt og længselsfuldt imod hende og selvom det alt for hurtigt var overstået, var det bestemt ikke slemt at betragte hendes regnvåde ansigt, og Eddie kunne ikke holde et bredt smil fra sine læber. Da Julie trådte væk, fulgte han hende med blikket hele vejen, stort set allerede klar over hendes intentioner inden en ukendt kraft rev i ham og sendte de to nyforenede igennem tid og rum, før de landede med fødderne sikkert uden for en velkendt dør til en velkendt lejlighed. Ord var ikke nødvendige, og før Julie kunne nå at bryde stilheden, havde han fanget hendes læber igen, mens den ene hånd var strøget ind i jakkelommen efter tryllestaven, der med et enkelt sving fik døren bag dem til at gå op og de begge forsvandt bag den.
OUT
[/blockquote] [/justify]
|
|