Seduce and destroy

[Meredith Abbey]

T A G- B R A N D O N - W R I G H T - W E A R I N G - T H I S

Der var travlt på Den Utætte Kedel den lørdag formiddag, hvor handlende hekse og troldmænd fra hele landet strømmede igennem værtshuset. Bestillingerne hobede sig op og Marys fjerpen dansede hurtigt hen over blokken, som hun med et travlt smil, tog imod den velkendte families bestilling. "Der går lige et øjeblik før maden er klar," kom det beklagende fra hende, dog med et smil, som hun rakte over for at give Hannahs næsetip et let klem mellem to fingre. Pigen grinede hjerteligt som svar og da Mary gik fra fætterens bord, hvilede et varmt smil over hendes læber.

Hun havde dog ikke tid til en længerevarende snak og blev allerede på vej op mod baren, stoppet af en heks med spindelvæv i sit filtrede hår og Mary syntes, at hun nåede at skimte en edderkop kravle ind i hullet i kvindens spidse hat. Marys røde hår havde revet sig en smule løs fra den høje hestehale og faldt en smule viltert omkring hendes hoved, men hun havde ikke tid til at tage sig af det. I stedet tog hun imod heksens bestilling, inden hun med hastige skridt fortsatte sin vej igennem Kedlen, snoede sig forbi Gareth med en lavmælt latter og nåede næsten op til disken, før hun endnu engang blev hevet i.

[Brandon Wright]

T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e

Brandon havde valgt mugglervejen og taget en af de mange biler firmaet rådede over til at køre ham til Den Utætte Kedel. Ikke fordi han ikke havde pejs og susenetværk til rådighed på kontoret, men han brød sig ikke om risikoen for at få aske på sit tøj. Ikke når der var en vigtig aftale i kalenderen. Han stod ud af bilen foran den nussede facade der skjulte så meget mere end flertallet kunne se, aftalte et nyt tidspunkt med chaufføren, rettede på sin jakke og gik det korte stykke op til døren for at gå indenfor og forhåbenligt finde manden han havde en aftale med, uden de store problemer.

Han stoppede et øjeblik indenfor døren og lod den falde i bag sig, mens han kastede et blik ud over den brogede forsamling der altid prægede Kedlen. Han fandt ikke manden han søgte, og antog han var ovenpå, men alligevel stoppede hans blik ved en yngre, rødhåret kvinde i forklæde, der stod med siden til ham nogle borde derfra. Han rynkede brynene og var sikker på han havde set hende før, men kunne ikke placere hende lige med det samme. Da hun vendte sig i en hurtig bevægelse så hestehalen dansede, faldt brikkerne dog på plads. Også selv hun ikke i dag var iført hverken maske eller lang kjole. Han kneb øjnene lidt sammen og et smil krusede sig på hans læber mens han tog blikket til sig og banede sig vej op til disken hvor en anden rødhåret kvinde var travlt optaget af at fylde en bakke med glas "Undskyld Miss. Jeg søger Mr. Reinhardt. Er han ankommet endnu?" der var ligeledes noget bekendt over denne kvinde som med et imødekommende smil meddelte, at den tyske forretningsforbindelse ganske rigtigt var ovenpå og ventede ham.

Brandon ignorerede af ren vane det ikke så diskrete blik der fortalte ham, at hun udemærket vidste hvem han var og takkede med et lille nik og et venligt smil. Han gjorde dog ikke anstalter til at gå direkte ovenpå, men bad hende i stedet sende en besked op til manden. Han blev stående og kastede et blik over den ene skulder, ud i rummet, før han bestilte et glas Gnistrebrandy at fordrive tiden med, til tyskeren viste sig. Det virkede pludselig ikke så generende at få en smule ventetid.

[Meredith Abbey]

T A G- B R A N D O N - W R I G H T - W E A R I N G - T H I S

Mary var næsten nået op til bardisken, da en knoklet hånd greb blidt fat om hendes arm i forbifarten. Hun drejede sig imod den ældre heks (der måtte have rundet to århundreder, tænker Mary for sig selv), som var lidt af en stamkunde og gav hendes hånd et let klap, da alt hun ville var at småsludre. "Lige et øjeblik, så skal jeg være ved dig, Mrs. Mulberry. Skal jeg ikke finde et krus varm hindbærlikør til dig imens? Med flødeskum og knuste, kandiserede ananas ovenpå, selvfølgelig," spurgte hun, uden at være den mindste smule i tvivl om heksens yndlingsdrik.

Hun fik bekræftelsen og en (halvsmeltet og alt for gammel) platugle stukket i hånden. Mary takkede dog for den alligevel, som hun gjorde alle de andre gange også, og stak den ned i lommen på forklædet, med en munter lyd. Hun måtte snurre en enkelt gang omkring, for ikke at blive løbet ned af en nyansat og temmelig klodset pige med en tung bakke fuld af opvask, og formåede dog at gøre det med naturlig elegance. En smule åndeløs, men med et bredt smil på læberne, lykkedes det hende endelig at slippe om bag disken og hun gav muntert kroværten et puf med skulderen, fordi han havde stillet sig foran den hane, hvor de primært tappede ingefærøl fra.

Hun fik en godmodig og drillende kommentar som svar på bevægelsen, men hun nøjedes med at smile flabet op imod ham, uden at blive forhindret i sit øvede arbejde med at fylde det ene krus efter det andet med dampende øl. Rytmisk drejede hun omkring, greb en bakke og placerede med en let klirren, glaskrusene på den. Det havde ikke taget hende mange øjeblikke og i det næste, havde hun skubbet bakken op på den ene hånd og bar den øvet med sig ud i selve værtshuset igen. "Kom nu ikke for godt igang!" kaldte hun over skulderen efter sin arbejdsgiver og lo muntert, som hun rettede blikket frem igen og snoede sig ud mellem bordene.

[Brandon Wright]

T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e

Brandon drejede hovedet væk før det blev åbenlyst at han så på noget, eller nogen, bestemt og løftede i stedet glasset med brandy og slyngede den gyldne væske rundt i glasset med en doven bevægelse og så ned i diskens mørke træ. Da han så op igen, stod hun bag disken, få meter fra ham, men havde tydeligvis ikke lagt mærke til ham mellem alle de andre. Det gjorde ham dog intet og han betragtede hende diskret mens han skjulte et lille smil bag glasset da han tog en mundfuld af indholdet.

At hun var i sit es var han slet ikke i tvivl om, selvom det ikke var serverende på Kedlen han havde antaget hun ville befinde sig. Faktisk havde han ikke rigtigt haft nogen idé om hvad hun lavede til daglig, kun at han havde tænkt over hende og hendes grønne øjne mere end én gang den uge der var passeret siden ballet. Han tog endnu en mundfuld mens han fulgte hende med blikket væk igen og tog en hurtig beslutning.

Fra den ene inderlomme i sin jakke fandt han en fyldepen og fangede kroværtens opmærksomhed for at bede om et stykke papir. Han fik det uden spørgsmål, men dog et let nysgerrigt blik. Han besvarede det med et venligt smil, før han trak hætten af fyldepennen og skriblede nogle få sætninger på papiret, lod blækket tørre og foldede papiret sammen "Miss?" han fik igen øjenkontakt med den yngre kvinde han mente også at have set weekenden før og smilede venligt til hende da hun kom hen til ham igen med et lettere overspændt udtryk "Jeg overvejede om du kunne gøre mig en tjeneste?" han gjorde en kort pause og fortsatte forklarende uden at vente på et svar "Og give denne her til din kollega." han drejede hovedet og gjorde et tydeligt nik i retning af de grønne øjnes ejerkvinde "Mary?" han så tilbage på hende og nikkede mens et ganske klædeligt, og tenderende smørret smil krusede sig på hans læber "Mary.." gentog han med et bekræftende nik og foldede sedlen ud igen, tilføjede en sætning mere og foldede den sammen igen "Hun ser ud til at have travlt og jeg vil ikke forstyrre." han holdt den sammenfoldede seddel frem mod hende med to fingre. Der gik kun et øjeblik før hun nikkede ivrigt med et smil der fremviste hele hendes tandrække "Selvfølgelig, Mr. Wright." hun tog sedlen og forlod sin plads bag disken mens han sad tilbage med en let hovedrysten og et underholdt blik.

[Meredith Abbey]

T A G- B R A N D O N - W R I G H T - W E A R I N G - T H I S

Mary gav sin fætters skulder et klem, da hun havde afleveret drikkevarerne hos ham og hans lille familie. Med en forsikring om nok at skulle hilse, hvilede hun bakken mod sin hofte og gjorde omkring, for igen at sætte kursen mod baren. Hun nåede dog ikke tilnærmelsesvis derop, før Juniper dukkede op og fik Mary til at stå og se overrasket på hende. Først fangede hun ikke, hvad i alverden det var veninden ivrede om, før et navn slap igennem og brikkerne faldt på plads.

Marys øjenbryn hævede sig svagt, men hun faldt ikke for fristelsen og så op imod baren. I stedet rankede hun sig bare den mindste smule og så svagt underholdt på Juniper. Det var først der hun opdagede sedlen, Joon flagrede med og efter at have spurgt til den, stod hun snart med den i hånden. Mary rystede på hovedet af den anden rødhårede servitrice. "Har du ikke borde at betjene?" spurgte hun drillende, som hun på trods af protester, stak sedlen ned i lommen på sit forklæde, uden at have læst den.

Sandheden var at Mary også selv var nysgerrig, men hun formåede at skjule det uendeligt meget bedre end Juniper. Det lykkedes hende da også at slippe væk fra den insisterende prikken, da en ung troldmand løftede en arm efter betjening. Mary tøvede ikke med at gribe muligheden og snoede sig væk fra Joon, for at tage imod kundens bestilling. Han måtte være omkring på deres alder, men hun genkendte ham ikke. Det undrede hende dog ikke videre, så snart han åbnede munden og en tyk, russisk accent flød ud. Mary var dog ikke helt så koncentreret som ellers og måtte en enkelt gang eller to bede ham om at gentage hvad han lige havde sagt.

Med et lettere beklagende smil forlod hun bordet og bevægede sig med rolige skridt op mod baren igen. I stedet for at lade blikket glide ud over kunderne der sad der, rakte hun ned i lommen på sit forklæde og trak den lille lap papir op. Med bakken under armen foldede hun den ud og brugte et øjeblik på at læse, hvad der stod. Et fnys gled ud mellem hendes læber, før hun med klikkende hæle fortsatte om bag disken og stadig med sedlen i den ene hånd, lagde bakken fra sig på bordet. Uden tøven gled hendes blik søgende over magikerne ved disken, indtil det fandt den rigtige person. Lige så målrettet som før krydsede hun afstanden, indtil hun kunne placere papirlappen på disken foran Brandon Wright, med fingrene hvilende ovenpå den. "Jeg har heller ikke for vane at tage imod ordrer." Der var absolut ingen tvivl om at hun mente ordene, men et glimt i hendes øjne og en svag trækning i den ene mundvig, afslørede at noget ved situationen alligevel underholdt hende.

[Brandon Wright]

T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e

Brandon kunne ikke sige sig fri for at være bare en lille smule spændt, da han havde overgivet sedlen til servitricen og så hende forsvinde påfaldende hurtigt fra sin egen side af disken. Han grinede lydløst uden at se efter hende og koncentrerede sig i stedet om sin drink, mens han roligt blev siddende og lod blikket glide over over de mange flasker der stod bag disken i et usammenhængende miskmask af størrelser, former og farver.

Som minutterne tikkede afsted drejede han alligevel hovedet lidt kun for at se væk igen næsten med det samme, da han fik øje på Mary på vej i retning af baren. Han så ikke op med det samme da hun endte stående lige foran ham, men tømte sit glas i en langsom bevægelse mens han så ned på sedlen og det trak afslørende i hans mundvige "De eneste jeg giver ordrer er mine ansatte." han satte glasset fra sig og løftede blikket for at møde hendes med hovedet lidt på skrå og en let skuldertrækning "Sidst jeg tjekkede hørte du ikke i den kategori." hans blik skiftede fokus mellem hendes øjne et par gange mens trækningen blev til et reelt smil "Se det som et håbefuldt tilbud i stedet." han rettede sig lidt op uden nogensinde at have sat sig på en af stolene ved disken "Et tilbud jeg håber du vil overveje.. Mary." han tav og lod ganske ugenert blikket løbe over hendes ansigt som han nu kunne se det hele af, modsat ugen før.

[Meredith Abbey]

Noget i Marys blik glimtede underholdt, da hun placerede den lille seddel på disken foran Brandon Wright. At det også var undersøgende, var ikke umiddelbart til at se og måden hun kneb øjnene svagt sammen, var nem at forveksle med vurdering. Hendes fingre hvilede stadig på papirlappen og hun lod hovedet faldt svagt på skrå. Hestehalen gled med, sammen med de enkelte, løsrevne hårtotter, men Mary lod ikke til at bemærke det.

Et muntert fnys gled ud mellem hendes læber og hun hævede et øjenbryn over hans ord. "Har du ikke hørt, at det er dårlige manerer at misbruge nogens navn, før man officielt er blevet præsenteret, Brandon?" Hendes spørgsmål var temmelig retorisk og hun forventede ikke som sådan svar, selvom hun havde en mistanke om, at det nok skulle komme alligevel. Hun skubbede papirlappen frem mod ham og lod armen falde igen. "Tak for tilbuddet, men jeg har allerede planer." Hun drejede sig halvt, for at gribe bakken på bordet bag sig. "Og i øvrigt også arbejde der kalder."

Hendes ord havde været afsluttende og hun havde allerede taget et skridt væk, før hun overraskende nok fandt, at hun fortrød. Tøvende drejede hun sig lidt igen, så overvejende på ham og endte så alligevel med at tilføje: "Men jeg har fri i morgen aften klokken syv." Hendes læber trak en smule op i et sigende smil, mens det glimtede lettere underfundigt bag det skælmske i hendes blik. Uden endnu et ord trak hun bakken op på hoften og gjorde omkring, for at forsvinde ud blandt menneskemængden og fortsætte det arbejde hun havde været igang med.

[Brandon Wright]

T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e

Brandons læber gled fra hinanden et kort sekund, i et impulsivt smil der formåede at botte hans tænder momentært. Han trak på skuldrene mens han betragtede hende med et blik der spillede drilsk. Han sagde ikke mere, men lod hende fortsætte uden at afbryde. Hendes afslag fik ham dog til at rynke brynene bare lidt. Ikke længere end et øjeblik, men nok til at en snert af ærgelse var tydelig. Han smilede skævt og skubbede det tomme glas ind over midten på disken da hun vendte sig væk "Næppe mere dårlige manerer end at trække sig som den eneste af parterne der kender den andens navn." gav han roligt igen, tæt på igen at sige hendes navn, bare for at prøve det af igen. I stedet resignerede han, for nu og nikkede med et accepterende smil "Jeg var nødt til at forsøge."

Han havde drejet hovedet mod trappen til førstesalen for at spejde efter sin aftale da hun talte igen. Han rynkede brynene igen, denne gang dog med et nyt smil lurende i øjenkrogene og vendte blikket tilbage mod hende med hovedet lidt på sned. Han så efter hende med et uudgrundeligt blik. Trak så fyldepennen frem igen, stregede sin tidligere besked på sedlen der stadig lå på disken og tilføjede en ny nedenunder. Så foldede han den sammen, rejste sig og snoede sig i mellem bordene i Marys retning, ventede tålmodigt til hun var færdig ved et bord og trådte halvt ind foran hende med sedlen holdt op så hun kunne tage den "Klokken syv i morgen." gentog han hende, nikkede let til hilsen og vendte sig så igen, kun for at se tyskeren komme ned ad trappen. Kort efter forlod han Kedlen igen ad døren ud mod gaden hvor bilen stadig ventede.

L U K K E T