Journalists & politicians

[Caroline Abbey]

It's an age old
love/hate affair

Caroline sad bøjet hen over det lille skrivebord uden for senior undersekretærens kontor, der markerede hendes egen arbejdsplads. Hun skriblede de sidste noter ned, hilste høfligt på den nærmeste af hendes chefer, som han gik forbi, og skimmede sine egne ord igennem. Arbejdsdagen nærmede sig sin officielle slutning og ministeriet var ved at blive tømt. Lyden af aktivitet rundt omkring på niveau et var en lige så tydelig indikator som tiden på det ur, der hang lige inden for Carolines synsfelt. Så snart hun var tilfreds med sine egne kommentarer og havde fået stukket papirerne ned i mappen, rejste hun sig også selv op og satte stolen på plads ind imod bordet. Hun puttede mappen ned i sin taske og lod den stå der, imens hun hurtigt tog i døren indtil senior undersekretærens kontor, for at sikre sig, at den var aflåst. Så snart det var gjort, greb hun tasken og svingede den over skulderen.

Lyden af hendes hæle slog imod gulvet, som hun forlod det store lokale og gik ud på gangen, med retning imod elevatoren. Hun standsede foran de skærmede døre, trykkede på den lille knap og ventede tålmodigt på at kunne træde ind.

Tag: Stuart Fellton ● Outfit: here

[stu]

Baby.. We could dance forever.

”Og fortsæt god dag Hr. Fellton”
”Det samme til Dem min gode mand”.

Stuart smilede bredt, trykkede ministerens fremstrakte hånd, hvorefter begge troldmænd trådte et skridt tilbage, og så gitteret blive lukket imellem dem. Stuart greb om den guldbelagte metalstang, da boksen forsvandt i et dyk. Han himlede overdrevet med øjnene, før han med en skeptisk grimasse, tørrede sin håndflade af i buksernes stof. Han kunne ikke fordrage den mand.

Da han adskillelige sekunder senere, kunne skimte lys for enden af passagen, sukkede han lettet. Boksen sænkede farten de sidste to meter, og det var nok til, at Stuart bed mærke i den heks, som stod bag gitteret. Et lumsk smil gled over hans smalle læber, før han gav slip på metalstangen, og trådte ud af elevatoren. ”Heksen i mine dejligste drømme”, udbrød Stuart, hvorefter han lukkede gitteret. ”Caroline, du ligner som altid en sol”, tilføjede han, med ironien markeret ganske tydeligt i stemmen. Stuart skævede kort mod elevatoren, som langsomt forsvandt bag dem, før han med et bredt, overdrevet smil vendte sig mod hende. ”Jeg håber ikke det var en du havde ventet længe efter”, udbrød han, før han i en provokerende grimasse hævede begge bryn. ”Du er lige den, som jeg gerne ville snakke med. Sig mig, er vores gode ven Emrys taget hjem?”, spurgte Stuart og lod blikket glide hen over de tomme omgivelser. ”Eller er det bare dig, der så ihærdigt bliver lige til ministeriet lukker?”, brummede han lavmælt, før han lod begge hænder glide tilbage i lommerne. Smilet sad stadig placeret på hans læber.

[Caroline Abbey]

It's an age old
love/hate affair

Caroline havde al tid i verden, lige netop denne sene eftermiddag. Hjemme ventede som sædvanlig kun en tom lejlighed, men hun havde for en gangs skyld lovet sig selv ikke at arbejde videre. Hun lænede sig lidt bagud imod de blå sko's hæle, rullede en anelse med skuldrene under sin taskes rem og tog en dyb indånding, før hun strøg en løs hårtot om bag øret. Da elevatoren nærmede sig, stivede hun automatisk ryggen lidt af, men det ansigt, der dukkede op inde bag de hullede skydedøre, fortjente intet andet end hendes mest ligegyldige smil. Det var nøjagtig hvad hun præsterede.

Hun opgav elevatoren uden overhovedet at gide protestere, da journalisten lukkede gitteret bag sig igen og hendes transport ned til atriummet forsvandt. Udbruddet hævede ikke engang et øjenbryn. Alle parader var oppe og et høfligt ansigtsudtryk nærmest permanent installeret i hendes ansigt. ”Fellton,” hilste hun neutralt, uden at lade hans tomme, ironiske floskler påvirke sig bare antydningsvist.

Hun trak en anelse på skuldrene, da han udtrykte en mere end ligegyldig forhåbning og rynkede blot panden en anelse over spørgsmålene med et blik, som om hun ikke mente, at han var alt for smart. ”Hvis det er Emrys du leder efter, så er du et niveau for højt oppe,” bemærkede hun. Hun undlod at pointere at han bestemt ikke var hendes ven eller at hun virkelig ikke gik og holdt øje med hvornår han var, eller ikke var, på arbejde. I stedet trak hun sine mundvige en anelse op i endnu et høfligt smil og trådte forbi ham, for atter engang at trykke på knappen til elevatoren. ”I øvrigt kunne jeg spørge dig om det samme,” tilføjede hun, med ryggen til ham. ”Hvad laver du i ministeriet så sent?”

Tag: Stuart Fellton ● Outfit: here

[stu]

Baby.. We could dance forever.

Stuart hævede begge bryn, i en overraskende pålagt grimasse. ”Selvfølgelig. Hvor er jeg fjollet”, udbrød han hvorefter et alt for venligt smil, prydede hans læber. ”Men det er når der er så mange af jer, så kan man blive så fandens forvirret”, nåede han at tilføje, før han trådte et skridt til siden, og tillod hende at trykke på knappen.

Hvor hun dog på ingen måde, var hans kop the, tænkte Stuart muggent, skønt hans smil og ansigt signalerede noget andet. ”Du må spørge så tosset du vil”, brummede han og de lettere buskede bryn, forlod deres normale pladser, for at hæve sig optimistisk i panden. ”Og må jeg lige tilføje, at det glæder mig du spørger. Det er ikke så tit, du oprigtigt virker interesseret, i hvad jeg render rundt og laver”, tilføjede han og lo, før de mørkeblå øjne fik et snert af provokation i sig. Dette var dog langt fra unormalt, når det var Caroline. Hun forstod virkelig at bringe hans pis i kog. Stuart hævede den ene hånd fra lommen, i det elevatoren kom drønende. Han gestikulerede mod den, ”skal vi med denne?”, spurgte han og smilet på de smalle læber blev bredere. Stuart stak derefter hånden tilbage i lommen, på de sorte bukser, hvorefter han rettede sin opmærksomhed mod Caroline. ”Men for at vende tilbage på sporet..”, brummede han lumsk, skønt smilet stadig var kvælende venligt. ”Hvad er det der foregår Caroline?”.

[Caroline Abbey]

It's an age old
love/hate affair

Carolines eneste reaktion på Stuarts overdrevne mimik og plapren var et let skuldertræk. Hvordan det nogensinde i sin tid på Hogwarts var lykkedes hende ikke rigtig at lægge mærke til den irriterende knægts eksistens kunne godt undre hende i dag. Det kunne selvfølgelig hænge sammen med, at hun ikke havde haft noget han ville have dengang. Han havde i hvert fald aldrig haft noget hun ville have og det havde slet ikke ændret sig. Hun var dog ikke blind for at det kunne nå at gøre det endnu og selvom hun behandlede Stuart med ligegyldig høflighed, og bestemt ikke betragtede hans bekendtskab som et positivt et, så vidste hun, at det kunne nå at ændre sig endnu. Han kunne meget vel bruges som en brik i spillet en dag, hvis hun spillede det kvikt nok. Hun havde da heller ikke undgået at fryde sig over hans nedsablinger af Fenella og måske var det lige præcis hans kritiske indstilling til hans gamle klassekammerat, der fik hende til overhovedet at spørge hvad han lavede en sen eftermiddag i ministeriet.

Hans svar på hendes første konstatering fremkaldte ingen reaktion, hvorimod tilføjelsen i det korteste øjeblik trak hendes mundvige op i et ironisk smil. Hendes eget blik var stadig vendt imod elevatordørene og hendes ansigt drejet væk fra Stuart, så hun hverken så hævede øjenbryn eller anden teatralsk mimik. Hun kunne dog efterhånden, i Stuarts tilfælde, tænke sig til den. Da gitteret gik fra, trådte hun blot ind og ignorerede det overflødige spørgsmål. Det var alligevel ingen tvivl om, at han ville følge med hende hele vejen ud og blive ved med at prikke til hende. Hun kunne lige så godt få det bedste ud af det. ”Var det formålet med at luske rundt her, Stuart? At finde ud af hvad der foregår?” Med et enkelt hævet øjenbryn drejede hun hovedet imod ham. Et overbærende smil lagde sig på hendes læber. ”Så må du vist være lidt mere specifik...” Hun så næsten ud som om hun morede sig i et øjeblik. ”... Og spørge en anden.”

Tag: Stuart Fellton ● Outfit: here

[stu]

Baby.. We could dance forever.

Stuart kunne intet andet end at smile. ”Man bliver altid så munter, når man er befinder sig i dit lunefulde selskab”, udbrød han provokerende høfligt, før han fulgte hendes eksempel, og trådte ind i elevatoren. Stuart greb om metalstangen, i det han vendte sig mod Caroline. Begge bryn skød i vejret, og smilet på hans læber blev dybt provokerende. ”Lusker?”, mumlede han forbløffet, før han rynkede de lettere brede bryn, i en sigende grimasse. ”Er du ved at blive paranoid Caroline?”, tilføjede han tænksomt, før han vendte de mørkeblå øjne frem for sig, og gav sig til at stirre på gitteret, som blev lukket foran dem. ”Det er måske ikke så smart for dit omdømme, tænker jeg”, lød det tænksomt, med en underlig undertone, som ikke kunne defineres præcis. Stuart trak på skuldrene, før han drejede hovedet, og lod blikket hvile på hende. ”Men hvad ved jeg.. Du har jo altid været lidt af en sær snegl”, tilføjede han og smilet blev bredere, og langt venligere skønt hans ord på ingen måde, var nogen af delene. ”En dejlig men sær snegl. Og det er derfor, alle er så glade for dig. Inklusiv mig”, indskød han dybt sarkastisk, men hurtigt før elevatoren satte i gang.

Da elevatoren nåede endestationen, slog gitteret tilbage og de trådte ud. Stuart stak begge hænder i lommerne, hvorefter han gav sig til at betragte Caroline. ”Jeg tror ikke, de lader dig være fuldstændig uvidende”, sagde han ærligt, dog tænksomt før han fortsatte: ”men jeg tror så til gengæld heller ikke, du ved det hele. Læser du profettidende?”. Stuart hævede begge bryn, hvorefter han nikkede. ”Selvfølgelig gør du det! Så ved du også, at jeg er i gang med en ny bog, ikke sandt? Eller den del, valgte du let og elegant, at springe over?”, udbrød Stuart leende, før han slå ud med den ene hånd, i en tænksom gestus. Han gav sig ikke til at vente på hendes svar, for det var på ingen måde i hans interesse. ”Jeg kom ikke for at luske rundt, som du så pænt beskriver det. Jeg kom for at give dig et tilbud”.

[Caroline Abbey]

It's an age old
love/hate affair

Carolines mundvige trak lidt op i et ironisk smil over Stuarts kommentar. Hun svarede ham ikke, men rettede blot en anelse på skuldertasken og tænkte ved sig selv at han alene var skyld i alle de sure miner, som han sikkert måtte leve med. Hun rakte selv ud for at holde sig fast på turen og betragtede journalisten imens gitteret lukkede sig foran dem.

Hendes bedrevidende smil voksede blot en anelse, da han antydede at hun var paranoid. I virkeligheden havde hun lyst til at stikke ham en på siden af kassen eller trække tryllestaven og give ham en lektie om retmæssig frygt, men hun fortrak ikke en mine. Hun var stadig præcis lige så temperamentsfuld som den dag, hvor hun havde stukket tryllestaven op i hovedet på Samuel Abott og truet ham med at forvandle ham til det svin han var, men hun var blevet bedre til at finde de rigtige tidspunkter og steder at lukke det ud. Hun havde i dag ingen problemer med at se ud som om Stuarts spørgsmål i højere grad var morsomt, end den var pisse irriterende. ”Du har altid været så charmerende,” indskød hun ironisk, imens elevatorens knirken annoncerede det bratte fald flere etager ned. Et par kraftige og uventede ryk til siden og endnu et drastisk fald senere, standsede de. Caroline, der tog turen flere gange dagligt, så ud som om intet var sket og kiggede blot ligefrem i luften. En enkelt klar tone lød, før gitteret åbnedes til atriummet og hun forlod elevatoren, akkompagneret af den klikkende lyd fra hendes høje hæle.

Hun hævede begge øjenbryn en anelse og vendte sig imod Stuart, uden at gå videre. Hendes ene hånd greb fat om remmen på den blå taske og hun lagde hovedet en smule på skrå, imens hun lyttede til ham, som om hun havde al tålmodighed i verden. Ganske vist var han underspillet uforskammet, påtrægende og havde været i stand til at hive adskillige uvillige sandheder ud af tidligere sager omkring ministeriet, men han var også svagt underholdende og hun havde stadig ikke fundet ud af hvad han ville med hende. Det burde ikke interessere hende, men hun kunne ikke helt lade være med at være svagt smigret over at være værd at bruge tid på at irritere. Hun trak en anelse på skuldrene med et afventende ansigtsudtryk og kommenterede ikke på hans formodninger. Ligeså svarede hun ikke på det overflødige spørgsmål. Han havde ret. Selvfølgelig læste hun profettidende.

Hun krydsede armene over hinanden og viste efterhånden visse tegn på at være træt af hans ordstrøm og ligegyldige informationer om hans små projekter. Da han endelig nåede frem til pointen, rettede hun ryggen op og så afventende på Stuart. ”Ja?” Hun skævede kort ud i den tomme sal, der fungerede som ankomsthal for både gæster og ansatte, før hun igen fandt journalisten med blikket. ”Og hvad mener du så du har at tilbyde mig?”

Tag: Stuart Fellton ● Outfit: here

[stu]

Baby.. We could dance forever.

Stuart slå begge hænder sammen i et begejstret klap, hvorefter han grinede højlydt. ”Det er der mange der siger”, indskød han provokerende, før han hævede begge bryn, og sendte hende et overlegent smil.

”Jeg har ikke tænkt på, hvor meget jeg vil tilbyde dig og hvorfor, men du skal nok høre fra mig, her en af de næste dage. I mellem tiden, vil jeg dog godt bede dig om en tjeneste”, sagde han, hvorefter de store lapper blev stukket tilbage i lommerne. ”Du må ikke nævne det her for nogen. Som sådan er det ikke overdrevet hemmeligt, eftersom de fleste ved at jeg har en ny bog i vente, men for din egen skyld”, tilføjede han, alt imens han skeptisk hævede det ene bryn. ”Jeg tænker blandt andet på dine ledere, som kunne få nys om, du havde snakket med mig efter en lang og udmattende arbejdsdag. Hvad ville de ikke tro om dig”, mumlede han kvælende høfligt, skønt der absolut ikke var nogen tvivl om, hvor han ville hen med den sætning. Smilet var som strikket hen over læberne, da han kort efter tilføjede: ”Men nu vil jeg forlade dig Caroline. Du høre fra mig, så snart jeg ved hvad jeg vil have”. Stuart blinkede kækt til hende, i det han vendte rundt, og forlod hende.

I'm out.

[Caroline Abbey]

It's an age old
love/hate affair

Caroline besvarede Stuarts smil med et giftigt, sukkersødt et af sine egne. Hun lænede sig bagud på sine hæle og betragtede ham som om hun kedede sig. Det var ikke gået hendes næse forbi at det overhovedet at stoppe op for at høre på ham kunne fortolkes på, men han havde, hendes forsigtighed til trods, fanget hendes opmærksomhed. Desuden, ræssonerede hun for sig selv, var der ikke som sådan noget i vejen med at snakke med en gammel skolekammerat,

Hun hævede et kritisk øjenbryn og løsnede sine krydsede arme for at vifte utålmodigt med en finger i luften. ”Du snakker og snakker, Fellton,” bemærkede hun, inden han afsluttede kryptisk og plantede en undrende rynke i hendes pande. Hun blev stående som hun var i et øjeblik og overvejede hvad der egentlig lige var foregået, før hun selv drejede sig imod den nærmeste pejs og gik imod den. Hendes skridt rungede i atriummet, inden hun trådte ind i flammerne og udtalte navnet på en adresse i Diagonalstræde.

Tag: Stuart Fellton ● Outfit: here


C l o s e d