Behind the walls...

[Eric Wolfe]

The moments of happiness we enjoy take us by surprise .. .. .. ..
.. .. .. .. It is not that we seize them, but that they seize us...

Eric trykkede på den røde knap i bussen og et højt ding genlød i det store, røde køretøj. De havde taget toget fra fra Newcastle og turen havde været hyggelig. Han puffede til Alice der sad ved vinduespladsen med den ene albue og smilede skævt ”Vores stop er næst...” han rejste sig, tog hendes proppede taske og begyndte at bevæge sig hen mod trappen der førte ned i nederste del af bussen og stillede sig så afventende ved døren i bagenden indtil bussen stoppede ved stoppestedet og de kunne stige af. Han så kort efter den da den forsvandt ned af den, efter London-standarter, rolige gade og lod så blikket vende tilbage til Alice ”Er du spændt?” han smilede drillende og gjorde så et kast med hovedet ned ad gaden, og begyndte samtidigt at gå ”Vi skal lige herned, så får du snart udløst spændingen.”

Han fortsatte nogle hundrede meter før han stoppede foran et lille, undseeligt og ret snusket udsende værtshus. Det slidte skilt over døren duvede let, og proklamerede, at stedet hed "Den Utætte Kedel". Eric så afventende på sin søster et kort øjeblik, for at sikre sig hun var klar, så skubbede han døren op og gik ind i det halv-mørke rum og lukkede først døren bag dem, da Alice var inde. Der sad nogle få personer, den ene mere underligt udseende end den anden, i hvert fald sammenlignet med mugglere. Eric løftede den ene hånd til lydløs hilsen mod manden bag bare, og tog så let fat i Alices arm og førte hende videre, gennem rummet og ud i den lille, lukkede baggård.

Han slap hendes arm igen og fortsatte frem til en af murene, hvor han stak hånden i sin taske og trak sin tryllestav frem. Han skævede til sin søster over den ene skulder, smilede drillende og vrikkede kort med øjenbrynene ”Hold på hat og briller..” så vendte han sig mod muren igen, talte sig hurtigt frem til den rigtigt mursten, løftede sin stav og slog tre gange på den udsete sten med den. Muren begyndte at dirre og han gik et skridt tilbage, mens han stak tryllestaven tilbage i tasken og i stedet lagde den ene arm om skulderen på sin søster, mens muren rystede kraftigere og kraftigere mens den åbnede sig og skabte passage til deres mål, Diagonalstræde.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words) :: 451 ~ (Tag) :: Alice Wolfe ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---

[Alice Wolfe]

HOW FICKLE MY HEART
AND HOW WOOZY MY EYES

Alice havde siddet lettere utålmodigt og vippet frem og tilbage med benene, der ikke kunne nå gulvet fra sædet i bussen, og da Eric langt om længe ved Charing Cross Road gjorde tegn til at busturen havde nået vejs ende, var hun ikke sen til at komme på benene og sikre sig at hun havde alt sit habengut med sig, deriblandt den store blå taske, Eric allerede havde taget for hende.

Hans spørgsmål fik hende til at fnyse muntert. ”Nu har jeg hørt dig snakke om det i tolv år… Selvfølgelig er jeg det.” Det brede smil forblev på hendes læber, som hun prikkede ham en enkelt gang i siden og dernæst så frem foran sig, uden helt at vide hvad hun forventede skulle ske. Alice kom ikke ofte i London, men hun havde været der før. Også på Charing Cross Road, og så vidt hun kunne huske havde hun aldrig set noget hun ville have troet ikke skulle være der, noget som ikke hørte til i ’hendes verden’.

Det var derfor med et uforstående udtryk i ansigtet, hun så tvivlende op på Eric, da han stoppede ud for noget, der for hendes mugglerøjne fremstod som en nedlagt butik og så, så forladt ud som noget kunne være. ”Er du sikker på det er her?” mumlede hun tvivlende, og sørgede for at holde sig tæt til Eric, da han trods alt gjorde anstalter til at gå indenfor.

Alice ville ikke påstå, at hendes ansigtsudtryk ikke udstrålede den overraskelse der ramte hende. For bag døren var der larm og stemmer, samt flere mennesker end hun ville have troet at den størrelsesmæssigt kunne rumme. Men det der egentligt var selve grunden til overraskelsen, var at hun udefra kunne have svoret at der var dødt som graven inde bag vinduerne, hvor butikken havde set tom og efterladt ud. Dernæst bemærkede hun personernes udseende, og uden at tænke over det trådte hun tættere ind imod Eric, med et uforklarligt ansigtsudtryk. Alice ville ikke benægte at de sært udseende hekse og troldmænd skræmte hende en anelse, for selvom hun troede hun havde været indforstået med Erics liv, var hun nu klar over at det ikke var som hun i sine vildeste drømme havde forestillet sig, og hoppede forskrækket da en gammel, krumbøjet troldmand i skrigende lilla gevandter kvækkede højlydt nøjagtigt som en tudse, og igen da en heks fik tepotter og kopper til at flyve rundt med et sving af en stav, ligesom den Eric havde.

Det var med delvist lettelse fra hendes side, at de trådte udenfor igen, selvom Alice rynkede kraftigt på panden ved synet af den lille, lukkede baggård, og rettede blikket spørgende mod Eric. Hun vidste ikke hvad der ville ske nu, og hun forestillede sig måske noget i retning af et enormt fænomen hvor gnister og forskelligfarvet røg på den ene eller den anden måde ville zappe dem videre til destinationen. Hun vidste heller ikke hvad der ventede dem når de nåede frem, men prøvede på at overbevise sig selv om at det ikke kunne have et så mørkt og lettere dystert udseende som pubben.

Mest af alt havde hun lyst til at tage fat i Eric igen, da han slap hende, men tog i stedet til takke med at knuge hænderne sammen om remmen på hendes mindre taske. En nervøs latter undslap hendes læber ved hans ord, men hun kunne ikke rigtigt finde på noget at svare, da han slog sin tryllestav imod hvad der syntes at være tilfældige mursten i hendes øjne.

Den verden der kort efter åbenbarede sig for hendes øjne, fik fingrenes greb om stroppen til at blive slapt, og Alices arme faldt slapt ned af hendes sider, mens et ufrivilligt gisp flød over hendes læber, hvor munden delvist forblev åben, og øjnene opspærrede, som hun rakte op og langsomt tog solbrillerne af. ”Det er… fantastisk.” mumlede hun åndeløst, uden at kunne tage blikket fra den myldrende gade af alskens mennesker og Alice kunne i det øjeblik ikke huske nogensinde at have set noget mere imponerede, overvældende eller magisk.

Outfit: here • Words: 673

[Eric Wolfe]

The moments of happiness we enjoy take us by surprise .. .. .. ..
.. .. .. .. It is not that we seize them, but that they seize us...

Eric grinede smørret og så sig over skulderen på Alice, mens han begyndte at bevæge sig ned gennem midtergangen i bussen ”Tålmodighed er en dyd, Alice og du har bestået prøven med bravur.” de kom af bussen uden problemer og gik det korte stykke ned til "Den Utætte Kedel". Eric nikkede til Alices spørgsmål og kunne ikke lade være at more sig lidt over hendes mere end skeptiske tone og udtryk ”Mhm... ret så sikker.” han fortsatte indenfor, mens han hele tiden sørgede for at sikre sig, at hun var indenfor rækkevidde. Han lod sig ikke selv mærke med de sære personager der opholdt sig i værtshuset. Han havde set værre, både her og andre steder. Et moret smil blev dog hængende på hans ansigt over hans søsters reaktioner som de bevægede sig gennem rummet.

Han så tilbage på hende netop som de gik ud i baggården og gjorde et kast tilbage mod rummet de kom fra ”Det er forøvrigt her Mary arbejder.” han lod døren glide i bag dem og fortsatte mens han fandt sin tryllestav frem fra tasken ”Men hun så ikke ud til at være her i dag.” han vendte sig mod muren han nu stod tæt på, fandt den rigtige sten og slog på den de tre gange der var påkrævet før han gik nogle skridt tilbage og lagde armen omkring sin søster.

Han så roligt til som passagende til Diagonalstræde åbnede sig, omend det aldrig holdt op med at fascinere ham, uanset hvor mange gange han havde været her eller set muren åbne sig. Han smilede bredt og gav Alice et klem da hun endelig fik sagt noget ”Jeg siger dig ikke imod.” han gjorde et kast med hovedet og tog et lille skridt frem ”Kom. Du har kun set begyndelsen.” han beholdt armen omkring hende som de passerede punktet hvor der før havde været en massiv mur og stoppede et øjeblik og lod hende tage det hele ind før han fortsatte og huskede hvordan han selv havde gloet uhæmmet første gang han stod samme sted.

Han rettede lidt på stroppen til tasken, der hang tværs over hans brystkasse og så så spørgende ned på hende ”Hvad har du lyst til at se først?” han løftede hovedet igen og blev et kort øjeblik blændet, da solen genspejlede sig i en skinnende kedel der stod i udstillingen udenfor Kedelbutikken. Han skar en lille grimasse, missede med øjnene og så så mod Uglevarhuset, hvor en stor hornugle i det samme satte i en klagende tuden og baskede med vingerne. Så smilede han til en lille vindtør heks der passerede dem, mens hun brokkede sig højlydt over prisen på dragelever og ikke så ud til at ænse deres tilstedeværelse.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words) :: 535 ~ (Tag) :: Alice Wolfe ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---

[Alice Wolfe]

HOW FICKLE MY HEART
AND HOW WOOZY MY EYES

Alice fnes af ham, uden at svare på Erics ord på en anden måde end ved at ryste opgivende på hovedet. Hun tvivlede i stille sind, på at han ville have været mere tålmodig end hende, hvis situationen var omvendt, men hun lod det forblive usagt med et vidende lille smil på læberne, og koncentrerede sig i stedet om at se tvivlsomt på den ikke særligt lovende facade, som Eric dog virkede besluttet på at ville tættere på.

Turen igennem pubben var en mærkelig oplevelse for Alice på mange måder, især fordi det var det tætteste hun nogensinde havde været på den magiske verden, andet end i sin ellers livlige fantasi. Og det var med overraskelse og et lettere fordrejet ansigtsudtryk, hans ord om Mary fik det til at dæmre for hende. ”Var det ’Den utætte kedel’?” udbrød hun med en efterfølgende åbenbaret lyd, der også afslørede at hun ikke havde været i stand til at se det store skilt der hang synligt for alle med magiske evner. En rynke dannede sig på hendes næse. ”Jeg håber den gør sig et bedre andenhåndsindtryk end det første. Ellers forstår jeg ikke, man kan arbejde der. Slet ikke Mary.” Øjenbrynene der havde været hævet af overraskelse, sænkede sig igen i et tænksomt udtryk, selvom det hurtigt var glemt igen da murstenene dansede til side.

Gaden, menneskerne og solen der skinnede ned over butiksfacaderne, fik allerede maleriet til at danne sig foran Alices indre blik, og hun kunne uden problemer se penslen danse hen over lærredet i et forsøg på at afbillede det fantastiske og unaturlige syn der mødte hende. Hun opdagede først da Eric spurgte hende om noget, at hendes mund stadig stod en anelse åben, og det klikkede lavt da hun hastigt lukkede den i og rystede på hovedet med et overvældet ansigtsudtryk, før hun forbavset så op imod sin storebror. ”Jeg har… Ingen anelse. Det er…” Hun drejede hovedet tilbage i retning af gaden, og tog langsomme skridt for at være sikker på at få det hele med. Igen manglede hun ord, og lod være med at afslutte sin sætning, der langt fra havde været færdig.

Heksen der passerede, fik hende dog til at dreje hovedet efter hende, og det var med næsten forskrækkede øjne hun så op på Eric igen. ”Dragelever? Der er drager?” udbrød hun halvt forfærdet, halvt fascineret, og løftede hånden op og tog sig til panden i et kort øjeblik. ”Det her går ud over min vildeste fantasi,” mumlede hun, netop som et butiksvindue fangede hendes opmærksomhed og fik hende til at stoppe brat op, med blikket rettet imod de forunderlige dyr igennem glasset.

Outfit: here • Words: 438

[Eric Wolfe]

The moments of happiness we enjoy take us by surprise .. .. .. ..
.. .. .. .. It is not that we seize them, but that they seize us...

Eric nikkede med et skævt smil over hendes overraskelse da han nævnte Meredith ”Ja, det er det.” han sendte hende et hurtigt undskyldende blik før han gik i gang med at åbne portalen til Diagonalstræde ”Jeg glemmer det altid. Der er kastet nogle besværgelser på stedet, så det for alle ikke magiske personer, ikke vil blive lagt mærke til.” han trak lidt på skuldrene og smilede kort ”Som en slags sikkerhedsforanstaltning.”

Da de først stod inde på gaden og muren igen havde lukket sig bag dem, blev han stående med den ene arm om sin søster og et smil på læberne, der truede med at sætte sig fast og spejdede kort ned ad gaden, hvor han kunne skimte skiltet foran sin klare favorit-butik. Da det lykkedes Alice at få nogle få ord frem i sin betagelse. Han smilede bredt og nikkede, mens han for tredie gang gav hendes skuldre et kærligt klem ”Jeg ved det...” han rystede let på hovedet og så ned ad gaden ”Jeg bliver lidt mundlam hver gang stadig.” han så på hendes igen, og begyndte så roligt at gå og føre hende med sig ”Men velkommen til min anden verden.” han drejede hovedet og så efter den lille heks, før han nikkede til hendes spørgsmål ”Mhm, det gør der. Flere arter faktisk, men der er ikke så mange her i Storbrittanien. Så skal du til Ungarn.” han smilede, men viste ingen tegn på at han lavede fis med hende. I stedet fulgte han hendes blik da hun stoppede op og smilet blev endnu bredere ”Jeg havde lidt på fornemmelsen du ville lægge mærke til den her...” han så på hende med et hævet øjenbryn, ændrede så kurs og førte dem helt over til det store udstillingsvindue, der udgjorde det meste af facaden på "Det Magiske Menageri" så hun kunne få et ordentligt udsyn.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words) :: 375 ~ (Tag) :: Alice Wolfe ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---

[Alice Wolfe]

HOW FICKLE MY HEART
AND HOW WOOZY MY EYES

Alices mund formede sig til noget der mindede om et rundt ’o’, hvor en lignende lyd fulgte efter. ”Snedigt.” Et latterfnys forlod hende, som hun drejede hovedet over imod bagsiden af værtshuset. ”Jeg gad vide hvordan det ser ud i dine øjne,” tonefaldet var lavmælt og et muntert smil hvilede på hendes læber, selvom blikket var temmelig nysgerrigt og forundret.

Hun måtte kaste et blik over sin egen skulder, og betragte stenmuren forsegle sig igen bag dem, mens en lille rynkede dannede sig imellem hendes øjenbryn. Mon man kom ud samme vej? Hun kunne ikke huske at have hørt ham sige noget om det, men kort efter var både tanker og blik vandret tilbage til den travle gade, hvor hun i baggrunden næsten var sikker på at kunne høre en munter melodi klinge, i tvivl om det bare var hendes fantasi der spillede hende et puds. Erics velkomst fik hende til at trække nervøst på smilebåndet, og med store øjne så hun op på sin meget højere storebror, hvis arm hun endnu gik under. ”Det er så uvirkeligt. Ligesom… Historierne mor læste da vi var små. Kan du huske det?” et lille nostalgisk smil fandt vejen frem, som hun drejede hovedet væk igen for samtidig at stryge håret i den ene side om bag øret, blikket rettet imod omtalte butik.

”Hvis der er drager i Ungarn, så bliver jeg i England, tak.” mumlede hun lettere fraværende i et moret toneleje, lidt ude af stand til at tro på hvad han sagde, selvom hun var klar over at han ikke ville lyve for hende. Men hun kunne simpelthen ikke forestille sig det. Ikke før hun havde set det med sine egne øjne – og hvis hun gjorde det, ville hun nok blive så bange at hun stillede træskoene på stedet. Det var hun ikke i tvivl om.

Som Eric førte hende frem imod butiksruden, blev Alices smil bredere, naturligere og meget varmere. Det tog hende ikke længe at forstå lige præcis hvilken slags butik det var, og uden at tage blikket fra en åben kasse med tre dyr der til forveksling lignede almindelige cocker spaniel hvaple, hvis ikke det havde været fordi de havde haft bitte små horn i panden og en tvedelt hale, sagde hun henvendt til sin bror: ”Det er jo en dyrehandel.” Det var åbenlyst, og alligevel sagde hun det. Bare fordi. Og da hun endelig drejede hovedet imod ham, var det med et forventningsfuldt udtryk hun skævede til døren.

Outfit: here • Words: 411

[Eric Wolfe]

The moments of happiness we enjoy take us by surprise .. .. .. ..
.. .. .. .. It is not that we seize them, but that they seize us...

Eric trak lidt på skuldrene og så beklagende på sin lillesøster ”Jeg ville godt vise dig det, men så får jeg problemer til op over begge ører.” han fik en tænksom rynke i panden og smilede så igen ”Men jeg har et billede af facaden et eller andet sted. Husk mig på det næste gang du besøger mig i Norfolk.” han grinede muntert da hun sammenlignende synet af Diagonalstræde med deres barndoms eventyr og nikkede så ”Det var faktisk nøjagtigt min tanke første gang jeg stod her.” han så på hende med et sigende hævet øjenbryn.

Så lo han igen mens de fortsatte langsomt ned ad gaden og nikkede igen ”Det er der, men de findes også i England. Eller rettere i Wales, faktisk.” vippede lidt med hovedet i en tænksom gestus ”Og vist nok et par stykker i fangenskab rundt omkring.” han puffede let drillende til hende, men gav ikke indtryk af, at hvad han sagde ikke var sandheden.

Han stoppede foran ruden til "Det Magiske Menageri" sammen med hende og smilede kort over de små hornede hvalpe i kurven, før hans blik gled først til en farvestrålende fugle på en pind og dernæst vendte tilbage til Alice mens han nikkede til hendes konstatering. Hendes håbefulde blik mod døren var ikke til at tage fejl af, men fik ham alligevel til at rynke brynene lidt ”Du vil meget gerne derind lige med det samme, ikke?” han slap hendes skulder og kastede et hurtigt blik på uret der sad fastspændt om hans venstre håndled, for derefter at kaste et blik ned ad gaden ”Jeg er nødt til at skulle noget andet først, stump, inden de lukker...” han så lettere undskyldende på hende igen, mens han overvejede situationen. Så slog han ud med den ene hånd ”Vi kan lave en aftale. Du går derind og ser dig omkring uden at lave ballade, og så løber jeg lige lynhurtigt ned i Quidditchudstyr og får fat i det jeg skal have og kommer her tilbage.” han så spørgende på hende ”Det tager maks tyve minutter.” et drillende smil indfandt sig på hans læber ”Kan du holde dig ude af problemer så længe?”

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words) :: 442 ~ (Tag) :: Alice Wolfe ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---

[Alice Wolfe]

HOW FICKLE MY HEART
AND HOW WOOZY MY EYES

Alice så ikke synderligt ulykkelig ud over hans ord, og sendte ham i stedet et spøgende smil. ”Og det ville jeg ikke være skyld i.” Hun trak beklagende på skuldrende, og lo varmt for dernæst at møve sig lidt længere ind under sin brors arm, efter at have hanket op i den lille skuldertaske. ”Jeg kommer så snart jeg får grønt lys” svarede hun i et advarende tonefald og smilede mere eller mindre selvsikkert, et smil der hurtigt punkterede og blev til det sædvanligt varme.

En rynke dannede sig på hendes ellers glatte pande. ”Eric, stop, gider du? Ellers får jeg bare mareridt i aften! Du gør det med fuldt overlæg, gør du.” Alice klukkede hjerteligt og prikkede til hans side med sin albue og så op imod den højere bror med et anklagende ansigtsudtryk. ”Du kan fortælle om det, når jeg sidder derhjemme bag trygge, låste døre.”

Tanken om dragerne forlod hende igen så hurtigt som de var kommet, for selvom hun ikke var magiker, kunne hun ikke forestille sig at den slags drager hun kendte fra eventyr, ville være noget de kunne finde på at sælge i en dyrehandel. Men hun kunne selvfølgelig også tage fejl. Hans spørgsmål fik hende til at fnyse latterfuldt. ”Hvis jeg må…” prøvede hun, og nåede næsten at trække ærgerligt på skuldrende, da Eric tilføjede at han havde andre ærinder at løbe. Hendes øjenbryn røg en anelse overrasket i vejret, før hun foldede armene slapt over brystet. ”Uden at lave ballade… Eric, jeg er 20. Sådan noget gør jeg – næsten - Ikke længere.” Hendes øjenbryn skød muntert i vejret, og hun kunne ikke lade være med at give et par små, ivrige hop fra sig. ”Selvfølgelig kan jeg klare mig i tyve minutter! Og desuden har jeg min telefon med…” Hun tøvede. ”Her er sikkert ingen dækning.” Hun kneb øjnene en smule eftertænksomt sammen, og trak så på skuldrende. ”Godt. Det er ikke lang tid. Og hvis det er, kan jeg bare sige min kløgtige bror kigger på Kvidditsh-udstyr” erklærede hun muntert, tydeligvis ikke klar over hendes forkerte udtale af sportsgrenen, men derimod meget klar på at komme ind og undersøge den spændende butik nærmere. ”Vi ses om lidt, Eric.” Hun klappede ham en enkelt gang på skulderen, før hun sneg sin taske af hans arm og svang den på sin egen. Med et nysgerrigt blik forsvandt hun over imod butiksdøren og trådte ind.

OUT

Outfit: here • Words: 402

[Eric Wolfe]

The moments of happiness we enjoy take us by surprise .. .. .. ..
.. .. .. .. It is not that we seize them, but that they seize us...

Eric skar en lille grimasse og så beklagende på Alice igen ”Det ved jeg... Godt nok ville jeg gøre meget for dig, men lige det der kunne jeg komme virkelig i problemer for, men billedet taler for sig selv.” han smilede bredt og fortsatte ”Jeg har stadig den weekend i august fri. Der burde ikke komme noget op der.” han lagde med vilje tryk på 'burde', da han aldrig med hundrede procents sikkerhed kunne garantere noget. Så grinede han og vred sig et sekund til siden for at undvige hendes spidse albue ”Ja ja ja... Du spurgte selv.”

Han løftede begge øjenbryn og så drillende på hende over hendes indignerede forsøg på at spille fornærmet ”Og? Alder er ingen hindring for ballade, stump. Husk lige et øjeblik hvem du taler til.” han grinede smørret og rystede så på hovedet med et grin ”Niks, det er der ikke. Tro mig, jeg har prøvet.” så nikkede han, mens han igen trak på smilebåndet over den alternative ordlyd hun fik frem på troldmandssporten ”Jeg skynder mig...” han lod hende tage sin taske, slap hendes skulder og plantede et flygtigt kys på hendes kind ”Lad være at forelske dig i hele sortimentet, vil du?” han så sigende på hende, og vendte så ryggen til hende og gik med lange skridt ned ad gaden mod den butik der var hans mål.

- - - - - - - - - - - - - - -

Cirka femten minutter senere kom Eric igen ud af "Kvalitetsudstyr til Quiddith", nu med en pose i den ene hånd og et tilfreds smil på læberne. Han blev stående udenfor døren et øjeblik, blot for at se ned i posen, nikke tilfredst og så sætte i gang igen, med kurs mod "Det Magiske Menageri". Uanset hvor meget han stolede på sin søster, så havde han alligevel været en lille smule nervøs for at efterlade hende alene i komplet ukendt farvand. Også selvom det kun var for en kort bemærkning og han lagde ikke synderligt mærke til hverken mennesker eller butikker som han gik tilbage op ad gaden mod butikken han havde efterladt hende i.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words) :: 408 ~ (Tag) :: Alice Wolfe + Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---

[Caroline Abbey]

Stop me in my track

Caroline traskede ned af Diagonalstræde væk fra sin lejlighed, hvor hun var ankommet fra Whitehall en times tid tidligere, og ned imod postkontoret. Hun havde ikke enormt travlt, da der stadig var en halv time til hendes sene aftale med en kollega, men på den anden side var hun heller i det store humør til at fortabe sig i butikvinduernes mange muligheder, som hun alligevel ikke havde råd til på nuværende tidspunkt. Hun rettede lidt på taskens rem over den ene skulder og blev alligevel fanget et øjeblik af et tilbud på kobberkedler. Da hun atter engang vendte blikket fremad, så hun direkte på et velkendt ansigt, der nærmede sig i mængden. Begge hendes øjenbryn røg op, som hun fik øje på Eric, og hun indså hurtigt at han var på direkte kollisionskurs med hende. Hun plantede hurtigt et smil på sine læber og hævede sin stemme en anelse, for at sige hans navn og endegyldigt fange hans opmærksomhed. ”Eric!”

Med en enkel bevægelse hævede hun solbrillerne op i panden op missede lidt med øjnene imod det skarpe lys. Hendes smil blev gradvis ægte, som han nærmede sig, og hun stak begge hænder i lommerne på nederdelen for at rette uundseeligt på den. ”Hej,” hilste hun, som hun stod der i det lette mylder af mennesker. ”Hvad laver du her?” Hendes blik faldt til posen i hans hånd og hendes smil blev lidt skævt.

Tag: Eric Wolfe ● Outfit: here

[Eric Wolfe]

The moments of happiness we enjoy take us by surprise .. .. .. ..
.. .. .. .. It is not that we seize them, but that they seize us...

Eric rynkede panden og drejede hovedet i mængden, da han mente at høre sit navn sagt højt. Som sædvanlig havde han ingen problemer med at have overblikket. Hans anseelige højde gjorde sit for netop det og han lokaliserede hurtigt et bekendt ansigt, der fik et smil til at trække op i hans mundvige. Han satte farten lidt ned indtil han stoppede helt nogle skridt fra Caroline, rakte op og tog sine solbriller af.

Han så ned på posen i sin hånd med et skævt smil ”Bruger penge jeg ikke har...” han så op igen og mødte hendes blik, før han slog ud med den frie hånd, tilbage i den retning hun var kommet fra ”Og så fik jeg endelig taget mig sammen til at tage Alice med herned. Nu har hun plaget for det så længe.” han trak lidt på skuldrene og så stadigt smilende på Caroline med hovedet lidt på skrå ”Og så kunne jeg personligt aflevere hende hos hendes veninde og være sikker på hun kom sikkert frem, men den del bliver mellem os.” han blinkede konspiratorisk til hende før hans blik blev spørgende og diskret gled ned over hende. Det stoppede et sekund ved hendes t-shirt og hans ene øjenbryn røg lidt i vejret før han så sigende på hende med et lille grin ”Jeg har efterladt hende i menageriet mens jeg klarede det jeg selv skulle...” han så igen i den angivne retning og rømmede sig lidt, før han igen fandt Carolines ansigt ”Hvad har trukket dig ud fra ministeriet og herned?”

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words) :: 305 ~ (Tag) :: Alice Wolfe ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---

[Caroline Abbey]

Stop me in my track

Caroline trak hænderne op af lommerne igen og lukkede i stedet den ene af dem rundt om remmen på sin taske. Hun tiltede hovedet den mindste smule bagud for at kunne se Eric i øjnene og besvarede hans smil uden egentlig at behøve at tænke over det. Da han så ned på posen, fulgte hun hans blik og hævede derpå et enkelt øjenbryn, før hun så op på ham igen. ”Smart,” bemærkede hun ironisk, inden hun hævede sin frie hånd og kløede sig kortvarigt i siden.

Hun nikkede til hans forklaring og så i et øjeblik søgende efter lillesøsteren, som han nævnte hende. Det var lige før hun spurgte ham om, hvor han så lige præcis havde gemt hende henne, da han kom med svaret på lige præcis det spørgsmål. Hun lyste op i fortståelse og kastede et enkelt blik hen over sin egen skulder i retning mod netop menageriet. ”Modigt,” kommenterede hun, lettere drillende, før hun trak på skuldrene af hans spørgsmål og smilede skævt. ”Jeg ved ikke om jeg ligefrem skulle trækkes ud derfra...” Hun missede lidt imod solen med sine øjne og trak brillerne tilbage på plads foran dem. ”Begge de nærmeste chefer holder ferie, så der er ikke det store behov for min fysiske tilstedeværelse til helt ud på aftenen.” Hun slap taskens rem og klappede lidt på den, for at indikere dens indhold. ”Der er masser af arbejde, der kan laves hjemmefra, såmænd.” Hun trak lidt på smilebåndet og nikkede, inden hun hævede hånden i et forsøg på en afsked. ”... Du må hilse Alice, ikke?”

Tag: Eric Wolfe ● Outfit: here

[Eric Wolfe]

The moments of happiness we enjoy take us by surprise .. .. .. ..
.. .. .. .. It is not that we seize them, but that they seize us...

Eric nikkede med et skævt smil og trak på skuldrene før han svarede hende ”Eller dumt. Det vil tiden vise når jeg kommer tilbage og hun har købt hele butikken.” han fnøs muntert og rystede lidt på hovedet for sig selv og så derefter på hende igen. Han smilede igen og nikkede til hendes forklaring ”Så ikke noget du ikke kan klare hjemmefra. Det må være rart nok.” han foldede sine solbriller sammen og stak den ene stang ned i halsudskæringen på sin t-shirt og lod dem hænge der, mens hans blik blev tænksomt da hun fortsatte.

Han nikkede let til hendes løftede hånd og tog samtidigt en beslutning ”Det skal jeg nok, men har du ikke lyst til selv at hilse på hende?” han slog opfordrende ud med den ene hånd og smilede med hovedet lidt på skrå og et spørgende blik ”Jeg har lovet hende en tur på Floridor's. Har du lyst til at gøre os selskab?” smilet blev skævt og han tilføjede hurtigt ”Eller rettere, har du tid og lyst?” han flyttede lidt på fødderne i de grønne sko og så afventende på hende, mens han nød eftermiddagssolen der varmede hans ryg.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words) :: 245 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---

[Caroline Abbey]

Stop me in my track

Carolines smil blev lidt bredere og hun trak på skuldrene. ”I det mindste har du fordelen af at kunne sige til hende, at det er direkte ulovligt,” bemærkede hun. ”Det internationale dekret om hemmeligholdelse, du ved...?” Hendes blik blev spørgende, efter hun havde nævnt den vist nok vigtigste historiske begivenhed indenfor det retslige område i den magiske verden nogensinde. Enhver Hogwartselev der fik stillet et spørgsmål om årstallene 1689 eller 1692 til en U.G.L. eller F.U.T. eksamen i historieog ikke kunne fortælle hvad der her skete af international betydning, ville i hvert fald have landet sig selv et solidt T.

Syttenårige Carrie ville have gået ud fra at Eric ikke anede hvad hun snakkede om, men i dag smilede hun blot venligt og mindede sig selv om, at det var fire år siden han var gået ud fra skolen og havde behøvet at vide noget som helst om magisk historie.

Hun trak på skuldrene af hans spørgsmål. ”Ikke mere end at det kan nås fra otte til et i hvert fald,” svarede hun afsluttende. Fem timer på kontoret var ingenting, men med tanke på, at hun skulle videresende al relevant post til ministeren på hans ferielokation og videresende hans svar til andre bagefter, var hun rigeligt beskæftiget. Hun havde stadig en hel bunke liggende derhjemme, som hun skulle have gennemgået til afsending dagen efter.

Som hun hævede hånden til afsked, blev hendes smil en anelse distanceret, og det tog et øjeblik for hende at forstå, at Eric var i gang med at invitere hende med for at hilse på Alice. Hun hævede begge øjenbryn, før hun rystede beklagende på hovedet. ”Nej. Nej det er jeg ked af.... Eller.” En panderynke dukkede frem i hendes ansigt, som hun gennemgik resten af dagens planer. ”... Jeg går ikke ud fra at i stadig sidder der klokken... 16:12, vel?”

Tag: Eric Wolfe ● Outfit: here

[Eric Wolfe]

The moments of happiness we enjoy take us by surprise .. .. .. ..
.. .. .. .. It is not that we seize them, but that they seize us...

Eric skar en lille grimasse og nikkede ”Alle fakta er på plads, ja, men med det blik hun sendte de hornede hvalpe i vinduet, så torr jeg at jeg hellere må tjekke hendes taske inden vi smutter herfra igen.” han grinede kort og rystede på hovedet over det mentale billede af en lille hornet hvalp i sin søsters taske og hendes skuffede ansigt når den måtte bringes tilbage. Han smilede igen og mødte hendes blik ”I det mindste har hun ingen valuta der er gangbar derinde. Det burde gøre mig lidt roligere.”

Han smilede og kommenterede ikke emnet arbejde yderligere. Ikke fordi det ikke interesserede ham, men han havde fri og kunne ikke sige sig fri for at trippe en lille smule efter at komme tilbage til søsteren. I baghovedet følte han en snert af dårlig samvittighed over at have ladt hende alene i komplet ukendt farvand. Hans blik hvilede dog opmærksomt på Caroline da han havde fremsat sit tilbud om kaffe og han kunne ikke holde en lille ærgelig grimasse tilbage da hun rystede på hovedet. Han nåede at trække på skuldrene og skulle til at slå det hen da hun alligevel ikke blankt afslog. Han så opfordrende på hende ”Eller hvad?” så smilede han igen og lagde hovedet lidt på skrå ”Nej, jeg satsede på afgang præcis 16:10...” han så et øjeblik drillende på hende, før han lagde ansigtet i mere alvorlige folder og smilede ærgeligt igen ”Men nej, vi er videre der. Jeg har lovet at aflevere stumpen i Finsbury senest klokken fem, desværre.” han trak let på skuldrene ”Det kunne ellers have været hyggeligt.” han så granskende på hende igen, smilede prøvende og fortsatte så ”Du er sikker på du ikke kan presse det ind i dit travle skema?”

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words) :: 349 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---