Allernederst nede

[Phillipe Reynard]

W I T H- E M I L I A - B O N E S - W E A R I N G - T H I S

Der kunne ikke være tale om det. Bestemt ikke. Det var mere end upassende, fuldstændig utænkeligt og aldeles uacceptabelt. Og sådan var det. Derfor måtte han naturligvis straks sætte alt ind på at slette ethvert lille spor af alt hvad hun satte gang i og behandle hende som var hun enhver anden. Absolut. Enhver anden praktikant, der var blevet placeret i hans varetægt. Hendes uddannelse var hans ansvar fra den dag og frem, hvorfor det var helt udelukket, at han skulle have nogen som helst andre tanker om hende end de professionelle.

Og så fast besluttet var han hver morgen inden han mødte ind på arbejde. I en hel uge havde han forladt sin lejlighed med den meget urokkelige holdning og mening, at nu var det slut med at lade sine tanker strejfe. Hver dag i den uge kom han hjem med brudte løfter. Det var nået så vidt, at han var begyndt at mistænke sig selv for at være endnu mere tiltrukket af den alt, alt for unge praktikant, fordi han vidste, at han bestemt ikke måtte. For det måtte han virkelig ikke.

Alligevel var det umuligt at lade være. Klokken tretten den fredag, efter en velforjent spisepause, vendte han tilbage til laboratoriet med alle intentioner om at give hende en ordentlig instruktion, uden endnu engang at udtrykke sig i enstavelsesord. Han burde måske nok have opfordret hende, til at gå med op I kantinen og spise på samme tidspunkt som han selv gik, men det var bare så meget nemmere at henvise hende til det skema han havde fremstillet om tirsdagen, hvor der klart og tydeligt stod, at hendes pause lå klokken 11:40. På den måde undgik han fuldstændig at måtte finde på en undskyldning for at undgå hende i den sammenlagte tid af begge deres pauser.

Og at undgå hende var en fordel. De fyrre minutter hun var væk fra laboratoriet var de mest produktive hele dagen, fordi han kunne koncentrere sig om arbejdet. Den resterende tid risikerede han konstant, at hun kom gående forbi, indhyllede ham i en duft han slet ikke kunne lade være med at dreje næsen efter og fik ham til at spolere det han var i gang med at lave. Han kunne ikke tale til hende, fordi han kom til at stamme som en vanvittig, og han overvejede seriøst at klage over hende til sin chef, alene for at få hende ud af krypten. Sin samvittighed forsøgte han at fortælle, at det lige så meget var for hendes skyld, så hun kunne få en chef, der ikke måtte bruge uforholdsmæssig meget af sin arbejdstid på at holde sig selv fra at klæde hende af med øjnene.

Samvittigheden lod sig ikke tysse på. Den bød ham at tage sig sammen, mindede ham om at alle mænd ville fantasere om Emilia Bones og skød koldt vand I blodet på ham. Han måtte naturligvis gro sig en rygrad og kæmpe sig fri af sine drifters vold. Hun var kun en kvinde.

Han havde rank ryg, da han trådte ind I sit laboratorium igen. Gryderne kogte og væskerne boblede i dem rundt i hele rummet. Der var en mærkelig, fremherskende, organisk duft, som ikke tilhørte den blonde praktikant, men tværtimod stammede fra de mange ingredienser, som han havde sat hende til at skære i skiver, stykker, strimler og klumper. Han smilede tilfredst og skulle til at sige noget komplimenterende om bunken af skrællede safrogos-rødder, da hans blik faldt på hendes røde kinder og lettere svedige pande. Det gik op for ham, at der ikke var blevet luftet ud. Uden nogensinde at få fortalt hende, at hun var meget dygtig, hastede han over til kanalerne, der sørgede for frisk luft nede i krypten.

[Emilia Bones]

Emilia løftede den ene arm og strøg underarmen let over sin fugtige pande, før hun fortsatte det pertentlige arbejde med at knuse pigæblefrøene med knivens flade side. Det mørke hår krusede let over den tætte og fugtige luft i krypten, og på et tidspunkt havde hun samlet det i en tyk fletning, som nu hang tungt over hendes ene skulder. Hun havde været der i næsten en uge nu og hendes ihærdige forsøg på at gøre det bedste hun kunne, var ikke blevet ringere.

Tværtimod anstrengte hun sig til det yderste, aldeles i tvivl om sin nuværende tutors opfattelse af godt og skidt. Emilia havde altid været distræt, nok til at det havde krævet års træning og barsk erfaring, før hun rigtigt lærte at se folk som de var. Og med det sagt, var hun stadig ikke verdensmester i det, men nu var hun i det mindste bevidst om at være opmærksom på det. På trods af sine forbedringer, var der dog folk, hun til stadighed ikke kunne gennemskue. Folk som Phillipe Reynard.

Emilia så op da selvsamme forsker gjorde sin entre i krypten igen. "Velkommen tilbage, Monsieur Reynard," hilste hun. Emilias modersmål var ikke fransk, men det flød naturligt over hendes læber. Hendes blik hvilede kortvarigt på ham, før det hurtigt fandt tilbage til frøene. "Jeg har skåret de ingredienser du bad mig om og tilsat dem på de anviste tidspunkter, men jeg er bange for, at jeg har forlagt ulvehårene," Emilia skævede skyldigt op imod ham under en lok af sit brune hår, som på et tidspunkt havde løsrevet sig fra fletningen, uden hun havde opdaget det. Monsieur Reynard fortsatte med at være et mysterium hun ikke kunne regne ud; et faktum der på én og samme tid tiltrak hende og fik usynlige advarselslamper til at blinke stille i hendes hukommelse. Af samme grund forblev hendes blik mod skærebrættet.

[Phillipe Reynard]

Philipe var sparet et svar, da han opdagede hvor varmt der var og straks gik I gang med at åbne et vindue. Det var I hvert fald sådan han selv efterrationaliserede, selvom det var grundlæggende uhøfligt at ignorere hendes hilsen.
Han besluttede sig for, at gøre bod for det, ved at sige noget, så snart han havde vendt sig rundt imod hende igen. Da mødte han hendes blik hen over skulderen og gik et splitsekund perpleks I stå over synet af hendes rodede hår og røde kinder.

Selvom ordene lå lige på hans tunge og han vidste hvad det var han skulle sige, for at forsikre hende om, at de skam nok skulle finde dem, så kom der slet ingenting over hans læber. I stedet for at svare hende med ord, endte han bare med at nikke en enkelt gang og rynke panden dybt over sin egen forsvundne stemme.

Der skulle ikke meget fortolkning til, før det nemt kunne konkluderes, at det var hendes beklagelse han tog så alvorligt. I stedet for at berolige hende, endte han med at sende et signal om at det var ganske skidt, at ulvehårene var væk. Endda var det sådan, at det faktum, at han var reflekteret nok til at vide hvad han fik sendt ud, til at han blev endnu mere bekymret og så endnu mere alvorlig ud.

Ganske selvforstærkende endte det hele med, at han slog affærdigende ud med hånden. “I-i-int-t-tet p-p-prob-blem,” fik han fremstammet med stærkt ubehag, før han forsvandt ud på lageret med en synkende fornemmelse af, at ikke et eneste minut af den resterende fredag ville adskille sig fra resten af ugen. Og hvorfor I alle almægtige overvæsner var hun dog så usandsynlig smuk?

Hvis han havde været mere religiøs end han var, ville han have været sikker på, at hun kun var sendt af højere magter for at teste ham. Han ville derudover også være ganske overbevist om, at han dumpede enhver prøve.

[Emilia Bones]

Emilia sneg sig alligevel efter nogle øjeblikke til at skæve op imod den ældre healer igen, kun for hurtigt at se ned over hans ansigtsudtryk. De, i forvejen, røde pletter på hendes kinder blev blot endnu tydeligere og skyldfølelsen voksede sig stærk nok til, at hun måtte synke en lille klump. "Undskyld. Det var ikke med vilje. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvor de kan være blevet af," kom det lavmælt fra hende, uden på noget tidspunkt at tage blikket væk fra de halvknuste frø. Emilia ville virkelig for alt i verden gøre sit bedste, især fordi hun oprigtigt så op til Monsieur Reynard.

Alligevel blev hun overmandet af den konstante følelse af ikke at gøre det godt nok, hver gang han tydeligvis undgik at se på hende og sjældent talte til hende. Det gjorde hende ked af det og fik hende til at føle sig ensom i den dunkle krypt, men også frustreret på en måde, hun ikke brød sig om og ikke helt kunne forstå. Når hun en sjælden gang i mellem så Healer Reynard i øjnene, fandt hun intet ondt. Snarere det modsatte og det havde med det samme vakt en interesse i hende, der ville have været langt stærkere havde hun stadig været femten og for evigt forgabt i sine kærlighedsfortællinger.

Det var hun dog ikke længere, men hun havde stadig en fundamental tro på det gode i alting og hun var ikke i tvivl om, at det netop var god, som Phillipe Reynard var. Alligevel var hun samtlige dage den uge blevet mødt af en affærdigende, fiktiv mur, som ikke engang i et øjeblik havde syntes at slå revner. Emilia løftede hovedet og så efter ham, da han forsvandt ind på depotet. Hun tyggede let ned på sin underlæbe med knivspidsen hvilende mod skærebrættet, mens hun løftede den ene hånd for at stryge en hårlok væk fra panden, ganske ubevidst om den mørke streg et udtværet frø trak over hendes tinding.

[Phillipe Reynard]

Phillipe havde lyst til at slå sig selv, da først han var forsvundet ud på lageret. En sarkastisk indre stemme informerede ham om, at han godt nok havde klaret det smukt, at behandle pigen pænere denne gang. Fejlslagen for femtusinde gang, gnubbede han sin egen pande med tommelfingrene, imens han lagde en ny strategi.

Han ledte i tavshed efter ulvehårene, der immervæk måtte være derude et eller andet sted. Det tog ikke længe at finde dem og så snart han havde dem, vendte han tilbage til laboratoriet og til den evigt fortryllende praktikant.

Et smil hvilede på hans læber, som han placerede hårene på bordet og undgik at se på hende. Det gik en del bedre for ham, hvis bare han kunne lade være med at have øjenkontakt og han passerede da også blot forbi hende efterfølgende, uden at sige noget om fundet eller hvor de havde været henne. I stedet gik han over til det kogekar, som hun var sat til at administrere I dagens anledning. Han kastede først et kritisk blik på indholdet. Dernæst fiskede han sin tryllestav frem og hviskede et enkelt ord, der fik en mindre hvirvel til at dannes I blandingen. Han undersøgte væsken nøje, konkluderede at den var fint på vej og gav sig til at skrive noter, som praktikanten senere kunne studere. Skriftlig tilbagemelding var alt hvad hun nogensinde ville opnå hos ham, så længe han fandt det umuligt at tale med hende.

C L O S E D