Stuart Banes
Hogwarts - S
Falleret freelancer
Can't have nice things%\0\%
Posts: 60
|
Post by Stuart Banes on Mar 27, 2013 21:51:54 GMT
Stuart kiggede skeptisk på de to papirlapper, han holdte i sin højre hånd. Dekorationerne på disse var grimme og han havde hadet dem, siden han havde købt dem blot få timer forinden. Svage trip hørtes bag ham, og i det han kiggede over skulderen, smilede han stille. ”Hej skat”, hilste han kærligt og stak billetterne i lommen på den sorte habitjakke. Stuart vendte sig rundt og satte sig på sengekanten. Han foldede sine hænder og betragtede dem fraværende, næsten skyldbetynget. De svagthørende små skridt bevægede sig nærmere, og i det Stuart skulle til at smile afvigende til sin datter, lagde hun sin hånd på hans kind. Det fik ham til at tie stille.
September smilede kærligt og strøg sin far over kinden. ”Er du meget ked af det?”, spurgte hun hviskende, og lænede sig imod ham. Stuart lod deres pander støtte mod hinanden, og rynkede brynene undrende. ”Hvorfor skulle jeg være ked af det?”, hviskede han tynget tilbage. Datterens øjne glødede sigende. Hun lagde sin anden hånd på hans anden kind og kyssede ham i mundvigen. ”Fordi Sofia ikke vil være din kone mere… er det derfor du er meget syg?”, spurgte hun med store, undrende øjne. Stuart følte det som blev han kvalt. Han sank højlydt i stilheden og lagde armene omkring September’s lille syv år gamle krop. Så nikkede han. ”Ja det er derfor. Jeg er ked af det men det går over… Det er næsten halvanden år siden nu. Har du det ikke også bedre nu?”, spurgte han, stadig hviskende, og med øjne der tiggede hende om at svare ja. September smilede og nikkede. Stuart sukkede tungt og strøg hende over det lange, mørkebrune hår. ”Du er det vigtigste i mit liv. Jeg elsker dig”, fortalte han hæst og løftede hende op. I stuen hørte han kvidrende sang.
30 minutter senere
Stuart bankede på døren tre gange af en, før han åbnede den. Han trådte ind i den hyggelige entre og kløede sig anspændt på brystet. ”Det er mig…”, råbte han for ikke at skræmme lejlighedens ejer. ”Jeg har billetter til det åndssvage maskebal du har fablet om de sidste måneder…”, råbte han videre i det han bevægede sig længere ind i lejlighedens kerne.
|
|
Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Mar 27, 2013 22:31:06 GMT
meeting stuart banes – wearing this Det havde været en af de dage, hvor man knapt nok havde overskuddet til at stå ud af sengen. Hvis man hed Louise September Webb var det i hvert fald. Da vækkeuret som altid havde ringet ved nitiden om morgenen havde hun ikke engang kunnet overtale sin krop ud på toilettet for at komme af med resterne fra den nu tomme flaske whisky, der stod på det mørkebrune natbord ved siden af sengen. Efter middag havde hun dog alligevel slæbt sin krop ud mod toilettet og efter et par timer i sengen med chokolade og en masse dårlige film fra fjernsynet, havde hun overtalt sig til at stå op. Dette havde dog kun ført til et flere timer langt karbad, hvor hun havde fået skyllet det sidste af spruttens rædsomme spor af sig. Med en svag duft af kirsebær var hun trukket i sine gamle løbeshorts, der for tiden mest blev brugt som natbukser og en stor, hvid T-shirt, hun egentlig ikke var helt sikker på, hvor kom fra. Det var derfor på badeværelset, med fuld gang i musik og hårtørrer, at Loui var beskæftiget, da Stu besluttede sig for at brase ind i hendes hus. ” And then you went and changed it, yea. Even my patronus, oh, what can I do?” En specielt skøn sangstemme, havde Loui aldrig rigtig besiddet og med den kraftige skotske accent inde over det ellers udmærkede nummer, var det næsten ikke til at kende igen – havde det ikke være for radioen, der prøvede at brøle om kap med hende og hårtørreren. Havde man ikke kendt Loui, havde situationen nok været yderst mærkværdig, sådan som hun ikke helt kunne vurdere om den spraglede hårtørrer skulle bruges som mikrofon eller til at give vind-i-håret-effekter. At den kunne bruges til at tørre de viltre krøller, der nu fløj lidt ustyrligt omkring det fregnede ansigt, lod ikke til at være en mulighed i hendes øjne. Derfor bemærkede hun ikke Stu, der var begyndt at bevæge sig længere ind i lejligheden, før det var for sent. Uden at ænse, hvem det var, der pludselig stod foran hende, havde Loui grebet tryllestaven og vendt den mod ham, som trak hun et sværd. ” Expelliarmus!” Normalt var non-verbal magi intet problem for Loui, men kom folk listende op på hende, talte hun, før hun tænkte og dette havde været tilfældet i denne situation.
|
|
Stuart Banes
Hogwarts - S
Falleret freelancer
Can't have nice things%\0\%
Posts: 60
|
Post by Stuart Banes on Mar 27, 2013 22:55:04 GMT
Stuart afværgede besværgelsen uden at løfte et øjenbryn. Han gabte i øjeblikket efterfølgende, i det han i samme moment vendte rundt og slukkede for radioen. ”Hvis du vidste, hvor ofte folk møder mig sådan.. Min bedste ven sender altid lammere efter mig”, mumlede han stille, og lod skjult blikket glide ned over hende. Mindet om deres nat sammen hjemsøgte ham hver gang de sås og det var begyndt at irritere ham. Han affejede billederne og smilede svagt til hende. Klædt i sit skræddersyede, lysegrå jakkesæt satte han sig ved spisebordet og lod sine tanker farer andetsteds imens hun gjorde sig færdig.
Da hun vendte tilbage til køkkenet, stadig med overraskelsen malet i ansigtet, rømmede han sig besværet. Han gjorde mine til at ville sige noget, men det lykkedes ham ikke. Samtalen med September havde sat sit præg og efter at have fået datteren hjem igen, syntes alting at blive bedre. Han følte sig bedre. Stuart skar en grimasse og gjorde op med sig selv, at han skulle få denne aften overstået. ”Jeg fik September hjem i dag”, fortalte han og smilede anstrengt ud i ingen ting. Han fortsatte hurtigt. ”Det er rigtig dejligt, du må ikke misforstå. Hun er jo pigen i mit liv”, sagde han og sendte hende et halvhjertet drillende blink. Stuart rømmede sig og dykkede tøvende ned i sin inderlomme på frakken. ”Og så har jeg også en overraskelse til dig, så jeg håber ikke du har lavet nogen aftale i aften… ellers så skylder du mig næsten 50 galleoner…”, jokede han uden større entusiasme og i det han fremdrog billetterne fra inderlommens trygge hule. Stuart lagde dem fra sig på bordet og smilede skævt. ”Du havde snakket så meget om det… jeg kendte en der kunne skaffe mig dem…”
|
|
Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Mar 27, 2013 23:16:38 GMT
meeting stuart banes – wearing this Et undskyldende smil blev Sendt i Stuarts retning, da han måtte afværge hendes besværgelse. Hovedrystende trak hun på skuldrene af sig selv. Ja, han måtte jo efterhånden vide bedre end at liste sig op på andre mennesker. En let latter strøg over hendes blegrosa læber ved ordene og hun vendte nysgerrigt blikket mod ham. ” Hvem er denne bedste ven, du altid taler sådan om?”, spurgte hun nysgerrigt, men måtte igen fjerne blikket fra ham, da hun vendte ryggen til ham og bukkede sig ned for at samle håndklædet, der lå fugtigt og henslængt på gulvet, op. I en skødesløs bevægelse fik hun kastet det gennem lokalet og ramte, til sit store held og overraskelse, håndklædestangen. Men vuggende hofter trådte hun ind i køkkenet og lod afventende blikket glide over ham. ” Hun lyder også virkelig skøn”, sukkede Loui betaget og stirrede få sekunder drømmende ud ad vinduet. Hun havde altid selv haft drømmen om at få børn og bare det at høre Stuart snakke om sin September fik både sommerfugle til at flakse rundt i maven på hende, samtidig med at et ubehageligt stik af jalousi bredte sig i kroppen. Irriteret rystede hun på hovedet af sig selv og purrede lidt op i de stadig halvfugtige krøller. Ivrig efter at spørge ind til jakkesættet måtte hun bide sig selv i læben, da han fortsatte med at snakke og en undren indtog hendes ansigt indtil han hev de smukt dekorerede billetter til maskeballet selvsamme aften frem fra sin inderlomme. En næsten barnlig glæde erstattede forundringen og et bredt smil gled ind over hendes læber. ” Er du seriøs? Lov mig det og sværg på at du vil æde min bedstemors hekseskrud, hvis du laver sjov med mig!” Ivrigt nærmest hoppede hun hen til ham og betragtede billetterne, der nu lå på hendes spisebord. Livligt gnistrede hendes øjne af forventnings glæde og hun kunne ikke dy sig for at kaste armene om ham. Der var ikke tal på, hvor mange gange Loui efterhånden havde siddet med julelys i øjnene og berettet om maskeballet, som hun iiih så gerne ville med til, men desværre ikke havde pengene. Nu havde Stuart gjort det til en mulighed for hende. ” Stuart, jeg kunne kysse dig!”
|
|
Stuart Banes
Hogwarts - S
Falleret freelancer
Can't have nice things%\0\%
Posts: 60
|
Post by Stuart Banes on Mar 27, 2013 23:31:23 GMT
Stuart grinede lavmælt ved hendes tydelige taknemmelighed men nægtede at ligge armene om hende, da hun fysisk udtrykte sin glæde. Det at han et kort øjeblik kunne mærke bulerne, var nok til at sende ham tilbage i tankerne om deres nat sammen, hvilke fik det til at gløde irriteret i hans bryst. Stuart smilede til hende og nikkede. ”Det lover jeg. Få noget tøj på… jeg vil gerne have en lækker date…”, mumlede han halvdrillende, hvorefter han blinkede til hende.
Da Loui hvinende forlod køkkenet, sukkede han lavmælt. Han kunne ikke fremprovokere den mindste entusiasme og ønskede bitterligt han sad i sin egen sofa, med September og snakkede. Han ville være derhjemme. Gemme sig. Stuart tvang sig selv til at tænke på det sommerhus han overvejede at anskaffe sig i Cornwall. Komplikationerne var mange, men tanken om at flytte fra Hogsmead havde længe lagt og truet i hans baghoved. Nu havde September også lært at styre sine evner og var næsten bedre end Stuart, hvis hår, i pressede situationer stadig blev skrigende gult.
Han sad fordybet i tanker, alt imens Loui spænede fra det ene rum til det andet. Han gad ikke. Han gad virkelig ikke.
|
|
Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Mar 28, 2013 0:13:53 GMT
meeting stuart banes – wearing this Ved Stuarts ord, kunne Louise ikke holde en latter fra at glide over læberne. Selvom han var en kompliceret, fordrukken til tider og meget plaget person, havde Loui ikke kunnet andet end at nyde den seneste tid med ham. Det var som havde hans selskab lettet hendes hjerte en anelse fra alle de opdagelser, der var haglet ned over hende på det seneste. Både, da hun var dumpet sin aurorprøve og nu ikke havde noget job, men også nyheden om, at hun højst sandsynligt ikke ville kunne få børn, havde virkelig bragt hende ned i kulkælderen. Med et lystigt blik i hans retning trippede hun ind på sit værelse og stirrede tomt på sin garderobe. Normalt havde tøj aldrig været et problem for hende. Hun tog for det meste bare det første og det bedste fra klædeskabet og fik det smækket på kroppen. Så længe man var varm og komfortabel, kunne hun sådan set ikke se noget problem med det. Men nu… Et dybt suk forlod hende, mens hun søgte i de bagerste gemmer af sit klædeskab for endelig at finde noget, der var bare nogenlunde anstændigt. ” Du må ikke grine, Stu”, hendes stemme var spæd, mens hun gemte sig bag den halvlukkede dør ind til sit soveværelse, der førte direkte ind til køkkenet, hvor Stuart sad. ” Jeg kunne virkelig ikke finde noget mere anstændigt. Håber du bliver tilfreds.” Med forsigtige skridt, der efterlod sig små ’klak’ grundet hælene, trådte hun ind i køkkenet til ham igen. Håret var sat op af bedste evne og enkelte blonde lokker snoede sig ned ad hendes ene, nøgne skulder. En anelse akavet og med blussende kinder vendte hun blikket, der før havde været rettet mod fødderne af forlegenhed, mod Stuart. Under kjolen skælvede de slanke ben en anelse af nervøsitet for hans dom af hendes udseende. Det var jo ikke fordi, hun havde et stort balskrud. Nej, ville han finde sådan en pige, var han brudt ind i den forkerte lejlighed. Håbløst sukkede hun og de spinkle skuldre hang en anelse igen. For et split sekund ønskede hun sig tilbage i sin seng med sin whisky, men hankede mentalt op i sig selv. Nu han havde gjort det for hende – for det var ikke for ham, det var stensikkert – kunne hun godt mande sig lidt op, selvom det krævede at presse sig ned i en kjole. Det eneste, der afslørede hendes nervøsitet, var de blanke snore fra masken, der rystede lidt i hendes skælvende hænder.
|
|
Stuart Banes
Hogwarts - S
Falleret freelancer
Can't have nice things%\0\%
Posts: 60
|
Post by Stuart Banes on Mar 28, 2013 21:48:48 GMT
Stuart sukkede tungt men uhørligt, i det hun bekendtgjorde sin snarlige indtræden. Han rystede på hovedet, til trods for at hun intet kunne se, og vendte sig på stolen. Klikkene begyndte derefter.
Han hævede overrasket de brede øjenbryn i det hendes tynde skikkelse, dog så ulig Sofias, gjorde sin entre i køkkenet. Stuart fugtede langsomt læberne, alt imens han lod øjnene farer over hende. Han tvang sig selv til at synke og hævede derefter hånden med opadvendt tommelfinger. ”Du ser… det er okay”, forsikrede han hende tøvende hvorefter han vendte sig mod bordpladen, han kort betragtede. Stuart nikkede fortsat og rømmede sig anstrengt i det han rejste sig, uden at kaste et videre blik på hende. Stuart stillede sig få meter fra hende og smed hænderne ud til siden. ”Og du kan leve med mig?”, spurgte han hentydende og lod sig vurdere få øjeblikke, før han vendte ryggen til hende, for at lade hende studere bagsiden.
Da Stuart ikke længere skulle kæmpe med ikke at betragte hende, lettede hans hjerte betydeligt. En pludselig skyldfølelse havde bredt sig i hans bryst, i det hendes lange tynde ben havde sendt ham tilbage til natten for knap en måned siden. Han huskede stadig indtrykkene og den inderlighed han i de timer havde følt. Han huskede stadig følelsen af hendes hud, duften, læberne... Ligeledes bekymringen om, at han skulle stå ansigt til ansigt med adskillelige former for alkohol, en trang han endnu ikke havde lært at kontrollere, fik det til at rumstere faretruende, men da han atter vendte fronten mod hende, sås det ikke i andet end hans mørke øjne. ”Tilfreds?”
|
|
Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Mar 30, 2013 11:11:11 GMT
meeting stuart banes – wearing this Louis tænder havde taget et blidt tag i underlæben, mens hun afventede hans reaktion. De slap dog hurtigt taget, idet en dårligt skjult skuffelse indtog hendes ansigt for et par sekunder. Hun kunne ikke holde sig tilbage fra at stirre målløst på ham. Okay? Selvkritisk vendte hun blikket ned over sig selv. Måske havde han forventet at hun havde en ordentlig kjole eller havde gjort mere ud af sig selv? Måske var han i virkeligheden skuffet over hendes indsats? En masse spørgsmål blomstrede frem i hendes tanker, mens hun stirrede på sine fødder. Det var først, da Stuart talte til hende igen med et noget afventende tonefald. Forvirret over den bratte entre tilbage til virkeligheden, stirrede hun spørgende på ham, før spørgsmålet rigtig sank ind. Vurderende lod hun blikket hvile på ham både forfra og bagfra, kunne ikke holde sit blik fra at hvile en anelse længere ved hans bagparti. Med et skævt smil tilbagelagde hun distancen mellem dem ved blot tre skridt. De rystende fingre fandt frem til revers kraven, hvor to fingre fulgte den ned over hans overkrop. " Du ser virkelig godt ud." En livlig gnist legede i Louis blå øjne. Den pludselig tæthed havde tvunget hendes tanker tilbage til natten, de havde delt. Stuart var hendes syndige nydelse, hendes kundskabens æble og en lige så dårlig vane som rygning eller alkohol. Alligevel kunne hun ikke undgå at nyde hans selskab, nyde hvert sekund, de tilbragte sammen. Hun vidste jo, at han stadig kun tænkte på Sofia, men stadig kunne hun ikke glemme natten med ham; Duftene, lydende, smagen af ham, følelsen af ham. Alle erindringerne kørte rundt i hende omkring sengetid, når hun lå alene og mørket var faldet på. " Hvornår skal vi egentlig være der?" De blå øjne, der havde fulgt fingrenes vandren ned langs kraven, blev pludselig vendt tilbage til Stuarts ansigt ved spørgsmålet. Mørket var jo allerede faldet på, så der kunne vel ikke være alt for længe til, ballet startede. Loui kunne ikke undgå at mærke spændingens sommerfugle, der blidt trak de bløde vinger langs hendes indre og fik det til at krible i hver millimeter af hendes krop.
|
|
Stuart Banes
Hogwarts - S
Falleret freelancer
Can't have nice things%\0\%
Posts: 60
|
Post by Stuart Banes on Mar 30, 2013 16:30:28 GMT
Stuart smilede reserveret, i det hendes hænder greb om hans hvide skjortekrave. Hans mørke øjne antog et lysere skær og fulgte hændernes vandring ned over hans overkrop. Hendes ord resulterede i at han sank og for et øjeblik stod han, og stirrede fraværende på hendes hænder. Stuart rømmede sig lavmælt. ”Du ser også virkelig godt ud..”, mumlede han reserveret tilbage, hvorefter han fæstnede sit blik i hendes. De mørke øjne var tomme og i lang tid stod han, og at lod sig opsluges af hendes. Som søgte han noget han ikke fandt i andres øjne.
Som fandt han det heller ikke i hendes, løsrev han sit blik og afbrød deres kropskontakt. Stuart trådte tættere mod spisebordet og gned kortvarigt sin pande for at vende tilbage til virkeligheden. Han fugtede langsomt sine læber og løftede i samme øjeblik håndleddet, hvorpå hans smalle guldur sad fastspændt. ”Jeg tror såmænd sagtens vi kan tage af sted med det samme..”, konstaterede han lavmælt, hvorefter han skjult betragtede hende. Loui var smuk men hun var ikke Sofia. Det var derfor han kun smilede til hende, i det han passerede hende. Sofia Banes var tyndere. Og så var hendes øjne større.
Stuart rakte Loui sin hånd og fremtvang et smileløst smil. ”Hold godt fast..”
Out
|
|