|
Post by Brandon Wright on Sept 4, 2013 22:48:54 GMT
T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e Brandon havde for en gangs skyld ikke særlig svært ved at løsrive sig fra papirerne, der ellers lå i en ligeså høj stak som ellers på hans skrivebord. Normalt skulle der også mere end en almindelig Quidditch-kamp til for det, men han var ikke sen til at indrømme, at det var mere selskabet han så frem til end selve kampen. Billetter til kampe landede på hans skrivebord næsten dagligt, uden at han benyttede sig af dem, men så var to billetter til kampen Appleby - Puddlemere dumpet ind og sammentræffet fik ham til at tage en hurtig beslutning. Under en time efter billetterne var ham i hånde, var en ugle på vej til et andet sted i London og før dagen var gået, var den vendt tilbage med et positivt svar.
Han snørede hurtigt sine sko, fandt sin tryllestav frem og forsvandt øjeblikket efter fra lejligheden med den imponerende udsigt med et smæld. Sekunder efter dukkede han op i Diagonalstræde og løftede hovedet for at se op mod de vinduer han vidste var Marys, uden dog nogensinde at have været der endnu. Han var spændt på at se hende igen, så meget måtte han indrømme overfor sig selv mens han skubbede døren til opgangen op og fortsatte op ad trapperne til han nåede den rigtige etage og kunne banke på den rigtige dør.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Sept 9, 2013 21:21:12 GMT
Mary tøffede rundt på strømpesokker i sin lille, men ganske passende lejlighed, uden helt at kunne lade være med at skæve til uret på væggen fra tid til anden. Hun var som sådan ikke sent på den, tværtimod tog hun hele delen med at blive klar temmelig roligt. Hun greb en hårelastik fra kommoden ved siden af det lille skrivebord, trådte på tåspidserne til siden, for ikke at komme til at træde på den norske skovkat Whiskers og samlede hurtigt det røde hår i en løs knold.
Der var ikke meget plads at bevæge sig rundt på i rummet, som både fungerede som kontor, stue og soveværelse, men Mary var så vant til det og hun bøjede sig for at fange tørklædet, som hun havde smidt på sengen tidligere. Det var kun lige blevet trukket over hovedet, da det bankede på døren og det overraskede hende lidt, hvordan det gibbede svagt i hende.
Det betød dog ikke, at hun behøvede tid til at tage sig sammen. Tværtimod tog hun de to skridt hen til døren, låste op og åbnede døren, blokerende for katten. Hun havde halvt forventet at Brandon Wright ville dukke op i jakkesæt, og hun hævede øjenbrynene - positivt overrasket - da hun konkluderede, at det ikke var tilfældet. Et skævt smil trak hendes læber op. "Nu havde jeg ellers lige set frem til at se Davis igen," lød den drillende indledning, før hun åbnede døren helt og i stedet sendte ham et (nogenlunde) afslappet smil. "Hej," fortsatte hun dog alligevel, overvejede et splitsekund, og strakte sig så for at plante et flygtigt kys mod hans ene kind. "Og tak for invitationen. Jeg mangler bare lige at få sko på, så er jeg klar." Mary trådte bagud og gjorde dermed plads til, at han kunne følge efter indenfor, puffende let med foden til den nysgerrige pelsklump, som godt kunne finde på at smutte ud.
|
|
|
Post by Brandon Wright on Sept 9, 2013 22:40:34 GMT
T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e Brandon nåede at kaste nogle nysgerrige blikke rundt i opgangen før låsen i døren foran ham klikkede og døren sekundet efter gik op. Allerede mens døren gik op trak et smil hans mundvige op og han endte med en kort, impulsiv latter over den hilsen han fik "Desværre. Jeg er ked af at skuffe, men du må nøjes med mig." hans blik spillede skælmsk mod hende for så at falde momentært til hendes fødder og den imponerende gråstribede kat der sad og så fornærmet fra Marys fod til det lige så formastelige menneske der spærrede udgangen til frihed "Hej." gentog han hende og så et sekund en smule overrumplet ud da hun strakte sig og efterlod den flygtige følelse af sine læber mod hans kind.
Det slog ham dog ikke mere ud af kurs end at han tråde ind over dørtrinnet da hun gik til side og kastede et diskret blik rundt på omgivelserne "Vi er i god tid." han vendte sig mod hende og havde lyst til at gengælde hendes tidligere gestus, men blev distraheret da den store kat smøg sig mod hans ene ben og fik ham til at se ned "Og jeg har konkurrence om din opmærksomhed." han sendte Mary et drillende blik og satte sig så på hug i en glidende bevægelse hvor han rakte en hånd frem mod katten for at lade den snuse til sig før han gjorde mere.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Sept 30, 2013 19:30:08 GMT
Mary gled ned på sengekanten at sidde, med blikket rettet kortvarigt mod Whiskers, som uden skrupler smøg sig langs Brandons ben. Et underfundigt smil gled over hendes læber, da han blot reagerede ved at glide ned på hug og nusse for kælepotten. "Jeg tror nærmere, at det er omvendt," pointerede hun, med et enkelt blik på, hvordan hankatten gjorde sig til, for at blive kløet i den lange pels. Det underfundige smil forblev hvor det var i nogle øjeblikke endnu, før hun trak blikket til sig og bukkede sig frem, for at fange den ene støvle på gulvet.
Med lidt besvær, fik hun trukket den på og gav sig til at snøre båndene. Pandehåret faldt frem i panden på hende, og hun måtte skubbe det tilbage bag øret, da hun løftede hovedet igen for en kort bemærkning. "Hvis du trænger til noget at drikke eller noget inden vi går, så har jeg, eh... Vand. Og te." Hun smilede lettere beklagende, uden dog helt at se direkte tynget ud over det manglende udbud, som hun rakte ud efter den anden støvle. Tværtimod sendte hun ham et skævt smil, før hun for en kort bemærkning bøjede sig over sine fødder igen.
|
|
|
Post by Brandon Wright on Oct 1, 2013 18:37:46 GMT
T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e Brandon rynkede panden lidt og så op på Mary med et halvt spørgende blik "Oh?" et insisterende smil trak igen i hans mundvige uden at han reelt gjorde noget for at holde det tilbage mens han rejste sig op igen. Han så sig diskret omkring i den lille lejlighed, men uden at vide nogen tegn på ikke at føle sig ligeså godt tilpas som han ville gøre i sin egen (der var mere end ti gange så stor, mindst).
Han fæstnede blikket på et billede der hang over sofaen længere inde i rummet og først da hun henvendte sig til ham igen, drejede han hovedet lidt for i stedet at se på hende "Tak, men jeg tror jeg klarer mig." han smilede varmt og holdt blikket på hende mens hun fik også den anden støvle på "Du havde familie på Appleby's hold, ikke?" spurgte han, mest for at tale om et eller andet, men også fordi noget dæmrede og han reelt var interesseret. På samme tid afholdt det ham fra at se alt for meget på hende (meget nydelige) ben, nu også med støvler på fødderne.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Oct 13, 2013 23:33:10 GMT
Mary nøjedes med at trække på skuldrene af Brandons høflige afslag, uden at tænke nærmere over det. I stedet fik hun snøret den sidste støvle og skubbede sig på benene igen. Den relativt begrænsede gulvplads bragte hende et kort øjeblik tæt på Brandon, men hun trådte hurtigt et skridt til siden og bøjede sig for at tage tørklædet, som hun havde smidt fra sig, da det havde banket på døren.
Mary nikkede en enkelt gang. "Min fætter, Kevin." De to havde altid været på god fod med hinanden og hun kunne godt lide at tilbringe tid i fætterens selskab. Hun foretrak bare, at det var uden Imogen Ivorys tilstedeværelse. De to kvinder var ganske vist ikke ved at kradse øjnene ud på hinanden når de sås, men venskabelige blev de næppe nogensinde. Hun trak tørklædet over hovedet, og strakte sig om bag Brandon, for at snuppe sin tryllestav fra skrivebordet. "Så var jeg vist også klar." Hun rettede sig op igen, med et antydningsvist smil spillende over læberne, uden lige med det samme, at vende sig for at gå. Ikke særligt bevidst.
|
|
|
Post by Brandon Wright on Oct 16, 2013 18:55:48 GMT
T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e En naturlig reaktion ville nok have været at gå et skridt tilbage, eller i det mindste læne sig tilbage når en person man (trods alt) ikke kendte så godt, kom tæt på. I stedet tog han sig selv i at læne sig lidt frem da Mary bøjede sig for at snøre sin støvle. Ikke meget, faktisk ikke mere end at det næppe var synligt, men han kunne selv mærke han gjorde det.
Lidt forsinket tog han alligevel det halve skridt bagud mens hun tog tørklædet på "O'Hare, ja." han nikkede, mest til sig selv og havde en kommentar mere på læberne da hun rakte om bag ham og igen kom tæt på. Han rynkede brynene lidt mens et underholdt smil spillede på hans læber. Om hun gjorde det med overlæg, eller han lagde mere i uskyldige handlinger end han burde var uvist.
Han nikkede igen, mens smilet stadig lå på hans læber og han betragtede hende uudgrundeligt "Vi er i god tid." konstaterede han, men greb samtidigt ned efter sin egen tryllestav, mens han rakte den anden hånd opfordrende frem mod hende "Må jeg tilbyde et lift, eller foretrækker du at transferere dig selv?" den fremstrakte hånd fortalte tydeligt hvad han håbede på.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Oct 18, 2013 10:06:38 GMT
Der lå ikke rigtigt noget i, at Mary måtte læne sig relativt tæt på Brandon for at kunne nå sin tryllestav. Der var ikke megen gulvplads at bevæge sig rundt på, og hun kunne ganske ikke nå den ellers, fordi han stod i vejen. Selv tænkte hun knapt nok over det, men rakte kortvarigt ind under kraven på både trøje og kjole under tørklædet, for at deponere tryllestaven.
Blikket var efterfølgende tilbage mod Brandon, og et smil trak hendes læber op over spørgsmålet. "Jeg siger aldrig nej til et lift," svarede hun og var lige ved at tage imod hans hånd, da pelsklumpen på gulvet smøg sig langs hendes ben. Et lavmælt, men muntert suk undslap hende, som hun tog armen til sig og bøjede sig for at fange katten i hænderne. "Øjeblik. Blinde passagerer er så problematisk."
Ikke længe efter var Whiskers efterladt i køkkenet, og Mary vendte tilbage. "Sådan. Mon ikke vi kan nå væk, før han dukker op igen." Den rødhårede heks rakte bydende en slank hånd frem mod forretningsmanden, og tiltede hovedet lidt på skrå med et afventende blik.
|
|
|
Post by Brandon Wright on Oct 18, 2013 12:57:38 GMT
T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e Brandon smilede stadig. Faktisk var han ikke helt holdt op på noget tidspunkt, men det var også urimeligt let at have en vedvarende grund til at smile i Marys selskab. Han gik et halvt skridt frem for at tage hendes hånd, da hun trak sin egen til sig og i stedet bøjede sig efter katten. En underholdt latter undslap ham mens han fulgte hende med blikket "Man ved aldrig om et af holdene var på jagt efter en ny maskot." spøgte han og nikkede mens han rakte ud og lukkede den frie hånds fingre om hendes igen fremstrakte "Vi kan prøve." med det slog han et lille svip med tryllestaven og fik dem begge til at forsvinde i den blå luft med et smæld. - - - - - - - - - - De dukkede op på den åbne plads foran Appleby Arrow's hjemmebane og var nær tørnet sammen med to hujende, yngre troldmænd, der tydeligvis allerede havde opbygget stemning (sandsynligvis over rigelige mængder øl) hjemmefra. De opdagede dog intet, men fortsatte højlydte med strømmen mod indgangen, viftende med hver deres Puddlemere United flag "Holdet har de i det mindste rigtigt." konstaterede Brandon, velvidende at Mary ikke ville være helt enig, men alt sammen i godmodigt drilleri. Han havde sluppet hende hånd igen, men lagde hånden let mod hendes lænd da tryllestaven var gemt væk igen "Det er vist bare at følge strømmen." han tog et skridt frem og ind i den summende menneskemængde med forventning om hun fulgte med.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Oct 22, 2013 13:28:40 GMT
Marys mave slog en kortlivet kolbøtte af ubehag over transporten, men års tilvænning, fik det langsomt til at glide i sig selv igen. Uanset udviste hun ikke tegn på, at hun momentært havde det som om, at noget hensynsløst havde suget hele hendes krop igennem et smalt rør. Det var da også nemt at blive distraheret, med mængden af mennesker omkring dem og den højlydte stemning, der på ingen måde var til at tage fejl af. Automatisk gled et smil frem over Marys læber.
Det hvilede der stadig, da Brandons kommentar trængte igennem menneskelarmen og trak et muntert fnys fra hende, efterfulgt af et skeptisk blik op mod ham. Hun undlod dog at kommentere på det, udmærket klar over, at der var enorm forskel på, hvilket hold der favorit. Det var dog heller ikke just noget, hun forventede at de kom op at toppes over. Havde det derimod været Jess, hun havde været afsted med...
Marys opmærksomhed vendte tilbage, da Brandons hånd hvilede mod hendes lænd og han - en smule unødvendigt, men alligevel ikke ubehageligt - førte hende i den rigtige retning. Uvilkårligt blev hun da også puffet tættere på ham, da en munter flok skandinaver (Marys sprogøre rakte ikke længere) tromlede igennem. "Det ser ud til, at der bliver tæt pakket i dag," kommenterede hun, højt nok til, at hun var nogenlunde sikker på, at Brandon måtte kunne høre hende.
|
|
|
Post by Brandon Wright on Oct 23, 2013 12:43:40 GMT
T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e Brandon nikkede og så en enkelt gang på Mary mens de fortsatte mod indgangen og et hemmelighedsfuldt smil krusede sig på hans læber mens han svarede "Mon ikke vi finder en plads med lidt albuerum et sted." det var umuligt at undgå de blev puffet og skubbet i den ivrige mængde, men det var alt sammen noget der hørte med til oplevelsen ved at se kampene, frem for at høre dem i radioen.
Da de nåede ind i indgangshallen, havde han stadig hånden hvilende mod hendes lænd og gav den et let tryk mens han gjorde et kast med hovedet i en bestemt retning "Vi skal den her vej." oplyste han unødvendigt og førte hende på tværs af mængden mod trappen op til det af tårnene der var forbeholdt sponsorer, særlige gæster og andre der havde en særlig tilknytning til holdene "Jeg garanterer dig den bedste udsigt om ikke andet." han stoppede foran de åbne døre og slap hende for at have hånden fri til at række vagten ved trappen de to billetter der tidligere på ugen var landet på hans skrivebord. Med et enkelt blik på papiret, et nik og et ønske om en god kamp, gik vagten til side og lod dem fortsætte op ad trappen til siddepladserne i toppen af tårnet.
|
|