waking up is the easy part

[Allie Hayes]

Allie blev vækket af en svag summen af aktivitet, uden for rummet hun var placeret i. I det hun åbnede øjnene blev hun kort blændet af lyset fra loftet, hvorefter en dunkende fornemmelse i højre side af hovedet ramte hende. Da hun lod sin hånd røre langs panden, mærkede hun et blødt punkt, som måtte være et blåt mærke. Allie løftede sig halvt op i sengen med hjælp fra sine albuer, og så sig rundt i rummet, mens hun prøvede at regne ud hvor hun var. Stedet var ukendt for hende. Det var først da hun læste navnet på et af genstandene placeret på bordet ved siden af hende, at det gik op for hende at det var Skt. Mungos hun var havnet ved. Så begyndte noget af det at komme tilbage til hende. Ministeret. Eksplosionen. Allie stirrede ned på sit ben som ikke matchede det billede der fyldte hendes hoved. I stedet lignede det en tro kopi af det raske ved siden af. Allie bøjede det forsigtigt, og kunne lidt efter konstatere at det ikke kun så rask ud, men også fungerede helt optimalt.

Allie stirrede ud i luften i et par minutter, mens det hele kom tilbage til hende i små bider. Den grædende pige. Den rødhårede dame i kontoret. Den fremmede mand. Simon. Simon. Allie havde været sammen med Simon. De havde været på vej ud, og der synes hendes hukommelse at sortne. Hun var hun her alene. Uden Simon. En urolig følelse ramte hende, og hun så sig rundt efter et eller andet, som kunne hjælpe hende tilkalde en ansat.

[/blockquote]

[Simon Lithgow]

Simon var blevet fikset i så kvik en vending, at han havde haft god tid til at tænke sig seriøst om. Folk var strømmet ind på hospitalet fra ministeriet imens han gik rundt og han så efter Matthew iblandt dem. Efter at have hentet sig kaffe og travet gangen lidt tynd, besluttede han sig for, at det måtte være på tide, at aflægge den lille, enerverende journalistpige et besøg. Han passerede en healer på sin vej, åbnede døren til det lokale han havde set dem bringe hende ind i og lukkede den efter sig igen, før han så sig rundt.

Han fik hurtigt øje på hende i den ene af de to senge. Den anden indeholdt en sovende eller bevidstløs ældre kvinde, men forfatteren var immervæk mere optaget af, at Allie tydeligvis ikke sov eller var ude af spillet. Han stoppede lidt akavet op og gravede den frie hånd ned i lommen, før han tog en tår kaffe, sank den og rømmede sig lidt. ”Såeh hvordan har du det?” Spørgsmålet kom vældig nonchalant, men en anelse tvungent. Han var klar over, at deres sidste samtale var sluttet med, at han havde forhekset hende.

[Allie Hayes]

De mange, lyse krøller der normalt var skjult bag en fiks frisure, lagde sig sjusket ned langs skuldrende. Hendes tøj klistrede til kroppen, hendes hud virkede beskidt, og Allie kunne ikke huske hvornår hun sidst havde længtes så meget efter et bad. Allie forsøgte at samle sit hår i en hestehale, men hun havde intet at samle håret med, og måtte derfor slippe det igen. Hun drejede hovedet mod vinduet, og fik først nu øje på damen hun delte rum med. Den ældre dames ansigt så forslået ud, men hendes fine træk, fik damen til at se så fredfuld ud i hendes søvn. Synet fik Allie til at tænke på sine mødre, og hun havde aldrig følt sig længere væk fra hjem, som hun følte sig lige nu. Hun savnede pludselig alt ved Frankrig. Lydene, duftene, sproget. Men allermest savnede hun sin familie…

Allie hørte døren gå op bag hende, men der gik lidt, før hun langsomt drejede hovedet. Hun smilte svagt ved synet af Simon. Så gled hendes øjne ned på kaffekoppen, og som Simon stod der rask og i live, forsvandt bekymringerne fra før. Til gengæld skulle den følelse hurtig vise sig at blive erstattet af en helt anden, da hans spørgsmål satte gang i hukommelsen. Hun så hårdt på ham. ”Du lammede mig.” Det havde været hendes mening at fortælle ham at hun vist havde det fint under omstændighederne, men de andre ord synes at foretrække at komme ud først. Inderst inde forstod hun hvorfor han havde gjort det. Hans handling havde dog såret hendes stolthed. En dramatisk handling ville have været passende her, men Allie måtte indse, at det ikke var noget hun pt. var i stand til. Hun sukkede. ”Det havde du ingen ret til.”

[/blockquote]

[Simon Lithgow]

Simon burde måske have dårlig samvittighed – virkelig dårlig samvittighed – men det var ikke rigtig tilfældet. Der var en grund til, at han havde forhekset den lille journalistpige og hendes uforsonlige blik fik ham kun til at hæve et øjenbryn, som han sank en tår kaffe. Han trak på skuldrene over hendes anklager og blev stående hvor han var, uden for rækkevidde men alligevel tilpas tæt på til, at deres samtale ikke behøvede at vække den midaldrende kvinde.

”Korrekt. Næste gang du er i livsfare skal jeg nok lade dig valse på jagt efter din tryllestav med et brækket ben slæbende efter dig,” svarede han tørt og dybt ironisk., før han tog en kaffetår til og betragtede hende hen over den med et sigende blik. Han himlede lidt med øjnene og strøg den frie hånd en enkelt gang igennem det lyse hår, før det trak lidt i hans mundvige. ”Du takker mig bare når du når dertil, Hayes. Skal jeg gå ud imens du tænker?” Et drillende smil havde hevet sig op på hans læber og hans blik spillede af det, som han betragtede hende muntert.

[Allie Hayes]

Allie fnøs af troldmandens ironiske sætning – en sætning hun fandt ret arrogant. Det irriterede hende at hans stolthed forhindrede ham i at komme med et så simpelt ord som undskyld. Det synes bare ikke at findes i hans ordforråd – hverken til maskeballet eller nu.

Hun løftede hovedet i tydelig fornærmelse, og undgik med vilje øjenkontakt med ham, indtil det næste han sagde. Hans ord fik hende automatisk til at sænke sit hoved, og hun sank hårdt, mens hun flettede sine fingre ind i hinanden. Hun ville ikke have at han gik. Trods alt, trods hans uacceptable opførsel, så ønskede hun hellere at diskutere med ham, end at være alene lige nu. ”Hvor lang tid er der gået siden .. ulykken?”, spurgte hun, og søgte igen hans blik.

Allies mave knurrede kort efter, og som en refleks pressede hun sine håndflader ned mod maven, i et forsøg på at stoppe lyden. Det var der hun fik øje på en madbakke, og flovt rakte hun ud efter et æble, hvorefter hun tog en hurtig bid. ”Hvordan fik du os ud?”, spurgte hun så. Hun havde så mange spørgsmål som hun ønskede besvaret. Det kunne ligne at det var journalisten der langsomt kom frem i hende, men lige nu var hun blot en overlevende fra eksplosionen, som ønskede at vide hvad fanden der foregik.

[/blockquote]

[Simon Lithgow]

Simon drak af kaffen og drejede sig halvt imod døren. Han overvejede seriøst at forlade hende der, så hun kunne tænke lidt over tingene, men endte alligevel med at blive og stak den frie hånd i lommen, før han hævede et øjenbryn lidt. Et lille suk forlod ham og han vendte sig helt imod Allie igen.

”Jeg tog trappen. Der var ingen problemer på niveau fire,” svarede han simpelt, før han gav sig til at dreje koppen lidt mellem fingrene. Han kneb øjnene en anelse sammen og betragtede pigen med en blanding af nysgerrighed og skepsis. ”Men etagen styrtede ikke sammen. Der var to døde. Resten er her nu. Du havde kun brækket benet.”

Han smilede smalt, tog endnu en tår af det lille papkrus og skævede til kvinden, der lå med munden åben og sov dybt. Hun kunne se ud som om hun var i koma, men det var vel næppe tilfældet.

[Allie Hayes]

Allie skuttede sig da han nævnte ministeriet. Følelsen af angst sad stadig dybt i hende, og selvom eksplosionen lød til at være et overstået kapitel, så synes hun ikke at kunne ryste den af sig. Hun lagde æblet fra sig på bakken igen, og rakte i stedet ud efter et krus, hvis indhold var vand, Vandet havde nok været koldt da bakken var blevet sat der. Nu var temperaturen nærmere lunken. Den første tår hjalp på tørsten, men hendes hals føltes stadig tør og irriteret, og hun var derfor hurtig til at hælde resten af indholdet i sig.

"Okay." Allie havde blikket rettet mod bunden af kruset, hun holdte mellem sine hænder, mens hun lod hans ord synke helt ind. ”Du svarede ikke på mit andet spørgsmål.”, sagde hun kort efter i en bestemt tone. Hun var lettet over at dødstallet ikke var højere, men ked af at der overhovedet var et antal af døde. Hun lod forsigtigt sin højre hånd strejfe det ben der var blevet behandlet, og hun havde svært ved at røre det, selvom hun vidste at det ikke længere var brækket. ”Hvor lang tid har jeg ligget her?”. Denne gang var hendes toneleje blidere.

[/blockquote]

[Simon Lithgow]

Simon hævede et øjenbryn over Allies vældige insisteren. Han var lige ved at sige, at det var svært at svare på alle hendes spørgsmål, når de kom væltende i bunker på den måde, men han holdt tand for tunge og nøjedes med at kaste et opgivende blik på sin kaffe. Hun var så sørens krævende hele tiden, pisse stædig og irriterende...

… Men alligevel stod han der sørme stadig og sendte hende et sigende blik hen over kruset. ”Et par timer.” Han holdt en lille kunstpause før han fortsatte. ”Jeg vil tro, at de har notificeret dine nærmeste slægtninge, men der er ikke nogen endnu...” Et undersøgende blik gled kort over hendes ansigt, før han rømmede sig dæmpet. ”Hvad lavede du i det hele taget på niveau to?”

[Allie Hayes]

Et par timer. Hun havde troet at hun havde ligget der i længere tid. Allie fjernede tæppet som hun havde haft om sig, og pressede begge håndflader ned i madrassen, for at løfte sig fra den liggende position hun havde været i. Hun fik i en enkel bevægelse drejet kroppen, så hun nu sad oprejst, med benene ud over sengekanten.

”De har lang vej.” Et svagt smil faldt over hendes læber, efterfulgt af en bekymret mine. Hendes mødre måtte være ude af den. Hun savnede dem, men hun håbede ikke at de havde gjort sig det besvær at finde en måde at komme herover på.

Hun måtte tænke lidt over hans spørgsmål før hun svarede. ”Jeg havde et aftalt interview med en af de ansatte. Argus Hodge.” startede hun ud, og de isblå øjne hvilede i hans i et par sekunder, inden hun forsatte. ”Jeg nåede aldrig hans kontor før eksplosionen..”, sætningen gav hende en klump i halsen, og hun måtte stoppe, før hun fik sagt den færdigt. Hun kløede sig i nakken, mens hun pillede ved kruset, der desværre allerede var tomt. ”Du sagde at der var to døde.. har de fået identificeret ligene?”, spurgte hun nervøst.

[/blockquote]

[Simon Lithgow]

Simon manglede noget at læne sig imod eller et sted at sidde, men han blev stående som han var og ignorerede, at hans egen krop var udmattet efter dagens hændelser. Ikke på vilkår om han havde tænkt sig at vise den slags overfor frk. evigt nysgerrig. En grimasse gled over hans ansigt ved navnet hun nævnte og han sænkede blikket med en gravalvorlig hovedrysten. Hun fortsatte åbenbart med at tale, men hans mine var tydelig og kun alt for sigende, som han så tilbage op på hende og hendes tale forstummede. Ikke en lyd kom over hans egne læber som reelt svar, men han følte et stik af sympati for pigen. Havde det været hans aftale ville han føle en eller anden form for skyld, selvom ingen med rimelighed kunne sige at Allie havde haft noget at gøre med eksplosionen.

Forfatteren tog en dyb indånding og endnu en, før han klarede halsen og undlod at se på hende. ”Men jeg... Kom kun for at sikre mig, at du stadig... Trak vejret.” Han prøvede at smile, men det blev aldrig rigtig til noget. ”Så du må passe g... Bedre på dig selv. God bedring, frk. Hayes,” hilste han afslutningsvis, før han kastede et hurtigt blik på hende og et meget kortlivet smil alligevel trak i hans mundvige. Med det mærkelige øjeblik overstået, nikkede han i afsked og vendte sig rundt for at forlade stuen og finde hjemad, hvor en varm kop the i den grad ventede på ham.

[Allie Hayes]

Allies frygt steg i takt med at han ingenting sagde. Hans reaktion indikerede tydeligt at der var et eller andet galt. Allie var bare ikke sikker på hvad. De to ting tilsammen skabte en mavefornemmelse i maven på Allie, der var nær ulidelig. Hun havde været hunderæd, da hun af råb og skrig var blevet vækket tilbage til bevidsthed ved eksplosionen, i omgivelser hun på det tidspunkt ikke rigtig havde forstået. Hun havde på det tidspunkt frygtet for sit eget liv. Hun havde ikke givet sig tid til at kigge rundt og tjekke de mange folk der havde været omkring hende. Var en af de to nogen hun havde kendt? Så slog en anden tanke hende. Var det mon nogen Simon kendte?

”Nej.” udbrød hun, og greb ud efter hans håndled, inden han fik muligheden for at forsvinde ud af døren. Hun ønskede flere svar, svar han ikke havde givet hende. Samtidig ønskede hun ikke at være alene. Hun holdte sit greb om ham et par sekunder længere end nødvendigt, inden hun slap ham. ”Er du okay?”, spurgte hun efterfølgende, da det gik op for hende at hun under deres samtale, ikke på et eneste tidspunkt havde spurgt ind til hans helbred. Hendes blik faldt på hans skulder, som hun huskede havde været såret under eksplosionen, og hendes smil blev minimeret ved mindet om Simon der havde slæbt af sted med hende - trods sine egne skader.

[/blockquote]

[Simon Lithgow]

Simon stoppede op, da et par slanke fingre lukkede sig omkring hans håndled. Ikke så meget fordi han ikke kunne rive sig løs fra Allies greb, men fordi hun overraskede ham ved berøringen. Et lille stød gik igennem ham og han stod dødsens stille i et splitsekund, før han vendte sig rundt med et enkelt hævet øjenbryn og fandt hendes blik. Det simple spørgsmål stod alene for sig selv i luften i flere øjeblikke, imens han betragtede hende lettere uudgrundeligt.

Endelig rømmede han sig dog kort og nikkede uden egentlig at mene det. ”Ja, det... Det var bare en forvredet skulder, smertefuldt men u...problematisk.” Han fremtvang et lige så u-ægte smil og modstod trangen til at gnide sit håndled. Hele situationen var skævvredet og han fandt sig selv nærmest skyldbetynget overfor hende, uden i øvrigt at have noget at undskylde for. ”Jeg... Jeg må gå nu,” insisterede han, før han plantede et flygtigt kys på hendes ene kind og forlod både sygestuen og hospitalet.

Forlader tråd