Skrald, pis og lort.

[Alexander Young]

w i t h ------- h i m s e l f ------- w e a r i n g -------

[/i][/size] t h i s[/center]

Der var absolut intet, der kunne beskrive Alexanders elendighed på nuværende tidspunkt. Det ville være formålsløst at forsøge at sætte ord på hvordan hans indres rasen og nedsmeltning havde efterladt ham fuldstændig tom og tabt.

Rent fysisk var tingene ikke i meget bedre stand. Hans lejlighed bar præg af, at den i tre dage havde været beboet af en zombie, der ikke var i stand til menneskelig kontakt – og slet ikke til at lave reel mad eller rydde op efter sig selv. Med intet andet end knækbrød, ost, kaffe og vand i maven, var Alexander endda begyndt at ligne noget, der ikke helt var i live. Han havde læst enhver af Brodys tegneserier, bladret igennem Alices graviditetsblade og læst samtlige breve fra sine forældre igennem de sidste syv år. Jævnfør hans manglende evne til at stille noget på plads igen, lå det hele ud over borde og gulv, noget krøllet sammen og andet ordensløse bunker. Det ene sted tittede Anders And frem bag en lang smøre om slettelser fra et testamente og det andet var vidtløftige ord om ansvar blevet smidt sammen med en artikel om hvordan man bedst kunne massere blodstrømningen tilbage til opsvulmede ankler.

Manden, der sad I sofaen midt I rummet, havde uklædelige skægstubbe og rodet hår, der ikke var blevet redt I den tid han havde været alene. Hans ansigtsudtryk var apatisk, imens han for femte gang læste om troldmanden med det behårede hjerte. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man nemt komme frem til den konklusion, at han havde haft en seriøs blodprop og var efterladt halvretarderet og alene.

[/blockquote]

[Eric Wolfe]

T A G---A l e x a n d e r--Y o u n g---~---O U T F I T-- H e r e

Eric tog trappen to trin ad gangen og hilste ikke på den ældre kvinde han passerede på vejen op. Det var modvilligt han havde forladt hospitalet og dermed sin yngre søster, men hun var i gode hænder, situationen taget i betragtning, sammen med Carrie og resten af hans egen familie. Netop Carrie var også den eneste der vidste nøjagtigt hvor han var taget hen. Han var nemlig helt sikker på ingen af forældrene ville billige det og at Alice sikkert ville nægte ham at gøre det, havde han fortalt hende det.

Derfor var han nu på vej op i den bygning Alices forlovede og hans egen tidligere skolekammerat boede i og stoppede foran den rigtige dør med et mere end sammenbidt udtryk. Der var ingen tøven før han løftede den ene hånd og bankede på, hårdt "Young!" han bankede igen, ligeså hårdt som før "Let røven og få åbnet den dør." ordren i hans stemme var ikke til at komme udenom og ville få de fleste af rekrutterne han hundsede med til daglig til at ranke sig. Han stod et sekund eller to, og bankede så igen, også selvom han ikke anede om Alexander rent faktisk var i lejligheden eller ej.

[Alexander Young]

Alexander vågnede brat fra sin apatiske læsning, da en hånd hamrede imod hans hoveddør. Hans eget efternavn blandede sig med mere banken og han drejede hovedet mod lyden med begge øjenbryn halvt oppe i panden. På trods af den ret tydelige fysiske reaktion, rejste han sig dog ikke umiddelbart.
Han blev tværtimod siddende, imens hans would-be svoger stod ude på gangen og forsøgte at tiltvinge sig adgang til noget, som han helt sikkert ikke forstod. Præcis hvad han lavede der i det hele taget, kunne Alexander ikke få sit hoved omkring – men han prøvede ærlig talt heller ikke særlig grundigt.

Et dæmpet “fuck,” røg over hans læber og han løftede den ene hånd, for at stryge den igennem det uglede hår. “Fuck, fuck, fuck,” mumlede han halvdesperat, imens han sank længere ned i sofaen. Han tilkastede det ene vindue et overvejende blik, men vidste udmærket, at der var for langt ned til at springe. Transferens var umuliggjort af hans egne tyverisikringer og der var ingen rigtig brandudgang i lejligheden, selvom mugglernes love vist nok påbød det. Følgelig var han reelt set fanget og mærkede kvalmen stige op i sig.
Med tomheden i reelt oprør, fik han hevet sig selv op fra sofaen og strøg fingrene gentagne gange igenne, håret, uden at det gjorde noget godt for hans distræte, fortumlede og fortabte udtryk. Hans lugtede temmelig tydeligt af ostechips og dårlige færdignudler – ligesom resten af lejligheden. Desuden havde han ikke været i bad i tre dage. Lige præcis hans fysiske fremtræden var han dog egentlig ligeglad med. Han var mere optaget af om Eric stod på den anden side med et maskingevær.

Med den bekymring i bagagen, startede han med at trække sin tryllestav frem, før han vovede sig ud i gangen og kastede et blik i dørspionen – en af mugglernes mest kvikke opfindelser efter hans mening. Det syn han fik, at en olmt udseende Eric, der stirrede direkte tilbage på ham, fik ham dog til at bakke hastigt og hans hjerte bankede hastigt, da han slog slåen fra. Han overvejede kortvarigt om det var smart at gøre det samme med kæden, men bed så den decideret insisterende frygt i sig og tog den af. Militærmanden udenfor var ikke ligefrem noget velkomment syn, men han rankede sig ubevidst, før han åbnede døren og så ham i øjnene med et udtryksløst ansigtsudtryk.

[Eric Wolfe]

T A G---A l e x a n d e r--Y o u n g---~---O U T F I T-- H e r e

Erics ellers notoriske tålmodighed var lige denn gang ikke så stor som den ellers var. Han havde nået at banke endnu et par gange før et lille glimt i dørspionen fortalte ham, at der var liv på den anden side af døren. Hvis ikke han havde stirret indædt på det lille øje ville han dog næppe have bemærket det "Enten åbner du eller også åbner jeg selv." han bankede hårdt igen, selvom han nu var sikker på Alexander, eller en eller anden anden stod lige på den anden side.

Han havde løftet hånden for at banke igen, eller måske nærmere hamre, da et klik fra låsen fortalte ham der endelig blev reageret. Så armen faldt igen, mens han rankede sig og tog en dyb indånding. Et svagt ubehag ulmede i hans maveregion, men han nægtede lige nu at anerkende hvorfor det var der og glemte det igen da døren gik op. Han kneb øjnene sammen og hans kæbe spændtes tydeligt da hans blik mødte Alexanders.

Uden et ord marcherede han forbi den jævnaldrende ex-Løve og vendte sig for at sætte en hånd på døren og smække den hårdt i "Hvad fanden har du gang i?" han knyttede hænderne hårdt ind mod sine lår og bekæmpede trangen til at tage fat i kraven på den anden og ruske ham hårdt "Har det slået helt klik eller synes du bare det kunne være årets grine at gøre min søster gravid, love hende guld og grønne skove og så skride uden et ord?" han forsøgte at holde sin stemme rolig, men fejlede allerede før han begyndte at tale mens han komplet ignorerede den ret sørgelige fremtoning Alexander udgjorde.

[Alexander Young]

Alexander var mildest talt rædselsslagen, men løven i ham var ikke i stand til at gøre det indiskutabelt mest intelligente og ignorere alt udenfor hans hoveddør. Med tiden ville Eric sikkert være forsvundet, men nu vidste han, at der var liv inde i lejligheden.
Øjeblikket efter, klikkede låsen da også op og med hamrende hjerte – og en seriøs trang til at kaste op – så Alexander sin næsten-svoger i øjnene.

Det varede dog ikke mere end et sekund. Han blinkede overrasket med øjnene, da ex-grævlingen marcherede forbi ham, smækkede døren i så det klirrede og begyndte sin dundertale med større bogstaver end Alex selv havde kunne mønstre i en lignende situation.
Med den ene hånd knuget omkring sin tryllestav, bakkede han helt ind i væggen og blev stående der. Han åbnede munden for at sige noget, men endte bare med at stå og stirre på Eric, imens anklagerne væltede ned i hovedet på ham. Der var ikke én af dem, der var uretfærdig. Ydermere var der heller ikke en af dem, som ikke var genlydt I hans eget hoved I løbet af de tre dages radiotavshed.

Af samme grund var det ham umuligt at sige dem direkte imod. Han nøjedes med at sænke blikket, ryste på hovedet og rynke panden. “Det var ikke min mening. Jeg... Fuck...” Fingrene strøg igen igennem håret, han skjulte hænderne I dem, strøg dem over sin pande og udgjorde I det hele taget en sørgerlig skikkelse. “Det er ikke så simpelt,” forsøgte han sig vagt, selvom han kunne høre hvor latterligt det lød. “Vi kan bare ikke... Det går ikke. Det bliver noget rod og jeg... Jeg er sgu ked af det, men det går ikke, det gør det fandme ikke. Noget rod. Jeg er en skamplet, det ved jeg sgu godt. Hun klarer det sikkert bedre uden alligevel.” Han rablede halvmumlede sætninger af sig I en vældig fart, rystede på hovedet med op til flere nervøse trækninger og skævede op imod Eric med et fast tag I tryllestaven, velvidende at han ikke havde skyggen af chance imod ham I nærkamp. Gik det på magi, derimod, var det en anden sag. “Jeg skal selvfølgelig nok være der til fødslen. Ja, det bliver jeg jo nødt til, hvis hun vil have mig der, ellers holder jeg mig væk, selvom... Men det går sgu ikke alt sammen, mere. Det er skide sjovt indtil det ikke er så skide sjovt mere. Sig til Alice, at jeg elsk... Nej. Nej, lad være med at sige det... Det går sgu ikke. Fuck.” Fingrene tog endnu en tur igennem hans hår og hans røde øjne, der skreg af søvnmangel, flakkede.

[Eric Wolfe]

T A G---A l e x a n d e r--Y o u n g---~---O U T F I T-- H e r e

Eric opretholdt ikke afstanden da Alexander bakkede. Han gjorde den heller ikke større, men fulgte i stedet med så han stadig stod med en meget begrænset afstand til den jævnaldrende troldmand. Som han stod der var det tydeligt at han var et godt stykke højere, men det fik ham ikke til at træde tilbage mens Alexander begyndte sine vævende forklaringer, som ikke rigtigt kunne bruges til noget. Ikke i Erics optik lige nu i hvert fald.

Han blev ved at stirre olmt på den anden og slappede først af i hænderne da han mærkede sine egne negle mod sine håndflader. Han strakte fingrene ud i en hurtig bevægelse og bed hårdt sammen for at bibeholde den kontrol han altid havde over sig selv, ikke mindst denne tid på måneden. han lod dog Alexander tale færdigt, mest fordi han måtte tvinge sin egen kontrol tilbage på plads. Han tog en dyb indånding og lukkede øjnene mens han tog den. Så åbnede han dem igen og så gennemborende på manden overfor sig "Det er skide simpelt, Young." begyndte han, betydeligt lavere, men ikke mindre vredt end før og brugte med overlæg den andens efternavn fremfor fornavnet "Du er en forbandet kujon der har det hele i kæften, men når du skal til at tage ansvar og mande dig op, så stikker du halen mellem benene og stikker af." han blinkede et par gange, med en underlig fornemmelse af pludselig at se alle detaljer i hans ansigt meget tydeligere. Han vidste også godt hvorfor og også at det var derfor vreden var sværere at holde under kontrol end ellers.

Han vendte sig halvt væk med et både arrigt og frustreret udbrud der lød påfaldende meget som en knurren. Et sekund eller to stod han med blikket rettet mod sine fødder. Så løftede han hovedet igen og i samme bevægelse begge hænder der lukkede sig om stoffet på Alexanders nussede t-shirt lige under skuldrene mens han selv gik et skridt frem og pressede ham op mod væggen "Du kommer ikke til at være med til noget som helst. Alice fødte for tre timer siden. Alene. Uden dig." lige i det øjeblik havde han en ubændig lyst til at plante en knytnæve i den andens kæbe, men lod være, slap ham i stedet efter et par sekunders gennemborende nedstirring og gik et skridt tilbage med et udtryk af momentær væmmelse "Du brændte den. Der er ikke andet rod end det du selv har lavet." han knyttede igen hænderne hårdt med negle der føltes længere end de burde være "Se dog for helvede at finde din rygrad og bliv voksen!"

[Alexander Young]

Alexander ville have bakket længere, men blev ganske enkelt forhindret af væggen og endte presset op af den med nakken bøjet, for at kunne se Eric I øjnene. Eks-grævlingen, der tårnede sig op overfor ham, havde aldrig virket så skræmmende som han gjorde I dag. Ikke et sekund I løbet af pærevælligen af ord fra Alexanders egen mund, holdt han op med at være nervøs for sit eget helbred. Han havde dog andre motiver, trods alt, og selvom det meste af det han sagde var vagt og meningsløst, så var det som sådan reelt nok I al sin ubrugelighed.

Reelt eller ej gjorde dog tilsyneladende ingen forskel. Erics kontrollerede raseri var ved at få Alexander til at skide I bukserne, da han tog ordet igen. Han stirrede på sin would-be svoger, slugte sin egen indignation og holdt vejret I den kortvarige tavshed, før et hidsigt udbrud fik det til at gibbe I ham.

Inden han nåede at flygte – for det ville stadig være et smart træk – havde kaptajnen grebet fat I hans t-shirt og Alex slap et udbrud af lige dele overraskelse og reel frygt, med tryllestavshånden hængende håbløst ligegyldig ned langs den ene side. Han stirrede på den anden, åbnede munden, men sagde intet. I stedet forsvandt al farve brat fra hans ansigt og han så vantro ud. Da Eric slap ham, sank han mærkbart sammen og mærkede en insisterende sviden I øjnene. Han var ikke længere specifikt bange for tilstedeværelsen af Alices storebror I sin lejlighed. Mest af alt var han bare tom igen, håbløs og med en altovervældende følelse, der bredte sig hastigt I ham. Han havde ikke engang tid til at spekulere over det gule skær, som han mente at have set I Erics øjne, før hans mave vred sig I en enkelt, solid krampe, der sendte halvdelen af hans morgenmad – nudler med oksekød – ud over gulvet og hans egne sko.

Det gennemført ydmygende I situationen rørte ham egentlig ikke. Han spyttede kvalmt, før han rettede sig op med en instinktiv grimasse og trak vejret hørligt. “Sig hun ikke var alene,” kvækkede han hæst, før han rømmede sig og tørrede sig over munden med den ene hånd.

[Eric Wolfe]

T A G---A l e x a n d e r--Y o u n g---~---O U T F I T-- H e r e

Eric nåede ikke helt at tænke over det hele før han havde presset Alexander ikke særlig blidt op mod væggen og knurret et par meget virkelige informationer. Den tydelige reaktion der blev tydelig på den andens ansigt kunne have været en tilfredsstillelse, men i stedet fik han en smule ondt af ham. Dog ikke nok til at det på nogen måde dæmpede den vrede der stadig gav ham lyst til at råbe, eller slå på ham.

Øjeblikket efter blev han glad for at være gået et skridt tilbage og tog yderligere et, da Alexander knækkede forover og afleverede sit sparsomme maveindhold på gulvet. Helt naturligt skar han en grimasse og toppen af vreden tog af. Det var en lille smule umuligt at blive ved at være rasende på nogen der gjorde så ynkelig en statur "Nej." svarede han kort, og hårdt uden at gøre nogen anstalter til hverken at hjælpe eller trække sig længere tilbage. Han havde oplevet betydeligt værre "Vores forældre var der.. Terry og Andy var der.. Carrie var der.." hans kæbe var stadig spændt og blikket køligt mens han fortsatte "Din egen bror var der og hjalp Em med at få Alice ind til hospitalet." han slog ud med den ene arm og trak den så hurtigt til sig da han et splitsekund så ordentligt på sin hånd "Og de er der stadig allesammen. Men du.." han rystede på hovedet og så afmålt på sin tidligere skolekammerat "..du sad her og svælgede i selvmedlidenhed."

[Alexander Young]

Alexander følte ingen lettelse, da først han havde kastet op. Han nikkede dog en enkelt gang, da Eric med et enkelt ord fortalte ham det han gerne ville høre. Alice var OK, trods alt. Tilsyneladende også Oliver. Med den viden, løftede han mat tryllestaven og sendte opkastet til limbo, uden at tænke meget over det. Han sank yderligere sammen i skuldrene og strøg den frie hånd igennem håret igen, imens Eric tilføjede flere bebrejdelser og malede ham endnu mere usympatisk end han allerede havde gjort.

En enkelt person stod ud i mængden og fik Alexander til at rynke panden. Han spurgte dog ikke ind til hvad helvede hans bror lavede der, men nøjedes med at ryste på hovedet og se ned i gulvet. ”Du skal være velkommen til at give mig et par på tæven, Wolfe,” kommenterede han, imens fingrene atter engang tegnede streger i det lyse hår. Han så op på ham med rynket pande og forventede halvt om halvt en knytnæve i ansigtet, selvom den ikke kom. ”Men du ved ikke en skid om hvad jeg svælgede i eller ikke svælgede i. Det er...” Han bed tænderne hårdt sammen og så væk med fugtige øjne og et temmelig uskønt udbrud af verber. ”Jeg vidste ikke, at det var nu. Det skulle ikke have været endnu for fanden...” Hans stemme knækkede over, selvom han forsøgte at kontrollere den. ”Så slå mig, hvis det er derfor du er her. Jeg er ærligt talt pisse ligeglad med hvor skide farlig du er. Slå mig og få det overstået, hvis det giver dig en følelse af at have gjort noget rigtigt.”

[Eric Wolfe]

T A G---A l e x a n d e r--Y o u n g---~---O U T F I T-- H e r e

Eric rynkede brynene dybt da Alexander begyndte at tale igen og så nu rigtigt på ham mens han fortsatte med hvad Eric netop så som selvmedlidenhed, på trods af det netop var hvad den anden benægtede. Han himlede med øjnene både en og to gange, rystede på hovedet og fnøs før han næsten bed Alex af "Spar mig det forsøg der på at spille martyr." hans blik var vredt igen "Ville det gøre det bedre? At gøre dig til offeret fordi jeg havde pandet dig i gulvet?" han følte sig provokeret og lagde ikke skjul på det "Jeg vidste sgu heller ikke at Carrie ville ende med at føde tre måneder før tid, hvor vil du hen?" han slog ud med begge de store hænder og rystede igen på hovedet "Sagens kerne er, at du burde have været der, uanset hvad og ikke sidde her i dit eget lort og have ondt af dig selv."

Efter en kort pause pegede han i en vilkårlig retning han dog mente var den rigtige "Du burde have stået derinde før nogen af vi andre og have været den sidste til at gå. Det er dét jeg er her for at fortælle dig." han tav og stod et øjeblik bare og så på Alexander mens han tog flere dybe indåndinger "Hvad fanden foregår der i hovedet på dig, Alex?" udbruddet var højt, men mere frustreret end vredt selvom han stadig havde lyst til at gøre netop som den anden lige havde opfordret han til "Hvilket navlepilleri var vigtigt nok til at lade Alice sidde tilbage i komplet uvished og ikke ane om du var død eller levende?" han sukkede tungt og forsøgte igen at falde lidt ned, uden det store held "Du har to børn.." han holdt samme antal fingre op for at understrege sin pointe "To! Jeg synes kraftedeme det var på tide du accepterede du havde et ansvar for andre end dig selv."

[Alexander Young]

Alexander overvejede en svidende sarkastisk bemærkning om hvor ærgerligt det var, at Eric fandt det under sin værdighed at gøre det, som han tydeligvis mest havde lyst til. Han undlod dog, mistede lysten, imens han blev trukket igennem endnu en svada. Heller ikke denne kunne han modsige – men han gik ikke ud fra, at eks-grævlingen havde opfattet, at han ikke havde forsvaret sig reelt en eneste gang. Det var også pisse ligegyldigt.

Vreden prellede af på ham og frustrationen gjorde det samme. Han kunne ikke ryge meget længere ned end han allerede var og det var ved gud grød ikke Erics guilttrip, der gjorde forskellen. Det eneste, der holdt ham fra decideret at bryde sammen, var modviljen imod at gøre det overfor den bedrevidende nar, som han ellers havde synes relativt godt om det meste af tiden indtil nu. Han blev stående, rystede på hovedet og knyttede hænderne hårdt, da både Alice og hans to børn – hans to sønner – blev nævnt. ”Jeg synes du skal skride, hvis du ikke har mere at sige,” konstaterede han med en stemme, der rystede nok til at det kunne høres, selvom han forsøgte at holde den under kontrol. Angsten for at få en knytnæve i ansigtet var forsvundet. Det ville sikkert være mere behageligt, end den følelse han havde i maven på nuværende tidspunkt. ”Jeg har ikke tænkt mig at retfærdiggøre mig overfor dig eller sige dig imod. Du har ret, jeg er en selvmedlidende kujon og jeg har svigtet...” Han rømmede sig, før hans stemme knækkede igen. ”... Alice. Hvis det var det du kom for at sige, så kan du godt gå igen nu.”

[Eric Wolfe]

T A G---A l e x a n d e r--Y o u n g---~---O U T F I T-- H e r e

Eric rørte sig stadig ikke ud af flækken på trods af den klare afvisning, vel nærmest udsmidning han fik som reaktion fra Alexander. Han rystede stædigt på hovedet og nogle lange sekunder, måske endda minutter stirrede han bare vurderende på ham og lagde en plan "Jeg har ikke mere at sige, nej." begyndte han, påfaldende roligt i forhold til alt han havde gjort og sagt siden han var troppet op foran døren "Men det er der en anden der har."

Han kastede et hurtigt blik rundt i lejligheden, lod det vende tilbage til Alexander og så for første gang rigtigt på ham "Få styr på dig selv og så tager vi ind på Camden Mews sammen." at det var en ordre var ret tydeligt omend den var pakket nogenlunde pænt ind "Du har lige fået en søn, og både han og Alice har brug for dig." han tav og så alvorligt afventende på den nybagte far til den nevø han selv lige havde fået.

[Alexander Young]

Alexander stirrede ligegyldigt ud i luften, selvom han i realiteten var alt andet end ligeglad. Han kørte hånden gennem håret, rystede på hovedet og snøftede en enkelt gang ind, selvom lige dét svaghedstegn var ham meget imod. Det hele kørte stadig rundt for ham og han kunne umuligt finde hoved og hale i sine følelser på nuværende tidspunkt. En enkelt tanke havde dog meldt sig på banen og tilførte noget stålfast til hans blik, som i midlertidig ikke var fæstnet på noget specifikt.

Da Eric brød tavsheden, vendte han hovedet imod ham med tydelig modvilje. Han brød sig mindre og mindre for eksgrævlingen for hver sekund, der gik. Alligevel hørte han på ham uden at afbryde, drejede hovedet væk igen og så tomt på tapetet, uden rigtig at se noget. Tanken om Alice, alene – selvom han vidste at hun ikke var det – gav ham en skærende smerte indeni. Han knyttede begge hænder og så sin storebror for sig. Jonathan og Emmeline var den mest usandsynlige kombination han kunne have forestillet sig og han havde ikke selv tøvet med at fortælle den ene part af dem netop det. Jon var en hykler, men Alexander måtte langsomt indse, at han var det nøjagtig lige så meget. Han strøg fingrene gennem håret igen, slap et enkelt frustreret udbrud og marcherede forbi Eric ind i lejligheden, uden at skænke ham ord eller opmærksomhed.

Tavst forsvandt han direkte ud på badeværelset og låste døren efter sig. Han havde mest af alt lyst til at synke sammen på gulvet eller gøre et forsøg med indtagelse af blegemiddel, men én tanke blev ved med at melde sig i hans hoved. Alice. Lille, vidunderlige, magiske Alice med det mest fjollede grin han kendte. Han stirrede ud i luften og begyndte at hive sit eget, nussede tøj af.

C L O S E D