Mange mænd

[Stuart Banes]

September knappede den tynde sommerjakke op, ganske kort tid efter de havde sat sig. Hun snøftede og skævede skjult til sin far, der temmelig bleg og mat, sad og fumlede med sin egen frakke, som ikke var videre samarbejdsvillig.
Hun lænede sig hen over bordet og støttede hagen i hånden. September betragtede sin far længe og grinede lavmælt, da han opgivende smed hænderne ud til siden. ”Forhelvede den idiotiske lynlås!”, bandede han trodsigt, hvorefter September rykkede tættere på ham. Hun sukkede påtaget og hævede begge bryn, før hun fiksede hvad faderen ikke formåede.

De var stille nogle lange sekunder, hvor Stuart blot sad og betragtede hende. Ændringerne i hendes ansigt og krop var slående, og for hver gang han så hende, blomstrede en kærlighed han ikke forstod. Hun bragte ham tilbage til virkeligheden, da hun rakte tunge til ham, og forlegent kiggede han bort.

”Hvad er det præcist vi laver far?”, spurgte hun undrende, og Stuart tvang atter sig selv til at lade sit blik fæstne sig i hendes. Han fremtvang et smil. ”Du skal møde en af mine venner”, besvarede han hendes spørgsmål, og for et kort øjeblik kunne han have svoret at September smilede hemmelighedsfuldt.
Hun nikkede med en påtaget neutral grimasse og lænede sig afslappet tilbage i boksen. ”Hvornår kommer hun så?”, spurgte den syv år gamle September, og først der brød hendes læber i et drillende, hemmelighedsfuldt smil.
Stuart betragtede hende forvirret og rystede kort på hovedet. ”Jeg har da aldrig sagt det var en pige…”

[Louise Webb]

meeting stuart banes – wearing this

Som altid, når Loui blev væltet ud af balance, var der absolut intet at gøre og det, at Stu pludselig efter et par ugers tavshed havde valgt at tage kontakt til hende, havde rystet hende dybt. Sløvt havde hun tvunget sig op af sengen og stirret på de tomme flasker ved siden af dobbeltsengen, som forstod hun ikke helt, hvor de egentlig var kommet fra. Det havde dog kun forsinket hende i nogle sekunder, før panisk var stormet rundt i den lille lejlighed; først for at fjerne alle spor fra de sidste ugers overdrevne alkoholindtag, derefter for at få styr på både hår og tøj og hvordan sådan et bad nu egentlig fungerede. Det var sådan det fik til, da hun halvanden time senere stod og gloede målløst på hele klædeskabets indhold, der fjernede alle tegn på, at der overhovedet var et gulv i den trange lejlighed. Irriteret havde hun presset alt tøjet ind igen og med lidt hjælp fra magien var det også blevet nogenlunde pænt.

Med de viltre krøller piskende ned ad den ranke ryg, stormede hun ned af trappen, missede af og til et par trin i farten, men nåede på mystisk vis altid at genfinde balancen uden at kysse jorden. Loui rystede en anelse på hovedet over sig selv og satte tempoet en anelse ned, da hun fortsatte ned ad gaden mod restauranten, Stu havde inviteret hende til. Hendes indre krummende sig nervøst sammen, da hun krydsede hjørnet af gaden, så hun kunne se restauranten. Til gengæld så hun pludselig også sit eget spejlbillede og kunne ikke tilbageholde et gisp, der nærmest skræmte livet ud af en ældre herre, ved synet af sig selv. Krøllerne stod ustyrligt ud til alle sider og efter panisk at have skabt nogenlunde kontrol over det, fortsatte hun ind i den varme restaurant.

Stu fangede omgående hendes blik og noget i hende vendte sig rædselsslagent ved synet. Alligevel tvang hun sig selv til at fortsætte, omend noget usikker på benene, mod ham. Det stoppede dog fuldstændig, da September fangede hendes blik. Panisk kiggede hun på Stu, før hun tog de sidste skridt mod bordet uden at tage plads. Louis læber skiltes kort, men kun en underligt, hæs lyd forlod hende og efter at have rømmet sig, måtte hun forsøge igen. "Hej.", mumlede hun og smilede prøvende mod de to.

[Stuart Banes]

Stuart skævede til September, i det Louise nærmede sig. Hans mørke øjne antog en sær gylden farve, og i det han rejste sig fra spisebåsen, kantede han sig tøvende imod Louise.
Han lagde tavst armen omkring hende, for i smug at fange hendes hånd, han forsigtigt omfavnede med sin egen. Fokuseret på at gøre godt, trak han hende tættere mod sig. Først derefter lod han sit blik fæstne sig på September.

September stirrede smilende tilbage. Hun hævede de små bryn i panden og så fra den ene voksne til den anden, der begge stod tavse og betragtede hende. Pludselig lo hun stille og vinkede til Louise, hvorefter hendes mørke øjne, så lig Stuarts, blev endnu mørkere. ”September hedder jeg”, mumlede hun og kløede sig ubesværet på armen.
Stuart vågnede fra sin komplekse tilstand og grinede tvunget. Han nikkede mod Louise og så pinligt ned i bordpladen. ”Det er Louise. Vi er lige.. ja. Lige blevet venner, du ved.. Og.. Vi skjuler jo intet for hinanden, så du skulle møde hende Ember”, fortalte han stille, alt imens han prøvede at hente accept hos Louise ved at stirre på hende som var hun en magnet.

September smilede fortsat og nikkede blot til faderens ord. ”Mig og min far har ikke nogle hemmeligheder for hinanden”, gentog hun med en undertone der ikke kunne defineres, og de mørke øjne blev brune.
Stuart i sekundet efter mærke i datterens skiftende øjenfarve, men da var det for sent. Spændingen havde bragt datteren ud i en ekstase af følelser, som sendte hende rundt i samtlige farveskalaer. Han pegede på sine egne øjne, og September forstod med det samme. I samme sekund var de kunstigt mørkeblå igen.

[Louise Webb]

meeting stuart banes – wearing this

Overraskelsen, det havde været, da Stu kontaktede hende og ville mødes blegnede nu fuldkommen i forhold til den overraskelse det var, at hans datter var der. Da han tog hendes hånd, kunne Loui ikke stoppe sig selv i undrende at stirre ned mod hans tatoverede hånd, der havde lagt sig om hendes. Alligevel fjernede hun den ikke, selvom hun hævede et vantro øjenbryn, da han fortalte om, at de lige var blevet venner. Nærmere omvendt - lige var blevet uvenner og nu stod hun så der og måtte hilse på hans kæreste eje.

"Ja, man kalder mig nu Loui." mumlede hun nervøst og skiftede vægten til det andet ben. Der var noget ved mødet, der havde bragt hende fuldkommen ude af balance og det lod til, at selv det at skifte vægtfordeling i kroppen ikke bragte balance i hendes indre. Kejtet smilede hun tilbage til September og snoede en lok om fingeren, før hun skubbede den om bag øret og væk fra det fregnede ansigt. Så blev hun opmærksom på pigens skiftende øjne, der var alle regnbuens farver igennem, før de til sidst blev ved en meget klar mørkeblå. Undrende gloede hun op på Stu for at få nogle svar, men fandt ingen i hans ansigt, der var rettet mod datteren. Forsigtigt klemte hun om Stus hånd uden egentlig at forstå situationen. "Må jeg snakke med dig under fire øjne?", hun stirrede indtrængende på ham og lagde hovedet på skrævs. Hun blev nødt til at finde ud af, hvorfor hun var der.

[Stuart Banes]

Med et ændrede September’s øjne karakter; en mistænksom gnist var antændt, som en lighund der spottede lugten i luften og pludselig synes at antænde. Hendes ansigt faldt på skrå og hendes smalle, mørke øjenbryn mødtes nær midten i panden i en undrende grimasse.
Stuart måtte synke hvorefter han nikkede tavst. Derefter forlod parret September, der temmelig reserveret betragtede dem i det de gik.

I det de var nået væk og stod i skjul bag bestillingskranken, vendte Stuart sig imod Loui. Han hævede begge øjenbryn og lagde armene over kors.
”Jeg prøver bare at score dig og gøre det godt igen efter ballet, men det skal du endelig ikke tage dig af… Det er fandeme pisse hamrende uhøfligt at sige sådan foran en syvårig pige. Hun tænker da alt muligt…”, hvæsede han irriteret, hvorefter han smed hænderne ud til siden. ”Hvad er der galt? Hvorfor ser du så skræmt ud? Du vidste da godt jeg havde et barn!”

[Louise Webb]

meeting stuart banes – wearing this

"Du prøver at score mig og gøre godt...?" Ordene blev spyttet ud som havde det en bitter smag og hun stirrede på ham. Vantro. Forbløffelse. Vrede. Han prøvede at gøre det godt? Jamen han gjorde det i hvert fald ikke særlig godt. Rasende over, at hun ikke engang havde fået muligheden for at forklare, hvorfor hun havde hevet ham til side, stirrede hun på ham og de store, dådyragtige øjne blev presset sammen til små, smalle sprækker. Så fik hun lagt låg på den boblende gryde af raseri og trak vejret hidsigt ind gennem næsen.

"Ja, jeg vidste, du havde en datter, men havde det været en ide at fortælle mig, jeg skulle møde hende, før du pressede hende op i ansigtet på mig?" spurgte hun tørt og hævede et slankt øjenbryn. Fingrene fandt vej til hendes hofte, hvor de trommede afventende. "Jeg vil virkelig gerne møde hende, men kan du ikke fortælle mig, hvad du vil med mig?" Der var ikke længere nogen form for bebrejdelse at finde i hendes tonefald eller blik. Hånden havde også sluppet hoften og hang nu slapt ned langs hendes side, så så underligt tom ud. Selvfølgelig ville hun da gå tilbage og sige undskyld til September, men han kunne da ikke forlange at hun stod og hygesludrede med hans datter, når Loui ikke engang vidste, hvorfor det var han syntes det var så vigtigt. Et suk forlod hende, mens hendes indre bittert ønskede sig hjem til sin seng, dårlig tv og en god øl eller whiskey.