Who stopped the rain?

[Caroline Abbey]

Long as I remember
The rain been coming down

Det var en varm sommerdag og insekternes summen bidragede, sammen med lyden af en enlig græsslåmaskine og en fjern barnelatter, til den nærmest overdrevent idylliske stemning på den lille villavej i et af forstadskvartererne udenfor Newcastle. Der var ingen mennesker at se i nummer 11 og ingen lyde, der tydede på at nogen var hjemme i hverken huset eller haven, før et lavt 'plop' varslede ankomsten af Duane Abbeys ældste datter Caroline midt på græsplænen. Hækken var ganske vidst kun knap høj nok til at skjule hendes skikkelses tilsynekomst for naboerne, men hun havde aldrig fundet nogen af dem nysgerrige og tog ingen forholdsregler, i sin sikre overbevisning om at familiens lille hemmelighed nok skulle forblive selvsamme.

Hun så sig rundt med et lille smil på læberne og konstaterede, at intet havde forandret sig. Sommerens delvise tørke havde ellers ramt byen og efterladt visse haver i en tilstand, der mindede mest om en ørken, med et nærmest obligatorisk oppusteligt soppebassin til ivrige og overophedede rollinger, men for botanikeren, som beboede nummer 11, var det intet problem at holde haven i sin pæne, blomstrende, grønne og frodige stand. Det var altid en fornøjelse for Caroline at kommer nordpå og væk fra Diagonalstræde og Whitehall for at trække vejret frit i den blomsterduftende lugt i det grønneste af hendes tre barndomshjem. Hun tog en dyb indånding og rakte ned for at hive sine sko og strømper af, inden hun krydsede græsplænen for at banke på døren til et skur, som så uendelig lille og ydmygt ud udefra. Der lød ingen skramlen, ingen forsikring om, at det kun ville tage et øjeblik, men få sekunder senere blev døren hevet op. En midaldrende mand med smilerynker og viltre mørke krøller så ud. Han lyste op og udbrød et kærligt; "Carrie-mus!" Før han selv trådte ud og lukkede døren efter sig i en lidt for bevidst bevægelse.

Caroline lod sig omfavne og besvarede sin fars knus med den arm hvorfra arbejdsmappen hang, imens sko og strømper dinglede fra hånden på den anden. Hun kneb øjnene en anelse sammen, da de igen stod ansigt til ansigt og lagde sit eget hoved lidt på skrå. "Hvad laver du nu derinde, som jeg ikke må se, far?" Hun nikkede imod skuret og hævede et øjenbryn.

Den seriøse mine og arbejdstøjet stod i skarp kontrast til de bare tæer og det kælenavn hendes far havde mødt hende med, men hun tænkte ikke over det. Hun pejlede sig blot hurtigt ind på deres gamle diskussion om at følge de regler hendes egen arbejdsplads fastlagte for brugen af magi. Den gik helt tilbage til hendes første år hos ministeriet for næsten fem år siden og hun var udmærket klar over, at de aldrig ville blive enige.

"Du ved jo godt, at det kommer til at gå direkte ud over både mig og Riley hvis det bliver opdaget, at du foretager dig noget ulovligt. Er du klar over hvilken skandale man kunne lave ud af det - hvor mange mennesker der ville være interesserede i at to magtfulde menneskers far eksperimenterer uden for de grænser der er sat?" Hendes nu rynkede pande klædte hende ikke og hun blødte da også lidt op i antydningen af et smil, inden hun skar ansigt, da hendes far blot hævede et øjenbryn og rodede hende i de mørke lokker, som hun havde arvet fra ham. Hun farvede dem ikke længere farvestrålende og blandt andet derfor lignede hun ham nu mere end nogen af sine to søstre. "Du kommer til at give dig selv et hjertetilfælde i en alt for ung alder, hvis du ikke løsner lidt op, min pige," bemærkede han, med ord hun havde hørt før. Mange gange. "Lad du mig bekymre mig om mig og gå ind i køkkenet og hæld to krus kold ingefærøl op, så kommer jeg lige om et øjeblik."

Caroline himlede med øjnene, men smilede stadig lidt. ”Far,” sagde hun opgivende med et suk. ”Jeg mener det. En eller anden dag er jeg ikke en ligegyldig medarbejder i hjørnet og så betyder den slags knald eller fald.” Hun rynkede panden igen og rettede ryggen lidt, imens hun fandt de lidt tungere skyts frem. ”Vil du ikke gerne have, at jeg har succes? At jeg er lykkelig?”

Tag: Eric Wolfe ● Outfit:

[/size]here[/center][/blockquote]

[Eric Wolfe]

Sipping at my ice cold beer
.. .. .. .. .. .. .. .. lazing on a sunny afternoon...

Eric gik med lange, faste, men afslappede skridt ned af den rolige villavej han kendte så godt. Han smilede for sig selv, da en serie minder og tidligere ophold på selvsamme vej, og endnu mere, i et bestemt hus på selv samme vej, løb forbi hans indre blik. Det var et stykke tid siden han sidst havde været hjemme i Newcastle. Der var et stykke vej fra Norfolk, og det var ikke altid han kunne komme til at bruge transferens, men allermest fordi hans job trods alt ikke var et han bare kunne tage fri fra når det passede ham.

Han løftede hovedet, lagde en ene hånd til kanten på den mørkeblå baret og så op mod solen der stadig stod klart på den blå himmel. Den var på vej ind i dagens sidste fase, men der ville dog gå flere timer endnu før den helt forsvandt. Den varmede endnu og bekræftede ham kun i beslutningen om at have efterladt uniformsjakken hængende på sit værelse hjemme hos forældrene. Eller det der nu halvt var hans værelse og halvt hans mors intermistiske atelier. Han smilede igen for sig selv og så frem igen, for så at se sig hurtigt til begge sider, sno sig udenom to børn der i fuldfart og højt hvinende spurtede forbi ham, og så krydse vejen skråt med retning mod huset på hjørnegrunden, der for få sekunder siden havde været i hans tanker, og som også var hans mål.

Han nåede det modsatte fortov og fortsatte langs hækken for at kunne komme om på den anden side og op til selve huset, men sænkede farten da han hørte stemmer inde fra haven. En dyb, mands-stemme, som han kendte særdeles godt, men det var ikke den der fik ham til at stoppe helt op, efter endnu nogle skridt. Det gjorde derimod den kvinde-stemme der svarede. Eric rynkede panden let, mens han så ned på sine blanke skosnuder med et tænksomt blik, uden at dreje hovedet og se ind over den lave hæk. Så fik de ord han fangede fra den anden side ham til at udstøde en næppe hørlig, munter lyd og han rystede på hovedet mens han tænkte sit om, at nogen ting åbenbart ikke havde ændret sig.

Han tog et par skridt mere og stoppede så igen, før han vendte sig med front mod hækken og lagde armene hen over toppen på den. Han havde ingen problemer med at se hen over den da han først havde front mod den og der gik kun et øjeblik eller to, før han fik øjenkontakt med Duane. Han smilede varmt og løftede den ene hånd til hilsen, før han også åbnede munden og talte ”Du skulle lytte til din far, Abbey... Han er ikke altid så distræt som han ser ud. Hvis man er heldig har han ligefrem guldkorn at ryste ud af ærmerne.” han så hurtigt på Duane igen, før han rettede hurtigt på baretten og log blikket hvile på hans datters mørke hår i stedet.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words)

[/color] :: 551 ~ (Tag) :: Caroline Abbey + dad ~ (Outfit) :: RAF Summer-uniform (bare med korte ærmer) ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote][/size][/justify][/blockquote]

[Caroline Abbey]

Long as I remember
The rain been coming down

Carolines tæer var ømme efter en af de sædvanlige lange arbejdsdage i ministeriet og følelsen af det bløde græs under fødderne var behagelig, selvom det i højere grad var for at skåne fodtøjet, at de blå strømper og højrøde sko nu hang og dinglede fra hendes ene hånd. Den diskussion hun havde med sin far var af ældre dato, men selvom hun egentlig ikke forventede at få ham til at give hende ret, bød hendes stædighed hende ikke at give op, før det alligevel var lykkedes.

Han opførte sig dog kun som piletræet og bøjede sig for de verbale vindpust med et mildt smil, der så lige pludselig, uforklarligt, I Carolines optik, voksede til han fremviste sine tænder. Hendes eget ansigtsudtryk skiftede fra et alvorligt og bebrejdende til at udtrykke rendyrket undren. Hun åbnede munden og skulle lige til at spørge om hvad i alverden han smilede af, da en stemme bag hende gav svaret på netop det spørgsmål. Det gibbede næsten umærkeligt i hende over den velkendte, men nu næsten glemte, lyd af Eric og begge hendes øjenbryn fløj op.

Det var hendes far, der talte først, imens hun selv drejede sig rundt og fandt ham med blikket, og det var sikkert meget heldigt, at dømme ud fra det forundrede udtryk i hendes ansigt. ”Eric! Jamen denne dag er da bare fuld af glædelige overraskelser. Kom dog ind, knægt! Hvad laver du på den side af hækken? Du ved da, at du altid bare kan gå igennem haven.”

Imens ordene lystigt forlod den smilende botaniker, havde hans datter fundet en mindre åbenlyst overrasket grimasse frem. Hun betragtede Eric med et undersøgende blik og antydningen af et smil på læberne og skar bestemt igennem, inden han fik lejlighed til at svare på hendes fars perlerække af glædesstrålende ord. ”Har din mor ikke lært dig at tale pænt, Wolfe? Min far er aldeles ikke distræt.” Hun hævede et enkelt øjenbryn, før trækket i hendes ene mundvig blev for kraftigt, til at modstå. Et skævt smil oplyste hendes ansigt lidt, imens en munter lyd forlod hendes far, som udmærket havde fanget ironien. ”... Eller hvad er det nu, egentlig? Luftkaptajn Wolfe?”

Duane Abbey betragtede muntert de to unge mennesker og glædede sig både over, at de tilsyneladende ikke var ved at rive hovederne af hinanden – endnu – og over den glimrende distraktion fra det betændte gamle emne Eric havde været. Han rakte en enkelt hånd frem for at klappe Caroline lidt på skulderen og smilede til hans gamle vens søn. ”Hvad bringer dig forbi? Og lige fra basen, ser det ud som om?”

Tag: Eric Wolfe ● Outfit:

[/size]here[/center][/blockquote]

[Eric Wolfe]

Sipping at my ice cold beer
.. .. .. .. .. .. .. .. lazing on a sunny afternoon...

Erics blik blev hængende på Carolines baghovede indtil hendes far tog ordet og han trak det til sig igen, for at se den ældre mand i øjnene med et bredt smil ”Jeg var på vej, men så hørte jeg jer.” han skævede hurtigt til Caroline igen, der i mellemtiden havde vendt sig helt rundt. Hans bryn trak et sekund nedefter i undren over hendes tilsvarende forundring og han smilede prøvende før han så på hendes far igen og rettede sig op.

Han vendte sig halvt for at fortsætte langs hækken og rent faktisk komme ind i haven, men stoppede igen før han nåede mere da Caroline talte. Han smilede skævt og den ene hånd røg op til hans nakke, mens han så ned et øjeblik. Så nikkede han og mødte hendes blik. Stadigt smilende, men med et undersøgende glimt i sine lyse øjne, som vejrede han stemningen og situationen før han svarede hende ”Hun prøvede, men jeg tror hun har opgivet efterhånden.” hans mundvige trak op igen da hun smilede skævt og blev så til et lille grin da hun fortsatte ”Ikke helt endnu dog, men jeg arbejder på det.”

Han flyttede lidt på fødderne, uden helt at kunne bestemme sig for om han skulle blive stående eller fortsætte ned ad fortovet og før han fik taget en beslutning, blev han afledt af Duane igen. Han gengældte den anden smil og nikkede, mens han af ren vane rankede ryggen og samlede hænderne bag den, fremfor at stikke dem i lommerne ”Jeg landede derhjemme omkring middag fra Norfolk.” han rømmede sig let og skævede igen til Caroline. Inderst inde var han glad for at se hende. De havde for meget fortid til at han kunne være ligeglad, og selvom de ikke havde set hinanden siden hun gik ud fra Hogwarts, havde han gennem hendes far og sine egne forældre, kunnet følge nogenlunde med i hvad hun lavede, ligesom han lige havde fået bekræftet, at det samme gjaldt den anden vej rundt. Han så hurtigt tilbage på hendes far og smilede drillende ”Behøver jeg have en grund?” han slog ud med den ene hånd ned langs hækken ”Men giv mig et minut så skal jeg viderebringe min mors budskab.” hans blik landede kort på Caroline før han vendte sig og med hurtige skridt gik ned langs hækken og forsvandt ud af syne da han drejede omkring hjørnet.

Et par minutter efter kom han i stedet til syne igen omkring hushjørnet og tilbagelagde hurtigt det korte stykke over den grønne plæne og hen til skuret hvor Caroline og hendes far stadig stod. Han gik direkte hen til hendes far og rakte højre hånd frem og tog den andens, mens han med den anden, klappede den ældre mand på skulderen i en let omfavnelse ”Det er godt at se dig, Duane.” han trak sig tilbage igen og smilede varmt, før han vendte sig mod Caroline med et let tøvende blik. Uden at tænke over det samlede han igen samlede hænderne bag ryggen og stillede sig afslappet med fødderne lidt fra hinanden, uden helt at kunne finde ud af hvordan han skulle hilse på hende, hverken fysisk eller med ord.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words)

[/color] :: 613 ~ (Tag) :: Caroline Abbey + dad ~ (Outfit) :: RAF Summer-uniform (bare med korte ærmer) ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote][/size][/justify][/blockquote]

[Caroline Abbey]

Long as I remember
The rain been coming down

Duane nikkede blot en enkelt gang og smilede. Hans blik bevægede sig fra den unge soldat til hans datter, imens han i tankerne blev enig med sig selv om, at det måtte være første gang de så hinanden siden Caroline forlod Hogwarts. For ham var de fem år ikke en evighed, men han vidste så udmærket, at det forholdt sig anderledes når man befandt sig i begyndelsen af tyverne. Tiden havde været god imod dem begge og han kunne ikke lade være med kortvarigt at mindes selvsamme unger for næsten to årtier siden. Således opslugt i minder, opfattede han kun halvdelen af de næste samtalebidder, hvorimod Caroline et halv skridt foran ham var fuldstændig vågen og tilstede.

Hun så på Eric med sin nysgerrighed gemt væk bag flere års træning i at holde et pokerfjæs, men besvarede alligevel hans smil, som han svarede på hendes drillende spørgsmål. ”Fornuftigt,” bemærkede hun, inden lyden af hans grin fik en ganske lille rynke til at vise sig i hendes pande. Hun rettede den dog hurtigt ud og nikkede, med smilet på tilbagetog. Det endte atter som blot en antydning i hendes ene mundvig, men forlod hende ikke helt, som hun betragtede ham undersøgende.

Modsat sin far, drev Carolines opmærksomhed ikke med vinden. Hun koncentrerede sig om øjeblikket og lyttede til samtalen imellem ham og Eric, noterende sig de få oplysninger med en form for høflig interesse, som hun var blevet forfærdelig god til at udvise i snart sagt enhver situation.

Duane selv smilede mildt og rystede på hovedet som svar. ”Aldrig. Men du har alligevel altid en.” Han hævede et enkelt øjenbryn sigende og i et øjeblik var familieligheden igen slående.

Så snart Eric var ude af syne, trak Caroline vejret lidt mere frit. Hun bemærkede det ikke selv, men hun var anspændt og overvejede kortvarigt at transferere sig selv ind i huset, for at se til de der glas med ingefærøl, som hendes far havde snakket om. Hendes nysgerrighed og en udefinerbar trang til at fremstå i et lidt mere positivt lys end som så, fik dog til sidst overtaget, som hun kortvarigt drejede hovedet imod sin far og smilede en strengt. ”Vi er ikke færdige med at snakke om det skur,” bemærkede hun.

Duane smilede også denne gang blot opgivende og betragtede derpå sin datter med et undersøgende blik og et underfundigt smil, som hun rettede sig mærkbart op. Han drejede hovedet imod Eric og rakte sin højre hånd frem imod ham, trykkende soldaterdrengens næve med sine egne barkede botanikerhånd. ”Det er altid godt at se dig, knægt,” pointerede han som sin egen hilsen.

Ingen af de tre kunne undgå at opdage den pressede stilhed, som det i teorien blev Carolines tur til at træde frem imod Eric og gøre... Noget. Begge hendes hænder var i midlertidig belejligt fyldte og hun hævede dem sigende, med et skuldertræk og et akavet smil. ”Hej... Eric,” sagde hun, i det mest naturlige toneleje hun kunne få det frem i. Et par mere eller mindre klare minder om de sidste par gange de havde set hinanden fløj hurtigt igennem hovedet på hende og hun måtte kæmpe for at fremtvinge et prøvende smil. ”Du skulle sige noget fra din mor,” mindede hun ham om, glad for at have noget nogenlunde fornuftigt at byde ind med.

Tag: Eric Wolfe ● Outfit:

[/size]here[/center][/blockquote]

[Eric Wolfe]

Sipping at my ice cold beer
.. .. .. .. .. .. .. .. lazing on a sunny afternoon...

Erics blik fandt af sig selv tilbage til Caroline efter at have gengældt hendes fars smil. Hans blik var nysgerrigt og søgende, og bagerst en smule vagtsomt. Det sidste halve år de havde tilbragt sammen indenfor Hogwarts mure, havde været akavet, for at sige det mildt. Det trak igen lidt i hans ene mundvig ved hendes svar og et kort sekund var en halv-flabet kommentar om, at hun ikke plejede at smække ordet fornuftigt på ham, på vej ud. Han tog sig dog i det, hvor nemt det end var at falde tilbage i gamle roller og flyttede i stedet blikket til hendes far igen. Den ældre mands ord fik endnu et klædeligt smil til at indfinde sig på hans ansigt før han skar dernæst en lille grimasse og nikkede let ”Skyldig, Sir..” han løftede af ren vane to fingre til barettens kant og begyndte så at gå det sidste stykke ned ad fortovet.

Som han bevægede sig over plænen, nød han synet af den frodige have, der i modsætning til de fleste andre han var kommet forbi på den korte vej fra sine forældre, så ud til at have det glimrende i varmen. Som barn havde han, smittet af sin egen far, krediteret det til Duanes grønne fingre, men i dag vidste han at der lå en del mere i det. Ydermere havde han en god mistanke om, at det også var kommet hans egne forældres have en smule til gode. Tankerne var fløjet igen, så snart Duane trykkede hans hånd og fik et uforfalsket, varmt smil igen.

Det var ingen hemmelighed at Carolines far stod højt i kurs hos Eric og havde gjort det så længe han selv kunne huske. Han kunne dog ikke dy sig for at fortsætte det uskyldige drilleri ”Det siger du nu.” han vendte sig mod Caroline og gik et halvt skridt tilbage før han stillede sig rør og så diskret vurderende på hende over et lille smil, der var knap så akavet som hendes og langt mere nysgerrigt. Det voksede lidt da hun fremviste sine fyldte hænder og hans øjenbryn skødt lidt opefter. Så smilede han varmt igen og nikkede let som hilsen ”Carrie...” han løftede hovedet igen og betragtede hende undersøgende. Det var underligt at se hende igen, og endnu mere uden en hårfarve der kunne gøre Rudolf misundelig, men han undlod klogeligt at kommentere på sagen eller spørge ind til manglen på sløjfer. Så smilede han igen ved hendes ord og så hurtigt fra hende til Duane og tilbage igen ”Ja, det skulle jeg...” han kneb øjnene lidt sammen før han alligevel fulgte sin tankebane og nikkede mod hendes opsatte hår ”Det klæder dig... det brune.”

Så trak han blikket til sig og gav Duane sin fulde opmærksomhed ”Mit mødrende ophav mente, og jeg citerer delvist, at der var en god undskyldning for at finde grillen frem og risikere at min far endte på skadestuen, og en god undskyldning for at få dig ud af skuret bare for en aften.” han smilede skævt og slog ud med den ene hånd i en lidt overflødig gestus ”Så hvis du har tid og lyst, så skulle jeg hilse at sige fra far, at der er kolde øl.” han grinede kort og så næsten undskyldende på den anden ”Det var øjensynligt det vigtigste.” han beholdt blikket på Duane lidt endnu, mens han hurtigt overvejede situationen, før han egenhændigt besluttede at udvide sine forældres invitation. Han så på Caroline med et opfordrende smil og fortsatte så ”Det gælder selvfølgelig også dig, Carrie, og dine søstre hvis nogen af dem er hjemme.” han kastede et hurtigt blik op mod huset før hans igen fandt hendes blik ”Hvis mor havde vidst du var her, så havde hun helt sikkert inkluderet dig.” han smilede let igen, før han rømmede sig diskret og så afventende fra datter til far.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words)

:: 743 ~ (Tag) :: Caroline Abbey + dad ~ (Outfit) :: RAF Summer-uniform (bare med korte ærmer) ~ (Notes) :: ---

[/size][/justify][/blockquote]

[Caroline Abbey]

Long as I remember
The rain been coming down

Den grønne have, der hørte til nummer 11, var både nabolagets store stolthed og i nogen grad mål for dets misundelse, når den i en varm midtsommer som denne stadig var fyldt med ranke blomster og frodigt voksende buske. At det var andet end botanikeren Abbeys kendskab til jordbundsforhold og pH-værdi, der gjorde sig gældende, var dog tilsyneladende ikke gået op for andre end måske lige netop familien Wolfe. Det var et behageligt sted at opholde sig og Carrie havde tilbragt mange feriestunder, siden hendes far anskaffede sig grunden, med bare at ligge på ryggen i det bløde græs og stirre op i en blå sommerhimmel. Lige nu var den tanke hende dog fjern, som hun rettede sig op og umærkeligt forsøgte at ryste sin anspændthed af sig. Hendes krop havde tilsyneladende ikke glemt hvor meget på vagt hun havde ment hun burde være i Erics selskab i sin tid og det var svært at fortælle den, at meget havde ændret sig siden hun sidst havde stået over for ham.

Duane var overmåde tilfreds med afbrydelsen af den knægt som han, især siden det fatale angreb da begge de unge mennesker stadig var børn, på det nærmeste havde betragtet som en del af en udvidet familie. At hans ældste datter aldrig havde delt hverken han eller resten af Abbey'ernes positive syn på Eric var han udmærket klar over og netop derfor glædede det ham at de virkede som om de begge havde lært at kunne se på hinanden uden at der skulle rives i rottehaler, rækkes tunge eller fyres stikpiller af. Han trak en anelse mere på smilebåndet over den kvikke bemærkning og nikkede bekræftende. ”Det fastholder jeg,” bemærkede han bestemt, uden at uddybe, som Eric vendte sig imod hans datter og en kortvarig, akavet tavshed opstod imellem dem.

Caroline gjorde som Eric og nikkede blot en anelse som eneste fysiske hilsen. Det passede hende glimrende, at hun ikke behøvede at tage stilling til reel kontakt for øjeblikket. Hun havde nok at gøre med at forsøge at danne sig et indtryk af hvor meget han egentlig havde ændret sig siden de sidst så hinanden. Håret var kort og han virkede mindre... Rastløs. Hendes øjne blev knebet den mindste lille smule sammen, men hun smilede stadig antydningsvis som hun mindede ham om hans egne ord, betragtede ham og bemærkede for sig selv at den britiske hær tilsyneladendene havde haft sin helt egen effekt på hans kropsholdning. Den uopfordrede kompliment, der fulgte i kølvandet på en bekræftelse, trak en anelse mere op i hendes ene mundvig og hun smilede skævt, før hun hævede et enkelt øjenbryn. ”Tak.”

Som hans opmærksomhed igen flyttede sig over til hendes far, rykkede hun lidt med den ene skulder og så i retning af huset igen, uden at bevæge fødderne. Hendes opmærksomhed var stadig på de ord, der blev sagt, men hendes blik forlod de to andre for en kort stund.

Duane, derimod, så direkte på Eric med samme neutrale mine, der dækkede over en hvis nysgerrighed på det, der lige havde udspillet sig. Han hævede begge øjenbryn og nikkede lidt til oplysningerne imens et smil bredte sig på hans læber. Da han selv og hans skur blev nævnt, forlod en lav klukken ham. ”Selvfølgelig har jeg det,” bekræftede han, så snart knægten havde talt færdig. Som dennes blik flyttede sig over på Caroline, gjorde hans eget det samme. Først da, drejede hun selv hovedet tilbage imod Eric med en enkelt panderynke, der havde mere at gøre med en spekulation om hvorvidt hendes far vitterligt skulle lokkes med grillfester for at kunne lokkes ud af skuret i disse dage, end den havde at gøre med den jævnaldrende foran hende. Hun viskede den hurtigt ud og løftede et enkelt øjenbryn, før smilet fik kæmpet sig vej tilbage til hendes læber og krævede sin ret til at trække blot en smule op i både mundvige og øjenkroge. ”Mmh?” Også hendes blik forlod ham i et kort øjeblik, inden hun rystede let på hovedet. ”Ikke i dag. Det var kun mig...” Hun undlod at uddybe hvor de to andre Abbey-piger befandt sig og bed kun kortvarigt ned omkring sin underlæbe i en tænksom grimasse, før hun trak en anelse på skuldrene. Eric havde ret. Hvis hans mor havde vidst at hun besøgte sin far, kunne hun ikke forestille sig, at hun ikke var blevet inviteret med. I stedet for at erklære sig enig, betragtede hun ham dog blot undersøgende, inden hun nikkede en enkelt gang. ”Det vil jeg meget gerne,” bekræftede hun høfligt, men med skyggen af et ægte smil.

Ved siden af hende lyste hendes far op i et lidt bredere smil. Han kunne ikke dy sig for at lægge sin ene arm omkring datteren imens han henvendte sig til Eric. ”Jamen så er det en aftale. Sig du bare til din forældre at vi dukker op så snart jeg har fået jordet ud af håret og Carriemus... Caroline har sluppet de pæne ministeriemanerer lidt.” Han rømmede sig en enkelt gang. ”Kolde øl lyder helt fantastisk. Klokken halv fem?”

Den omtalte Caroline rynkede svagt på næsen, men gemte sine indignerede kommentarer til at Eric var væk igen.

Tag: Eric Wolfe ● Outfit:

[/size]here[/center][/blockquote]

[Eric Wolfe]

Sipping at my ice cold beer
.. .. .. .. .. .. .. .. lazing on a sunny afternoon...

Eric smilede skævt endnu engang til Duane og lagde armene over kors over brystet, mens han så lige dele drillende og forlegent på den anden ”Jeg kan nå at få dig til at skifte mening endnu...måske.” han så igen tilbage på Caroline og smilede endnu engang svagt til hendes nik, før han igen kneb øjnene let vurderende sammen og forsøgte at lure stemningen mellem dem. Det havde aldrig ligget til ham at bære nag, heller ikke nu og selvom deres sammenstød havde været heftige, så var det for ham stadig fortid og ikke noget han orkede køre mere i. Der var løbet tilstrækkeligt med vand under broen siden da.

Han lod armene falde igen, blev afslappet stående og betragtede hende diskret, mens hun tydeligvis gjorde det samme den modsatte vej. Som to dyr der stødte på hinanden på en fælles sti og brugte tid på at lære hinandens fært at kende. Så fik han endelig sit budskab og dermed sine forældres invitation ud i det åbne og kunne ikke holde endnu et skævt smil tilbage, da Duane klukkede og så acceptere. Han nikkede som for at bekræfte den andens accept og smilede glad ”Modtaget. Det bliver de glade for derhjemme.” det kunne godt være det var den ældre generation, men han vidste af erfaring, at man sjældent kom til at kede sig når hans far og Duane var i rum, eller have, sammen.

Han flyttede blikket til Caroline igen mens hun tydeligvis overvejede for og imod invitationen. Hans smil svandt lidt ind, og den lette tænksomhed han følte indeni skinnede et øjeblik igennem til hans øjne. Han så op mod huset igen og nikkede da hun bekræftede hans formodning om at hverken Meredith eller Riley var til stede. Så var hans blik tilbage og hvilede roligt på hendes ansigt indtil hun nikkede og accepterede. Hans mundvige trak igen op i et klædeligt smil og han nikkede fast ”Godt, det er jeg glad for..” han så igen fra hende til Duane og tilføjede så ”Jeg giver videre til mor at der bliver to gange Abbey i aften så.”

Han så smilende til mens Duane lagde armen om sin datter og nikkede bekræftende endnu engang før hans ene øjenbryn helt af sig selv trak op i en sigende gestus og han så på Caroline med et drenget grin og et glimt af tidligere tiders drillerier. Han sagde dog intet, men nøjedes med at se tilbage på hendes far og nikke endnu engang, uden dog helt at kunne få det drengede smil til at forsvinde helt ”Halv fem lyder fint.” smilet blev skævt mens han løftede venstre arm og kastede et blik på sit armbåndsur ”Lige tid nok til at komme ud af uniformen og få et bad inden jeg med garanti bliver sat i arbejde i køkkenet.” han så smilende på dem begge ”Det siger vi så...” en rest af akavethed hang stadig i luften, men ikke så udtalt som man kunne have frygtet. Han løftede rutinemæssigt to fingre til baretten igen ”Så ses vi om ikke så længe.” han gjorde omkring og bevægede sig over plænen endnu engang, mod vejen og kort efter kom han igen gående ned ad fortovet på den anden side af hækken. Han løftede en hånd og vinkede ind over den, før han begyndte at fløjte muntert og krydsede vejen halvt i løb og snart forsvandt ud af syne.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words)

[/color] :: 652 ~ (Tag) :: Caroline Abbey + dad ~ (Outfit) :: RAF Summer-uniform (bare med korte ærmer) ~ (Notes) :: OUT[/i[/size]][/justify][/blockquote]

[Caroline Abbey]

Long as I remember
The rain been coming down

Duane hævede et enkelt øjenbryn kortvarigt, før han i stedet rynkede panden og betragtede knægten med en tænksom mine. ”Det ser jeg absolut ingen grund til,” konkluderede han dernæst, før smilet igen trak op i hans mundvige.

Selvom Caroline lignede sin far, havde hans hårfarve, hans øjne og hans smittende smil, så brugte hun sidstnænvnte noget sjældnere end han og faldt også nu let hen i blot at betragte huset alvorligt, lyttende til de to andres samtale. Først da deres opmærksomhed faldt på hende, fandt antydningen af et smil sin vej til hendes læber. Det voksede lidt, da Eric tilsyneladende virkede glad for hendes accept og hun bemærkede, at det allerede var bare en lille smule nemmere at være sig selv i hans selskab. De fem år virkede som om de havde visket mere end blot hendes lidt tåbelige antipati væk og det glædede hende at opdage, næsten lige så meget som det glædede hendes far ved siden af hende.

Hendes egen lettelse blev delvist af punkteret af det lidt tåbelige kælenavn, som ikke gjorde hende det fjerneste imellem de to alene, men som i det nuværede selskab var direkte pinligt. Hun gjorde dog intet andet end at rynke en anelse på næsen og ignorerede blankt det drillende smil, som dukkede op på Erics læber.

Begge generationer af Abbey nikkede bekræftende, da tidspunktet blev gentaget og Duane smilede skævt over sikkerheden i knægtens stemme. ”Hvem der blot havde børn, som kunne kokkerere,” bemærkede han, med et drillende smil til sin datter, før han hævede sin egen hånd i en mere civil afsked.

Caroline kommenterede atter engang ikke drillerierne lige i det øjeblik, men tvang blot et høfligt smil frem som sidste hilsen. ”Vi ses, Eric.”

Da han kom gående forbi hækken var Carolines skikkelse for længst forsvundet ind i huset, men Duane hævede en hånd i en lignende hilsen, inden han vendte sig rundt for at låse skuret af med både mugglermetoder og efterfølgende besværgelser. Modsat det hans datter anklagede ham for, var han nemlig faktisk temmelig forsigtig.

Tag: Eric Wolfe ● Outfit:

[/size]here ● Status: Closed[/center][/blockquote]