If your heart starts to wonder...

[Eddie Llewellyn]

IF ONE DAY YOU WAKE UP
AND FIND THAT YOU'RE MISSING ME

[/font]
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .[/center][/color]
Det var omtrent en tre dage siden Eddie sidst havde været i sin lejlighed. Han vidste ikke hvorfor han ikke bare flyttede til Wales, hvor både hans familie og arbejde var. Det var nok fordi han følte sig tryg i London efterhånden, og han ville savne storbyens liv. Desuden var lejligheden alt hvad han havde brug for, og den var ikke besværlig. At skulle flytte, ville bare stresse ham mere end nødvendigt.

Hans blik hvilede en enkelt gang ved det nu knapt så blege, men stadig lige så fregnede, ansigt der spejlede sig i vinduet. Solen bag glasset var begyndt at gå ned, og det var lige før at det blev til tusmørke, selvom det var sommer. Der var sikkert regn på vej, gik han ud fra. Der havde også været lidt lummert, så han ville ikke være overrasket. Der var ti minutter til at han skulle møde Julie udenfor den lille restaurant, der var så lille at få bemærkede den. Døren bag ham smækkede, og sekundet efter lød et højt plop, som den rødhårede troldmand sporløst forsvandt.

Da han sekunder senere stod på den brostensbelagte gade, mærkede han den første ensomme regndråbe falde imod sit ansigt, og før han drejede hovedet i retning af den ikke særligt prangende facade, og så ned på sit armbåndsur.

OUTFIT

[/blockquote]
[/justify]

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Julie havde troet, at det at mødes med Eddie ville være forløsende og lægge en dæmper på alle de spændte følelser og den knugende fornemmelse i hendes mave, men hun fandt hurtigt ud af, at det havde haft præcis den modsatte effekt. Lige siden hun havde forladt telter, havde hun taget sig selv i at smile smørret uden grund flere gange, og hun var pludselig begyndt at overveje, om det overhovedet var en date - og ikke mindst, hvad hun skulle tage på. Det var meget ulig Julie at gå i lettere panik over den slags småting, og lige så snart hun var kommet hjem til sin bror igen, havde hun sat sig ned med en kop te i et forsøg på at berolige sig selv. I sidste ende var hun kommet frem til, at hun glædede sig til middagen, og at der derfor ikke var noget at gå i panik over.

Det småregnede, da Julie trådte udenfor, men blev ikke ude i det våde vejr længe, da hendes bror havde beskrevet de to gyder, hun skulle transferere fra og til. Hvis det havde stået til hende, havde hun beholdt sin troldsmandskappe på, men på grund af utallige formaninger fra Jonathan, var hun nu iklædt en brun og lettere umoderne - men i det mindste formsyet - jakke. Tøjvalget var endt på en simpel sommerkjole, men da vejret ikke ligefrem var sommerligt, havde hun trukket i et par tykke, sorte strømpebukser.

Julie drejede ud af gyden og få minutter efter fik hun øje på den velkendte skikkelse af Eddie, der allerede stod og ventede på hende.
"Hey!" hilste hun storsmilende, da hun var kommet nærmere. "Kommer jeg for sent?" spurgte hun og gik helt hen til ham for at give ham et kram.

o u t f i t ,

[Eddie Llewellyn]

IF ONE DAY YOU WAKE UP
AND FIND THAT YOU'RE MISSING ME

[/font]
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .[/center][/color]

Eddie havde svært ved at forstå at Julie rent faktisk var tilbage. Han havde ikke set hende i fire år, ikke hørt et eneste ord rettet imod ham direkte, kun hvad han havde kunnet opsnappe fra andre, og lige pludselig var hun dukket op, som et af fortidens genfærd der havde spøget i hans sind. Hans kolde hånd gled en enkelt gang ned over ansigtet, som han forsøgte at genkalde sig billedet af hvordan hun havde set ud tidligere på dagen. Fire år ældre og lyshåret, men uden tvivl stadig den Julie han kendte. Hun smilede stadig på den samme måde og dybet i hendes øjne var alt for genkendeligt.

Et par mørke pletter havde dannet sig på hans grå jakke, som regnens kraft tog en smule til i styrke, og Eddie var klar over at der ikke var længe til at det var for meget, til at han fortsat kunne stå uden læ over hovedet. Heldigvis gik der ikke mere end et par minutter før en klikken af sko, drog hans opmærksomhed til sig, som et møl omkring en glødelampe. Han kunne hurtigt skelne Julies skikkelse, igennem de nu oftere faldende regndråber, der truede med at bryde ud i enormt gennemtrængende regnvejr.

Mere ivrigt end han havde villet, trådte han skridt i Julie retning, og bøjede sig frem for at gengælde hendes omfavnelse, igen overvældet af hendes stadig velkendte duft, før det sekunder efter var ovre. Et bredt smil gled frem på hans læber, som han langsomt trak armene til sig. ”Overhovedet ikke.” Han rettede sig helt op. ”Skal vi ikke se at komme ind, før vi bliver helt gennemblødte?” Han nikkede med hovedet i retning af den næste skjulte facade, og undlod at lægge armen om hende, som han ellers havde løftet armen halvt for at gøre.

OUTFIT

[/blockquote]
[/justify]

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Regnen var allerede taget til, men det holdt ikke Julie fra at holde Eddie ind til sig længere end hvad godt var, da han trådte frem og bukkede sig ned mod hende og krammede hende. Netop som han rettede sig op, havde Julie vendt sit ansigt mod ham for at kysse hans kind. Bevægelsen gjorde hende dog opmærksom på sin næsten-handling, og hun havde det, som om hun var blevet vækket midt i det hele. Julie flyttede sit hoved med et lille ryk men prøvede så vidt muligt at camouflere sin akavede bevægelse ved at tage et skridt væk fra Eddie, hvem hun alligevel var færdig at kramme.
"Jo, lad os!" sagde hun lettere befippet og rømmede sig, hvilket også gav hende en undskyldning for at se væk, mens hun holdt en knyttet næve op foran sin mund. Ud af øjenkrogen fangede hun den bevægelse, Eddie lavede med sin arm, og det gik op for hende, at hun håbede, at han ville lægge den om hende eller tage hendes hånd. Hun slog det hen, da han ikke viste tegn på at gøre nogen af delene, og hun rettede et mentalt spark mod sig selv.

Julie lod Eddie lede vejen ind i restauranten, og hun tog sig selv i at smile alt for stort. Hun ville gerne have bemærket, at stedet så hyggeligt ud, men ordene syntes at sidde fast i hendes hals, og hun havde alligevel for travlt med at tackle den nervøsitet, der pludselig havde overvældet hende. Måske havde det ikke været så god en ide at ses igen, i hvert fald ikke under omstændigheder som disse? Julie forsøgte at ignorere følelserne, der ellers talte sit tydelige sprog, og hun forsøgte ikke at forestille sig, hvad Eddie ville sige, hvis hun tog deres gamle forhold op.

o u t f i t ,

[Eddie Llewellyn]

IF ONE DAY YOU WAKE UP
AND FIND THAT YOU'RE MISSING ME

[/font]
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .[/center][/color]

Mens de stod med armene om hinanden, begyndte regnen rigtigt og Eddie glippede med øjnene op imod himlen. ”Hurtigt”, tilføjede han med et grin, og valgte i stedet for at placere armen om hende i en tættere og mere personlig gestus, lod han forsigtigt hånden falde bag hendes lænd, for at lede hende ind af døren, og han ignorerede hvordan det kriblede i ham hver gang deres kroppe var i kontakt.

En klokke bag døren ringede svagt, og Eddie fjernede sin hånd igen for at lade den køre en enkelt gang igennem det røde hår. Restauranten rummede ikke mere end fem borde og kun et andet par var at se derinde, med deres lille pige for enden af bordet, der slumrede med hagen imod brystet. Murene var ikke tapetseret, men de ydre mursten var også synlige indenfor, og kun et enkelt, lille vindue lod lyset slippe ind. Derimod var de svævende lys i loftet, et klart tegn på at det ikke var en helt almindelig restaurant, og da en mand i purpurfarvede gevandter trådte ud af en skæv dør, smilede Eddie bredt og trådte et skridt frem. ”Desmond”, sagde han varmt, og i et tydeligt bevis på at de to kendte hinanden, placerede begge en halv arm om den anden i et venskabeligt kram. ”Edward Llewellyn. Så kom du tilbage. Og ikke alene?” Den høje troldmand, så om på Julie og Eddie drejede sig så han kunne se både Julie og Desmond. ”Julie, det her er min fars fætter, Desmond. Han ejer stedet.” Han så over på troldmanden. ”Og det her er Julie…” han tøvede i sin præsentation, og trak så på smilebåndet. ”En længe vejfarende, der endelig har fundet vejen hjem.” Han så over på Julie, med et eller andet hemmeligt i blikket, som altid. Han havde ikke vidst hvad han skulle kalde hende, og til hans lettelse, rakte Desmond blot hånden frem til hilsen, før han storsmilende viste dem hen til bordet længst væk i hjørnet og kort efter forsvandt ud af døren igen.

Som den gentleman Eddie endnu var, trak han stolen ud for Julie og smilede til hende. ”Jeg håber ikke du forventede noget andet”, sagde han ærligt, og skævede rundt i den lille troldmandspub. Han placerede kort hænderne mod hendes skuldre, og lænede sig lidt frem.” Det er virkelig godt at se dig igen.” Og med det gik han over til sin egen side af bordet.

OUTFIT

[/blockquote]
[/justify]

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Der gik et sug i gennem Julies mave, da Eddie imod hendes forventninger lagde hånden på hendes lænd og ledte hende indenfor.

Synet, der mødte Julie da de trådte indenfor, fik hende til at åbne munden i en lettere måben, hvorefter et mildt smil bredte sig over hendes læber, mens hun kiggede op på Eddie. Straks efter blev det klart for hende, at det ikke var første gang, han var her, og Julie trådte frem mod manden, der hed Desmond. Hans hilsen fik Julie til at fnise uvilkårligt, og hun tog sig hurtigt til munden, mens en rød farve steg op i hendes kinder. Da Eddie begyndte at præsentere hende fjernede hun hånden igen og kiggede smilende op på ham, mens han talte. Hun nikkede forstående og så lettere overrasket på troldmanden foran hende, da Eddie forklarede deres relation, og hun mærkede for alvor lettelsen over, at de var et magisk sted frem for på en muggler-restaurant.
Et lettere hengivent udtryk gled over hendes ansigt, da hans nævnte ordet 'hjem', men hun måtte snart vende opmærksomheden mod Desmond, der rakte en hånd ud mod hende, og glemte hurtigt den retning hendes tanker havde været på vej i.
"Desmond." hilste hun med et stort smil, da hun trykkede hans hånd, hvorefter hun og Eddie blev henvist til et bord henne i hjørnet.

Smilet syntes at være fastklistret til Julies læber, og det blev ikke mindre, da Eddie på ægte gentleman-maner trak stolen ud for hende.
"Tak." sagde hun, mens hun satte sig ned. "Nej, det virkelig hyggeligt." forsikrede hun ham og måtte bøje nakken en del for at se op på ham, selvom han bukkede sig lidt ned mod hende. "I lige måde." svarede hun.

Julie tog jakken af sig og hængte den henover stolens ryglæn. Derefter vendte hun opmærksomheden mod Eddie uden rigtig at vide, hvor hun skulle starte.
"Det er så lang tid siden!" erklærede hun med en lille latter. "Der er sket så meget, siden sidst jeg så dig, men alligevel er du stadig..." hun trak på skuldrene da hun ikke kunne finde ord til resten af sætningen. "Det er svært at fatte." tilføjede hun lidt lavere og slog blikket ned i bordpladen, inden hun så på Eddie igen med et ærligt blik.

o u t f i t ,

[Eddie Llewellyn]

IF ONE DAY YOU WAKE UP
AND FIND THAT YOU'RE MISSING ME

[/font]
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .[/center][/color]

Restauranten var efterhånden blevet Eddies favoritsted, for det var småt, ikke videre populært og godt skjult for alle der ikke lige tilfældigvis vidste at det lå der. Han kom der sommetider om eftermiddagen, med en bog han ikke kunne finde fred til at læse eller tidligt om morgenen for at spise morgenmad, bare for Desmonds selskab. Og nu var han her med Julie, og Eddie så stille til mens de to gav hinanden hånden, og Eddie klappede Desmond en enkelt kort gang på skulderen, før den ældre troldmand forsvandt.

Eddies fulde opmærksomhed blev rettet imod Julie igen, og som han slap hendes skuldre, lod han i stedet hænderne hvile kort imod ryglænet, da hun satte sig. Smilet veg ikke fra hans læber. ”Godt.” Som Eddie gled ned i sin egen stol, lod han armene hvile lidt ind over bordet, uden at tage blikket fra hende. ”Vi behøver nok ikke bestille… Desmond har det med at tage sine egne beslutninger, men han rammer for det meste ret præcist…” Hans øjne skinnede lidt i stearinlysets skær, og smilet blev blot skævere og skævere. Julies ord gjorde hans udtryk nostalgisk og han rømmede sig kort. ”Fire år.” Han nikkede, og betragtede en plet på bordpladen, før blikket røg op til det lyshårede hoved igen. ”Jeg har altid undret mig over hvor du blev af”, han lænede sig lidt længere ind over bordet, for at gøre samtalen en smule mere privat i det lille rum. ”Har du lyst til at fortælle mig det?” Han hævede et øjenbryn, før det sædvanlige milde smil vendte tilbage. ”For jeg ville sværge på mit liv, at du stadig er lige nøjagtig den Julie jeg kender.” Han rakte frem over bordet for (igen) at røre hende kort, ved at skubbe hendes hår halvt bag øret, mens blikket gled undersøgende over hendes ansigt. ”Og nu er du tilbage.”

OUTFIT

[/blockquote]
[/justify]

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Julie lagde armene mod bordet og lænede sig lidt fremad, mens hun betragtede Eddie. Hun hævede øjenbrynene men gjorde ingen anstalter til at protestere over, at Desmond selv bestemte, hvad de skulle spise.
"Spændende." kommenterede hun. "Men selv hvis det skulle gå helt galt, så er jeg ikke så sart efter at have levet fire år på underlig udenlandsk kost." tilføjede hun og skar en grimasse, der indikerede, at hun havde været ude for en ting eller to.

Fire år... Ordene rungede i hendes hoved, og hun kunne slet ikke forstå, hvordan hun havde klaret sig udenfor Londons grænser i fire år, nu hvor hun kom tilbage og mødte de mennesker, hun holdt så meget af. Det var klart for hende, at hun ikke ville kunne klare en rejse af samme kaliber igen, fordi savnet ville slå hende ihjel.
Hun smilede næsten undskyldende til ham, da han ytrede sig om sin undren, og hun lod blikket falde til bordpladen, mens han talte videre, og et latterfnys kom over hendes læber, da han svor på, at hun ikke havde ændret sig. Det gik op for hende, at Eddie måske havde lidt mere under hendes afrejse, end hun havde troet, og hun fik pludselig dårlig samvittighed over hendes pludselig forsvinden. Uvilkårligt løftede hun blikket, da hun så hans hånd, og hun lænede let hovedet ind mod hans fingre, da han rørte ved hendes hår.
"Jeg er tilbage." gentog hun. "Og nu er du indlagt til at høre alle detaljer om min fire år lange rejse. Så jeg håber, at du har god tid!" sagde hun og holdt masken i flere sekunder, inden et drilsk glimt dukkede op i hendes øjne. Hun tog en dyb indånding og rynkede panden, mens hun spekulerede over, hvor meget information Eddie havde fået i gennem andre kilder.
"Hvor meget har du egentlig hørt?" spurgte hun og så afventende på ham. "Grækenland? Yetier? ... Skænderiet?" tilføjede hun igen i et spørgende tonefald og havde tøvende tilføjet det sidste. Tanken om skænderiet vækkede endnu flere følelser i hende, men hvis nogen havde fortjent at høre om det, så var det Eddie - især med tanke på, at de stadig havde været et par på det tidspunkt.

o u t f i t ,

[Eddie Llewellyn]

IF ONE DAY YOU WAKE UP
AND FIND THAT YOU'RE MISSING ME

[/font]
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .[/center][/color]

Eddie smilede varmt over hendes ord, og tvivlede ikke et øjeblik på sandheden i dem. Selv havde han primært holdt sig inden for Storbritanniens grænser, men eftersom katapulterne var en den af den internationale Quidditch-liga, var det noget nær umuligt ikke at rejse til udlandet engang i mellem. Men det var næsten altid i samarbejde med ministerierne for de to lande og det hele var under kontrollerede forhold og spillerne blev ikke ligefrem bedt om at sørge for deres egen overlevelse. ”Det kunne jeg forestille mig.” En let latter undslap ham over hendes ansigtsudtryk, som han hvilede sit hoved imod knoerne på den ene hånd. Han studsede kort over tanken om, at han uden at vide det, faktisk kunne have været i nærheden af Julie under en udenlandsk kamp – men på den anden side, så var verden stor.

Eddie havde altid vidst at Julie var flyvsk, og at intet kunne bremse hende, hvis først hun havde sat sig noget for. Det var en del af den person hun var, og han havde aldrig prøvet på at gøre et forsøg på at ændre det, selvom det ikke havde været lutter lagkage, da hun fortalte at hun ville rejse væk. Nærmere tværtimod. Hånden som han ikke støttede hovedet imod, forlod hende igen og faldt langsomt ned imod bordpladen. Hendes ord fik et smil til at springe frem, og han beundrede i stille sind hendes iver. ”Med fare for at sætte alting over styr – ” han holdt en kunstpause og rettede sig en anelse op i stolen, mens den anden hånd faldt ned sammen med den første. ”Så har jeg al den tid, du har brug for.”

Han rynkede lidt på panden over hendes spørgsmål og trak på skuldrene. Han havde generelt ikke spurgt så meget til Julie, fordi han vidste at det i længden kun ville gøre det værre for ham selv. Så fra alt hvad han vidste af, kunne hun i princippet være lykkeligt gift. Selvom han dog ikke var helt sikker på hvordan han ville have det med den tanke. ”Det eneste jeg har hørt, var at du var taget længere sydpå.” Han smilede lidt. ”Grækenland, åbenbart.” Der var ikke noget hun nævnte, der lød mærkværdigt for en eventyrsrejsende, bortset fra den sidste i hendes korte liste. ”Men jeg har aldrig hørt noget om et… skænderi.” Et både vagtsomt og nysgerrigt udtryk faldt på plads på hans ansigt, før han spøgende tilføjede: ”Eller yetier for den sags skyld.”

OUTFIT

[/blockquote]
[/justify]

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Eddies fingre kom ikke i andet end let berøring med hendes hud, men det var stadig nok til at distrahere hende i et øjeblik. Hun fulgte hans hånd med blikket og kiggede op på ham igen, da han talte. Hendes smil voksede en anelse, mens hun rettede hovedet op igen.

Julie nikkede smilende, da Eddie informerede hende om, at han havde hørt, at hun var taget sydpå, men smilet falmede en anelse, da snakken faldt på skænderiet. Hendes blik var nærmest undskyldende, men det blev kortvarigt afbrudt af en lille latter, da yetierne blev nævnt.
”Mine naboer i Nepal.” forklarede hun kortfattet med et muntert glimt i øjet men kunne ikke rigtig skubbe tanken om skænderiet væk fra sig. Det var klart, at Eddie ikke havde hørt om det, da Alex havde lovet ikke at nævne det, og selvom smilet ikke forlod hendes læber helt, indfandt et mere alvorligt udtryk sig på hendes ansigt.
”Jeg kom op at skændes med mine forældre.” sagde hun, foldede sine arme og lagde dem på bordet foran sig. ”Det var derfor jeg pludselig havde så travlt med at komme væk.” Hun lænede sig let ind mod sine arme og tillod sig at betragte Eddie lidt, inden hun fortsatte – det kunne være, at han ikke så lige så mild ud om et øjeblik. Hun tøvede med at fortælle, hvad de egentlig havde skændtes om.
”Jeg har ikke haft andet end brevkontakt med dem siden.” fortalte hun og lo en glædesforladt latter og slog blikket ned i bordpladen. Med de ord afslørede hun også, at hun endnu ikke havde besøgt sine forældre, siden hun var kommet hjem. ”Vi skal nok blive gode igen, men du ved… Når man ikke er herre over husalfen længere, så ved man, at det er alvor.” tilføjede hun i et forsikrende tonefald, der egentlig mest var rettet mod hende selv, og der var noget spøgende i hendes tonefald, da hun talte om husalfen. Hun så op på Eddie med et ærligt blik og tog sig selv i at ville række ud efter hans hånd.
”Jeg skulle have sagt noget dengang. Men jeg kunne ikke få mig selv til det, og i øjeblikket virkede det bare bedre at...” Hun stoppede sig selv, og det sidste spor af et smil forsvandt fra hendes læber. ”Du ville ikke have brudt dig om at høre det.” sagde hun lavmælt og vidste kun alt for godt, hvor meget Eddies og hendes forældres holdninger stred mod hinanden. Det var ikke til at sige, hvor meget Eddie selv havde fornemmet de få gange, hvor han havde mødt dem, men Julie havde også gjort sit bedste for altid at holde samtalerne væk fra politik.

o u t f i t ,

[Eddie Llewellyn]

IF ONE DAY YOU WAKE UP
AND FIND THAT YOU'RE MISSING ME

[/font]
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .[/center][/color]

Eddies ansigtsudtryk blev hurtigt knapt så skruppelløst, som han bed mærke i den lille ændring der skete i hendes udstråling. Han trak blot på smilebåndet over hendes kommentar om yetier som hendes naboer, mere eller mindre besluttet på at vende de afskyelige snemænd efter han havde fået at vide hvad det andet drejede sig om. For på hende så det ret alvorligt ud.
Hendes næste ord bekræftede hans mistanke, og han var vitterligt overrasket over hvad hun fortalte ham. Han glemte alt om at smile igen, og rettede sig op i stolen, ikke sikker på at han kunne lide det samtalen faldt hen på. Så hun var ikke taget af sted bare fordi hun brændte uslukkeligt for det? ”Du forsvandt altså i fire år…” Han så uforstående på hende. ”Fordi I havde haft et skænderi?” Han hævede øjenbrynene og lænede sig tilbage i stolen, med armene smidt tilfældigt over kors. Han kunne ikke sige, at den ikke var lidt hård at få smidt i hovedet.

Han drejede hovedet, som han rettet ud imod selve restauranten, tilbage imod hende og så undersøgende på hende som hun fortsatte, lidt i tvivl om hvorvidt han skulle være indigneret, såret eller medlidende. Han valgte derfor at være neutral lidt endnu, og lytte til hvad hun mere havde at sige. Han ville helst ikke tro, at hun bare var kommet tilbage for at rode med hans hoved igen.

Brynene trak sig lidt sammen, men han forblev tilbagelænet. ”De forbød ham at adlyde dig?” spurgte han stilfærdigt, klar over at det enten måtte have været et meget voldsomt skænderi, eller forældrenes forsøg på at få deres datter til at komme hjem, efter sådan at være forsvundet. Eddies udtryk var hverken vredt eller såret, men alligevel udstrålede det kun en brøkdel af den uforståelse han led under, og smilet var ingen steder at finde.

Hendes næste ord derimod, fik ham til at spærre øjnene en lille smule op, og han lod kort hånden glide ned over ansigtet, over den anspændte kæbe, før han lænede sig frem igen, med armene på bordet og sænket stemme. ”Jeg forstår ikke, hvorfor du tog af sted på grund af det. Du vidste, at jeg ikke ville have tøvet med at lade dig flytte ind hos mig.” Han så næsten bedende på hende. ”Havde jeg nogensinde givet udtryk for, at der var noget du ikke kunne fortælle mig?” Han fnøs uhørligt, og slog blikket ned imod sine hænder på bordpladen, i tvivl om hvordan han skulle have det.

OUTFIT

[/blockquote]
[/justify]

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Som Julie havde forventet, faldt det hun sagde ikke i særlig god jord hos Eddie. Hun rystede på hovedet af hans ord og rynkede panden.
"Det var ikke kun derfor! Jeg havde jo altid haft planer om at komme afsted, men det havde aldrig været min intention bare at forsvinde på den måde." forklarede hun, opsat på at få Eddie til at forstå. Det begyndte at dæmre for hende, at denne aften måske ikke ville ende på så venskabelig fod, som hun havde håbet på, men på den anden side kunne hun heller ikke bebrejde ham for det.

Julie nikkede til, at hendes forældre havde forbudt alfen at adlyde hende, og hun ihukom med bitterhed den dag, hvor hun hjemme hos Alex havde ytret alfens navn uden at den lystrede.
"Det tror jeg i hvert fald. Det kan også være, at det var min beslutning om at gå, der gjorde, at jeg ikke var en del af husholdningen længere." sagde hun og ville have smilet for at lette stemningen, hvis ikke det var for Eddies ansigtsudtryk, der gav hende uendeligt dårlig samvittighed.

Eddies ord fyldte Julie med et utal af følelser, og hun flyttede sine arme fra bordet og holdt dem i stedet beskyttende ind til sig selv. Det havde aldrig faldet Julie ind at spørge, om hun måtte bo hos Eddie, men ikke fordi hun var bange for, at han sagde nej - hun ville ikke binde sig på den måde.
"Eddie, jeg - Nej!" hun løsnede sin arme og greb lettere frustreret fat om bordkanten. "Du ved, at jeg ikke kunne flytte ind hos dig." sagde hun og var godt klar over, at det lød hårdt, men det var ikke desto mindre sandheden. Hun slap sit greb om bordet og lagde hænderne i sit skød med et suk. Det var forståeligt, at Eddie ikke var overlykkelig, men samtidig var Julie også blevet irriteret på ham, mest fordi hun ikke brød sig om at tale om det - især ikke efter så lang tid.
"De ville gifte mig væk. Til Jake Loretz." sagde hun og så på ham med et tomt blik. "De havde altid haft en forventning om, at jeg ville ægte ham, når jeg gik ud af Hogwarts, og de tog det ikke særlig pænt, da jeg satte mig imod det." Julie mærkede, hvordan det begyndte at svide i hendes øjne, men hun bekæmpede succesfuldt tårerne. "Det rørte dem ikke rigtig, at jeg var i et forhold, og de kunne ikke acceptere, at det ikke var Jake, jeg ville ha'." fortsatte hun og distancerede sig med vilje ved at sige 'et forhold' i stedet for at sige at de havde været kærester på det tidspunkt. Hvis ikke det var, fordi hun følte at hun skyldte Eddie denne forklaring, så havde hun rejst sig op og gået derfra.

o u t f i t ,

[Eddie Llewellyn]

IF ONE DAY YOU WAKE UP
AND FIND THAT YOU'RE MISSING ME

[/font]
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .[/center][/color]

Han tyggede lidt på hendes ord, men hans ansigt mildnedes lidt. Han var jo udmærket klar over, at Julie længe havde haft det i tankerne. ”Undskyld, jeg mente det ikke på den måde”, tilføjede han og rynkede panden igen. ”Jeg anede bare ikke der var en anden grund også”, sagde han ærligt og kløede sig en enkelt gang på albuen. Han trak på skuldrene, ikke selv klar over hvordan det var at have en husalf og han vidste ærligt talt heller ikke det mindste om hvordan det fungerede med ejerskab, så i stedet for at væve omkring noget han ikke rigtigt havde forstand på, lod han være med at kommentere på det overhovedet.

Hans hænder bevægede sig hvileløst imod hinanden på bordpladen, og han opdagede ikke Desmond, der havde åbnet døren for at gå hen imod dem, kastet et blik imod de tos holdning og ansigtsudtryk og diskret forvundet tilbage ud i køkkenet. Hendes ord fik ham til at se op fra træet, og mismodigt løftede han den ene hånd og gned sig let imod tindingen. ”Jeg ved det, jeg ved det.” Han åbnede øjnene igen og lod hånden glide om foran hans mund, blikket rettet imod Julie. Han ventede stille og neutralt på at hun fortsatte, uden at fjerne hånden før hendes ord ramte ham.

”De ville hvad?” ordene kom overraskende hvæsende fra ham, en tone der var meget ulig Eddie, men som i dette tilfælde ikke var rettet imod Julie. Det var som at få en spand vand smidt i hovedet, og han rettede sig næsten forskrækket op, med et halvforfærdet ansigtsudtryk. Han kendte alt for godt til Jake Loretz. I selve skoletiden, havde der ikke været noget mærkbart i mellem dem, men efter – nu – hvor Jake spillede for Falmouth Falcons kendte de hinanden alt for godt. For pokker. Eddies skulder lyste stadig hvidt af ar under trøjen, fra det sted hvor han havde haft halvdelen af Jakes splintrede kosteskaft stikkende ud af brystet. Han forblev siddende i sin meget ranke stilling, mens ansigtsudtrykket faldt mere til ro og blev mere forvildet end forfærdet. ”Jeg… Julie…” Han tav, uden at vide hvad han skulle sige. Hendes sidste ord, om at det ikke var Jake hun ville have, fik ham til at undre sig om han skulle lægge mere i det, eller om det blot var flere spøgelser fra deres fortidige forhold. Langsomt, lænede Eddie sig frem imod bordpladen igen, men placerede ikke armene på den som før. ”Du må undskylde, hvis jeg er lidt overvældet, men…” Han fjernede tommel- og pegefingeren han havde haft placeret imod sin næseryg. ”Jeg har undret mig i fire år over hvorfor du og jeg…” Han stoppede igen, og så tomt frem foran sig, med et stort set normalt ansigtsudtryk. Da hans blik faldt tilbage på hende, var der ikke andet end et spinkelt håb at se i hans øjne. ”Du havde ikke så travlt med at komme af sted på grund af mig. Men fordi du ikke ville giftes med ham?”

OUTFIT

[/blockquote]
[/justify]

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Julie ville ikke have, at han undskyldte til hende, men hun sagde ikke noget. Hun lod også husalf-emnet ligge og forsøgte i stedet at læse Eddies ansigtsudtryk - men uden held.
Tanken om mad havde slet ikke krydset Julies tanker, efter de havde taget hul på emnet om grunden til Julies afrejse. Hun bemærkede derfor heller ikke Desmond og hans taktiske træk, og hvis hun have vidst, hvad han havde gjort, havde hun været meget taknemmelig.

Julie lod sig ikke afbryde af Eddies udbrud, men hans reaktion gik hende ikke ubemærket forbi. Der var noget, der rørte sig i hende, af at se ham sådan, og for noget der føltes som den millionte gang overvejede hun, om det havde været en fejl ikke at fortælle det noget før. Hun sank den klump, der var vokset frem i hendes hals, da Eddie forsøgte sig med en sætning, og hun fumlede uroligt med sine fingre under bordet. "Ja, det ved jeg godt." sagde hun med et nik, og der var lettelse at spore i hendes ord. I sin søgen efter nyheder om quidditchspillere var hun unægteligt faldet over Jake et par gange.
Julie foldede panden i bekymrede rynker og vidste ikke, hvad hun skulle sige, der fik Eddie til at få det bedre. "Du skal ikke undskylde." mumlede hun stilfærdigt og lænede sig frem mod bordet. Hun åbnede munden for at fortælle ham, hvor ked af det hun var, men ordene sad fast i halsen på hende, og hun kunne ikke andet end at se undskyldende på ham.

"Det havde intet med dig at gøre." forsikrede hun ham. "Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne få mig selv til at blive på grund af dig, men jeg anede ikke, at det ville være så svært at komme videre. Hvis ud havde nogen ide om, hvor svært det var... Hvor svært det er." Ude af stand til at holde sig selv fra det længere, løftede Julie sin ene hånd og rakte den henover bordet for at tage fat om Eddies. "Undskyld."

o u t f i t ,

[Eddie Llewellyn]

IF ONE DAY YOU WAKE UP
AND FIND THAT YOU'RE MISSING ME

[/font]
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .[/center][/color]

Det Eddie egentlig havde sværest ved at forstå, var hvorfor hun først fortalte ham om det nu. De havde været sammen i halvandet år, og alligevel valgte hun at vente fire år. Ja, nyheden var chokerende, men mange vidste immervæk at fuldblodsfamilier engang havde gjort meget ud af at arrangere ægteskaber, for at holde blodlinjen i orden, en ting der efter Eddies mening var mere end tåbeligt.

Hendes formaning om ikke at undskylde, fik ham til at se op på hende, med rynkede øjenbryn, og han åbnede munden let for at sige, at han ikke vidste hvad han ellers skulle gøre, da hun fortsatte. Han bed ordene i sig og koncentrerede sig i stedet om hvad hun nu sagde. Eddie ville aldrig have bedt hende om at opgive sine drømme, og det vidste hun også godt, men det betød ikke at det havde været nemt for ham pludselig at skulle være alene på den måde, når han på ingen måde havde været færdig med Julie dengang. Han slog blikket ned imod sin hånd igen, uden rigtigt at have nogen ord at komme med til det hun sagde. Først da hun fortalte hvor svært det havde været for hende, en ting Eddie udmærket genkendte fra sig selv, og undskyldte hævede han blikket. Der var intet indigneret over hans udtryk, intet tegn på at han var ked af det, men blot et gravalvorligt udtryk. ”Så lad være.” Der var ingen tvivl om at han mente ordene seriøst. ”Lad være med at komme videre.” Eddie ville aldrig have gættet på, at dagen ville ende med at han sagde de ord, han havde tænkt på at sige i fire år. ”Bliv hos mig,”

OUTFIT

[/blockquote]
[/justify]