She never slows down

[Allie Hayes]

Tag: Simon Lithgow Outfit: Klik

Dagen skulle vise sig at blive som vejret - grå og kedelig. Allie havde placeret sig på en bænk nær hovedkontorets indgang. Hendes blik hvilede på ruden, og blev først fanget af de gennemsigtige regndråber, der i forskellige hastigheder løb ned af det duggede glas. Allies blik gled forbi regndråberne, og faldt i stedet på diagonalstrædes gader. Hun plejede at blive inspireret af de forskellige magikere, som de vrimlede rundt i gaderne, ind og ud mellem de mange butikker. Det var som om deres individuelle udtryk og bevægelser gav hende den ro hun havde brug for, for at kunne koncentrere sig om sit arbejde. I dag var gaden dog stort set tømt for folk. Stille var der også hos Profeten. Siden maskeballet havde der ikke været de store nyheder at gå efter - til stor frustration for de fleste af journalisterne. Alle sad de fordybet inde på kontoret i hver deres individuelle sager, ivrig efter at få fingrene i en ny historie.

Allie var også frustreret, men over noget andet. Allie havde brug for at have hele sin dag planlagt, hun havde brug for at være i gang hele tiden, så hun følte at hun brugte sin tid produktivt. I dag havde hun dog fået frit slag til at få styr på noget af alt det hun i løbet af det seneste stykke tid havde fået lært. Problemet var bare at Allie havde styr på det hele, og derfor sad hun nu med et tomt stykke pergament i hånden, og stirrede tomt ud gennem en rude, uden at vide hvad hun skulle foretage sig. Som minutterne gik følte hun sig mere og mere nytteløs og hun hadede det. Frustreret krøllede hun pergamentet sammen, og foldede det ud igen, blot for at krølle det sammen igen.

[/blockquote]

[Simon Lithgow]

W I T H : - A L L I E - H A Y E S - - - W E A R I N G : - T H I S

Simon sad tilbagelænet i den behagelige stol på den anden side af Jonathan Youngs skrivebord og snakkede den andens ører af, imens en kvikskribler af den bedre slags tog noter. Der var en mening med galskaben i ordflommen, men nogen gange kunne den være svær at få øje på. Da klokken slog tretten, var han dog i gang med at færdiggøre sin sidste sætning og afsluttede med et skævt smil. Han rejste sig op fra stolen for at trykke Youngs hånd og forsikrede ham om, at han uden problemer kunne finde ud selv, før han forlod kontoret med en mappe i den ene hånd og sine læsbriller i den anden.

Det var I midlertidig ikke langt han nåede, før et velkendt ansigt tiltrak sig hans opmærksomhed på vejen imod udgangen igen. Hun havde allerede været nævnt som Youngs assistent – eller lærling, han var ikke helt sikker – men det var først nu han havde tid til at sætte pris på det morsomme faktum, at han udmærket genkendte hende. Af samme grund stoppede han op ud fra hendes skrivebord, lænede siden til det og så ned på hende med et muntert ansigtsudtryk. “Godeftermiddag mademoiselle Hayes,” hilste han underholdt, uden at tage sig af, at hans eget ansigt var kendt fra andet end maskeballet.

[Allie Hayes]

Mens hun sad med det krøllede papir mellem sine hænder, strøg hendes blik hen over de andre skribenters borde. Uden at tænke over det poppede maskeballet op i hovedet på hende. Hun havde omtalt sig selv som journalist for Profettidende den aften, hvilket ikke var helt sandt, men det var hvad hun med tiden ville blive hvis alt gik efter planen. Hun vidste hvorfor hun ønskede at blive skribent. Hun ønskede at fortælle magikerne sandheden gennem hendes øjne. Hun vidste at Profettidende var kendt for at gå mere op i salg end noget andet. Allie kunne ikke ignorere det faktum, men hun var sikker på at når hun fik muligheden, så ville hun fylde avisen med artikler fyldt med journalistisk integritet og personlighed.

En stemme afbrød hendes dybe tanker, hvilket gav et sæt i hende. "Godeftermiddag, monsieur…", startede hun ud, og betragtede ansigtet foran sig, i det det gik op for hende at hun ikke kendte personen. Det at han havde snakket fransk til hende var heller ikke med til at gøre hendes forvirring mindre. Hun sendte ham et undskyldende smil, og rejste sig op, for at stille sig hen ved siden af ham. Hun rakte sin hånd frem mod ham i en hilsen. "Undskyld, Hr. Jeg beklager, men jeg synes ikke at huske at vi har mødtes før. Bør jeg bebrejde min hukommelse?", spurgte hun i en let tone, en anelse flov over at være nødsaget til at stille det spørgsmål. Hun studerede manden nærmere som hun stod over for ham. Noget svagt synes at røre på sig bagerst i hendes hjerne, men det var langt fra nok til at kunne frembringe et minde eller navn.

[Simon Lithgow]

Simons mundvige sitrede afslørende over journalistpigens overraskelse og han betragtede hende afventende. Måske ville hun genkende ham, måske ikke. Måske ville det være for det ene, måske det andet... Ingenting? Han hævede begge øjenbryn lidt over hendes granskende blik, rettede sig op fra sin noncelante stilling og gav hende hånden med delvis morskab, efter at have sat brillerne op i håret.

Hendes forvirring var ikke forventet. Han havde vitterligt regnet med at hun ville genkende ham som forfatteren og ellers fra maskeballet. Da ingenting sank ind hos hende, nøjedes han selv med at ryste langsomt på hovedet som svar på hendes spørgsmål. “Ingen grund til beklagelser,” indledte han tilgivende, uden at det slog hans smil helt ihjel. “Din chef nævnte dig bare. Jeg formoder vi snakkes ved, Mademoiselle Hayes. En fornøjelse.”

Han smilede drillende, lettede på en usynlig hat og begyndte at gå. Inden han nåede mere end et par skridt, drejede han sig om og standsede kortvarigt. “Det var Simon Lithgow,” tilføjede han som det sidste, før han forsvandt ud af kontoret og transfererede sig væk.

O U T