The direction of your heart

[Alexander Young]

Alexander var dræbende, altopslugende nervøs, men alligevel fast besluttet på at fuldføre hvad han havde sat sig for. Hans samtale med Todd om præcis den nuværende situation havde intet gjort for at forberede ham på præcis hvor nervepirrende det var at sidde på knæ foran en kvinde og vente på sin dom.
Med hver en fiber i sin krop ønskede han, at hun ville befri ham fra hans lidelser, sige ja, hvine eksalteret og gøre et eller andet, som ville være sødt og henrivende og perfekt. Noget – et eller andet – der ville overbevise ham om at han ikke var den vildeste idiot for at sidde der og håbe. Kvinden var trods alt gravid med hans barn.

Alligevel kom der intet hvin, intet ja og ingen bekræftelse. I stedet gav hun sig til at stille forvirrede spørgsmål og se på ham som om han lige havde annonceret, at han ville flyve jordkloden rundt på sin gamle kost.
Hjertet sank i livet på ham over rynkerne i hendes pande og hans blik flakkede, før han endelig slog det ned. ”Fordi jeg elsker dig,” sagde han dæmpet, en anelse forurettet, selvom han forsøgte at skjule den del. Han så op igen med egne panderynker til at matche hendes og blev opmærksom på, at hans hånd var irriterende svedig. ”Jeg spørger dig, om du vil gifte dig med mig, fordi jeg elsker dig og fordi jeg har tænkt mig at blive ved med det resten af mit liv...”

[Alice Wolfe]

t a g - a l e x a n d e r - w e a r i n g - t h i s

[/color][/url][/font]
[/center][/size]

Alice vidste ikke helt, hvad fanden det var der foregik. Hun havde hele tiden vidst, at Alexander ikke var typen der kastede sig hovedkulds ud i noget, at tingene ikke gik hurtigt og at det havde været en kæmpe ting, da hun fik nøglen til hans lejlighed. Hendes graviditet havde langt fra været planlagt, men han havde håndteret det helt fantastisk - også selvom han jo havde prøvet det før. Hovedsagen var dog, at det unægteligt var noget der bandt dem sammen.

Forskellen fra det og synet af Alexander på knæ foran sig, var dog at det denne gang, var planlagt. Det var ikke et uheld, noget som der ikke var til at slippe udenom - ikke at Alice på nogen måde ville det - men ufatteligt bindende. Noget som hun hele tiden havde været overbevist om, at Alexander var rædselsslagen for. Og det var netop det ord, der hjemsøgte hende, det ord han selv havde brugt. De ravfarvede øjne var stadig fast fikseret på ham og den forvirrede rynke på hendes pande, blev endnu tydeligere, da han svarede på hendes halvfærdige spørgsmål.

Hendes hals føltes tør og hun var ulideligt bevidst om, hvor varm hans hånd var imod hendes. "Alexander..." begyndte hun og gik så i stå igen. I nogle sekunder stod hun blot og så ned på toppen af hans hoved, og med en hals der føltes ulideligt meget som sandpapir. "Du gør ikke det her, fordi du føler dig tvunget til det, gør du?" spurgte hun lavmælt og tydeligvis usikkert. "Jeg mener, bare fordi vi skal have et barn, behøver vi jo ikke være gift, og du skal ikke gøre noget, du ikke har lyst til, fordi du føler dig forpligtet til det..." rablede hun løs, uden helt at kunne finde enden på det igen.

[/blockquote][/justify]

[Alexander Young]

Alexander kunne mærke alt sit mod skramle sammen, sat overfor den mere og mere realistiske mulighed for at Alice rent faktisk ville afslå ham.
Det havde ikke været hans tanke fra første færd, at det kunne lade sig gøre. Faktisk havde han været stensikker på at få et 'ja' helt op til for et øjeblik siden. Lige pludselig var det dog gået op for ham, at det var muligt for hende at gøre noget andet. Hun var endda i gang med det, i gang med sine usikre, halve spørgsmål, der hver og et var et mindre stød imod hans komplette selvsikkerhed.

For hvad fanden skulle han gøre, hvis hun sagde nej?

Opslugt af hendes øjne, hendes fingre imod hans alt for varme og hendes vejrtrækning, forsøgte han at lade være med at springe til den konklusion, at hun reelt havde tænkt sig at sige nej.
Han rynkede panden endnu dybere over hendes tøven, var nær ved selv at bryde tavsheden, men måtte se sig overhælet og overrumplet over det, der røg ud over Alices læber.

Begge hans øjenbryn fløj op og han så overrasket på hende i et øjeblik, før han kom til at smile dumt. Dét nedkæmpede han hurtigt igen. ”Nej for... Alice for... Jeg har sagt hvorfor jeg gør det. Jeg elsker dig for syv søren. Mere end noget.” Han så frustreret op på hende, slap hendes hånd og tørrede sin egen i bukserne, før han lagde dem begge på hendes mave. ”Her er vores barn. Ham kommer jeg også til at elske, præcis som jeg elsker Brody, men uden dig... Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig. Gider du ikke godt befri mig fra mine pinsler her? Du er jo for søren det bedste i verden, ikke? Virkelig lille, men virkelig...” Selvom han manglede et ord, var det efterhånden rimelig tydelig hvad det lige var hun var. Alexander, derimod, var bare et nervevrag.

[Alice Wolfe]

t a g - a l e x a n d e r - w e a r i n g - t h i s

[/color][/url][/font]
[/center][/size]

Alice så ned på Alexander med store, usikre øjne. Situationen havde været så uventet, at hun ikke på nogen måde havde forberedt sig mentalt på det. Da hun havde været en lille pige og havde hørt eventyr om frierier, var det ikke sådan her hun selv havde forestillet sig, at hun en dag ville have det. Hun følte sig nervøs og en lille smule svimmel og mere forvirret end hun nogensinde kunne huske at have været før. Ordene væltede ud af sig selv, uden at hun kunne gøre det mindste for at hindre det og hendes blik flakkede voldsomt.

Rynken på hendes pande blev kraftigere ved synet af hans smil, men hun sagde ikke noget, lyttede blot til hvad han havde at sige. Hun var uendeligt tavs og lod armen falde tungt langs siden, da han slap hendes hånd. Da han snart efter lagde begge sine mod hendes mave, så hun ikke væk fra hans ansigt. Hans ord trængte igennem, og hun var ikke det mindste i tvivl om, at han virkelig mente det. Det prikkede forræderisk bag hendes øjne, men hun kunne ikke gøre det mindste for at hindre det.

I stedet snøftede hun lavmælt med glinsende øjne, før hun endelig sparkede sig selv igang og tog det minimale skridt frem, der var hen til ham. Hun løftede begge arme og lagde håndfladerne mod hans kinder, mens et overvældet smil langsomt brød frem over hendes læber, samtidig med at en enkelt glinsende dråbe løb ned over hendes kind. Stadig uden at have sagt noget, bøjede hun sig det minimale stykke ned og trykkede læberne mod hans i et dvælende kys. Da hun trak sig tilbage, var det kun et minimalt stykke og hun havde endnu ikke ladet hænderne falde. Hun snøftede igen. "Jeg elsker dig. Mere end noget andet, det håber jeg du ved. Og jeg vil virkelig gerne gifte mig med dig. Virkelig, virkelig gerne," mumlede hun lavmælt, stadig smilende og med afslørende, fugtige øjne.


[/blockquote][/justify]

[Alexander Young]

Alexander kunne ikke sige sig fri for at mærke et stik af panik. Det skyldtes dog mindre hans evige frihedstrang og meget mere den skræmmende mulighed for at blive afvist. Tårnende sig op over ham dukkede mørket op og han hævede begge øjenbryn, da Alice snøftede og så ned på ham med våde øjne.
Synet var forhadt – han brød sig overhovedet ikke om det – men samtidig kunne han på ingen måde regne ud hvad det betød og så decideret forvirret på hende, som hun trådte et lille stykke tættere på ham.

Forvirring dalede og Alexander kunne pludselig mærke sine fødder igen, da varme håndflader lagde sig imod hans kinder og kvinden foran ham smilede. Det var muligvis det smukkeste smil han nogensinde havde set, konkluderede han for sig selv, selvom tåren, der løb over hendes kind, var uvelkommen.
Meget mere velkomment var hendes kys og hans øjne gled villigt i, uden at han forsøgte at rejse sig op fra sin ellers ganske akavede stilling på knæ. Pyt skidt med ondt i benene, tænkte han fjernt, imens hans ene hånd lagde sig imod hendes ene skulder. Samtidig sved det irriterende i hans egne øjne og da hun trak sig væk og han åbnede øjnene, var de afslørende blanke. Det blev ikke ligefrem hjulpet af at Alice snøftede, selvom han skulle forestille at være den stærke af dem.

Han så kysset, smilet, tårerne som bekræftelse, men ventede alligevel anspændt på et reelt svar. Som det endelig kom, brød et bredt smil frem på Alexanders læber og han rejste sig brat, for at trække hendes lille skikkelse ind til sig. ”Jeg elsker dig,” mumlede han hengivent ind i hendes øre, før han kyssede hendes ene kind, strøg hende over den anden og endelig hvilede panden imod hendes med et lettere fortabt blik på de øjne han var forsvundet i flere gange end hun anede. ”Du er det bedste, Alice. Den bedste, den smukkeste, det sødeste og mest intelligente...”

Han kyssede hende, kunne ikke rigtig lade være, egentlig, men slap hende så med en mumlen om ”ringen,” før han forsvandt ud på gangen, kun for at komme tilbage sekundet senere med en lille, lettere slidt æske, der tydeligvis ikke var fra den lokale guldsmed. Da han gled ned på knæ foran hende med et dumt smil og åbnede den, lignede den dog præcis hvad man ville forvente.
Han tog ringen op med lettere rystende fingre, satte æsken fra sig og tog Alices hånd i sin, før han lod det lille stykke metal glide på plads, så op på hende og plantede et lettere drillende kys på hendes håndryg. ”Nu løber du ingen steder,” bemærkede han, uden i øvrigt at have sluppet hendes hånd endnu.

[Alice Wolfe]

t a g - a l e x a n d e r - w e a r i n g - t h i s

[/color][/url][/font]
[/center][/size]

Det var lige pludseligt helt vildt meget at skulle rumme og der var i forvejen to beboere i Alices lille krop. På en eller anden måde, lykkedes det dog alligevel og hun kunne ikke gøre andet end at smile dumt og selvfølgelig sige ja til hans frieri. Synet af Alexanders smil, fik et lignende til at overtage Alices ansigt fuldstændigt og strakte sig nærmest fra øre til øre, da hun øjeblikket efter blev trukket ind i en omfavnelse. En lettere overvældet latter undslap hende ned mod hans skulder og hun foldede armene fast omkring ham.

Varmen spredte sig i hendes bryst og hun smilede stadig dumt ind imod Alexanders kraveben, uden på nogen måde at kunne finde ud af at lade være. "Jeg elsker også dig," tøvede hun ikke i et øjeblik med at svare og trak sig lidt tilbage for at kunne se ham, uden dog at give slip. Hendes øjne var stadig våde, men det var virkelig ikke en dårlig ting, som i øvrigt blev endnu sværere at ignorere over hans ord.

Hun vidste endnu mindre hvad hun skulle svare, andet end rene gentagelser af hans ord, men hun nåede til gengæld heller ikke at skulle tage stilling til det, før hans læber igen var imod hendes. Hun slap ham, for at lukke hænderne omkring hans nakke og med fingrene rodet ind i hans lyse hår, gengældte hun hans kys, stadig smilende ind mod hans læber. Det var modvilligt, at hun slap ham, men endte dog alligevel med at gøre det. Og i øvrigt også at stå og se dumt efter ham, med et fjoget smil tværet ud over hele ansigtet.

Hendes mave slog en kolbøtte, der absolut intet havde at gøre med tumlingen indeni den og hun måtte bide sig i underlæben, for ikke at smile som en sindssyg (noget hun alligevel fejlede grumt i). Hendes blik faldt til æsken i hans hænder og hun stak en temmelig rystende hånd frem imod ham, uden hun egentlig var klar over, at hun havde bedt den om at gøre det. En ordentlig omgang sommerfugle satte på vingerne i hendes mellemgulv, da metalbåndet gled på plads omkring hendes finger. "Den er virkelig smuk," røg det ud af hende, mens hans varme læber ramte hendes håndryg. En lettere overvældet latter fandt vej ud over hendes læber og hun rystede lidt på hovedet. "Det havde jeg altså virkelig heller ikke tænkt mig," forsikrede hun ham om og lukkede så fingrene omkring hans hånd (uden helt at kunne lade være med at skæve beundrende til den lille ring) og hev lidt i den. "Kom herop," bad hun, fysisk en smule hindret i selv at komme ned til ham.

[/blockquote][/justify]

[Alexander Young]

Alexander havde ikke tænkt sig at græde, men blinkede med de afslørende skinnende øjne, før han kyssede Alice inderligt og længe, men ikke længe nok. Ilt var en uheldig nødvendighed, der satte en stopper for hans ømme forsøg på, at forklare hende uden ord hvor meget hun betød for ham. Inden de nåede dertil var en enkelt tåre dog undsluppet hans øjenkrog og han snøftede hurtigt ind, før han mumlede noget om en ring og efterlod hende stående alene i to, tre, fire, fem sekunder.

Lige præcis det korte øjeblik han var væk, gav ham lejlighed til at blinke tårerne væk, tørre den ene undslupne fra sin egen kind og klare halsen diskret ude på gangen, før han vendte tilbage og sank ned på knæ. Igen sad han der foran hende, nervøs imens han fumlende fik ringen på hendes finger og kyssede hendes håndryg blidt.
Han følte sig en lille smule fjollet, men det blev rigeligt opvejet af Alices udbrud, smil og latter, der fik sommerfuglene til at lette i hans maveregion og plantede et dumt grin på hans egne læber.

Da hun hev i ham og hendes læber formede en bøn, kom han hurtigt på benene, selvom de ærlig talt rystede lidt under ham. Det gjorde ikke så meget, så længe han kom tættere på sin lille gravide kæreste – forlovede – og fik muligheden for at kysse hendes pande, så hendes næse og til sidst hendes læber. Flygtigt kærtegnede han hendes runde mave inden han stoppede op, fangede hendes blik og smilede varmt. ”Er du sulten, Mrs. Hindbærsnitte?”

[Alice Wolfe]

t a g - a l e x a n d e r - w e a r i n g - t h i s

[/color][/url][/font]
[/center][/size]

Alice kunne på ingen måde finde ud af, hvordan i alverden man stoppede med at smile dumt. Tværtimod var det netop, hvad hun gjorde. Det blev da også kun endnu bredere, da Alexander fulgte hendes opfordring og rejste sig. Hun fnes lavmælt, da han først kyssede hendes pande og dernæst hendes næse, indtil yderligere fniseri blev effektivt forhindret af hans læber, der krævede hendes.

Det havde hun dog ingen protester over, tværtimod forvildede hendes fingre sig ind i hans hår og hun holdt kysset længere, end det egentlig havde været intentionen. Da hun slap ham, sad det dumme smil der stadig og hun opgav fuldstændigt alle forsøg på at forhindre det. Samtidig var hun ufatteligt bevidst om den ekstra vægt på sin finger. Det var alt sammen surrealistisk og enormt overvældende.

En lavmælt og temmelig ubegrundet latter undslap hende over hans spørgsmål, men hun formåede ikke mere end et bekræftende nik. Hun betragtede ham med et uudgrundeligt blik og havde mest af alt lyst til bare at blive stående der, og bevare det mærkelige, men helt fantastiske øjeblik. Også selvom hun udmærket kunne mærke på sit beklagende bækken, at hendes krop var uenig.

[/blockquote]
[/justify]

[Alexander Young]

Alexander overgav sig villigt til Alices mere end insisterende gengældelse af hans kys og lod nogen fingre fare vild I det lange, mørke hår, imens andre kærtegnede hendes bløde hals, hvor hendes hjerteslag svagt kunne mærkes.
Det var berusende at stå der med hende og vide, at hendes ene finger bar på den satans ring, som han havde fået købt til hende til sidst og tænkt på at give I de fleste af sine vågne timer de sidste to dage. Et dumt smil trak op I hans mundvige, som han løsrev sig og trak vejret dybt ned I lungerne.

Han kunne snildt være blevet ved. Sådan set ville han ikke have haft det mindste problem med at bevare sine læbers kontakt med den lille, tykke dame foran ham I timevis. Der var bare lige spørgsmålet om mad og hensynet til, at hun rendte rundt med et andet levende væsen I maven, der havde brug for føde relativt reglmæssigt. Derfor trak han modvilligt sine hænder til sig, strøg den ene over hendes lettere udspilede mave og så ned på hende.

Hans smil voksede lidt over hendes latter, afslørede kortvarigt hans tænder og fik ham til at kysse hende på næsen igen. “Jeg elsker dig,” mumlede han, før han trykkede sine læber flygtigt imod hendes igen. Det krævede en anelse viljestyrke at trække sig helt væk, træde bagud og genoptage madlavningen med et langt blik efter hende, men han klarede det med nød og næppe og smilede stadig dumt, da han gav sig til at slå æg ud I en skål.

[Alice Wolfe]

t a g - a l e x a n d e r - w e a r i n g - t h i s

[/color][/url][/font]
[/center][/size]

Alice trak lydløst vejret ned i lungerne, da de endelig formåede at løsrive sig fra hinanden og hun åbnede langsomt øjnene igen, smilende tilfreds over den vedvarende følelse af hans læber mod sine, skønt de var væk, hans fingre der kærtegnede hendes hals og ikke mindst, den lille, fine ring, som nu sad sikkert på hendes ringfinger, selvom hun i et øjeblik havde været i tvivl om den. Det var dog forsvundet som dug for solen. Nok ville det måske vende tilbage senere, men for nu var det glemt.

Hun fangede kort hans hånd, da den strøg over bulen på hendes mave og gav den et klem. ”Jeg elsker også dig,” svarede hun og mente det uden tvivl helt oprigtigt. I nogle øjeblikke stod hun bare og smilede dumt, uden helt at vide hvilket ben hun skulle stå på, mens hun betragtede ham slå æg ud i en skål. Til sidst formåede hun dog at sparke sig selv i gang og med en hovedrysten, gik hun over for at hjælpe med aftensmaden.

C L O S E D

[/blockquote]
[/justify]