Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on May 21, 2011 20:37:32 GMT
give me your h e a r t , and come back home
Det blæste køligt mod Julies ansigt, og vinden bragte usynlige dråber af kold regn med sig. Skyerne lå henover himlen i et tykt, gråt lag og blokerede for aftensolens stråler. Der ville gå endnu en eller to timer, inden solen gik ned, og Londons livlige befolkning viste ingen tegn på at ænse, at aftenen inden længe var nat. Da hun var opvokset i byen vidste hun udmærket, at London aldrig sov, og selvom hun ikke havde haft sin bopæl i London længe, var det nemt at falde tilbage i de gamle vaner. Hun fandt det i hvert fald ikke besværligt at gå på de befolkede fortove, selvom hun i snart et helt år havde vænnet sig til ikke at skulle bekymre sig om andet end fluer på sin vej i Nepals bjerge. Det var en besynderlig følelse pludselig at befinde sig i England igen - især fordi hun ikke havde noget egentlig hjem. Hendes første indskydelse havde dog været at besøge Alexander, inden hun overhovedet ville bekymre sig om den slags.
Da hun nåede et lyskryds, stoppede hun op og rettede på den ene af rygsækkens remme, inden hun foldede et stykke pergament ud, som hun havde gået og knuget i den ene af sine hænder. For det blotte øje så den slidte læderrygsæk ikke ud til at kunne indholde meget, men med en hjælpende hånd fra sin tryllestav, havde Julie kunne få plads til alle de egendele, hun havde med sig på sin rejse. Pergamentet var krøllet, men hun kunne sagtens tyde bogstaverne, der var skrevet af hendes bror. Det var et gammelt brev, men det eneste brev hun havde med Alex' adresse. Hendes mave boblede af spænding, da det gik op for hende, at hun allerede var på den rigtige gade, og med et hurtigere tempo end før, drejede hun ned ad den. Netop som hun fandt den rigtige dør, kom en, der tilsyneladende var muggler, ud af den, og Julie smuttede ind efter at have holdt døren for den noget ældre dame.
Til sidst fandt Julie sig selv stående foran døren til Alexanders lejlighed, og hun stod og stirrede meningsløst på den i et par sekunder, inden hun endelig løftede sin højre hånd for at banke på. Samtidig blottede hun nogle tynde blege ar på hendes håndled - det eneste der rigtig havde ændret sig ved hende udover hendes hårfarve, siden hun sidst havde set Alex.
|
|
|
Post by Alexander Young on May 21, 2011 21:42:31 GMT
Family is like fudge
Inde fra lejligheden lød et henrykt hvin, efterfulgt af en halvkvalt barnelatter, som Alexander svang sin søn op fra gulvet og med sine fingre fandt hans mest kildne punkter. ”Jeg har dig!” annoncerede den unge far højlydt triumferende. Hans underbo havde efterhånden brokket sig så mange gange over støjen, at Alexander havde bestilt en til at komme og få kastet et par varige lyddæmpende besværgelser, men som sædvanlig med den slags, trak det stadig i langdrag. I mellemtiden fik han en billig fornøjelse ud af at genere gamle Mrs. Underwood en anelse. ”Neeej!” Skreg knægten, før han grinede håbløst videre.
Legen blev afbrudt, da det bankede på døren, og Alexander satte Brody ned med lavt suk, der dog blev fulgt af et skævt smil. ”Det er sikkert den mugne muggler igen,” bemærkede han, mere til sig selv end til drengen, som allerede var på vej hen imod sit legehjørne igen. Han traskede over gulvet i bare tæer og forberedte sig mentalt på endnu en dundertale, før han tog i håndtaget og åbnede døren. Hvad han ikke havde forberedt sig på, var det syn, som ventede på den anden side. Hans underkæbe faldt hvad der føltes som en halv meters penge, imens han stirrede på sin – meget blonde – lillesøster. ”Hvad i den hede hule hippogrif?!” Han lukkede munden i, før han brød ud i et bredt smil. ”Julie for....!” Alexander smækkede døren på vidt gab og trådte et skridt frem for at slå begge arme omkring den nye blonde udgave af hans eneste søster, som han impulsivt løftede op i vejret, før han med en beklagende lyd måtte sætte hende ned og tage sig lidt til ryggen. Det tog lidt på ham at bære rundt på diverse dyr på arbejdet og Brody derhjemme. ”Der tog du fusen på mig! Hvornår i alverden er du kommet tilbage?!”
Inde i stuen havde Brody opgivet legetøjet og var listet nærmere, for at se hvad det nu lige var hans far gjorde et så stort nummer ud af. Han tittede frem bag hans ben og så nysgerrigt, men genert, på den fremmede dame i døråbningen. Alexanders ene hånd lagde sig automatisk på sønnens skulder, før han rykkede dem begge lidt til side og slog ud med den ene arm. ”Kom ind, kom ind, sgu da.”
Det lille palads i Bayswater var en simpel toværelses lejlighed. Hoveddøren førte direkte ind i en stue, som også var et køkken, og Alexander havde kun lige formået at presse både et lille spisebord og et ydmygt sofahjørne ind i lokalet. Sofaen bar præg af at være brugt og var i øvrigt dækket af en rødbrun dyne med gule striber, der umiskendeligt delte visse træk med en del af et vist kollegiebanner. Lige ved siden af den var to lukkede døre, som førte ind til henholdsvis soveværelset og badeværelset.
Tag: Julie Young
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on May 21, 2011 22:45:49 GMT
give me your h e a r t , and come back home
Umiddelbart efter Julie havde banket på døren, lød en rumsteren inde fra, og hun knyttede spændt næverne i de sekunder, der gik, inden Alex åbnede døren. Synet af ham fik hende til at blotte tandrækkerne i et stort smil, og hans udbrud fik hende til at boble over af grin. "Alex!" udbrød hun, netop som han åbnede døren på vid gab og løftede hende op i et kram. Hun mødte hamhalvvejs i en omfavnelse og, hvinede lykkeligt, da han løftede hende op. "I dag!" fortalte hun, da hun igen stod sikkert på sine fødder. "Du var den første, jeg tænkte på." tilføjede hun og pillede lidt ved parkaens ærme, inden hun blev budt indenfor at Alex. "Selvfølgelig." mumlede hun og trådte indenfor. Hun skulle til at sige noget mere, men hun stoppede sig selv, fordi hun havde fået øje på en lille krølhåret gut, der stod ved hendes storebrors ben. Sidst hun havde set sin nevø, var han ikke større end hendes arm, og nu stod han pludselig på sine egne ben og havde et ansigtsudtryk og hun vidste ikke hvad. Selvfølgelig havde hun set billeder af det lille myr, men det var ingenting imod at se ham i virkeligheden. "Er det...?" spurgte hun og kiggede forbløffet op på Alex igen. I stedet for at færdiggøre sætningen stod hun blot og måbede, men hun flyttede blikket ned på Brody igen og kiggede mindst ligeså nysgerrigt tilbage på ham. Endelig lukkede hun munden i et venligt smil og tag rygsækken af sig. Hun svingede ned på gulvet og satte sig på hug i samme bevægelse, så hun sad med fronten til den lille dreng, der var ufatteligt fascinerende. Tasken ramte gulvet med et unaturligt højt bump i forhold til dens størrelse. "Hej Brody." hilste hun og indså i samme sekund, at hun ikke anede, hvordan man snakkede til bøn i den alder. Det faldt hende mest naturligt at vinke til drengen, hvilket hun så gjorde, og hun kom til at fnise over sin egen handling. Der var uendeligt mange ting, hun gerne ville fortælle Alex og snakke med ham om, og hun havde været ved at sprænges hele vejen hjem til ham, men nu havde hun kortvarigt glemt alt om det.
|
|
|
Post by Alexander Young on May 22, 2011 10:32:44 GMT
Family is like fudge
Alexanders ansigt lyste en anelse ekstra op, da Julie informerede ham om, at han var første stop efter hjemkomsten. Hans smil var bredt, selv da han gned en hånd ømmende ned af sin egen ryg, og han tog sig selv i bare at stirre på den anderledes udgave af hans lillesøster, som hun fulgte hans opfordring og gik ind i lejligheden.
Brodys øjne blev lidt større, da hans fasters opmærksomhed fæstnede sig på ham, og han trådte genert et ekstra skridt til siden, for at gemme sig helt bag sin far. Han genkendte hende ikke fra billeder i lejligheden og var alt for lille til at forstå, at damen, som hans far lige havde budt indenfor, var den samme som skrev breve fra langt langt borte og sendte pæne billeder af sneklædte bjerge og sære dyr.
Alexander lukkede døren bag Julie, slap sønnens skulder og rakte i stedet hånden bagud, for at purre lidt tilfældigt op i de lyse, blonde krøller, som helt af sig selv stadfæstede slægtskabet mellem dem. Han smilede til sin lillesøster, da hun stillede et halvvejs spørgsmål, og nikkede som svar.
Genertheden blev halvvejs overvundet af nysgerrigheden på den fremmede dame, som Brody igen tittede frem bag sin far. Han stirrede på den lyshårede, da hun smed tasken og gik ned på hug foran ham, men rykkede sig ikke selv ud af stedet. Derimod rakte han sin ene barnehånd frem og tog et fast greb omkring sin fars bukseben. Hilsnen fik ham til at sige en lav lyd, før han gemte sig helt bag sin far igen.
Alexander flækkede i et bredt smil over sceneriet og vendte sig om imod sønnen, før han selv gik ned på hug, greb fat i Brody og løftede ham op i sine arme. Han drejede sig igen imod Julie, imens den fireårige gemte sit ansigt imod sin fars brystkasse, og holdt godt fast, som han klukkede lavmælt. ”Brody,” sagde han, imens han skævede til sin lillesøster. ”Det her er din faster Julie.” Han vendte sig med siden til hende og så tilfreds ud, da hans søn atter tittede lidt frem og så på den nævnte dame. Da den sparsomme kontakt var opnået, hviskede han konspirativt ind i knægtens øre. ”Det er hende, der jager yeti'er i sneen og har sendt dig alle de flotte billeder.”
Hans blik fandt Julie igen og smilet blev skævt, som han rykkede en anelse på sig, stadig med drengen i sine arme. ”Man kan godt være en anelse svær at få kontakt med.” Han skævede mod de blonde hoved og smilet blev varmt. ”Det er godt at se dig, søs.”
Tag: Julie Young
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on May 22, 2011 14:44:24 GMT
give me your h e a r t , and come back home
Det lille væsen forsvandt om bag sin fars ben, lige så snart Julie havde vendt sin opmærksomhed mod ham, og hun smilede, tydeligvis underholdt af den lille drengs generthed. Brody anede ikke, hvor meget hun holdt af ham, men forhåbentlig ville alle de breve hun havde sendt komme til at betyde noget for ham i fremtiden. Julie havde nærmest brugt mere tid på at henvende sig til Brody i brevene, end hun havde til Alex, men det var, fordi hun vidste, at Alex ville være der, når hun kom hjem igen, og Brody kendte hende ikke engang.
Julie smilede stort og fjoget, da Alex præsenterede hende som 'faster Julie', og hun havde mest af alt lyst til at tage den lille dreng ud af Alex' favn og kramme ham. Hun nikkede bekræftende til yeti-kommentaren og kiggede kort på Alex, inden hun gav sig til at betragte de lyse krøller igen. "Ah, jeg skal nok vinde hans tillid!" erklærede hun muntert og mødte sin brors blik igen. "I lige måde. Jeg har noget, jeg gerne vil vise dig!" fortalte hun og rejste sig op. Hun hev rygsækken til sig igen og bevægede sig længere ind i stuen og hen til bordet. Inden hun gik på jagt i tasken efter det, hun gerne ville vise ham, lagde hun tasken fra sig på bordet og kastede et ordentligt blik omkring sig i stuen, hvor køkkenet også var. Hende opmærksomhed blev stjålet af dynen i sofaen, der så meget familiær ud, og grinende rystede hun på hovedet, mens hun åbnede rygsækken. "Her." sagde hun og stak armen ned i tasken. Objektet hun ledte efter, viste sig at være en læderindbundet bog på størrelse med et A4-ark, og ind i mellem stort set hver side, der var dækket af hendes håndskrift i forskellige typer blæk, lå diverse papirer, billeder og tilmed en enkelt gren. Hun holdt den med begge hænder og så på den med et stolt udtryk, inden hun rakte den til sin bror. "Det er, hvad jeg har arbejdet på det sidste lange stykke tid." forklarede hun og så afventende på ham.
|
|
|
Post by Alexander Young on May 22, 2011 20:54:02 GMT
Family is like fudge
Alexanders smil blev bredere, som Julie selvsikkert erklærede, at hun nok skulle vinde sønikkes tillid. Han var ikke det mindste i tvivl om at hun ville få ret. Brody var ganske vist genert ved første møde med fremmede for tiden, men han plejede at bløde op, hvis han bare fik tiden til det. Begge bedstemødre sagde, at det gjaldt de fleste fireårige og var meget naturligt og Alexander var ikke længere urolig for om der skulle være noget i vejen. Han rettede lidt på sit hold omkring sønnen igen og hævede øjenbrynene let, uden at smilet forsvandt, da Julie fortsatte. ”Ja?”
Som hun fortsatte ind i den lille stue, fulgte han efter. Brodys ansigt var stadig skjult ind mod hans brystkasse og den unge far klukkede lavt, da han tittede frem igen, for også at se hvad det var den fremmede faster ville vise frem. Begge betragtede nysgerrigt den læderindbundne bog og Alexander satte sin søn ned, for at kunne tage fat om den og bladre langsomt igennem, med et interesseret blik på hver eneste sides indhold. Brody pilede imidlertidig tilbage i sit legehjørne uden den store fascination af hvad det nu end var hans far kiggede på, og fandt i stedet hippogriffer, tøjugler og resten af hans eget personlige menageri frem fra en af kasserne. Snart lød hans personlige lydeffekter til legen derovre fra og genertheden var glemt.
”Fedt,” kommenterede Alexander, før han rakte bogen tilbage til Julie og gav hende et klap på skulderen og et anerkendende smil. ”Hvad skal det blive til?” Spurgte han interesseret, før han fortsatte de få meter over i køkkendelen og, helt uden at spørge, gik i gang med at lave te til dem begge.
Tag: Julie Young
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on May 22, 2011 21:14:42 GMT
give me your h e a r t , and come back home
Julie tog imod bogen igen og strålede som en sol, da Alex klappede hende på skulderen. Hun bemærkede først, at Brody havde forladt deres selskab, da små pudsige lyde kom ovre fra hjørnet, og hun kiggede automatisk i hans retning, mens hun lagde bogen fra sig på bordet.
"Forhåbentlig en bog." svarede hun dybt sarkastisk og kiggede over på Alex, der nu befandt sig i køkkenet, med et flabet smil. Smilet forlod ikke hendes læber, men et mere alvorligt udtryk gled over hendes ansigt, da hun trak en stol ud for at sætte sig ned. "Altså, jeg har skrevet om og analyseret slaget på Hogwarts i 1997." fortalte hun, da hun havde placeret sig på stolen, og hun støttede sine albuer mod bordet og foldede sine hænder. "Jeg har fundet ud af en masse, som de aldrig nåede at gå i gennem på Hogwarts!" fortsatte hun ivrigt. "Og det er virkelig svært at finde billeder af Voldemort. De fleste er blevet gemt langt væk af hans tilhængere, sikkert fa frygt for, at de ville blive destrueret." Julie nærede tydeligvis ingen frygt for at sige hans navn højt, da hende og Alex' generation slet ikke var vokset op med den samme frygt for ham.
Julie lagde hænderne på bordet og flyttede sig, så hun sad oven på sit ene ben. Hendes opmærksomhed blev fanget af Brody igen, og hun mistede fuldstændig lysten til at gå mere i dybden med alle de skrækkeligheder, hun havde sat sig ind i. "Forresten!" udbrød hun efter en pludselig indskydelse og vendte sig mod Alex igen. "Se her." Hun rakte sin højre hånd med håndleddet opad henover bordet, så de tynde, lange ar var synlige.
|
|
|
Post by Alexander Young on May 22, 2011 23:04:04 GMT
Family is like fudge
Alexander skramlede lidt med tepotte og kopper, før han hev tryllestaven frem og fik gang i en ild under tekedlen med vand i. Han løftede hovedet, som Julie besvarede hans spørgsmål, og skar ansigt af den tydelige sarkasme, uden at han dog svarede igen. I stedet drejde han sig om for at finde teen og filteret et sted i et af køkkenskabene og lyttede til hendes forklaringer om hvad hun havde fået ud af sin rejse.
”Okay,” kommenterede han, imens han hældte te i filteret. ”Ja?” Heller ikke han viste nogen reaktion på det før så frygtede navn, der nu var at finde i historiebøgerne under emner om begge troldmandskrige. Han nikkede blot og betragtede lillesøsteren hen over køkkenbordet. ”Fandt du nogen alligevel?” Spurgte han, moderat interesseret. Han ville egentlig hellere høre om landskaber, dyr, mennesker og andre lignende oplevelser, men han lyttede gerne med på hvad hun nu end havde af fortællinger, så længe det gav hende det tydelige udtryk af passion i ansigtet.
Da hun rakte højre hånd frem imod ham, rynkede han panden lidt. Fra hans position kunne han intet se, men da han gik rundt om køkkenbordet og i stedet stillede sig overfor Julie ved spisebordet, fæstnede hans blik sig hurtigt på de tynde ar. Hans øjenbryn røg begge op og han så på hende med en forundret mine. ”Hvordan i alverden har du pådraget dig dem?” Et kort øjeblik efter lyste han lidt op i et skævt smil, rystede lidt på hovedet og traskede så tilbage til kedelen, der udstødte en pivende, ynkelig lyd. ”Brody,” kaldte han igennem rummet. ”Der er te. Kom og sid ned.” Han fangede en skål med ingefærsmåkager fra en hylde, efter at have hældt vandet over i tekanden, og bar både skål og kande over til spisebordet, før han hentede tre kopper og satte dem ved hver af de tre pladser. Ovre i hjørnet havde Brody rejst sig op og kom trissende igennem lokalet med sin yndlings ugle-bamse i hånden. Han hoppede hjemmevandt op på sin stol, hævet af en bog og to puder, og satte sig til at lege videre, imens han rakte ud efter en småkage og skævede indiskret til sin faster på stolen til højre for ham.
Tag: Julie Young
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on May 23, 2011 13:45:08 GMT
give me your h e a r t , and come back home
Julie kiggede sigende på ham, da han spurgte hende, om hun havde fundet nogen billeder, og der var noget triumferende i hendes blik. Egentlig var billeder særlig relevante for selve bogen, men da det først var gået op for Julie, hvor svære de var at få fat i, havde hun selvfølgelig taget det som en udfordring. "I Canada." fortalte hun og modstod trangen til at hive det, som egentlig var en tegning og ikke et egentligt billede, frem.
Da Alex havde fået ser hendes ar, trak hun hånden til sig igen og tog både taske og bog til sig, så han kunne sætte teen fra sig på bordet. "En chimaera." fortalte hun og lyste op. Der var ikke langt fra Julies ivrige lyst til at fortælle til Brodys barnlige glæde. "Det lyder voldsommere, end det var, men jeg kom i nærkontakt med halen." fortalte hun videre og satte sig ordentligt på stolen igen, da Alex kaldte efter sin søn. Den lydige dreng trissede hen til bordet, mens Alex dækkede bordet, og Julie betragtede nysgerrigt sin nevø, der skævede til hende. Hun smilede mildt til ham og vendte opmærksomheden mod Alex igen. Nu da hun havde fået udløb for de ting, der havde ligget hende mest på hjerte, var der plads til hendes interesse for, hvordan tingene gik i London. "Hvordan går det så?" spurgte hun og snuppede en af ingefærsmåkagerne. "Du - I bor virkelig hyggeligt." tilføjede hun. Hun havde rettet sig selv, da hun ikke var vant til at omtale sin brors husholdning i flertal, og hun syntes også det var ret specielt pludselig at se ham i sit eget sted frem for hjemme i deres forældres hus. Julie havde stærkt overvejet at flytte ind i huset igen, da hun jo egentlig aldrig rigtig var flyttet ud, men hvis hun kendte sig selv, så ville hun nok ikke kunne holde ud at vende tilbage.
|
|
|
Post by Alexander Young on May 23, 2011 14:35:00 GMT
Family is like fudge
Alexander nikkede lidt, som Julie svarede og brummede en bekræftelse på at have hørt det, imens han endnu rodede ude i køkkenet. ”Fantastisk,” bemærkede han bifaldende, uden for alvor at gå ind i emnet. Han virkede mere interesseret i at finde småkager og kopper.
Han så langt mere vågent op, da hun nævnte kilden til hendes ar og standsede helt op i det han var i gang med, for at få fat i enhver detalje. ”En chimaera,” gentog han fascineret. ”Hvorhenne?” Hans blik faldt på Brody og da han først havde fået sat kopperne fra sig foran hver stol, rakte han den ene hånd frem og gav drengens skulder et klem, inden han så tilbage på Julie og smilede skævt. ”Tak,” sagde han til komplimenten. ”Det går godt. Rigtig godt. Kan du sige ordentligt hej til faster Julie nu, Brody?” Spurgte han opfordrende, før han trak sin egen stol frem og satte sig ned med et smil. Han så på lillesøsteren over for sig og rakte ud for at skænke te op til både hende, sin søn og sig selv.
Drengen sad stadig med uglebamsen i begge hænder og skævede over på Julie. Han stirrede lidt på sin far, som om han lige var blevet bedt om at fremtrylle et skrivebord og så dernæst ned på uglen, før han løftede blikket til den fremmede dame. ”Hej,” sagde han prøvende, tydeligvis stadig genert. Han rakte tøjdyret lidt frem foran sig, for at fange hendes opmærksomhed med det. ”Det her er er plet," informerede han hende, imens hans far ved siden af hævede sin egen tekop og betragtede det hele med et muntert smil, som om han havde set det alt sammen før.
Tag: Julie Young
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on May 23, 2011 18:23:01 GMT
give me your h e a r t , and come back home
Julie havde taget en bid af småkagen og ventede med at svare, til hun havde tygget af munden. "Under min udrejse af Grækenland." svarede hun kortfattet og rynkede let på næsen. "Vil du ikke nok lade være med at kaste mig faster? Jeg føler mig gammel." spøgte hun, mens Alex satte sig ned, men der var noget i hendes blik der var yderst formanende. Det forsvandt dog som dug for solen, da hun vendte opmærksomheden mod Brody igen, som hun smilede stort til. "Hej!" hilste hun tilbage, selvom hun allerede havde sagt det tidligere, og hun kiggede vurderende på uglen, som den lille knægt præsenterede for hende. "Hej Plet." Hun skævede til Alexander, der så moret til, og hun kom selv til at smile større og lettere hemmelighedsfuldt. "Kan du lide billeder?" spurgte hun henvendt til sin nevø og rakte ud efter sin bog uden at vente på hans svar. Hun slog den op på første side, hvor der lå en bunke billeder, og hun bladrede lidt i gennem dem, inden hun fandt, hvad hun søgte. "Det her er en yeti." fortalte hun og rakte billedet af de hvide, meget pelsede dyr, der bevægede sig rundt på den lille papirlap og brølede lydløst. Hun talte i simple vendinger, men ikke af hensyn til Brodys alder - hun anede ikk, hvad hun skulle sige til ham. Hun kiggede storsmilende på Alex, men smilet falmede en del, da hun pludselig kom til at tænke på noget. "Det må jeg gerne vise ham, ikke? Seriøst, det er mærkeligt, at du er far." udbrød hun men betragtede ham med tydelig stolthed og anerkendelse i blikket. "Jeg fatter ikke, hvordan du gør det." tilføjede hun, hvilket var ment som en skjult kompliment.
|
|
|
Post by Alexander Young on May 23, 2011 20:11:45 GMT
Family is like fudge
Alexander nikkede en enkelt gang og brød så ud i latter over Julies klage. Han kneb øjnene sammen og slog den ene hånd for munden, klukkende ind i den, inden han gled ned på stolen, høstende et undrende blik fra den fireårige knægt ved siden af sig. Da han havde grinet færdig, så han over på sin lillesøster med spillende øjne. ”Bare rolig, Jules, du bliver aldrig gammel uanset hvad jeg kalder dig. Ville du hellere have, at jeg præsenterede dig som dværgen?” Han blinkede til hende og rakte atter engang ud for at rode sin søn kærligt i håret, imens han så smilende på ham. ”Kan du huske, at jeg har forklaret dig at Julie er min lillesøster?” Spurgte han. ”... Ligesom at.. Callie er Mitchels lillesøster?” Brody nikkede, inden han drejede hovedet halvt tilbage imod den fremmede dame, som hans far sagde hed Julie. ”Callie er en baby,” forklarede han hende og smilede så genert, da hun hilste på Plet.
Hans øjne blev lidt større ved hendes spørgsmål og han lagde hovedet lidt på skrå, som om han tænkte grundigt over svaret. ”Kun hvis de er pæne,” erklærede han, inden han tittede frem og greb fat om det billede hun rakte ham med små, nysgerrige barnefingre. Han glemte helt at holde fast om uglebamsen i et øjeblik og stirrede blot på troldmandsfotografiet med store, mørke øjne uden at sige noget.
Alexander skævede ned mod billedet og trak blot på skuldrene af Julies spørgsmål. Brody havde set værre frådende monster, når lejlighedens to dyr begge var hjemme og kom i kambolage med hinanden. Hendes udbrud fik ham til at smile bredt igen og de næste ord formåede kortvarigt at få ham til at slå blikket nærmest forlegent ned. ”Du har virkelig været væk længe,” konstaterede han tænksomt. ”Der sker meget... Man gør det bare.” Hans blik faldt på Brody igen og han lagde hovedet lidt på skrå og smilede, som sønnen så op. ”Har du fortalt Julie hvor mange år du er?” Spurgte han, selvom han kendte svaret. Han kendte alle trickene efterhånden.
Brody virrede med hovedet, så krøllerne dansede, og lagde billedet ned, før han så på Julie. ”Jeg er så mange,” sagde han, imens han holdt fire fingre op. ”Det betyder fire,” bemærkede han kvikt. ”Hvor gammel er du, faster Julie?”
Tag: Julie Young
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on May 23, 2011 20:43:13 GMT
give me your h e a r t , and come back home
Julie himlede opgivende med øjnene, da han grinede af hende - der var alligevel ikke så meget, der havde ændret sig. Hun løftede sin tekop op mod munden men stoppede midt i bevægelsen og åbnede munden i protest. "Det er ikke mig, der er dværgen længere!" sagde hun med et grin og slap koppen med den ene hånd, så hun kunne pege sigende på Brody, der sad til venstre for hende. Endelig sippede hun forsigtigt af sin te, som hun fandt endnu var for varm, og hun betragtede skiftevis Brody og Alex henover koppens kanr, mens sidstnævnte forklarede deres relation. Selvom Alex ikke havde ment at udtrykke ejerfornemmelser, da han lagde trykket på 'min', smilede Julie alligevel varmt for sig selv og stillede koppen fra sig på bordet. Da Brody henvendte sig til hende, løftede hun øjenbrynene både i overraskelse og pædagogisk interesse,
Da den lille havde taget imod billedet fra hende, smilede hun triumferende og betragtede ham med et næsten sultent blik, mens han stirrede på billedet, indtil hun havde henvendt sig til Alex med sine bekymringer og komplimenter. Hun nikkede og så sigende på ham. På sin vis havde hun været en del af hans udvikling som far, selvom hun ikke havde været der personligt. Det var svært ikke at bemærke ændringen i de breve Alex havde skrevet til hende, især efter hun var begyndt at gå i dybden med sin analyse - det smittede af på hendes hverdagsbeskæftigelser. Derfor forstod hun ham på sin vis, da han sagde, at 'det bare var noget man gjorde', fordi overgangen fra skoleelev til far var sket meget naturligt i hendes øjne.
En mild latter forlod Julies læber, da hendes nevø viste fire fingre og endda forklarede hende, hvor mange år, det var. Hun kiggede op på Alex og rystede på hovedet. "Han slægter sig virkelig på, brormand!" sagde hun, inden hun svarede på Brodys spørgsmål. Egentlig ville hun have kaldt Alex dumsmart, men hun fandt det bedst ikke at sige den slags foran en, der var en, to, tre, fire år. "Jeg er enogtyve år. Så mange fingre har jeg slet ikke." fortalte hun Brody. "Det er et år mindre end din far." tilføjede hun og kiggede afventende på ham, spændt på at se, om han kunne følge med i hvad hun sagde. Nok vidste hun alt muligt om Voldemort og Dumbledore, men det var næsten endnu mere fascinerende at studere det lille myr, der var mere ukendt for hende en så meget andet i verden.
|
|
|
Post by Alexander Young on May 23, 2011 23:13:26 GMT
Family is like fudge
Han hævede et enkelt øjenbryn og så klukkende på Brody, der stirrede forvirret på den pegende finger. I stedet for at svare Julie, lænede Alexander sig hen imod sønnen og gav ham en børnevenlig forklaring. ”Julie plejede at blive kaldt dværg, fordi hun er så lille.” Han så på sin lillesøster med spillende øjne og et flabet smil, klar over at han lagde grobunden for at Brody ville kalde hende lige præcis dét. Den fireårige lærte hurtigt til hans mors og fars både stolthed og gru, alt afhængig af hvad det nu lige var han havde lært sig.
Brody fulgte med i hver eneste ord i de voksnes samtale og så på Julie, da hun i stedet for at svare på hans eget (meget vigtige) spørgsmål, henvendte sig til hans far. Han greb ud efter uglen igen med den ene hånd og en småkage med den anden, før han dyppede den i teen og guflede den i sig med en vandt bevægelse. Et lille grin trak op i hans læber og blottede små hvide tænder, da hun pointerede at hun var for gammel til at have fingre nok. Han vippede lidt ovenpå puden og satte uglen fra sig igen, for at kunne tage fat om sin børnekop med begge fingre og efterligne fasterens tidligere pusten på teen. Ordene om hans fars alder trængte tydeligvis ikke hundrede procent, men fik i steder Brody til at udbryde et: ”Min far er gaaammel,” som situationen taget i betragtning illustrerede hans egentlig forståelse for alder ret godt. Han satte koppen fra sig igen uden at have taget en tår og løftede bamsen op i sine arme.
Alexander havde placeret albuen imod bordet og lænet hovedet imod sin ene knytnæve. Han betragtede skiftevis Julie og Brody med et varmt smil og rakte fraværende ud efter en småkage, som han tog en lille bid af. En lavt grin forlod ham over sønnens konstatering. ”Er alle voksne gaaamle, Brody?”
Drengen nikkede ivrigt og høstede endnu et grin fra sin far. Hans mælketænder viste sig igen, som han selv lo, uden helt at vide af hvad.
Tag: Julie Young
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on May 26, 2011 11:02:59 GMT
give me your h e a r t , and come back home
Julie kneb mistænksomt øjnene sammen, da Alex smilede flabet til hende efter at have forklaret Brody årsagen til hendes kælenavn, da hun var overbevist om, at han med vilje forsøgte at få drengen til at kalde hende dværg frem for faster.
Brody's reaktion på hendes ord glædede hende, men hun fangede ikke, at han efterlignede hende, da han pustede på sin te. "Bevares." mumlede hun og himlede med øjnene, da Brody understregede sin opfattelse af Alex' alder, men hun havde en fornemmelse af, at hun selv nok ikke var ligeså gammel i Brody's øjne - især ikke efter hans far lige havde siddet og fortalt, at Julie var lille. Med et fornøjet udtryk tog hun en bid af sin ingefærkage.
Julie kiggede på sin smilende nevø og hævede øjenbrynene. "Er jeg voksen?" spurgte hun og vendte derefter sin opmærksomhed mod Alex, som forventede hun egentlig et svar fra ham. Hun lagde hovedet lidt på skrå og gengældte hans varme smil. "Det er godt at være hjemme igen." konstaterede hun. Egentlig var hendes tanke, at hun havde savnet ham, men selvom hun var blevet ældre og mere moden, så fandt hun det stadig svært at ævle løs om sine følelser for sin familie bare lige sådan.
|
|