Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on May 21, 2011 23:11:27 GMT
give me your h e a r t , and come back home
"Måååååååååååål!"
Kommentatorens stemme gjaldrede ud over stadionet, og publikum hujede og jublede i een stor sammenblanding, da Caerphilly Catapults scorede ti point. Julies stemme druknede fuldstændig, og hun forsvandt en smule i mængden, fordi hun havde et grøn- og rødstribet tørklæde på, farver som hele den tribune, hun stod på, også var klædt i. Vejret var strålende, men den skinnende sol var ikke kun til glæde for folket, fordi den skar i øjnene, når man så op. Dette var dog ikke den hovedsagelige grund til, at Julie ikke hele tiden vidste, hvad der foregik på banen. Hendes opmærksomhed blev hele tiden afledt, hver gang hun fornemmede et bat i øjenkrogen, og flere gange havde hun taget sig selv i at smile alt for stort, da hun havde fået øje på den rødhårede quidditchspiller.
Det var ikke mange dage, Julie havde tilbragt i England, og de eneste hun havde set siden sin hjemkomst var hendes familie. Der var mange mennesker at tage kontakt til, men Julie havde følt sig særligt draget af Wales. Hun havde retfærdiggjort sin rejse dertil ved at købe en billet til quidditchkampen, men selvom hun elskede sporten af hele sit hjerte, så var hun utålmodig efter, at den sluttede. Hun var både spændt og nervøs for at møde Eddie igen, og hun håbede, at han havde tid til at snakke med hende efter kampen. Godt nok havde de været tætte engang, men der var trods alt gået fire år, og bare fordi Julie havde tænkt på Eddie som en af de første, da hun var kommet hjem til England - og flere gange i løbet af sine rejser, men dette faktum benægtede hun i allerhøjeste grad lige i øjeblikket - så var det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at han ville smide alt, han eventuelt havde i hænderne.
|
|
Eddie Llewellyn
Deaktiveret
Basker for 'The Caerphilly Catapults'
%\2\%
Posts: 50
|
Post by Eddie Llewellyn on May 21, 2011 23:47:26 GMT
IF ONE DAY YOU WAKE UP AND FIND THAT YOU'RE MISSING ME
[/font] . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .[/center][/color] Nok var solen imod dem, men vinden var med dem. The Caerphilly Catapults havde haft en forrygende sæson, og heldet lod ikke til at svigte denne gang, som angriberne sejrsikkert bankede det ene mål efter det andet ind. Stort set hele tiden i bevægelse, susede Edward Llewellyn tværs igennem luften, og forsøgte så vidt muligt at nå de løbske smashere hver eneste gang de nærmede sig, i god balance med hjælp fra sin kost. Battet var behageligt tungt og familiært i hans håndflade, og det var både med øvelse og præcision hans overkrop drejede sig i takt med at venstre arm svang imod kuglen og sendte den tværs igennem banen, uden at have hænderne på kosteskaftet. I det øjeblik hvor smasheren farede væk, kastede Eddie et stjålent glimt imod de mange tilskuere. Han forventede ikke at se nogen han genkendte, for hans familie og venner kunne selvfølgelig ikke komme til hver eneste kamp. Alligevel fangede hans blik dog kort noget meget velkendt. Netop som han havde været ved at vende blikket imod banen igen, var det lige dér, i øjenkrogen. Han vidste hvem det var han troede han havde set, men var sikker på at det blot var fantasi. Det var det altid. Minutter senere hvilede Det Gyldne Lyn i håndfladen på Caerphillys søger, og en efter en faldt spillerne langsomt til jorden igen, efter adskillige sejrsrunder på kosten. Deriblandt Eddie, der landede som den sidste, og i selskab med sine holdkammerater, fortsatte rutinemæssigt ind i det telt, der var beregnet til spillerne. Den ene af de fire sider var slået op, og et langt bord med syv stole – en til hver enkelt spiller - hvor de nu efter kontrakt skulle sidde og signere hvad deres fans ville have dem til. Eddie faldt på plads på den yderste stol i venstre side, ved siden af sin baskerkammerat, og kørte hånden igennem sit vindblæste hår, for dernæst at løsne armbeskytterne en smule. [/blockquote] [/justify]
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on May 22, 2011 0:01:18 GMT
give me your h e a r t , and come back home
Det var en vidunderlig følelse, da suset gik i gennem publikum og faktum gik op for dem: lynet var blevet fanget. Et øredøvende brøl - det var i hvert fald, hvad det var, når man stod midt i det - buldrede ud over stadion, og Julie stod pludselig og gav de nærmeste tilskuere hånden for en god kamp - og ikke mindst sejr.
Hvis det havde stået til Julie, ville hun være blevet stående og kigge lidt mere på de spillere, de stadig cirkulerede på deres koste, men folk ville væk fra tilskuerpladserne, og hun var nødt til at følge med strømmen. Utallige diskussioner om den nyligt overståede kamp foregik omkring hende, og hun opfangede hurtigt, hvilken retning det telt, som spillerne ville signere autografer i, lå i. Det føltes, som om alle dem, der havde set kampen, havde i sinde at mase sig ind i teltet, og der gik flere minutter, inden Julie kunne sætte sin fod indenfor. Der var tydeligt, hvor køen startede, men Julie tillod sig at gå langs teltvæggen i hælene på en fotograf. En sky af violet røg var allerede begyndt at stige til vejrs i teltet, og Julie løsnede tørklædet, så det blot lå henover hendes nakke, på grund af det stigende ubehag hun følte ved den indelukkede luft i teltet. Lige så hurtigt, som ubehaget var kommet, gik det igen, da hun skimtede det velkendte røde hår, og snart havde hun frit udsyn til bordet, hvor Eddie sad to-tre meter fra hende i den ende af bordet, der var nærmest hende. Der gik et sug i gennem hendes mave, og det krævede meget viljestyrke ikke bare at skubbe fotografen til side og slå armene om ham. "Eddie? Eddie!" kaldte hun og forsøgte at overdøve folkemængdens summen, men hun blev stående, hvor hun var, da hun ikke rigtig vidste, om hun kunne tillade sig at gå op til bordet.
|
|
Eddie Llewellyn
Deaktiveret
Basker for 'The Caerphilly Catapults'
%\2\%
Posts: 50
|
Post by Eddie Llewellyn on May 22, 2011 8:24:04 GMT
IF ONE DAY YOU WAKE UP AND FIND THAT YOU'RE MISSING ME
[/font] . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .[/center][/color] Det tog noget tid før man vænnede sig til det efterfølgende trummerum, men eftersom Eddie havde tilbragt et år på sidelinjen, før han blev en fast del af holdet, var han ikke vitterligt overrasket over interessen i spillerne bagefter. Som en del af den internationale Quidditchligas pokalturnering, var det klart at kampen havde fået meget opmærksomhed, mere end hvis det blot havde været en mere eller mindre venskabelig en af slagsen. Den evindelige klikken fra kameraer lød hele tiden over mængden, som røgskyer steg fra det blitzende apparatur, mens larmen fra en masse mennesker stimlet sammen på meget sparsom plads fik teltet til at virke endnu mindre. Fotografer styrtede rundt omkring langbordet og forsøgte at få billeder fra alle vinkler, og især dagens stjerneangriber var i søgelyset. Eddie, for enden af bordet, sad med armene foldet ind over hinanden, lænet mod bordpladen, så han kunne se på sin holdkammerat. Omkring hans øjne var smilerynkerne så tydelige som de altid havde været, og de hvide tænder lyste hans næsten solbrune hud op. Det var anelsen af et råb, der fik ham til langsomt at dreje hovedet i lydens retning, forventende en fotograf, journalist eller fan der prøvede at fange hans opmærksomhed. Hvad der i stedet ramte ham, fik smilet til at forsvinde fra hans læber, som hans ansigt blev mere og mere himmelfaldent. ”Julie.” Stemmen var uhørlig, næsten en hvisken og uendeligt langsomt, rettedes han ryg og armene gled ned fra bordet, som han glemte alt om fotograferne der stod lige foran ham, ignorant overfor de historier det ville skabe i profettidende, at gøre som han nu gjorde. Ligeglad med kontrakter og pligter rejste han sig langsomt, ignorerede blikket fra medspilleren ved siden af ham, stadig med det samme uforstående ansigtsudtryk, indtil det reelt dæmrede for ham, at hun rent faktisk stod der spillevende. Det næsten lettede grin der brød over hans læber, føltes åndeløst og i et par hurtige skridt, var han forbi fotografen og havde uden at spørge om lov, slået armene stramt omkring den lille Julie og fornemmede ikke de kameraer der blev vendt nysgerrigt i deres retning. [/blockquote] [/justify]
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on May 22, 2011 11:30:01 GMT
give me your h e a r t , and come back home
Fotografen foran hende var tydeligvis ikke tilfreds med, at hun stod og kaldte på en af spillerne og sendte et irriteret blik henover skulderen. Hun trak på skuldrene og smilte undskyldende til ham, men hun endte med at se ret flabet ud, hvilket fik ham til at fnyse af hende. Hun pressede læberne sammen for at forhindre et grin i at undslippe dem, men hun skænkede ham ikke mere opmærksomhed end det, fordi hun bemærkede, at Eddie vendte sig om.
Først troede hun ikke, at han havde set hende, fordi smilet falmede fra hans læber. Det hele syntes at gå i slowmotion, og hun så til, da han rettede sig op, mens hun fik en knugede fornemmelse i maven. Til sidst rejste han sig, men det var først da han smilede, at Julie følte sig sikker i, at han havde opdaget hende. Et lettet smil bredte sig på hendes læber, og uden rigtig at tænke tog hun et skridt frem og hoppede op i Eddies favn. Hun slyngede armene rundt om hans nakke og tøvede ikke med at stramme grebet om ham. "Eddie!" udbrød hun ind mod hans bryst i ren og skær lettelse, og løsnede grebet om ham, så hun kunne se på ham. Ligesom hende selv havde Eddie fået en del sol, men ellers var alt ved ham, som det plejede: det milde smil, det hemmelighedsfulde blik. Han var for høj til, at Julie kunne beholde armene om hans nakke, men hun lod hænderne hvile mod hans bryst, mens hun ivrigt studerede hans ansigt. Alt andet omkring dem syntes at være forsvundet - Julie ænsede i hvert fald ikke, hvad der foregik. "Hvor er det godt at se dig!" udbrød hun i en latter og lukkede fingrene om spillerdragtens stof, som om hun var bange for, at han ville blive revet væk fra hende hvilket sekund som helst. Hun havde en million ting at sige til ham, men lige nu kunne hun ikke andet end at stå der og smile stort, fordi hun havde svært ved at fatte, at han rent faktisk var der, lige dér i hendes arme.
|
|
Eddie Llewellyn
Deaktiveret
Basker for 'The Caerphilly Catapults'
%\2\%
Posts: 50
|
Post by Eddie Llewellyn on May 22, 2011 18:52:25 GMT
IF ONE DAY YOU WAKE UP AND FIND THAT YOU'RE MISSING ME
[/font] . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .[/center][/color] Det var for Eddie ubegribeligt, at se Julie stå ikke mere end et par meter fra ham, og det gik op for ham at det glimt han havde fået på banen tidligere, ikke blot havde været hans fantasi der spillede ham et puds, men rent faktisk Julies velkendte ansigt rettet imod spillerne på banen, nøjagtigt som han så mange gange havde betragtet hende flygtigt fra kosten under en kamp, mens de havde været sammen, og i et splitsekund var han næsten helt ærgerlig over at han ikke havde haft muligheden for mere end glimtet. Det blev dog overskygget af overvældelsen over at se hendes lige der, og de sekunder der gik før hun sprang ham i møde og slog armene om hans nakke føltes mere eller mindre uvirkelige. Automatisk lagde hans arme sig tæt omkring hendes lille talje, mens hans kind hvilede mod siden af hendes hår – en ting der kunne lade sig gøre, fordi han tilfældigvis holdt hende svævende i fri luft, i god afstand fra jorden. Da hun udbrød hans navn, var det en uforstående, lettet latter der gled over hans læber og som han forsigtigt satte hende på fødderne igen, var det et overrasket, storsmilende udtryk der mødte hende, som blot blev bredere da hun greb fat i det grøn- og rødstribede stof. Uden at kunne lade være, rakte han begge hænder frem og placerede dem mod hendes overarme, næsten som om han skulle til at ruske hende frem og tilbage, men egentligt bare for at være sikker på at hun rent faktisk befandt sig der. ”Hvad i alverden…” begyndte han, stadig med de mere eller mindre vidt åbne øjne, før han rystede kort på hovedet og bestemte sig for andre ord. ”Og hvor er det godt at se dig i et helt stykke!” Det var tydeligt at høre, at han ligefrem var lettet, hvilket ikke var nogen løgn. For Eddie havde ikke hørt et ord fra Julie efter hun var taget af sted og mildest talt vidste han ikke om hun var enten død eller levende. Det var lige før det var en byrde af hans skuldre, han ikke vidst han havde båret rundt på og han følte sig underligt let om hjertet. Langt om længe nåede lyden af klikkende fotografiapparater frem til hans ører, og lettere overrasket så han op, før han slap hendes skuldre og skævede over imod spillerbordet, der var så tæt pakket af mennesker, han ikke længere kunne se den tomme plads hvor han skulle have siddet. ”Kom,” bød han med et lavmælt grin, og placerede sin håndflade mellem hendes skulderblade, for at føre hende ind i en anden, aflukket del af teltet, der også fungerede som midlertidig hospitalsfløj for eventuelt tilskadekomne spillere. Det var dog tydeligt at det havde været en kort kamp, der ikke havde varet mere end en små fire timer (Eddie havde op til flere gange prøvet at spille en uge i streg) for der var ikke en sjæl at se i den lille afdeling, og det var åbenlyst at der var kastet dæmpebesværgelser på teltdugen, for at larmen fra den anden side ikke skulle forstyrre de sårede. Eddie vendte sig imod Julie, efter at have lukket dugen helt for, og så smilende på hende. Det gik først da op for ham, at noget ved hendes udseende havde ændret sig meget drastisk, for han havde haft for travlt med at stirre på hendes velkendte ansigt. Et skævt smil bredte sig, som han trådte et par skridt frem imod hende og dermed inden for rækkevidde, og rakte uden tanke frem efter en lok af hendes hår. ”Du er lyshåret nu” konstaterede han smilende og mere eller mindre unødvendigt, før hans øjne gled tilbage til hendes. Eddie havde aldrig været vred eller skuffet over at hun intet havde skrevet til ham, ikke engang en adresse, selvom han nu godt kunne have brugt et livstegn. ”Du er her virkelig, er du ikke?” Han kunne ikke få sig selv til at lade være med at smile. [/blockquote] [/justify]
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on May 22, 2011 19:34:11 GMT
give me your h e a r t , and come back home
Der var noget ufatteligt velkendt over at være løftet op i Eddies arme, og hun registrerede ubevidst duften, der hang omkring ham, og fyldtes af nostalgi. Julie kunne ikke holde et grin tilbage af hans lettede udbrud, og hun tænkte, at nu nok ikke var det bedste tidspunkt at bringe historien om chimaeraen op - især også, fordi en af Caerphilly Catapults' spillere ikke var kommet levende fra sit møde med det myteomspundne dyr, og hun ville næppe lægge så stor en dæmper på deres sejr ved at minde dem ham om dette. Arrene på hendes højre håndled talte sit tydelige sprog om sammenstødet, men de var skjult mod Eddies tøj, og hun glemte snart alt om uhyggelige væsner, da hun var for optaget af at betragte ham.
Først da Eddie så væk fra hende, sled hun blikket fra ham og så uforstående i samme retning som ham. Hvis det stod til hende, ville de bare være blevet stående i et godt stykke endnu, men hun kunne godt forstå, hvorfor Eddie ville derfra, da hun opdagede de mange blikke, der blev sendt i deres retning. medvilligt fulgte hun med, da Eddie ledte hende ind i en anden afdeling af teltet, og hun kunne ikke lade være smile flabet til den ene fotograf, da hun gik forbi ham.
Lyden forsvandt bag Julie, da teltdugen blev lukket igen, og hun vendte sig mod Eddie. Hendes smil voksede i takt med, at han kom nærmere, og da han rakte ud efter hende, begyndte hendes hjerte til hendes egen overraskelse at hamre i hendes bryst. Det gik op for hende, han han blot rakte ud efter hendes hår, og hun løftede automatisk sin hånd for at tage fat i hans. Hun camouflerede sin bevægelse ved at gribe fat om sin egen hårlok og trække den ud ud fra mellem Eddies fingre. Hun snoede den om sin pegefinger, da hun ellers ikke vidste, hvor hun skulle gøre af sine hænder. "Du er rødhåret. Stadig." sagde hun af mangel på bedre ord og smilede nærmest undskyldende til ham, inden hun flyttede sit blik til et sted på hans brystkasse uden at fokusere. "Virkelig." gentog hun og så op ham igen. "Jeg kan slet ikke fatte... Åh!" Hun afbrød sig selv med et lettere forlegent udbrud og trykkede sine hænder mod sine kinder som for at dulme det store smil. Flere halvfærdige sætninger, der prøvede at forklare, hvordan hun havde det, styrtede rundt i hendes hoved, og hun kunne ikke finde hoved og hale i nogen af dem. Til sidst lod hun hænderne falde ned langs siderne og rystede umærkeligt på hovedet. "Jeg har savnet dig." sagde hun inderligt, og hendes blik var ærligt. Hun smilede stadig og kom til at grine lidt af sig selv, fordi hun følte at hendes ord var så mangelfulde.
|
|
Eddie Llewellyn
Deaktiveret
Basker for 'The Caerphilly Catapults'
%\2\%
Posts: 50
|
Post by Eddie Llewellyn on May 22, 2011 20:55:48 GMT
IF ONE DAY YOU WAKE UP AND FIND THAT YOU'RE MISSING ME
[/font] . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .[/center][/color] Eddie følte sig på den ene eller den anden måde, mere end heldig over at have Julie så tæt på sig, og dermed være så sikker på at hun ikke var i færd med at sætte sit liv på spil i vovemodige, halsbrækkende prøvelser. Og det blev blot bedre, da de kom væk fra mængden, og han ikke behøvede at skulle tænke over hvad han sagde eller gjorde, som journalister uden tvivl ville kunne finde på at fordreje til det ekstakt modsatte af virkeligheden, hvis de ville, og han var for længst træt af den evindelige kradsende lyd af kvikskriblere imod pergament. Det var meget mere behageligt at stå og betragte den længe savnede unge kvinde foran ham. Hendes hånd der hævede sig efter hans, fangede hurtigt hans blik, men han havde ikke regnet med at hun blot gjorde det for at tage ved sit hår, indså han og lod hånden falde med et skævt smil, og ville have stukket den i lommen, hvis han havde haft nogen han lige kunne komme til. Dog voksede smilet sig hurtigt frem igen over hendes kommentar om hans hår, og uden at tænke over det røg hånden op til hovedet og rodede en enkelt gang rundt i det. ”Det kan jeg vist ikke løbe fra” indrømmede han, og kløede sig en enkelt gang på næsen, der bar mere fremtrædende fregner på grund af den solbrune hud, med en lang pegefinger, før hånden faldt ned af siden igen. Hans øjenbryn hævede sig lidt, og dannede sammen med smilet der ikke afslørede nogen af hans tænder et mere eller mindre hengivent ansigtsudtryk, der erklærede sig enig i den manglende fatteevne. Hendes næste ord fik dog smilet til at bryde frem for fuldstyrke, og uden skrupler, rakte han armen ud, for at trække Julie ind til sin side i et halvt kram. ”Jeg har virkelig også savnet dig, Julie.” Han så ned på hende med et sigende blik, der fik smilerynkerne omkring øjnene til at rette sig en smule ud. I hans øjne kunne starten på en ny idé ses, og inden længe fulgte han tanken og åbnede munden igen: ”Hør, jeg kender den her lille restaurant i London.” han slap hendes skulder igen, så han kunne dreje sig med fronten imod hende. ”Vil du gå ud med mig i aften?” spurgte han på den der måde, han sommetider havde det med at være, der næsten fik ham til at virke, som han var en middelalderlig ridder, som kurtiserede en ungmø. Det forsvandt lige så hurtigt som det var kommet, da hans læber flækkede i et enormt smil igen og en kort latter undslap . ”Jeg er ved at gå til, af iver for at høre hvad du har lavet.” lød hans altid overraskende dybe stemme, og han måtte tage sig selv i at ville række ud efter hendes hår igen. [/blockquote] [/justify]
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on May 22, 2011 21:58:14 GMT
give me your h e a r t , and come back home
I sit stille sind var Julie mere end tilfreds med, at hun havde Eddie for sig selv, især med tanke på, hvor mange andre der stod udenfor og sikkert ventede på at få fingre i hans autograf. Hendes blik fløj automatisk op til hans hår, som han rodede i, og hun smilede varmt til ham.
Det var ikke ofte, Julie søgte bekræftelse fra andre mennesker, men hun var ikke helt sikker på, hvor hun stod med Eddie efter fire år uden nogen egentlig kontakt. Derfor var det en enorm lettelse for hende, da han trak hende ind i et halvt kram, og hun indså, at hun ikke behøvede at bekymre sig om noget. Hun tippede hovedet og lagde det mod hans bryst, mens han holdt om hende, og da han slap hende vendte hun automatisk fronten mod ham. Hans spørgsmål kom bag på hende, og hun hævede overrasket øjenbrynene. "Meget gerne!" svarede hun uden tøven og smilede smigret af hans tilbud. Uden at tænke over det, begyndte hun at sno håret om sine ene finger igen, og hun så på ham med et varmt blik. Hun genkendte følelsen af at blive behandlet som en lille prinsesse af ham men undlod at kommentere på det og kiggede til sidst væk fra hans ansigt, fordi hun mærkede varmen stige i kinderne. Desuden afledte hans næste spørgsmål hende fra tanken, og et hemmelighedsfuldt smil bredte sig på hendes læber. "Du kommer ikke til at tro dine egne ører!" sagde hun og spærrede dramatisk sine øjne op. Nu havde hun ikke taget noget fra rejsen med sig, da hun ikke ville slæbe for mange unødvendige ting med til kampen, og hun havde regnet med at være hjemme jos sin bror, Jonathan, samme aften, så hun havde intet at vise ham, men hun kunne ikke sige nej til ham af den grund. "Det bliver min første date med en rigtig kendis!" drillede hun og så på ham med et næsten udfordrende blik.
|
|
Eddie Llewellyn
Deaktiveret
Basker for 'The Caerphilly Catapults'
%\2\%
Posts: 50
|
Post by Eddie Llewellyn on May 22, 2011 22:43:49 GMT
IF ONE DAY YOU WAKE UP AND FIND THAT YOU'RE MISSING ME
[/font] . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .[/center][/color] Eddie var udmærket klar over at han i de fem minutter de havde været genforenet, havde haft en ustandselig trang til hele tiden at række ud efter hende, eller generelt bare være i kontakt med hende. Han var også meget bevidst om, hvordan duften af hende der på en måde var ny og fremmed og på en anden måde ufatteligt velkendt og velkommen, på en måde så det gibbede en anelse i ham når han kunne fornemme den. Det havde også altid forundret ham, at hun efter hans mening passede helt perfekt under hans arm, men han prøvede på ikke at lede tankerne i den retning, som de skiltes fra hinanden igen. Eddies smil blev usandsynligt bredt, da hun takkede ja og han bøjede nakken en enkelt bekræftende gang i en rolig gestus, og kluklo over hendes formaning om Eddies mulighed for at tro sine ører. ”Du har sikkert ret. Du har altid formået at overraske mig” svarede han, på trods af det faktum at de ikke havde set hinanden en enkelt gang i fire år. Hvilket immervæk var lang tid. Han smilede varmt over hendes dramatiske ansigtsudtryk, og kastede et blik over skulderen imod dugen, hvor han burde vende tilbage til. ”Pas du bare på, at det ikke bliver den eneste”, advarede han med et latterfnys og hævede på samme udfordrende måde et øjenbryn, uden at tænke vitterligt meget over hendes brug af ordet date. ”Men jeg er ærligt talt nødt til at komme tilbage til arbejdet.”[/color] Og med det tog de en kortvarig afsked, og Eddie vendte tilbage til bordet med maven svirrende af sommerfulge og en del forvirrende tanker i hovedet, der forstyrrede ham under resten af konferencen. Alt hans tanker kunne samle sig om, var at se Julie igen samme aften. OUT
[/blockquote] [/justify]
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on May 22, 2011 23:13:04 GMT
give me your h e a r t , and come back home
Julie havde lyst til at lægge sin hånd mod hans kind, men hun holdt hænderne for sig selv og trak i stedet på skuldrene. "Overraskelser er lige min ting." sagde hun efterfulgt af en lille latter. At møde uannonceret op efter så lang tid var i hvert fald dømt til at komme bag på nogen. Julie vidste ikke helt, hvorfor hun ikke havde skrevet først og sikret sig, at Eddie ville se hende, men på den anden side vidste hun jo godt, at hun foretrak at klare den slags face to face frem for at få reaktionen på et papir. Og desuden havde hun ikke kunne vente med at se Eddie længere, og en brevudveksling ville have udskudt deres genforening yderligere.
"Selvfølgelig, jeg skal ikke opholde dig længere." sagde hun og nikkede forstående. Derefter sagde de farvel, men de ville ikke være adskilt længe, da de jo skulle ses senere til middag. Alligevel havde Julie det, som om der var flere dage indtil det tidspunkt, og hun havde svært ved at lade ham gå fra hende, nu hvor hun endelig havde fået lov til at nyde hans selskab efter så lang tid. Stilheden i sygeafdelingen var pludselig meget trykkende, og hun lagde armene om sig selv i et stramt, knugende greb. Julie smilede dog glad for sig selv og gav sig selv et par minutter i den rolige afdeling, inden hun gik derfra, så hun kunne tackle de mange underlige indtryk hun havde fået i løbet af det ene og meget korte møde med Eddie.
o u t ,
|
|