Kvalitetstid

[Caroline Abbey]

W I T H : - E R I C - W O L F E - - - W E A R I N G : - T H I S

”Så, lille trold. Det var det. Skal vi to gå ud og se på de spændende papirer i Aldrin-Maxenzie sagen?” Carrie knappede den sidste knap i den grå heldragt og gav Evangeline de bløde sko på igen. ”Det tror jeg nok lige vi skal. Vovehalse-far ville slet ikke synes det var sjovt, men vi elsker internationale retssager, ikke også? Mmh. Spændende.”
Hun nikkede vigtigt til den lille klump, der bare så op på hende med sine babyblå øjne og mest af alt lignede en, der ville sætte pris på alting, der ikke inkluderede endnu et ubehageligt bleskift. ”Vupti,” kommenterede klumpens mor, som hun løftede hende op fra skiftebordet, fik sig et godt greb om hende og forlod badeværelset nedenunder, for at gå ud i stuen. ”Det er godt vi har magi, ikke Evie? Ellers blev vi nødt til at ansætte en pige, der kunne gå og gøre rent. Du tager nemlig så meget tid, ja du gør. Men det er okay. Du er nemlig verdens dejligste lille pige.”

Hun kyssede det lille vidunder på panden, imens hun lirkede sin ene hånd fri og med tryllestaven gav sig til at hidkalde papirer oppefra kontoret på førstesal. En dæmpet nynnen forlod hende, som de landede i en pæn bunke på sofabordet og hun selv dumpede forsigtigt ned i selvsamme sofa. Herfra kunne hun opnå tre ting på en gang. Hun kunne både ligge ned, arbejde og tilfredsstille Evangelines udprægede behov for kropskontakt. Af samme grund tilbragte hun mange af sine timer i selvsamme sofa og den lille klump på hendes mave var vandt til proceduren. De lå der typisk sammen i stræk på et par timer – afbrudt af amning og skiften – og i dette tilfælde passede det da også udmærket med, at Eric burde komme hjem et par timer senere. Tiden tikkede stille roligt afsted, Carrie kom længere ned i sagen og Evie fik lov til at høre alt om handler, svindel og internationalt fastsatte regler.

[Eric Wolfe]

T A G---C a r r i e-+-E v i e---~---O U T F I T-- H e r e

Eric svingede cyklen ind i indkørslen, sin egen indkørsel. Det var stadig en ret skøn tanke, men endnu skønnere var tanken om hvad der ventede på ham indenfor. Han steg af cyklen, allerede med et smil på læberne der mere eller mindre sad der permanent disse dage, på trods af manglende søvn og dermed et noget højere kaffeindtag. Cyklen blev trukket ind i den tomme garage til den bil han ikke havde før han tog bagdøren ind i huset.

"Skat?" kaldte han spørgende, mens han lagde den buket blomster han havde haft i bagagebæreren på bryggersbordet og hurtigt fik sine tunge støvler af. Han kaldte ikke særlig højt fordi han ikke vidste om Evie sov eller ej, men højt nok til, at Carrie ville kunne høre ham hvis hun var i nærheden. Han tog buketten fra bordet igen og fortsatte ind i køkkenet på strømpefødder og derfra videre til stuen hvor synet der mødte ham på sofaen fik smilet til næsten at trække op til ørerne "Sover hun?" spurgte han lavmælt og nikkede mod lillepigen der nydeligt brugte sin mor som madras.

[Caroline Abbey]

Carrie stoppede sin dæmpede oplæsning, da en dør i huset gik. Hun så ned i Evangelines mørkeblå øjne og hævede begge øjenbryn lidt med et varmt smil. Efter at have plantet endnu et kys på sin datters pande, drejede hun hovedet lidt med et simpelt ”her,” før hun rettede sig lidt op imod armlænet. Evie pludrede noget uforståeligt og så til med en stirren, som hendes underlag flyttede på sig.

Som Eric trådte ind i stuen, vendte Carrie blikket imod ham. Hun så nysgerrigt på blomsterne, før hun rystede på hovedet. ”Næh, du. Vi fik os en lang lur tidligere og har været i hopla siden, men det er altså også bare alt for spændende med sagspapirer, til at man kan sove fra det.” Et drillende smil trak i hendes mundvige og hun drejede hovedet imod Evie for at hviske, højt nok til at Eric kunne høre det. ”Det er kun far, der falder i søvn hen over papirerne.”

Klumpen havde ingen anelse om hvad der blev sagt, men hun fulgte alligevel med i alting med store øjne, så godt som hun nu kunne. ”Hvad har du der?”

[Eric Wolfe]

T A G---C a r r i e-+-E v i e---~---O U T F I T-- H e r e

Erics smil blev ikke mindre udtalt mens han nogle øjeblikke blot stod i døråbningen og så på sin (næsten) kone og datter i sofaen. At han var mere end stolt og tilfreds med sin lille familie herskede der absolut ingen tvivl om og han havde ikke skyggen af problemer med at være en smule ensporet. Evie var udenfor fare igen, de var alle tre hjemme hvor de skulle være og det eneste der var et mildt irritationsmoment, uden egentligt at være det, var at han var nødt til at forlade dem hver morgen for at tage på arbejde.

Han fnøs påtaget indigneret over Carries drillende svar "Ja, ja. Der er nogen der kan ligge og snue mens vi andre arbejder." hans blik spillede drilsk mens han skubbede sig fri fra dørkarmen igen "Og jeg kommer til at høre om den éne gang der til jeg er halvtreds, ikke? Mindst?" han gik det korte stykke hen til sofaen uden at svare på hendes spørgsmål og stillede sig ved armlænet. Bøjet forover fik først Evie et kys på det sparsomme, men mørke hår, før også Carrie fik et, af noget længere varighed "Blomster til min kommende kone og min datters mor." svarede han så forsinket med et varmt, drenget smil uden at rette sig op igen lige med det samme.

[Caroline Abbey]

Carrie smilede bredt over Erics svar og strøg sin lille datter over ryggen, imens hun smaskede lidt. Hun nikkede til hans spørgsmål og betragtede ham med spillende øjne, som han nærmede sig. Da han kyssede Evangeline på håret, vred hun sig en smule, men Carrie holdt roligt fast og strakte halsen den mindste smule, for at møde Erics læber.

Hun smilede, da han trak sig tilbage, så ned på blomsterne og rettede sig en smule mere op i sofaen. ”Oh. Hvad har jeg gjort for at fortjene dem?”

Hendes greb strammede sig lidt omkring Evie og hun møflede sig ordentligt op at sidde, før hun lagde den bette pige ned på sine lår med god støtte til hovedet. De små hæle hvilede sikkert imod Carries brystkasse, som hun trak støvlerne af, dumpede dem på gulvet og nussede babyfødderne med et kærligt smil.

[Eric Wolfe]

T A G---C a r r i e-+-E v i e---~---O U T F I T-- H e r e

Eric trak på skuldrene, igen med blikket på sin datter og rettede sig lidt op da Carrie gjorde det samme "Behøver jeg have en grund?" han bøjede sig igen lidt og kyssede denne gang Carries mørke hår fremfor Evies "Fordi jeg havde lyst. Og de var blå, helt uden magi."

Et nyt bredt smil trak igen hans mundvige opefter ved synet af Evie der forsøgte at stoppe en hel, lille knytnæve i munden på én gang "Kan mindre ikke gøre det, stump." han lagde blomsterne fra sig på sofabordet og løftede omtalte stump op til sig med endnu et hurtigt kindkys til hendes mor, bare fordi han ikke kunne lade være "Du kan komme her og høre om fars helt fantastiske flyvetur i dag. Som helt sikkert var meget mere spændende end sagspapirer." han smilede varmt da de små fingre forgæves forsøgte at gribe fat om et af de broderede mærker på den grønne flyverdragt og var ikke det mindste flov over sin ensporede opmærksomhed.

[Caroline Abbey]

Carrie smilede skævt og rystede på hovedet, imens hun nussede de små fødder til Evies store fryd. ”Tak, skat,” nøjedes hun med at svare, før hun grinede af sin datters forsøg på at rumme hele verden – og sin egen knytnæve. Da Eric snuppede hende, var hun lige ved at protestere, før hun droppede det og sukkede i stedet.

Hans ord til den lille fik et fnys fra hende og hun himlede med øjnene, imens hun kom på benene. Hun lagde omtalte sagspapirer fra sig på skrivebordet, samlede de små, varme hjemmestøvler op og gik over til Eric, for at smutte dem tilbage på klumpens fødder. ”Sikkert spændende for en luftkaptajn,” mumlede hun drillende ned i det lille bitte øre, før hun plantede et kys på det mørke hår, strøg Evies far let på armen og vendte sig, for at samle blomsterne op med et varmt smil.

”De er smukke.” Hun stak næsen ned i dem og så salig ud. ”Skønt,” kommenterede hun, før hun med et vift af sin tryllestav havde hidkaldt en vase til at rumme dem og fyldt selvsamme med vand fra tippen af det lyse, udskårne træ. Det var nemt og buketten stod hurtigt til skue på middagsbordet.

[Eric Wolfe]

T A G---C a r r i e-+-E v i e---~---O U T F I T-- H e r e

Evangeline hvilede sikkert i sin fars store hænder mens han helt naturligt vuggede hende lidt og med et varmt, beundrede smil. At hun endnu ikke forstod et ord af hvad han sagde var helt sikkert, men hun stirrede alligevel op på ham med sine mørke øjne, om ikke andet fanget af hans brummende pludren "Mere end spændende." brummede han videre, denne gang henvendt til Carrie uden dog at se på hende.

"Kan du huske den nye fighter jeg snakkede om?" han revnede i et nyt smil da en af de grimasser han skar fik Evie til at pludre og vifte med begge arme "En gang til." opfordrede han i en lettere fjoget stemme og skar samme grimasse igen uden helt samme effekt "De sidste papirer gik igennem igår, så Tasher og jeg fik lov at tage første prøveflyvning." han løftede forsigtigt lillepigen tættere ind til sig og drejede hovedet mod Carrie igen "Jeg er ikke helt landet endnu tror jeg."

[Caroline Abbey]

Carrie smilede skævt over Erics brummen og duftede til blomsterne, inden hun fik dem stukket i vasen med vand. Hun lænede sig let imod spisebordet og betragtede de to væsner, der udgjorde hendes egen lille familie. Et bekræftende ”mmh,” forlod hende som svar på spørgsmålet og hun rettede lidt på sin kjole, imens hun stod der. ”Åh. Dejligt,” kommenterede hun sympatisk, selvom han vidste lige så godt som hende, at det aldrig ville blive en spænding, som hun for alvor forstod glæden ved.

Hun kunne da heller ikke rigtig finde på andet at sige indenfor emnet og opgav at forsøge med at smil. I stedet gav hun sig til at samle sine papirer sammen med et sideblik på Eric og hans fangst. Efter et lille minut rettede hun sig op med bogstakken i favnen og slap et lille, tilfredst suk. ”Hvis jeg går op og stiller mine ting på plads igen, så underholder du lige klumpen imens, ikke?”

Efter at have ventet et øjeblik på svar, forsvandt hun med bunken og kunne kort efter høres på vej op af trappen med selvsamme. Hun nynnede dæmpet og smilede for sig selv. Hendes produktivitet i barselsperioden var ganske begrænset, men at se hjemvendte Eric med hans datter i armene gjorde det for størstedelen arbejdstabet værd.

[Eric Wolfe]

T A G---C a r r i e-+-E v i e---~---O U T F I T-- H e r e

Eric nikkede med endnu en brummen, stadig henvendt til Carrie og stadig med blikket ganske forgabt på den lille pige han havde i armene "Den var en drøm at manøvrere med." han stak tungen lidt ud i efterligning af Evie, uden dog at tabe tråden "Det må være mugglernes svar på en Firefly Phoenix." han fortsatte med at pludre til til sin datter og slap en kort latter da hun gabte hjerteligt og fik et kys på panden som belønning fra sin stolte far.

Han tog hende helt tæt ind til skulderen og drejede hovedet mod Carrie med et varmt smil og et efterfølgende nik "Jeg tror lige jeg kan klare det, selvom hun er et krævende publikum." han fulgte hende med blikket et lille stykke og lænede så kinden ganske let mod det meget mindre baby-hovede for at fylde næsen med den helt distinkte duft der var Evie.

Men lyden af Carries trin fortsatte ovenpå fortsatte han selv let vuggende ud i køkkenet, hele tiden brummende til det lille menneske der nu forsøgte at gnave et mærke af hans grønne dragt med de tandløse gummer "Jeg får ballade med din mor hvis du får held af det der, stump." han skiftede sit greb lidt, åbnede køleskabet, tog en karton med juice ud og lukkede det igen "Og jeg er sikker på hun har noget du meget hellere vil have, mhmm." han rystede kartonen, bedømte at der ikke var nok tilbage til, at han gad finde et glas og tog både karton og datter med sin ind i stuen igen hvor han satte sig i sofaen "Hvis du distraherer mor, så kan jeg nå at tømme den her." han satte kartonen på sofabordet og smilede varmt over endnu en pludren fra Evie mens han trak sofatæppet til sig og med det på lårene, lagde hende der "Du skal bare ligge lige der og se dejlig ud og hvis du smiler, så har vi en sikker vinder." han overlod sin ene hånd til hende som legetøj, tog kartonen med den anden og gav sig til at tømme den uden at slippe Evie med blikket.

[Caroline Abbey]

Carrie smilede på vej op af trappen. Hun elskede stadig tanken om Evangeline i Erics stærke greb og var for sig selv så sikker på, at han ville blive den mest fantastiske far, at det gjorde hende helt varm indeni. Alting virkede lidt lyserødt, når man glemte det faktum, at Evie stadig var for lille, for skravlet og på en supplerende eliksir dagligt, som hun ikke synes smagte særlig godt. De evige bekymringer for hendes velbefindende blev nødt til at træde et skridt tilbage engang imellem og Carrie forsøgte så vidt muligt at bevare sin forlovedes positive livssyn, selvom hun ikke kunne lade være med at spekulere i de mindre attraktive muligheder for fremtiden.

Lige nu tænkte hun kun på at hun snart skulle sende Eric i bad, så han kunne få tilberedt mad til dem, der var mere interessant end hvad hun selv kunne frembringe. Hun lukkede øjnene et kort øjeblik i kontoret, tog en dyb indånding og forlod det, for igen at slutte sig til de to i stuen med et smil. ”Sig mig,” var det første hun sagde, da hun trådte ind og så kartonen på sofabordet. ”Eric... Brug nu et glas og en bordskåner.” Hun så kortvarigt bebrejdende på ham, før hun himlede med øjnene, smilede ufrivilligt og rystede lidt på hovedet. Med det, dumpede hun ned ved siden af ham i sofaen med et suk og lænede sig lidt imod ham, med blikket på sin datter. ”Han er en værre en,” fortalte hun den lille klump. ”Han lugter også lidt, synes du ikke?” Hun skævede op imod ham med en sitren i den ene mundvig og spillende øjne. ”Trænger til et bad, egentlig...”

[Eric Wolfe]

T A G---C a r r i e-+-E v i e---~---O U T F I T-- H e r e

Eric havde tømt kartonen i nogle få store mundfulde og satte den fra sig på sofabordet med et tilfreds suk. Hans anden hånd var stadig okkuperet af Evangeline og han tog let fat om hende mens han lænede sig lidt frem og en smule henført betragtede hendes små bitte fingre gribe fat om en af hans meget større.

Han hørte Carries skridt øjeblikket før hun kom ind i stuen og skævede til hende med et næsten brødebetynget udtryk før han trak på skuldrene "Den er tom nu alligevel." halvt forsvarede han sig og lænede sig tilbage da hun kom nærmere. Hans smil blev kun bredere da hun krøb op ved siden af ham i sofaen og han fnøs muntert mens han løftede fødderne og satte tåspidserne mod bordkanten "Af tynd luft og landingsbane." spøgte han mens begge hans pegefingre nu var fanget af små hænder.

Han trak dog den ene blidt til sig for i stedet at lægge armen omkring Carrie og stryge næsen mod hendes kind et øjeblik "Jeg skal nok." mumlede han med et drillende smil "Lige om lidt." han vendte blikket mod Evie igen og havde ikke så forfærdeligt travlt når alt kom til alt "Når du bliver lidt større kan du komme med i bad, stump."

[Caroline Abbey]

Carrie himlede med øjnene af Erics forsvar og dumpede ned i sofaen igen med et lille suk. Hun så smilende ned på Evangeline og rakte frem, for at trække stoppe hendes bukseben lidt bedre ned i støvlerne. En munter lyd forlod hende over konstateringen fra hendes far og hun så på ham med spillende øjne. Hans arm omkring hende var velkommen og hun slap det lille, let sprællende ben igen. Velkomfortabel lænede hun sig lidt ind imod ham, rykkede lidt på sig og slap et bekræftende ”mmh.”

Hun smilede for sig selv og så ned på Evie, der havde travlt med den store hånd, som hun lige have genopdaget, at man kunne bide i med sine ikke-eksisterende tænder. Der var gang i hende endnu engang og hun skulle nok nå at køre sig selv grundigt træt inden hun skulle puttes. ”Du skal være velkommen til at bade hende i aften,” konstaterede hun tørt. ”Skifte hende, lægge hende i seng... Fodre hende.” Hun smilede drillende og modstod trangen til at rette på indestøvlerne igen.

[Eric Wolfe]

T A G---C a r r i e-+-E v i e---~---O U T F I T-- H e r e

Eric betragtede Carries fingre rette på Evies lille bukseben og smilede for sig selv uden at kunne lade være at tænke, at buksebenet ville ryge op tyve gange mere. Han sagde dog ikke noget, men strøg blot hånden let over hendes skulder mens den anden havde Evies udelte opmærksomhed.

Han slap en lille munter lyd og drejede hovedet lidt for at kunne se Carrie i øjnene med et drillende blik "Jeg tager gerne de tre første, men den sidste bliver lidt problematisk så længe hun foretrækker din diner transportable." han så på stumpen igen og smilede varmt "Hun er altid så fuld af gode idéer, hende din mor. Er hun ikke." han trak hånden lidt til sig og kildrede forsigtigt den lille mave mens Evie denne gang forsøgte at stoppe begge de små knytnæver i munden "Det er heldigt for mig du er her til at holde øje med hende når jeg ikke er hjemme."

Han sad lidt endnu, trak så armen omkring Carrie til sig efter at have ladet læberne strejfet hendes tinding "Men hvis du sørger for maden til hende, så sørger jeg for os." han lænede sig frem igen, tog fødderne ned fra bordet og løftede Evie op i næsten strakte arme med små lyde til ære for lige hende før han rakte hende tilbage til Carrie "Hold lige øje med hende igen mens far parerer ordre og går i bad." han ventede til han var sikker på hun var i sikre hænder, ikke at han tvivlede, og forsvandt så ovenpå for at gå i bad og skifte ud af flyverdragten.

[Caroline Abbey]

Carrie fnøs muntert igen og modstod fristelsen til at stikke en finger i side på Eric, for ikke at risikere bare en lille smule, at Evangeline tippede og faldt. Hun nøjedes med at himlede med øjnene og rystede lidt på hovedet, uden at sige noget.

Da han plantede et kys imod hendes tinding, smilede hun varmt. Hun tog imod sin datter uden skyggen af protester og trykkede hende let ind imod sin brystkasse. ”Er du sulten, troldeprinsesse? Det er faktisk ved at være tid, men du har gennemskuet, at det er om aftenen vi giver dig medicin, ikke sandt? Din kvikke lille størrelse...”

Imens hun rejste sig op fra sofaen, vuggede hun Evangeline forsigtigt. ”Kom, du, vi går ud og finder den med det samme, imens far sæber sig ind og synger dårlige popsange. Vi skal kun ha' medicin, og så er det tid til grin...” Hun nynnede for sig selv – ikke særlig godt, men underholdende nok for klumpen – imens hun smuttede ud i køkkenet. Da hun kom tilbage øjeblikket efter, havde hun en lille sprøjte i hånden, fyldt op med en lysegul mixtur, der smagte utiltalende. Evie havde tydeligvis opdaget den og vred sig utilfredst i grebet, men et par minutter senere var det hele alligevel røget ned og hun havde kun skreget to gange og klynket mindre end tyve. Hendes lille ansigt var fortrukket i en højest utilfreds grimasse, som hendes mor talte beroligende, gik rundt på gulvet og tyssede på hende.