En dag ad gangen..

[Eric Wolfe]

T A G :: Caroline Abbey ~ O U T F I T :: Here

En smæld i det tomme soveværelse i et hus i Newcastle og øjeblikket efter dukkede Eric i fuld uniform op midt i rummet. Han stod ikke stille mere end et sekund før han fortsatte direkte ud i badeværelset, efterladende sin tryllestav på en kommode sammen med sin baret. Skjorten var knappet op før han trådte ind på badeværelset og t-shirten under den lå på gulvet før han tændte for bruseren og kort efter stod under den. Efter et hurtigt, men effektivt bad, var han påklædt igen, greb tryllestaven på kommoden og gik nedenunder. Posen han havde sat frem om morgenen blev snuppet på køkkenbordet før han som det sidste tog sko på i bryggerset og med endnu et smæld forsvandt i den blå luft igen.

Han dukkede op i det store modtageområde på St. Mungos femte sal, der, ganske som sædvanlig, myldrede med mennesker. Han genkendte adskillige ansigter blandt personalet i de lysegrønne rober, hvilket sikkert ikke var så underligt taget i betragtning nøjagtigt hvor meget han havde opholdt sig på hospitalet de sidste uger. Han fortsatte målrettet ned ad gangene med den samme spændte kriblen i mellemgulvet han havde hver gang han kom der i forventning om at se datteren der havde meldt sin ankomst adskillige uger før hun burde. Kriblen af lige dele glæde og bekymring, men som dagene var gået, vippede vægtskålet mere og mere mod den første mulighed.

Som han nåede den rigtige afdeling standsede han kort for at spørge for sig og finde ud af, at Carrie var der, nøjagtigt som han havde vidst på forhånd. Der var dog noget ved healerens vidende smil der fik ham til at rynke panden mens han fandt ned til opholdsrummet og skubbede døren stille op "Carrie?" spurgte han lavmælt inden døren var helt oppe og lyste helt automatisk op i et smil da han fik øje på hende med Evie i favnen. Uden flere ord lukkede han døren igen og gik helt hen til hende, bøjede sig og gav hende et flygtigt kys. Først da han rettede sig op igen gik det op for ham at der var noget forandret omkring Evie "Vent." udbrød han og så på Carrie med en lille rynke i panden og et blik der flakkede et øjeblik "Er hun.. har de?" han satte sig ned på hug mens smilet trak længere og længere op og posen han havde haft i den ene hånd endte med at blive skubbet halvt ind under stolen.

[Caroline Abbey]

Carrie var ret sikker på at hun kunne dø af lykke, i det øjeblik healeren tryllede boblen væk og hun første gang kunne se sin datter trække vejret ned i de lunger, der var vokset og havde udviklet sig i hendes tid på Skt. Mungos.
De var selvfølgelig ikke forsikrede om hendes velbefindende lige da. Der var flere prøver og mere usikkerhed i lidt tid. Ventetid blev fulgt op af mere ventetid, før hun endelig fik at vide, at alting var som det skulle være. Hun fik lov til, at svøbe det lille væsen, der stadig ikke havde nogen normal størrelse, i et klæde. Det tykke, hvide stykke stof skulle hjælpe med at holde på den varme, som hun nu ellers selv skulle stå for at producere.
Med tårer I øjnene, løftede hun forsigtigt bylten op fra det bløde leje og støttede hendes lille bitte hoved. “Evie,” mumlede hun, som hun kyssede sin datters pande, holdt hende ind til sin brystkasse og strøg hendes hud kærligt. Hun gjorde det alt sammen, imens hun lyttede til healerens instrukser.

Da Eric ankom til hospitalet, havde Carrie været alene med Evangeline et stykke tid. Hun var stadig ikke færdig med at gøre sig bekendt med hendes ansigt, se sin finger indfanget af en lille klo eller kommunikere lydløst med ansigtsmimik, der afspejlede de grimasser, som den rynkede baby skar. Hvad hun derimod var færdig med, var for første gang nogensinde at prøve at amme. Succesen havde været begrænset, men hun vidste fra al sin læsning, at det ikke var unormalt. Af samme grund var det med et fredfyldt smil hun sad i lænestolen med sin datter liggende på brystkassen og et kærligt smil på læberne.

Hun så op, da hendes navn lød ovre fra døren, brød kortvarigt øjenkontakten med det lille søvnige væsen og så op på sin forlovede med en strålende mine. “Hej,” hilste hun åndeløst, før hun besværligt rettede sig op med hænderne lukket om Evie og den ene sikkert støttende hendes lille, skrøbelige hoved. Det var ikke svært at se, at den måde hun holdt hende på, umuligt ville kunne lade sig gøre I boblen, hvor hun da også havde været nøgen. Desuden var hendes navlestreng helt væk, fjernet så snart healerne var sikre på, at hun ikke havde brug for den. Alligevel så det ud til at tage Eric et lille stykke tid for alvor at forstå, hvad der var sket.

Carrie smilede varmt, vendte forsigtigt den lille tøjbylt, så hun kunne vugge den I sine arme, og så fra sin datters ansigt og over på faren. “Mød Evangeline Wolfe,”

[Eric Wolfe]

T A G :: Caroline Abbey ~ O U T F I T :: Here

Eric burde måske have opdaget forandringen noget før. Allerede da han trådte ind i opholdsrummet og så udtrykket på Carries ansigt, men dagene på hospitalet var blevet en smule rutine og først da han havde givet Carrie et kys, dæmrede det for alvor at der var en betydelig forandring. Hans blik sprang mellem Evie og Carrie mens han fik et par halvfærdige sætninger frem og satte sig på hug foran stolen.

Den boblende fornemmelse i hans mave voksede betydeligt da hun i stedet for at svare flyttede forsigtigt på tæppebylten og satte sig så fast i hans hals som en forsvarlig klump da Evies mørke hår og ansigt kom ind i hans synsfelt, uden den svagt lysende hinde. Han sank en enkelt gang og blinkede hurtigt med øjnene et par gange før han så op på Carrie igen med et udtryk der mest lignede en dreng der lige havde fået det han ønskede sig allermest i julegave.

En svag forvirring gled over hans grå øjne et øjeblik "Men.." han bed sig selv af og strakte sig i stedet for at kysse hende lettere overstadigt på kinden før hans udelte opmærksomhed vandrede til Evie der i det samme gabte inderligt. En overvældet lille lyd undslap hendes far og han løftede den ene hånd mod hende. Stoppede så med fingrene lige ud for en af de små hænder og turde ikke helt. Størrelsesforskellen var stadig markant og selvom han havde holdt hende adskillige gange mens hun befandt sig i den beskyttende boble, blev han nu ramt af en stikkende frygt for at komme til at skade det lille væsen "Hvor længe har du siddet her?" mumlede han uden at tage blikket fra Evie og revnede i et alt for bredt smil, da hans pegefinger blev indfanget af den lille hånd og han blinkede igen et par gange for at tvinge en insisterende fugtighed på afstand.

[Caroline Abbey]

Carrie fulgte udviklingen I Erics ansigtsmimik og bed ned i sin egen underlæbe med et varmt smil, da han endelig opdagede, at alting var forandret. Essentielt var det, der var sket for Evangeline i dag, det samme som at blive født, frataget den traumatiske vej ud i den virkelige, overdrevet lyse og helt slørede verden. Selvom hendes forældre havde kunne se hende, havde hendes øjne kun åbnet sig få gange i hinden og det alene for at se på rødligt mørke, som magien skabte for hende. Nu var der lys, der var slørede figurer og der var to utydelige ansigter, selvom hun endnu ikke genkendte dem som andet end former.

Hendes mor genkendte hende udmærket. Hun vidste hvor hver en rynke sad og var fuldstændig forelsket I det lille, rynkede ansigt. Køn kunne man stadig ikke kalde den for tidligt fødte, men for Carrie var hun noget af det smukkeste I verden. At den mening var en, der blev delt af Eric, var hun slet ikke I tvivl om. Hun smilede, da han kyssede hende igen, så hurtigt ned på sin gabende datter og grinede, da hun gabte. Den luft, der blev suget ind, fik den spinkle brystkasse til at hæve sig, og fascinationen over at den kunne det, tog ingen ende. De taktile sanser sugede indtryk til sig fra den lille tøjbylt og hun kunne blive siddende for evigt lige der. Sådan cirka.

Da Eric brød tavheden, kastede hun et blik på uret og smilede skævt. “Længe. Vi prøvede også amning, men... Hun var ikke sulten nok, sagde de. Hun har sovet lidt siden og lavet savlebobler og set på mig, med de der... Kæmpe store øjne. De siger, at hvis hun klarer sig godt de næste par dage og vil spise, så kan vi måske få hende med hjem meget snart. Helt rigtigt hjem, uden hospitalslugt eller healere nogen steder. Prøv at se hende... Er hun ikke det smukkeste du nogensinde har set?” Betaget, opdagede hun knapt hvordan hun selv sludrede. Ganske vagt var hun klar over, hvor trivielt det meste var, men hun var ligeglad på nuværende tidspunkt. Trivielt var langt at foretrække, for hvad de kunne sidde og være nødt til at tale om.

[Eric Wolfe]

T A G :: Caroline Abbey ~ O U T F I T :: Here

Erics smil kunne umuligt trække længere op end det allerede var og han slugte hvert ord fra Carrie, uden at tage blikket fra de store mørke øjne, der mellem langsom missen med øjenlågene, så på ham fra tæppet. Uden at tænke over det skar han ansigt og håbede på en reaktion fra sin datter, der stadig havde fat i hans pegefinger, uden at de små miniaturefingre kunne nå hele vejen omkring den "Jo.." svarede han Carries spørgsmål, mens han førte hånden lidt tættere på Evies ansigt og strøg den over hendes kind med et dybt fascineret blik "Smukkere end dig." han lod hånden blive liggende på kanten af tæppet og så op med et drillende glimt i øjnene sammen med den varme der indbefattede begge de hunkøn der var det ultimativt vigtigste i hans verden.

Han så ned igen da en lille lyd kom fra Evie og svarede hende med pludrende lyde der ikke engang kom i nærheden af forståeligt og revnede i et nyt smil da Evie slap endnu en lyd og små spytbobler formede sig på de små, tynde læber "Så du det?" udbrød han, tøvede et sekund eller to og strøg så fingerspidsen uendeligt forsigtigt over den lilles læber der i en instinktiv mekanisme gled fra hinanden og indfangede spidsen på hans finger. Han havde hørt alt Carrie fortalte, men reagerede først på det mens hans forgabt betragtede Evie kræve pegefingeren "Der er også klar til dig, hjemme. Måske ikke så klar som det var planen, men det bliver der."

[Caroline Abbey]

Carrie så kærligt fra Eric til Evangeline og var i al enkelthed præcis lige så fascineret af de mørke øjne, de små fingre, den bløde hud og de fjollede savlbobler, som han var.
Der var ikke så meget andet at sige, selvom hun ellers kunne blive ved med at tale og ivre. Konklusionen – opsummeringen – var at Evie var fantastisk og vidunderlig. Det kunne de begge to blive enige om, også selvom han gjorde grin med hende.

Hun himlede bare med øjnene, betragtede ham imens han pludrede løs og rystede lidt på hovedet, før et skævt smil brød frem over hans spørgsmål. “Mmh,” bekræftede hun simpelt, imens Evie gabede omkring den gigantiske fingerspids, der præsenterede sig som tyggeapperat for de tandløse gummer.

Den ældre udgave lænede sig frem og kyssede Erics pande, uden at løsne grebet den mindste smule om tøjbylten. “Hvem af os taler du til?” Hun så drillende på ham, hævede et enkelt øjenbryn og sænkede så blikket til Evie igen, da hun klynkede lidt og savlede ud over fingeren i sin mund. “Oh.”

Gråden fulgte lige efter, skærende, hjertegribende og insisterende. Eric fik lov til for første gang at stifte bekendtskab med sin egen datters udtrykte utilfredshed, hvorimod Carrie lignede en, der på alle måder havde været vidne til den før. “Lille pus,” trøstede hun inderligt, imens hun skiftede sit greb. “Eric, tag hende et sekund. Det er tid til at forsøge igen.”

[Eric Wolfe]

T A G---C a r o l i n e--A b b e y---~---O U T F I T-- H e r e

Eric frie hånd fandt halvt om på ryggen af Carrie da hendes læber berørte hans pande. Han tog dog ikke blikket af Evangeline mere end et øjeblik og smilede stadig lige bredt og opslugt over sin efterhånden ret våde finger og grunden til det "Begge mine piger." svarede han uden overvejelse og skar ansigt til den mindste af dem igen.

Smilet blegnede dog betydeligt da Evie begyndte at græde hjerteskærende og en dyb rynke blev fremtrædende på hans pande. Han tog hånden til sig, et øjeblik nervøs for at have gjort noget galt, og så søgende op på Carrie. Han rejste sig med et stumt nik og listede uendeligt forsigtigt den ene hånd ind under datterens lille hovede og løftede hende som om hun var en porcelænsdukke der kunne gå i stykker bare han så forkert på hende. Han var dog ikke i tvivl om hvordan han skulle holde hende, eller hvad gråden skyldtes. Det var ikke første gang han holdt et spædbarn, men det var uendeligt meget anderledes, når barnet var hans eget.

Så snart den lille bylt hvilede trygt i armene på ham vuggede han hende helt instinktivt og tyssede lavmælt uden at have nogen egentlig formodning om det ville have nogen virkning før hun fik det hun bad om med gråd i stedet for ord. Selvom utilfredsheden stak i hjertet på ham, var han rolig og kunne ikke komme på noget smukkere sy end det lille menneske der lå i armene på ham.

[Caroline Abbey]

Carrie genkendte instinktivt skrålet fra Evangeline og vidste præcis hvad det betød. Det føltes som om det trak omme bag hendes navle og hun var hurtig, da først Eric havde overtaget den lille bylt og hendes hænder var fri. På sekunder fik hun knappet sin skjorte op, skubbet stroppen på sin bh ned og frigjort det, der de næste mange måneder skulle tjene som madpakke for hendes datter. Det var nemt, men ikke nemt nok og hun vidste, at hun blev nødt til at skifte om til en anden form for beklædning, nu hvor Evie havde brug for den form for flydende føde.

“Her,” bad hun Eric, som hun rakte frem og overtog bylten igen, kun for at placere det lille utilfredse væsen indenfor rækkevidde. Hun mindede sig selv om alle de tusind gode råd, rynkede panden og flyttede en smule på sig. “Det er slet ikke så slemt, smukke Eviemus,” fortalte hun dæmpet, selvom hun halvvejs blev overdøvet af skrigene. “Shhh,” tyssede hun, imens hun hjalp det hele på vej, ganske nervøs for at det heller ikke ville lykkes denne gang. “Ja, det er der din mad er. Du skal bare...” Hun blev tavs, stivnede en lille smule og holdt vejret. Et varmt smil spredte sig på hendes læber og hun løftede sin frie hånd, for at stryge det sparsomt behårede hoved forsigtigt.

Evangeline sugede mælk i sig med små lyde og lukkede øjne. Glubende sulten efter et par hårde timer I den nye, alt for lyse verden, med alle farveindtrykkene og bevægelserne. Hendes sanser var overvældede og hendes lille mave tom. Da hun var mæt og havde sluppet fødekilden med sine krøllede læber, gav hun sig til at sige små lyde, uden igen at åbne øjnene. Det hele var alligevel lidt for meget og da hendes mor løftede hende op og et surt opstød forlod hende, klynkede hun igen.
Væsken løb ned over hendes hage, før det blev tørret op af noget blødt. En lettere hæs stemme, fortalte hende om hvor dygtig hun var, uden at hun I øvrigt selv forstod et ord.

[Eric Wolfe]

T A G---C a r o l i n e--A b b e y---~---O U T F I T-- H e r e

Erics opmærksomhed var helt og holdent på Evangeline der lå grædende i armene på ham. På trods af lige det smilede han varmt og forgabt og glemte et sekund eller to helt, at Carrie var lige ved siden af. Han blev dog trukket tilbage til virkeligheden da hun rakte armene frem. Et øjebliks tøven og let modvilje senere, bøjede sig og forsigtigt overlod Evie og tæppe til hende igen.

Så snart det var gjort anede han ikke hvor han skulle gøre af sine hænder og strøg en hånd gennem håret før han endte med at sætte sig ned i stolen ved siden af og fascineret betragte sin datter tage føde til sig. Det var en lettere spøjs situation og han smilede for sig selv mens han løftede den ene arm og lagde den hen over ryggen på stolen Carrie sad på. På den måde kunne han lade hånden hvile mod hendes skulder mens han i tavshed fulgte hele scenariet. Det ville måske hurtigt blive hverdagskost, men lige nu var det hele nyt, igen, og han havde ikke lyst til at gå glip af bare den mindste lille detalje.

Han smilede stadig mens Carrie tørrede den lille hage og gav hendes skulder et let klem "Vi har gjort det ret godt, har vi ikke?" spurgte han lavmælt, ganske tydeligt talende om Evie. Han kunne heller ikke helt modstå fristelsen og løftede den frie hånd for at stryge bagsiden af en finger ned over den bløde babykind "Til topkarakter, hvis du spørger mig." han drejede hovedet lidt og lod læberne strejfe Carries kind, med et dominerende behov for at være tæt på både hende og Evie og med en boblende, stolt følelse i mellemgulvet.

[Caroline Abbey]

Carrie kunne ikke helt abstrahere nok fra gråd eller handling, til at sætte pris på de lunger, der på alle måder klarede deres essentielle opgave glimrende. Hun var temmelig koncentreret, også da hun fik Evangeline tilbage og i flere lange øjeblikke forsøgte at få hende til at acceptere og suge mælk i sig.
Da det lykkes – i det fantastiske øjeblik, hvor det lykkedes – faldt endnu en tung sten fra hendes hjerte. Hun smilede varmt og pludrede kærligt til det lille væsen i sine arme, imens hendes fingre kærtegnede det kulsorte hår.

Ros over hvor flot Evie klarede det hele, ord om at hun var fantastisk og dygtig, forlod hendes mor i en dæmpet, men mere eller mindre konstant, strøm. Selv gylpen, der løb ned af hendes hage, fandt Carrie noget at komplimentere ved. Hun var selv klar over, at det var en smule tåbeligt, men hun kunne ganske enkelt ikke være mere ligeglad. Her sad hun trods alt med det smukkeste og bedste barn af dem alle.

Erics spørgsmål var af samme grund decideret tåbeligt. Carrie drejede hovedet imod ham med et smil, nussede Evangeline på ryggen og så ned på hende, da han kyssede hende på kinden. “Jo, din indsats i skabelsesprocessen har især været spektakulær,” kommenterede hun drillende, imens hendes blik vendte tilbage til ham. Hun hævede begge øjenbryn en smule og nussede om den lille, der stadig gav små, utilfredse lyde fra sig. “Vil du holde hende igen? Jeg tror hun er træt, men... Bare lidt?”

[Eric Wolfe]

T A G---C a r o l i n e--A b b e y---~---O U T F I T-- H e r e

Eric var ikke helt sikker på hvem der lige i de øjeblikke så mest fantastisk ud - Carrie eller Evie. Han dømte det for uafgjort og glemte en stund at de stadig sad i et opholdsrum på Mungos og ikke hjemme i huset i Newcastle, hvis samling af baby-relaterede ting eller var vokset eksponentielt over de sidste måneder og endnu mere den sidste måned efter Evies tidlige ankomst. Han blottede tænderne i et lidt bredere smil ved tanken om netop at få den lille pige med hjem, men vidste godt det ikke blev lige med det samme. Lyset i horisonten var dog betydeligt klarere end det havde været for bare en uge siden.

Smilet blev siddende mens et velkendt skælmsk glimt sneg sig ind i hans grå øjne der mødte Carries igen "Men intet ved siden af din, Carriebugs." gav han drillende igen og afholdt sig selv fra at kysse hende på kinden endnu en gang. Evies utilfredse klynk fik hurtigt hans opmærksomhed igen og et nyt smil der lyste hans ansigt op ved Carries spørgsmål, var svar nok i sig selv. Alligevel nikkede han og rettede sig op i stolen "Behøver du at spørge?" han så varmt på hende og snuppede den stofble hun havde brugt til at tørre Evies hage med, lagde den over den ene skulder og lempede så forsigtigt sin datter over til sig og lod hende hvile mod samme skulder, mens han støttede hende forsvarligt med begge de store hænder hun næsten forsvandt bag.

Han drejede hovedet og strøg næsen blidt mod det lille hovede. duften af baby fyldte hans næsebor og fik ham til at smile igen mens hans øjne et sekund eller to gled i "Du er et lille mirakel, er du." mumlede han lavmælt og gav sin datter et blidt kys på det mørke hår.

[Caroline Abbey]

Carrie så sigende på Eric, men undlod at uddybe sin egen konstatering ved at minde ham om, at hans egen donation havde været en engangsforestilling. Hun var nemlig ganske glimrende klar over, at han til gengæld havde smidt alt han havde i hænderne, når hun havde brug for den mindste hjælp.

Af samme grund, og så selvfølgelig fordi hun elskede ham vanvittig højt, overrakte hun ham mere end villigt den lille, rynkede klumt, der tydeligvis ikke var helt tilfreds. Klumpens mor stolede fuldt og fast på hans evner til at håndtere skrøbeligheden i de store hænder og hun smilede varmt over synet, selvom det endnu engang understregede præcis hvor lille Evie var.

En bitte lille baby med kulsort hår og mørkeblå øjne, missede med selvsamme, imens hun gav knirkende lyde fra sig. Hendes mor betragtede sceneriet med et smeltet hjerte. “Og helt og aldeles vores mirakel,” tilføjede hun, før hun langsomt rejste sig op. “Jeg skal lige ud... Pas godt på din datter, Luftkaptajn.”

Hun smilede, inden hun forlod de to alene for en kort stund, for at følge naturens kald.

[Eric Wolfe]

T A G---C a r o l i n e--A b b e y---~---O U T F I T-- H e r e

Erics ene store hånd strøg blidt over Evies ryg mens han sad med hende ind mod den ene skulder og et smil på læberne der talte ganske tydeligt for sig selv "Mhm.. vores." gentog han lavmælt og sendte Carrie et varmt blik før han igen lænede kinden ganske let mod sin datters mørke hår. Han fulgte Carrie med blikket da hun rejste sig og nikkede til svar.

Han rejste sig forsigtigt da døren gled i bag hende og begyndte at gå langsomt rundt i rummet efter et usynligt spor. Den næsten ikke mærkbare tyngde mod hans skulder var behagelig og han kunne umuligt holde op med at smile. Gråden begyndte ikke igen, men den lille pige fortsatte sine små lyde mens hun fordøjede sin flydende føde "Helt igennem fantastisk. Det er hvad du er." mumlede han kærligt og begyndte uden at tænke over det at nynne mens han fortsatte sin langsomme gang.

Lige indtil det punkt hvor en ganske utvetydig lyd skilte sig ud fra de andre. Han drejede hovedet og smilede skævt da han fik bekræftet lige præcis hvorfor han havde lagt stofbleen over skulderen "Velbekomme, prinsesse." han tog forsigtigt fat under hende og tyssede over hendes klynkende protest da han lagde hende tilrette i den ene arm, trak stofbleen til sig med den nu frie hånd og tørrede hende om mund og hage med et forgabt udtryk "Jeg antager du nød din middag."

L U K K E T