Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Apr 10, 2013 1:01:47 GMT
T A G :: Caroline Abbey ~ O U T F I T :: Here Selvom Eric var fuldkommen fokuseret på Carrie og det fascinerende lille væsen der var hans datter, overså han ikke de diskrete blikke healerne sendte hinanden. Han vidste at det var på lånt tid de lige nu befandt sig i en lykkelig boble, men han havde alle intentioner om at blive der så længe det var muligt. Han fortsatte ubevidst med at stryge Carries hår mens et forgabt smil fik det til at sitre i hans mundvige da Evies miniaturefødder sparkede i luften under den beskyttende besværgelse.
En svag rynke viste sig dog på hans pande da Carrie talte og hans hånd stoppede sine blide strøg over hendes filtrede hår og lagde sig i stedet på puden igen "Giv hende tid." mumlede han lavmælt og lod igen kinden hvile mod hendes hår "Hun skal nok blive større og tungere." han tav et øjeblik eller to mens han betragtede Evie igen. Rynken forlod ikke hans pande, men smilet lurede på samme tid stadig på hans læber. Han trak forsigtigt sine fingre fri af Carries og holdt i stedet en enkelt finger hen til en af de alt for små hænder der stadig greb i luften. Sammenligningen var slående og slog ham med lige dele bekymring, fascination og en dyb impuls til at lukke de sidste centimeters afstand mellem hans egen finger og den lille hånd.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Apr 10, 2013 13:34:44 GMT
Carrie så både længselsfuldt og bekymret på sin datter, imens hun hvilede imod hendes brystkasse, lillebitte og skrøbelig, men også smukkere end noget andet hun nogensinde havde set. Det skar hende I hjertet, at tænke på, at hun burde have været beskyttet fra verden I lang tid endnu. Alligevel trængte Erics ord langsomt igennem og hun nikkede forsigtigt.
Hendes fingre strøg igen over hinden, imens hun drømte om at lade sin finger indfanges af gribekloen, kærtegne den mindste antydning af dun på det lille hoved og kysse Evies bløde pande. “Ja,” svarede hun tøvende, før hun sukkede og smilede vagt.
Hun så til, som Eric stak sin ene finger tæt på den lille hånd. Hendes pande fik endnu en rynke, men hun sagde ikke mere. Forskellen på de to var så massiv, at det atter engang satte tingene I perspektiv. Det var dog ikke lang tid hun fik til at sætte noget som helst andet I perspektiv eller sluge sin datter med blikket. Få minutter var der gået, da deres øjeblik blev afbrudt af den ene Healer. Hun smilede, men så alligevel skyldig ud, da hun gav sig til at forklare dem, at de blev nødt til at tage den nyfødte væk. Der var prøver, undersøgelser, sikring af den lille boble, der indeholdt den mest værdifulde last.
Carrie overlod modvilligt sin datter til kvinden, mærkede tomheden sprede sig, men lod det hele ske og lukkede blot øjnene, da Evie var ude af syne. Hun så utilfreds ud, men gav blot bekræftende lyde fra sig, til spørgsmål om hvorvidt hun var ved godt helbred. Alting foregik omkring hende, men hun kunne kun tænke på de små fingre, med nærmest usynlige negle.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Apr 11, 2013 9:35:42 GMT
T A G :: Caroline Abbey ~ O U T F I T :: Here Eric flyttede hånden igen og lagde den på Carries skulder udenpå det lidet flatterende hospitalstøj, gav den et lille klem og og smilede ned mod hendes hår. Han kom ikke med flere forsikringer, for sig selv ikke sikker på om han kunne fremsætte dem overbevisende. I stedet sugede han alle de fascinerende detaljer ved sin datter til sig mens hans finger kildrede let, da han satte den helt tæt på den tynde, magiske hinde der beskyttede hende.
Han formåede ikke at se upåvirket ud da healeren afbrød dem, men så langt, og bekymret, efter den lille bylt der blev taget fra Carries arme og følte sig en smule tom indeni, da samme healer forlod rummet. Han tog en dyb indånding og sank en klump før han satte sig lidt op for at kunne se Carrie i øjnene med et mat smil "Du er mor.." hans smil blev automatisk lidt bredere uden at han slap hendes blik "Til en smuk lille pige som jeg slet ikke kan vente på at få hjem, når hun er både større og tungere." han lukkede øjnene et kort øjeblik mens han plantede et let kys på hendes tørre læber.
Han rettede sig helt op da han trak sig tilbage og virkeligheden igen krøb ind på ham. En stadig surrealistisk virkelighed hvor hans tanker umuligt kunne kredse om andet end det lille menneske der var en kombination af Carrie og ham selv "Er det ok hvis jeg går ud og ringer til mor og far?" han så spørgende ned på Carrie, alligevel uvillig til at gå for langt væk fra hende eller stuen "Og Alice." tilføjede han og rynkede brynene lidt "Og en ugle til Noah og Emma, er der andre du kan komme i tanke om lige for nu?"
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Apr 13, 2013 21:48:00 GMT
Carrie var træt og følte sig tom, med en påtrængende følelse af, at tingene ikke var som det skulle være. Hun kunne dog absolut intet stille op og lukkede lige så meget øjnene I frustration som I et forsøg på at lukke verden ude for en kort stund og lade som om hendes datter ikke lige var blevet født – alt for tidligt. Det virkede selvfølgelig ikke. Da Eric rykkede på sig I hospitalssengen, slog hun øjnene op igen og så på ham uden at smile. Hun rynkede panden lidt, lod hans læber berøre hendes uden selv at gøre noget og koncentrerede sig blot selv om at trække vejret regelmæssigt og ikke panikke igen. Han havde ret I, at de blev nødt til at tage tingene minut for minut. Lige nu var Evie sund – det havde healeren sagt. Sund og rask. Et suk forlod hendes læber, udmattet og resignerende, før han brød tavsheden og hun nikkede. “Du bliver nødt til at transferere dig væk for at ringe,” mindede hun ham om, før hun løftede sin ene hånd og greb let fat I ham. “Men du skynder dig, ikke?” Selvom hun var beslutsom og insisterende I et kort glimt, var der lige så meget bedende I hendes blik og hun kunne ikke løbe fra, at hun havde brug for at han var ved hendes side nu. Hans konstante påmindelser om ikke at være pessimistisk var nødvendige, for at hun kunne holde ud at være I sin egen krop. Alligevel slap hun ham igen og tog en hastig indånding. “Gå,” opfordrede hun, I samme øjeblik som en af de to healere dukkede op I døren igen. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Carrie sov, da Eric vendte tilbage. Hun snorkede dæmpet, imens Duane sad og læste I en stol ved siden af hospitalssengen. Alt ved det lokale hun var blevet flyttet ind på virkede roligt og man skulle ikke tro, at kvinden I sengen havde været en del af det snaskede drama, der for ganske kort tid siden havde resulteret I fødslen af et lille, rynket, ufærdigt væsen med sammenklemte øjne og ufuldstændige lunger. Minimennesker var da heller ikke tilstede. Hun var endnu I gang med at blive undersøgt og besværgelsen omkring hende med at blive forstærket, så intet kunne røre hende før tiden var den rigtige. Ud over manglen på et andet hjerte, der slog, ville Evie føle det fuldstændig som om hun endnu var I sin mors mave. Boblen ville beskytte imod sollys og forstyrrelser, men lydene fra netop hendes mor ville mangle, hvis ikke selvsamme traf nogen drastiske beslutninger om tilstedeværelse. Lige nu var hun ikke I stand til at beslutte noget som helst. Hun var langt væk og bedøvet med en gavmild besværgelse, der hjalp hende til at sove fra den insisterende ømhed I hele hendes krop. I sin forsvarsløse tilstand blev hun overvåget af den midaldrende mand, som kun havde et glimt af sit første barnebarn og en forsikring fra en enkelt healer, til at overbevise sig selv om at alting nok skulle gå.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Apr 14, 2013 23:28:24 GMT
T A G :: Caroline Abbey ~ O U T F I T :: Here Eric fandt en bænk på modsatte side af vejen fra den forfaldne butiksbygning, der husede St. Mungos. Der fandt han signal nok til at kunne ringe til sine forældre og den af sine søskende der ikke stadig boede hjemme. Det var korte samtaler, men der blev sagt det der skulle siges og efter at have fortalt de nybagte bedsteforældre om deres første barnebarns tidlige ankomst, og selv have fået nogle opmuntrende ord med på vejen, tog han en dyb indånding og krydsede hurtigt gaden for at komme tilbage ind på det magiske hospital.
Selvom han helst ville gå direkte tilbage til stuen han havde efterladt Carrie på, men tog sig alligevel tid til at sende en ugle eller to til nære venner i den magiske verden. Han vendte tilbage til stuen fra før, kun for at finde ud af Carrie var blevet flyttet. Et splitsekund gik han lidt i panik, nervøs for der var sket noget mens han var væk, selvom det ikke havde været længe, men blev beroliget af en midaldrende kvinde i færd med at skifte lagnerne på sengen, der fortalte ham hvor han skulle gå hen.
Hans blik da han trådte ind på den nye stue søgte automatisk sengen og det bekymrede udtryk på hans ansigt glattedes en smule ud, da han fandt Carrie sovende. Et lettet suk gled over hans læber før han nåede at tænke over det og han lagde først mærke til Duane mens han stille lukkede døren bag sig. Han sendte den ældre mand et mat smil mens han gik helt hen til sengen og så ned på Carrie. Der sad stadig en rynke på hans pande mens han løftede den ene hånd og strøg en mørk hårlok væk fra hendes pande "Jeg skulle hilse fra begge mine forældre." han bøjede sig og plantede et let kys på Carries pande, før han løftede hovedet og så direkte på Duane. Han vendte sig kort og trak næsten lydløst en anden stol tættere på sengen før han satte sig og hans blik igen hvilede på Carrie et øjeblik før det vendte tilbage til hendes far "Noget nyt?" han så afventende på den ældre mand han havde kendt det meste af sit liv og kunne ikke forhindre sit blik i at flakke bare en smule.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Apr 15, 2013 1:15:14 GMT
Carrie sov trygt, da Eric kom ind. Hun var vel-medicineret, ganske udkørt efter præstationen og våget over af sin far, der ikke havde forladt hendes side siden han var sunket ned I stolen der. Det var ham, der så op, som det lange rær, der var far til hans barnebarn, kom ind på stuen. Et smil trak I hans mundvige, men nåede aldrig rigtig de brune øjne, selvom gestussen var velment nok. Duane afbrød ikke det korte, intime øjeblik, men vendte blikket imod sin bog, som han først fjernede fokus fra igen, da han blev stillet et reelt spørgsmål. Her rystede han på hovedet. “Intet nyt er godt nyt,” konstaterede han, en anelse hæst. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Timerne sneglede sig frem. Tredive minutters venten blev fulgt op af endnu tredive og et par igen, imens den bedøvede brunette sov fra al uroen. Da hun rykkede lidt på sig første gang, havde Duane nær rejst sig op, men blev I stedet siddende og overlod modvilligt rollen som beskytter og forsikrer til Eric. Hans datter mumlede utydeligt, fugtede sine læber halvt I søvne og missede med øjnene. Der var irriterende lyst I rummet pludselig, lyde udefra og noget, som var meget vigtigt, men som hun havde glemt. I det mindste I et splitsekund. Det sekund var hurtigt ovre. Hendes ene hånd lagde sig over den tomme mave og en lidende lyd forlod hende, før hun åbnede øjnene helt. “Eric?”
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Apr 15, 2013 19:54:17 GMT
T A G :: Caroline Abbey ~ O U T F I T :: Here Eric nikkede en enkelt gang til Duane og satte sig ned på den modsatte side af sengen med et tungt suk og et blik der igen hvilede bekymret på hans sovende kæreste i sengen. Kæreste, forlovede og nu også mor til hans første barn, som han ikke anede hvor befandt sig. Han flyttede sig uroligt lidt i stolen ved tanken og skævede mod døren uden at der skete noget eller nogen kom ind med det lille væsen der fyldte alle hans tanker. - - - - - - - - - - Som minutterne var blevet til timer havde Eric mistet fornemmelsen for hvor lang tid han havde siddet ved siden af sengen Carrie lå i. Mørket var dog begyndt at falde på og lyset der kom ind gennem vinduerne var svundet tydeligt ind. Han havde hentet kaffe et par gange og talt lidt med Duane, men ingen af dem var specielt snaksalige, alt taget i betragtning, men anspændtheden i rummet havde intet med den manglende samtale at gøre, men alt at gøre med uvisheden der stadig hvilede som en usynlig dyne over det hele. Da Carrie rørte på sig rettede han sig op øjeblikkeligt og han greb hendes frie hånd uden at have bemærket at Duane havde været på vej til at rejse sig "Jeg er lige her." forsikrede han lavmælt og bøjede hovedet for at plante et kys på hendes hånd uden at slippe den "Er der noget du har brug for?" fortsatte han spørgende mens han løftede hovedet og så på hende med samme bekymrede rynke i panden som før.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Apr 15, 2013 21:39:20 GMT
Carrie så fortumlet og en smule angst på Eric, da først han havde grebet hendes hånd. Hun strammede sine egne fingre omkring hans og klarede sin tørre hals. Et nervøst “Evie,” undslap hende, imens hendes blik flakkede mellem hans øjne. “Er der noget nyt om hende? Hvor længe...? Er hun okay?”
Spørgsmål som perler på en snor kom lige efter hinanden, uden at hun brugte et makrosekund af sin tid på at beskæftige sig med hans egentlige spørgsmål. Det var uden konsekvens, at hun var tørstig, når hun stadig intet vidste om sin datter.
Hendes fingre holdt hårdere fast I Erics hånd end det var nødvendigt og hun løsnede ikke grebet, før hun blev forsikret om at der stadig ikke var nogen dramatisk udvikling eller udgang. Lettet, tog hun en dyb indånding og slappede mærkbart af.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Apr 15, 2013 22:19:14 GMT
T A G :: Caroline Abbey ~ O U T F I T :: Here Eric nikkede flere gange som første reaktion på de mange spørgende sætninger der kom fra Carrie og gav hendes hånd et klem før han sagde mere "Hun har det fint." han smilede mat, men varmt og lænede sig lidt ind over sengekanten fra sin siddende stilling i stolen, for at plante endnu et kys på hendes hånd der knugede hans "Hun er blevet undersøgt grundigt og de har ikke fundet noget udover at hun skal have tid til at tage på og blive stærk nok til at klare sig uden boblen." han strøg tommelfigeren over hendes håndryg mens han fortsatte "Vi får hende hjem før du aner." han smilede igen og løftede den frie hånd for igen at stryge håret væk fra hendes pande.
Først da han kunne mærke hende slække grebet om sin hånd, slap han selv hendes modvilligt og rejste sig med et hurtigt blik på Duane før han gik de få skridt hen til bordet hvor en kande med koldt vand var blevet sat tidligere. Han fyldte et glas og tog det med tilbage hvor han satte det på det lille bord ved siden af sengen "Kan du komme op at sidde?" han så afventende på hende, med den ene hånd løftet en smule, klar til at hjælpe hende hvis hun, som han antog, havde brug for det.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Apr 20, 2013 13:58:12 GMT
Lettelsen viste sig tydeligt I Carries ellers anspændte krop. Selvom hun nok aldrig ville holde op med at bekymre sig for det lille væsen de talte om, så faldt en enkelt sten fra hendes bryst over Erics beroligende forsikringer. Hun smilede vagt og nikkede, før hun rømmede sig lavt, med en mund, der føltes en smule som sandpapir. “Ja,” medgav hun hæst. Der var få ting hun ønskede sig mere end at kunne tage Evangeline med sig hjem, knuge hende ind til sig, kysse hendes pande og fortælle hende alt om hvor smukt et barn hun var. Det, at hun ikke var indenfor rækkevidde, var fuldstændig uvirkeligt og forkert.
Først da Eric stod og skænkede vand op, gik det op for hende, hvor ugudeligt tørstig hun var. Hun kastede et flygtigt blik på sin far, mønstrede antydningen af et smil og fik noget meget lignende tilbage.
Hendes opmærksomhed vendte tilbage til Eric, som han henvendte sig til hende igen og hun prøvede at sætte sig op. Det skarpe jag I hendes underliv fik en ufrivillig klynken til at ryge over hendes læber og hun greb irriteret fat I sengens kanter, før hun stædigt hejsede sig selv op I siddende stilling. Madrassen formede sig efter hende, uden at behøve instrukser, og hun rakte ud efter glasset med en vejrtrækning, der bar præg af anstrengelsen.
Det første hun gjorde var at drikke. Hun tømte hele glasset, inden hun gav det til Eric med et dæmpet “tak,” der også blev til et lille smil. Hendes hånd blev hængende hvor den var og hun vendte fladen opad I en invitation til at tage den igen.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Apr 20, 2013 22:53:39 GMT
T A G :: Caroline Abbey ~ O U T F I T :: Here Eric smilede selv svagt da Carrie gjorde og et kort sekund blev smilerynkerne i hans øjenkroge tydelige. Inde bag al bekymringen og tankerne ovenpå den mest turbulente dag længe, om ikke nogensinde, var det langsomt ved at synke ind at det de havde snakket om så længe, var blevet til virkelighed. Han gav hendes hånd et klem mens han rejste sig og hentede et glas med vand, uden at være blevet bedt om det.
Tilbage ved sengen forsvandt smilet til fordel for en bekymret panderynke og han bøjede sig automatisk lidt for at kunne bruge den frie arm til at hjælpe hende op at sidde "Er du okay?" spurgte han mens han rakte hende glasset og gav sig selv et mindre mentalt nakkedrag. At hun ikke var helt okay krævedes der ingen doktorgrad for at regne ud og han sagde ikke mere mens han betragtede hende tømme glasset og udvekslede et blik med Duane.
Han tog glasset igen med et mat smil og så spørgende på hende "Vil du have et til?" hans blik faldt til hendes fremstrakte hånd som han tog uden at tøve, før han satte sig igen, stadig med glasset i den anden hånd "Mor og far kommer herned i morgen eftermiddag." han strøg tommelfingeren blidt og beroligende over hendes håndryg mens han talte og forsøgte at lette stemningen bare en lille smule "Jeg skulle give dig et kram fra dem begge to, og fra Alice."
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Apr 20, 2013 23:38:51 GMT
Carrie svarede ikke på spørgsmålet. Hun drak tørstigt, men rystede på hovedet bagefter og krævede blot Erics hånd, selvom hun mere havde brug for at krumme sig sammen i en rigtig seng med hans arme omkring sig. Realiteterne lagde ikke op til den slags ømhed og hun nøjedes med hvad hun kunne få, imens hun trak vejret langsomt og kontrolleret.
“Tak,” sagde hun igen. Denne gang var det til hans information om Jason, Ginny og Alice. Hun smilede en lille smule og flettede sine fingre ind imellem hans. Hele situationen var stadig surrealistisk. Hendes svigerforældre ville komme og besøge dem på hospitalet, fordi hun lige havde født. Hun havde lige født – tre hele måneder tidligere end hun skulle.
Og så var der manglen på liv. Hendes egen mave, der uden tvivl lignede et rynket kaos under det grimme hospitalstøj, som ikke længere husede Evangeline. Det var forkert på alle måder.
Alligevel lod hun sig berolige. Hun lod Eric stryge sin tommel over hendes og så ham I øjnene, velvidende at det bare var en dårlig undskyldning, da hendes far meddelte, at han gik ud efter kaffe. Hendes fingre strammede sig lidt sammen og hun rynkede panden. “Jeg elsker dig,” hviskede hun dybfølt, uden at slippe ham med blikket. “Jeg elsker dig så højt.”
C L O S E D
|
|