Maskebal - Beton i mine hænder

[Stuart Banes]

Stuart stod med spredte ben og pissede bag murstensværket. Med smøgen dinglende i mundvigen, stod han tænksomt og betragtede området, hvori han stod placeret.
Da han var færdig og havde rystet kaloritus, lukkede han bukserne. Med besvær, også bæltet og greb derefter om cigaretten med den fugle-tatoverede hånd. Et kort øjeblik stod han og nød kulden i det ophobede ansigt, men det tog ham ikke lang tid at konkludere, at udsynet kedede ham.

Musikken var hørlig, til trods for at han stod langt fra bygningen, hvori den blev spillet. Han stod længe og suttede på sin hvide cigaret, en ting han havde holdt pause fra længe, men som ikke havde forladt ham fuldstændigt. Han havde sat sig på en iskold bænk og havde kun skoddet cigaretten for at gå i gang med en ny. Han tænkte ikke på Loui, fordi kvindemennesket ikke kunne stå alene i særlig lang tid, før en eller anden desperat mandsperson gjorde kur til hende. Desuden havde datteren opslugt hans tanker, samt den dårlige samvittighed.

Til sidst ledte stemmen ham tilbage til virkeligheden. Han brummede korvarigt med den, men lod derefter også til at forlade den. Cigaretten dinglede faretruende, i det han hurtigt bevægede sig hen over gårdspladsen. Hans lædersko gav genlyd i den mørke gård, men det var ikke det eneste der larmede.

[Fenella Maverick]

T a g : --S t u a r t--B a n e s-----O u t f i t :--H e r e

Fenella smøg sig yndefuldt ud af en mindre sidedør, uden at de tunge skørter eller høje hæle lod til at hæmme hende det mindste. Års øvelse i at bevæge sig i begge dele sad på rygraden og hun tænkte ikke engang bevidst over at sætte fødderne rigtigt, eller holde skørterne en smule oppe fra jorden mens hun gik. Slet ikke lige nu, hvor hun havde taget flugten fra balsalen for at klare hovedet med kold natteluft. Det var måske nok foregået roligt og adstadigt for den uvidende tilskuer, men en flugt var hvad det var uanset hvordan man vendte eller drejede scenariet. En flugt fra medlidende bemærkninger hun ikke kunne bruge til noget som helst og mest af alt fra sin mor der så direkte igennem hende de få gange de uundgåeligt var kommet i nærheden af hinanden i den store sal.

Kulden slog imod hendes blottede skuldre og hals og hun gispede lydløst over temperaturforskellen uden dog at stoppe op. I stedet fortsatte hun adskillige meter ud over gårdspladsen på hotellets bagside. med hæle der smældede mod stenene og stoppede først ved en skulptur af en dansende kvinde. Hun lagde den ene behandskede hånd på samme skulptur og lænede sig ind mod den med lukkede øjne bag masken, indtil hendes pande rørte den kolde overflade. Larmen fra byen omkring hende var stadig tydelig, men hun lukkede den og alle andre lyde ude mens hun forsøgte at genvinde grebet om sig selv og vende tilbage til festen med samme overbevisende maske som altid.

[Stuart Banes]

Stuartnærmede sig langsomt den sammenbøjede kvindeskikkelse i det halvkølige forårsmørke. De markerede bryn i panden mødtes skeptisk i midten af panden, i det han lod sit mørkeblå blik farer over hende.
Den hvide dødsmaske hang om den arm, hvis hånd fodrede munden med cigaretten, så hans velkendte ansigt var blottet. Det røde hår var opsat og masken gjorde det umuligt for ham at identificere kvinden, til trods for hans konstante skridt tættere imod hende. Alligevel syntes han at kunne genkende hende et sted fra, men han vidste ikke hvor.

Den fallerede journalist stoppede op få skridt fra hende og rømmede sig hørligt. Kvinden for op og trak sig øjeblikkeligt, en voldsom reaktion der fik Stuart til at trække sig også. Hans mørke øjne blev i et bebrejdende og dernæst chokerede.
For et øjeblik føltes det som om tiden stod stille. Stuart måtte tvinge sig selv til ikke at le fjoget, i det det gik for ham hvem der skjulte sig bag masken. Heller ej prøve at nærme sig kvinden yderligere, i forsøg på at kramme hende som en sulten hundehvalp ville overfalde sin madgiver.

Stuart rømmede sig og bakkede yderligere fra hende, i et forsøg på at vise Fenella respekt. ”Undskyld jeg forskrækkede dig… Du lignede en der var ved at kaste op og så ville jeg lige lege superhelt…”, mumlede han og lo lavmælt, på sin egen hæse, klukkende Stuart-måde.

[Fenella Maverick]

T a g : --S t u a r t--B a n e s-----O u t f i t :--H e r e

Fenella havde effektivt lukket alle andre lyde ude. Til et punkt hvor hun var bevidst om dem, men de ikke betød noget. Derfor lagde hun heller ikke mærke til skridtene der kom tættere på, mens hun stod med panden hvilende mod den kolde sten og forsøgte at genvinde grebet om sig selv. Det gav et sæt i hende da nogen rømmede sig, alt for tæt på og veg et skridt baglæns mens hun så overrumplet på hvem det end var. Hun stivnede tydeligt, selv i halvmørket, da hun genkendte Stuart og hende blik flakkede bag den sorte silkemaske.

Hendes læber gled let fra hinanden for at sige noget, men ordene sad fast i halsen på hende, da hun fandt sig selv genkendt i hans blik. Hun pressede i stedet læberne hårdt sammen da han brød den anspændte tavshed der var opstået. Hendes blik flakkede igen og hun skar en næsten usynlig grimasse, løftede den ene behandskede hånd og tørrede sig hurtigt over den ene kind "Jeg har mere selvkontrol end at gå og kaste op ved hushjørnerne." bed hun forsvarsberedt og pinligt berørt over at lige han skulle se hende på den måde hun lige havde stået.

Hun rankede sig og skød trodsigt hagen lidt frem mens hendes arme gled løst omkring hendes egen overkrop, stadig med den lille selskabstaske holdt hårdt i den ene hånd "Hvad gør du her? Nu?" hendes blik hvilede mistænksomt på ham mens hun forsøgte at ignorere at hun frøs og i hvert fald slet ikke vise at hun gjorde det.

[Stuart Banes]

Stuart hævede begge øjenbryn i en skeptisk grimasse og stirrede sigende på hende, med en åbenlys internhed. ”Virkelig?” udbrød han, ikke overbevist. Stuart stak de tatoverede hænder i lommen og rømmede sig højlydt, hvorefter han skar en skeptisk grimasse. Et øjeblik lignede det, at han tænkte så det knagede. ”Du har ret”, medgav omsider, hvorefter han ligegyldigt smed den ene hånd ud til siden. Med et vredet øjenbryn og tænksomme, glubske øjne vendte sig mod hende. ”Men… Det virker… Det er virker næsten sygt, vidste du godt det?”, brummede han skingert. Stuart lagde sin hage på det øverste af sin brystkasse, i en overdreven tilbagelænet gestus. De mørke øjne stirrede provokerende på hende. ”Jeg ville seriøst opsøge psykiater, hvis jeg befandt mig i dine sko. Det er jo ikke menneskeligt, vidste du godt det? Der er sikkert mange psykiatere der har vilde teorier angående din fjerne personlighed og kaotiske barndom… Det krakelerede forhold til din mor…”, han smed den ene hånd ud til siden og rettede sig op. Han målte næsten to meter og dette var ganske tydeligt når ryggen var rank.

Stuart cirkulerede omkring hende og suttede afhængigt på cigaretten i mundvigen. Pludselig lo han lavmælt og trak på skuldrene. ”Jeg score damer”, drillede han giftigt, hvorefter han trådte ind i en kvælende skygge.

[Fenella Maverick]

T a g : --S t u a r t--B a n e s-----O u t f i t :--H e r e

Fenellas læber blev gradvist smallere og smallere indtil det eneste der afholdt dem fra at være to, blege streger i hendes ansigt, var den røde læbestift hun havde på. Hendes grå øjne var smalle sprækker og stirrede koldt på Stuart uden at fortrække en mine hverken da han rettede sig op i sin fulde højde, eller da han begyndte at cirkulere omkring hende.

Hun fnøs hånligt og viftede man af da han stoppede "Jeg kan se det går ligeså glimrende for dig som alt andet du giver dig til." svarede hun tilsvarende giftigt og blev stående med hagen skudt trodsigt frem "Hvad angår min mor er det den mindste af mine problemer." hun slog ud med den ene hånd uden at vige en millimeter under hans blik "Men hvad ved du om det? Du havde for travlt med at køre både dig selv, din familie og din karriere i sænk til at bekymre dig om en ven der forsvandt." hun modstod fristelsen til at spytte på fliserne ved hans fødder og rystede i stedet på hovedet "Det er så nemt at udpege alle andres fejl og ignorere sine egne, ikke sandt? Men spar mig, Stuart."

[Stuart Banes]

Stuart stod tavst og betragtede hende fra sin skygge, uden anstalter der indikerede at han ville afbryde hende.
Først da hun intet sagde længere, smilede han skævt.

”Det er fedt at se, at du ikke er fuldstændig ligeglad”, mumlede han roligt. Han forlod sin kvælende skygge og stillede sig tæt på hende. Hans ansigt og øjne var rolige. ”Og det er fedt at se, at du stadig… at du stadig kæmper.” Stuart smilede svagt til hende og inhalerede overfladisk. ”Jeg skulle bare lige teste, om du var holdt op med det… man ved jo aldrig med dig… skifter fra den ene side til den anden…”, mumlede han forklarende hvorefter han sendte hende et indforstået blik.
Han vendte ryggen til hende og begyndte at spadsere ned langs gården. Som var han kommet i tanke om noget, stoppede han og vendte fronten mod hende igen. ”Og hvad angår Jonathan… så…”, sagde han men stoppede brat. Som behøvede han mere tid til at finde de rette ord, stak han cigaretten i munden. ”Han er ikke nogen baby. Du skal ikke være så bekymret for, om han er okay eller ej… jeg tror han klarer sig… det gør han jo altid…”. Stuart smilede svagt opmuntrende, velvidende hun ikke kunne se det.

At teste Fenella kostede altid. Tænk, at han havde glemt det…