Emma
Administrator
Onkel-dunkel
%\5\%
Posts: 166
|
Post by Emma on May 2, 2013 18:50:49 GMT
Magiske - nyheder
Her vil det være muligt at finde alle de notitser, der gennem tiden har været på Magical Stills forside. Tråden opdateres løbende.
● Juni 2087 ●
Vi er meget stolte af at kunne introducere vores nye minister for Magi - Amon Boothe - og sikre på at høre meget mere fra denne længe ventede leder!
Boothe blev indsat efter vores tidligere minister Otto Emmerichs pludselige død. Emmerich var, som det meste af den magiske verden efterhånden ved, involveret i en tragisk hændelse ved en udlandsrejse til Marokko for et par måneder siden. Første valg som hans efterfølger, lederen af afdelingen for Magiske Efterretninger, Ella Dellochio, fratrådte embedet næsten umiddelbart efter at det blev overgivet til hende.
Her på Profettidende mener vi, at Boothe ser lovende ud og ønsker ham held og lykke med på vejen!
● December 2087 ●
Afsløringer i Stuart Felltons nye bog, ”Et lukket land", peger på at Ella Dellochio, forhenværende ministerkandidat og leder for afdelingen for magiske efterretninger, har både været vidne til - og muligvis selv deltaget i - torturen og drabet på en unavngiven mugglerkvinde.
Det både chokerende og mildest talt ubehagelige postulat bliver i Felltons bog fulgt op med en grundig udredning af hele det net af fuldblodsmagikere, der skulle stå bag den overlagte forbrydelse. Ifølge skandale-journalisten har Dellochio, som en del af en ekstremistisk gruppe, dækket over sine kumpaner og dermed samtidig sløret sin egen tilstedeværelse og mulige medvirken.
Vi ville gerne have haft en udtalelse fra Ella Dellochio selv, men hun sidder tilsyneladende tilbageholdt af sine egne folk i ministeriet og er under afhøring!
● Januar 2089 ●
Endnu en dømt i Fellton-sagen
Denne morgen blev Argus Begbie – afskediget medarbejder i Kontoret for Nisseforbindelser – ført ud af ministeriets retslokaler, for at få en gratis tur til Azkaban, hvor han vil tilbringe de næste halvtreds år, efter at være blevet dømt for at have ledt torturen og drabet på en mugglerkvinde tilbage i starten af halvfjerdserne.
Hans sag er dog blot den primære ud af syv, der fulgte i kølvandet efter anklager om, at den tidligere leder af Afdelingen for Magiske Efterretninger og Retshåndhævelse, Ella Dellochio, havde kendt til netop den hændelse, som Begbie i dag er blevet kendt skyldig i at være hovedansvarlig for.
Dellochio selv blev dømt for fortielse og medvirken i efteråret og afsoner selv sin dom på syv år i troldmandsfænglset. Tilbage på anklagebænken er der nu kun Florence Dale, beskyldt for at deltage i torturen af mugglerkvinden, hvis navn ministeriet holder hemmeligt. Hendes sag kommer for højmagiratet den 15. i næste måned.
● Maj 2089 ●
Champagne og fuldblodsfacisme
I går annoncerede familierne Young og Delaney, ved en større fest i familien Delaneys hjem i London City, det forestående ægteskab mellem Jonathan Young og Aisling Delaney. Som en del af festlighederne havde familien valgt at bygge bro imellem sig selv og de mugglerfødte i det magiske samfund. Ingen kan have undgået at høre om sagen om Teodor Delaney, der brutalt myrdede en mugglerfødt heks og troldmand for blot to måneder siden. Med denne håndsrækning må man gå ud fra, at Phillip og Jane Delaney forsøger at tage afstand til deres søns gerninger. En smule tragisk var det derfor, da deres datter Aisling i samtale med forfatter og samfundskritiker, Simon Lithgow, pludselig gav sig til at råbe af ham og rundede af med at kalde ham et voldsomt nedsættende ord, refererende til hans blodstatus (red. Lithgow er mugglerfødt). Familien har efterfølgende været ude og undskylde for udtalelsen. Vi har forsøgt at få en direkte udtalelse fra begge de implicerede, men ingen af dem havde nogen kommentarer til vores reporter.
● September 2089 ●
Min elskede hustru, vores kære mor, svigermor og bedstemor
Meredith Jessalyn Abbey
* 6. april 2010 Godric's Hollow † 15. september 2089 London
er alt for tidligt gået bort.
Meredith blev sent torsdag nat hasteindlagt på Skt. Mungos Hospital for Magiske Kvæstelser med smerter i brystet, men sov ind fredag formiddag, omgivet af familie.
Et hjerte af guld holdt op med at slå to flittige hænder er gået i stå
Bisættelsen finder sted d. 22. september i Newcastle.
Percival Abbey børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn
● Maj 2090 ●
Maskebal finansierer medicinske eksperimenter
Den 30. marts blev fløden skummet. Det magiske samfunds sociale elite var samlet på Waldorf Hilton i London til det årligt tilbagevendende velgørenhedsbal, der endnu engang blev afholdt af Wright-fonden med den feterede Arrow Brooms arving Brandon Wright som vært.
Wright udtaler selv, at han er meget imponeret over de 15.000 galleoner, der er blevet samlet ind og som går ubeskåret til afdelingen for eksperimentale eliksirer på Skt. Mungos Hospital for Magiske Sygdomme og Kvæstelser.
"Det gør mig stolt af, at lægge navn til et arrangement som dette. Det er en mulighed for at gøre hverdagen nemmere og mere udholdelig for de, der er ramt af alvorlige lidelser.”
Forskende healer, Philippe Reynard, var med for at takke på hospitalets vegne. Han kunne fortælle, at alle på afdelingen er stolte og glade over anerkendelselsen af vigtigheden i deres arbejde.
“Mange af vores patienter er fortsat afhængige af opskrifter, der er flere hundrede år gamle og har utallige bivirkninger. De er udstødt fra samfundet I større eller mindre grad og har brug for, at der findes en kur.”
|
|