Back to basis

[Louise Webb]

let’s be strangers together, put your hand in mine

meeting simon lithgow – wearing this

Det var normalt for timerne at snegle sig af sted, når Loui var i butikken, men dagen havde syntes særligt slem. Det kunne selvfølgelig have noget at gøre med, at det var onsdag og de fleste ikke følte behovet for at steppe forbi en vinhandel i midten af ugen. I en sløv bevægelse trak hun sig op at sidde på bordpladen bag kassen, der de sidste timer var blevet benyttet mere som opbevaringssted for hendes bagende end til at pakke gaver ind, hvilket det oprindeligt var placeret der for. Et dybt suk forlod hendes læber. Det kunne ikke være rigtigt, at hun som toogtyvårig stadig sad og talte sekunder i sin fars butik og ikke var kommet et skridt længere. Eller. Det var hun jo egentlig, men at fejle sine aurorprøver talte vel næppe som fremskridt i nogens øjne. Opgivende trak hun en lok af det blonde hår bag øret og stirrede tankefuldt ud af vinduet. Hendes far ville snart være tilbage og overtage, så hun kunne få fri, men det var ikke rigtig fordi hun havde planer for en dødssyg onsdag aften. De fleste af hendes venner havde jo deres egne liv at passe, og nu var hun jo alligevel tilbage i Dundee, så kunne man lige så godt nyde det.
Uden egentlig at være klar over det, strøg hendes blik over mod cigarhylderne. Man kunne vel godt tage en enkelt med sig op, når aftenens planer alligevel bare så ud til at blive sofaaften. Så var der immervæk intet bedre selskab end en tår god Skotsk Single Malt og en cigar. Loui rystede smilende på hovedet af sig selv, og kastede igen et blik ud mod gaden. Selvom klokken kun var lidt over fire var der alligevel begyndt at blive mørkere og der ville ikke gå længe, før gaderne kun blev oplyst af gadelamperne, der allerede nu kastede deres blege lys mod brostenene. Måske det alligevel ikke var så slemt at være hjemme endda.

[Simon Lithgow]

L O U I S E - - - W E A R I N G

Simon var pinligt ædru på den måde man var ædru, når man havde et projekt, der skulle sættes i søen ganske snart og sådan set havde arbejdet ganske intensivt hele ugen. Det var dage som disse, der gjorde at han uden problemer kunne overbevise sig selv om at hans forhold til alkohol var aldeles sundt.

… I øvrigt havde han lige været på besøg hos sine forældre i Banchory. Teknisk set var han faktisk stadig på besøg der, for han skulle sådan set tilbage igen senere på aftenen, ryge sig en cigar med sine to brødre og far, drikke et ordentligt glas og tale om fremtiden, fortiden og den sidste fodboldkamp – eller sådan noget. I realiteten ville det selvfølgelig ende med at Jeremy og deres far talte om fodbold imens han selv og Scott gik tvillinge-telekinese over verdensmesterskabet i Quidditch. Sådan var alting bedst og sådan var alle mest tilfredse.

Munter nok, selvom han var lidt stresset og i sine egne tanker, gik han direkte forbi en vinhandel og fortsatte videre... Indtil det gik op for ham, at han var gået direkte forbi en vinhandel. Kortvarigt smilede han for sig selv, før han vendte direkte rundt, satte kursen imod det næsten overståede kapitel og gjorde sin entré til lyden af en lille, som man skulle have troet de ville have afskaffet på nuværende tidspunkt.

Der duftede af tung tobak og lagret whiskey, præcis som sådan et sted burde gøre. Simon tog en enkelt dyb indånding, som døren gik i bag ham, før han vendte blikket imod den halvt skjulte disk og sendte pigen bag det et både venligt og overrasket smil. ”God eftermiddag,” hilste han afslappet, inden han stak hænderne i lommerne på de mørke cowboybukser. ”Har i en god årgang Fettercairn?”

[Louise Webb]

let’s be strangers together, put your hand in mine

meeting simon lithgow – wearing this

Distræt fulgte hun menneskene udenpå gaden uden egentlig at skænke det en nærmere tanke, før en af dem pludselig vendte om og satte kursen tilbage mod butikken. Med et forundringsfuldt udtryk i ansigtet, gled hun langsomt ned fra bordet og lagde hånderne på disken, fandt et behjælpsomt smil frem til år han kom ind. Automatisk rettede hun en anelse på tøjet og fik rodet lidt i de blonde krøller, mens hun fulgte hans vej ind med øjnene. Ved hans spørgsmål nikkede hun kort og bevægede sig ud på den anden side af disken.
"Ja, men det kommer jo også an på, hvad du leder efter.", svarede hun og sendte et koket smil i hans retning, fandt en flaske frem fra en af hylderne. "Vi har lige fået denne ind fra '78. Den har, som det er typisk fra den årgang en meget afbalanceret smag med den karakteristiske tørhed og en delikat, nøddet eftersmag. Normalt er jeg ikke meget for is i whiskey, men netop for denne afrunder den virkelig og giver den en mere blød smag, hvilket fremhæver sødmen." Noget bedømmende lod hun blikket glide over etiketten, før hun vendte det mod kunden igen. Det var altid skønt at have en kunde, der vidste nogenlunde, hvad de snakkede om og ønskede istedet for de personer, der af og til kom ind og ville have noget kun for at kunne føre sig frem uden at vide noget om varerne.

Der var noget, der trak i hendes opmærksomhed i baghovedet, da hun kiggede på kunden. Havde hun ikke set ham før? Det irriterede hende lidt, at hun var ude af stand til at få ham placeret. Selvfølgelig kunne det jo også bare være noget, hun bildte sig ind. Det ville ikke være første gang det skete ved mødet med en kær fyr. Tænksomt studere Loui hans ansigtstræk for at finde ud af, hvor hun havde set ham før.

[Simon Lithgow]

Køn, konstaterede Simon fraværende, da han trådte ind og henvendte sig til blondinen, der gjorde den som atypisk ekspedient i det, der uden tvivl var meget et mandefag. Hans blik gled diskret ned over hendes ansigt uden at løbe længere ned, før hun havde vendt sig rundt med ryggen til ham og tillod bare et kort øjebliks flygtig...

… Han var lidt tyk bag ørerne efterhånden, måtte han indrømme overfor sin egen fornuft, der trak hans opmærksomhed tilbage til whiskey og cigarer, frem for at fortabe sig i kurven i ekspedientens ryg og hendes bare ben. Godt det samme, eftersom hun lige efter havde drejet sig igen og det blev ganske nødvendigt for ham at bevare koncentrationen.

Han smilede skævt, tog imod flasken og studerede etiketten, læste den korte beskrivelse og kneb øjnene lidt sammen. ”I har ikke en, der er ældre end tolv år? Jeg er ret sikker på det var denne her vi smagte på sidste år og selvom det er rigtigt at den bliver bedre med is, så vil jeg nu alligevel hellere have fat i noget fra 70-76 – eller alternativt en helt anden. Jeg er ikke fuldstændig velbevandret med egnens andre muligheder, men hvis i har noget fra et microbryggeri, så er jeg frisk på at eksperimentere. Publikummet er erfarent og det skal bestemt ikke bare skylles ned.” Ikke denne gang...

Var det bare indbildning, eller så ekspedienten underligt på ham? Han rynkede panden den mindste smule, men smilede stadig høfligt til hende, uden at lade sig mærke med noget. I hans anden verden var det ikke usædvanligt at blive stirret på – han var trods alt en slags berømthed – men her var han lige så ukendt som blondinen foran ham. Whiskeyen han rakte hende tilbage var mere kendt end dem begge to.

[Louise Webb]

let’s be strangers together, put your hand in mine

meeting simon lithgow – wearing this

Louises tankerække blev stoppet, da kunden tilsyneladende var færdig med at studere etiketten og nu begyndte at tale. Ved hans ord tøvede hun ganske kort, men nikkede så og vendte modstræbende blikket fra ham og mod hylderne, splittet mellem to mulige at tilbyde ham. Distræt tog hun imod flasken, der blev rakt tilbage og stillede den tilbage på plads mellem sine egne. Tænksomt lod hun blikket vandre over flaskerne, før hun fandt, hvad hun søgte og hev den i en glidende bevægelse ned. ”Denne er fra ’72. Duften er blød og lidt kornet med hints af citrus og grønne æbler samt en smule tørret ananas, der træder frem under den mere markante duft af karamel og en knivspids anis. Behageligt, men lys og ikke særlig kompleks. Smagen er blød og behagelig i munden, men i min mening ikke til at sætte smagssanserne på prøve. Den har en antydning af kaffe og krydderier til at ledsage duften af æble, hvorefter den bløde smag slutter af i den karakteristiske bitre eftersmag.” Hendes blik var kort gledet over etiketten, før hun havde rakt den til ham og benyttede sig nu af muligheden for kort at kunne studere hans ansigt igen. Den irriterende, nagende følelse af at genkende ham et sted fra blev ved at køre i hende. For ikke at stirre vendte hun hurtigt sit blik tilbage mod flasken, og trak kortvarigt på de spinkle skuldre.

”Men hvis du vil tilfredsstille et erfarent publikum, har jeg en favorit stående ude bagved fra ’70. Den ville jeg i hvert fald klart anbefale, hvis du er interesseret?” De slanke øjenbryn hævedes let i et spørgende udtryk og et høfligt smil indtog hendes læber, mens hun prøvede at undertrykke trangen til at spørge, om ikke hun havde set kunden før. Hvis det var sagen, havde han vel sagt noget allerede.

[Simon Lithgow]

Simon opførte sig pænt og ordentligt. Han var opdraget godt og forstod hvornår man kunne tillade sig at snige sig til et blik på en kvindes bagdel og hvornår det var bedre at koncentrere sig om dyr whiskey af høj kvalitet – mere eller mindre. Dette her var et af de øjeblikke og det var alt sammen udmærket. I hvert fald nøjedes han med at stikke hænderne tilbage i lommerne på sine bukser og se fra hendes ansigt til flasken i hendes hænder, som hun gav sig til at præsentere.

Tavst lyttede han til hvert et ord, tyggede lidt på forklaringen og rynkede panden en smule. Han smilede antydningsvist, men købte ikke fuldstændig den ellers farverige beskrivelse. Året var sikkert udmærket, men hans erfaringer med det mærke hun holdt op var lidt for begrænset til at ville stole fuldstændig på hende.

Fortsættelsen, den vældig tillokkende fortsættelse, fik ham til at hæve et enkelt øjenbryn. Et skævt smil hev i hans mundvige og han nikkede langsomt en enkelt gang. ”Også en Fettercairn eller noget helt andet? Det her med frugtnoter har vi ikke rigtig fidus til i familien, skal jeg sige dig. Min gamle far ville formentlig vælte bagover, hvis jeg præsenterede en whiskey for ham og fortalte, at den havde hints af grønne æbler og tørret ananas.” Han så drillende på hende og rakte ud efter flasken, før hans blik faldt til etikken, stadig med smilet siddende. ”Men den er sikkert god.”

[Louise Webb]

let’s be strangers together, put your hand in mine

meeting simon lithgow – wearing this

Selvom Loui altid havde været meget ligeud kendte hun selv grænserne mellem, hvad der var tilladt i privaten og når man var på arbejde. Så hvor hun i privaten nok havde givet sig tid til at granske hans fremtræden mere grundigt, måtte hun nu holde blikket enten på etiketten eller kundens reaktioner på ordene. Allerede da hun var begyndt at tale, havde hun bemærket den lette skepsis over netop dette mærke; til sin store glæde. Selv havde hun heller aldrig været meget for lige netop denne, men nu hendes far havde bedt hende om at prøve at få den solgt, var den selvfølgelig et must at hive ned fra hylden. Ved hans ord bredtes et bredt smil om de dybrosa læber.

”Også en Fettercairn. En af mine favoritter. Den er dog desværre ikke kommet på hylderne endnu.” Ordene blev fulgt af et koket smil, mens hun rakte ham flasken og trak en lok af det tørrede hår tilbage. Med en lav latter over hans ord trak hun en genstridig tot af det blonde hår bag øret. Tænksomt betragtede hun ham og skiftede vægten over på det andet ben i en bevægelse, der skød den bløde hoftekurve en anelse frem, før hun tog en hurtig beslutning. ”Men vi åbnede en af dem i går for at vurdere varen. Hvis du kan holde på en hemmelighed, yder vi gerne en ekstra service for vores kunder.” Loui smilede skælmsk til ham og hævede et slankt øjenbryn, i en let spørgende, udfordrende facon. Der var alligevel to timers tid til faderen kom tilbage, så tid var der nok af, og når der ikke havde været nogen kunder hele dagen, ville hun næppe blive savnet ude i butikken. Skulle det endelig være, havde hun jo også klokken. Smilet blev hængende omkring de bløde læber, mens hun afventende betragtede ham. Skulle hun sælge en af sine favoritter skulle det også gøres ordentligt og det at invitere en kunde ud bagved til en kort smagsprøve var da ikke at gå over grænsen for det tilladte – var det?

[Simon Lithgow]

Simon blev nødt til at besvare det smil pigen – kvinden – sendte ham med et lignende. Han var trods alt ikke lavet af sten. Eller andet hårdt materiale, egentlig. Faktisk var han ikke helt sikker på hvad han var lavet af, takket være hans mangelfulde undervisning i andet end magiske besværgelser og sammensætningen af en Hippogriffs diæt.

Det generede ham dog egentlig ikke, når det kom til stykket. Her stod han som en stor mand og forhandlede sig til en god whiskey for penge han havde tjent i en anden verden end han nu befandt sig i og det var alt sammen vældig godt og tilfredsstillende – altså ud over at han ikke helt var klar over om pigen insinuerede noget eller ej.

Han valgte at gå ud fra det sidste, selvom hun grinede af hans ikke særlig sjove morsomhed og pillede ved sit hår. Sådan var det. Desuden var hun muggler. Sikke noget rod det ville være.

Med samme skæve smil på læberne, nikkede han bare langsomt en enkelt gang med let sammenklemte øjne. ”Jeg tror godt jeg kan lade være med at sladre,” medgav han drillende, før han rakte den anden flaske tilbage til hende. ”For din favorit-whiskey...”

[Louise Webb]

let’s be strangers together, put your hand in mine

meeting simon lithgow – wearing this

Med et kort nik måtte hun igen steppe op på tæer for at kunne nå hylden, hvor flasken hørte til og fik hurtigt vippet den på plads igen, før hun i en let drejning på hælen vendte snuden mod baglokalet. I en inviterende gestus med hånden gav hun kunden tegn til, at han sagtens kunne følge med, da hun trådte om bag disken og trak det mørkerøde gardin fra, der dækkede ind til lagerrummet. I sine ferier havde hun tit siddet og stirret drømmende på det røde forhæng, der havde den hjemlige Gryffindor kulør. ”Jeg har en besynderlig følelse af at have set dig før et sted”, kommenterede hun letsindigt for at starte et samtaleemne og vendte kort blikket mod ham, mens hun holdt stofstykket til side, så han kunne træde ind i det halvdunkle lager, ”Du gik ikke i skole her på egnen, vel?” Spørgsmålet blev akkompagneret af et spørgende blik, mens hendes blik atter strøg studerende over hans ansigt, før hun lod forhænget falde på plads bag dem.

Det tog Louise lidt tid at vænne sig til mørket, men kort efter var hun atter i gang og gik målrettet mod det aflåste skab, hvor hende og hendes far opbevarede flasker sat til side til privatforbrug. Nøglen. Søgende strøg hendes blik over lokalet for at vurdere, hvor faderen mon havde gemt nøglen. Havde kunden nu ikke været her, havde det ikke været noget problem lige at finde staven frem fra sit hylster, der som altid var placeret i bæltet, men med en muggler i lokalet ville det være en overtrædelse af loven og ikke noget, hun havde synderligt lyst til at rode sig ind i. Siden hun var blevet introduceret til den magiske verden, havde magien været en uundværlig del af hendes hverdag og nu, hvor hun havde begrænset lys og ingen nøgle, blev det kun understreget hvor uundværlig, den var. Den lille æske, hun vidste, indeholdt billedet af hendes forældre sammen, fangede hendes blik og i to skridt var hun henne ved den og fandt, hvad hun søgte under den.

Uden tøven blev skabet låst op og flasken fisket frem. ”Okay, jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte. De fleste tyve års er jo nogle dejlige drenge, så det kan jo ikke være dårligt, men denne overrasker virkelig”, erklærede hun og fandt to glas frem fra samme skab, mens hun talte, ”Den skal jo bruge lidt tid til at sætte sig, når den er hældt op, og tålmodigheden bliver virkelig belønnet.” I en garvet bevægelse fik hun åbnet flasken og hældt op til dem, før hun atter satte flasken tilbage på bordet. ”Duften starter allerede med en majestætisk sødme; chokolade og på en eller anden måde også duften af gammelt bibliotek – på den bedste måde altså. Det er lidt svært at forklare.” En varm tanke blev sendt tilbage til Hogwarts støvede, overdådige bibliotek, før hun vendte tilbage til Fettercairnen, der stod foran dem. ”Flødekaramel og almindelig, chokolade og praline, træ og tørrede sultanadruer dyppet i chokolade. Men samtidig lidt krydret i den bitre ende. For selvfølgelig at runde af en meget mørk, træet eftersmag.” Det var næsten for små julelys tændtes i de brune øjne, mens hun fik forklaret, før hun vendte tilbage til de levendes verden med antydningen af et forlegent smil.

”Og så er den perfekt med en Cohiba. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om du ryger cigar?”

[Simon Lithgow]

Simon hævede et enkelt øjenbryn over ekspedientens bemærkning og smilede skævt, før han rystede på hovedet. ”Nej. Nej det gjorde jeg ikke,” måtte han svare, uden at kunne uddybe at han tværtimod havde gået i skole en god del længere nordpå på et slot med en hulens masse magikere. Hans første impuls var nu alligevel at fortsætte sin sætning, men han endte med bare at ryste på hovedet en enkelt gang til og misse lidt med øjnene i halvmørket.

Omme bag ved selve butikken, hvor han gættede på der ikke kom mange kunder, så der en del mere rodet ud end ude foran. Der var dog noget behageligt ved alle kasserne stablet på hinanden med vin og spiritus fra alle dele af verden, indrammende og opfyldende det meste af pladsen. Der lugtede af pap og en smule af tobak og alkohol og han studerede det lille rum med en nysgerrig mine, før han atter fandt kvinden med blikket og smilede høfligt.

Han lyttede interesseret til hele beskrivelsen og forklaringen, nikkede lidt og fnøs muntert over at whiskeyen skulle dufte af gammelt bibliotek. Der kom dog ingen argumenter imod og troldmanden noterede sig blot den dedikation, der lå bag den grundige gennemgang, som virkede alt andet end indøvet. Han kneb øjnene lidt sammen igen, trak på skuldrene og endte med at nikke som svar på hendes halve spørgsmål. ”Sjældnere end ofte,” konstaterede han. ”Men det er faktisk netop hvad aftenen blandt andet står på. Jeg skal huske at nævne mærket.”

Han løftede glasset med whiskey fra bordet, svingede det rundt i en øvet bevægelse og snusede til smagsprøven med en lille godkendende lyd, før han svingede den rundt igen, lod den fugte siderne og tog en tår. Smagen spredte sig fra hans næse til hans svælg og han stod stille et øjeblik, før han nikkede, tømte glasset i den næste slurk og tog en dyb indånding. ”Godkendt. Bestemt. Det skulle næsten være to flasker...”

[Louise Webb]

let’s be strangers together, put your hand in mine

meeting simon lithgow – wearing this

Ved hans svar til cigarmærket gled et skævt smil ind over de bløde læber. Cohiba var ikke just en billig cigar, men hvis de allerede var oppe i den dyre klasse, kunne man jo ligeså godt færdiggøre cirklen med stil. Loui nikkede kort og hævede kort glasset i en hilsen, før hun næsten synkront i en garvet bevægelse. Indholdet blev i en blød bevægelse svinget rundt i glasset, duftet til med mund og næse, før det fandt vejen til hendes mund. Den var præcis som altid og opfyldte alle hendes behov, da smagsindtrykkene blomstrede frem i hendes mund. Med et tilfredst suk lod hun glasset finde vej tilbage til bordet og fandt ham med blikket.

Ordene fik et bredt smil frem og hun nikkede tilfredst. ”Mindre kan vel næsten ikke gøre det.” Et spøgefuldt glimt spillede i de blågrønne øjne, før hun vendte ryggen til ham og bukkede sig for at finde to uåbnede flasker frem. Hun blev dog ikke stående længe, før det pludselig slog hende, hvor hun havde set ham før og i en flyvende bevægelse snurrede hun om på hælen. ”Lithgow... A mudblods guide to Hogwarts!” Udbruddet kom så pludseligt, at det også kom bag på hende selv og hun sparkede sig selv mentalt. Hvad nu hvis hun havde taget fejl? Personen ville jo tro, hun var skingrende syg oven i låget og forsvinde ud af butikken hurtigere end hun kunne sige Fettercairn. Nervøst tog hendes tænder et blidt tag i underlæben, mens de slanke fingre distræt fingererede ved tryllestavsposen, mens hun overvejede om det ville blive nødvendigt at skulle kaste sig ud i erindringsændringer.

[Simon Lithgow]

Simon smilede skævt og satte glasset fra sig. Han tog en dyb indånding i den tunge luft og havde netop sænket blikket til den kønne ekspedients bagdel, da hun snurrede rundt og han ganske hastigt fik løftet hagen og fokuseret sine lyse øjne på hendes ansigt. ”Hva...” Længere nåede han ikke, før både hans navn og titlen på hans kæreste skaberværk var røget ud over de lyserøde læber, som om det ingenting var.

Han glippede med øjnene. Mugglerpigen havde lige brugt det ord han selv havde brugt år på at tage kraften ud af, selvom det stadig kunne vendes imod ham. Mugglerpigen var tydeligvis absolut ingen mugglerpige.

Det slog ham, at han stadig stod og stirrede dumt på hende og han rømmede sig, før han løftede hånden og strøg den igennem det korte, lyse hår. ”Undertegnede,” svarede han simpelt, før han smilede igen. ”Men det var ikke lige de ord jeg havde forventet at høre herinde. Forhåbentlig kommer det ikke til at koste mig den glimrende whiskey?”

[Louise Webb]

let’s be strangers together, put your hand in mine

meeting simon lithgow – wearing this

En rødmen fik ganske hurtigt plantet sig i Louis fregnede kinder og et kort sekund vendtes blikket en anelse forlegent mod de slidte støvler, før hun tvang sig selv til at møde hans meget blå øjne igen. Mentalt sparkede hun til sig selv, for ikke at have udvist en større respekt for det faktum, at det ikke alene var lykkedes ham at udgive en bog, med tanke på at hun selv ikke kunne formulere noget, der ikke lød som fireårigs tanker, men også at han havde prøvet at gøre op med det at være mugglerfødt. Selvom Loui var halvblods, havde det ikke altid føltes sådan og i starten havde hun jo ikke engang været sikker.

”Nej, selvfølgelig ikke.”, svarede hun hastigt og kløede sig lidt akavet under øret. ”Jeg har ikke selv de mest magiske forældre.” Hun sendte et skævt smil til ham og trak på de spinkle skuldre. Det passede jo egentlig meget godt. Altså selvom hendes mor var fuldblods og lod til at have massere af familie, havde Loui jo aldrig kendt andre end sin far. Nysgerrigt gled hendes blik over kunden, der pludselig ikke længere var en helt ordinær muggler, men én fra den anden side af hendes liv.

Så slog det hende, at hun jo aldrig havde fået trukket de to flasker, han bad om, frem. Pludselig var hun blevet alt for optaget af den magiske verden. Igen. Med et undskyldende smil vendte hun igen ryggen til ham for at bukke sig ned og hive de to flasker ud fra deres gemmer, før hun langsomt rejste sig op igen og satte dem på bordpladen, hun havde stået og lænet sig op af blot få minutter forinden. Igen dristede hun sig til et nysgerrigt blik ud gennem gardinet af blonde lokker, der hang ned for hendes ansigt, efter hun havde bukket sig ned.
"Loui", præsenterede hun sig og rakte hånden frem mod ham. Ligesom ansigtet var håndryggen en anelse fregnet.

[Simon Lithgow]

Simon smilede skævt, begravede hænderne i sine lommer igen og hævede begge øjenbryn en smule over hendes svar. Han fandt det unødvendigt at pointere at han kunne regne det samme ud, eftersom hun stod i en mugglerbutik og solgte whiskey. De færreste fuldblodsmagikere han kendte ville have gjort netop det.
Tavs, men alligevel lidt nysgerrig på heksen foran sig, betragtede han hende, før han nikkede sigende imod kasserne med whiskey og modtog et undskyldende smil. Det var ikke rigtig nødvendigt, men han rystede alligevel på hovedet i lydløs kommunikation.

Da hun vendte sig rundt, undlod han denne gang at beundre hendes foroverbøjede bagparti, klog af skade fra øjeblikket for lidt siden. Han opførte sig ganske pænt, så sig over skulderen og vendte først blikket imod hende og flaskerne, da de landede på bordpladen og han betragtede dem veltilfredst. ”Glimrende,” konstaterede han, før hun rakte sin hånd frem og han tog den uden den store tøven. ”Loui,” gentog han. Hans eget håndtryk var f ast og han tilføjede et nærmest selvfølgeligt ”Simon,” i den tanke at hun nok havde regnet så meget ud. Da han slap hendes hånd igen, var det kun for at nikke imod døren ud til butikken, før han førte an, talende. ”Du må have gået på Hogwarts, Loui,” konstaterede han. ”Men ikke på min årgang eller Slytherin. Det ville jeg have husket. Så hvad er du... 85'er? Hufflepuff?”

[Louise Webb]

meeting simon lithgow – wearing this

”Hvorfor tror du dog det?" Et bredt smil havde fundet vej til hendes læber og lyste hele det fregnede ansigt op, mens hun fulgte Simon ud af det dunkle baglokale med de to flasker i hænderne. I en blød bevægelse fik hun smækket dem begge op på disken og betragtede ham undrende. Han var trods alt ikke den første, der havde troet hun var puffler. Men hun havde også forandret sig meget siden Hogwarts, bemærkede en spag stemme i hendes sind. Med en hovedrysten fik hun den gjort tavs og fokuserede atter på ham med et spøgefuldt glimt legende i de blå øjne. Så blev hun igen bragt tilbage til de to flasker og fandt hurtigt den grønne blok frem. Kort flakkede hendes blik over mod uret. Der var kun en lille halv time til hun havde fri og kunne forlade butikken. Hendes fars butik havde aldrig haft kunder nok, til at han mente at et højteknologisk kasseapparat var nødvendigt. Derfor kørte de i vinhandlen stadig på håndskrevne kvitteringer på de små, grønne lapper.

”Gryffindor,” rettede hun med et skævt smil og fik hurtigt nedskriblet detaljerne ved købet på den grønne blok, ”men årstallet fangede du. Er der andet, jeg kan gøre for dig?” Igen blev et koket smil sendt til ham over disken, mens den ene hånd trak den genstridige, blonde tot om bag øret. Et eller andet sted havde hun lyst til at spørge ham, om de ikke skulle ses igen, men det var som om ordene ikke rigtig kom til hende og hvorfor skulle han også have lyst til det – hun var jo bare en tilfældig pige fra en vinhandel.