Looking for a taste of real life

[Aisling Delaney]

We can burn brighter
Than the sun

[/font]
TAG - SIMON
OUTFIT[/center][/color]

Det havde været en lang dag på arbejdet for de tre elever fra madam malkins og som sædvanlig havde de besluttet sig for at gå ud sammen. Det viste sig dog at være en meget sjovere aften end det plejede at være for dem og de var derfor i højt humør. Det gjorde heller ikke noget at de alle havde fået ros for deres seneste arbejde. Der blev derfor brugt en del penge på interessante drinks og mousserende vin, også selvom de egentlig ikke havde råd til det.

De havde danset et stykke tid da den ene af dem, en blond pige, besluttede sig for at gå op til baren for at få sig en pause. Hun var så heldig at finde sig en plads og lagde sig ind over bordet med en udmattet mine. Hun havde været ret beruset længe, men det var efterhånden ved at vende over til udmattelse, da hun havde danset så meget og ikke fået noget at drikke et stykke tid. Aisling hvilede hovedet i sine hænder og betragtede bartenderen mens han lavede drinks til en mand der var lidt for gammel til at være her, efter hendes mening. Hun strøg fingrene gennem håret og lod blikket glide videre, hvorefter hun fik øje på en gammel skolekammerat. "Simon!" Råbte hun begejstret og vinkede til ham, hun var meget begejstret for at se ham og hendes manglende situationsfornemmelse beviste bare hvor meget hun havde fået ned. I øjeblikket var han hendes bedste ven og det var derfor en regel at han skulle have et kram. Derfor forsatte hun hen mod ham uden skrupler og omfavnede ham inderligt.

[Simon Lithgow]

A I S L I N G ---- O U F I T

Det var relativt sent, bevares, men ikke for sent til at nyde et godt glas whiskey og tænke over hvordan dagen var gået. Sædvanligvis var det ikke det, der foregik på klubben i Diagonalstræde, men af taktiske årsager var Simon holdt op med at dukke op på Kedlen for længe siden – ja faktisk havde det ikke været et sted for ham som andet end en mulighed for at fange sin ekskæreste, dengang der ikke var tre ekstra bogstaver foran den fallerede titel.

Nu sad han altså der og talte dæmpet med en af sine kontakter i bogbranchen, der dog virkede mere interesseret i at tjekke diverse kvindemennesker ud, selvom han havde en kone derhjemme. Simon kommenterede ikke på det åbenlyse, men nøjedes med at konstatere for sig selv, at han var et acceptabelt menneske, selvom han ikke var perfekt.

Hele det der med at være perfekt ville udelukke hans mulighed for at tage endnu en tår af den gyldne væske, der varmede hans hals. Han kunne mærke dagen blive langsomt bedre og var præcis så mildt beruset, at han fungerede godt. Humøret var acceptabelt, selvom selskabet var relativt ligegyldigt, og han følte sig godt tilpas i barstolen, som han slyngede glasset roligt rundt.

Væsken fulgte med bevægelsen, slap lidt af sin aroma fri og vækkede sanserne hos den unge forfatter, der drak igen. Med ét brød en stemme hans tilstand af ro. Han vendte hovedet og så i de rigtige retning i tide til at se en blond kvinde bane sig vej over dansegulvet imod ham. At hun var velkendt var ingen hemmelighed. Han mindedes avisoverskriften og smilede antydningsvis i forventning om endnu en scene, der ikke blev lagt an til. I stedet faldt hun ham om halsen, til hans store overraskelse, og hans øjenbryn røg op, samtidig med at en overrumplet lyd forlod ham. ”Eh hvad?” Klar i sin tale, selvom han ikke var helt appelsinfri, lænede han sig instinktivt bagud og væk fra kvinden, der en kort overgang havde knaldet med en af hans venner og i samme periode svinet ham offentligt til.

[Aisling Delaney]

We can burn brighter
Than the sun

[/font]
TAG - SIMON
OUTFIT[/center][/color]

Aisling gav hurtigt slip på ham igen, ikke fordi hun følte afsky ved at røre ved ham, men fordi hun var i super godt humør og bevægede sig livligt. Hun betragtede hans overraskede ansigtsudtryk og så undrende på ham over hans korte bemærkning. Han plejede ikke at være så kortfattet så vidt hun huskede.
"Jeg vil gerne benytte lejligheden til at undskylde for alt jeg nogensinde har gjort mod dig, selvom jeg ved du garanteret ikke vil tage imod min undskyldning, fordi du stadig hader mig utrolig meget." Forklarede hun og satte en hånd mod baren som støtte, da hun ikke helt kunne holde sin balance med den alkohol der løb gennem hendes blod.
Tilgengæld var hun så uhøflig slet ikke at have skænket hans ven et blik, men da hun pludselig fik øje på ham, fandt hun først der ud af at han var optaget hvilket fik en lettere akavet følelse frem i hende. Alkohollen fik dog den begejstrede følelse tilbage igen og hun smilede derfor bare kort til vennen, hvorefter hun vendte sit blik mod Simon igen.

[Simon Lithgow]

Simon, på sin side, følte en mindre portion afsky ved den kortvarige, fysiske kontakt og ville formentlig ublidt have skubbet kvindemennesket væk, hvis ikke hun selv skabte afstand imellem dem. Han var ikke nær nok beruset til at synes at hendes adfærd var naturlig nok, men derimod konstant på vagt og forventende et udbrud af en slags, som ville cementere atter engang, at hun var sin årgangs største kælling – muligvis frataget de vanvittige hoveder, der havde skabt ravage på deres syvende år.

Han for sin del følte sig ikke åben eller ærlig og selvom Aisling pludselig væltede ud med en upassende og malplaceret undskyldning, så gjorde han ikke meget andet end at hæve begge øjenbryn. ”Eh hvad?” Svaret havde forladt ham uden omtanke og uden at han registrerede, at det var præcis det samme han havde sagt lige før. Hendes smil, svajen og overstrømmende personlighed var tydeligvis alt sammen et resultat af rigelige mængder alkohol og selvom han var den sidste, der skulle dømme andre for deres beruselse, så kunne han alligevel ikke lade være med at betragte hende som om hun var en kende vanvittig. Ligesom hende, gik det dog også op for ham, at der var en tillytter og han mønstrede et anstrengt smil. ”Undskyldning... Modtaget. Tror du ikke, at du skal tilbage til din venindeflok?”

[Aisling Delaney]

We can burn brighter
Than the sun

[/font]
TAG - SIMON
OUTFIT[/center][/color]

Aisling så på ham med et overrasket nærmest såret blik og vendte så blikket mod sine veninder. Hun kunne konstatere at en af dem dansede med en fyr, den anden var i færd med at snave en eller anden i gulvet og den tredje stod og græd foran sin ekskæreste. Derfor var Simons selskab nu at foretrække og hun vendte blikket mod ham igen.
"De har tydeligvis glemt jeg eksisterer allerede" Sagde hun og himlede med øjnene, mens hun satte sig på en barstol ved siden af og bestilte en drink i baren.
"Det ser desuden ud til i kunne bruge lidt kvindeligt selskab" Bemærkede hun begejstret og smilede til dem begge.
"Hvordan går det ellers med dig Simon? Har du snart fået alle de onde fuldblodsfascister ned med nakken?" Spurgte hun med et skævt smil og tog imod sin drink, da bartenderen ville sætte den på bordet foran hende. Derefter så hun Simon ind i øjnene, i lidt for lang tid til hvad der var socialt acceptabelt og svajede let mens hun ventede på hans svar.

[Simon Lithgow]

Simons høflighed var aldeles anstrengt. Det burde være til at gennemskue at han ikke var interesseret i samtalen, men den stærkt berusede kvinde var blind for den diskrete afvisning, der lå i det smil, der ikke nær nåede hans lyse øjne. Han sukkede lydløst, som han vendte hovedet væk og tog en tår af sin whiskey.

Halvt om halvt forventede han, at hans samtalepartner måske ville blande sig, men han var i mellemtiden blevet optaget af en yngre sag på hans anden side og svigtede fuldstændig som buffer. Dermed var Simon efterladt figurativt alene med Aisling og tvunget til enten at fortælle hende direkte, at han ingen interesse havde i hendes selskab, eller til at udholde hende indtil hun fandt noget mere underholdende. At håbe på at det gik op for hende, at hun var uønsket, havde han på nuværende tidspunkt opgivet.

Hun var spejlblank, konstaterede han for sig selv, uden egentlig at være overrasket. Sikkerheden fik dog antydningen af et ubehageligt smil til at trække i hans mundvige, som hans blik gled ned over hendes ansigt. ”Det ved jeg ikke, Aisling,” konstaterede han med en kort lille tænkepause, før han fortsatte. ”Har jeg? - - - Du står jo stadig her...”

[Aisling Delaney]

We can burn brighter
Than the sun

[/font]
TAG - SIMON
OUTFIT[/center][/color]

Aisling skulle til at tage en tår af sin drink, men stoppede midt i bevægelsen da han havde talt færdig. Hun så undrende på ham, hvilket ændrede sig til fortørnet, men endte med at hun rynkede øjenbrynene med en uforstående mine. "Mig?" Gentog hun og drak så af den bitre drik, mens hun overvejede det han havde sagt.
"Altså... Du har grundlæggende ret... Men jeg vil ikke kalde mig for det længere - hvis altså jeg kan få lov til det selvom min familie deler den holdning også selvom de lader som om de ikke gør... De mest dobbeltmoralske folk jeg kender" Fik hun formuleret og lagde hovedet let på skrå uden rigtig at være sikker på om hendes ord gav mening. Derefter tog hun endnu en tår og rystede et par gange på hovedet.
"Jeg var med til at sende min egen bror i Azkaban det må da gælde for noget.." Mumlede hun med en sarkastisk tone, dog uden at søge efter hans bekræftelse, da hun var ret sikker på hun ikke ville få den.

[Simon Lithgow]

Simon var ikke i humør til at trippe rundt om den varme grød. De havde ikke mere nogen, der lyttede eller overhørte hvad de sagde til hinanden og han kunne frit sige hvad han havde lyst til. Netop hans kommentar til hendes tilhørsforhold kom fra et sted af ærlighed og han hævede et enkelt øjenbryn som eneste svar på hendes enstavelses-spørgsmål. Da hun fortsatte forlod et fnys ham og hans halvmodbydelige smil forsvandt. ”Jaså,” kommenterede han tørt, før han tog en mindre tår af sin whiskey.

Den midlertidige tavshed mellem dem blev ikke brudt, før han tog til genmæle, uden rigtig at vide hvor ordene kom fra. ”Du siger, at dine forældre er dobbeltmoralske, Aisling. Men hvad er du selv? Jeg tror ikke nogen er klar over hvor de har dig henne. Det ene øjeblik starter begivenheder på Hogwarts, som har resulteret i drabet af flere mindreårige mugglerfødte, det andet sender du din storebror i Azkaban, før du giver dig til at date den halvblodsmagiker, der aldrig har villet have dig og bruger m-ordet om en kendt forfatter uden magiske forfædre. Hvad er du?” Han talte dæmpet, næsten hviskende og lænet en smule ind imod hende. Halvt om halvt forventede han, at hun ville stikke ham en lussing, men hans spørgsmål var ikke ment som direkte provokation. I hvert fald var det ikke det eneste de var. Han knugede glasset i sin ene hånd, som han rettede sig op igen uden at slippe hende med blikket.

[Aisling Delaney]

We can burn brighter
Than the sun

[/font]
TAG - SIMON
OUTFIT[/center][/color]

Aisling var heldigvis alt for beruset til overhovedet at opfatte hans tøre tonefald eller fnyset, det eneste der slap igennem til hendes bevidsthed var hans ord. Tilgengæld slog de rimeligt hårdt og det tog hende et øjeblik før hun samlede sig nok til at svare. Hun så granskende på ham og rynkede øjenbrynene, mens hun svajede let.
"Mit liv har været dobbeltmoralsk men det er det jeg prøver at lave om på" Bemærkede hun og løftede glasset som hun skulle til at drikke, men fandt så ud af at der var mere hun ville sige."Og jeg prøvede at gøre bod på mine gerninger ved at afsløre Polvani, Arrington og Segall, samt min storebror, at de tre ville gå amok kunne jeg ikke vide, men det var den eneste måde jeg kunne slippe fra Polvani" Forklarede hun og forsatte "Og jeg er oprigtig ked af at jeg kaldte dig det, men jeg blev så provokeret af din opførsel" Derefter drak hun en stor tår af sin drink og satte den hårdt ned på bordet igen. "Men nok om mig - jeg spurgte faktisk hvordan det gik med dig til at starte med" Mindede hun ham om og placerede en albue på bordet, hvorefter hun støttede sit hoved i hånden og betragtede ham overdrevent opmærksomt.

[Simon Lithgow]

Simons skepsis var umiddelbar, men han beherskede da sig selv nok til at tie stille imens blondinen foran ham fremlagde sit eget syn på sagen. Det var noget mangelfundt i hans optik , søgt og tomt uden rigtig substans, men hans trang til at provokere hende var ved at sive ud. Han måtte konstatere for sig selv at han nærmest havde mere ondt af hendes sønderrevne identitet end han havde behov for at nedgøre hende eller lade hende gøre sig selv til grin. På mange måder var hun det allerede.

Således med mere fred og nedladende medlidenhed end så meget andet, tog han en enkelt tår til af sit glas og trak på skuldrene. ”Lad mig stille dig et andet spørgsmål først,” foreslog han, uden egentlig at vente på hendes accept eller afvisning. ”Hvordan definerer du dig selv i dette forsøg på at lave om på dig selv? Er du nu stolt blodforrædder i den grupperings øjne? Eller spiller du bare spillet opportunistisk og forsøger at holde dig gode venner med alle? Og... Til sidst: Hvordan undgås dobbeltmoralen? Hvordan kan man både være troværdig og tale til begge sider? Er det muligt at være moderat? Du må godt tænke over det i et par timer...”

Et vagt smil trak i hans mundvige og han følte sig vældig intelligent, så meget var tydeligt. Lidt mere whiskey brændte i hans hals på en behagelig måde og han fugtede de læber, der smagte vagt af den gyldne væske.

[Aisling Delaney]

We can burn brighter
Than the sun

[/font]
TAG - SIMON
OUTFIT[/center][/color]

Aisling havde ikke brug for at tænke over det et par timer, hun havde faktisk et svar klar ret hurtigt og syntes selv det var ret fantastisk, selvom det nok var påvirket af hendes lettere beruselse. "Jeg mener skam heller ikke at det er muligt at være det ene eller det andet og slet ikke når det selv i dag betyder så meget hvilken familie man kommer fra. Men jeg kan kun ændre på min egen opførsel og deri er alt forskelsbehandling stoppet og jeg fortryder hvordan jeg har ageret i mine tidlige år, men jeg kan forklare det, men ikke undskylde, det med at jeg i lang tid var nervøs for hvad min bror ville gøre hvis jeg brød ud af familiens holdninger."
Mens hun fortalte svajede hun en del og gestikulerede overdrevent med sin frie hånd, hvorefter hun til sidst drak det sidste af sin drink og bad bartenderen om en ny en.
"Men du er ellers god til at komme med kritiske spørgsmål, men det undrer mig ikke at du er god med ord når du nu er forfatter og alt.. " Bemærkede hun og tog imod den nye genopfyldning da den blev skubbet hen ad bordet mod hende.

[Simon Lithgow]

Simon forstod ikke en snus af hvor kvinden foran ham havde det første hun sagde fra – men han gik ud fra at hun forsøgte at gentage det han selv var begyndt på. Hendes succes midt i beruselsen var begrænset og han havde ikke drukket nok til at overse det. Det kunne siges så simpelt; at hendes logik ikke hang sammen. Det overraskede ham ikke. Faktisk stod hun netop og levede op til de fordomme han havde om hendes slags og det fik stille og roligt en rynke til at vokse sig tydeligere på hans pande.

Ingen forandring indtraf over den overlevering af hendes personlige 'nervøsitet' hun gav ham. Han mindedes hende fra skoletiden og synes ikke at kunne genkalde sig reel angst hos hende. Tværtimod havde hun været en arrogant mokke ved flere lejligheder og de var aldrig blevet venner dengang. Heller i den flygtige tid hvor hun havde været kærester med Matthew var noget nær et behageligt bekendtskab vokset op og de eneste følelser han havde for hende nu, som ikke tenderede foragt, var medynk.

Han brød sig ikke om hende. Aisling var hverken intelligent, tiltalende, veltalende eller sympatisk og selvom hendes situation i livet sikkert ikke havde været nem – og selvom hun måske var på vej i den rigtige retning – så forholdt han sig selv skeptisk og kunne ikke andet end at hæve et bryn af det, der måske var en kompliment.

Nej hendes ven var han ikke, og han foregav ikke at være det. ”Nej jeg lever af at afsløre dobbeltmoralen hos fuldblodsfacister,” gav han hende blot ret, imens et sarkastisk smil, som hun sikkert ikke ville opfatte betydningen af, trak i hans mundvige. ”Nu tror jeg dine venner savner dig.” Afvisningen i hans ord var åbenlys. Han havde ikke lyst til at tilbringe mere tid med Aisling og demonstrerede det, som han ganske enkelt gled ned af barstolen, lod sit tomme glas stå og forsvandt ud på herrernes.

O U T