|
Post by Ethan Sinclair on May 19, 2011 6:58:45 GMT
half timing, half luck “I JUST HAVEN'T MET YOU YET” Treogtyve år gammel og halvvejs færdig med hans Master i jura, og stadig var han tvunget til at hente kaffe hos den nærmeste Starbuck's når hans far bedte om det. Heldigvis var det ikke en arbejdsdag, men et venligt besøg hos hans far for at snakke praktik. Planen havde altid været at tilbringe et år hos hans far inden han begav sig i gang med hans Ph.d. Et telefonopkald senere og Ethan var sat til at hente kaffe til halvdelen af bestyrelsen inden han dukkede op.
Turen fra Oxford til London var ikke lang, specielt ikke på Ethans Aprilia, som han anskaffede sig til hans tyve års fødselsdag – til dels fordi hans far absolut ikke ville høre om idéen. Ethan nød friheden, og ikke mindst farten, og behandlede hans Aprilia med samme kærlighed han havde til hans kat, Majesty. Det havde selvfølgelig været lettere hvis han havde kunne gøre brug af susepulver, eller en transitnøgle, men al magi havde ophørt med at findes den dag Ethan forlod Hogwarts.
Han gjorde holdt ved den Starbuck's der lå nærmest hans fars kontor, og steg af motorcyklen. Hjelmen havde det altid med at gøre mere skade på hans hår end det gjorde godt, og hans genspejlning i hjelmen så ikke Sinclair-venlig ud, men så havde hans far i det mindste noget han kunne kommentere på – noget der kunne lede hans opmærksomhed fra Ethans transportmiddel. Ethan kunne ikke lade være med at smile til sig selv over tanken, og lagde hjelmen på sædet.
|
|
|
Post by Emmeline Harris on May 19, 2011 9:00:10 GMT
. . . WHAT A DAY FOR A DAYDREAM . . . † custom made for a daydreamin' gal †
Emmeline drejede håndtaget på cyklen med højre hånd og et par svage klik indikerede, at gearene på cyklen skiftede, mens hun samtidigt mærkede modstanden i pedalerne blive sejere. Hun lænede sig lidt frem over styret og trådte hårdere i pedalerne, mens hun nynnede for sig selv, med på den sang der lød i hendes ører, men ikke for alle andre, mens hendes mørkebrune krøller blafrede vildt i vinden.
Hun havde været i London i næsten to uger og kendte efterhånden området hun nu drønede rundt i, nogenlunde. Den bedste måde at lære et nyt sted at kende på, var efter hendes meningen altid at kaste sig direkte ud i det. Og det var netop hvad hun havde gjort og tilmed fået det kombineret med en fast indtægt. Hun lænede sig til siden og drejede omkring et hjørne, ned mod den adresse hun skulle aflevere sin næste pakke på og noterede sig svagt de butikker hun kørte forbi.
Sangen stoppede og den næste begyndte. Hun skar en lille grimasse og rakte op med den ene hånd og tog fat omkring det lille sorte kattehovede, der sad klipset fast i kanten af hendes trøje. At det også var en musikafspiller var det lige for nu kun hende selv der vidste. Hun lod fødderne hvile uden bevægelse på pedalerne og så ned mens hun trykkede flere gange på knappen for at skifte til et andet nummer og nogle øjeblikke var uopmærksom på hvad der foregik foran hende.
Da hun løftede hovedet igen og tog fat om styret, nåede hun lige at se en ung mand ved en motorcykel lægge sin hjelm på sædet af den, før det gik op for hende, at hun var på direkte kollisionskurs med ham. Hun spærrede øjnene op, bremsede hårdt med både fødderne og hænderne på håndbremsen, mens hun slap et højt, forskrækket udbrud og forsøgte at undvige. Sekundet efter var hun dog klar over, at hun alligevel havde ramt ham, omend ikke med særlig stor fart, og det næste hun registrerede, var en skarp smerte i den ene side, da hun i stedet selv havnede i en kludret bunke på vejen sammen med sin cykel. Hun bandede på en absolut ikke lady-like facon, men meget kreativt "...alle bovlamme, modbydelige lydpottelus!!" hun forsøgte at kæmpe sig fri af cyklen og komme op at stå, mens hun på samme tid ømmede sig og mærkede sine kinder blive varme af skam over sin egen uopmærksomhed.
- - - - - - - - - - - - - - - ( Outfit ) Here ~ ( Words ) 464 ~ ( Tagged ) Ethan Sinclair ~ ( Notes ) ---
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on May 19, 2011 10:23:55 GMT
half timing, half luck “I JUST HAVEN'T MET YOU YET” Udsynet til at skulle tilbringe en time med hans far fik Ethan til at længes endnu mere efter kaffen, og den grimme vane han havde fået sig; en cigaret. Han var sikker på, at det var hans far der havde skubbet ham ud i misbruget, men Ethan holdte den til et par om dagen, og kun hvis det virkelig var nødvendigt. Han gravede den krøllede pakke frem fra inderlommen og slog en enkelt ud, men før han overhoved fik mulighed for at lede efter en lighter blev han væltet omkuld. I et øjeblik var alt slørret, og det var først da han landede, ende først, på fortorvet, at det gik op for ham hvad der var sket. Første reaktion var at lede efter den person der havde kollideret med ham, og da det gik op for ham, at det var et cykelbud – der også syntes at have taget det værste styrt, skyndte han sig på benene.
Ethan måtte ømme sig en smule over hans bagdel, men alt var hurtigt glemt da han først var kommet op at stå, og havde taget de første par skridt i Emmelines retning. Hendes udseende var det første der overraskede ham, for køn var ikke et ord der kunne dække det grundigt nok, men dernæst var det hendes valg af skældsord, der hurtigt satte en latter i gang, også selvom det ikke lige var det rette tidspunkt for dette. ”Er du kommet noget til?” spurgte Ethan mens han ihærdigt prøvede at kvæle hans latter. Han tog fat i cyklen og lagde den til siden inden han tilbød Emmeline en hånd. Det sved en smule på venstre hånd – en hudafskrabning, men han havde prøvet det der var værre og lod sig ikke bemærke af dette. Ethan lagde ikke engang mærke til de mange nysgerrige blikke der hvilede på deres gerningssted. Hvad var det han havde været i gang med?
|
|
|
Post by Emmeline Harris on May 19, 2011 12:20:49 GMT
. . . WHAT A DAY FOR A DAYDREAM . . . † custom made for a daydreamin' gal †
Emmelines ansigt var fortrukket i en lettere forpint grimasse i stedet for det sædvanlige charmerende smil. Hendes ene hofte var øm og den hånd hun havde taget fra med i sit styrt dunkede insisterende på trods af handskerne hun havde på. Hun skubbede arrigt til cyklen, uden at det bragte hende nærmere at få den væk og selv komme op at stå, i stedet for at ligge halvt ude på vejen, til fare for både sig selv og alle andre.
Hun rødmede igen dybt, da lyden af halvkvalt latter nåede hendes ører, og så først op da cyklen blev løftet, en hånd blev rakt ind i hendes synsfelt og en stemme trængte igennem hendes let omtumlede tilstand. Hun så først på den fremstrakte hånd og lod så blikket fortsætte op til et smilende ansigt og et par grå øjne. Hun følte sig endnu varmere i kinderne mens hun først rystede på hovedet og så nikkede "Jeg er ikke sikker endnu..." hun tøvede et øjeblik før hun rakte op, tog hans hånd og kom op at stå. Hun svajede et splitsekund før hun slap hans hånd og så flovt op på ham, mens hun rakte op og skubbede sin kasket længere op i panden, hvor den i faldet var havnet næsten nede foran øjnene på hende "Det må du virkelig, virkelig undskylde." hun slog blikket ned igen og flyttede nervøst på fødderne, uden helt at vide hvor hun skulle gøre af sig selv og endte i stedet med at skære endnu en grimasse, da hun fik lavet en bevægelse der fik hendes hofte til at gøre ondt igen. Hun tvang sig selv til at se op igen, med hovedet lidt på skrå og et forsigtigt, tøvende smil "Tak. Jeg tror min stolthed er mere såret end jeg selv er." hendes brune øjne blev bekymrede og smilet forsvandt igen mens hun lod blikket glide søgende ned over han og ømmede sin ene albue "Er der sket noget med dig?" hun løftede hovedet igen og mødte hans blik.
- - - - - - - - - - - - - - - ( Outfit ) Here ~ ( Words ) 391 ~ ( Tagged ) Ethan Sinclair ~ ( Notes ) ---
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on May 20, 2011 15:38:08 GMT
half timing, half luck “I JUST HAVEN'T MET YOU YET” Ethan trak dem tilbage til fortorvet og gav dernæst slip på hendes hånd. Smerten lagde sig hurtigt, og det var kun den svidende fornemmelse i hånden der mindede ham om hændelsen. Han havde dog prøvet værre fald på hans motorcykel, og et brud på en knogle slog til hver en tid den svage smerte han følte nu. ”Jeg har det fint, og du behøver ikke at undskylde – det kan ske for enhver!” Måske dette også kunne betragtes som held i uheld? Der var stadig et smil at skimte på hans læber, forhåbentlig ville hun tage dette som et godt tegn. ”Jeg må dog sige, at det er første gang jeg har mødt et nyt bekendtskab på denne måde.” Men helt værst havde det ikke været. Det slog i hvert fald alle møder med hans fars venner og kollegaer.
”Din kæde er røget af,” påpegede Ethan efter et par sekunder og vendte blikket mod cyklen. Heldigvis havde den ikke lidet under andre skader. ”Men før vi sætter den på og siger farvel, så tror jeg at vi har brug for en kop kaffe.” Han gestikulerede mod den Starbuck's de havde haft i ryggen og sendte hende et smil. Hans far kunne vente – desuden kunne han bruge den undskyldning, at han havde taget toget, hvilket kunne redde ham i hvert fald endnu en halv time.
|
|
|
Post by Emmeline Harris on May 20, 2011 18:37:43 GMT
. . . WHAT A DAY FOR A DAYDREAM . . . † custom made for a daydreamin' gal †
Emmeline ømmede sig diskret igen da hun igen fik sin hånd og skævede hurtigt fra manden hun var drønet ind i, til motorcyklen han havde stået ved og drog den konklusion, at det måtte være hans. I næste åndedrag priste hun sig lykkelig for, at den ikke var væltet sammen med dem. ...dét kunne have været vældig smukt!... Hun så hurtigt tilbage på ham igen da han slog hendes undskyldning hen og skar en lille grimasse der endte i et forsigtigt smil"Men det skete for mig." smilet forsvandt igen og hun så igen beklagende på ham "Jeg glemte at se mig for." hun rakte op og trak den sidste øreprop ned at hænge omkring sin hals, før det igen trak op i hendes mundvige da han fortsatte. Hun lagde hovedet lidt på skrå og samlede armene foran brystet mens hun så undersøgende på ham. Han virkede ikke hverken sur eller irriteret over hendes ufrivillige stunt og til sidst overgav hun sig helt og sendte ham et fuldbyrdet smil "Én gang skal være den første..." konkluderede hun tamt og slog blikket ned igen.
Hun rettede blikket mod sin cykel igen da han nævnte den, og skar en lille frustreret grimasse, før hun bøjede sig ned, tog fat i styret og trak den op at stå. Hun rynkede brynene og satte sig på hug ved siden af cyklen for at kunne tage den ordentligt i øjesyn. Hun skævede op på ham igen og fik en lille rynke på næsen mens hun nikkede og så ned på kæden "Ja...det ser sådan ud..." hun tog fat i den løse kæde og sukkede let, før hun fik øje på et par små ridser i lakken, der dog ikke gjorde nogen større skade. Hun rejste sig igen og så et øjeblik overrasket på ham "Har vi?" hun rødmede igen lidt og skar en forlegen grimasse over hans brug af 'vi' "Jeg mener..." hun gik i stå igen og bed let ned omkring sin underlæbe, før hun så ned ad gaden, tilbage på ham og så skar en lille tænksom grimasse "Jeg skulle aflevere den her pakke..." fik hun halvhjertet frem og smilede undskyldende, mens hun alligevel med det samme overvejede, om hun kunne udskyde afleveringen en halv time, uden at få problemer med sin chef.
- - - - - - - - - - - - - - - ( Outfit ) Here ~ ( Words ) 453 ~ ( Tagged ) Ethan Sinclair ~ ( Notes ) ---
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on May 21, 2011 19:57:28 GMT
half timing, half luck “I JUST HAVEN'T MET YOU YET” ”Åh, helt bestemt!” istemte Ethan da den første tvivl havde sået sig hos Emmeline. ”Kaffe er godt for nylige skader og ømme lemmer.” Han tog de første par skridt mod kaffebaren med en stærk tro på, at det nok skulle få benene i gang hos det kønne cykelbud. ”Jeg er sikker på, at det er videnskabeligt bevist.” Det var selvfølgelig ikke sandt, men smilet på hans læber og den opbyggende latter gjorde det klart. ”Jeg vil også sætte pris på selskabet,” indrømmede han langt om længe. Han ønskede ikke at det skulle gå ud over hendes arbejde, og kunne han bare gøre brug af magi ville det hurtigt have løst sig, men hans stav var bag lås og slå i hans lejlighed, og desuden var det ulovligt at gøre brug af magi i muggler-selskab. ”Nu går jeg ind og bestiller to Café Latté. Så kan du enten lade mig drikke begge og lide under et massivt koffein misbrug, eller hjælpe mig ved at drikke den anden.” Og med disse ord vendte han sig omkring. Han nåede lige at fange refleksionen af hende i butiksruden før han trådte ind ad døren.
Det var ikke noget Ethan havde gjort før, men det havde været det bedste han kunne ryste ud af ærmet uden varsel. Selv oppe ved skranken kunne han ikke lade være med at skæve ud af vinduet for at se hvad Emmelines beslutning ville blive.
|
|
|
Post by Emmeline Harris on May 22, 2011 18:20:39 GMT
. . . WHAT A DAY FOR A DAYDREAM . . . † custom made for a daydreamin' gal †
Emmelines smil trak lidt længere op og nåede uden problemer hendes brune øjne, mens hun kvalte et lille fnis, før der overhovedet kom lyd på og forsøgte at se så seriøst som muligt på ham. Hun lagde endnu en gang hovedet lidt på skrå og så på ham med hævede øjenbryn "Jeg har på fornemmelsen du binder mig en historie på ærmet." hun så ned på sin cykel igen og fingerede lidt tænksomt ved styret, før han lod et sidste argument for kaffe-drikning falde. Hun så op igen, med et let fjoget smil og vidste ikke helt hvad hun skulle sige til hans ønske om selskab. I stedet rynkede hun panden let da det gik op for hende, at han allerede var nogle skridt på vej mod kaffebaren.
Hun stod lidt, før hun åbnede munden for at sige noget, blot for hurtigt at lukke den igen da han fortsatte og så på hende inde fra fortovet. Hans ord fik hende til at smile skævt og se ned igen og før hun fik taget sig sammen til at sige noget, havde han vendt ryggen til hende og var forsvundet ind ad døren. Hun stod lettere paf nogle sekunder. Hun så ned på motorcyklen han havde stået ved og sneg sig til at lade den ene hånd glide beundrende over det blanke metal. Så hankede hun op i cyklen, tog en beslutning og trak den med sig hen til den nærmeste lygtepæl, hvor hun låste den fast med den kæde hun havde til formålet. Så tog hun en dyb indåning, trak kasketten lidt ned i nakken og fulgte efter ham ind i kaffebaren.
Hun blev stående nogle sekunder indenfor døren og så sig om mens hun trak sine korte handsker af. Så fandt hun hans ryg ved disken og gik langsomt hen og stillede sig ved siden af ham, med siden mod disken, som hun lænede sig let op ad. Hun så vurderende på ham og smilede nysgerrigt "Plejer det stunt der altid at virke, eller drikker du som regel din kaffe alene og ensom?" hun hævede brynene let udfordrende, før hun stak den ene hånd lidt frem mod ham "Emmeline... og du er?" hun lagde endnu engang hovedet på skrå og smilet blev direkte drillende "Ud over at være på vippen til et direkte skadeligt koffein-misbrug?"
- - - - - - - - - - - - - - - ( Outfit ) Here ~ ( Words ) 438 ~ ( Tagged ) Ethan Sinclair ~ ( Notes ) ---
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on May 22, 2011 21:05:32 GMT
half timing, half luck “I JUST HAVEN'T MET YOU YET” Ethan havde, meget bevidst, trukket tiden ud med at bestille, men da han hørte døren gå op, og kunne skimte den lilla trøje, gjorde han alvor af hans bestilling. Han kunne ikke lade være med at smile stort da Emmeline stillede sig ved siden af ham, fanget af det lille 'eventyr' han havde tilbudt hende. ”Skal jeg være helt ærlig, så var det helt nyt.” Ethan var ikke ny når det kom til flirten, men han havde skåret en del ned for blusset siden han forlod skolen, tildels fordi han var begyndt at tage sig selv mere seriøs, sammen med udsigten til hans fremtid. ”Men som regel drikker jeg kaffe med min far og hans mange, kedsommelige kammesjukker, eller på et bibliotek fyldt med studerende, over en bog.”
Der gik kun et par sekunder før hans bestilling var klar, men han tog sig tid til at trykke Emmelines hånd og nævne hans eget navn. ”Ethan,” svarede han hende leende og greb fat om begge kopper. Han nikkede mod et ledigt bord op imod butiksruden og begav sig derhen – han tillod sig endda at trække begge stole ud før han selv tog plads i den ene. ”Jeg må nok hellere indrømme at jeg har været misbruger siden jeg startede mine studier. Det er den bedste eliksir til lange nætter,” talte han lystigt for sig uden at indse hans lille smutter. Heldigvis var det et ord man også hørte i muggler-verdenen – den kunne have været meget værre. ”Så... Jeg går ud fra, at du er cykelbud? Er det en vigtig pakke jeg holder dig fra at udbringe?” Ethan tog låget af koppen, hældte lidt sukker i den varme drik og rørte rundt med de træpinde der lå der til formålet. Han havde aldrig været god til smalltalk, og endte altid med at føle sig mere akavet end tiltrækkende, men øvelse gjorde, trods alt, mester.
Han lod en hånd køre lidt rundt i det halvlange hår da han var sikker på, at det stadig stod ud til alle sider fra hjelmen, men det var nyttesløst. Det var også meget svært for ham at give Emmeline tid nok til at svare og kommentere, men stilhed havde han aldrig været fan af.
|
|
|
Post by Emmeline Harris on May 22, 2011 21:42:11 GMT
. . . WHAT A DAY FOR A DAYDREAM . . . † custom made for a daydreamin' gal †
Emmelines øjenbryn røg lidt højere op mens hendes blik hvilede skeptisk på ham "Riiight..." hun fnøs kort, men kunne alligevel ikke lade være at smile bredt, så hendes tænder et kort øjeblik blev synlige. Så rynkede hun panden lidt og så endnu engang på ham med et nysgerrigt blik da han fortsatte, men spurgte ikke mere ind til de oplysninger hun fik. Endnu. I stedet gav hun havs hånd et fast klem da han tog hendes og smilede varmt "Så undskyld igen...Ethan." hun næsten smagte lidt på navnet før hun slap hans hånd og med et lille nik fulgte efter ham hen til bordet han havde udpeget.
Hun krængede rygsækken af skuldrene mens hun gik og så hurtigt på Ethan, da han trak stolen ud for hende, før hun satte sig og puffede rygsækken med pakkerne ind under sin stol. Hun lukkede hænderne om papkruset uden at løfte det for at drikke og så i stedet undersøgende op på ham igen "Eliksir, ligefrem?" hun fnøs muntert og løftede så kruset og nippede til det varme indhold, der egentligt var alt for varmt til en sommerdag, men tanken var væk næsten før den opstod. Hun satte begge albuer i bordet og så igen på ham, stadig med kruset løftet mellem sine hænder "Hvad læser du?" hun nikkede kort og skar en lille grimasse "Når jeg ikke kører folk, ned, ja, og ikke er i skole." hun skævede ned mod tasken og trak så let på skuldrene før hun så på ham med et nyt smil "Måske, jeg er ikke sikker. Jeg fik ikke at vide det var en hastesag i hvert fald." hun lol kort og boblende "Jeg kan altid påstå jeg farede vild...igen..." hun skar en lille grimasse og tilføjede så forklarende "Jeg har ikke helt lært alle smutvejene endnu, men det kommer forhåbentligt." hendes blik gled og fulgte et øjeblik hans hånd da han strøg den gennem sit hår før hun igen mødte hans blik med et nysgerrigt smil "Studerer du her i byen?" forsøgte hun henkastet.
- - - - - - - - - - - - - - - ( Outfit ) Here ~ ( Words ) 428 ~ ( Tagged ) Ethan Sinclair ~ ( Notes ) ---
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on May 23, 2011 15:59:53 GMT
half timing, half luck “I JUST HAVEN'T MET YOU YET” Ethan fortsatte med at røre lidt rundt i drikken før han tog træpinden op og lagde den oven i låget. Han tog endnu en tår og lod smagen sætte sig på hans tunge før han sank. Han havde nær hostet det op igen da Emmeline mindede ham om hans egne ord. Heldigvis havde det ikke været for suspekt, så det var let nok at undskylde for med et enkelt smil. ”Jura,” svarede han på spørgsmålet om hvad han læste. ”Og nej, jeg læser på Oxford, men har familie her i byen. Blandt andet en far der arbejder i den høje bygning du kan se derover,” påpegede han med en finger mod ruden og en halvkort latter der fulgte op. Han havde brugt det meste af hans unge liv på at holde sig fra den bygning, og nu studerede han for at komme derind. Hvilken ironi!
”Hvad studerer du?” Skulle han gætte ville han nok ende ude i noget litteratur, måske biologi – hun virkede i hvert fald som om hun havde noget imellem ørerne. ”Ny i storbyen?” spurgte han bagefter. London var dog den slags by, at selvom man havde boet der hele sit liv, så var der stadig områder man aldrig havde set. En storby med kapitalt 's'. ”Jeg må nok også hellere advare dig om faren ved at bevæge sig rundt alene. London er fyldt med typer som jeg, der kun venter på at se sit snit til at shanghai'e dig til en kop kaffe!” Ethans smil voksede som han lænede sig tilbage i stolen. Med et udseende som Emmelines ville hun hurtigt tiltrække opmærksomhed, og allerede nu, efter kun at have kendt hende i et par minutter, kunne Ethan mærke et stik af jalousi ved tanken.
|
|
|
Post by Emmeline Harris on May 23, 2011 17:06:06 GMT
. . . WHAT A DAY FOR A DAYDREAM . . . † custom made for a daydreamin' gal †
Emmeline bøjede hovedet lidt og nåede lige at sætte læberne til kanten på papkruset igen, da Ethan tilsyneladende fik sin egen kaffe i den gale hals. Hun så på én gang bekymret og underholdt på ham hen over sit eget krus "Overlever du? Eller går du efter mere end én nær-døds-oplevelse på en enkelt dag?" hendes brune øjne glimtede drillende mod ham, mens hun tog en mundfuld mere af sin egen kaffe. Hun løftede øjenbrynene lidt da han fortsatte, en smule imponeret, uden helt at ville indrømme det. Hun fulgte hans finger og så i den givne retning før hun mødte hans blik igen med et lille nik og lagrede for sig selv oplysningen om bygningen og hans tilhørsforhold til den "Jura..." hun pustede lidt ud og smilede så skævt "Er det ikke tungt? Og svært?" hun fik igen en lille rynke på næsen mens hendes blik hvilede spørgende på ham.
Hun lænede sig lidt mere ind over bordet og så på ham med hovedet lidt på skrå, mens hun åbnede munden for at fortælle ham hvad hun studerede. Så lukkede hun den igen og så hemmelighedsfuldt på ham, uden at kunne lade være at smile "Du får tre gæt. Hvis du rammer rigtigt giver jeg kaffe en anden gang." hun skar en lille grimasse og nikkede så til hans næste spørgsmål, mens hun så forlegent på ham "Er det så tydeligt?" hun lyttede opmærksomt da han fortsatte og kom så uforvarende til at fnise lidt ned i sit krus. Hun så på ham med et hævet øjenbryn "Hvis jeg ikke støder på noget mere ubehageligt end dig, så ser fremtiden straks lysere ud." hun smilede charmerende og fortsatte så konspiratorisk "Men så kan du klappe dig selv på skulderen over at være min første..." hun nåede lige at løfte kruset mod læberne igen, da det dæmrede for hende hvad hun lige havde sagt og hvordan det kunne fortolkes. Hun mærkede varmen skyde op i sine kinder med det samme og så op på Ethan igen med et flovt blik der flakkede lidt. Så satte hun hurtigt kruset ned og smækkede en hånd for munden for ikke at fnise igen, uden at det hjalp det store. Hun tog hånden ned igen og forsøgte febrilsk at rette op på sin fadæse "Jeg mener...den første der har budt mig på kaffe siden jeg flyttede hertil." hun rømmede sig alt for selvbevist, kom til at fnise igen og så ned med røde kinder, som hun forsøgte at skjule bag kruset der igen blev løftet.
- - - - - - - - - - - - - - - ( Outfit ) Here ~ ( Words ) 512 ~ ( Tagged ) Ethan Sinclair ~ ( Notes ) ---
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on May 27, 2011 17:03:17 GMT
half timing, half luck “I JUST HAVEN'T MET YOU YET” ”Jeg kan lide at leve livet farligt,” klargjorde han mens han tydeligt gjorde grin med sig selv. Sagen var, at Ethan altid havde haft det med at tiltrække ballade og andre uheldigheder, så han var ikke ny i faget. ”Jo, tungt er det, men det er lettere end så meget andet jeg har prøvet kræfter med,” heriblandt magi, som han aldrig fik tag i. Han kendte da hans grundlæggende besværgelser, men han burde næsten kalde sig selv for en Fuser. Det var til gengæld et emne han ikke kunne komme ind på.
Da Emmeline stillede ham et ultimatum kunne han ikke lade være med at læne sig fremover og ind over bordet. Han havde altid elsket en udfordring, også dem der så umulige ud fra starten. ”Tre gæt...” Ethan gav sig god tid til at tænke – det var desuden en god undskyldning for at studere hende uden at virke for intens. ”Litteratur?” prøvede han sig med som hans første gæt, det havde trods alt faldet ham ind før. ”Noget naturfag, måske?” Han ventede på en eller anden form for reaktion der kunne fortælle ham, hvor langt fra målet han havde sigtet.
Ethan tømte det sidste af hans kaffe og sigtede efter skraldespanden ved skranken, men var langt fra at ramme da Emmeline valgte hendes næste ord en smule for uheldigt. ”Sådan går det nu ikke helt til,” startede han ud med før Emmeline rettede på hendes fatale fortalelse. ”Jamen, så er jeg glad for at have været din første,” kommenterede han, halvkvalt i latter. Ethan rejste sig for at samle den tabte kop op, men han kunne ikke få sig selv til at fjerne blikket fra Emmeline. Han beundrede hendes væsen og kunne knapt ramme skraldespanden den anden gang.
|
|
|
Post by Emmeline Harris on May 27, 2011 22:14:42 GMT
. . . WHAT A DAY FOR A DAYDREAM . . . † custom made for a daydreamin' gal †
Emmeline himlede let med øjnene, men kunne alligevel ikke lade være at smile skævt over hans ord. Så faldt hendes ansigt tilbage i mere alvorlige folder og hun satte kruset fra sig, og lænede sig i stedet lidt frem, så hun kunne lade hagen hvile i sine hænder, mens hun så opmærksomt og oprigtigt interesseret på ham og rynkede så lidt på næsen med et skævt smil "Jeg tror jeg ville ende med at føle mig dum på fem sekunder." hun så ned et øjeblik og skar en lille forlegen grimasse "Godt nok var jeg ikke nummer chok i min klasse..." hun så op igen med let rynkede bryn "Men jura?" hun pustede hørligt ud og smilede skævt.
Et kort sekund var hendes første indskydelse at læne sig tilbage da han lænede sig frem, men hun tog sig i det og smilede i stedet hemmelighedsfuldt til ham hen over bordet og nikkede så godt det nu lod sig gøre, med hovedet hvilende i hænderne "Mhm... tre...hverken mere eller mindre." hun betragtede ham diskret mens han tydeligvist tænkte sig grundigt om. Så smilede hun bredt og rystede på hovedet til hans første gæt "Niks..." hendes smil trak lidt mere op da hans fortsatte og hendes tænder blev synlige mens hendes brune øjne spillede drillende imod ham og hun trak lidt på skuldrene "Ikke med mindre det tæller at bruge en hele eftermiddag på at lade som om man er et træ..." hun så sigende over på ham, spændt på om hendes godt skjulte hint ville give ham en ledetråd.
Hun så ham ikke kaste sit tomme krus mod skraldespanden, men havde alt for travlt med at forsøge at redde sin fadæse igen og tvinge sine røde kinder væk ved tankens kraft. Ingen af delene lykkedes dog for alvor, tværtimod blev hendes kinder blot endnu mere røde ved hans latter og hun lod med en lille opgivende lyd armene synke ned på bordet og hovedet følge efter, så hun til sidst sad med panden hvilende mod armene. Hun løftede hovedet lidt da hun hørte hans stol skrabe mod gulvet og fulgte ham med blikket da han rejste sig. Hun smilede forlegent da hun så hans blik hvile på sig og kom så til at fnise over både hans ord og sig selv. Hun rettede sig op igen, før hun rakte op, drejede sin kasket rundt og trak den godt ned i panden med endnu en lille lidende lyd "Det er seriøst ikke min dag i dag. Jeg skulle vist bare være blevet i min seng i morges og bildt Flannagan ind jeg havde fået influenza...eller japansk hjernebetændelse..." hun lagde hovedet lidt på skrå og så på ham ud under kaskettens skygge og var lige ved at komme til at grine.
- - - - - - - - - - - - - - - ( Outfit ) Here ~ ( Words ) 534 ~
( Tagged ) Ethan Sinclair ~ ( Notes ) ---
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on May 28, 2011 21:15:45 GMT
half timing, half luck “I JUST HAVEN'T MET YOU YET” Ethan vendte tilbage til hans stol efter, succesfuldt, at have smidt koppen ud. Telefonen i hans lomme vibrerede for syttende gang, men hans far måtte vente lidt endnu, specielt da udsynet til endnu en kop kaffe med Emmeline var i syne. ”Ikke med mindre det tæller at bruge en hel eftermiddag på at lade som om man er et træ...” Ethan måtte vende den et par gange før han var helt sikker på, at han havde presset citronen for alle de oplysninger den kunne indeholde. ”Lade som om du er et træ? Teater? Skuespil?” Det kom måske en smule bag på ham, men han måtte unde hende at hun havde udseendet.
Ethan kunne ikke lade være med at liste et enkelt blik ind på hans mobil under bordet, da hans far havde givet sig ikast med at ringe. ”Flannagan?” Ethan havde været halvoptaget et andet sted, så det havde ikke været meningen at hans spørgsmål skulle lyde så pressende. Endnu et lille stik af jalousi havde listet sig op på ham da Emmeline havde nævnt navnet, men han håbede stærkt på at det var navnet på hendes arbejdsgiver. ”Min far er meget pressende. Det lader til at han ikke kan undvære mig længere,” undskyldte han da han løftede blikket op igen. Han sendte hende et undskyldende smil inden han skubbede stolen ud og rejste sig op. ”Jeg har også holdt dig som gidsel længe nok.”
|
|