Upassende. Bare upassende

[Phillipe Reynard]

W I T H- E M I L I A - B O N E S - W E A R I N G - T H I S

Det var den værste idé i verden. Sådan cirka, i hvert fald hvis man dramatiserede i den grad, som Phillipe var rimelig sikker på han måske nok gjorde i øjeblikket. Det var dog alt sammen rødvinen og Piers Gordons skyld. Hvis ikke det havde været for Piers, der var en af hospitalets mest godmodige healere, så ville han aldrig have drukket mere end et enkelt glas og han ville stadig have fuldstændig styr på sine egne tanker og bevægelser. I stedet var han reduceret til en storsmilende del af et kor, der hjerteligt sang med på radioens seneste melodi og svajede i takt.

Han var på alle måder i et noget upassende humør, hvis ellers de havde været I færd med at arbejde. Heldigvis var det da heller ikke tilfældet overhovedet. Der var ikke langt ned fra lokalerne til krypten, men der var milevidt fra stemningen i den og til den sædvanlige, koncentrerede stemning. Det eneste, der havde været det samme som de sidste par uger, var tilstedeværelsen af hans umenneskelige prøvelse i form af Emilia Bones.

Det samme, men så alligevel ikke. Det burde egentlig ikke kunne blive værre, men da hun var trådt ind i den midnatsblå kjole, var han nær ved at forlade festen i det hele taget og tage hjem med det samme. I stedet havde han taget sig sammen og undgået hende det meste af tiden. Et enkelt nik havde hun fået, et smil den ene gang hun prøvede at tale med ham. Det var det og det var nok på det tidspunkt.
Nu var han i midlertidig en ganske betragtelig del mindre appelsinfri end sidste gang han reelt var blevet konfronteret med hendes eksistens. Da hans blik faldt på hende i slutningen af sangen, var det da også en del mere fristende at smile reelt til hende. Han gjorde netop det, imens han sang med på de sidste toner. Da det var overstået, havde han dog fundet en rest af fornuft og flåede blikket væk fra hende.

Selvbevidst, på trods af alt, bevægede han sig I modsat retning af hende og nynnede med på den næste melodi. Han dansede næsten, men ikke helt, på sin vej ud imod altanen og en mulighed for frisk luft, der denne gang ikke ville være akkompagneret af Jordans røgstank.

[Emilia Bones]

W I T H- P H I L L I P E - R E Y N A R D - W E A R I N G - T H I S

Det var ganske tydeligt at Emilia var nyeste medlem i en flok, der tydeligvis kendte hinanden godt. Faktisk var der kun en enkelt af personerne til stede, som hun havde gjort sig bekendt med udover en simpel præsentation. Lige netop Phillipe syntes dog også at være ganske umulig at tale med og hun var kommet til den frustrerende konklusion, at han ikke kunne lide hende. Det var uretfærdigt og hun havde ikke den fjerneste idé om hvad hun havde gjort, men det var trods alt en konklusion.

En konklusion som holdt lige omtrent til det sekund, hvor hun tilfældigt mødte hans blik på tværs af bordet og blev mødt af et overraskende smil. Overraskende nok til at hun bare så forvirret og lettere nysgerrigt på ham, uden rigtigt at nå at smile igen, før han var på vej væk fra bordet. Emilia rynkede lidt på øjenbrynene, hendes flyvske opmærksomhed revet fuldkommen fra det troldmanden ved siden af hende, havde forsøgt at fortælle.

Det var i sidste ende nysgerrigheden og forvirringen (og muligvis også lidt de to glas hvidvin), der fik hende til at undskylde sig temmelig distræt og rejse sig, for at krydse afstanden til altandøren. Emilia tøvede i et øjeblik, før hun lydløst trådte ud i den kolde natteluft, som med det samme snoede sig omkring hende. En skælven løb igennem hende, men hun lod ikke selv til at bemærke det. "Monsieur Reynard?" Hun blev stående bag ham, med den ene hånd lukket om den anden arms albue. "Jeg tænkte på... Om jeg måtte stille Dem et spørgsmål...?" Fortænderne gnavede let på underlæben, mens hendes blik gled undersøgende over ham, med den minimale smule fascination, der altid syntes at lure et sted i hendes blå øjne.

[Phillipe Reynard]

Phillipe nynnede for sig selv, som døren gled halvt i bag ham og han indåndede den friske natteluft med velvære. Han havde ikke opdaget, at han blev forfulgt, og det var da også først i det øjeblik, hvor en stemme brød tavsheden, at han fandt ud af at han ikke var alene.

Med et ryk drejede han hovedet, for at se på fredsforstyrreren. Det var dog allerede gået op for ham hvem det var, da hun udtalte hans navn på sit engelske fransk og han var ikke helt uforberedt.

Nervøs, på trods af fire glas rødvin, der havde sat deres spor, gled hans blik ned over hendes ansigt og dvælede kort ved de røde læber, der stillede ham et meningsfuldt spørgsmål. Han løftede blikket og opmærksomheden til hendes øjne igen og smilede halvhjertet. “S-selvf-følgelig m-må d-de d-det, m-mademoiselle,” svarede han hakkende, før han foldede armene foran sig.

Han lænede sig bagud imod rækværket og overvejede flygtigt, om det ikke var nemmere at lade sig vælte ud over og falde de halvanden meter ned i buskadset. Klogeligt, formentlig, lod han være.

[Emilia Bones]

Emilias fingre vred sig lidt mod hinanden og tænderne gnavede stadig nervøst i underlæben, så snart hun havde stillet et indledende spørgsmål. Forskeren foran hende var på mange måder beundringsværdig, med sit dybt fascinerende arbejde, men Emilia fandt sig selv ligeså draget af det faktum, at hun ikke kunne regne ham ud. Det var et mysterium, og hvis der var noget, der altid havde lokket Emilia til, som en møl omkring en flamme, så var det mysterier. Vigtigst af alt var dog, at han af en eller anden grund ikke brød sig om hende og det faktum, at hun ikke havde nogen anelse om hvorfor.

Hun havde næsten allerede vænnet sig til Phillipes stammen og så vidt hun var klar over, var det en permanent ting. Hendes blik flakkede usikkert og hun løftede en hånd, for at stryge en lok af det brune hår om bag øret. "Jeg kan bare ikke lade være med at undre mig over, Monsieur," hun holdt en pause, tog sig sammen til at møde hans blik med store, uforstående øjne. "Har jeg gjort noget, for at fornærme Dem?" spurgte hun stille, uden i øvrigt at være stoppet med at vride fingrene nervøst sammen. "Ikke for at være uhøflig, Monsieur Reynard, men jeg har ikke kunnet undgå at bemærke, at De ikke bryder Dem om mit selskab. Det respekterer jeg, og jeg skal snart lade Dem få ro igen, jeg er dog blot nødt til at spørge... Hvorfor...?"

[Phillipe Reynard]

Phillipe ville have gjort relativt meget for at undgå den situation han stod i nu – hvis han vel og mærke havde været forberedt på at den ville optræde. Det var ham dog ikke muligt at afslå praktikantens spørgsmål, hvor meget han end havde lyst til det. I stedet fik han stammende bekræftet, imens han frygtede det værste. Han havde trods alt lige brugt to uger på at forsøge at tale så lidt med hende som overhovedet muligt, imens hun i stigende grad optog hans tanker og gav ham en seriøs mistanke om, at han hørte til på hospitalets afdeling for magisk-mentale problemer.

Det havde absolut intet hjulpet at prøve at tvinge sig selv til at tænke på hende som enhver anden eller behandle hende på samme måde. Han endte i stedet med at fremstå både afvisende og uinteresseret, selvom han inderst inde var nøjagtig det modsatte.
Det burde derfor egentlig ikke undre ham, at den både søde og smukke unge kvinde, nu stillede spørgsmål ved hans engagement eller opførsel.

Hjertet sank dog alligevel i livet på ham, imens hun talte. Han sænkede blikket til hendes kjolesøm og siden hendes sko, da det gik op for ham at han kiggede på hendes kønne ben. En afslørende, rød farve spredte sig i hans ansigt og til hans ører, som håret gudskelov dækkede. Han rømmede sig ukomfortabelt og drejede hovedet helt væk, før han løsnede de krydsede arme og kløede sig selv i nakken.

I adskillige, pinlige, langstrakte øjeblikke, undlod han fuldstændig at svare. Blodet brusede i hans årer og selvom det var ledsaget af en relativt høj alkoholprocent, så fik den ikke straks hans tunge på gled. Efter i hver fald et halvt minut, tog han sig dog en smule sammen og valgte at tvinge sig selv til at se pigen – kvinden – pigen – praktikanten i øjnene. “D-det er ikke s-så s-s-simp-p-pelt,” hakkede han, før han forsøgte at smile, uden at det rigtig lykkedes for ham. Hun var så uendelig smuk og helt usandsynligt sårbart udseende, at han slet ikke kunne lade være med at hade sig selv. Han havde selvfølgelig givet hende det indtryk, at der var noget galt med hende, selvom han vitterligt ikke havde haft en dygtigere hjælp i laboratoriet før. Det var jo ikke hendes skyld, at han var en klam, usikker og tåbelig mand, der ikke kunne se bort fra, at hun også var en kvinde.

[Emilia Bones]

Emilia endte med at folde armene løst omkring sig selv, med hænderne hvilende mod modsatte overarm. Det var både for at skærme for kulden, men også noget ubevidst, som hun ikke var helt klar over, at hun havde brug for. Hun så på Phillipe med store, uforstående øjne, som blot blev større, da han svarede hende. "Jeg forstår ikke..." kom det spinkelt fra hende, med et tydeligt forvirret og såret udtryk i de lyse øjne.

Hun kunne dog ikke få sig selv til at gøre sætningen færdig, insistere på at han gav hende en grund. I stedet så hun bare lettere fortabt ud, med blikket rettet mod jorden. "Jeg går heller ikke ud fra, at det er din pligt at fortælle mig det." Hun talte lavmælt, næsten uhørligt og mærkede, mod sin vilje, en svag prikken bag sine øjne over uretfærdigheden. Det var svært ikke at give efter for impulsen, men hun formåede det alligevel, i hvert fald så længe hun ikke så op på ham. Det var bare overhovedet ikke rimeligt.

[Phillipe Reynard]

Phillipe benyttede sig ikke så ofte af kraftudtryk eller bandeord i det hele taget, men lige i dette øjeblik havde han flere, som han kunne finde på at kalde sig selv. Ingen af dem kom dog over hans læber og ud I den kølige natteluft.

I stedet så han tavst på den unge kvinde foran sig. Han iagtog hendes blik falde, mærkede hendes mismod helt ind i sjælen og åbnede munden, uden at få sagt noget. Hun lignede en trist engel, sådan som hun stod der, men også noget helt andet og meget mere vidunderligt.

Det var ikke retfærdigt og slet, slet ikke i orden, men han kunne ikke stoppe sig selv, da først han havde fået indfaldet. Pludseligt, uden advarsel og bestemt uden tilladelse, tog han et langt skridt frem imod hende. Inden han mistede modet, havde hans hånd lagt sig forsigtigt imod hendes ene kind og han havde plantet et blidt kys imod hendes pande.

Blodet brusede igen igennem ham, som hans bankende hjerte gik i overdrive. Han turde ikke gøre mere, selvom han havde nok så meget lyst til det. Det var dristigt nok at stryge sin ene tommel over hendes bløde kind og kortvarigt fange sig selv i at indsnuse hendes duft.

Med ét, rev han sig løs og trådte tilbage. Et heftigt stammende “u-u-ns-s-sk-sk-skyld” senere, så han befippet på hende. Han slog afværgende ud med først den ene og så den anden hånd, flyttede blikket væk og drejede sig rundt med et decideret panisk udtryk i ansigtet. Forhåbentlig ville hun gå sin vej og efterlade ham ydmyget, som den idiot han var. Han fortjente det trods alt. Hun var alt, alt, alt for god til ham.

[Emilia Bones]

Emilia nåede knapt nok opfange hvad der skete, før en varm hånd hvilede mod hendes ene kind og et sæt endnu varmere læber kærtegnede hendes pande. Der gik et lille stød gennem hendes krop og hun hørte sig selv trække vejret hørligt ned i lungerne en enkelt gang. De blå øjne var vendt mod Phillipes ansigt, mere uforstående end nogensinde før. Det lod til at hun i nogle lange øjeblikke havde glemt, hvordan man trak vejret og hun så op mod franskmanden, med let adskilte læber og et overrasket ansigtsudtryk.

Og så var han pludselig væk igen, så brat at Emilia instinktivt trykkede sig lidt ind mod væggen af forskrækkelse. Øjnene var stadig vidt opspærrede og flakkede over hans afværgende armbevægelser. Hvis hun havde været forvirret før, var det ingenting i forhold til nu. Det svimlede i et øjeblik for hende, før hun blev klar over, at det var fordi hun ikke trak vejret. Emilia tog en dyb indånding og skubbede sig en lille smule væk fra husmuren igen, i retning af Phil, som havde vendt ryggen til hende.

Emilia studsede over den blege hånd foran sig, før hun indså at det var hendes egen og at hun havde løftet den uden at tænke over det. Lettere rystende, fulgte hun impulsen og lagde forsigtigt fingerspidserne mod Phils ene skulderblad. En fjerlet berøring, for at gøre ham opmærksom på at hun var der. En lille impuls til at lade fingrene vandre yderligere over det blå stof fór igennem hende, men alligevel lod hun hånden falde og endte med at stille sig ved siden af ham, med begge hænder hvilende på gelænderet. "Da jeg var yngre..." begyndte hun, med blikket hvilende mod den lysende kugle på himlen. Hendes ene hånd slap gelænderet og hun lukkede fingrene let omkring vedhænget på sin halskæde. "Syntes jeg, at månen var det smukkeste der fandtes i hele verden. Vidunderlig og magisk. Jeg vidste ikke, at den også kunne være en forbandelse. At alting ikke var så smukt, som det så ud til at være. At der kan gemme sig noget under overfladen, som man ikke kan se med det blotte øje, men som alligevel er lige dér..."

[Phillipe Reynard]

Phillipe trak vejret nærmest overdrevet kontrolleret. Han stirrede ud i luften og det gav et sæt i ham, da en mindre vægt blev placeret på hans skulder. Den fortsatte tilstedeværelse af Emilia efterlod ham nærmest lige så forvirret som hun var.
Rent faktisk at spørge hende hvad i alverden hun foretog sig, faldt ham ikke ind. Han stod bare tavs og frygtede det tidspunkt, hvor hun fortalte ham alt det han vidste i forvejen.

Det skete dog aldrig. I stedet brød hun stilheden med en fortælling, der efterlod ham med en meget distinkt følelse af, at hun havde gennemskuet ham nogenlunde så gennemført som det kunne lade sig gøre.
Hans pande var rynket i alvor, da han betragtede hende ud af øjenkrogen med stigende nysgerrighed. Han vidste ikke lige hvad han skule sige, men grublede seriøst over hendes ord og endte med at vende sig halvt imod hende, uden selv at slippe rækværket helt. Den ene hånd rakte op og han kløede sig i nakken, imens den andens fingre krummede sig omkring metallet.

Langsomt gled hans blik ned over hendes ansigt, lettere flakkende. Han rømmede sig og tog en dyb indånding, imens han tydeligvis forberedte sig på at sige noget, velvidende at han aldrig ville komme til at beherske sin egen stemme fuldstændig. “Em-m-m...” Han kæmpede med hendes navn, før han sukkede irritabelt og kørte sin hånd frustreret igennem håret. “J-j-jeg k-k-kan i-i-k-k-k...” Med det opgav han ganske enkelt. Han klemte øjnene i, rystede på hovedet og drejede sig væk igen med tomatrøde ører og afgrundsdybt selvhad. Han kunne ikke engang med en enkelt sætning fortælle hende noget som helst, fordi hun overvældede ham i dén grad og det fik ham til at fremstå som en lallende idiot.

[Emilia Bones]

Emilias blik forblev rettet mod himlen mens hun talte, og hun fandt en ro i den lysende måne, som hun gennem hele sin barndom havde følt. I et øjeblik overvejede hun at lukke øjnene, lade vinden kærtegne sit ansigt og få styr på sine virrende tanker, der dannede billeder, hun ikke kunne finde rundt i. Hun lod dog være, lukkede blot fingrene lidt tættere omkring smykket og trak vejret lydløst, men beroligende ned i lungerne. Hendes hjerte hamrede hurtigt, men hun vidste ikke hvorfor eller hvordan det kunne være, at det var lige de ord der gled over hendes læber.

Først da Phillipe forsøgte at tale, drejede hun hovedet den mindste smule for at se på ham. Hendes øjne skinnede i skæret fra månen og måden hun så ud, fik hende til at ligne en, der forsøgte at løse en gåde. "Jeg troede ikke, du kunne lide mig," konstaterede hun, vippende sølvet mellem pegefingeren og tommelfingeren. "Når jeg ser på dig, virker det til at du hellere ville være fri." Hun betragtede ham, læberne lidt adskilte, fordi hun ikke var færdig med at tale.

Pausen varede nogle sekunder, før hun drejede sig den mindste smule imod ham. Hendes blik flakkede usikkert, undersøgende. "Men nu..." Hun tøvede, før hun fortsatte. "Jeg er ikke sikker, men jeg tror at der er mere, end jeg lige kan se." Hun lod hovedet falde lidt på skrå, betragtede ham nogle øjeblikke endnu, før hun lod blikket falde til altanens betonbund. Der gik nogle sekunder, før hun havde samlet mod til at se op på ham igen. "Det håber jeg i det mindste." Emilia fugtede sine læber, hendes stemme så lav, at den kun lige var over en hvisken. Alt indeni hende syntes at virre forvirret rundt, ting hun ikke kunne finde rundt i og det, blandet med den vin hun havde drukket, fik hendes hoved til at summe let.

[Phillipe Reynard]

Phillipe var i konflikt. Han havde lyst til at udvandre, fordi han følte sig latterlig. Han havde lyst til at fortælle hende hvad han synes om hende, men hans taleproblemer forbød ham at give nogen reel mening til kende. Han havde lyst til at kysse hende, men der var ingen chance i helvede for, at han ville løbe den risiko. Han havde lyst til at synke i jorden, men han ville virkelig gerne høre alt det hun sagde. Mest af alt ønskede han, at hans fortolkning af hendes reaktion, hendes kropssprog og ord, ikke var fuldstændig skudt ved siden af.

Han lyttede i hvert fald intenst, selvom han først ikke så direkte på hende. I sidste ende kunne han ikke lade være med at betragtede hende ud af øjenkrogen kortvarigt, men han stoppede hurtigt igen, sænkede blikket til sine egne hænder og rynkede panden.

Det allersidste hun sagde ændrede på det. Han rettede sig instinktivt op, drejede hovedet og så hende i øjnene med et intenst blik og nikkede langsomt. Et suk forlod ham og han kørte hånden Igennem håret, før han nikkede igen, lidt mere heftigt denne gang. “J-j-j-je...” Han tog en dyb indånding og slap den ud i et frustreret suk, før han slog ud med hånden og så knyttede den irritabelt.

Færdig med det pis, som det var så desperat at forsøge at kommunikere med ord, slap han rækværket helt og trådte tættere på hende igen. Denne gang kyssede han ikke hendes pande. I stedet så han bestemt ned på hende, løftede sin ene hånd til hendes kind igen og nærmede sig langsomt. Hun havde al mulighed for at protestere, før han trykkede sine læber imod hendes i et mere eller mindre rædsselsslagent forsøg på at sige det han umuligt kunne få sin stemme til at udtrykke.

[Emilia Bones]

Emilias blik flakkede over Phils ansigt, da han forsøgte at sige noget. Hun havde om muligt spærret øjnene endnu mere op over hans bekræftende nik, med en insisterende summen i mellemgulvet. Hun var tæt på at holde vejret igen, men nåede at minde sig selv om, at det rent faktisk var en nødvendighed at trække luft ned i lungerne. Det var også fristende at lade blikket falde til jorden igen, men alligevel holdt hun blikket fast på ham, afventende og nervøs.

Hun trak vejret hørligt ind, da han pludselig krydsede den minimale afstand og instinktivt slap hun vedhænget, som hun til sidst havde knuget så hårdt, at halvmånens hjørner havde efterladt mærker i hendes håndflade. Hun glippede med øjnene og endnu engang føltes det som om, der gik et stød igennem hende, da hans varme hånd landede mod hendes kind. Instinktivt tiltede hun hovedet en smule bagud og lod øjenlågene glide i, da hans læber rørte hendes.

Verden eksploderede i en sensation af farver og følelser, og i et øjeblik, var Emilia sikker på at knæene ville give efter under hende. På samme tid rungede alarmklokkerne højt i hendes hoved, mindede hende om faren ved det hun foretog sig. Men hun kunne ikke tro på, at Monsieur Reynard var ond. Hun kunne ikke tro på, at han var ligesom... Emilia løftede forsigtigt den ene hånd og lod fingerspidserne hvile let mod det nederste af hans kæbe, uendeligt forsigtigt. Hendes mave slog kolbøtter og da hun brød væk for at trække luft ned i lungerne, havde røde pletter indtaget hendes ellers hvide kinder.

[Phillipe Reynard]

Phillipe vidste udmærket godt, at det var forkert det han gjorde. Man kunne nemt kalde det både magtmisbrug og det, der var meget værre. Alligevel blev han nødt til at kysse Emilia og da han gjorde det, eksploderede hans mave i sommerfugle. Det burde føles dybt ubehageligt, men i stedet føltes det fuldstændig vidunderligt. Hans fingre gled nænsomt over den bløde hud på hendes kind og hans egen hud sitrede under hendes. Alt ved det var magisk og han havde uforholdsmæssigt svært ved at løsrive sig. Faktisk føltes det som en decideret umuligt opgave at stoppe op, før Emilia selv brød fri og han tog en hurtig indånding.

Lettere svimmel, og ikke kun af luftmangel, så han omtåget ned på hende. Hans kinder havde antaget samme farve som hendes i tilsyneladende sympati og da han indså, at hans hånd stadig lå imod hendes kind, trak han den hastigt til sig og blinkede hurtigt et par gange efter hinanden. Det føltes mærkbart som om virkningen af fire ekstra glas rødvin på meget kort tid havde indfundet sig og han var ikke sikker på, om han kunne skyde skylden for det alt sammen på kysset.

Hvorom alting var, så tydede det på at kvinden foran ham ikke havde hadet det. Han smilede temmelig prøvende og rømmede sig dæmpet. “D-det m-må d-d-u u-undsk-k-ylde,” stammede han åndeløst, selvom han immervæk lignede en, der havde frygtelig meget lyst til at gøre det samme en gang til. Han begrænsede sig, men så fortryllet på hende. De fornuftige indslag var begrænsede i hans tilstand.

[Emilia Bones]

Emilias fingerspidser hvilede stadig mod Phillipes ru kæbe, da hun trak sig en minimal smule væk og tog en lydløs indånding. Langsomt åbnede hun øjnene og så op imod ham, nogenlunde samtidig med at hånden mod hendes kind, blev hevet påfaldende hurtigt væk. Selvom hun ikke havde lyst, fik det hende også til at lade sin egen hånd falde, som hun så åndeløst op på ham. Hendes knæ føltes stadig bløde og selvom forvirringen ikke var blevet mindre, betød den ikke længere så meget.

Det vigtigste var, at hun virkelig ikke havde haft noget imod det. Hun ville lyve, hvis hun påstod at hun ikke havde tænkt på det før. Selvom hun kun havde kendt ham i et par uger, havde der været noget ved ham som fascinerede hende, noget hun beundrede og hans private, mystiske sfære, som hun ikke havde kunnet trænge igennem. Hun lod hovedet falde lidt på skrå, med et hjerte der bankede ubarmhjertigt hurtigt i brystet på hende.

"Hvorfor undskylder du?" spurgte hun lavmælt og fandt halskædens vedhæng med fingrende igen. Hun lod blikket falde til sin anden hånd, da hun forsigtigt løftede den og pillede let ved kanten på hans jakke. "Jeg ved ikke meget om dig, men jeg kan se i dine øjne, at der er mere end hvad overfladen afslører." Hun så forsigtigt op imod ham igen. Det var sandt, hvad hun sagde. "Selvom du ikke siger meget, siger de ting du gør... Selvom jeg var sikker på, at du ikke brød dig om mig, så var nogle af de ting jeg så, når du ikke vidste jeg kiggede..." Hun rømmede sig uhørligt og så ned mod sin hånd igen, da hun lod den falde. Endnu engang vendte blikket tilbage til hans ansigt. "Jeg kan godt lide dig, Phillipe," det var første gang hun brugte hans fornavn, men det føltes rigtigt, da det gled ud over hendes læber. "Jeg er klar over, at jeg ikke burde sige det, af flere grunde, men... Ville det ikke også være forkert at lade være?"

[Phillipe Reynard]

Phillipe åbnede munden for at svare på Emilias spørgsmål. Han nåede dog aldrig så langt, før hun var fortsat med flere ord, der denne gang fik varmen til at stige betydeligt I hans kinder. Af uforklarlige grunde kunne han ikke se væk fra hendes øjne før hun gjorde det samme og selv da, var det svært. Han betragtede hende omtåget, imens hun talte, forsøgte at forstå det hele, men følte sig mildest talt ikke I stand til at fange andet end hvor smuk hun var og det faktum, at hun tilsyneladende slet ikke var afvisende overfor hans kluntede tilnærmelser.

Netop det, fik ham til at smile tøvende. Hendes brug af hans fornavn var uvant, men han kunne ikke sige, at han ikke brød sig om det. Han rynkede panden lidt, nikkede langsomt og løftede sin ene hånd, uden at være helt sikker på hvorfor. Da først den var der, blev han nødt til at gøre et eller andet med den og han lagde den imod hendes kind igen.

Med et flakkende blik, strøg han atter engang sin tommel hen over den og lænede sig frem for igen at kysse hende. På trods af bekræftelserne, var han lige så tøvende og i tvivl denne gang, men han gav hurtigere slip på det og gav sig hen. Hans fingre forsvandt forsigtigt ned over hendes hals og ind I det vidunderligt bløde hår, imens han genoplevede den mærkelige fornemmelse af, at han ikke havde viljen til at løsrive sig fra hende.