There are no such thing as coincidences

[Alexander Young]

But by the time Fate caught up
Chance already had it all planned out

Sommersolen var endelig krøbet lidt frem fra det tæppe af mørke, tætte regnskyer, der havde dækket London de sidste par dage og spoleret grillfester, byture og hyggelige udflugter, til en af de grønne parker, for de adskillige millioner mennesker, der enten beboede eller besøgte byen. Alexander og hans fireårige søn var ikke de eneste, der derfor straks havde besluttet sig for at udnytte det endelig gode vejr og byens offentlige transport var som et resultat strakt til sit yderste. Heldigvis behøvede ingen af de to, at tænke på busser, metro eller fyldte fortove, når bare de var varsomme og diskrete.

Med en enkelt hurtig bevægelse hjemme i lejligheden, var både mand, dreng og klapvogn forsvundet. De dukkede sekundet senere i stedet op i et lettere tilvokset område flere kilometer væk fra Bayswater.

Finsbury park var også godt befolket, men ingen opdagede ankomsten midt inde i buskadset. Alexander måtte dog pille et par grene ud af sin søns hår, inden de begge lystigt fortsatte ud i selve parken. Brody var på sikre små ben i sine lyse shorts og hans far lige bagved med klapvognen, som nok skulle ende med at blive nødvendig før eller siden. Drengen satte retningen imod søen, hvor hans far lovede ham, at der ville være pæne og helt umagiske fugle, som man kunne fodre med det gamle brød, som de havde med. Alexanders skridt var hastige, som han fulgte sønnike med et tilfredst smil på læberne og et par solbriller til at tage genskinnet. ”Brody,” halvvejs råbte han af den ivrige fireårige. ”Sæt farten ned!”

[Alice Wolfe]

OUTFIT

Det var intet andet end held at solen skinnede klart på himlen, selvsamme dag som Alice var nødsaget til at tilbringe et par timer for sig selv i den travle storby. Men selvom der var nok så mange attraktioner og steder hun længtes efter at se eller gense, var Alice indstillet på at bruge tiden i parken lige ved siden af Emmelines nye lejlighed, og i den anledning havde hun inden afgang lånt en velkendt bog fra hendes nyopstillede reol.

Det var selvsamme bog hun nu sad og læste i, nær søkanten i Finsbury Park. Hun havde læst den romantiske tragedie mange gange, fuldstændigt uundgåeligt efter at have været veninder med Emmeline i så lang en årrække. Græsset var til alt held tørt , og det havde intet problem været at slå sig ned direkte på jorden. Det var både afslappende og beroligende at fordybe sig i skuespillet, og selvom Alice ikke nærede samme passion for rent faktisk at udføre det, som sin veninde, fandt hun sig selv fanget og forelsket i stemningen på ny.

Der var masser af mennesker omkring hende og indimellem måtte hun se op, når en lidt for nysgerrig hund i lang snor kom for at snuse til Ophelia, Emmelines hund som hun havde med i snor eller når en and vraltede op på land. Denne gang var det dog hverken en hund eller end and der tiltrak hendes opmærksomhed, men en dreng der ikke kunne være mere end fire eller fem nærmede sig hende i sit tydelige forsøg på at nå bredden, og hun smilede for sig selv, og lod dernæst blikket vandre i den retning han var kommet fra, for at sikre sig at hans forældre var klar over hvor han var.

[Alexander Young]

But by the time Fate caught up
Chance already had it all planned out

Brody bevægede sig hurtigt igennem græsset imod søen, uden øjne for andet end alle pipfuglene. Hans eget navn og den direkte ordre, der fulgte, fik ham dog til at sænke tempoet og dreje sig rundt imod sin far, som kom gående efter ham i et rimelig roligt tempo, med begge hænder på klapvognens to håndtag. ”Kom nuuu,” kommanderede han selv utålmodigt og høstede et bredt grin fra faren, som han indhentede ham og slap klapvognen med den ene hånd, for at rode ham i håret. ”Stressbanan,” sagde han drillende. ”Hvordan vil du fodre ænderne uden det brød vi har med?”

Brody så forurettet op og krydsede armene over brystet. Han havde ingen argumenter, men blev også hurtigt meget mere interesseret i den hvalp, der befandt sig ovre ved en mørkhåret dame i græsset. Hans øjne blev store, som et fascineret og barnligt smil indfandt sig i hans ansigt. ”Vovse,” sagde han højt, før hans skridt bar ham ud af hans fars rækkevidde og på få sekunder landede ham på knæ foran hunden.

Alexander skar en grimasse og slap klapvognen, før han fulgte efter. ”Brody!” Sagde han irettesættende. Hans blik landede på den unge kvinde med et undskyldende smil. ”Man går ikke bare...” Midt i en belærende sætning til sin søn gik han i stå. Han drejede hovedet tilbage imod brunetten, som et bredt smil plantede sig på hans læber. ”Wolfes lillesøster...” Han hævede den ene hånd og kløede sig i nakken i en vandt bevægelse. ”Alice. Hej.”

Brody var i mellemtiden allerede i gang med at gøre sig gode venner med hvalpen. Han havde allerede strakt hånden ud, var blevet snuset til og tilsyneladende dømt værdig til at klø den bag ørerne, hvilket han gjorde ivrigt og glædesstrålende med begge hænder.

Da Alexanders hånd atter faldt til hans side, vendte hans blik tilbage til sønnen, før han igen smilede undskyldende. ”Han bliver altid så ensporet i nærheden af dyr,” bemærkede han, uden at virke enormt bekymret over lige netop den tendens.

[Alice Wolfe]

Hunden Ophelia stod og knurrede af en forvirret solsort, mens halen svingede lystigt fra side til side. Det blev dermed sværere og sværere for Alice at holde fokus på replikkerne i skuespillet og med et lydløst suk så hun op og lod blikket hvile på sin venindes hund. Lettere åndsfraværende rakte hun frem for at klø den en enkelt gang bag øret, en handling der fik hunden til at dreje nakken og snuse ivrigt til hendes hånd, søgende efter godbidder.

Netop som Alice havde taget hånden til sig for at opfylde hundens ønske ved at finde en hundekiks i sin medbragte håndtaske, kom drengen hun havde holdt øje med ud af øjenkrogen pludselig i hendes retning, hvilket fik hendes ellers netop påbegyndte søgen efter forældrene med blikket til at gå i stå og hun glemte alt om at finde kiksen i tasken. Hendes første reaktion var kortvarigt at hæve øjenbrynene overrasket, inden et bredt smil indfandt sig på hendes læber.

Ganske som forventet lød en irettesættende stemme øjeblikket efter og Alice hævede blikket igen for at forsikre drengens far om at Ophelia skam var helt harmløs, for blot at stoppe op da hun til stor overraskelse genkendte ham. Det trak op i hendes mundvige, mens hendes ene hånd løftede sig for at stryge håret i den ene side tilfældigt om bag ved øret, blot for at det øjeblikket efter skulle falde tilbage hvor det var kommet fra. ”Hej” gentog hun på samme måde som ham, lettere forundret og så over imod drengen der tydeligvis var hans søn, som hans ord fik et bredt smil til at indfinde sig på hendes læber. ”Jeg tror skam ikke Ophelia har det mindste imod opmærksomheden”, bemærkede hun og så kortvarigt op imod Alexander, før hun vendte blikket imod drengen og hunden der ivrigt snusede til den nye ven.

Alice trak benene en smule til sig og lænede sig en anelse frem, endnu smilende. ”Kan du godt lide hunde?” Svaret på spørgsmålet var selvfølgelig åbenlyst, men rettet imod et barn på hans alder var det lidt en anden sag. Ofte plejede børn ikke at mangle en undskyldning for at forklare noget der ellers var åbenlyst og Alice så interesseret på ham.

[Alexander Young]

But by the time Fate caught up
Chance already had it all planned out

Alexander havde virkelig ikke regnet med at se den gamle skolekammerats lillesøster igen efter den mindre end heldige episode på hans arbejde. Det var naturligvis uheldigt, eftersom hun havde været ganske uimodståelig i sin ubehjælpsomme uvidenhed. Ydermere var hun ganske tiltrækkende, men hun var ikke den første fisk, der slap gennem fingrene på ham og han havde ærlig talt ikke skænket hende mange tanker siden den dag i menageriet.
At se hende lige der, midt i Finsbury park, uden på nogen måde at være forberedt på det, var nok til at gøre ham en anelse paf og tom for ord. Han kløede sig i nakken og besvarede hendes smil, imens Brody, blottet for al sin sædvanlige generthed, som han ofte blev, når man præsenterede ham for et kæledyr, gjorde sig godt bekendt med hundehvalpens bløde pels.

”Ophelia,” gentog Alexander, før hans hånd endelig faldt igen og han hev sig selv lidt op fra den oprindelige overraskelse. ”Er hun din?” Han nikkede imod hunden, før han selv gik ned på hug ved siden af sin søn og fandt om bag dens ører med kyndige fingre. Lige inden han fik drejet hovedet, for at komme med en kommentar til Brody, kom Alice ham i forkøbet. Han lukkede derpå munden på sig selv og smilede blot lidt, imens han betragtede sønnen afventende.

Brody vendte sig mod den mørkhårede dame og genfandt lidt af sin generthed, som han slap hunden igen og nikkede lidt. Efter at have fanget sin fars forsikrende smil, fandt hans fingre atter ind i pelsen og han så betaget ud. ”Jeg elsker hunde,” informerede han damen, uden at se på hende, lidt for genert endnu til direkte øjenkontakt. ”Og ugler og kattekillinger og mus.”
Ved siden af ham, vendte Alexander hovedet imod Alice igen og smilede prøvende, men mere nervøst end han brød sig om at være ved. Han rømmede sig lidt og slap hvalpen igen, uden at rejse sig op. ”Alice... Det her er Brody,” informerede han hende høfligt, inden han puffede blidt og kærligt til sin søns skulder. ”Kan du sige hej til Alice, Brody?”

Knægten løftede ikke hovedet, men begravede sin opmærksomhed i det kælesyge stykke hvalp foran ham, som han fulgte sin fars pænt indpakkede ordre. ”Hej Alice,” hilste han lavt, med sin lyse barnestemme. Ved siden af ham smilede Alexander mildt og klappede ham lidt på skulderen. ”Brody er min søn... Hvis ikke ligheden var slående nok til... Ja.”