Run free..

[Aeron Owens]

T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s

Aeron drejede nøglen og fik den karakteristiske brummen fra motorcyklen til at dø ud. Et øjeblik virkede det som om der var komplet stille omkring ham, indtil lyden af mindst én plæneklipper, fugle og legende børn et sted gjorde sig gældende. Han vippede støttefoden ned med den ene fod og løsnede remmen på sin hjelm imens og kastede et langt blik op mod huset han holdt foran. Han kom ikke uanmeldt denne gang, men hvad Sarah nøjagtigt ville sige til den plan han spontant havde fået, anede han ikke. Han vidste dog at han ville finde ud af det indenfor få minutter.

Han efterlod sin hjelm på sædet og trak en sort læderpose op fra det indbyggede bagagerum, tog sig selv i nakken og fortsatte op til hoveddøren. Han havde stadig posen i hånden da han bankede på og gik et halvt skridt tilbage for at vente på reaktion fra den anden side. Med en fod på trappestenen og den anden nedenfor kom han ret naturligt til at tænke på sidst han var samme sted og smilede skævt for sig selv.

[Sarah Owens]

W I T H : - A E R O N - O W E N S - - - W E A R I N G : - T H I S

Sarah følte sig mere og mere som sig selv – eller det hun svagt mindedes at være. Det var lidt over et år siden hun første gang havde snuset hvidt pulver i sig og behovet for at gøre det igen var mindre nu, end det havde været lige siden. Alligevel var hun alt andet end stabil og det vidste både hun og hendes familie. De holdt stadig øje med hende og det var ikke gået hende forbi, at hun ikke blev efterladt alene i andet end korte perioder.

I det øjeblik, hvor Aeron parkerede sin motorcykel, sad hun med en udgave a “Witch Weekly” i sin mors atelier. Hendes ben var trukket op under hende og hun ventede egentlig kun på at blive afledt fra sin intetsigende tilværelse, der mestendels bestod af hendes omgangskreds' forsøg på at fortælle hende, at der ikke var noget, der var så skidt, at det ikke var godt for noget. Med Aeron var livet mange ting, men det var i hvert fald ikke kedeligt lige for tiden. Tanken om ham forvirrede hende, fik hendes blod i kog og hendes indre mørke til at vågne. Han gav hende følelsen af at være fanget, men også følelsen af at være elsket. Lige nu ville hun gerne bytte det ud med den kedelige iagtagelse af Harriet, der arbejdede.

Hun rejste sig da også brat, da det bankede på døren ude i huset. “Aeron,” meddelte hun sin mor, uden at vente for at se reaktionen. Bladet efterlod hun i stolen, som hun gik fra atelieret til gangen og standsede op foran døren. Kortvarigt lagde hun den ene hånd imod træet og lukkede øjnene. Hun tog en dyb indånding, før hun åbnede og hendes blik faldt på den mand, der i høj grad var skyld i at hun overhovedet stod hvor hun gjorde. Han så anderledes ud nu end for fire dage siden. Hun rynkede panden lidt, så ned af ham og drejede hovedet en smule med sammenklemte øjne. Tiøren var ikke helt faldet, men næsten.

“Vent... Motorcyklen? Men...?” Hun så forundret på ham og forsøgte tydeligvis at få brikkerne til at falde på plads, uden på nogen måde at kunne gennemskue hvordan han skulle have transporteret en af de to hele vejen til Upper Flagley.

[Aeron Owens]

T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s

Aeron nåede ikke at vente længe før håndtaget på døren blev trykket ned og han øjeblikket efter kunne fæstne blikket på Sarah. Han smilede svagt, mens ganske naturligt over at se hende, med et blik der diskret gled ned over hende for en kort bemærkning, i skjul bag solbrillernes mørke glas. I samme ombæring blev han opmærksom på stadig at have dem på og rakte op med den frie hånd og skubbede dem op i panden ovenpå det tørklæde han havde bundet om hovedet.

Han sagde ikke noget, men betragtede hende med en let trækning i den ene mundvig mens hun tydeligvis lagde to og to sammen. Trækningen blev til et helt smil der momentært fik hans brune øjne til at spille "Både og..kig igen." begyndte han og gik et skridt til siden så hun havde frit udsyn til motorcyklen ude ved kantstenen "Jeg har lige hentet den i dag og jeg håbede du ville med ud og se hvad den kan trække." mens han talte rakte han posen frem mod hende "Jeg går ud fra du stadig kan passe det hele." han smilede igen og krydsede mentalt fingre for han ikke var gået over en usynlig grænse.

[Sarah Owens]

Sarah så forvirret på Aeron et sekund endnu, før hun drejede blikket imod motorcyklen ude ved kantstenen. Hun kneb øjnene sammen igen og var et kort stykke tid om at fange de små forskelle. Det skete dog og hendes mund formede et lille o. Da først hun havde gennemskuet det – og han forklaret det samme – så hun tilbage på ham og ned på posen i hans hånd. Hun bed ned i sin underlæbe, men tog tøvende imod den.

Det var ikke nødvendigt at spørge ham hvad den indeholdt. Hun vidste udmærket at hendes eget lædertøj lå trygt dernede og gnavede videre på sin læbe ved den tiltalende og skræmmende tankerække det satte gang i. Hendes blik gled hen over hans ansigt, inden hun skævede hen over sin skulder. “Det... Kan jeg nok,” sagde hun langsomt, tydeligt i debat med sig selv. “Kommer du... Ind?”

Uden at bekræfte eller afkræfte om hun rent faktisk ville med på den tur, men med antydningen af et smil i sin ene mundvig, gik hun til side. Hun trådte ind I stuen og lod posen dingle fra sin ene hånd, imens hun fortsatte videre igennem den på vej imod sin mors atelier. Om han fulgte efter, fulgte hun ikke med i.

[Aeron Owens]

T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s

Aeron slap ikke posen med det samme, men holdt fast i den nogle øjeblikke efter Sarah havde taget fat i den. Om det var for at sikre sig hun rent faktisk havde fat i posen der vejede godt til, eller fordi han hurtigt talte sig selv fra at omfavne hende som han havde lyst til, var han ikke selv sikker på.

Han slap den dog før det blev underligt og nikkede med en stadig antydning af et smil på læberne "Selvfølgelig." han tøvede kun et sekund før han tørrede støvlerne grundigt på måtten og trådte ind i huset med blikket på hendes ryg som hun gik længere ind. Han lukkede døren bag sig og fulgte så efter, ikke ligefrem ukendt med huset "Din egen står i Witney." han så afventende på hendes nakke et øjeblik før han fortsatte "Jeg fik dem begge to klodset op i vinters i et hjørne af den gamle hal." begrebet ligegyldig smalltalk var sværere end man skulle to, konstaterede han for sig selv, netop fordi han vidste det var lige det han lavede. En kommentar om, at hun så godt ud blev ved at sidde lige på tungespidsen, men usikker på hvordan den ville blive forstået, kom den aldrig længere.

[Sarah Owens]

Sarah var mesteren af usagte ting. Hun havde ikke følelserne uden på tøjet, fordi der ganske enkelt var alt for mange af dem. De modsatrettede instinkter, der blev vækket af Aerons tilstedeværelse, var simpelthen for utallige til at kunne overskue hver enkelt og det hun allermest var, var forvirret.

Således med tankerne alle og ingen steder henne, vendte hun ryggen til ham og gik ind I stuen med posen hængende fra sin ene hånd. Hun så ikke på ham, men rynkede panden svagt da hendes egen motorcykel blev nævnt. Selvfølgelig kunne hun ikke lade som om, at hun ikke havde tænkt på den, men det blev alligevel mere konkret, da han rent faktisk bragte den op. Et lavmælt “oh” var I midlertidig den eneste kommentar hun rent faktisk kom med – hvis den da kunne kaldes det. Hun stoppede kort op, men vendte sig ikke imod Aeron, før hun forlod stuen igen og kort efter stak hovedet ind I sin mors atelier, uden at træde derind med resten af kroppen. “Mor? Jeg... Jeg går en tur med Aeron,” løj hun stilsikkert, uden dog at spørge om lov som en anden teenager. “Hej.”

Harriet så kort op, uden naturligvis at se den pose, der var gemt bag væggen. Hun kneb øjnene lidt sammen, men nikkede så, nogenlunde overbevist om, at det var en gåtur, der var på tapetet. Hendes datter gav hende derudover ikke mulighed for at overveje andre muligheder, men forsvandt igen ud af syne. Hun gav Aeron et kort blik, smilede halvhjertet og smuttede ud på badeværelset uden yderligere kommentarer. Snak var der nok af. Hendes hoved summede ikke mindre af den grund.

[Aeron Owens]

T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s

Aeron fulgte lige efter Sarah gennem stuen, men stoppede afventende, mens hun fortsatte frem til atelieret. Han kunne dog stadig både se og høre hende og hans ene øjenbryn strøg et stykke op over beskeden hun gav sin mor. Hans læber krusede sig i et drillende smil han kæmpede hårdt for at bide i sig igen mens han så underholdt på Sarah og konstatedere, at nogle ting ikke havde ændret sig. Det i sig selv var der noget både forsikrende og beroligende i "Hej Harriet." hilste han uden at slippe Sarah med blikket mens hun forsvandt ud på badeværelset med posen "Vi er ikke væk så længe."

Han gik ikke hen i døråbningen hvor Sarah lige havde stået velvidende, at det ville afsløre den hvide løgn lidt for effektivt, hans egen påklædning taget i betragtning. Hans svigermors aversion mod motorcykler var ikke noget nyt og hvad hun ikke vidste, ville hun ikke have ondt af. Han gik tilbage til døren ud til gangen og lagde armene over kors mens han lænede sig op ad dørkarmen og ventede på Sarah viste sig igen. Han var en smule spændt og glædede sig mere end han måske lige gav udtryk for, til at få motorcyklen ud på en egnet vejstrækning, men næsten endnu mere til at opleve det sammen med lige Sarah. Passionen for motorcykler delte han skam med begge sine søskende, men det var ikke helt det samme.

[Sarah Owens]

Sarah hørte ikke de udvekslede hilsner mellem Aeron og sin mor. Hun havde travlt med at trække i sit gamle tøj og opdage, at det sad en anelse mere løst end det plejede. Det kom ikke ligefrem som en overraskelse. Vægten havde allerede fortalt hende, at hun havde tabt sig et par betydelige kilo og hendes far og storebror at det var vigtigt, at hun tog dem på igen. Denne gang betød det, at tøjet gled let på og hun var hurtigt klædt om. Den tiloversblevne vest blev stoppet ind i hendes nyetablerede skuffe blandt mascara og deodorant.

Få minutter efter hun var trådt ind på badeværelset, var hun ude igen og gik forsigtigt med de sorte støvler hængende fra den ene hånd og håret samlet op i en halvrodet hestehale. Hun kastede et blik på Aeron, smilede og kvalte selvsamme smil igen, inden hun gik forbi ham og åbnede døren ud til.

Først da hun stod ude på havegangen, stak hun fødderne ned i støvlerne og bøjede sig for at trække dem på plads. Det hele var lidt for velkendt, men hun var alt for klar til at stikke af fra huset for en kort stund og selv den hjernedøde gåtur hun havde brugt som undskyldning, ville formentlig være blevet modtaget mere eller mindre positivt. Da hun rettede sig op igen, gik hun uden tøven over imod motorcyklen og tilkastede den et både nysgerrigt og vurderende blik.

[Aeron Owens]

T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s

Aeron skubbede sig først fri fra dørkarmen da Sarah, nu i mere praktisk påklædning, gik forbi han og fortsatte udenfor. Han stoppede momentært på trappestenen, både for at lukke døren bag dem, men mest for at betragte Sarah tage sine støvler på. Det hele ville være meget underholdende, eller mere underholdende, hvis det ikke var for alt der var sket. Lige i det øjeblik, hvor adskillige lignende situationer fra deres teenageår dukkede op i hans tanker, var det dog nemt at glemme uvisheden og frustrationen.

Han fulgte efter hende ud på fortovet "Den har tyve hestekræfter mere end den gamle." informerede han, men han tog sin hjelm fra sædet hvor han havde efterladt den, uden dog umiddelbart at tage den på "Den skal omlakeres, men der er ingen rust og jeg fik et godt afslag fordi jeg selv kan gøre det." han så mere på hende end på køretøjet mens han fortalte og forventede halvt at få hendes mening på nyerhvervelsen. Tidligere ville han ikke overhovedet have gjort det uden at have hendes accept, men mange ting havde været anderledes end de plejede at være "Hvad synes du?" spurgte han alligevel og lagde hovedet lidt på skrå.

[Sarah Owens]

Sarah forsøgte ikke at skjule sin åbenlyse nysgerrighed. Aeron havde ikke været alene I sin interesse for motorcykler tidligere og selvom hun ikke havde set sin egen I lang tid, så havde intet ændret sig på lige den front. Hun trådte nærmere køretøjet og strøg sin ene hånd hen over den, imens han talte. Et smil formede sig igen på hendes ansigt, før hun slap den med blikket, for at se op på ham. “Hun er flot.”

Fascinationen skinnede svagt, som en efterglød af noget andet. “Den kan blive noget bedre. Er reservedelene de originale?” Hun bukkede sig lidt, støttede sin hånd imod sædet og drejede hovedet, før hun rettede sig op igen og slog hestehalen væk fra ansigtet. Et enkelt sideblik blev kastet imod huset igen, før hun smilede prøvende til Aeron og trådte et halvt skridt bagud. “Det er nok smartest hvis du kører,” konstaterede hun med bare en lille bid af ærgrelse.

Eftersom det var over syv måneder siden hun selv havde siddet på noget som helst mugglerkøretøj, ville det være mere end risikabelt at smutte direkte ud på en vej. Hun havde trods alt heller ikke sit kørekort med.

[Aeron Owens]

T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s

Aeron smilede igen da Sarah så op og nikkede med et bekræftende "Mhm.. hun trænger bare til en kærlig hånd." hans blik gled kun kort til motorcyklen før det var tilbage på Sarah selv med et uudgrundeligt blik før han nikkede igen "Ja, pånær skærmene, men de skal skiftes uanset." han spændte hjelmen med et tredie nik og fulgte hendes blik op mod huset før han så på hende igen "Lige i dag, ja."

Han svang ubesværet den ene ben over motorcyklen og satte sig, nu igen med solbrillerne på plads så hans øjne kun lige var til at skimte bag det blanke glas. Han lynede sin jakke helt op i halsen "Skal vi?" han så op mod huset igen med et skævt smil mens han løftede det bagerste sæde igen, og fremdrog en hjelm mere og rakte hende "Før hun finder på at lure i vinduet." han greb fat om styret og skubbede motorcyklen et lille stykke frem hvorved støttefoden smækkede op på plads.

Han rynkede brynene lidt, overvejende og lynede så igen jakken ned, trak sin tryllestav diskret frem om mumlede et enkelt lille ord før den blev gemt væk fra nysgerrige mugglerblikke igen. Et halvt smil sitrede stadig på hans læber og han var ikke i tvivl om Sarah ville vide hvad han lige havde gjort, såfremt hun havde set det.

[Sarah Owens]

Sarah sænkede blikket til motorcyklen med en underlig følelse i maven. Hun kunne nemt lade som om det kun var interesse for motorcyklen, der gjorde at hun havde svært ved at se Aeron i øjnene, men reelt havde det mere at gøre med den måde han så på hende. Det bragte alt for mange minder tilbage og satte tusind tanker i gang på samme tid. Ingen af dem kunne hun helt overskue eller håndtere. Det var da også tusind gange nemmere at tale om køretøjet, undersøge det og slutteligt godkende det med et nik. Hun rettede sig op igen og betragtede Aeron, imens han svang benet over sadlen og satte sig.

Selv stod hun stille, indtil han rakte hende hjelmen, som hun tog imod. Hun tog den på, spændte den og skubbede det usynlige visir ned. “Ja,” svarede hun simpelt, før hun lagde den ene hånd på hans skulder – den første rigtige berøring i tre dage – og selv svang sig op bagved ham. Hun havde glemt at tænke over hvor tæt de kom til at sidde på hinanden, men med de solide lag tøg imellem dem, håbede hun at det gik. I hvert fald var der ikke så meget at gøre. Hun lagde armene omkring livet på ham og tog en forsigtig, dyb indånding, der primært fyldte hendes næsebor med lugten af læder.

[Aeron Owens]

T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s

Aeron drejede hovedet lidt da Sarah lagde hånden på hans skulder og øjeblikket efter sad sikkert bag ham. Han rankede sig ubevidst lidt da hendes arme gled omkring ham og så ned på hendes hænder der nu var synlige mod hans egen mave udenpå læderjakken. Selvom der var en ret praktisk grund til den tætte kontakt, forhindrede ikke hans mellemgulv i at murre en smule anspændt, men at føle sig lige dele frustreret og splittet i hendes selskab var åbenbart reglen mere end undtagelsen som tingene stod nu.

Han vendte blikket fremad igen, sagde ikke noget, men drejede nøglen og startede motorcyklen med et brøl der var påfaldende dæmpet i forhold til hvad det ellers ville have været. Et kort blik blev kastet op mod huset for at for at sikre sig Harriet ikke stod i vinduet som han havde spøgt med, så drejede han håndtaget i sin højre hånd, løftede foden han stadig havde mod fortovet og trillede roligt ned ad gaden med kursen direkte mod den nærmeste strækning åben landevej.

Der var stadig noget forsikrende over følelsen af hende lænet ind mod sin ryg og alligevel efterlod den ham en lille smule modløs. Han koncentrerede sig om at komme udenfor byen og drejede snart af ud på en lige strækning. Han drejede håndtaget i sin højre hånd lidt mere og motorcyklen reagerede prompte under ham ved at accelerere "Har du fat?" halvt råbte han med hovedet drejet en lille smule tilbage mod Sarah og igen et oplagt smil spillende på læberne.

[Sarah Owens]

Sarah holdt vejret uden at ænse det, da motorcyklen forlod sin placering ved fortovet og hun selv løftede fødderne, for at sætte dem imod bøjlerne. Det føltes ubeskriveligt underligt, forfærdeligt og fantastisk på én og samme tid at sidde der og genleve noget, som de havde delt sammen tidligere. Samtidig var det umuligt for hende at abstrahere fra at hun sad med armene omkring netop Aeron og selvom den primære lugt var læder og motorolie, så var blandingen af det og af ham ganske velkendt.

Hun huskede, at hun måtte trække vejret og tog en hastig indånding, imens hun så Upper Flagley suse forbi. Det kriblede i hende efter mere fart og hun smilede instinktivt under hjelmen, da de nåede ud på landevejen. Hans råb tørrede ikke af, men hun strammede instinktivt sit greb lidt omkring ham som eneste svar og mærkede det suge i maven af mere end en enkelt grund.

Det var så simpelt og vidunderligt at være tilbage på en motorcykel og ikke engang hendes hasttigt skiftende indstilling til Aeron kunne rokke en tomme ved hendes glæde over det.

[Aeron Owens]

T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s

En enkelt, insisterende sommerfugl flaksede momentært op i Aerons maveregion da Sarah strammede grebet om ham. Opfordringen var tydelig nok i sig selv og smilet på hans læber blev siddende bredt mens han drejede hovedet fremefter igen og lænede sig lidt frem. Langsomt men sikkert vred han gashåndtaget længere og længere op. Som direkte konsekvens kørte de også hurtigere og hurtigere. Selvom det ikke var helt første gang den sæson han var ude på to hjul, så var det en ny maskine, for ham, og det ville altid være noget særligt. At Sarah sad bag ham gjorde det kun bedre og et øjeblik eller to, kunne han næsten bilde sig selv ind, at intet var sket.

Han mistede grebet om nøjagtigt hvor langt de nåede væk fra Upper Flagley. Ville ikke tænke på det, men trak med fuldt overlæg det hele mens han snørklede dem forbi adskillige biler, der kørte betydeligt langsommere end de gjorde. At han kørte et godt stykke over fartgrænsen var han trods alt klar over, men han vidste også at passageren han havde med, næppe ville beklage sig over det. Netop en af de ting han altid havde elsket ved hende. Stadig elskede ved hende.

Tanken fik sommerfuglen i hans mave til at falde til ro igen og kun slå tøvende med vingerne. Selv spottede han en rasteplads i skjul ved en klynge træer og tog farten af for at svinge fra. Han slukkede ikke motorcyklen da de holdt stille, men slap styret med den ene hånd og lagde den over en af Sarahs for at få hendes opmærksomhed over den stadig dæmpede brummen "Vil du prøve et lille stykke?" han ignorerede med fuldt overlæg, at hun ikke havde kørt længe, og rent praktisk ikke havde sit kørekort med sig. At det lå i hans egen pund i den ene baglomme behøvede hun ikke vide lige for nu.