Better than a "get well soon"-card

[Alexander Young]

Family is like fudge
Mostly sweet with a few nuts

Mørket var så småt ved at falde på over den travle storby og rundt omkring i lejligheder, huse og sågar kontorbygninger, var folk begyndt at tænde lys. Sommernatten var varm og Alexander havde ingen grund til at være klædt bedre på, end han havde været hele dagen i den varme butik på Diagonalstræde, hvor han tjente til livets ophold.

Han dukkede op i en forladt gyde nær Jonathans lejlighed med et 'plop' og så sig rundt.
Efter at have sikret sig, at ingen havde opdaget hans pludselige tilsynekomst ud af den tynde luft, drejede han rundt om hjørnet og gik de få skridt hen mod den bygning, der husede hans storebror og, lige for tiden, også deres fælles lillesøster Julie.

Dørtelefoner var en mugglerting og ikke en han havde den store forståelse for, så han pegede blot diskret tryllestaven imod låsen og mumlede et lavmælt ”alohomora,” før han åbnede døren ind til den tomme trappegang og fortsatte opad til den rette etage.
Uden et øjebliks tøven hævede han sin hånd og bankede på døren tre gange, før et lille smil fandt vej til hans læber. ”Det er mig aber. Alex,” informerede han beboerne på den anden side med let hævet stemme.

[/justify][/blockquote]

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Ilden buldrede lystigt i ildstedet og spredte en hyggelig stemning i den ellers mørke lejlighed. Det var den eneste lyskilde udover de stearinlys Julie var ved at tænde i vindueskarmen, og hendes ansigt så ikke længere særlig blegt ud takket være det gule lys og den opkvikkereliksir hun nu tog regelmæssigt, efter at healerne på Skt. Mungos havde udskrevet hende. Udover dampen, der stod ud af ørerne, når hun indtog eliksiren, nød hun godt af dens virkning, og for første gang i flere dage havde hun tilbragt sin dag på benene i stedet for liggende i en seng.

På sofabordet stod to kopper allerede fyldte med varm, dampende the, og teskeerne klirrede lystigt mens de rørte rundt, tilsyneladende styret af et par usynlige hænder. Idet Julie svang tryllestaven mod det sidste stearinlys bankede det på døren, og hun himlede vant med øjnene, da hun hørte Alex' dæmpede hilsen. "Kom indenfor!" kaldte hun og fik døren til at åbne sig med et sving med tryllestaven, inden hun overhovedet selv var nået derhen. Brugen af magi var ganske unødvendig, men efter flere dage på et hospital, hvor hun ikke havde kunne få sin tryllestav til at lystre ordentligt, så var det en befrielse endelig at kunne udøve problemfri besværgelser.

Synet af Alexander fik Julie til at smile stort, og hun standsede et par skridt fra døren med hænderne ud til siden mens hun afventede hans reaktion. Hun havde glædet sig til at se ham igen, da deres sidste møde ikke ligefrem havde haft en lykkelig slutning, og hun var godt træt af at være sengeliggende og et konstant objekt for folks sympati og uro. Det passede ikke Julie at blive betragtet som svag, og værre endnu var, at hun ikke havde kunne gøre det mindste for at overbevise folk om, at hun var det modsatte.

[Alexander Young]

Family is like fudge
Mostly sweet with a few nuts

Alexander vidste egentlig ikke rigtig hvad han havde forventet, men det var i hvert fald ikke en dør, der gik op, for at afsløre en opretstående Julie, som ligefrem rakte armene ud og smilede bredt til ham. Begge hans øjenbryn røg helt op, før hans egne mundvige trak kraftigt op og afslørede hvide fortænder i et både forbløffet og og positivt overrasket ansigtsudtryk. ”Du er oppe, dværg,” bemærkede han, noget overflødigt, før han trådte ind i lejligheden og lukkede døren efter sig. Han gik de få skridt hen til sin lillesøster og lagde armene noget mere forsigtigt omkring hende end han normalt ville have gjort, før han hev hende ind i et varmt kram.

Da han slap hende igen og trådte et enkelt skridt tilbage, kunne han ikke lade være med at se vurderende på hende med let sammenklemte øjne. Et drillende smil fandt dog hurtigt vej til hans læber, som han løftede en arm og kneb hendes ene kind. ”Nu går du ikke hen og besvimer igen, vel? Jeg vil gerne være forberedt, hvis jeg skal bære dig til Skt. Mungos igen. Det tog hårdt på min gamle, svage ryg,” informerede han hende useriøst, imens hans hånd faldt igen, før han stak den i sin bukselomme med et både drenget og spøgefuldt glimt i øjnene, der hurtigt døde ud, som han så en anelse bekymret på hende. ”... Helt seriøst, Julie. Har du det bedre?”

[/justify][/blockquote]

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Selvom Julie havde forventet en overrasket reaktion fra sin brors side, så var det ikke mindre tilfredsstillende at se ham med øjenbrynene helt oppe i panden. Hun skar en grimasse af hans bemærkning og tilbagelagde afstanden i mellem dem, så hun kunne sige ordentligt hej. "Godt set." mumlede hun ind mod hans skulder, da hun blev trukket ind i et kram, men hun kunne alligevel ikke lade være med at smile glad.

Julie havde været lidt for hurtig til at tro, at alt var ved at være ved det gamle igen, for Alex' blik var tydeligvis granskende, og hun skuttede sig under det. Til hendes lettelse var tonen dog knap så seriøs, og hun himlede atter med øjnene af ham. "Det er da ikke min skyld, at du glemmer at bruge din tryllestav i kampens hede." snappede hun tilbage, men der var noget langt mildere og mere taknemmeligt at spore i hendes øjne.
Julie lod blikket falde fra Alexanders ansigt til et ubestemmeligt punkt på hans skulder, da han spurgte ind til hendes helbred, og hun gav sig selv noget tid, inden hun svarede ham. "I hvert fald bedre end før. Men..." Hendes stemme tyndede ud til ingenting, og hun kiggede op på Alex med et skævt, glædesløst og opgivende smil. "Det er vist ikke noget, man bare lige ryster af sig." forklarede hun og understregede slet ikke alvoren i situationen, mest fordi hun var sikker på, at Alex skam godt var klar over, at det ikke stod særlig godt til.

Med en gestus hen mod sofaen og tekopperne, vendte Julie sig om og gik hen og satte sig i sofaen. Hun tog den ene af kopperne og gjorde et stort nummer ud af at puste ned i den, inden hun talte igen. "Jeg har fået ordineret sådan en opkvikkereliksir. Du ved, næsten den samme som mor gav os, når vi havde feber." fortalte hun og rynkede ubevidst på næsen ved tanken om drikken. "Det er derfor, jeg har kunnet tage hjem fra hospitalet."

[Alexander Young]

Family is like fudge
Mostly sweet with a few nuts

Alexanders overraskelse aftog hurtigt og afløstes af lettelse. Han havde aldrig været særlig god til at håndtere sygdomme eller handicappede mennesker af den ene eller anden art. At Julie ikke var henvist til en seng eller sofa gjorde det hele noget mindre akavet og han smilede, da han trak hende ind i en varm omfavnelse og klukkede lidt over hendes sarkastiske kommentar. ”Jeg har altid været enormt hurtig i opfattelsen,” bemærkede han, før han slap hende igen og tråde et skridt tilbage.

Han kunne ikke lade være med at kaste et vurderende blik ned af lillesøsteren, som han stod der. Sidst han havde set hende, var hun trods alt faldet sammen på hans køkkengulv. Hun så noget bedre ud i dag, end hun havde gjort på det tidspunkt, men alligevel kunne man aldrig vide sig sikker. Det lå dog ikke til Alexander at gå og pylre eller bekymre sig alt for meget og hans sædvanlige skæve og drenget gavtyveagtige smil var hurtigt tilbage, som han fyrede et lettere flabet spørgsmål i Julies retning. Svaret fik ham til at fnyse muntert og hæve et øjenbryn, imens han så sigende på hende. ”Selvfølgelig brugte jeg min tryllestav din nød. Men jeg skulle ligesom have dig stablet på benene, så jeg kunne transferere.” Han rakte sin ene hånd frem i en gammelkendt bevægelse og rodede hende irriterende i håret. Derpå blev hans ansigtsudtryk igen en anelse mere alvorligt, selvom smilet stadig lurede i kanten og truede med at bryde frem hvad øjeblik det skulle være. Han rynkede dog panden en anelse og rystede lidt på hovedet, før han brummede en enkelt gang og klappede hende lettere akavet på skulderen, uden at have nogen egentlige kommentarer til situationens alvor.

Da hun gestikulerede over imod sofaen, fulgte han hurtigt hendes vink med en vognstang og gik efter hende, før han selv sank sammen ved siden af hende. Et lavmælt suk forlod ham, inden han tog den anden kop og så på Julie, som hun fortalte om sin medicin. Han rynkede alt for sigende på næsen præcis som hende og blev hurtigt bevidst om hvor meget de egentlig måtte ligne hinanden, når de sad sådan. Tanken blev dog hurtigt skubbet i baggrunden, som han blot nikkede en enkelt gang og ellers sad stille med blikket på hende, uden at føre koppen til sine læber. Han overvejede i et øjeblik at sige noget alvorligt, men kunne så alligevel ikke modstå fristelsen. ”Er du så blevet det? Kvikkere?”

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Julie værdsatte Alexanders gode humør, men hun kunne ikke lade være med at bide mærke i, at på trods af smilet, der lurede i hans mundvige, så faldt hans ansigt igen i alvorlige folder. Netop som hun skulle til at joke om, at Alexander var en svækling, tog hun det i sig og rynkede tænksomt på panden. Det akavede klap på hendes skulder gjorde heller ikke tingene bedre, så det var på sin måde befriende at gå hen og sætte sig i sofaen, så hun ikke behøvede at se sin bror i øjnene i et øjeblik.

Stadig meget koncentreret om sin the tyggede Julie endnu en gang på Alex' spørgsmål, inden hun svarede. "Ja." svarede hun kortfattet men kunne godt høre, at det ikke lød særlig overbevisende. Hun indåndede heftigt en gang, som om hun skulle til at sige noget, men hun ombestemte sig og stirrede i stedet frustreret ned i theen, mens hun indædt håbede på, at Alex bare kunne læse hendes tanker, så de kunne få sygdomssnakken overstået.
"I hvert fald kvikkere end når.. På hospitalet.." Hun bed tænderne hårdt sammen og mærkede, hvordan tårerne pressede sig uvilkårligt på, men hun gjorde sit bedste for ikke at begynde at græde. Kort efter bemærkede hun en klirren, og hun opdagede, at hun rystede på hånden, så teskeen skælvede i koppen. Med et frustreret udtryk stillede hun koppen fra sig på bordet og lænede armene mod knæene, så hun ikke behøvede at se på Alex. "De kan ikke gøre noget, Alex." sagde hun lavmælt men tydeligt: hun brød sig ikke synderligt om at tale om det, men hvis nogen fortjente at vide, hvordan det egentlig stod til, så var det jo hendes bror. Desuden lød det tosset at tale om sig selv på den måde, som hun sad og gjorde nu. "Der ingen der kan sige mig, hvad det er, jeg har, eller om jeg overhovedet bliver rask igen." fortsatte hun og gemte sit ansigt i hænderne, selvom tårerne var forsvundet. En lille stemme i hendes baghoved sagde hende, at Alex sikkert havde hørt rigeligt til hendes kvaler, men uroen pressede på, og uden varsel begyndte hun at hulke ned i sine hænder.

[Alexander Young]

Family is like fudge
Mostly sweet with a few nuts

Alexander betragtede Julie i stilhed og hævede blot et enkelt øjenbryn over hendes mindre end overbevisende svar. Han var måske nok ikke altid den skarpeste ske i skuffen, men hun havde alligevel sjældent kunne lyve decideret overbevisende over for ham. Lige nu gik det særlig dårligt og han ventede blot, imens han sank en kommentar om at det bare havde været for sjov og at hun ikke behøvede at svare ham. Da først hun kom famlende i gang, fortrød han dog halvvejs, at han ikke bare havde skiftet emne ordentligt.

Alexander brød sig nogenlunde så lidt om at høre om sygdommen, som Julie brød sig om at fortælle om den. Alligevel lyttede han tålmodigt til hvert et ord. Han holdt stadig koppen halvt hævet uden at drikke og så på hende med rynket pande. Da hun gemte ansigtet i hænderne, fik han dog endelig rykket sig selv ud af sin fastfrosne position. Han stillede koppen fra sig og tøvede i et øjeblik, uden helt at vide hvad han skulle gøre af sig selv. Hans lillesøsters hulken standsede dog spekulationerne og han lagde instinktivt sin ene arm omkring hende og trak hende ind imod sig med et perplekst ansigtsudtryk.

Jonathan havde altid været den, der tog sig af gråd og trøst, når det da ikke lige var deres mor eller far, og Al var således både uvant og lettere ukomfortabel i rollen som den omsorgsfulde storebror. Han rømmede sig lavmælt og overvejede kortvarigt om der mon gjaldt samme regler for femårige drenge, der havde slået knæet eller savnede deres mor, som der gjorde for lillesøstre med en ukendt sygdom. ”Julie,” mumlede han lavmælt, imens han klappede hende lettere akavet på skulderen. ”De skal nok finde ud af det,” prøvede han sig frem, langt fra overbevisende. ”Og indtil da er det her da ikke så slemt... Er det? Du kan bo her hos Jon, centralt, skrive på den der bog du fortalte om?”