Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Jun 2, 2013 20:58:56 GMT
meeting charles bones – wearing this Braget var altoverdøvende, da alt forsvandt for hende i et lysglimt. Det havde egentlig været en ganske rolig dag. Hun var netop vendt hjem til den lille lejlighed i London efter et kort besøg hos faderen, der netop var vendt hjem med en helt ny Single Malt, der simpelthen måtte smages – naturligvis med en cigar. Med et diskret ’klik’ fra døren var den blevet låst op og Loui kunne igen træde ind i sin lejlighed efter en skøn weekend. Uden egentlig at bekymre sig om sikkerheden på de nyindkøbte varer, havde hun smidt indkøbsnettet fra sig i køkkenet og var forsvundet ud på badeværelset, hvor hun havde sat kedelen til at passe sig selv over weekenden. Louise havde ellers aldrig været nogen eliksirmester, men havde alligevel givet sig i kast med en, der kunne hjælpe hendes nerver til en forestående jobsamtale. Hun havde ellers holdt sig lidt i ro efter afslaget fra aurorerne, men besat af tanken om at komme i gang med sit liv igen, var ideen dukket op. Vurderende betragtede hun gryden, der stod på midten af gulvet. Ifølge bogen burde den have taget en turkis farve. Hun rykkede tættere på kedelen med den brækfarvede væske og satte sig på hug foran den med et lavt suk. ” Ohh well, Loui. Så slemt kan det jo ikke være.” Hendes stemme var ikke højere end en lav mumlen, da hun beroligede sig selv og fandt den pulveriserede månesten frem. Med rystende fingre lod hun det falde ned i gryden. En trykbølge tvang hende tilbage, da det eksploderede. Så var det som om alt forsvandt i et blændende glimt af lys. Al lyd omkring hende, alle omgivelserne. Alt. Bortset fra en intens smerte. En ynkelig klynken forlod hendes læber, mens hun vred sig en halv meter over det kolde gulv.
|
|
|
Post by Charles Bones on Jun 3, 2013 9:54:26 GMT
Tag - Louise Webb ~ Outfit - Here En ældre heks i nabolaget havde slået alarm, men allerede da hendes bekymrede henvendelse tikkede ind, var Charles på vej ud af døren med to andre. Udslaget fra en større magisk udladning var tydelig at spore. I sær midt i et mugglerkvarter og mens den lille gruppe medi-trolmænd (og en enkelt heks) satte igang, var også både auror. og obliviatorkontoret kontaktet i fald det blev nødvendigt at skjule visse sandheder for uindviede.
Alarmen bragte dem på kort tid til et mindre lejlighedskompleks i Windsor hvor en smadret rude og afslørende røg tydeligt afslørede hvilken lejlighed skaden var sket i. Et par hurtige, indforståede blikke senere var de grønklædte magikere forsvundet i den blå luft og dukkede i stedet op i den ramte lejlighed med tryllestavene trukket og opmærksomme blikke.
Synderen var hurtigt lokaliseret i form af en kedel, eller det der engang havde været en kedel, der stod på et afsvedent stuegulv der også indeholdt en lyshåret kvinde. Charles gik straks frem mod hende og gav med den ældstes myndighed en kort besked over den ene skulder til sin yngre kollega "Få en obliviator eller to herud. Der bliver brug for det." han sank på hug ved siden af blondinen og lod granskende blikket glide over hende mens han forsøgte at få et overblik over hendes skader "Lig stille, miss. Det skal nok gå." han løftede sin tryllestav og brugte den som det første til at fjerne det meste af soden fra hendes ansigt med en lydløs besværgelse, så han bedre kunne se hvad der måske gemte sig bag skidtet.
|
|
Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Jun 3, 2013 10:59:33 GMT
meeting charles bones – wearing this Der var intet, der hed tidsfornemmelse i Louis verden. Derfor kunne hun ikke bedømme, hvor lang tid, der var gået, før hun opfangede den fjerne lyd af skrid og stemmer. Hjælpeløst prøvede hun at vride sig og derved gøre opmærksom på sig selv. Den gennemskærende smerte i hendes forbrændte ben, arme og ansigt gjorde hende omtåget og uklar i hovedet. Desperat prøvede hun at åbne munden for at råbe på hjælp, hvilket kun resulterede i endnu en ynkelig klynken og den klistrede følelse af blod, der løb fra hendes sprukne læber. Så var der en stemme i nærheden. Fast og rolig som det eneste trygge i hendes omtågede tilstand. Lettelse og frygt skyllede op i hende med trangen efter bare at give efter for tårer og hyle som et spædbarn. Uden at vide, hvor selvkontrollen kom fra, forholdt hun sig i ro og holdt tårerne tilbage. Det var en lettelse, da soden forlod hendes ansigt og gjorde det lettere at trække vejret. Ordene trængte klart ind i hendes sind, men der var intet i verden, hun havde mindre lyst til end at ligge stille. Hun måtte løbe, hun måtte væk. En intens angst skyllede igennem hende. Forsigtigt rakte hun en forbrændt, tilsodet hånd ud efter ham. " Undskyld." Stemmen var intet andet end en spæd hvisken, da hun måtte opgive at gribe fat om ham og afkræftet lod hånden falde til gulvet igen. Det gav en svidende smerte, da den kolliderede med gulvet og hun skar ansigt. Denne handling førte selvfølgelig kun til endnu en skærende smerte.
|
|
|
Post by Charles Bones on Jun 3, 2013 19:54:08 GMT
Tag - Louise Webb ~ Outfit - Here Charles strøg forsigtigt en lok blond, men beskidt hårlok væk fra hendes ansigt og lod fingrene fortsætte professionelt undersøgende ned over hendes hals og om til hendes nakke for at sikre sig, at samme ikke umiddelbart havde tage skade. Det var ikke uhørt at lægge folk i fuld kropslås for at sikre sig de ikke lavede bevægelser der kunne forværre en allerede presset situation.
Hans blik fandt hendes ansigt igen da hun fik et enkelt ord frem og han rynkede brynene med en let hovedrysten "Bare hæng på lidt endnu. Vi tager dig med tilbage til Mungos i London." han hævede tryllestaven igen og med et lille svip, og endnu en lydløs kommando, stoppede blødningen ved hendes læbe "Jeg tager toppen af dine smerter, men jeg kan ikke gøre mere end det før healerne har set på dig." han holdt hendes blik fast med antydningen af et beroligende smil og slap det først da han var sikker på hun havde forstået ham. Så rettede han igen staven mod hende ansigt og lod et blødt, gyldent lys forlade den for at lindre hende.
Så drejede han hovedet mod sin kollega der igen kom ind i rummet, nu med en båre som hun lagde på gulvet ved siden af blondinen. Charles gav hende de sparsomme detaljer han havde mens hun foldede tæppet på båren ud. Hun nikkede, gav ham diskret et navn hun havde set andensteds i lejligheden, sendte patienten et opmuntrende smil og nikkede så igen til Charles "Klar?" han nikkede og så ned på den yngre kvinde igen "Louise?" begyndte han spørgende, for at sikre sig navnet nu også var rigtigt "Jeg løfter dig over på båren nu. Det kommer til at gøre ondt et øjeblik, men så er det værste næsten overstået." han ventede igen til hun havde reageret og fik hende så med en velkendt besværgelse, til at hæve sig et lille stykke fra gulvet og kort efter ligge på båren hvor tæppet blev pakket sammen omkring hende.
|
|