Allerinderst inde

[Phillipe Reynard]

W I T H- E M I L I A - B O N E S - W E A R I N G - T H I S

Uanset hvordan man vendte eller drejede Phillipes opførsel på terassen den fredag aften, så kunne man kun komme frem til, at den havde været upassende. Enten var hele grundpræmissen forkert – og det mente han jo egentlig selv – eller også var det bare usandsynlig dårlig adfærd at efterlade Emilia alene derude uden nogen form for afsked eller forklaring.
Det første kunne han ikke gøre så meget ved. Han havde kysset hende – endda hele to gange. Hvorvidt han fortrød det, var han ikke helt sikker på. Det havde været for godt og gensidigt til at klassificere som en egentlig fejl. Desuden havde han gevaldigt lyst til at gøre det igen og han var ude af stand til at bilde sig selv ind, at han ikke kunne finde på det, hvis chancen bød sig.
Det andet var uacceptabelt ud over alle grænser og han havde vitterligt lyst til at slå sig selv, da først han nåede i sikkerhed for sin egen ukomfortable angstfølelse. I stedet havde han dog været konstruktiv. Han gav sig til at skrive det han ikke kunne sige højt og konstaterede, at det måtte briste eller bære derfra. Hun havde allerede rigeligt at anklage ham for – han kunne lige så godt smide en decideret tilståelse med i puljen. Et indkøb af blomsterblade var lige så nemt som det var at hente morgenavisen fra mugglerverdenen og hans plan tog hurtigt form.

På det tidspunkt hvor Emilia skulle møde ind mandag morgen, var det hele på plads. Han selv var anspændt, men beslutsom. Hans forældre havde ikke opdraget en kujon. Måske var det fuldstændig vanvittig plat, men så måtte hun grine af ham. Han ville hellere være latterlig end bange for hendes skygge.

Brev

[Emilia Bones]

W I T H- P H I L L I P E - R E Y N A R D - W E A R I N G - T H I S

Emilia havde adskillige gange den morgen, været tæt på at gå hele vejen ned til posthuset, for at sende en ugle med besked om at hun var blevet syg og derfor ikke kunne komme på arbejde. Hendes samvittighed nægtede hende det dog og af samme grund, var hun alligevel forsvundet i grønne flammer fra Den Utætte Kedels pejs. Hendes mave slog knuder og alt var et farverigt virvar af følelser. På den ene side havde hun ikke været i stand til at slå Phillipe ud af hovedet og på den anden, var der ikke noget hun havde mere lyst til at gøre.
Hvorom alting var, kunne det dog ikke nytte noget og af samme grund dukkede hun op i en af Skt. Mungos' mange pejse. Hun blev ved med at genopleve følelsen af Healer Reynards fingre i hendes hår, hans krop tæt mod sin egen, de varme læber... Emilia afbrød abrupt sig selv; forbød flere fantasier at melde sig. I stedet så hun for sig, hvordan han havde ladet hende stå alene tilbage på altanen, hvor hun til sidst rødkindet og forladt, endelig havde samlet mod til at undskylde sig og stikke af.

Emilia knugede sin notatblok hårdt ind til brystet, da hun endelig nåede helt ned i krypten, med følelsen af at hendes blik var limet fast til gulvet. Det lange, bølgede hår hang løst og hun gemte sig bevidst bag det, før hun blev klar over at Phillipe ikke befandt sig i krypten. Det gav hende mod til at fortsætte helt ind, mens hun i baghovedet omtalte sig selv med et ordvalg, der ville forarge og overraske samtlige i hendes omgangskreds - fordi det i sig selv måske nok var en overraskelse, at hun rent faktisk kendte dem. Emilia kastede et varsomt og forsigtigt blik rundt i laboratoriet, før hun løsnede det krampagtige greb om mappen og lagde sine pertentligt skrevne notater fra sig.
Det var trods alt nødvendigt, for at hun kunne komme i gang med at arbejde og forhåbentligt gøre det så godt, at hun kunne få lov til at gå før tid. Emilia nåede dog kun række ud efter den vægt, hun havde stillet frem inden hun gik på weekend og alting blev vendt på hovedet, da hun fik øje på de to konvolutter, som stod lænet op ad en kolbe ved siden af. Hendes hjerte slog et slag over og hun stoppede med hånden svævende dumt i fri luft, før hun gav sig selv et mentalt spark og trak de to breve til sig, så varsomt at man næsten skulle tro, at det havde været et par rødglødende skrålere.

Med en hånd der dirrede en lille smule (hun vidste trods alt ikke, hvad der ventede hende - det kunne meget vel være besked om, at hun ikke kunne få lov til at fortsætte sin praktik i England) smøg hun en finger ind under kanten. Hun fandt dog intet brev, men blev i stedet mødt af en behagelig duft. Emilias øjenbryn hævede sig en smule og det nervøse på hendes ansigt, gled over i et underfundigt udtryk. Hun tøvede ikke med at fortsætte med den næste kuvert og lagde alt andet end brevet fra sig på bordet, mens hun læste.
Hun mærkede farven stige op i sine kinder jo længere hun kom og på et tidspunkt, blev det nødvendigt at bide ned i underlæben, for at forhindre et lidt for bredt smil i at glide alt for afslørende frem. Hendes hjerte hamrede og hun kunne høre sin puls ræse derudad. Så snart hun var færdig med at læse, så hun op, søgte denne gang bevidst efter brevets afsender. Hun var egentlig udmærket klar over, at han ikke var der, men alligevel blev hun som det første skuffet; det betød dog ikke, at sommerfuglene i hendes mellemgulv faldt tilnærmelsesvis til ro.

[/justify]

[Phillipe Reynard]

Phillipe havde klogeligt valgt at fortrække fra selve laboratoriet. Han var i stedet ude i forsyningen, hvor han da også sagtens kunne retfærdiggøre at opholde sig – i det mindste så længe han ventede på den mandrak de skulle bruge. Først da han havde fået udleveret den, blev han nødt til at gå tilbage, aldeles usikker på hvad der ventede ham. Han skiftede forsigtigt potteplanten over i den ene hånd, trykkede håndtaget ned og gik ind, før han lukkede efter sig igen.

Synet af Emilia havde nær fået ham til at tabe det hele – men han formåede at holde fast og sendte hende et halvhjertet smil. Endnu havde han ingen anelse om hendes mening om brevene; ganske givet fordi han både var halvt idiot og ikke rigtig turde se på hende. Han stillede derfor blot den uskyldigt udseende potteplante fra sig, før han kastede et blik på de to konvolutter, der tydeligvis var blevet åbnet. ”G-g-godm-morgen,” hilste han hakkende, uden for alvor at kunne slippe de selvsamme konvolutter med blikket. Det blev han dog nødt til, for at kunne se på Emilia – rigtigt se på Emilia – og smile prøvende.

[Emilia Bones]

Emilia var i færd med at læse brevet for anden gang, da lyden af fodtrin annoncerede at brevskriveren var på vej. Hendes mellemgulv slog en kolbøtte og hun foldede hastigt brevet sammen - forsigtig med ikke at komme til at krølle det - uden at lægge det fra sig. Det var i ren nervøs handling, at hun strøg håret om bag øret i den ene side og at fortænderne gnavede lidt på underlæben, som Phillipe gjorde sin entré.
Uvilkårligt krøllede Emilias læber sig lidt op i et smil og hun kunne høre hjertet banke i brystet. "Godmorgen." Smilet var grænsende til genert og afspejlede ganske glimrende Emilias indre. Hun var udmærket klar over, hvad hun havde lyst til at gøre, men farven steg op i hendes blege kinder bare ved tanken.

I stedet rakte hun ud for at lægge brevet fra sig og til gengæld tage en marmormorter fra bordet, som også havde stået klar siden hun gik fredag. Den skulle fyldes med ingredienser fra bordet bag Philippe og gav hende af samme grund påskud, for - med forsigtige skridt - at gå i retning af ham. Begge hænder knugede krampagtigt om det lige stenkar, som hun holdt mod maven, men det prøvende smil hvilede stadig på hendes læber.
I stedet for at fortsætte forbi ham, som hun måske nok burde, stoppede hun foran ham - tydeligvis tøvende - før hun strakte sig. Hendes læber strøg let over hans ene kind og da hun gled ned på fødderne igen, var smilet endnu tydeligere. Der var et lille, næsten usynligt, drillende glimt i hendes lyse øjne - opvejet af det finurlige smil på hendes læber - som hun tilføjede: "Hvor vil du mødes i morgen aften?"

[Phillipe Reynard]

Phillipes blik flakkede. Hans smil var nervøst, men voksede langsomt over Emilias røde kinder og optrukne mundvige. Uden at hun overhovedet havde nævnt brevet med et eneste ord, havde han læst i hendes ansigt at hun både havde set det og sat pris på det. Hans hoved snurrede en anelse og han løftede sin ene hånd, for at klø sig på armen. I stedet for at sige noget, blev han stående og så lettere uintelligent på hendes kønne ansigt og skikkelse. Hvor han burde komme tilbage til sit eget arbejde, kunne han ganske enkelt ikke lade være med at håbe på, at hun ville sige noget mere.

Han så tryllebundet til, imens hun nærmede sig ham og følte sig lettere bedøvet, uden at forstå hvorfor. Det var endnu som om hendes nærhed alene, gjorde ham en smule svimmel, og som om det ikke kun var fredagens alkoholindtag, der havde fået ham til at føle sig beruset. Det hele steg dramatisk, som hun strakte sig og plantede et enkelt, forsigtigt kys på hans ene kind. Nu steg varmen også op i hans ører og han så fascineret ned på hende, blinkende flere gange med et tåbeligt smil. ”Eh,” tøvende han dumt, før han rømmede sig og fik tungen på gled. ”D-dover S-st-street.” Han følte sig underligt tilpas og usandsynlig draget af hende, selvom han vidste hvor upassende det ville være at kysse hende lige der. ”J-j-eg sk-skriver d-det ned,” forsikrede han med varme kinder.

[Emilia Bones]

Phillipes kind var varm under det flygtige kys, Emilia markerede på den. Da hun sank ned på fødderne igen, gnavede tænderne let ned i underlæben. Det hindrede smilet i at bryde frem for fuld styrke, men eftersom det i forvejen strålede ud af hendes lyse øjne, var det også langt fra nødvendigt. Hele hendes mellemgulv var et stort virvar af sommerfugle og hjertet hamrede afsted i brystet på hende, mens hun ventede på hans svar.

Da det kom, sendte hun ham alligevel et blændende smil; ganske ubevidst om de evner der flød ud sammen med det. Emilia havde ingen kontrol over det selv. Derimod var det ganske styret af hendes følelser, som lige nu spredte varme i hele kroppen på hende. "Fantastisk," svarede hun, inden hun bed ned i underlæben igen, forsøgsvist hindrende det dumme smil. Hendes fingre havde lukket sig stramt omkring stenmorteren og hun kunne ikke overbevise sig selv om at træde væk fra Phil og over mod det arbejde, hun egentlig burde lave.

[Phillipe Reynard]

Phillipe så fortryllet og forgabt ned på Emilia. Han vidste ikke hvad der foregik, men hans tanker var da også tilpas optaget af hvor usandsynlig smuk og perfekt hun var, til at kunne beskæftige sig med hvorfor han pludselig følte sig både beruset og forhekset. Alt han formåede, var at smile dumt og betragte hendes tænder bide ned i den fyldige underlæbe.

Hvis han havde haft lidt mere overskud til at overveje situationen, ville han nok have undret sig en del over sine egne tilskyndelser, som var en del mere massive end hvad han ellers oplevede. I stedet blev han stående med et bøvet udtryk i ansigtet og forsøgte at finde på noget at sige, der kunne imponere hende. ”Vidste du at.. ehm... Jeg er en af de yngste forskere, der nogensinde succesfuldt har fremstillet et alternativ til... Behandlingen af varulve?” Han tænkte ikke over det helt åbenlyse i, at han ikke stammede. Hvis han havde gjort det, ville han netop være snublet over ordene igen. Derimod smilede han bare til kvinden foran sig, ganske overbevist om at han lød enormt intelligent.

[Emilia Bones]

Sommerfuglene virrede rundt i Emilias mellemgulv, uden hun på nogen måde kunne få hold på det igen. I et øjeblik vippede hun overvejende frem på spidsen af sine tæer, uendeligt fristet til at gøre noget impulsivt; at gøre lige det hun havde lyst til, selvom hun vidste, at hun egentlig ikke burde.

Tanken forsvandt dog også som dug for solen over hans ord og med en dump lyd, sank Emilia tilbage ned på flad fod. Tænderne hang ikke længere uhjælpeligt sammen med underlæben. Til gengæld måbede hun en lille smule, i nogle øjeblikke tom for ord.

Så sneg en rynke sig ind i mellem hendes øjenbryn, som hun trak sig et skridt tilbage, stadig knugende stenmorteren ind mod maven. "Nej," kom det overraskende bestemt fra hende. "Nej, lad være med det." Autoritær var ikke ligefrem et ord, man kunne bruge om Emilia, men noget lignende sneg sig alligevel ind i hendes stemme, som hun så indtrængende på Phil - stadig med en usikker rynke mellem øjenbrynene.

[Phillipe Reynard]

Phillipe var betaget. I virkeligheden var det ikke ordet, men det var nogenlunde hvad han kunne formå at beskrive det med, hvis han blev bedt om at gøre det. Den intelligens han netop pralede med, i et forsøg på at imponere hende, var delvist sat ud af spil for øjeblikket og den havde taget hans stammen med. Han var forhekset, forgabt og aldeles fortabt i hendes smukke øjne og synet af de bløde læber. Den nederste havde været fanget af underlæben på en måde, der fremstod sensuel i hans farvede blik. Han havde en instinktiv lyst til at tilbyde hende at hun kunne bide i hans i stedet for, hvis bare hun ville beære ham med et enkelt blødt, varmt kys mere. Det ville være så vidunderligt, med bare et enkelt til af dem.

Det skulle dog slet ikke være. Han smilede ellers stadig, da hun måbede. Måske var hun rent faktisk imponeret? Det håbede han sådan, lige indtil hun trak sig væk og nægtede. Præcis hvad det var hun nægtede, var han ikke fuldstændig sikker på, men hun var meget bestemt. Han glippede lidt med øjnene, rynkede panden svagt og indså, at han havde det som om hans hjerne var blevet fyldt op med vat i stedet for hjernemasse. ”Hvad...” Han virrede med hovedet, tog sig til det og rømmede sig. Et forvirret blik på hende erstattede det hengivne og hans pande fik flere rynker, imens han langsomt kom til sig selv. Stadig var det fristende at smile til hende, forsøge at overbevise hende om sine mange kundskaber og ignorere, at hans bevidsthed svævede væk. Han nægtede dog, da først det var gået op for ham hvad der skete – eller i hvert fald noget af det. Med en kraftanstrengelse, trådte han selv væk fra hende og løftede sin ene hånd, for at klø sig nervøst på halsen. ”D-d-du eh-er en w-w-w-wil-l-lie,” erklærede han, uden skyggen af tvivl. Intet andet end det eller en kærlighedseliksir, ville være i stand til at påvirke ham sådan.

[Emilia Bones]

Stenmorteren pressede ind mod Emilias ribben, og hun løsnede først grebet en smule, da det rent faktisk begyndte at gøre ondt. Selvom hun så bestemt på Phillipe, flakkede hendes lyse øjne stadig. Hun forsøgte, alt hvad hun kunne, på at tøjle den naturlige magi, der var lige så meget en del af hende, som hendes venstre arm eller højre fod.

Emilias øjne udvidede sig lidt, da han trådte et skridt tilbage. Hun fortalte sig selv, at det - mere eller mindre - var hvad hun havde opfordret ham til at gøre, men alligevel stak det kort i brystet på hende. Hans ulæselige ansigtsudtryk gjorde hende nervøs og instinktivt vendte hun blikket mod sine fødder. "Min bedstemor var," mumlede hun, ikke fordi hun skammede sig over det, men fordi hun udmærket vidste, at det ikke var alle, der brød sig om de unaturligt smukke væsner. Hun håbede inderligt ikke, at Phillipe var en af dem.
Havde lige netop wiliegenerne ikke givet Emilia en naturlig elegance, ville hun have fumlet, da hun rakte ud og satte stenkarret fra sig på bordpladen. Det gjorde hun dog ikke, og da hun tog armene til sig, var det for at krydse dem under brystet. "Jeg vidste ikke, at jeg gjorde det. Det var ikke med vilje."

[Phillipe Reynard]

Phillipe vristede sig løs af det, der ellers var en yderst behagelig tilstand af uvidenhed. Han blinkede endnu et par gange hastigt efter hinanden og kløede sig først på halsen og siden hen over kinden, hvor den svageste antydning af skægstubbe var på vej frem. Hendes svar fik ham til at nikke langsomt og hans blik flakkede imellem hendes mund og øjne, før han så ned. Tænder lukkede sig omkring hans egen underlæbe og han vendte sig halvt væk, før han rynkede panden og drejede sig med front imod hende igen.

Beslutsomt mødte han hendes blik med et lille smil, før han rystede på hovedet. ”N-nej,” erklærede han sig enig, før han sank en enkelt klump og rømmede sig lidt. ”T-til-b-bage t-til a-arb-b-bejdet, f-f-frøken B-bon-n-nes.” Han sendte hende et opmuntrende smil, modstod den stærke trang til at give hende et let klap på skulderen, stryge hendes hår om bag øret eller kysse de bløde, varme, fortryllende dejlige læber. De forheksede ham næsten lige så meget, som det hun åbenbart var og der var nok at tænke over på den konto. Rigeligt, til at optage hans kværnende hoved den resterende dag, imens han tilkastede hende stjålne blikke og smilede svagt over hendes reaktion på undskyldningen og invitationen. Det, at han havde haft succes med at invitere en kvartwillie ud, gjorde ham ikke nær så tilfreds, som det, at det var ugudeligt vidunderlige Emilia. Han havde svært ved ikke at smile dumt, som han tog fat i sine papirer og gav sig til at læse igennem hendes noter fra den foregående uge.

C L O S E D