Tidlig ankomst

[Caroline Abbey]

W I T H : - E R I C - W O L F E - - - W E A R I N G : - T H I S

Det var alt sammen gået alt, alt for hurtigt. Minutter var som sekunder og det var ligesom om det kun var et øjeblik siden hun havde siddet I en heftig diskussion omkring kvoter og rimeligheden I at sætte begræsninger på handel af lavkvalitets varer.
Heldigvis havde hun ikke været alene eller hjemme, da den første, skærende smerte veg igennem hende og tog pusten fra hende.
Mirabella Thornbull – en ældre dame med årtiers erfaring indenfor ministeriets vægge – var faktisk en overraskende hurtig og kyndig hjælp, når man pludselig faldt sammen, fik tårer I øjnene over følelsen af at blive revet I indefra og klynkede et par håbløse ord om Evie, Eric og “mor”.
Hvad præcis det hele betød var egentlig ligegyldigt. Det vigtigste var, at Caroline var blevet transporteret skyndsomt til Skt. Mungos, placeret I en seng og tilset af flere healere, imens én ugle baskede sig vej til Newcastle og Fru Thornbull hastede tilbage til ministeriet og hentede lederen af aurorkontoret.
Inden det stakkels vingede væsen var nået særlig langt, var det I mellemtiden blevet overhælet af Jessica Blooms patronus, som susede afsted imod hendes eksmand, leverede sin besked med hendes bedst kontrollerede stemmeføring og forsvandt I den blå luft, kun for at efterlade troldmanden midt I det halvtomme gartneri med den mest bekymrede mine han havde vist verden længe.

Den ene lille forglemmelsesbesværgelse – på den forbløffede assistent med mudder I ansigtet – var ganske let klaret. Sværere var det at tage sig tiden til at lede efter Jason Wolfe, for at skabe det essentielle link imellem den magiske verden og den anden, hvor hans svigersøn formentlig befandt sig. Det var dog det eneste rigtige at gøre og førte til, at Duane Abbey med sin samvittighed I orden kunne forsvinde med en skærende lyd og splitsekundet senere dukke op I ankomsthallen på det magiske hospital, hvor hans datter befandt sig et sted mellem de levende og de overjordiske. Sådan så det I hvert fald ud, som hun lå I sengen, helt hvid I ansigtet og dækket af sved, der forlængst havde gennemblødt hospitalstøjet og lagnet, uden at nogen gjorde sig den ulejlighed at skifte det.

De havde allerede gjort alt de kunne for at standse fødslen. Urter, besværgelser og medikamenter havde absolut ingen effekt haft, og det var på nuværende tidspunkt klart, at der ikke var noget at gøre. Evie ville ud og hun ville det nu, selvom der var næsten tre måneder til den dato, hvor hun egentlig burde komme til verden. På trods af sin mors bedende klynken og utrøstelige gråd, fulgt op af skrig over veerne, var det nu det skulle være. Det lille væsen tog ikke hensyn til, at hendes far var langt væk og nærmest umulig at få fat I. Hun pressede på, imens Caroline klemte sin egen mors ene hånd hårdt og skiftevis hulkede og hylede, så det var en gru.

[Eric Wolfe]

T A G :: CAROLINE ABBEY ~ O U T F I T :: HERE

Eric gik med lange skridt hen bag rækken af rekrutter der alle lå på maven på jorden med både blikke og riffelløb rettet mod de opstillede mål adskillige hundrede meterlængere nede ad skydebanen. Han stoppede et halvt sekund, uden helt at gøre det, og puffede til en af de yngre mænd med sin støvlesnude "Få den kolbe ordentligt ind til skulderen, Markey." han gik et skridt videre, men så tilbage på den menige over den ene skulder "Med mindre du har et bevidst ønske om et sæbeøje at vise frem til kæresten i weekenden." uanset den let, spøgende undertone var han komplet seriøs og manden tog uden indsigelser, et bedre greb om riflen før han tog sigte igen.

Han samlede hænderne på ryggen og forsatte sin rolige gang ned langs rækken uden at fortrække en mine, da skuddene begyndte og gav genlyd i landskabet omkring ham. Han var vant til dem og netop med den vane, havde han små ørepropper i, der lukkede de høje lyde ude, men stadig tillod ham normal samtale. Der blev stille igen, delvist, mens syvogtyve rifler blev ladt på ny og affyret igen. Mens skuddene gjaldede igen fik Eric øje på en skikkelse der nærmere sig i løb og rynkede panden lidt. Han genkendte en af sekretærerne fra kontoret og gik hende i møde efter at have bedt sin næstkommanderende holde et vågent øje med rekrutterne "Miss Lawrence?" han så spørgende på hende, stadig med hænderne på ryggen. Den yngre kvinde nikkede og alvoren i hendes blik var ikke til at komme udenom da hun gjorde et kast med hovedet og fik ham til at følge med lidt til siden og udenfor hørevidde "Kaptajn Wolfe. Jeg har lige haft din mor i telefonen. Hun bad mig sige at din forlovede, Carrie, ikke..?" hun gjorde en kort pause og så spørgende på ham, fik et nik tilbage sammen med et opfordrende blik og fortsatte "..er blevet indlagt. De antog det bare var slemme plukveer, men for en sikkerheds skyld.." hun tav og så beklagende op på den noget højere mand der var blevet tydeligt bleg i ansigtet "Oberst Cooper har givet dig frit lejde. Kaptajn Coulby er på vej for at overtage for dig." hun tav og ventede på en reaktion, stadig med et medfølende, bekymret blik. Eric tog en dyb indånding, nikkede og smilede mat "Tak.. jeg.." sekretæren smilede også, stadig med alvor i blikket mens hun gjorde hans sætning færdig "Du skal afsted." hun vendte sig og satte kursen tilbage mod hovedbygningen, mens Eric selv fik sig taget sammen til at fortælle sin næstkommanderende sagens sammenhæng, det af den han vidste. Så forsvandt han selv i hurtigt løb mod selve basen som han forlod gennem hovedporten, kun for at finde det nærmeste sted at transferere sig direkte til London.

Med et smæld dukkede han sekunder senere op i ventesalen på St. Mungos femte sal, stadig i fuld uniform. Han gik direkte til skranken og lagde ikke det mindste mærke til de mange nysgerrige og undrende blikke han fik over sin påklædning fra de magikere der omgav ham, men var komplet ensporet på at finde ud af hvor på hospitalet Carrie befandt sig. Det tog længere tid at finde frem til den rigtige stue end det tog at få at vide hvilken der var tale om, mens han var forholdsvis stedkendt. Han tøvede foran døren et øjeblik, uden at kunne overhøre lydene indefra stuen. De fik den anspændte knude der havde formet sig i hans mave allerede da han stod overfor sekretæren på skydebanen, til at vokse eksplosivt og han fortsatte ind i rummet uden at banke på.

Synet der mødte ham gjorde det på få sekunder ganske tydeligt, at der ikke kun var tale om plukveer, men at det var alvor. Han sank en klump og kastede et hurtigt blik på sin kommende svigermor, før hans blik var låst fast på Carrie og han tilbagelagde det korte stykke hen til sengen. Han greb uden et ord ud efter hendes frie hånd efter at have hevet den lyseblå baret af hovedet og ligegyldigt kasseret den på en stol, for så at bøje sig ned over hende og omfavne hende, så godt det nu lod sig gøre, hvilket ikke var særlig godt og uden at ane hvad han skulle sige.

[Caroline Abbey]

Carrie var i tydelige smerter en stor af tiden og græd alligevel den meste af resterende, fordi hele situationen var så fuldstændig uvirkelig og mulighederne for at hele hendes verden ville knække i to dele var alt, alt for tæt på til at være til at holde ud.
Hendes mor var netop I gang med at tørre hende over panden og hviske beroligende ord. De betød ingenting, men sev alligevel ind og fik Carrie til at se hende i øjnene og nikke langsomt.

Det var i det øjeblik døren gik op og en, der ikke var healer eller hospitalspersonale trådte ind. Jessica vendte hovedet halvt, hendes datter brast i gråd igen og begge kvinder følte en anelse lettelse over at Kaptajn Wolfe i det mindste var ankommet – uanset hvad det var han ankom til.

Den yderst utiltalende og på meget kort tid udmattede kvinde, der lå i sengen og svedte sit eget liv ud, tudede åbenlyst, som hendes forlovedes hånd lukkede sig omkring hendes. Hun gav sig, hulkede og lukkede sine fingre hårdt omkring ham, uden at slække sit greb i den anden hånd. “Hun har været her i halvanden time,” fortalte Jessica henover sengen. “Men det er gået hurtigt...”

Healeren, der havde stået med ryggen til, da den lyshårede mand trådte ind, vendte sig fra sit forberedelsesarbejde og smilede et yderst professionelt smil til alle tre, uden at lægge skjul på en hvis bekymring. “Vi forsøgte at standse fremgangen, da Frk. Abbey blev bragt ind, men hendes krop reagerede ikke på behandlingen. Det bedste vi kan gøre nu, er at lade naturen gå sin gang indtil den unge dame er kommet til verden. Vi har ingen grund til at tro, at hun ikke er helt sund og rask, men hun er naturligvis ikke klar til livet udenfor endnu. Det er vi dog fuldst...”

“Hold nu op med al den forbandede healersnak,” blev kvinden afbrudt af en skinger og hæs stemme fra sengen. Alle øjne vendte sig imod hende og hun så vredt og desperat tilbage, trodsig til det sidste, men tydeligvis temmelig knækket af tanken om den lille pige, der ikke var klar til livet. Hendes lille pige.

[Eric Wolfe]

T A G :: Caroline Abbey ~ O U T F I T :: Here

Uanset alt han havde set i sin karrie, uanset hvor forfærdeligt, så var det intet mod synet af den hulkende Carrie i hospitalssengen, der var tydeligt skræmt. Det var han også selv, men han viste det ikke ligeså tydeligt, selvom han på ingen måde kunne skjule bekymringen i sit blik. Han blev stående ved siden af sengen efter at have rettet sig op og så på Jessica med en dyb rynke i panden, der hurtigt blev til flere da hun talte. Han nikkede, stadig uden at ane hvad han skulle sige, noget der ikke skete så tit, men lige nu var en undtagelse. I stedet så han ned på Carrie igen og formåede at fremvise antydningen af et smil.

Han var på vej til at forsikre hende om at alt nok skulle gå da healeren tog ordet. På samme tid var det først der Eric reelt blev opmærksom på den anden i det hele taget var der og et øjeblik følte han dårlig samvittighed over ikke at have hilst på hende, eller præsenteret sig, selvom det var ret tydeligt hvem han var uden præsentationen.

De nye informationer fik hjertet til at synke lidt i livet på ham og ubevidst knugede han Carries hånd lidt fastere og havde allerede flere spørgsmål til healeren. Som han aldrig nåede til at kunne stille, da Carrie for første gang siden han kom ind på stuen rent faktisk sagde noget der ikke var lyde. Et splitsekund smilede han indvendigt og kunne igen genkende sin viljestærke og stædige bedre halvdel. Han så automatisk på netop hende igen og fulgte sin første impuls, bøjede sig igen ned over hende og kyssede hende på den våde pande efter et hurtigt blik til healeren. Han ville godt høre hvad hun havde at sige, men fandt det vigtigere at stryge Carrie over kinden med den frie hånd "Hun bliver perfekt.. uanset hvad." forsikrede han lavmælt og med overraskende rolig overbevisning i stemmen.

[Caroline Abbey]

Carrie havde ikke været ude efter seks øjne, der rettede sig imod hende, men så alligevel stædigt ind I hver af dem på tur, afsluttende I lysegrå, imens hun vristede sin ene hånd fri at sin mors. Der lå ingen reel afvisning I handlingen, selvom det alligevel let kunne opfattes sådan, eftersom også hendes blik var langt fra den midaldrende kvinde. Det borede sig I stedet ind I Erics med en decideret desperat, lydløs bøn.

Hans kys rynkede hun kun på den pande, som han kyssede, af. Hun havde ikke brug for fysisk kontakt og han var varm og lugtede af krudtslam. Dårligt.
Lige den kommentar holdt hun for denne gang for sig selv, imens hun holdt vejret og lukkede sin frie hånd omkring sengens kant og strammede til. “Det ved du ikke,” svarede hun sammenbidt, før det forestående blev for meget for hende og hun klemte hårdt om hans hånd med et halvkvalt skrig. “DU VED INGENTING!”

Healeren hastede til, gjorde hvad hun nu kunne, men kunne grundlæggende ikke gøre meget andet end at se til og sikre sig, at det stadig ikke helt var tid endnu, selvom hun forsikrede den tomatrøde kvinde I sengen om, at der ikke var længe igen. “Hun skal ikke ud!” Forpustet og forpint, skælvede Carries stemme, imens hun græd igen, afslog sin mors hånd ved at slå ud efter den og rystede af anstrengelse.

[Eric Wolfe]

T A G :: Caroline Abbey ~ O U T F I T :: Here

Eric veg ikke en tomme under Carries blik, selvom hendes bønfaldende og bange blik, fik det til at stikke dybt indeni ham. Hele scenariet var dybt surrealistisk, og alt alt for tidligt. Mentalt skred adskillige, nøje planlagte korthuse sammen, men han bevarede roen, nøjagtigt som han altid gjorde.

Alligevel stak hendes svar i ham igen og han strammede grebet lidt omkring hendes hånd igen. Hans blik flakkede ikke mens han holdt hendes fast og kun et øjeblik skævede kort til Jessica "Jeg ved at vi klarer det her også." fastholdt han med samme overbevisning som før, selvom han ikke følte den inderst inde. Det havde han dog ikke tænkt sig hverken at vise hende eller indrømme overfor sig selv.

Det kunne han ikke og han lyttede til healeren, nikkede til svar og tildelte hende et hurtigt blik, der lyste af både bekymring og stædighed. Et forpint udbrud fra Carrie fik dog hurtigt trukket hans opmærksomhed tilbage til sengen og rynkerne på hans pande blev dybere "Carrie.. hun er allerede på vej." hans blik flakkede et sekund bedende uden at han kunne få sig selv til at bede hende direkte om at arbejde med situationen, i stedet for at arbejde imod. Guderne skulle vide han selv var enig med hende, men splittet mellem fornuft og følelser.

[Caroline Abbey]

Carries vrede forvandlede sig til desperation og tilbage igen I tidsspring på få sekunder og det eneste konstante var netop fluktueringen imellem hendes sindstilstand og fysiske reaktioner. Hun skiftevis spændte i hele kroppen af smerte og faldt sammen med hastig vejrtrækning, alt imens hendes fingre strammedes og løsnedes omkring Erics hånd. “Jeg vil ikke,” klagede hun spinkelt og bange, med en brystkasse, der hævede og sænkede sig hurtigt.

Luften forlod hende i en anstrengt lyd af lidelse og sveden blandede sig igen med tårer. Det hjalp bare ikke noget, at forsøge at løbe fra den skærende virkelighed. Uanset Carries benægtelser og håbløse tiggeri om at Evie ville blive hvor hun var, kunne healeren kort efter konstatere, at det var tid. “Der er ikke andet for, end at presse, Frk. Abbey,” konstaterede den forbandede kvinde, som dog var sympatisk nok til at se medlidende ud. “Når den næste ve rammer, er det vigtigt at du bliver ved.”

Hun havde været forsikrende så mange gange, at det næste hun sagde om miniaturepigens velbefindende, gik direkte ind af det ene øre og ud af det andet hos den prustende klump af sved og hud i sengen. Carrie så op på Eric, uden for alvor at indse at hendes mor var forsvundet for en kort bemærkning. “I må ikke lade hende dø,” tiggede hun hjerteskærende, lige så meget henvendt til healeren, som det egentlig var til hendes forlovede. “Hun-aah...”

Endnu et skrig brød hendes tale, akkompagneret af healerens ordre om at presse til. Fingrene klemte hårdt fast omkring kaptajnsnæven og da Jessica Abbey kom hastende ind igen, blev også hendes hånd brugt som afsæt for den kraftpræstation Carrie blev bedt om. “Pres,” fortsatte kommandocentralen, imens den fødende kvindes ansigt blev forvredet I anstrengelse og smerte. “Hun er på vej, bare lidt mere...”

Og endnu lidt mere blev leveret, uden at det nødvendigvis var med god vilje. Pludselig stoppede hele verden I et enkelt, langtrukkent sekund, der ikke blev brudt af noget spædt skrig. Healeren svøbte blot den lille skikkelse ind, hendes kollega – som ingen rigtig havde opdaget før nu – svang sin tryllestav over det eneste tilbageværende link imellem mor og baby, og begge hastede imod rummets anden ende, hvor deres rygge kortvarigt var det eneste synlige.

[Eric Wolfe]

T A G :: Caroline Abbey ~ O U T F I T :: Here

Som minutterne tikkede afsted og blev til mange, veg Eric ikke fra sengen, men blev stående lige hvor han var. En hvis følelse af magtesløshed havde taget rod i ham, men den var som sådan ikke overraskende, kun stærkede end forventet, situationen taget i betragtning. Han frygtede udfaldet. Frygtede hvad der ville ske når det hele var overstået og havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det glansbillede han havde haft i hovedet om deres lille familie, ville slå revner på den måde det uværgeligt gjorde nu. Han slap stadig ikke Carries hånd, men holdt den fast for at give hende støtte, og i sidste ende også gøre det samme for sig selv "Du skal.. for Evie." han så indtrængende ned på hende.

Et stykke tid kørte alt i ét igen, indtil healeren meldte sig igen og med sin venlige ordre til Carrie, fik hans egen puls til at stige i tempo. Han nikkede, selvom det slet ikke havde været henvendt til ham. Carries bøn fik ham et splitsekund til at tabe masken og hans eget blik flakkede frygtsomt før han bøjede sig og flygtigt lod læberne strejfe hendes pande igen. Det blev hans eneste forsikring før hele hendes lille krop spændtes endnu en gang og tingene pludselig gik virkelig stærkt.

Først da Carries mor igen stod på den anden side af sengen, blev han klar over hun havde været væk og i samme ombæring overvejede han, om ikke også Duane var lige i nærheden. Han havde tabt al fornemmelse af tid mens han lydløst mimede en gentagelse af healerens kommando og tørrede sin forlovede over panden med den fugtige klud Jessica før havde haft i hånden.

Så blev der stille, i hvert fald i forhold til før, selvom Carrie stadig hev klynkende efter vejret og selvom der var stadig livlig aktivitet i rummet, var der en trykkende mangel på den lyd man kunne forvente skulle være der. Erics blik fulgte intenst healerne der vendte ryggen til sengen og spærrede hans udsyn til den lille skikkelse, hans datter. Ubevidst holdt han vejret mens han knugede Carries hånd hårdere end han havde gjort gennem hele forløbet med et hjerte der bankede hurtigt og nervøst. Endelig trak han luft ind, i en dyb indånding der dog ikke brød den anspændte stemning "Er hun.." hans stemme knækkede forræderisk da han begyndte at sætte ord på det ene spørgsmål han vidste han ikke var den eneste der tænkte. Tanken om at få det svar han frygtede mest fik det til at trykke uvelkomment bag hans øjne og han så fortsat mod de to healeres rygge.

[Caroline Abbey]

Caroline var knækket, udmattet, badet I sved og orkede ikke at græde mere, selvom hendes verden virkede sort bag de lukkede øjenlåg. Der var ingen lyd af barnegråd til at fortælle hende at hendes anstrengelser ikke havde været forgæves og hun vidste intet om hvad fremtiden ville bringe, når hun åbnede øjnene igen og anerkendte at være tilstede I verden. Lige nu blev hun som hun var, med forkrampede fingre omkring to andre menneskers hænder og en tung, håbløs følelse I brystkassen.

Der gik et par sekunder, der føltes som år, før hun slog øjnene op, strakte halsen med et feberagtigt blik og så efter.
Erics spørgsmål fik hende til at stramme grebet omkring ham og hun ventrede I anspændt tavshed, imens ordene kom til kort og hendes hals føltes tør.

“Hun er I live,” kom svaret endelig fra den ene healer, der vendte sig imod dem, imens den anden blev stående. “Hun er I live og hun ser sund og rask ud for sin alder.”

De ord var den udløsende faktor. Caroline hulkede, som et udmattet smil trak op I hendes mundvige og lettelsen bredte sig varmt I hendes overanstrengte krop. “Evie,” sagde hun hæst, før healeren fortsatte, efter at have givet dem et par sekunder til at forstå det vigtigste budskab. “Hun er sund og rask, men hun kan ikke overleve selvstændigt endnu, så vi har været nødt til at indsvøbe hende I en magisk cocon, der kan holde hende varmere. Hun kan heller ikke trække vejret selv endnu, men er afhængig af sin navlestreng. Kom her over og se, Kaptajn Wolfe,” opfordrede hun, alt imens Carrie så mere og mere desperat ud. Hun forsøgte at sætte sig op, men kom ikke længere end til den første bevægelse, før et ufrivilligt udbrud af ubehag forlod hende. “Et øjeblik, Frk. Abbey. Alle nybagte mødre er ivrige, men du er ikke helt færdig endnu,” forsøgte healeren at berolige, uden at fjernede det stålsatte blik I Carries øjne.

[Eric Wolfe]

T A G :: Caroline Abbey ~ O U T F I T :: Here

Eric lukkede øjnene og sank den klump han havde haft i halsen de sidste mange minutter for så at ånde tungt og hørligt ud med en lavmælt mumlen der ikke helt var til at gøre ud. Han vendte igen ansigtet mod Carrie i sengen med blanke øjne og slap et overvældet udbrud da et enkelt ord gled over hendes tørre læber "Evie.." gentog han og kunne ikke selv lade være at smil mat og overvældet. Han bøjede sig endnu engang ned over sengen og pressede et flygtigt kys på samme læber mens han med et halvt øre lyttede til healeren der fortsatte.

Først da denne talte direkte til ham rettede han sig op, rømmede sig uden at kunne gøre det mindste for at skjule sin let fortumlede sindsstemning. Han gav Carries hånd et klem og slap den modvilligt for frygtsomt at nærme sig kun for at stoppe på halvvejen da et udbrud fra Carrie fik ham til at se bekymret i hendes retning. Han tøvede et øjeblik eller to mens healeren igen tog over ved sengen og fortsatte så selv det sidste stykke hen til den anden healer der smilede varmt til ham "Tillykke." Erics smil blev lidt bredere mens han så på den lille bitte skikkelse på det polstrede bord. Klumpen i hans hals vendte tilbage for fuld styrke og en usynlig hånd knugede hårdt i brystet på ham mens han betragtede det lille væsen der var hans datter, deres datter. Den alt for store ble fik hende til at virke endnu mindre, men de små bitte hænder greb i tom luft og der var uden mindste tvivl masser af liv.

Han sank hårdt, uden at det fik klumpen i halsen til at forsvinde. Den beskyttende besværgelse lagde en svag, med tydelig hvidlig aura omkring den lille pige "Vil du holde hende?" Eric blinkede et par gange og så vantro på healeren mens han ud af øjenkrogen halvt kunne følge med i hvad der skete bag ham "Må jeg?" spurgte han grødet uden at turde gøre nogen anstalter til lige det, selvom det var den stærkeste impuls i ham. Healeren nikkede med et stadigt smil og løftede rutineret, men forsigtigt den lille skikkelse op fra puden "Ja.. men pas på hendes hovede." instruerede hun mens hun lagde pigen i armene på Eric. Han forsøgte igen at synke klumpen i halsen, men den voksede kun mens han så ned på sin nyfødte datter, der næsten forsvandt i hans store hænder. Hun sagde stadig ikke en lyd, men de små arme og ben bevægede sig stadig mens hendes fars øjne flød over, og sendte enkelte tårer ned over hver af hans kinder.

Han følte sig som om nogen havde fjernet alle knogler i hans ben, så bløde var hans knæ, men alligevel formåede han at blive stående og se forgabt på det lille væsen i sine hænder "Evie." mumlede han lavmælt for sig selv og så hen på Carrie med våde kinder og et smil der talte helt for sig selv. Efter et hurtigt blik på den anden healer og et nik som svar på det spørgsmål han ikke sagde højt, gik han forsigtigt hen til sengen igen for at dele glæden over det lille, stædige liv med Carrie.

[Caroline Abbey]

Carrie så skiftevis på sin mor, der strøg sin tommel over hendes hånd, og utålmodigt over imod alt det, der foregik I den anden del af rummet. Hun kunne knapt indeholde alle de ting, der var sket I løbet af så utrolig få timer. Alligevel vidste hun, at det allervigtigste I hele verden var, at få lov til at lægge øjne på sin datter.

Det var af samme grund hun havde forsøgt at sætte sig op, men fejlede og opgav projektet, kun for at falde sammen I sengen igen. Sekundet efter bøjede hun hagen ned imod sin brystkasse med et stålsat blik og strammede grebet lidt om sin mors hånd. “Jeg vil,” kvækkede hun håbløst, før hun blev tysset på og tilkastede kvinden ved siden af sig et irriteret blik. Lige efter blev det dog klart for hende, hvorfor hun skulle tie stille. Hendes brune øjne blev store, da hun så overleveringen af den alt for lille klump fra healerens hænder til Erics og hun stirrede uden at blinke I al den tid der gik, før han så over på hende. Flere tårer – det var ufatteligt at der var flere at give af – vældede ud og dryppede ned over hendes kinder.

Hun mumlede et hæst “Evie,” imens han nærmede sig, sænkede blikket til den usandsynligt lille klump og strakte sine arme ud I et aldeles instinktivt behov for at have sin datter tæt på sig igen. Rejsen over I den anden ende af rummet var det længste de nogensinde havde været adskilt og der var stadig 10 uger til, at de burde have været det.

[Eric Wolfe]

T A G :: Caroline Abbey ~ O U T F I T :: Here

Eric hørte alt der foregik i rummet, men han så ikke andet end sin datter da han først havde hende i armene. I hænderne var måske mere korrekt, for større var hun ikke og han havde øjeblikkeligt en gennemborende frygt for at komme til at ødelægge hende og på samme tid et altoverskyggende instinkt til at beskytte hende mod alt. Hun var så lille at det var ubegribeligt hvordan hun overhovedet kunne være der. Der var dog ingen tvivl om at hun var der, uanset hvor lille og hvor meget før planlagt tid hun var.

Han smilede over hele ansigtet og havde svært ved at tage blikket fra det lille vidunder mens han gik de få skridt tilbage til sengen, kun for at se sine egne overvældede følelser spejlet i Carries blanke øjne. Han var tæt på at gentage navnet for tredie eller fjerde gang, men lod være og bøjede sig i stedet ned over sengen igen. Denne gang for, en smule modvilligt, forsigtigt at lade det lille menneske skifte arme og dermed hvile i sin mors for første gang.

Allerede da han slap hende, manglede han hende, selvom han vidste hun var i de bedste hænder. Han stod et øjeblik og bare så på det komplet surrealistiske syn af Carrie med lillebitte Evie i favnen og satte sig så på sengekanten ved siden af hende mens han tørrede sin ene kind med bagsiden af hånden "Hun har ligeså travlt som sin mor." mumlede han impulsivt og lænede sig til siden så han kunne lægge den ene arm hen over puden over Carries hovede, uden at kunne få øjnene fra sin datter. Uanset hvor usikkert alting var, så kunne intet have punkteret den boble af overstadig lykke han følte lige i det øjeblik.

[Caroline Abbey]

Caroline oplevede en fuldstændig absurd følelse af at alting faldt på plads, det sekund hvor den lille boble, der omgav hendes lille, bitte, alt for korte og tynde datter, hvilede imod hendes brystkasse.

Det hele var blandet op med en klar fornemmelse af, at væsnet inde bag hinden var skrøbelig ud I det ekstreme og hun udstrålede lige dele massiv bekymring og ubeskrivelig lykke. Evie havde absolut intet at gøre udenfor hendes mors mave de næste tre måneder, men nu lå hun alligevel der, få centimeter fra hvor hun hørte til, og åbnede og både åbnede og lukkede sine fingre I størrelse ekstra, ekstra, ekstra small.

Uden rigtig at kunne røre ved hende, men med hendes begrænsede vægt hvilende imod sig, blev Carries øjne våde igen. Hun løftede blikket kortvarigt til Eric, smilede mat til ham og løftede sin frie hånd, for at fange den han havde liggende imod madrassen.

Da først hendes fingre havde flettet sig ind I hans, vendte hendes fulde opmærksomhed tilbage til den lille størrelse med den krøllede pande og de helt lukkede øjne. “Jeg havde ikke travlt med det her,” konstaterede hun træt og uroligt, imens hendes blik vandrede fascineret over enhver del af Evangelines ansigt. “Min lille skat,” mumlede hun kærligt, imens hun strøg sin hånd hen over toppen på den magiske og knapt synlige hinde, der forhindrede hende I at mærke hendes datters silkebløde hud. “Bitte lille Evie...”

[Eric Wolfe]

T A G :: Caroline Abbey ~ O U T F I T :: Here

Eric havde en dominerende, instinktiv lyst til at røre ved det lille menneske der nu hvilede i Carries favn. Han vidste dog han ikke kunne og det i sig selv stak en smule. Dog ikke nok til at overtrumfe den knugende fornemmelse af glæde, der havde fyldt hele hans mellemgulv ud og var et direkte resultat af den lille bylt hans blik hvilede på.

Han tog ikke blikket fra de små hænder der greb efter imæginære ting i luften, først da Carries frie hånd fandt hans og han helt naturligt lod fingrene glide ind mellem hendes. Han sagde ikke noget, manglede til stadighed ord mens så i stedet på hende med et blik der svømmede af overvældede følelser. Sved-fugtigt hår og udtværet mascara til trods, havde hun aldrig set smukkere ud i hans optik og han klemte let om hendes hånd. Hans anden hånd lagde sig mod toppen af hendes hovede mens han plantede et kærligt kys på hendes pande og derefter uundgåeligt endte med blikket på det lille, stædige vidunder igen.

Han smilede vedvarende mens Carrie pludrede til Evie og mens hun strøg deres datter, så godt det lod sig gøre, strøg han selv ubevidst hendes mødrende ophav over håret. Han lænede sig lidt mere til siden for denne gang at lade kinden hvile let mod Carries hår, uden at tage blikket fra Evie "Hun er perfekt." mumlede han lavmælt og drejede så hovedet for at plante endnu et kys, denne gang mod Carries tinding, uden helt at kunne lade være "Jeg elsker dig, Carrie. Du er intet mindre end fantastisk."

[Caroline Abbey]

Carrie var aldeles betaget af det bitte lille væsen, som slet ikke skulle være ude I den virkelige verden endnu, men alligevel var det. Helt stridende imod enhver fornuft og forventning, lå hun der og greb efter noget usynligt, imens hendes mor ønskede sig brændende, at det kunne have været hendes egen finger, der tjente som det hun kunne gribe fat I.

Hun kunne ikke trække vejret rigtigt, men besværgelsen, der hvilede over hendes beskyttelse, sørgede for at fylde hendes blod med luft fra omgivelserne, ligesom den senere ville hjælpe healerne med at give hende den føde hun have brug for, for at vokse sig større.

Kærligt mumlede Carrie til hende, imens hun flettede fingre med Eric og lod ham kærtegne de svedige, filtrede lokker, der engang havde udgjort hendes pænt opsatte hår. Meget elegant forretningskvinde var der ikke længere over hende. Hun så I stedet ud som en, der trængte seriøst til et bad og en god nats søvn.

Da Eric talte, vendte hun blikket op imod ham, før det bekymrede genoptog sin plads i hendes ansigt. Hun så fra ham og tilbage på Evangeline. “Hun er alt for lille,” hviskede hun forsigtigt, uden at ville nedkalde ulykke over sin datter. “Se hendes fingre... Hun er så skrøbelig. Let, alt for let.”