|
Post by Simon Lithgow on May 9, 2013 21:16:19 GMT
W I T H : - A L L I E - H A Y E S - - - W E A R I N G : - T H I S
Simon opholdt sig ikke ligefrem tit på Club Banshee, men det var da oftere end aldrig. Denne gang var det endda med det helt reelle formål at score. Han ville ikke kalde sig selv desperat, men det var på tide, at der skete noget, og det havde han tænkt sig at der skulle denne aften.
Foreløbig havde han udset sig en køn lille størrelse med brune krøller, der havde taget godt imod hans tilbud om en drink, men efterfølgende havde vist sig at være mere end dødsyg at høre på. Han havde bestemt ikke så meget brug for noget mellem lagnerne, at han gad høre på hendes uintelligente plapren i mere end fem minutter og hun virkede ikke helt nem nok, til at det kunne lade sig gøre på den tid.
Følgelig sad han nu alene og overvejede sine muligheder over et glas whiskey uden is. Han var ikke den største fan af måden at mødes på, der foregik på en natklub som den nuværende, men det var hvad det var og han var fuldt ud i stand til at manøvrere rundt i det organiserede kaos. Desuden var flere af kvinderne attraktive og klokken havde ikke slået tolv endnu.
|
|
|
Post by Allie Hayes on May 10, 2013 15:02:26 GMT
Tag: Simon Lithgow Outfit: Klik Allie havde i fællesskab med tre kvindelige kollegaer udvalgt Club Banshee til at være stedet de skulle bruge deres friaften på. Hendes tre veninder havde alle samme mål – at finde en mand flot nok til at de kunne drømme sig væk i hans øjne resten af aftenen. Allie var her for morskabens skyld – og for at danse, selvfølgelig.
Allie var knap nok kommet ind ad døren før hun søgte mod dansegulvet, og trak en fremmed herre med sig på vejen. Som altid endte hun med at danse fra den ene dansepartner til den næste, dog nåede deres samtaler aldrig at blive længere, end til når næste sang gik i gang.
Først da Allie var godt forpustet valgte hun at træde ud af flokken af dansende magikere, for at finde det selskab hun var kommet med. Da hun endelig fandt de tre veninder, stod de alle sammen tæt i en fordybet samtale, med blikket rettet mod hvad hun først troede var baren.
”Hvem skulle tro at forfattere kunne se så godt ud”, ”Han sidder bare der og kigger.. ”, ”Måske skulle man gå hen og sige hej”…
Allie skulle til at spørge om de mente den halvfimsede bartender, da hun fik øje på Simon Lithgow. Synet af ham fik hende til at spærre øjnene op, og deres sidste møde poppede med det samme op i hendes hukommelse. Uden a forklare sig til sine veninder satte hun kurs mod baren.
"Simon Lithgow, det er sjovt hvordan vores veje bliver ved med at mødes", sagde hun i et smil og satte sig på en stol ved siden af ham. Hun ville lyve hvis hun sagde at hun ikke stadig bar lidt nag over maskeballet.
|
|
|
Post by Simon Lithgow on May 10, 2013 19:36:02 GMT
Der gik flere minutter med absolut ingenting. Det generede dog grundlæggende ikke Simon det store. Han var ikke rigtig bygget til den form for forsamling, som Club Banshee genererede. Inde bag det alt sammen, gemte der sig en skotte med sans for de bedre ting i livet. Det var bare mere end hvad den engelske natklub kunne fremtrylle. Alligevel blev han siddende. Han drak sin acceptable whiskey i stilhed og kastede flere blikke ud over dansegulvet. Jagtsæsonen var bestemt ikke afblæst endnu.
Det blev den i midlertidig for en stund, da en ung blondine afbrød hans tanker med en temmelig kontakt hilsen. Han drejede hovedet imod Allie med en trækning i den ene mundvig og lod blikket glide mindre diskret ned over hende, før han endte ved hendes øjne igen. “Ja, man skulle næsten tro, at du forfulgte mig, ikke?”
Han smilede skævt med det ene øjenbryn hævet og tog en slurk mere af glasset med whiskey. Hun var tilsyneladende hverken blevet mindre irriterende eller mindre køn siden sidst, men det havde han ikke tænkt sig skulle påvirke ham.
|
|
|
Post by Allie Hayes on May 11, 2013 15:51:09 GMT
Allie så sig tilbage, og kunne konstatere at hendes veninder stod samme sted, som hun havde forladt dem. De var dog diskrete nok til at lade som om de kiggede på alt andet end dem. Hun smilede lidt ved synet.
”Måske gør jeg”, sagde hun og trak let på smilebåndet. ”jeg fik trods alt aldrig min undskyldning”. Hendes blik faldt tilfældigt på hans glas med whiskey. ”Det samme som ham”, sagde hun henvendt til bartenderen, og sendte ham et mildt smil, i det han kort tid efter kom tilbage med hendes bestilling. Hun tog en lille tår, inden hun igen gav Simon sin opmærksomhed.
"Så … min mystiske, maskeklædte herre skulle vise sig at være den Simon Lithgow… Kendt forfatter og eftertragtet i sladderbladene.”, hun tog endnu en tår af sit glas, mens hendes øjne forblev rettet mod Simons. ”Intet under at journalister skræmmer dig”, det sidste blev sagt i en drillende tone, og selvom hun stadig følte en vis irritation over for ham, så morede hun sig herligt over endelig at vide hvem han var.
|
|
|
Post by Simon Lithgow on May 11, 2013 16:54:37 GMT
Simon fnøs muntert, som journalistpigen svarede kækt igen. Han rystede lidt på hovedet, men lod være med at fortælle hende, at hun aldrig ville få den undskyldning. Det løb var kørt, fra hun overhældte ham foran selskabet og stillede sig selvretfærdigt op bagefter. Alligevel var hun stadig underholdende nok og han betragtede hende hen over kanten på sit glas.
Opfølgningen fik ham til at rynke på næsen. Han tog en tår og modstod trangen til at himle med øjnene. ”Der er meget langt fra angst til mistillid, mademoiselle Hayes,” konstaterede han tålmodigt, før hans mundvige trak op i et smil, der ikke helt nåede hans øjne. ”Men det kan du nå at lære endnu i din praktik, ikke sandt? Er Young en god arbejdsgiver?”
Den svage provokation var nærmest usynlig og ikke til, men så var den der alligevel i hans tone og det blik han sendte hende, imens han drak igen. Hun var ingen færdiguddannet journalist, som hun ellers så sødt havde prøvet at bilde ham ind.
|
|
|
Post by Allie Hayes on May 11, 2013 18:25:52 GMT
Allie fnøs muntert over Simons ord, mens hendes fingerspidser stille strejfede hendes glas, dog uden at have intentioner om at løfte det fra bordet. ”Det er der”, svarede hun kort, og selvom hun med sine ord erklærede sig enig med Simon, var det tydeligt at høre at der lå flere usagte ord bag. Hun forstod hans mistillid hvad angik sladderbladene, eftersom deres kilder ikke var de mest troværdige. Dog mistænkte hun ham for at bruge hans mistillid som dække over for en vis benægtelse. For når alt kom til alt. Var der så ikke altid en lille sandhed, selv bag den største løgn?
Det morende smil der havde være at finde på hendes læber falmede svagt ved hans næste sætning. Det blev ikke sagt direkte, men Allie havde en tydelig fornemmelse af at han gjorde nar af hende. På en måde havde hun selv bedt om det. ”Er det ikke noget med at det aldrig er klogt at udtale sig om sin chef?” konstaterede hun drillende, før hun tog endnu en tår af sin whisky. ”Men hvis du oprigtig er interesseret i at vide det så er jeg glad for at arbejde under Jonathan Young. Han er en interessant person” svarede hun ærligt, og for en gangs skyld tog hun hans spørgsmål seriøst. En pludselig tanke slog hende. ”Hvad lavede du egentlig på Youngs kontor forleden?”
|
|
|
Post by Simon Lithgow on May 11, 2013 20:59:48 GMT
Simon drejede glasset med whiskey mellem fingrene, uden at drikke mere. Han betragtede journalistpigen med hovedet lidt på skrå og smilede skævt over hendes undvigende svar. Hvis ikke hun havde fortsat, ville han ganske givet have presset hende for et svar.
I stedet kunne han blot fnyse muntert og hævede det ene øjenbryn. ”Ganske interessant,” gav han hende ret, uden skyggen af et ironisk islæt i stemmen. Hvad han egentlig selv mente om Jonathan Young behøvede han heldigvis ikke uddybe.
Hans mundvige sitrede lidt, før han trak på skuldrene. ”Vi havde os en lille snak,” konstaterede han drillende. ”Det var udmærket. Hvis der var noget af det, som han mente du burde vide, så er jeg sikker på, at han fortæller dig det.” Simon løftede sit glas med et svagt udfordrende glimt i øjnene. ”Skål, journalistpige,” sagde han roligt, før han selv tog en tår endnu.
|
|
|
Post by Allie Hayes on May 11, 2013 22:13:51 GMT
Igen vendte Allie sit blik mod de tre kvinder, som hun på trods af at hun havde fordybet sig i samtalen med Simon, ikke havde glemt. Det så dog ud til at hendes veninder havde opgivet at finde ud af hvad alt dette drejede sig om, og i stedet havde fundet selskab et andet sted. Allie kunne i hvert fald ikke se dem længere.
Selvom det var fristende at spørge ind til hvad han selv synes om Jonathan, så lod hun spørgsmålet forblive ubesvaret. I stedet nøjedes hun med at le let af hans gentagelse, mens hun så på ham i en blanding af mange ting. Hun havde en god fornemmelse af at hun allerede kendte svaret. Hun havde kun hørt Jonathan nævne Simons navn få gange, men de få gange var nok til at give hende en mistanke om, at de ikke var just perlevenner.
"Helt sikkert. Eller os finder jeg ud af det. Jeg er ret nysgerrig”, sagde hun i en morende tone, og gengældte hans blik, i det hun løftede sit glas frem mod hans. ”Skål, monsieur”, sagde hun med rigtig fransk accent, og lod deres glas ramme, inden hun tog en tår. Hun lod glasset forblive i sin ene hånd, mens hun betragtede Simon.
|
|
|
Post by Simon Lithgow on May 11, 2013 22:45:28 GMT
Simon fnøs igen, før han slog sit glas let imod Allies og drak. Han satte glasset fra sig og kneb øjnene lidt sammen, imens han tænkte sig om.
Hvorfor hun sad ved siden af ham i det hele taget, var han ikke fuldstændig sikker på, men han var ikke den, der afslog en flot kvindes selskab – heller ikke selvom hun var en anelse løgnagtig, irriterende og stak næsen i ting, der ikke vedkom hende.
Han smilede svagt og betragtede hende vurderende, uden i øvrigt at lægge skjul på det. ”Du har tydeligvis gået på Beauxbatons, men dit navn er engelsk,” lagde han ud, som en konstatering. ”Hvordan hænger det sammen, mademoiselle Hayes?”
|
|
|
Post by Allie Hayes on May 12, 2013 14:48:14 GMT
Det undrede hende at hun blev ved med at bruge tid på Simon, når han i bund og grund slet ikke havde gjort sig fortjent til hendes selskab. På trods af hans irriterende væsen fandt hun ham dog også interessant og mystisk, og Allie havde desværre en stor svaghed over for den slags.
“Jeg er faktisk af skotsk afstamning.”, startede hun ud og smilede let af hans spørgsmål. “Mine mødre flyttede til Frankrig før jeg blev født, hvor vi blev boende, indtil jeg selv for et par år siden valgte at flytte hertil. Derfor Beauxbatons” sagde hun, og tog en lille tår af sit glas, mens hun forsøgte at læse hans reaktion. “Hvorfor Allie? Det har jeg faktisk aldrig spurgt dem om..”
Hun tømte sit glas, og placerede det på bordet, mens hun gjorde tegn til bartenderen om at han godt matte fylde op. “Hvad med dig? Du taler selv ret godt fransk. Hvad er din historie?”
[/blockquote]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on May 17, 2013 10:53:17 GMT
Simon hævede begge øjenbryn lidt og betragtede pigen foran sig med en ny interesse, som han ikke kunne løbe helt fra. Hvad hun videre fortalte, fik ham til at smile krøllet. Han drejede sit glas i hånden og tænkte flere tanker for sig selv, om hvilken pudsig størrelse hun udgjorde. I sit mentale kartotek havde han placeret hende under P for 'pending' og han blev nødt til at indrømme, at hun ikke kunne kategoriseres helt så simpelt, som han først havde gjort.
Han drak igen, nærmede sig bunden og trak på skuldrene af hendes spørgsmål. ”Hvis du ved hvem jeg er, så kender du vel historien? Nej?” Det trak lidt i hans mundvige og han tømte glasset, før han satte det fra sig. ”Jeg blev smidt ud fra Hogwarts af en alt for villig Professor, der ikke mente at mit blod egnede sig til hans kollegium... Beauxbatons tog derimod gerne imod mig. På mange måder burde jeg næsten takke Emanuel Maverick. Han har givetvis været med til at give mig en karriere...” Han fangede bartenderens blik, gestikulerede imod glasset og skubbede det en lille anelse længere ind på disken. ”Hvorfor arbejder du i London – når du er vokset op i Frankrig?”
|
|
|
Post by Allie Hayes on May 18, 2013 15:14:21 GMT
Allie lignede først et stort spørgsmålstegn, indtil noget ved hendes hukommelse begyndte at røre på sig. ”Vent, er du den Simon!”, startede hun og kunne ikke holde sin overraskende latter tilbage. Hun så på ham med store øjne. ”Ham briten”, tilføjede hun og sluttede af med at se på ham i en blanding forundring og morsomhed. Hun kunne også at have peget ud hvor stort et rygte ham og hans tvilling havde haft mens de gik der, men hun var sikker på at han godt var klar over det i forvejen.
Hans næste ord fik hende til at spidse læber, og en svag rynke dannede sig mellem hendes bryn, som altid opstod når hun var utilfreds med noget. ”Fuldblodsracister… jeg forstår ikke at de overser den slags, især ikke på en skole for unge magikere”. Hun lænede sig tilbage i stolen hun sad på, og tog en tår af sit glas, mens hun kort stirrede ud i ingenting. Det var ikke smart at ytre sig så offentligt et sted, hun havde altid fået af vide at hun havde en tendens til at tale uden at tænke det igennem først, men af en eller anden årsag havde hun altid været ligeglad.
”Fordi jeg havde brug for en forandring”, svarede hun kort og studerede tænksomt hans ansigt. ”Hvilket nok bunder i at jeg har det med at kede mig ret hurtigt”. Hendes sidste sætning fik et stort smil frem på hendes læber. ”Hvorfor blev du forfatter?” røg det pludselig ud af hende, selvom det nok var et spørgsmål hun havde funderet over længe. Der var mange typer forfattere, hvilke grunde for at blive det også var mange. Hun kunne ikke helt finde ud af hvor Simon hørte til.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on May 19, 2013 23:32:30 GMT
Simon var normalt ikke særlig tålmodig. Lige præcis udbrud om hans egen eksistens, havde han dog vænnet sig til den eventuelle langvarighed af. Han formåede endda – nærmest diplomatisk – at lade være med at fortælle den franske pige, at han var skotte. Et svagt smil hvilede på hans læber, imens han betragtede journalist-lærlingen. Heldigvis blev hans glas fyldt med whiskey og han løftede det til læberne, drak og sank, før han fnøs halvmuntert over hendes udbrud om oversete fænomener. Han svarede dog ikke, men nøjedes med at stille hende et spørgsmål selv.
Hendes prompte reaktion, fik ham til at knibe øjnene lidt sammen. Han huskede hende ikke, men det var uden konsekvens. Præcis hvor meget yngre hun måtte være, havde han endnu ikke regnet ud alligevel. Spekulationer i den retning blev da også afbrudt effektivt og det hev svagt i hans mundvige igen. ”Fordi der var noget at skrive om,” sagde han ærligt, før han trak på skuldrene. ”Hvis den magiske verden havde været et fantastisk sted for mugglerfødte, ville jeg være blevet forbandelsesbryder i stedet.” Han stirrede ud i luften i tre sekunder, inden han smilede, uden at det helt nåede hans øjne. ”Hvorfor vil du være journalist?”
|
|
|
Post by Allie Hayes on May 20, 2013 15:01:34 GMT
Allie skævede til den kendte forfatter, som trods hans unge alder, havde formået at skrive to læste og aldeles omtalte bøger. Hun beundrede at det var lykkes ham at få succes i så ung en alder – i hvert fald på det område. Selv havde hun store ambitioner om sig selv, og selvom hun var sikker på at hun ville nå sit mål, så vidste hun allerede nu at hendes succes ikke ville komme i så tidlig en alder som hos Simon.
”Fordi der er noget at skrive om”, svarede hun uden at behøve tænke sig om, og brugte med vilje hans egen formulering. ”Der er så meget at skrive om, så mange historier at fortælle. Jeg vil give læserne mine artikler frit og åbent, uden først at pakke dem ind i vat.”, hun sendte ham et smil i morskab, og tog derefter en slurk af sit glas.
Allie skævede tilfældigvis bagud, og fik øje på noget, der fik hende til at vende blikket tilbage på Simon. Hun lænede sig ind mod ham, som skulle hun til at fortælle ham en stor hemmelighed. ”Hvis dit job som forfatter skulle fejle, så tror jeg du skulle satse på en karriere som kvindebedårer, frem for forbandelsesbryder.”
Hun vendte blikket bagud igen, og rigtig nok stod de igen samlet, og stirrede diskret i deres retning. Havde det ikke været alkoholen, havde hun nok holdt sig fra at afsløre dem. ”Mine tre veninder har holdt øje med os i et stykke tid nu, og selvom jeg tvivler, så tror jeg ikke det er mig de beundrer”. Smilet der kom efterfølgende gjorde det tydeligt at hun morede sig kongeligt over situationen.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on May 21, 2013 16:12:35 GMT
Simons læber skilte sig i et smil, da journalistpigen bruge hans egne ord til at svare. Han måtte dog forhindre et fnys i at forlade sig, som hun fortsatte og gav udtryk for sine ønsker om sine artiklers frie og åbne natur. Det tvivlende blik han sendte hende, sagde dog det meste af det han ikke selv gjorde direkte. Profettidende var ikke ligefrem kendt for at bestå af uafhængige journalister, der redegjorde for det mest troværdige de kunne finde frem til. I det mindste ikke, når det mest sandfærdige ikke tjente Ministeriets interesser. Han mindedes en sektion i den seneste udgivelse af hans, der ganske grundigt angreb netop deres tendens til at være de skiftende ministeres villige organ.
Ved Allies konstatering om hans fremtidige karriere, skævede han imod det samme hun så på. Han hævede et øjenbryn og mundvigene krusede sig igen, før han tog en tår af sit glas. ”Så svar mig på, hvorfor det ikke er en af dine veninder, men i stedet dig, der sidder her? Du er tydeligvis ikke en af mine beundrere, vel, journalistpige?” Han så afventende på hende, drejede den gyldne væske lidt rundt i glasset og ikke så meget skævede til hendes veninder nede ved bordet, efter at have konstateret, at den ene var grimmere end den anden.
|
|