We have just lost cabin pressure...

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -
Fallen I cling to deception
Unmount the shielding facade
- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -

Fenella stilede direkte gennem det åbne cafeterie-område på Skt. Mungos femte og øverste etage, uden at se noget som helst eller nogen som helst hun passerede. I stedet satte hun farten på sine skridt så meget op, som de høje hæle tillod, og så meget som hun kunne, uden at hun ville løbe og ikke blot gå meget hurtigt. Hun var faretruende tæt på at støde ind i en midaldrende kvinde, men undveg og hastede videre mod døren til toiletterne, skubbede døren op så den slog mod væggen med en høj lyd og derefter klappede i bag hende, uden at hun sansede det.

Hendes blik fór panisk rundt i det lille lokale, der var domineret af et par håndvaske og fem båse. Heller ikke det bed hun dog syndeligt mærke i. I stedet puffede hun hurtigt til døren til alle fem båse og sukkede lettet da ingen af dem var optagede og hun dermed var alene. Hun begyndte at gå rastløst frem og tilbage, mens hun knugede armene tæt om sig selv og forsøgte at fordøje den besked hun havde fået fra en at stedet healere ikke længe før. ..."Tillykke, Mrs. Loretz. De kan se frem til en familieforøgelse omkring februar næste år"..." hun stoppede brat midt i det hele da healerens ord genlød i hendes hovede og hun mærkede en svag kvalme skyde op i sig. Hun lukkede øjnene og svajede let, mens healerens stemme fortsatte i hendes hovede. ..."De er omkring syv uger henne, så første trimester er over halvvejs"... hun spærrede øjnene vidt op igen, som ville det gøre stemmen tavs, og vaklede hen til den ene af vaskene. Hun lod sin taske dumpe skødesløst og ligegyldigt til gulvet, mens hun satte begge hænder på kanten af vasken og lænede sig ind over den, med ben der truede med at give efter under hende, mens den indre stemme ubønhørligt fortsatte ..."Alt ser ud til at være i skønneste orden. Vil De have en tid til næste rutineundersøgelse med det samme?"... hun fnøs halvkvalt og uden kraft og hørte lyden blive slået tilbage mellem væggene og overdøve hendes eget hjerteslag der bankede højt og dominerende i hendes hovede.

Hun løftede hovedet og så på sit eget spejlbillede. Store, opspilede øjne, let adskilte læber, blegere end normalt og med et bryst der hævede og sænkede sig i et alt for hurtigt og uregelmæssigt åndedræt, som hun ikke selv kunne kontrollere. Hun stirrede apatisk på sig selv i spejlet, mens hun for sit indre blik så healerens forfjamskede ansigt da nyheden han gav videre ikke ligefrem fremkaldte den glæde han havde forventet, og så hurtigt ned i vasken igen. Hun slap vasken igen, og bekæmpede endnu en bølge af kvalme, mens hun med den ene rystende hånd rakte ud og tændte for den kolde hane. Hun stak hånden under vandstrålen og fyldte sin hånd, for hun resolut plaskede vandet i hovedet, uden tanke for sin ellers altid ulastelige makeup.

---

❧ Tags; Julie Young
❧ Words; 569
❧ Outfit; here
❧ Notes; -

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Med et lydløst suk rodede Julie gaflen i gennem den resterende mad på sin tallerken. Hun havde næsten ikke fået noget i sig, da appetitten ikke rigtig slog til, og nu da hun havde taget afsked med Alex, som var nødt til at tage sig af Brody, så hun ingen grund til at blive siddende med måltidet, som alligevel ville forblive urørt. Hun tog bakken med sig og stillede den fra sig i et stativ.

De sidste dage havde været som at svæve i limbo. For ikke mindre end en uge siden havde hun siddet og været ved at eksplodere af glæde i en lille restaurant i hjertet af London, men nu var hun indlagt på skt Mungos på grund af en virus, healerne ikke rigtig kunne håndtere. Julie havde med 99 procents sikkerhed fået den i Grækenland, og symptomerne kunne være blevet fremprovokeret af det mindste, selv en lille forkølelse. Det kunne gå over snart. Det kunne også blive værre. Og de kunne ikke gøre andet end at fortælle hende, hvor sjældent folk havnede i hendes situation og smile undskyldende. Det var ikke, fordi Julie følte sig voldsomt syg. Hun var som værst svækket og udmattet uden grund, men det ændrede ikke det faktum, at hu var indlagt.

Julie havde sat kursen mod toiletterne og nærmede sig døren. Allerede inden hun trykkede dørhåndtaget ned, hørte hun et eller andet, der gav hende bange anelser, men inden hun nåede at reagere på dem, havde hun åbnet døren og taget det første skridt ind i det lille rum. Det første hun så var Fenella, der plaskede vand i hovedet, og hun skilte læberne i en let måben.
"Fe-Fenella?" stammede hun spørgende, og det gav et sæt i hende, da døren smækkede i bag hende.

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -
Fallen I cling to deception
Unmount the shielding facade
- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -

Fenella gispede hørligt da det kolde vand i hendes håndflade, ramte hendes blege ansigt og hun tog hurtigt flere dybe indåndinger. Mere nåede hun ikke før en stemme skar igennem stilheden og fik hende til at fare sammen med endnu et gisp. Hun vendte sig hurtigt og forsvarsberedt ved lyden af sit eget navn, så hendes lange hår dansede omkring hendes ansigt. Hendes instinktive reaktion i hendes nuværende tilstand, var at gribe efter sin tryllestav, men den lå i tasken hun havde ladet falde til gulvet ved siden af vasken.

I stedet stirrede hun vagtsomt og tydeligt overrasket på Julie, mens døren smækkede i bag den anden og fik det til at give et lille sæt i ikke kun Julie, men også Fenella selv. Hun blev opmærksom på vanddråberne der stadig løb ned over hendes ansigt, og tørrede den hurtigt væk med den ene hånd, uden at tage sit vagtsomme blik af Julie, som hun genkendte efter et par sekunder. Hendes smalle bryn trak sig nedefter og hendes læber svandt ind til en smal streg, da et pludseligt raseri mod den anden boblede op i hende og truede med at overtage. Magtesløsheden fyldte dog mere og hun følte sig udsat og udstillet, som om Julie kunne se lige igennem hende. Se hvad hun gemte. Hele den myriade af usammenhængende tanker der svirrede hid og did i hendes hovede.

Det føltes lidt som om tiden gik i stå, mens de stod der og stirrede på hinanden, men så vendte Fenella sig igen mod vasken og hev med hidsige bevægelser op til flere papirs-servietter til sig, og begyndte at tørre det sidste vand af ansigtet, mens hun fremkæmpede et minimum af selvkontrol og facade. Hendes blik faldt på Julie i spejlet og hun tog sig endelig sammen til at sige noget "Julie Young..." hendes stemme dirrede let under den skrøbelige kontrol og et kort sekund svajede hun igen og måtte gribe fat i kanten på vasken. Hun skar en lidende grimasse, uden at tænke over, at når hun kunne se Julie i spejlet, gjaldt det også den anden vej omkring. Hun rankende sig hurtigt og krøllede servietten så hårdt sammen i den ene hånd, at hendes knoer blev hvide og de lange negle skar sig ind i hendes egne håndflader "Den fortabte datter vender hjem..." hun kastede igen et hurtigt blik på den anden i spejlet, men så hurtigt ned igen, da hun mærkede sit eget blik flakke forrædderrisk.

---

❧ Tags; Julie Young
❧ Words; 448
❧ Outfit; here
❧ Notes; -

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Selvom det ikke var Julie, der havde fået vand i hovedet, så løb det hende iskoldt ned ad ryggen, og hun havde en sær og meget ubehagelig fornemmelse af, at hun så på sig selv, hvis hun blot havde taget en enkelt beslutning anderledes. Julies blik faldt på vieselsesringen på Fenellas finger, og ubevidst tog hun sig til struben med sin friske hånd.

Ved lyden af sit navn sled Julie sit blik tilbage på Fenella, men ordene fandt ikke vejen frem, og hun stod stadig med læberne skilt i en let måben. En dyb, lodret rynke trådte frem mellem hendes øjenbryn, og hun brød sig ikke om at se Fenella så oprevet og ude af kontrol. Det var ikke den kvinde hun kendte, og Julie havde det, som om hun havde overskredet en personlig grænse ved at gå ind på badeværelset. Hun havde mest af alt lyst til at undskylde sig og gå ud derfra, så Fenella kunne være i fred, men det virkede allerede til at være for sent. Som en hypnotiseret stirrede Julie på hende og kunne ikke ryste fornemmelsen af, at det lige så godt kunne have hende, der stod og var ved at gå op i sømmene på et af Skt. Mungos' toiletter, hvis ikke hun havde sat sig imod sine forældre. Først da Fenella kaldte Julie for fortabt, kom hun til sig selv og fjernede hånden fra sin strube. Til sin egen overraskelse væltede ordene pludselig ud.
"Du synes ikke, at jeg tog det rigtige valg?" spurgte hun med dirrende stemme. "Skulle jeg have smidt alt jeg havde i hænderne og giftet mig med en jeg ikke elskede for... For mine forældres skyld? For at holde min slægt renblodet? For et opretholde et falsk glansbillede af mit liv så alle andre troede, at det var perfekt?" Julie havde knyttet næverne og mærkede pludselig et smertefuldt jag i sit højre håndled, som hun tog sig til med et gisp.

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -
Fallen I cling to deception
Unmount the shielding facade
- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -

Fenella blev stående stift foran spejlet og prøvede desperat at samle sig, mens hendes blik med jævne mellemrum flakkede til den jævnaldrende kvinde bag hende i spejlet. Stilheden mellem dem var knugende og hun følte pludselig hun havde svært ved at trække vejret. Hendes fingre strammede grebet om vasken, så hårdt at hendes knoer blev hvide, mens hun lukkede øjnene hårdt i og tog en dyb, skælvende indånding.

Hun så igen på Julie i spejlet og mærkede den samme frustrerede vrede boble op i sig igen. Kunne hun ikke bare gå! Forsvinde igen og glemme at hun nogensinde var kommet herind og havde set hende selv. Et kort sekund overvejede hun muligheden blot at mase sig forbi og gå, men det blik den anden sendte hende i spejlet fik hende til at tøve. Hun rettede sig resolut op og vendte sig langsomt igen, mens hun åbnede munden for skarpt at spørge hvad det var, der var så fascinerende at blive ved at glo på, men Julie kom hende i forkøbet og brød stilheden først.

Fenella gik i stå. Fuldkomment. Med let adskilte læber, knyttede hænder og et blik der nu tydeligt lyste af desperation. Julies ord ramte alt for dybt. Som små glasskår der skar sig ind hvor det gjorde allermest ondt. Fenellas underlæbe sitrede let og hun lukkede hurtigt munden. Klemte læberne hårdt sammen, indtil de var en bleg streg i hendes ellers kønne ansigt. Hun blev om muligt blegere som den andens ord genlød i hendes hovede, og hun svajede let igen, mens hun stirrede vantro på Julie.

Der gik adskillige sekunder før hun reagerede. Det susede svagt for hendes indre øre, og lyden blandede sig ubønhørligt med lyden af hende bankende hjerte der slog alt for hurtigt. Hun sled sit blik væk og hendes hage faldt ned mod hendes bryst "Det skulle ikke have været mig..." ordene kom så lavt at hun knap selv kunne skelne dem fra hinanden. Så knyttede hun hænderne hårdere og mærkede sine perfekte negle bore sig smertefuldt ind i sine håndflader, mens hun løftede hovedet igen og så anklagende på Julie. Hun tog endnu en skælvende indånding og hævede stemmen der dog knækkede over midtvejs "Det skulle have været dig... ikke mig..." hun blinkede hurtigt flere gange efter hinanden, mens hun panikslagent mærkede den sidste selvkontrol glide ud mellem sine fingre som sand. Hendes underlæbe dirrede igen, men alligevel fortsatte ordene ud af munden på hende "Jég giftede mig med en jeg ikke elsker!" hendes stemme steg hurtigt og blev skinger mens hun tog et skridt frem uden at tænke over det "Jég fik glansbilledet, ikke dig!" hun løftede den ene hånd og pegede en rystende finger anklagende mod Julie mens hendes stemme steg lidt igen, og hun mærkede en fugtig, varm fornemmelse løbe ned over sin ene kind "Og nu er det mig der står her, med den her...ting indeni mig, ikke dig!!" hun udstødte en halvkvalt lyd, der skulle have været et hånligt fnys, men aldrig blev til det.

Hun vaklede igen, tog et halvt skridt frem for at holde balancen da svimmelheden igen slog ind. Det susede for hendes ører og små lysende prikker begyndte at danse foran hendes øjne. Hun lukkede dem hårdt, uden at prikkerne forsvandt og greb ud i tom luft efter noget at holde fast i da hendes ben gav efter under hende og hun tungt dumpede ned at sidde på gulvets kolde fliser. Hun gav et lille gisp fra sig da hun landede uden at tage fra og endte siddende med benene halvt krøllet sammen under sig og opgav at holde tårerne tilbage. Et ynkeligt klynk undslap hende, før hendes skuldre begyndte at ryste forræderisk og hun hulkede lavmælt uden at sanse sine omgivelse.

---

❧ Tags; Julie Young
❧ Words; 711
❧ Outfit; here
❧ Notes; -

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Julies ord havde på ingen måde været rettet mod Fenella men omhandlede kun de ting, hun selv havde overvejet, da hun stod ansigt til ansigt med fremtidsudsigten til at blive gift med Loretz. Hun havde følt sig som en fugl i bur, da hun var blevet færdig med Hogwarts, og det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme derfra - og hendes bange anelser for, at Fenella blot havde taget hendes plads som værende bag tremmer blev bekræftet af kvindens første krampagtige ord.

Ordene ramte Julie som en spand koldt vand, og hun følte, at hun blev anklaget for den situation Fenella stod i nu. Enhver fornuftig person ville sige, at Julie ikke havde nogen magt over, hvordan det gik Fenella, bare fordi hun havde sat sig imod et ægteskab, men hun følte sig ansvarlig og var meget påvirket af Fenellas skrøbelige væsen. Ordene slog ikke til, og Julie stod tavs tilbage, mens kvinden foran hende pludselig overskred endnu en usynlig grænse i mellem dem og delte flere personlige oplysninger med hende end Julie nogensinde havde været i nærheden af, når det kom til Fenella. Skræmt spærrede Julie øjnene lidt op og trådte uvilkårligt bagud, da hun blevet peget anklagende på. Det var klart for hende, at deres ægteskab var blevet lige præcis de ting, som Julie var flygtet fra, og hun havde det, som om dette var en domfældelse over hende.

Julie var bakket helt ind i væggen, og blodet i hendes årer frøs til is, da det dæmrede for hende, at Fenella var gravid. "Hvad?" udbrød hun mistroisk med en spag stemme og behøvede ikke at spørge kvinden foran hende for at forstå hendes ulykke. I næste øjeblik svajede hun faretruende, og Julie skubbede sig ud fra væggen, da hun så, hvordan Fenellas ben knækkede sammen under hende. På trods af sin svækkede styrke greb Julie ud efter Fen, og det jagede smertefuldt i hendes håndled, da hun greb fat om hendes skuldre i et forsøg på at dæmpe faldet. Julie selv var havnet på sine knæ foran den knuste kvinde. "Fenella!" hviskede hun desperat og lagde bekymret en hånd mod hendes tårevædede kind, selvom de aldrig nogensinde havde næret nogen omsorgsfulde følelser for hinanden.

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -
Fallen I cling to deception
Unmount the shielding facade
- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -

Hvis Fenellas fornuft havde været bare delvist tilstede som hun begyndte at tale, ville selv hun have kunnet se og indrømme det uretfærdige i sine anklagende ord, men ingen lille stemme kom til orde i hendes hovede. I stedet fortsatte ordene blot med at vælte panikslagent ud af munden på hende. Et efter det andet blev de smidt ud i den anspændte luft mellem hende selv og Julie og blev hængende, umulige at tage tilbage igen.

Julies vantro, chokerede ansigt og reaktioner gjorde hende kun det mere desperat. Desperat efter at stoppe sig selv og på samme tid desperat efter nogen at dele hele sandheden med, før den truede med at få hendes hovede til at eksplodere. Hun sansede kun halvt hvad hun selv sagde og Julies ene vantro ord trængte slet ikke igennem, før hun selv var på vej ned mod gulvet. En kort, men skarp smerte skar igennem hendes hofte og rullede gennem kroppen på hende da hun ramte gulvet. Hun klynkede svagt, og hørte fjernt sit eget navn sammen med følelsen af et fast greb om sine skuldre.

Hånden der blev lagt mod hendes kind fik hende til at stivne og hun drejede halvhjertet hovedet væk. Den uventede, blide gestus fik hendes underlæbe til at sitre om muligt mere og hun forsøgte at sluge endnu en hulken før den kom ud, og fejlede. Hun var sig pludseligt pinligt bevidst om Julies tilstedeværelse og igen splittet imellem at bede hende skride ad hekkenfeldt til, eller nøjagtigt det modsatte. Hun magtede ikke at løfte hovedet og møde den andens blik. Blev blot siddende sammenfalden, med bøjet nakke og lukkede øjne, mens rummet stadig kørte rundt omkring hende "Jeg kan ikke..." fik hun grådkvalt fremmumlet, før hun løftede begge hænder og skjulte sit ansigt i dem og fortsatte sin grådkvalte mumlen "Det skal forsvinde... jeg vil ikke have det..." hun lod sine rystende hænder falde igen og knugede dem hårdt i skødet uden at flytte mere på sig, og løftede endelig hovedet og så på Julie med et udtryk af direkte frygt.

---

❧ Tags; Julie Young
❧ Words; 387
❧ Outfit; here
❧ Notes; -

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Selvom Julie anstrengte sig for at dæmpe Fenellas fald, var det ikke nok, og den jævnaldrende kvinde faldt hårdt mod gulvet, samtidig som Julie lod sig falde ned på knæ foran hende. Lige så snart Julie havde lagt sin hånd mod Fenellas kind, fjernede hun den igen, som om hun havde brændt sig, på grund af Fenellas afvisende bevægelse. Alligevel blev hun siddende og kiggede på hende med et bekymret blik.

Julie lyttede opmærksomt, da Fenella talte igen, men hun havde svært ved at høre, hvad hun sagde. Hun holdt stadig fast i Fenellas ene skulder, fordi hun frygtede, at den udmattede kvinde ville tilte, hvis hun slap hende. Først troede Julie, at det var hende Fenella bad om at forsvinde, men hun forstod snart, at det var fosteret i hendes mave. Skrækken i Fenellas blik smittede direkte af på Julie, og hun lagde den hånd, hun først havde forsøgt at lægge på hendes kind, om i hendes nakke og trak hende halvt ind i et kram.
"Det er ikke din skyld!" hviskede ophidset uden rigtigt at vide, hvad hun egentlig talte om. Det vigtigste for hende lige nu var bare at forsikre Fenella om, at et på en eller anden måde ikke så helt sort ud. Julie slap sit blide greb om Fenellas nakke og satte sig ned på sine lægge men rynkede bryn. "Det er ikke din skyld." gentog hun lavmælt og gav sig til at stryge hendes hår i et forsøg på at trøste hende.

Julie var slet ikke rustet til den slags. Det var sjældent hun sad i den situation, hvor hun trøstede andre, og når hun endelig gjorde var det folk hun kendte godt. Aldrig havde hun siddet foran et andet menneske, der var så skrøbeligt, og frygten spirede i Julie ved det blotte syn af den hulkende Fenella, men hun gjorde sit bedste for at mande sig op, selvom hun i forvejen kun var en skygge af sit gåpåmodige jeg. Tøvende greb hun fat om Fenellas skulder igen men strammede snart grebet. Hun rykkede kort i Fenellas for at få hendes opmærksomhed og så på hende med et mørkt, alvorligt blik.
"Du behøver ikke at gå i gennem det her." sagde hun stille men tydeligt, så det ikke var til at tage fejl af, hvad hun sagde. "Jake.. Jake behøver ikke at vide noget." Det var, som om en anden havde taget over og talte i Julies sted, og hun kunne næsten ikke tro, hvad det var, hun selv sad og sagde.

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -
Fallen I cling to deception
Unmount the shielding facade
- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -

Fenella stivnede igen i hele kroppen og spærrede øjnene vidt op da Julie trak hende ind til sig i noget der mindede om en omfavnelse. Hun var ikke vant til at blive rørt ved. På den måde. Som noget blidt og venligt. Hun anede ikke hvordan hun skulle forholde sig. Om hun skulle trække sig væk, som det var hendes første indskydelse, eller søge længere ind i det tilbudte arme og den tryghed der lå der. Hun var i syv sind, indtil Julies hviskende ord trængte igennem hendes tågede sindstilstand "Det er ikke din skyld!" Hun rynkede panden lidt og hendes skuldre faldt afvæbnende ned igen, mens hun mærkede hånden forsvinde fra sin nakke, og i stedet følelsen af nogen der strøg hendes hår. Hendes øjne sved igen og en ny sending tårer vældede op i dem, da handlingen fuldkomment ude af kontekst, mindede hende om hendes farmor da hun var en lille pige. Hun snøftede halvkvalt, mens Julie gentog sine ord igen. Uden helt at tænke over det bøjede hun hovedet igen, og endte med panden let mod den andens skulder, mens hun svagt registrerede dråberne der faldt ned på hendes hænder og sorte nederdel.

Hun blev siddende sådan uden at ane hvad hun skulle gøre eller sige. Kunne ikke hverken gøre eller sige noget, mens sluserne var åbne og hele hendes vanlige facade var krakeleret omkring hende. Først da Julie tog fat om hendes skuldre igen og tvang hende til at reagere, løftede hun hovedet igen og så med flakkende øjne på hende. Alvoren i den andens blik fik hendes til at synke hårdt og de første ord fik hende til at se uforstående og forvirret på hende, mens hun fandt en spag stemme frem "Hvordan...." hun fik ikke mere frem, men fortsatte med at se fortabt på Julie, som havde hun alle svarene. Hun stivnede igen mærkbart, men rykkede sig ikke væk, da Julie nævnte Jake og hendes øjne blev store og bange igen, mens der på samme tid sneg sig et trodsigt, oprørsk glimt ind. Hun så et langt øjeblik bare på Julie, før hun talte igen "Gør...gør han ikke?" der var et svagt håb i hendes stemme, der endnu engang knækkede over mens hun talte.

---

❧ Tags; Julie Young
❧ Words; 430
❧ Outfit; here
❧ Notes; -

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Denne gang veg Fenella ikke under Julies berøringer, og hun tøvede derfor ikke med fortsat at stryge hendes hår. Det virkede nærmest også beroligende på Julie, der var i lettere vildrede over situationen. Desuden var hun nødt til at bilde sig selv ind, at hun var i kontrol over situationen for ikke selv at bryde helt sammen. Julie anede ikke, om hendes ord havde nogen som helst effekt på Fenella, men hun gentog sig alligevel. Da Fenella lagde panden mod hendes skulder, var hun ikke længere bange for, at hun ville gøre et eller andet uventet, og Julie følte sig ikke længere under anklage.

Selvom Julie følte sig lettere usikker i sin handling holdt hun blikket fast på den andens ansigt og prøvede at se ende i øjnene. Julie vidste ikke, hvad hun havde forventet af Fenella, da hun endelig havde talt, men det fortabte udtryk kom en smule bag på hende. I det mindste havde hun ikke taget sig for mange friheder ved at sige det, tænkte hun og ventede tålmodigt på, at Fenellas fangede, hvad det var hun sagde. Afventende stirrede hun på Fenella i den tid, der ikke blev sagt noget, og hun rystede bestemt på hovedet en enkelt gang, da hun endelig spurgte.
"Nej. Det er din beslutning. Du kan ikke ofre så meget for en anden, hvis det ikke gør dig glad på nogen som helst måde." sagde hun. Med 'en anden' havde hun ment barnet, men med nærmere eftertanke kunne 'den anden' også være Jake. Julie gøs ved tanken. "Det er ikke selvisk af dig!" tilføjede hun både for at overbevise Fenella og sig selv. Som barn af et par konservative forældre, var ideen om abort ikke særlig positiv, og hun kunne kun forestille sig, at Fens forældre måtte være værre. Alligevel var hun tilhænger af, at det var moderens eget valg, og det at se Fenella så knust og skræmt fjernede alle hendes tanker om at tage hensyn til andre - hvis det var hende, der havde siddet der, ville hun have ønsket at høre det samme. Nogle gange gjaldt det bare om at overleve.

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -
Fallen I cling to deception
Unmount the shielding facade
- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -

Følelsen af at nogen strøg hende over håret, i det hele taget at nogen var så tæt på og så hende med facaderne nede, var nogle øjeblikke mere skræmmende end det der egentligt i første omgang havde bragt hende til hospitalet. Hun var dog stadig vagtsom og let anspændt, da hun alligevel overgav sig, og lagde panden let mod Julies skulder.

Hun løftede først blikket da Julie talte igen efter nogle øjeblikkes tavshed. Hun så forvirret på den anden, uden helt at fange den dybere mening med hendes ord med det samme. Hendes blik flakkede igen mellem hendes øjne, mens Julie blot fortsatte med at se afventende på hende. Inde i sit hovede, gentod Fenella hendes ord for sig selv. "Du behøver ikke gå igennem det her." Så dæmrede muligheden langsomt for hende og hun spærrede øjnene lidt mere op og fik reageret med et enkelt, spørgende ord, selvom hun egentligt godt kendte svaret.

Hun rynkede panden og hendes gråd gik lidt i sig selv, da Julie fortsatte. Hun så opmærksomt på den andens ansigt og lod hendes ord trænge igennem det slør af panik der langsomt veg tilbage. Hendes blik flakkede kort igen og hun sank hårdt da Julie fortsatte "Jeg... det er..." hun vred sin hænder og mærkede nye tårer presse sig på, denne gang ikke blot af afmagt, men lige så meget fremkaldt af en boblende vrede "Det skulle slet ikke ske! Det kunne ikke ske..." hun knyttede hænderne hårdt i skødet og fortsatte let snublende over ordene der endnu engang kom væltende af sig selv "Han bliver rasende..." et glimt af frygt viste sig i hendes blik igen, og hun så hurtigt ned. At erkende at en del af hende var bange for Jake, var mere end hun havde lyst at indrømme.

---

❧ Tags; Julie Young
❧ Words; 346
❧ Outfit; here
❧ Notes; -

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Stadig med hænderne om Fenellas skuldre så Julie afventende på Fenella, da hun havde talt. Hun havde en knugende fornemmelse i maven, der ikke aftog, selvom ordene endelig syntes at trænge ind til den anden.

Julie følte sig om muligt lige så afmagtet som Fenella. Hendes måde at tale om Jake på gjorde Julie bange, og hun brød sig særligt ikke om frygten, der viste sig i den andens blik, da hun sagde, at han ville blive rasende. "Han... Han behøver ikke at vide noget." gentog hun, men hendes stemme var væsentligt tyndere end før, og hendes greb om Fenellas skuldre var ikke længere krævende. Til sidst slap Julie hende fuldstændig og rykkede uroligt på sig. At se Fenella på denne måde var grænseoverskridende, og Julie blev igen overvældet af følelsen af at have overskredet en grænse. Hun følte sig malplaceret og var samtidig også blevet bange for, at dette møde med Fenella kunne give mere bagslag, end hun først havde troet. Det mest nærliggende for hende var at rejse sig og gå, men hun kunne ikke få sig selv til at efterlade Fenella sådan her. "Fenella?" sagde hun spørgende for at få hendes opmærksomhed, selvom hun allerede havde den, og pillede nervøst ved sine fingre. "Jeg sværger, at det her bliver mellem os." sagde hun med eftertryk, og hendes blik var ærligt.

Med sin gode hånd støttet mod gulvet kom Julie på benene. Hun følte at det var bedst at lade Fenella i fred, så hun kunne samle sig uden publikum, og det føltes forsvarligt at gå nu, hvor hun havde fortalt hende, at hun aldrig ville ytre et ord om det, der lige var sket.
Julie åbnede munden for at sige noget mere men fortrød. Det var med noget sørgmodigt i blikket, at hun vendte ryggen til Fenella, og hun sørgede for at lukke døren hurtigt bag sig, hvorefter hun forsvandt derfra med hurtige skridt uden rigtigt at vide, hvordan hun skulle tackle sine følelser.

o u t ,

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -
Fallen I cling to deception
Unmount the shielding facade
- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -

Fenellas blik flakkede igen mellem Julies øjne, da den anden gentog sine ord for tredie gang. De bundfældede sig og slog rod, og ubevidst havde hun allerede der taget en beslutning. Engang, når hun tænkte klarere, ville hun nok indse, at hun tog beslutningen det øjeblik hun selv fik mistanke om, at hun var gravid, men lige nu kunne hun ikke finde nogen form for orden i det kaos der udgjorde hendes tanker.

Hun skuttede sig da Julie slap hendes skuldre igen, og instinktivt løftede hun dem forsvarsberedt op mod ørerne, mens hun slog blikket ned og endte med at fokusere indædt på en revne i en flise i gulvet. Hun kom langsomt lidt mere til sig selv, og skammen ved at have reageret som hun havde, og så lige overfor Julie, begyndte at gnave i hende. Hun havde vist svaghed. Det kunne bruges imod hende og hendes mentale forsvarsværker begyndte igen at rejse sig. Hun så op igen da Julie sagde hendes navn og så spørgende på hende, uden at vagtsomheden forsvandt fra hendes blik. Så strammedes hendes kæbe og hun kneb læberne hårdt sammen, så de til sidst stod som en smal, bleg streg i hendes ansigt, uden at hun formåede at svare på den andens løfte. Hun anede ikke om hun skulle eller kunne stole på det, men hun havde ikke noget andet valg end at gøre det.

Hun slog blikket ned igen og bed sig hårdt i kinden, mens Julie rejste sig og derefter forlod rummet. Døren der smækkede fik det til at give et sæt i Fenella og hun fik sig langsomt stablet først op på knæ, derefter helt op at stå på de høje hæle. Næppe var hun kommet helt op, før rummet igen drejede hidsigt omkring hende og kvalmen på ny meldte sig. Hun smækkede den ene, rysteden hånd for munden og vaklede usikkert hen mod den nærmeste bås, skubbede ublidt døren op og sank igen på knæ foran toiletkummen, nogle få sekunder før hendes mave egenrådigt besluttede at sende hendes maveindhold på retur.

Hun sad flere minutter bukket over kummen og gispede efter vejret før hun lod sig synke tilbage mod væggen og med stadigt rystende hænder rev papir af rullen og tørrede sig om munden, hvilket dog ikke fjernede den sure smag af galde der var i hendes mund. Hun kom igen på benene og gik denne gang noget mere sikkert tilbage til vasken, hvor hun samlede sin taske op fra gulvet og så på sig selv i spejlet. Hun så arrigt på sig selv uden et ord og gik så igang med at redde sin makeup og hår, før hun skjulte de røde øjne bag solbrillerne og forlod både toilettet og hospitalet.

CLOSED

---

❧ Tags; Julie Young
❧ Words; 505
❧ Outfit; here
❧ Notes; -