All work and no play...

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -
Never give up on something that you can't go
a day without thinking about
- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -

Fenellas hæle slog taktfast mod stengulvet som hun bevægede sig hen til den nærmeste elevator, for at komme op på niveauet ovenover, som også var det øverste. Hun stoppede foran det lukkede gitter og tog bedre fat under stakken af papirer hun stod med, mens hendes ene fod begyndte at tappe utålmodigt mod gulvet mens hun ventede. En ældre troldmand ved siden af hende skævede til hende, med et let misbilligende blik ned mod hendes fødder. Fenella kneb øjnene lidt sammen og så skarpt på ham, før hun vendte ansigtet mod gitteret der gled til side skred ind i elevatoren med en attitude der mindede mest om en racekat der forventede at få serveret tigerrejer i flødesauce tre gange om dagen.

Hun stillede sig nogenlunde midt i det lille rum elevatoren udgjorde, rank som altid og holdt blikket fokuseret på et ikke nærmere bestemt punkt på gitteret der igen gled i og noterede sig kun perifert hvem der ellers var tilstedet. Hun klemte papirstakken fast under den ene arm, så hun fik en hånd fri, som hun rakte op og tog fat i et af håndtagene der hang fra loftet, netop som elevatoren med et ryk satte i gang. Selv på de høje hæle stod hun overraskende stabilt, en evne der kom efter at have brugt ministeriets elevatorer adskillige gange om dagen de sidste fem år.

Det tog kun et øjeblik, så stoppede den lille kasse med et nyt ryk, og gitteret gled til side igen. Fenella slap håndtaget og skred ud af elevatoren med samme værdighed som hun var gået ind i den og satte kursen direkte mod ministerens kontor, langs yderkanten af det store åbne område. Hun sendte et diskret blik ud over de mange skriveborde, uden at det var så tilfældigt som hun fik det til at se ud. Hendes blik fandt hurtigt Caroline blandt alle de andre og et kort sekund trak et lille beregnende smil hendes mundvige op, uden at det nogensinde nåede hendes øjne. Så vendte hun blikket lige frem igen og nåede snart døren ind til ministerens forkontor, bankede på og gik ind uden at vente på svar.

Hun skubbede døren i bag sig med den ene hofte og gik hen til skrivebordet der dominerende rummet, og bag hvilket ministerens senior-sekretær, Jeremy Clarke befandt sig. Hun rømmede sig endnu før hun stod stille foran skrivebordet og han så afventende op på hende "Jeg har de tillæg til §89 og §144 som Ministeren bad Dellochio om." Clarke skubbede sine briller lidt ned på næsen og så vurderende på hende, før han slog ud mod en bunke på bordet og så ned igen "Læg dem der..." Fenella rystede på hovedet ogblev stående "Jeg er bange for jeg fik besked på at aflevere dem personligt." Clarke sukkede dybt og så op igen, før han igen slog ud med hånden mod en mindre gruppe stole og en enkelt sofa, der stod op mod den ene væg "Det frygtede jeg. Tag plads, Mrs. Loretz, og væbn Dem med tålmodighed." Fenellas kæbe spændtes umærkeligt et øjeblik ved hans tiltale, så nikkede hun kort, vendte sig og gik hen til den lille sofa som hun satte sig i. Hendes blik gled rundt i forkontoret og dergik kun nogle få øjeblikke, før hendes ene fod begyndte at tappe rytmisk mod gulvtæppet under den.

---

❧ Tags; Jonathan MacLeod
❧ Words; 611
❧ Outfit; here
❧ Notes; -

[Jonathan MacLeod]

AND I'LL BE IN SCOTLAND AFORE YE
but the broken heart it kens nae second spring

Grønne flammer omslyngede ham i et mægtigt virvar i pejsens indre og førte ham tværs over grænser, indtil han mærkede det glatte klinkegulv i Ministeriet under sålerne på sine solide, praktiske og meget slidte vandre-lignende støvler. Trods slutpunktet for dagens ærinde i ministeriet, indikerede Jonathans udseende udmærket at han havde spenderet tid i skoven inden, for både gevandter og kappe så ud til at være blevet brugt til mere end skrivebordsarbejde. Dette var dog ikke noget uvant for Jonathan, og det robuste og til dels faretruende udseende det gav ham, lod han ikke til at tage sig af. Han havde dog sanset at fjerne jord fra både kinder og hænder, selvom en mindre, sirlig rift stadig stod skarlagen mod det øvre, højre kindben (samme side, som noget der mindede om spidsen af et meget tyndt horn fra et ukendt væsen, var stukket igennem hans øreflip), og var et hemmelighedsfuldt bevis på det uheldige møde han ikke længe forinden havde været i, med en Kentaur der ikke så vitterligt åbensindet på troldmænd inden for deres territorium. Alt i alt skilte Jonathan sig ud fra de travle, pertentligt udseende hekse og troldmænd der arbejdede i Ministeriet. Mere end lidt.

Støvlerne larmede imod gulvet, men blev dog overdøvet af støjen fra hundredvis af mennesker samlet på samme sted, og da han langt om længe nåede elevatorerne, klemte han sig ind imellem en højere, noget mere ranglet og skrøbeligt udseende troldmand og en lille, krumbøjet heks, hvis kedel så ud til at være fyldt med en mærkværdig, klæbrig masse. Den unge Jonathan sendte hende, meget lig sin karakter, et charmerende smil, der dog blot fik heksen til at grynte og liste noget ned i kedlen. Om deres hoveder svirrede små lyserøde fly af papir, som han ingen notits tog af.

Døren der ledte til Ministerens forkontor var langt fra ukendt, for i det år der var gået efter han havde overtaget Dunvegan og alle dens beskæftigelser, var det ikke første gang han var forbi her. Uden vidende, rettede han ryggen og lod knoerne ramme døren et par gange, som også han skubbede den op uden egentlig invitation. Hans blik faldt som det første imod det jævnt kendte ansigt bag skrivebordet, og et upåvirket smil hvilede på hans læber. ”God eftermiddag, Mr. Clarke”, hilste han med et nik, og trak noget frem fra en inderlomme på sine gevandter, i form af en pergamentrulle, forseglet med Jonathans eget – og slægtens – våbenskjold. ”Jeg bringer de varmeste hilsner fra min moder,” fortalte han med dæmpet stemme, og lod rullen placere foran manden med brillerne, uvidende om hvad Anne MacLeod havde skrevet i brevet, kun klar over at hende og senior-sekretæren udelukkende havde kendskab til hinanden gennem Jonathans afdøde far, Richard, som brevet sikkert også omhandlede. Clarke og Richard havde engang haft et bekendtskab, men Jonathan var ikke klar over dybden.

Allerede der klar over at han måtte vente på Ministeren havde tid, nikkede han engang igen og vendte ryggen til skrivebordet og fronten ud imod resten af forkontoret, og trådte et moderat stykke væk og bragte sig selv nærmere en mindre opstilling af en sofa og et par stole. I stedet for at sætte sig, valgte han dog blot at placere sig ud for samme væg som stolene stod op af, næsten helt nede i hjørnet der grænsede op til væggen hvor sofaen stod. Uden at have taget notits af andre personer, drejede Jonathan hovedet for at nikke hilsende til en heks i sofaen, for først der at genkende hende.

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -
Never give up on something that you can't go
a day without thinking about
- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -

Fenella sad kun et par minutter utålmodigt, før hendes fod mod gulvtæppet stoppede og hun i stedet lagde det ene ben over det andet med et lille, lydløst suk. Hun lagde stakken af papirer på hynden ved siden af sig og strøg med begge hænder sit lange hår om bag ørerne, før hun trak sin læderindbundne kalender frem fra stakken af papirer hvor den var havnet. Hendes fod begyndte at vippe i luften, mens hun trak en mindre fjerpen frem, og begyndte at skrive på en bestemt side i kalenderen. Pennen behøvede ikke blæk, hvilket i sig selv var ganske praktisk da det ikke altid var lige til at slæbe rundt på et blækhus.

Hun løftede med jævne mellemrum blikket og så svagt utålmodigt mod Clarkes skrivebord, uden at det dog gjorde hverken fra eller til. Hun sukkede lydløst igen og koncentrerede sig om kalenderen, velvidende, at hun ikke kom hurtigere videre i dagens ved at sidde og stirre på Clarke eller tænke på den bunke af papirer der lå på hendes skrivebord etagen under, og som hun uden mindste tvivl ville være nødt til at tage med hjem.

Hun skrev en aftale mere ind på en side og understregede den som særlig vigtig, mens hun ud af den ene øjenkrog registrerede først en banken på døren og dernæst endnu en person der kom ind. Det fik hende dog ikke til at se op. Folk kom og gik i ét væk og selv efter flere år var det umuligt at kende mere end bare en brøkdel af det faste klientel. Det eneste hun fangede var et par tunge, slidte støvler, og kanten af en kappe. Hun sænkede blikket igen, og gik så i stå da personen henvendte sig til Clarke. Spidsen af fjerpennen svævede ubevægeligt nogle millimeter over papiret mens hun langsomt løftede hovedet nok til at se på Jonathans krøllede baghovede. Et sekund eller to overvejede hun alligevel blot at lægge papirerne på Clarkes skrivebord og stikke Dellochio en hvid løgn, men hendes ansvarsfølelse var alligevel for stor.

Hun bøjede hovedet igen og bed let ned om sin underlæbe, mens hendes hånd forblev liggende ubevægelig mod den opslåede side i kalenderen. Jonathan var noget nær den sidste hun havde regnet med at krydse veje med på et rutinejob, på en helt almindelig dag som Ella Dellochios stik-i-rend-dreng. Selvom hun havde vidst det sidste år at han havde sin jævnlige gang i bygningen, dog nogle etager under hende selv, var det stadig lettere surrealistisk at han nu kun stod nogle få skridt fra hende.

Hun skubbede stædigt et par mentale billeder tilbage i sit baghovede og forsøgte at huske hvad hun havde haft til hensigt at skrive inden hun gik i stå. Hendes fokus hang dog uværgeligt ved de slidte støvler som nu kom nærmere og til sidst stod stille tæt på væggen ved siden af hende. Hun sukkede lydløst for tredie gang og opgav det latterlige i at forsøge at ignorere dem og manden der havde dem på. I stedet lagde hun den lille fjerpen på siden, lukkede kalenderen og rettede sig op, mens hun løftede blikket og fandt hans ansigt. Hun smilede svagt, og prøvende, mens hun i let nervøsitet igen strøg håret om bag det ene øre. Hun rankede sig ubevidst og rømmede sig diskret før hun fik åbnet munden med et lille nik til hilsen "Jonathan..." smilet svandt ind til en antydning i den ene mundvig.

---

❧ Tags; Jonathan MacLeod
❧ Words; 640
❧ Outfit; here
❧ Notes; -

[Jonathan MacLeod]

AND I'LL BE IN SCOTLAND AFORE YE
but the broken heart it kens nae second spring

Om han var overrasket over at se Fenella sidde overfor sig, efter ikke at have set hende i fem år, var der vist ingen tvivl om. Dog var det eneste tydelige tegn på det, øjenbrynene der hævede sig en anelse. Han var klar over at hun arbejdede i Ministeriet, men han vidste hverken hvad hun lavede eller hvilken afdeling hun hørte til og han havde aldrig gjort noget egentligt forsøg på at finde ud af det, om end det ikke ville have været så forfærdeligt svært. I en gammel vane strøg den ene hånd op til det krøllede hår og han rodede en enkelt gang i det, før den faldt tungt ned langs siden igen.

I næste øjeblik hævede også hun blikket og mødte hans og i et splitsekund mærkede Jonathan en trykken af gamle følelser og minder presse på, før han hårdnakket blokerede det hele og spændte kæben en lille bitte smule, ikke noget bemærkelsesværdigt, men dog en anelse. Selv da hun åbnede munden med en vag hilsen, gik der en rum tid før Jonathan fandt sin stemme igen og han rømmede sig kort, med blikket endnu hvilende på hendes ansigt. ”Maverick.” Det trak antydningsvist og høfligt op i hans ene mundvig, men hilsnen han kom med var ikke just varm. Han var ikke klar over at efternavnet ikke længere var af værdi og havde intet hørt om hendes ægteskab.

Dog var Jonathan blevet ældre og afsky var gennem fem år blevet til intet andet end en ukomfortabel, gnavende følelse ved tilstedeværelsen. I og med han ikke længere var den syttenårige, sårede dreng, tillod han som sædvanlig den formelle høflighed skinne igennem og han rettede sig op, så kontakten mellem væggen og hans ryg blev brudt. I stedet for at lægge armene over kors som han ville, samlede han hænderne på ryggen og lod den ene hånds fingre lukke sig om den andens håndled og tilføjede i en høflig tone: ”Længe siden. Alt vel?” Hans forsøg på at holde et neutralt ansigtsudtryk gik lidt i vasken, som hans øjenbryn trak sig en smule sammen på midten og noget skinnede sorgmodigt, men vagtsomt i hans blik og afslørede i hvert fald for udestående at der havde været mere end blot et tilfældigt bekendtskab imellem dem.

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -
Never give up on something that you can't go
a day without thinking about
- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -

Fenella måtte kæmpe et kort sekund for ikke at lade sit blik flakke eller helt slå det ned, da hendes blik mødte Jonathans, efter at hun ubevidst havde ladet det følge hans hånd et splitsekund. Det føltes som gik der adskillige minutter fra hun havde sagt hans navn til han rømmede sig og besvarede hendes hilsen. Ved lyden af sit pigenavn, lagde hun hurtigt og ubevidst den ene hånd over den anden i skødet, og skjulte derved guldringen på sin højre hånd. Hun smilede lettere anstrengt igen, uden helt at vide hvordan hun skulle forholde sig. En del af hende var tæt på at rette ham, og dermed lægge kortene på bordet, men hendes tunge nægtede at lystre, da det dæmrede for hende, at han måske ikke vidste hvordan hendes civilstand havde ændret sig.

En lettere akavet stilhed faldt igen i hjørnet de henholdsvis stod og sad i og den flygtige trang til at forlade rummet meldte sig igen kort, mens hendes blik forlod hans ansigt og gled formålsløst ud over kontoret, mens hun forsøgte at ryste den anspændte følelse af sig og samtidigt overbevise sig selv om, at hun var aldeles upåvirket af hans tilstedeværelse. Hendes blik var dog hurtigt tilbage da han talte igen, og hun præsterede endnu et lille smil, før hun tog en dyb indånding ...alt for længe siden...og nikkede langsomt en enkelt gang "Længe siden, ja..." svarede hun svævende, og rynkede panden et øjeblik, mens hun slog blikket ned og overvejede om alt var vel. Så så hun op igen og trak let på skuldrene "Arbejde, arbejde og lidt mere arbejde." hun smilede skævt, og et kort øjeblik nåede det også hendes øjne, før det svandt ind igen og hun rynkede brynene svagt, næsten synkront med ham. Hans blik fik hendes til at flakke kort, før hun rankede sig, tog endnu en dyb indånding og lagde hovedet lidt på skrå, mens hun fandt et nyt smil og så spørgende på ham "Dig?"

---

❧ Tags; Jonathan MacLeod
❧ Words; 389
❧ Outfit; here
❧ Notes; -

[Jonathan MacLeod]

AND I'LL BE IN SCOTLAND AFORE YE
but the broken heart it kens nae second spring

Det gik først op for Jonathan efter en rum tid, at han ikke havde ladet blikket vige fra hende, siden han havde opdaget hendes tilstedeværelse, og slog hurtigt og meget selvbevidst blikket væk og i et desperat forsøg på at lokalisere noget andet og mere naturligt end hans slidte skosnuder, foregav han at se tilfældigt i retning af den ældre mand bag skrivebordet, der dog ikke skænkede nogen af de to så meget som et blik. Han holdt ikke blikket der mere end et par få øjeblikke før han var nødsaget til at lade det vandre tilbage til Fenella og formåede i processen igen at løfte en arm for at klø sig i håret i nakken. Hans blik flakkede en anelse, men han klarede inden længe at skabe en jævn kontrol og tøvende mødte han hendes blik med sit igen, selvom det vækkede mere eller mindre uvelkomne minder.

Han skar en mental grimasse over sine egne tåbelige, ligegyldige ord, som han nu var nødt til at føre længere ud og dermed forlænge den gnavende følelse yderligere. Hans ene mundvig trak sig mærkbart op igen i et høfligt, om end påtaget, smil og han nikkede kort og uinformatvit til hendes ord, uden at dele flere synspunkter i den sag. Fem år var lang tid, men der havde ingen grund været til at deres veje skulle krydses, også selvom Jonathan engang i mellem, i særligt ensomme stunder, havde ladet tankerne dvæle kort ved fortidens spøgelser og hver eneste gang hans blik faldt på MacLeods Tables trængte pinefulde billeder sig på og gjorde ham ilde til mode.

Hænderne der havde samlet sig bag ryggen igen, vred sig kortvarigt sammen og han så ned imod den runde pakke han havde klemt fast under armen, lettere utålmodig. Jonathan bevarede dog smilet, og nikkede igen til hendes svar. ”Det går måske fremad med karrieren?” Endnu en mental grimasse og en selvuddelt lammer ramte ham, og han fik lyst til at banke hovedet en enkelt gang imod væggen. Hvad var nu det med endnu et spørgsmål? En lille, forræderisk stemme påstod at det var fordi han var oprigtigt interesseret, men den tanke skubbede han hurtigt væk og slog sig fast på at det blot var en indgroet vane og et helt almindeligt rutine-spørgsmål. Rynken mellem brynene blev kortvarigt mere markant og han åbnede munden for at svare hende, men studsede da over hvad han egentlig skulle lukke ud. Læberne samledes igen, og han rettede blikket tilbage mod hende, mens han besluttede sig. ”Udmærket, tak…” Hans blik flakkede igen, og han skævede kort ned på hende, og mærkede i sine egne ord den brutale og kølige tilbageholdenhed, der gjorde at han ikke havde givet hende den mindste information om sin beskæftigelse eller situation, en ting det dog nok havde været mest korrekte, siden det var et faktum at han selv havde spurgt ind til hendes liv først.

At det var tydeligt på hans ansigt, at han tøvede, var Jonathan ikke selv klar over, men alligevel vandt den der opdragelse igen og han rømmede sig højtideligt og fortsatte så: ”Jeg har så småt overtaget Dunvegan…” Så småt var en underdrivelse, men han gjorde i det mindste et forsøg på at opføre sig pænt og venligt overfor hende. Flere ord truede med at bryde ud, men han klemte stædigt læberne i, på ingen måde interesseret i at afsløre at hans moder, Anne, ofte sprugte til Fenella og hvorfor han havde stoppet deres forhold og ikke havde haft hende med hjemme igen – Jonathans fader havde nemlig været yderst glad for den unge kvinde, og mugglerkvinden havde næppe bemærket, hvis den blodkære Fenella havde virket anderledes over for hende.

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -
Never give up on something that you can't go
a day without thinking about
- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -

Fenella så op tidsnok til at se Jonathan dreje hovedet væk og se over mod Clarke. Hun sneg sig til at betragte hans ansigt nogle sekunder før han drejede hovedet mod hende igen. Han lignede sig selv. Eller lignede stadig det billede af ham hun havde gemt i sit sinds afkroge hvor kun hun vidste det var. Selvfølgelig var han fem år ældre som hun selv, men forskellene var alligevel minimale. Den største forskel lå i hans blik da det igen mødte hendes. Hendes egne bryn trak sig svagt nedefter da hun et kort sekund synes at se hans blik flakke. Det var væk igen før hun fik vished og hun slog det hen under påskud af, at se syner.

Hans smil fik et tilsvarende lokket frem på hendes eget ansigt, omend hun gennemskuede det påtagede. Synet af et ægte smil der nåede hans øjne, lå gemt samme sted i hendes sind, og modvilligt indrømmede hun for sig selv, at hun ville kunne genkende det selv nu. Men det lå altsammen pakket pænt ned i en lille mental kasse, som hun kun pakkede ud når hun var alene og lejligheden blev for tom, både fysisk og billedligt. Hun slog blikket ned et øjeblik og nikkede kort til hans spørgsmål, før hun så op igen "Nogenlunde som planlagt..." hun rynkede brynene tænksomt et øjeblik, overvejende om hun skulle uddybe yderligere og fortsatte så tøvende "Jeg har fungeret som assistent for Ella Dellochio det sidste år..." hun gjorde en kort pause og tilføjede så endnu en oplysning, uden helt at vide hvorfor "Men jeg har søgt stillingen som retsekretær i Højmagiratet for nyligt." hun havde ranket sig lidt og det tøvende i hendes blik erstattet med en umiskendelig stolthed over hvad hun havde opnået, selv i sin forholdsvis unge alder.

Stilheden faldt igen mellem dem da hun tav og blev kun kortvarigt brudt af hans korte svar på hendes høflige forespørgsel. Hun slog blikket ned igen med et lille nik og hendes fortænder fandt et øjeblik hendes underlæbe "Det glæder mig..." hun tav endnu en gang og anede ikke hvad hun ellers skulle sige. Om hun skulle sige noget. I stedet løftede hun den ene hånd for at stryge håret om bag det ene øre, men tog sig så i det og lagde hurtigt hånden tilbage på dens tidligere plads ovenpå den anden og lukkede fingrene stramt om den. En rynke viste sig igen hendes pande og hun formåede ikke helt at bilde sig selv ind, at hun ikke vidste hvorfor hun følte grund til at skjule den alt for afslørende ring på sin højre hånd. Hun lod hår være hår og bed sig igen let i underlæben og skubbede endnu en tankerække på afstand.

Hun så hurtigt op igen da han mod forventning først rømmede sig og så fortsatte. Hun smilede svagt, men denne gang ikke påtaget og hendes ansigt gled let på sned "Det ved jeg..." hendes pupiller udvidede sig svagt, da det gik op for hende at hun inddirekte havde indrømmet, at hun måske indimellem havde fulgt hans gøren og laden og hendes hjerne arbejdede febrilsk på en måde at slå faktum hen på "Jeg så... Jeg mener, jeg læste det et sted..." hun gav sig selv et mentalt nakkedrag, men tvang sig selv til at bevare øjenkontakten. Et sørgmodigt glimt sneg sig ind i hendes blik. Både fordi hendes egne tanker faldt på det ophold hun selv havde haft på slottet for hvad der føltes som et halvt liv siden, men også fordi en anden information flød op til overfladen i hendes tanker. Hun tøvede igen mens hendes blik flakkede mellem hans øjne et øjeblik før hun talte igen "Det gør mig oprigtigt ondt med din far."

---

❧ Tags; Jonathan MacLeod
❧ Words; 717
❧ Outfit; here
❧ Notes; -

[Jonathan MacLeod]

AND I'LL BE IN SCOTLAND AFORE YE
but the broken heart it kens nae second spring

Jonathan lod flygtigt blikket løbe ned over Fenellas ansigt, som et minimalt smil dannede sig på hendes læber, og han var i stille sind sikker på at det måtte være en fin afspejlning af det han selv havde fremmanet til hende. Normalt var han en afslappet og tilbagelænet person, men de to havde så megen historie og havde været igennem så uendeligt meget, at han ikke kunne finde hoved og hale på sine tanker der virrede rundt og efterlod ham ubesluttet i sin holdning til situationen. Engang havde hun såret ham, for længe siden, men som de siger læger tiden alle sår og dem Jonathan så længe havde haft var ikke længere andet end hvidglødende ar i hans sind. Han kunne ikke længere opdrive den vrede eller aggression hun engang havde antændt i ham ved sin blotte tilstedeværelse, men alligevel kunne han ikke benægte at en hul følelse spredte sig i hans mave, rester af den sorg han havde følt. Det var kompliceret, uden tvivl, men anderledes.

En trang til at løfte hånden for at gnide fingerspidserne mod tindingen pressede sig på, men Jonathan tvang sig stædigt til at fokusere på Fenellas ord, mens hans hænders greb omkring hinanden på ryggen blev en anelse strammere. Han nikkede svagt til hendes ord mens hun fortalte, stadig med den ene siden af munden trukket op i et høfligt smil. ”Held og lykke med det i så fald.” Jonathan var vel i sig selv ikke rigtigt overrasket over at høre at Fenella stilede højt, og en snert af et smil der kunne være oprigtigt sneg sig ind på ham ved mindet om hendes kampånd når det kom til sine mål, et minde der stammede tilbage fra dengang hvor han havde forestillet sig en fremtid med hende. Tanken fik straks den sandfærdige antydning af et smil til at forsvinde igen og efterlod kun det høflige og påtagede tilbage.

Jonathan mærkede igen fortrydelsen over at have bragt emnet på banen, da han opfangede glimtet af sørgmodighed i hendes blik, og han tog sig selv i at fordele vægten fra den ene fod til den anden, som om han overvejede at forlade lokalet med det samme, uden at aflevere hvad han egentligt var kommet for. Det sneg sig ind på ham som en skygge, sorgen og afmagten han havde følt ved sin faders død, og trods det var måneder siden nu, var det endnu et sår der stod friskt og åbent. Facaden han havde opretholdt forsvandt lidt efter lidt, mens hans øjenbryn trak sig sammen i en lille rynke og han måtte slå blikket ned imod jorden over hendes kondolence. Hans pande faldt i dybe rynker, og da han langt om længe så op igen flakkede hans blik og afslørede et taknemmeligt glimt. Jonathans læber faldt en anelse fra hinanden, som han vægtede sine ord og ledte efter passende, indtil han blot gav et kort nik fra sig. Endnu et minde sneg sig ind på ham, og tanken om hvordan Richard i sin tid havde været både imponeret og glad for Fenella fik Jonathan til at betragte hende kort og mere naturligt end før, inden han kom til bevidsthed og rømmede sig. Hænderne der havde været samlet på ryggen slap endelig hinanden og foldede sig i stedet over hans bryst, mens han så til den ene side, fejlet i sit forsøg på at få det til at se tilfældigt ud.

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -
Never give up on something that you can't go
a day without thinking about
- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -

Fenella slog blikket ned lidt for sent til at kunne foregive, at hun ikke havde siddet og betragtet ham og hendes fortænder fandt igen et øjeblik hendes underlæbe i skjul bag overlæben. Den tydeligt anspændte og let vagtsomme stemning i mellem dem, fik gamle minder til at dukke op til overfladen. Ét efter et ploppede de op som korkpropper der havde været holdt under vand og nu blev frigivet. Med dem dukkede også en følelse af skam, beklagelse og sørgmodighed op og satte sig fast. Hvorfor var det så svært at se ham i øjnene, spugte hun sig selv, selvom hun udemærket kendte svaret før hendes sind overhovedet havde formuleret det.

Hun sad nogle øjeblikke og kæmpede med følelsen af skam der krøb ind på hende, med let rynkede bryn og den ene hånd lukket stramt om den anden, før hun både villigt og lettet, så op igen og svarede på hans spørgsmål om hendes egen karriere. Hun skød ubevidst hagen lidt frem mens hun talte og et splitsekund glødede hendes lyse øjne af stædighed og kampgejst. Lige så ubevidst fik hans lykønskning hende til at smile tilfreds og ægte et øjeblik, hvor hun samtidigt besvarede hans lette nik "Tak..." hun kneb øjnene lidt sammen og betragtede tænksomt antydningen af et smil i hans mundvig, før hun lod smilet på sine egne læber blive hvor det var, og fortsatte et tøvende forsøg på munter ironi "Spørg mig om fem år igen, så er det nok stillingen som højesteretsdommer jeg har søgt." hun slog blikket ned igen da hans smil igen blev høfligt og rømmede sig anspændt.

Hun rynkede igen panden let da hun så ham flytte lidt på fødderne og løftede så blikket til hans ansigt igen med oprigtig beklagelse og lod hovedet glide lidt på sned mens hun betragtede ham. Hun var på ingen måde i tvivl om, at tabet af faderen havde påvirket ham dybt. Hun huskede udemærket det tætte familiebånd der havde været i klan MacLeod. Et bånd hun altid, uden nogensinde at indrømme det eller sætte ord på det, havde misundt ham. Det nærmeste hun kom varmere tegn på affektion fra sine egne forældre, var når hendes mor rettede på hendes hår, hendes tøj eller bad hende rette ryggen for 117. gang. Hendes far lukkede som regel ørerne og trak sig tilbage til sit arbejdsværelse hvor han kunne lukke sig inde i sin egen boble og slippe for at tage stilling til sit eneste barns gøren og laden. Tanken skabte ingen beklagelse i den unge kvinde, blot en svag sørgmodighed der blev skubbet brutalt væk. Barnet og teenagerens desperate higen efter forældrenes accept og kærlighed var over årene erstattet med en hård facade som tjente sit formål ved at skåne hende selv for gentagende skuffelser fra deres, og andres, side.

Alt dette løb igennem hendes skarpe hjerne mens hun betragtede Jonathans nedslagne blik og rynkede pande, uden fortrydelse over at have udtrykt sin kondolence. Hun havde ikke kunnet andet end at synes om Richard MacLeod de få gange hun havde mødt ham. Han havde været en mand der indgød både respekt og sympati, og selv hans valg af ægtefælle, havde hun ikke med god samvittighed kunnet sætte en anklagende finger på. Ikke at hun havde haft grund eller lyst til det. Hun havde været på Dunvegan som gæst og Anne havde behandlet hende som en del af familien fra første færd og alene det, havde øjeblikkeligt jordet de fordomme den dengang 16-årige Fenella havde haft og efterladt hende ukarakteristisk ydmyg og afslappet i selskabet, hvor hun ikke blev krævet konstant at skulle ranke sig eller fik udpeget alle sine fejl og mangler. I nuet fik alle disse tanker og glemte følelser hende til at miste den sidste rest af forstillelse et øjeblik, mens hun besvarede Jonathans svage nik med et sjældent ægte smil der nåede hendes øjne, mens hendes skuldre faldt lidt ned fra deres anspændte position og hun accepterede situationen.

---

❧ Tags; Jonathan MacLeod
❧ Words; 743
❧ Outfit; here
❧ Notes; -

[Jonathan MacLeod]

AND I'LL BE IN SCOTLAND AFORE YE
but the broken heart it kens nae second spring

Jonathan var ikke i stand til at foregive at han var overrasket over at Fenella ikke havde mistet fokus eller lysten til at dedikere sin tilværelse til arbejdet, og det var ganske som han altid havde forventet af hende. Hun stilede som altid højt og hun skulle nok i sidste ende komme til at få lige præcis hvad hun ville have, så længe hun fortsat kæmpede. Sådan havde hun altid været, selv hvis det blot omhandlede et Fremragende i en forvandlings-stil. Jonathan bøjede svagt nakken i et lille nik og strammede grebet om den ene hånd med den anden på ryggen. ”Udmærket. Om fem år.” Havde situationen været en anelse anderledes kunne det måske nok have været en ganske vittig kommentar, men morsomheder hvilede ikke ligefrem i overfladen og endte med at gøre kommentaren i sig selv en anelse flad. Dog rummede det klart et løfte om en endnu eksisterende form for kontakt år ude i fremtiden og Jonathan prøvede at skubbe sine negative følelser og tanker om i baghovedet for ikke at tage dem i sig igen, vel vidende om at det blot var ham der tillagde for megen betydning til en tåbelig ordudveksling. Det begyndte at virke trættende at skulle minde sig selv om at han nu var voksen og ikke burde blive ved med at hænge fast i fortidens skrammer. Men var der ikke engang nogen der sagde at tiden læger alle sår? Og i så fald – hvor meget tid var der brug for?

En snigende og ubelejlig dunken i den ene tinding krøb langsomt ind over ham og den svage hovedpine gav ham lyst til at gnide fingrene udmattet hen over panden, som for at gnide smerten væk. Alligevel kunne han ikke slette den umiskendelige følelse af at tingene var ved at ryge ud på et plan hvor han slet ingen mulighed ville have for at styre dem og hvorvidt han havde lyst til at åbne hele kassen med tanker, sorger, følelser han havde omkring sin far overfor Fenella i denne situation var han langt fra sikker på. Mest i retning af ikke. Han vidste at han burde sige mere, men ordene kom ikke til ham som de burde og gulvet under hans fødder var simpelthen ikke værd at blive ved med at betragte, i hvert fald hvis han havde håb om at bevare en forestilling om at han var ved sine fulde fem. Svagt og kortvarigt bed han ned over sin underlæbe, inden han så op fra gulvet igen og mod kvinden foran sig. ”Fenella…” Længere nåede han ikke i sin pludselige indskydelse, inden lyden af en dør der gik op fra kontoret bag dem brød den relative stilhed og han tav.

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -
Never give up on something that you can't go
a day without thinking about
- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -

Fenella skændte mentalt på sig selv over sit lettere forkvaklede forsøg på at lette den anspændte stemning der hang i luften mellem dem og på ingen måde var til at ignorere, uanset hvor hårdt hun prøvede. Hun knugede fingrene på den ene hånd hårdere om sin anden og mærkede sit forsøgsvise smil blegne en smule igen. Hun slog blikket ned og forsøgte igen at overbevise sig selv om, at det ikke havde påvirket hende synderligt at løbe i lige nøjagtigt Jonathan, men fejlede grumt. Hendes første indskydelse var at undskylde, uden helt at vide for hvad og hendes læber skiltes en smule før hun klemte dem hårdt sammen om det ene ord igen og forblev tavs.

Alligevel løftede hun blikket igen og betragtede ham indgående, uden at kunne ryste trangen til at undskylde af sig, selvom hun hårdnakket fortalte sig selv, at der intet fordækt var i at kondolere for et dødsfald hun ikke var det mindste i tvivl om havde påvirket ham dybt. Ydermere var hun ikke ellers typen der undskyldte, selvom Jonathan var et af de få mennesker hun alligevel havde gjort det overfor gentagende gange ved tidligere lejligheder. At det ikke havde haft den ønskede virkning fik hende kun til at klemme læberne hårdere sammen og igen slå blikket ned.

Sådan sad hun i tavshed og knugede sine hænder hårdere om hinanden end hun egentligt registrerede og det gav et synligt sæt i hende, da han sagde hendes navn. Hendes blik fløj hurtigt og spørgende op til hans ansigt igen "Ja?" nåede hun at få frem, før døren til ministerens kontor gik op og en midaldrende, rødmosset troldmand kom ud derfra, stadig med ansigtet vendt ind mod kontoret "Så siger vi det Amon, men forvent ikke jeg kan udrette mirakler." Fenella sprang op, lidt for hurtigt og greb febrilsk sin kalender og mapperne hun havde haft med sig. Hendes blik flakkede et kort sekund mellem Jonathan og sekretæren bag skrivebordet der havde rettet blikket mod hende og åbnet munden "Minister Boothe vil se Dem nu, Mrs..." Fenellas blik skød lyn et sekund, men nok til at få sekretæren til at se let forbløffet på hende og gå i stå længe nok til at hun selv hurtigt fortsatte før han sagde mere "Tak, jeg skal gøre det hurtigt." sekretæren nikkede langsomt mens han diskret så fra hende til Jonathan og hilste så kort på den anden troldmand der forlod forkontoret med et nik til hilsen.

Fenella tog en dyb indånding og holdt sine ting tæt ind til brystet uden at tænke på at skjule den ene hånd med den anden nu. Så fandt hendes blik igen Jonathan uden at hun kunne holde lige dele beklagelse og nysgerrighed ude af det, udemærket klar over at hun kun trak tiden "Jeg må hellere.." hun gik i stå og bed ned omkring sin underlæbe uden at slippe ham med blikket "Hvad ville du sige, Jonathan?" hun blev stående, men kastede et hurtigt blik mod den nu lukkede dør til ministerkontoret før hun igen så afventende på Jonathan og flyttede lidt nervøst på fødderne.

---

❧ Tags; Jonathan MacLeod
❧ Words; 600
❧ Outfit; here
❧ Notes; -

[Jonathan MacLeod]

AND I'LL BE IN SCOTLAND AFORE YE
but the broken heart it kens nae second spring

Det var en velkommen afbrydelse af den trykkende stilhed der kortvarigt havde sænket sig i mellem dem, som døren ind til ministerkontoret langt om længe gik op og en troldmand Jonathan ikke genkendte fra sine ugentlige besøg i ministeriet, skønt han ellers var særligt kompetent indenfor navneerindring, trådte ud. Jonathan øjnede straks muligheden til at kaste et flygtigt blik i Fenellas retning, som hun var optaget af at samle sine ting til sig og lod det næsten med det samme glide væk igen, som om han i virkeligheden var meget mere interesseret i den ukendte mand.

Han forventede velsagtens at hun strøg forbi ham og ind uden endnu et ord, skønt han hurtigt kom på andre tanker da hun til al overraskelse gjorde anstalter til at blive stående. For Jonathan havde afbrydelsen været lige den redning han manglede fra at sige noget han nu med sikkerhed vidste at han senere ville fortryde, men han burde selvfølgelig have vidst bedre end at tro at Fenella ville lade sig spise af med det. Vagtsomt rettede han blikket imod hende igen og gav et stift nik fra sig, i naivt håb om at samtalen ville ende der. Da den ikke gjorde flakkede hans blik kortvarigt mellem hende og væggen bag hende, før han rømmede sig og mødte hendes blik. ”Jeg… Intet vigtigt. Vi må ikke lade ministeren vente,” og med de ord slog han blikket væk fra hende igen og trak sig et skridt tilbage for at lade hende passere.

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -
Never give up on something that you can't go
a day without thinking about
- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -

Fenella tog en dyb indånding før hun rettede sig op igen, pludselig opmærksom på sine egne febrilske bevægelser, der afslørede mere end hun på nogen måde brød sig om. Efter at have stoppet sekretæren midt i en sætning, flakkede hendes blik kortvarigt til den midaldrende troldmand der passerede dem og hun fremtvang et hurtigt nik som svar på det han sendte i deres retning, før han forlod forkontoret. Så vendte hun blikket mod Jonathan igen, afventende og let anspændt, og splittet mellem sin nysgerrighed der ønskede han gjorde sin sætning færdig og den lille stemme der mente, at hun sikkert ville have det bedre på langt sigt, hvis hun ikke gjorde. Nysgerrigheden vandt dog og hun blev stående, med sine papirer og kalender presset ind mod brystet som et beskyttende værn.

Hun formåede at holde blikket på ham, selv mens hans flakkede og kunne ikke skjule en svag skuffelse da han slog, hvad han end havde villet sige, hen "Åh.. nej.." fik hun frem og skævede igen hurtigt mod døren til ministerkontoret, før hun så på ham igen, denne gang uden at få øjenkontakt. Hun smilede halvhjertet og rystede så på hovedet en enkelt gang "Nej, det falder næppe i god jord." hun rynkede brynene og tvang så sine fødder i gang og tilbagelagde de få skridt hen til døren, bankede på og gik ind uden at se sig tilbage.

Sekretæren bag skrivebordet fulgte hende med blikket indtil døren lukkede sig bag hende. Så vendte han ansigtet mod Jonathan igen med et venligt smil og åbnede munden for at tale igen "De burde kunne komme til om et øjeblik, Mr. MacLeod. Mrs. Loretz skulle blot aflevere nogle tillæg til nyligt gennemførte paragraffer og jeg ved De er en travl mand." han nikkede som for at understrege sine egne ord og så så ned i sine egne papirer og lod kort efter fjerpennen skratte mod pergamentet foran sig igen.

-------------------------

❧ Tags; Jonathan MacLeod ❧ Words; 528 ❧ Outfit; here ❧ Notes; -

[Jonathan MacLeod]

AND I'LL BE IN SCOTLAND AFORE YE
but the broken heart it kens nae second spring

Jonathan følte sig mere eller mindre splittet mellem hvad han havde lyst til at gøre og hvad der var det mest rigtige. Han endte med at lande på den sidste. Han ville prøve på at lade som om at han intet andet kendskab havde til Fenella, end at de havde siddet i samme klasselokale på et tidspunkt og nu arbejdede sammen. Det gjorde i al hemmelighed ondt på ham, eftersom det ikke havde været af egen fri vilje han nogensinde havde givet slip på hende. Han kunne godt se i bakspejlet nu at han skulle have lyttet til hvad folk prøvede på at fortælle ham om utilregnelige Fenella, men han havde affærdiget dem med at hjertet ville hvad det ville. At han så senere ville få den lige tilbage i hovedet havde han ikke kalkuleret. Jonathan ville ønske at det aldrig havde behøvet at være sådan mellem dem, at han måtte stå og forsøge at lade som om han ikke engang havde holdt af hende, elsket hende endda, men det var sådan det var blevet og det virkede alt for sent til at vende om, skønt der var gået fem år. Han kunne ikke påstå at han ikke blev påvirket af at være omkring hende, og ting han holdt gemt langt væk fra omverden overraskede ham ved at snige sig frem, kun lige nøjagtigt stoppet i sidste øjeblik fra at ryge ud i rummet.

Han forsøgte at trøste sig selv med at det nok i hvert fald var overstået for denne gang, for om lidt ville Fenella forsvinde ind bag døren til ministerkontoret og han ville ikke skulle se sine dæmoner i øjnene før han tilfældigt stødte på hende næste gang. Tanken var nok til at få ham til at give et stift nik fra sig som han trådte ind til væggen og så snart Fenella forsvandt ind bag døren lod han et lydløst suk slippe ud, i et forsøg på at dæmpe sine nerver.

Det skulle så vise sig at det ingen effekt overhovedet havde da sekretæren få øjeblikke senere tiltalte ham. Jonathan så først roligt, med et tilnærmelsesvis venligt udtryk, på ham, men kunne få sekunder senere gætte ud fra den andens forvirrede ansigtsudtryk gætte at han havde mistet al kontrol over sine træk som en overraskelse uden lige ramte ham. Loretz. Gammel indestængt vrede boblede pludselig op til overfladen, og skønt Jonathan var overbevist om at han var blevet både ældre og klogere, at det gamle sår endelig var begyndt at få skorpe, så følte han sig hvidglødende indvendig. Han kunne ikke forstå at han var så stor en idiot, der havde været få øjeblikke fra langt om længe at tage skridtet videre for enkle minutter siden, så blåøjet at han ikke havde indset at hun selvfølgelig havde giftet sig med ham. Hvorfor skulle hun ikke også det? De var jo et pragteksemplar de to. To alen af et stykke. Jonathan havde kun haft den følelse i sin mave en gang i sit liv, sidste gang han havde følt sig så magtesløs. Og det havde også været hende. Han var stivnet til stedet, ude af stand til at bevæge sig og med et hoved der virrede af grusomme forestillinger. Han troede virkelig han havde lært at være ligeglad med hende og hendes liv. Han var overbevist om det. Sandheden var blot en helt anden og langt, langt værre.

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -
Never give up on something that you can't go
a day without thinking about
- - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - -

Fenella tøvede kun et splitsekund med hånden på håndtaget til døren ind til Minister Boothes kontor. Så bankede hun hurtigt på og gik ind i det store kontor uden at se sig tilbage over skulderen som hun ellers mest havde lyst til. Hun hilste respektfuldt, omend overfladisk på ministeren, igen med sit mest charmerende smil på ansigtet. Et smil hun havde indstuderet nøje over årene og kunne til perfektion. Det var ikke første gang hun befandt sig overfor hverken Boothe eller minister Emmerich før ham. Det var en rutine som alt andet, men denne gang fandt hun sine tanker og opmærksomhed glide tilbage ud gennem døren til forkontoret, i stedet for at forestille sig hende selv i den store stol bag det smukke skrivebord, som hun ellers plejede når hun var der.

Papirerne var hurtigt afleveret og hun havde en anden stak i favnen, nu underskrevet og til aflevering, da hun igen trykkede håndtaget på døren ned, takkede Boothe for hans tid og gik ud i forkontoret igen. Hun lukkede døren bag sig og vendte sig med et næsten forventningsfuldt smil mod rummet igen, og søgte straks Jonathan med blikket. Hendes smil stivnede før det rigtigt fandt indpas, over at se ham stående nøjagtigt hvor hun havde forladt ham og med et udtryk der fik en hel række ubehagelige deja-vu'er til at passere revy for hendes indre blik. En sugende fornemmelse bredte sig i hendes mellemgulv, lidt som når man brugte spektral transferens, blot værre og langt mere ubehageligt.

Hun kastede et hurtigt blik på Clarke bag skrivebordet der sad bukket over sine papirer, og havde en klar fornemmelse af, hvad der havde fået netop det udtryk frem på Jonathans ansigt, i den korte tid hun havde været inde hos ministeren. Hun sank hårdt og tvang så sit blik tilbage til ham mens hun forsigtigt og med en hvis lighed med et skræmt dådyr fik sine fødder til at lystre og bevægede sig nærmere. Hun stoppede nogle skridt fra Jonathan og havde nu igen papirerne trykket beskyttende mod brystet. Hun rømmede sig nervøst og det trak i hendes ene mundvig i et halvhjertet forsøg på et smil og vejede imellem at tage tyren ved hornene, eller lade som om hun ingen idé havde om hvilke brikker han lige havde fået lagt sammen. Eftersom hun ikke var helt sikker, turde hun ikke stole på sin fornemmelse og valgte den sidste mulighed "Jeg er glad for det går dig godt." hun gik i stå og tav et øjeblik før hun fortsatte og ikke kunne skjule en mørk undertone af sørgmodighed i sine lyse øjne "Jeg er ked af tingene ikke gik anderledes end de gjorde, Jonathan. Der er tusind ting jeg ville ønske jeg kunne gøre om." hun sukkede let og vendte sig så halvt for at forlade kontoret før hendes maske krakelerede for alvor.

-------------------------

❧ Tags; Jonathan MacLeod ❧ Words; 528 ❧ Outfit; here ❧ Notes; -