Change in a heartbeat

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

I løbet af den sidste uge var regnen faldet over London i alskens former. Dette var ikke en overraskelse for byens beboere, der var vant til det våde vejr, og alle syntes at have regntøjet liggende længst fremme i garderoben. På trods af det grå vejr lod de færreste sig gå på af det, og normalt ville Julie heller ikke lade sit humør dale på grund af et par dråber. I dag var do en undtagelse, da hun både var træt og en smule nedtrykt, og det kunne derfor ikke være mere perfekt, at hun havde en aftale med sin yngste storebror, Alexander. De havde haft en aftale et par dage forinden, men Julie havde meldt fra, fordi hun følte sig lettere sløj og ikke ville smitte Brody med noget. I dag var hendes nevø hjemme hos sin mor, Bree, og både Alexander og Julie havde været enige om, at de sagtens kunne ses, selvom Julie ikke var kommet sig fuldstændig over det, hun havde identificeret som forstadiet til en forkølelse.

Uden at spørge åbnede Julie døren ind til den lille lejlighed efter at have banket på døren med sin venstre hånd - det var blevet en vane ikke at bruge hendes højre alt for meget, da arrene på hendes håndled var blevet lettere irriterede og røde.
"Ohøj i skuret!" hilste hun og lukkede døren bag sig. Lyset i lejligheden afslørede, at hendes solbrune hud allerede var veget tilbage for et mere blegt udseende, men Julie var ikke blevet særlig overrasket over, hvor hurtigt det var gået; hun havde altid været en blegfis. Inden hun hilste ordentligt på Alexander tog hun jakken af i en vant bevægelse, og hun gik hen til bordet for at hænge sit overtøj henover en af stoleryggene. Selvom vejret ikke var iskoldt udenfor, så var Julie iklædt både jeans og sweater, men hun gjorde ingen anstalter til at tage den tykke trøje af. Endelig vendte hun opmærksomheden mod sin bror og slog armene let ud til siderne for at kramme ham ordentligt goddag. Allerede nu afslørede hendes gavtyveagtige smil og hemmelighedsfulde blik, at hun havde noget på hjerte.

[Alexander Young]

Babysisters tend to remind us
about what we once did wrong

Alexander sad henslængt lidt i sin egen verden i den enlige sofa i lejligheden i Bayswater. Sommeren herskede stadig, selvom det var en regnfuld uge, og varmen var trængt ind i den engelske jord og luft, som nu blev afkølet. Et enkelt vindue stod åbent og lod lyden af regndråbernes fald trænge ind i den lille stue. Den fuldfede kattekilling Futsko lå mageligt placeret for Alexanders fødder og så i mistænkelig grad ud som om den var faldet i søvn. Han selv sad blot og stirrede ud i luften med et svagt drømmende smil på læberne.

Et lille ryk, en let bevægelse, var alt hvad det krævede at rette sig nok op til at kunne nå tekoppen på sofabordet. Hans fingre lukkede sig omkring hanken, inden han hævede koppen til sine læber og tog en forsvarlig tår af den lune drik.

Lyden ved døren fik både kattekilling og ejer til at spidse ører og se derover. Alexander, som udmærket vidste hvem der brast ind af døren, trak blot en anelse mere på smilebåndet og satte koppen fra sig, som hans blik faldt på lillesøsteren. Killingen, derimod, betragtede indtrængeren med store grå øjne og rejste sig fra sin dvaske position. ”Heej, søs,” hilste Alexander. Også han rejste sig op og bevægede sig de få meter hen imod Julie, for at kunne stikke hende et ordentligt kram. Han lagde ikke med det første mærke til, at hun så noget blegnæbbet ud, men hæftede sig i stedet ved hendes hemmelighedsfulde mine. Da han slap hende, var det med et skævt smil og let hævede øjenbryn. ”Du ser ud som om du allerede er ved at briste,” bemærkede han drillende. ”Spill,” befalede han, inden han drejede rundt og fortsatte tilbage til sofaen, som han lod sig dumpe ned i igen. Katten havde i midlertidig opdaget at finde ud af hvem det nye bekendtskab var og benyttet lejligheden til at erobre en af de to slidte lænestole i rummet.

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Julie sendte et udmattet men varmt smil i Alexanders retning, da hun gik hen til bordet for at lægge sit overtøj fra sig. I første omgang opdagede hun ikke katten, men hun opfangede en fremmed bevægelse ud af øjenkrogen og vendte blikket mod sofaen igen, idet hun hang jakken fra sig på stolryggen. Synet af det polstrede dyr fik hende til spørgende at hæve øjenbrynene, men katten havde ikke hendes opmærksomhed i lang tid, fordi Alexander havde tilbagelagt afstanden i mellem dem. Julie, der havde bredt armene let ud til siderne for at kramme ham, tog et skridt, inden han kom helt tæt på, og de to søskende forenedes i en omfavnelse. Et lydløst suk forlod hendes læber, og hun magtede ikke at stramme grebet så meget om ham, som hun ellers havde lyst til.

På trods af træthed og en truende forkølelse, var gode nyheder gode nyheder, og Julie kunne ikke forhindre det hemmelighedsfulde ansigtsudtryk. Hans drillende bemærkning fik Julie til at le, og den uvilkårlige handling gjorde hende opmærksom på, at hun var øm i brystet. Normalt ville hun have besvaret hans kommanderende ord med en flabet kommentar, men hun var for kulret til overhovedet at tænkte tanken om at gøre det lige nu.
"Det er..." begyndte hun men opgav at finde et ord, der beskrev den situation hun var i og fulgte i stedet efter Alex til sofaen. I stedet for at sætte sig ned med det samme flettede hun sine fingre sammen foran sin mave og smilede over hele femøren. "Jeg er fundet sammen med Eddie igen." fortalte hun endelig og mærkede resterne af det festfyrværkeri i maven, hun havde følt den aften på restauranten. Stadig storsmilende vendte Julie hovedet mod katten, som om hun også forventede en reaktion af den, inden hun tog de sidste skridt hen mod sofaen og satte sig i den ved siden af sin bror.

[Alexander Young]

Babysisters tend to remind us
about what we once did wrong

Alexander blinkede en enkelt gang til Julie, da hun lo. Han rakte en hånd frem for at rode hende i håret og bemærkede fraværende at hun så lige så skidt ud som hun havde virket i deres korte kommunikation igennem hans og Jonathans pejse. Eftersom hun selv havde gjort ham opmærksom på, at hun var lidt småsyg, var det dog ikke noget han hægtede sig specielt i. Det var vel heller ikke usædvanligt at blive sløj, når man kom hjem fra en lang tur rundt i den store verden.

Med et skævt smil, drejede han ryggen til og fortsatte over i sofaen. Han dumpede ned blandt puderne igen og vendte hovedet imod Julie, som hun tog fat på sine nyheder og hurtigt opgav igen. En svag panderynke viste sig på hans ansigt, som han bøjede sig frem og tog fat om tekoppen. Hans udtryk blev opfordrende og han viftede den frie hånd lidt i luften, imens et smil indfandt sig på lillesøsterens læber. ”Jaer?”

De næste ord, der fulgte, fik ham til at hæve begge øjenbryn i overraskelse. Han satte koppen fra sig igen, uden at have taget en tår, og kørte den ene hånd igennem håret med et lidt bøvet udtryk i ansigtet. ”Det var i sgu da ikke længe om,” kommenterede han, en anelse ubetænksomt. Han skar ansigt og greb ud efter Julies arm, med et undskyldende smil. ”... Jeg mener tillykke. Tror jeg.” Et let tryk med hånden omkring hende var alt han gav, inden han atter flyttede på sig og rynkede panden lidt igen. En kvik kommentar var aldrig langt væk og hans øjne spillede drillende, som han så på hende med et svagt smil. ”Er det derfor du er så bleg? Fordi du ikke har fået noget sollys?”

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Da Alex rodede Julie i håret reagerede hun forsinket. Hun havde løftet sin hånd for at stoppe ham, men hendes reflekser var elendige, og hun gav sig i stedet til at rette på sit nu lettere uglede hår, mens hun gik efter ham. Da hun efter hans opfordring havde fortalt ham, hvad der lå hende på hjerte, så hun spændt på ham. Hendes smil falmede en smule ved hans reaktion, fordi hun ikke havde tænkt på, hvordan deres hurtige beslutning måtte se ud for andre. For hende havde det været jordens mest naturlige ting at finde sammen med ham igen, selvom de havde været adskildt i så mange år.

Julie satte sig ned ved siden af sin bror, og et mildt latterfnys kom over hendes læber, da han gav hende et klem. "Tak!" sagde hun hæst og opgav enhver forklaring på, hvorfor det havde virket fornuftigt. Et lettere irriteret udtryk gled over hendes ansigt, da hun ikke lige fangede, at han drillede hende, og det var først, da hun så glimtet i hans øjne, at hun lavede koblingen.
"Alex!" udbrød hun og himlede med øjnene. Hun var lidt for træt til den slags men vidste, at det ikke nyttede at brokke sig. "Skal du slet ikke rynke utilfredst på næsen? Eller belære mig om fejltagelser?" spurgte hun, da hun fandt hans meget overbærende reaktion anderledes og fremmed. Godt nok havde Eddie aldrig voldt de store problemer i hendes brors bog, men det havde altid bare været et problem, når hun havde en kæreste. Julie trak den ene mundvig op i et næsten undskyldende smil for at understrege, at hun ikke var sur.

[Alexander Young]

Babysisters tend to remind us
about what we once did wrong

Alexander nikkede en enkelt gang, da Julie takkede ham. Hans fingre strøg igennem de lyse hår igen, inden han lod sig falde tilbage mod ryglænet med et drenget grin. Lillesøsterens indignerede udbrud fik ham blot til at klukke, imens et selvtilfredst smil fandt vej til hans læber over den både dårlige og lumre joke. Hendes spørgsmål udløste et skuldertræk, uden at han rykkede på sig. I stedet foldede han mageligt hænderne bag hovedet og betragtede hende med et skævt smil, der dog forsvandt, som hans ansigtsudtryk blev alvorligt. ”Hvis du savner at blive belært om hvem du må, eller ikke må, date, så ved du jo godt hvem du kan gå til,” bemærkede han. Han fik en rynke i panden og sukkede irriteret, som dårlige minder pressede sig på. ”Helt ærligt Julie. Eddie er en fin fyr. Du er blevet meget bedre til at vælge dem.” Et prøvende smil trak op i hans læber, som hans blik gled undersøgende ned over hende. Det forsvandt dog hurtigt. ”... Men... Er han grunden til at du ser ud som om du burde være på vej over broen med de tre brødre? Helt ærligt. Du ser rædselsfuld ud, søs. Du ligner mere en, der har kærestesorg. Ikke en nyforelsket.” Han så op på hende igen og rettede sig lidt op i sofaen med en bekymret panderynke.

[/blockquote]

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Et udmattelsens suk kom over Julies læber, da Alex bragte deres forældre op, og hun gled langt ned i sofaen. "Mind mig ikke om det! Jeg har stadig ikke været hjemme hos dem." fortalte hun og gned hænderne ned over sit ansigt. Selvom der var gået fire år, sad skænderiet stadig fast i hendes side som et spyd, der aldrig var blevet trukket ud - men det var vel, hvad man fik, når man flygtede ud af landet i stedet for at snakke ud om tingene. Et blik til siden afslørede, at hendes bror heller ikke ligefrem græd glædestårer ved tanken om det, og hun smilede skævt.
"Det er jo ikke ligefrem et nyt valg." påpegede hun og mestrede et flabet smil, selvom hun ikke rigtig var i slaget i dag.

Smilet falmede hurtigt, da Alex kommenterede på hendes tilstand, og hun skar en irriteret grimasse. Det var typisk hende ikke at ville indrømme, når hun var syg - godt nok var hun klar over, at en dag i sengen for det meste kunne slå flere ugers sygdom ud af billedet, men hun ville i betragtes som sart og svag.
"Det er ingenting." sagde hun kort for hovedet og ville tydeligvis ikke høre mere om, hvor rædselsfuld hun så ud. Det var nok takket være nyforelskelsen, at hun havde det, som hun havde, og hun ihukom glædeligt det øjeblik i regnen, hvor hun var blevet gennemblødt fra top til tå - i følge hende havde det været det hele værd. "Men en kop the ville ikke sidde helt forkert!" tilføjede hun og stak en albue i siden på sin bror for at få ham til at komme i gang. Hun kunne selvfølgelig selv rejse sig op og ordne det, men hun var træt og på nippet til at være gnaven, så det passede hende fint at sætte sin bror i omsving i stedet for.

[Alexander Young]

Babysisters tend to remind us
about what we once did wrong

Alexanders blik hvilede alvorligt på Julie, som hun sukkede og gned hænderne over sit ansigt. I et øjeblik var han lige ved at række ud for at lægge en arm om hende i en beskyttende, broderlig gestus, men så kløede han sig i stedet blot lidt i nakken og rystede en anelse på hovedet, uden at sige mere om deres forældre. På en eller anden måde mente han at vide, at Julie trods alt ville blive modtaget med mere åbne arme end han selv følte han gjorde. I det mindste hvis hun medbragte Eddie. Frem for at pointere det og rode mere rundt i deres fælles afstamning, trak han lidt på smilebåndet over hendes kommentar om Eddie. ”Det gør det ikke til et dårligere valg,” bemærkede han. ”... Selvom...” Han hævede det ene øjenbryn og så sigende på hende, uden at smilet forsvandt. ”... Næste gang du skal finde en kæreste, kan du så ikke lige holde nallerne fra mine drengevenner? Det er ved at blive gammelt.”

Julies effektive måde at slå hans tirade om hendes blegnæbbede tilstand væk på fjernede ikke rynken i hans pande, selvom det tydeligvis var det hun ønskede. Han fnøs over tilføjelsen og rykkede lidt på sig, som hendes albue ramte hans side. ”Din tiltro til serviceniveauet heromkring er alt for høj,” erklærede han, før han daskede let ud efter hendes arm og smilede drillende. ”Hvis du ikke er syg, så kan du passende selv hente en kop. Teen og kedlen er lige ude i køkkenet.”

[/blockquote]

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Julie så varmt Alex, da han kom en bemærkning om hendes dømmekraft, men hun kneb øjnene lettere mistænksomt sammen, da han ikke syntes at være færdig.
"Du skulle nødig snakke!" svarede hun igen og åbnede munden for at remse alle de af hendes veninder, han havde fældet. I samme øjeblik gik det op for hende, at hun havde glemt størstedelen af navnene, og hun lukkede besejret munden med et irriteret fnys og kiggede hen på katten, der ikke kunne være mere uinteresseret.

Julies forhåbninger om at få serveret teen blev skudt i sænk lige så snart Alex åbnede munden. "Du forestiller måske kun at være en god vært, når Brody er publikum?" drillede hun men sendte ham et modstridende og næsten beundrende blik. Dette forsvandt idet Alexander opfordrede hende til selv at hente teen, og hun himlede men øjnene. "Udmærket!" sagde hun besejret og rettede sig op i sofaen. Musklerne i hendes ryg var allerede blevet ømme af at sidde ned, men hun ignorerede det og satte af med hænderne mod sofapuderne. En smule vakkelvornt kom hun på benene, men hun tillod ikke sig selv at beklage sig og fortsatte ufortrødent ud mod køkkenafdelingen.
"Har du teen i skabene?" spurgte hun, stadig med ryggen til ham, og styrede mod kedlen, der stod på komfuret. Hun greb fat om den for at fylde den med vand, men netop som hun løftede den, mærkede hun sin fingre svigte, og kedlen gled ud af hendes greb. Instinktivt bukkede hun sig frem for at fange den, inden den ramte gulvet, men hendes reaktioner var for langsomme, og kedlen ramte gulvet med en ubehageligt klirrende lyd. Den fremadbøjede bevægelse nev ubehageligt i hendes ryg, og da hun forsøgte at rette sig op igen, blev hun overvældet af svimmelhed. Køkkenet snurrede ubehageligt rundt om hende, og før hun vidste af det, gav hendes knæ efter under hende.

[Alexander Young]

Babysisters tend to remind us
about what we once did wrong

Alexander grinede og trak på skuldrene med et nærmest uskyldigt smil, der blev totalt spoleret af glimtet i de lyse øjne. Han blinkede drillende til Julie, som hun fnøs irriteret og bed tænderne lidt sammen for at bremse sin egen latter. Frem for at rode videre i gamle flammer, lod han emnet ligge. Det var ingen hemmelighed, at han havde haft sin andel af pigebørn. Både på Hogwarts og efterfølgende. Antallet var skruet kraftigt ned efter han fik stukket en lille krøltop i armene, men han var stadig sig selv og tøserne faldt stadig for hans lidt drengede charme.

Smilet var ikke langt væk og blev hurtigt bredt og flabet, da Julie åbnede munden igen. Bekymringen forsvandt ikke fuldstændig, men blev skubbet lidt i baggrunden, som han fnøs muntert. ”Præcis, dværg,” svarede han. Han havde intet behov for at benægte hendes påstand, selvom den ikke rigtig passede med virkeligheden. I stedet greb han omkring sin egen tekop og lænede han sig afslappet tilbage i sofaen, som hun gik over i køkkenet. Larmen derhenne fra fik ham dog hurtigt til at rette sig op med et sæt og spilde te ned over sig selv. Han bandede lavmælt, men tog sig ikke af det. Koppen blev kasseret henvist til bordet igen, som han rejste sig op. ”Sig mig. Hvad foretager du dig egent...” De sidste ord døde på hans læber, da han fangede hende med blikket og så hende svaje på stedet, før hun faldt sammen og ramte gulvet med en ubehagelig lyd.

”JULIE!”

I et kort øjeblik stod han stille. Handlingslammet. Så styrtede han ud i køkkenet med t-shirten, gennemblødt af te, klæbende en anelse til overkroppen. Intet kunne i midlertidig have været ham mere ligegyldigt, som han bøjede sig ned over lillesøsteren, lettere panikslagen. Han ruskede formålsløst i hendes slappe skulder, udbrød et par vældig farverige gloser og fik derpå, famlende og usikkert, hevet hende op i noget der mindede om en stående stilling med begge arme låst fast om hende. Han bandede igen, trak vejret dybt ned i lungerne og drejede om på stedet med et koncentreret udtryk. Både han og Julie forsvandt øjeblikkeligt og ikke en sjæl hørte lyden af en forundret kattekillings miaven sekunder senere.

[/blockquote]

Out and closed