Brækædende lortekræ.

[Stuart Banes]

Da han vågnede, var det første der slog ham, at der var stille. Solens altødelæggende stråler sneg sig vej forbi det mørke gardin. Han kunne mærke varmen koncentreret på kinden. Det næste der slog ham, var hvordan hans læber smagte af pis. Dernæst at han lå nøgen på sofaen, og at der var noget der rumsterede i fodenden.

Stuart slikkede dovent sine læber til de ikke længere smagte af noget. I øjeblikket efter greb han om sofaens ryglæn. Han tvang sig op i siddende stilling. Hans mave rumsterede faretruende, og synet af hanhunden, kæledyret han i sin tid havde anskaffet til sin ældste datter, lod til at stadfæste sig i hans erindring som den første, altædende plage. Dernæst brækkede han sig.

Stuart fjernede sit eget opkast med tryllestaven, han fandt efter at have gennemrodet sit hus. Inden eftersøgningen var igangsat, havde han skubbet den store labrador ud i baghaven, efter den havde guffet sig i hvad han havde spidst (eller drukket) efter aftensmaden dagen før. Han forbandede den dumme køter langt ind i helvede. Dernæst var han gået i bad, efter i lang tid at have siddet på hug foran toilettet og tvunget hvad der kunne tvinges, op. Des mere der forsvandt fra hans mavesæk, des bedre fik han det. Det var, hvad han bildt sig ind. Stilheden syntes at behage ham. På det seneste var stemmen i hans hoved begyndt at irritere ham.

Han satte sig i sofaen efter sit langvarige bad. Et øjeblik sad han og betragtede hunden, der stod og stirrede på ham fra terrassen. ”Du er ikke min hund. Hvorfor skrider du ikke bare, dit forbandede brækædende lortekræ? Jeg har fandeme ikke set noget så hæsligt som dig. Din far ramte kraftedme forkert. Dit venstre øje skulle gerne matche dit højre”, bandede han mumlende. Der var stille lidt. Først da hunden lagde sig på brædderne, rejste Stuart sig for at åbne for den. Han lod sin tatoverede hånd glide over den kølige pels, og så undskyldte han af hele sit hjerte.

[Alexander Young]

Alexander havde egentlig været ret blind overfor det faktum at en af hans venner var faldet dybt ned i et hul for sig selv. Måske havde der bare været nok at se til, med gravid kæreste han endnu ikke delte adresse med og med Brody, der modsatte sig at sidstnævnte kom til at ske og skabte en masse nye spørgsmål.

Måske var han bare distræt og ikke opmærksom nok på Stuarts tilstedeværelse i hans liv. Uanset hvad var det, pinligt nok, først da Brody konstaterede at det var længe siden han havde set September, at han kom til at tænke på hvor længe siden det var han havde set både hende og hendes far. Sofia og den lille rolling for øvrigt også. Mærkeligt.

Han skrev til Hogsmeade, men fik intet svar. Først undrede sig, så blev han langsomt irriteret. Den dag han så næsten stødte ind i en alkoholiseret ung mand og først øjeblikket efter indså, at det var hans gamle ven, gik det op for ham hvorfor han intet hørte. Han fulgte efter ham, nåede ham næsten, men forgæves, da sutten forsvandt og efterlod Alexander frustreret og bekymret – både for Stuart og hans familie.

Siden havde han igen forsøgt at få kontakt. Han havde talt med Sofia, selvom hun ikke ville sige meget, han havde forsøgt at få fat i andre omkring den alkoholiserede forfatter, men indså relativt hurtigt at byrden kom til at ligge på ham. Ingen stor intervention var tilsyneladende mulig at få stablet på benene – folk var simpelthen for vrede.

Pisse stædig troppede Alexander alligevel op alene på adressen i Hogsmeade for tredje gang på en uge. Denne gang var det dælme slut med at forsøge at gøre tingene stille og roligt. Han standsede foran hoveddøren, tog i den og fandt den låst. Halvirriteret pegede han sin tryllestav imod låsen og mumlede et uelegant ”alohomora” der gjorde kål på den forhindring og lod ham åbne døren og forsigtigt træde ind over dørtrinnet. Han lukkede igen, beholdt tryllestaven i hånden og spidsede ører, da en stemme i den anden ende af huset brød tavsheden. Tydeligvis ikke henvendt til ham fulgte en hel stribe af undskyldninger og Alexander rynkede panden, før han rystede på hovedet, tog en dyb indånding og fortsatte videre ind i stuen med en anspændt følelse i maveregionen, selvom han var stålsat. Det her var dagen, hvor der skete noget.

[Stuart Banes]

Det var hunden der reagerede på den tilkommende. Den rejste sig anspændt og stirrede med store øjne på manden der invaderede dens territorium.

Stuart stod frosset fast til stedet. Hans øjne fæstnede sig på Alexanders dominerende skikkelse, der stod placeret nær hans sofa. Kulden lagde sig omkring journalisten som et dræbende, usynligt tæppe der begyndte at ryste krampagtigt. Hunden tog et tøvende skridt mod den langhårede skikkelse, men afventende kløgtigt sin herres befaling. Stuart sagde intet før kulden blev gennemtrængende.

Det startede med, at han ikke længere kunne mærke sine tæer i de sorte strømper. Dernæst fingrene og næsen. Da forfrysningerne nåede hans ører, vækkede det først for alvor journalisten, der stiv og krampagtig bevægede sig indenfor igen. Hunden fulgte efter, denne gang lystigt. Den travede stille mod Alexander og plantede dens våde snude på mandens knæ, i forhåbning om at blive kælet. ”Det er fandeme pisse uhøfligt at bryde ind i folks huse på den måde…”, bandede Stuart mumlende, som fortrød han sine ord allerede inden han havde sagt dem. Han vidste, at brevene fra Alexander lå på stuebordet. Uåbnede. Han vidste også, at helvede var løs hvis denne gestus blev bemærket.

Stuart sank og kløede sig forlegent på brystkassen. ”Jeg… jeg har ikke rigtig tid lige i dag… skal ind på ministeriet, du ved hvordan det er… det hele… du ved, tidsplanen kan være så stram… det er jo ikke noget man selv vælger, du ved…”, mumlede han fraværende, alt imens han pillede akavet ved nogle nye, ubrugte pergamentruller der lå på skrivebordet, han stod lænet op af. ”Jeg læste godt dine breve, men alting har bare…”, tilføjede han inden et øjeblik var gået, og han mimede hvordan alting eksploderede. "Men det er fedt det går dig så godt!”, nåede han at sige. Stuart fremtvang et smalt smil i håb om at føre løgnen til vejs ende.

[Alexander Young]

Alexander var ærlig talt rivruskende ligeglad med hvad der var høfligt eller passende på nuværende tidspunkt og så heller ikke ud til at være det mindste overrasket, da Stuart opdagede hans tilstedeværelse og stirrede på ham. Stilheden var ørersønderrivende. Også i den grad. Men han havde ikke tænkt sig at være den første til at tale. Ikke i denne omgang.

Da det i stedet blev alkoholikeren, der åbnede munden, hævede Alexander begge øjenbryn, uden at skænke hunden meget mere opmærksomhed end et fraværende blik ned på den. Han fnøs højlydt over den indledende velkomsthilsen, spændte lidt i kæben, men fjernede ikke fokus.

Bortforklaringerne, undskyldningerne, falskheden var slående. Huset stank og Stuart lignede selv en, der var død og genopstået igen i Alexanders øjne. Han lod dem dog falde, hørte det ynkelige i dem skramle sammen under de simple fakta Sofia og Imogen havde rustet ham med. Det smertede ham at se den sorthårede rad stå der og forsøge at få brikkerne til at passe sammen, men han havde taget en beslutning om at være skide hård – og den holdt han fast i, også da han rent faktisk åbnede munden.

”Ved du hvad der er uhøfligt, Stuart? Det er faktisk pisse uhøfligt at lyve. Men lad ved Voldemort høfligheden flyve, for du er en del ovre den del. Du er så langt ude at skide, at høflighed er det mindste du behøver bekymre dig om. Du har ingen tidsplan, du skal intet på ministeriet og du har tydeligvis ikke læst mine breve.” Så kort kunne det opsummeres, foreløbig. Det var dog ikke nok. Ikke nær nok. ”Jeg har besøgt Sofia og dine døtre. Hvad i alverden tror du at du foretager dig, Stuart? Hvor er du henne? Hvad i alverden har fået dig ud i dette her? Du ligner lort og hele dit liv står for fald, hvis ikke du tager dig gevaldigt sammen. Og det gør vi sammen i dag. Tager dig sammen.”

[Stuart Banes]

Stuart stod og stirrede på Alexander. De mørke øjne var udtryksløse og tomme. Det hvide ansigt med de sorte rande under øjnene samt den ranglede, to meter høje krop dirrede. Stuart prøvede at synke, men dette ville ikke lykkedes. ”Jeg…”, mumlede han men tav. Stuart så bedende på ham, i det Alexanders talestrøm fortsatte, men dette hjalp ham ikke. Kendsgerningerne gjorde ondt og Stuart mærkede, hvordan hele hans krop sørgede for at stritte imod; som forberedte den sig på at kæmpe til døden. Problemet var, at han følte sig død. Noget så lig døden at han ikke kunne adskille det længere.

”Jeg er virkelig ked af det”, brummede han skingert. Hans ansigt krakelerede langsomt. Stuarts hænder viklede sig krampagtigt ind i hans tykke natbukser og hans blik sveg i Alexanders. Hans krop dirrede af en kvælende nervøsitet. ”Jeg ville gerne have svaret, men den skide ugle kom på det mest latterlige tidspunkter… jeg… jeg… jeg havde simpelthen ikke tid!”, bekendtgjorde han, i samme øjeblik han endelig kunne løsrive sit blik fra Alexanders. Han støttede sig ubevidst til skrivebordet og pillede ustandseligt ved hans natbukser.

Et langt øjeblik vidste Stuart ikke hvad han skulle sige. Eller hvordan. Han blev ved med at synke, til ingen som helst nytte eller værdi. Hans lunger skreg efter luft men det føltes som om han glemte at trække vejret. ”Min far… ja… han døde… det er… halvanden måned siden nu… tror jeg… jeg kan ikke huske det… du skrev bare lige i den periode og der ville jeg gerne være alene. Det var der bare ingen der kunne acceptere!”, berettede han som var det Alexanders skyld at Stuart ikke havde svaret. Han sank igen. ”Det var jo ikke fordi jeg ikke ville svare forhelvede!”, udbrød han lavmælt, stadig pillende og nervøst. Hans krop afslørede tydeligt skammen.

[Alexander Young]

Alexander havde ondt af Stuart. Det var alt andet end behageligt at se ham krakelere hastigt, lyve så det stod ud af ørerne på ham og undskylde sig for noget, der var helt uden for det han blev bebrejdet. Mest af alt gav det ham lyst til at ruske vennen, ruske ham hårdt og råbe ind i hovedet på ham, at han havde ansvar og forpligtelser overfor sine børn og overfor Sofia, at han ikke kunne tillade sig at flygte eller svinde hen i selvmedlidenhed.

Men han tav. Imens alle ordene væltede ud af Stuart var Alexander stille som graven og lige så alvorlig. Han ventede bare, sank hårdt og viftede hunden, der stadig forventede et eller andet af ham, væk. Den lugtede – ligesom resten af huset gjorde.

”Det var jo ikke fordi jeg ikke ville svare forhelvede!”

Et fnys forlod ham. ”Det er sgu da pisse lige meget med de breve,” svarede han bestemt, hvast og med blikket direkte på manden, der tilsyneladende krøb imens han så på. ”Du har titusind dårlige undskyldninger, men du har hverken ret til at være alene eller til at drikke din hjerne ud og dit liv væk, imens du sidder her og søber i selvmedlidenhed og opkast. Du har en familie, Stuart. To døtre, der har brug for dig og en kvinde, som har det samme. Hvad forestiller du dig at de skal bruge en rådden sut til? De skal bruge deres far.”

[Stuart Banes]

Stuart stod længe og betragtede Alexander med skamfulde øjne. Først da stilheden havde lagt sig mellem dem, som tyk, ubrydelig beton sank Stuart så højt, at det i stilheden rungede i huset.
”Du har ikke hørt det”, konstaterede Stuart stille og skar en pinefuld grimasse, først lang tid efter. Han rystede opgivende på hovedet, hvorefter han vendte ryggen til den tidligere kammerat. Han satte sig ved køkkenbordet, hvorpå der stod placeret seks tomme ølflasker. Han gned sin pande og øjne i lang tid, før han atter rejste sig. Stuart åbnede køleskabet. Udover øllene i bunden var der intet andet end en juicekarton. Han udså sig hvad han søgte og undgik at spørge om Alexander var interesseret i noget. Med juicen i hånden satte han sig tilbage på stolen.

Han sad en rum tid og drak i stilhed, før han gned sin pande. Nu hårdere end før. ”Sofia fandt en anden for et stykke tid siden. Det var.. ja. Det var lige i starten da alting bare gik.. bare gik i lort. Så.. den eneste der har brug for mig er September.. og.. og..”, mumlede han imens han fraværende pillede ved kartonåbningen. Han tav og gjorde ikke mine til at fortsætte. I stedet drak han den sidste mundfuld juice og smed den i vasken, fra hans position på stolen. ”September er ikke som alle andre børn. Hun bor hos en anden lige.. sådan en sød, ældre dame i London.. jeg.. det var min mors veninde.. hun har det godt..”, tilføjede han stille og rejste sig nu, lettere reserveret. ”Vær sød at lukke døren når du forlader huset.. jeg.. ja. Vi må lige snakkes sammen i fremtiden.”

Stuart stirrede tomt på Alexander.

[Alexander Young]

Alexander brød sig slet ikke om det. Han hadede i virkeligheden alt ved situationen. For en del år siden ville han have mistet grebet omkring det. Han ville være begyndt at forsøge at argumentere med fornuft og have fejlet – fordi det ikke var fornuft der var den primære ingrediens i samtalen overhovedet. Med en søn på syv var hans forståelse for det rene, følelsbetonede og ynkelige vokset betydeligt og han betragtede Stuart på samme måde som han så på Brody, når det hele voksede over hovedet på den blonde knægt og han kogte helt sammen.
Når det kom til stykket, var det dog ikke en lille dreng han stod overfor, selvom fulderikken opførte sig sådan. Det var en ulykkelig mand, der havde tabt det hele på gulvet og opgivet at få samlet noget op igen. Alexander kunne sagtens være sympatisk, men det var ikke tidspunktet til at fortælle ham at det nok skulle gå det hele.

Af samme grund var det eneste han gjorde til at starte med at lade ham tale sig færdig, slap som et overkogt stykke pasta og tavs som graven. Han veg ikke den mindste smule, men blev stående med blikket hvilende på Stuart og dyb alvor mejslet ind i sine træk. ”Vi snakker nu,” konstaterede han hårdt og bestemt, uden at lade sin sympati for drukkenbolten spille alt for kraftigt ind. Hvis det var ham, ville han aldrig have efterladt Brody hos en eller anden ældre dame. ”Og denne dag ender med, at du tager med mig ind til byen, til et møde jeg har aftalt for dig. Han venter på os om en halv time.”

[Stuart Banes]

Stuart hævede de markerede øjenbryn i ren og skær forbløffelse. ”Hvad har du?”, udbrød han skingert, i det han anstrengt rejste sig fra den hårde træstol. Den pludselige opstigning resulterede i et dunkende hoved, men den fallerede journalist syntes, i sin åbenlyse forundring og foragt, ikke at dette spillede nogen rolle. Irriteret fik han skubbet stolen til side og rastløst vadede han over mod køkkenbordet. Han snurrede rundt på stedet og smed den venstre hånd ud i luften. ”Hvorfor har du det? Kan du ikke bare holde din abnormt skæve næse for dig selv?”, udbrød han mumlende, hvorefter han vendte ryggen til sin tidligere kammerat. Han lagde armene over kors og støttede sig mod køkkenbordet. De mørkeblå øjne farerede over baghaven alt imens han bitterligt prøvede at holde sine hævntørstige ord tilbage. ”Hvorfor begynde at interessere sig nu…”, hvæsede han lavmælt hvorefter han i samme sekund, sparkede køkkenlågen så hårdt han kunne.

20 minutter senere

Stuart havde tændt en cigaret og sat sig i havestolen, iklædt sin varmeste dynejakke og store støvler. Alexander sad ved hans side. I stolen der faktisk tilhørte September. Stuart inhalerede det absolut dybeste han havde lært og kiggede dernæst skjult på Alexander i kulden. Han var stadig vred. Ikke at den længere sad i hjertet. Snarere i kroppen generelt, hvilke gav plads til andre ting. Stuart rømmede sig tøvende og fugtede langsomt læberne.
”Jeg knaldede en pige i forgårs”, brummede han stille og fæstnede sit blik på Alexander. Han sad kort og stirrede på sin tidligere bedste ven, hvorefter han inhalerede igen. ”Og jeg ved godt Alice er gravid”, tilføjede han hurtigt efter og prøvede at smile. ”Jeg glæder mig til at møde hende. Det er godt du er glad”, sagde han oprigtigt, hvorefter han lod sit blik farer ud over baghaven. Langsomt forlod røgen begge hans næsebor og samtidig stadfæstede jalousien sig i hans brystkasse. I det øjeblik hadede Stuart Alexander mere end nogen anden på hele jorden. ”Jeg er misundelig..”

[Alexander Young]

Alexander stirrede ret meget lige ud i luften, imens han sugede på sin egen smøg. Han virkede præcis nøjagtig så hamrende kølig som han havde gjort da han trådte ind – og som luften i øvrigt var omkring dem. Vilkårene var ikke ligefrem ideelle, men han ventede. På trods af sin tilsyneladende ligegyldighed, var han faktisk til stede fordi han holdt af den irriterende stodder i stolen ved siden af – og af hans lille datter. Der var en mening med galskaben og den mening var at slæbe Stuart med til London – om han så i øvrigt ville det eller ej.

Hvis han havde været tvunget, ville han have lammet drukkenbolten og slæbt ham med sig. Heldigvis blev det vist ikke nødvendigt. Det var godt, for det var ærlig talt godt længe siden at Alexander havde kastet en lammer. Årevis, faktisk. Han kunne nøjes med at suge nikotin i sig og skæve over imod den anden havestol, før han trak på skuldrene. ”Ja jeg har undladt at drikke mig spritstiv for at glemme hvor træls det egentlig kan være at være mig,” konstaterede han halvtørt, før han rynkede panden. ”Fuck det. Alice er fantastisk, men nu handler det ikke om hverken hende eller jeg. Det handler om dig. Og vi har otte minutter til at komme til den anden ende af landet, så jeg foreslår at vi kommer afsted pronto. Og med foreslår mener jeg – at det gør vi. Kom,” halvt beordede han, imens han selv kom på benene og fandt sin tryllestav frem.

Han var ganske satans bestemt i sin kommanderen rundt med Stuart, men det virkede. Da han øjeblikket efter lukkede sin ene hånd fast om hans håndled, var det med seriøs koncentration omkring forehavendet. Han var egentlig ikke en god nok magiker til at kunne transferere så langt – men det gik. Denne gang...

C L O S E D