Fra London til Berlin

[Sarah Owens]

w i t h; - a e r o n , - g e o r g e , - c h a r l e s - - w e a r i n g; - t h i s

Det havde engang været et fornemt sted. Artemis havde i sin tid tiltrukket turister fra det meste af verden, lokket med sine luksuriøse forhold og smukke piger, der gjorde alt fra at danse til at trække sig tilbage til de private rum for at yde andre services. Der havde været badeforhold for kunderne, sauna, pool og hele pivetøjet.
Efter den gamle ejer måtte dreje nøglen om og sætte stedet til salg, var tingene dog gået væsentligt ned af bakke. Det tidligere bordel var nedlagt, kundekredsen var forsvundet og Artemis endte et sted mellem at være en bar og en stripklub. På vejen var det ikke meget der skete hvad angik renovering. I foråret 2090 var det stadig de farverige vægge og halogenpærerne i loftet, som satte stemningen. Noget var flot, andet var dybt uddateret, men det hele bar præg af ikke rigtig at have ændret sig i de par årtier den nuværende indehaver havde stået på skødet.

Det der havde ændret sig igennem tiden, var ansigterne på de dansende kroppe, der vred sig op af metalstængerne, som gik fra gulv til loft. Pigerne kom og gik, unge og smukke i de fleste størrelser. Blondiner, brunetter, rødhårede, lyse, mørke, høje, lave med varierende skålstørrelser og forskellige stilarter. Der var stadig et stort udvalg af dansende nymfer at se på og det skete aldrig, at kun en enkelt stod for underholdningen af de tilstedeværende kunder.
Heller ikke denne aften var det tilfældet. Derimod var både Tiffany, Mariana, Lulu, Frida, Tanya og Lara på gulvet på samme tid. Imens Tiffany gav to spinkle studerende et halvprivat show i den ene hjørnesofa, var Lara – Sarah – i gang med at arbejde sig omkring en af metalstængerne, som om den i sig selv opfordrede til fysisk nærkontakt. I hvert fald fik den rigeligt og hendes stærke muskler have et fast greb omkring den, som hun stilstikkert kravlede op af den, kun for at vende på hovedet. Hængende med det ene ben lukket fast omkring metallet, havde hun begge hænder fri til at åbne lædertoppen, der skjulte en begrænset del af hendes overkrop for det trofaste publikum. Den faldt på gulvet uden at møde modstand og efterlod hende i bh.

Hendes mørke hår var ganske vist ikke fyldt med den mindste smule magi, men hun var alligevel willie ud til fingerspidserne – især i disse øjeblikke. Imens adskillige sultne blikke hvilede på hende og klædte hende af mentalt, følte hun sig fuldstændig tilpas. De var tåbelige, når de troede de havde en chance for at lægge hende ned, men hun lod dem gerne blive i troen og tjente fedt på at hun var decideret uimodståelig for de stakkels mænd, der tilsyneladende alle sammen havde mistet evnen til at tale – selv med hinanden. Musikken var i hendes krop og hun gled langsomt ned imod gulvet til den, før hun smidigt slap stangen med benene og landede på de høje hæle. Der lå naturligvis timevis af øvelse i manøvrerne, men det så mændene intet til. Alt de så var en kraftigt sminket kvinde, som kunne gå i spagat og bøje sig som en kringle.

[Aeron Owens]

Tagged: Killing, Charlie & George -- Wearing: This

Aeron lagde ikke mærke til de mange mennesker på gaden. Der var ellers nok af dem, Berlin var ikke en storby for ingenting, men han holdt hænderne i lommerne på læderjakken og fortsatte målrettet fremad med en sammenbidt mine, der dækkede over den uro han følte indeni. Et halvt år, uden andet end sporadiske breve, der alle sagde det samme, ligesom han havde gjort nøjagtigt det samme med dem. Endelig havde en af de udenforstående han betalte for at finde oplysninger, fået fat i noget brugbart. En adresse på en natklub i Berlin. Det var selvsamme natklub han nu var på vej imod sammen med sine svogere, Sarahs ældre brødre, begge nogenlunde ligeså tavse og anspændte som han selv. Ingen af dem anede hvad de ville finde på klubben, hvis de overhovedet ville finde noget. Chancen for endnu en blindgyde var stor og det ville ikke være første gang.

Da han fik øje på et lysende skilt med det rigtige navn lidt længere fremme, satte han farten ned og stoppede til sidst helt, nogle meter fra døren ind til klubben. Han så på de to andre, men sagde ikke noget. Der var ikke så meget at sige. De havde snakket de fleste mulige udfald igennem allerede før de ankom og med et lille nik, tog han en dyb indånding og fulgte efter Charlie der skubbede døren op og gik ind som den første.

En besnærende rytme slog dem i møde sammen med en summen af utallige stemmer, de fleste tyske, der blandede sig med musikken. Hans blik søgte nervøst ud over klubben og gjorde det komplet klart for ham, nøjagtigt hvilken type klub det var. Før han fik taget det hele ind stoppede Charlie foran ham og han så spørgende på ham, kun for så at følge hans blik og nik i en bestemt retning og gå komplet i stå. Hjertet sank i livet på ham da hans blik låste sig fast på Sarah, snoende sig om en metalstang som om hun aldrig havde lavet andet.

[Charles Bones]

Tag - Sarah, Aeron & George ~ Outfit - Here

Charlie stoppede nogle skridt fra døren ind til natklubben og så skeptisk på en flok højlydte mænd der tromlede forbi dem og fortsatte indenfor. Han fulgte ikke selv eksemplet lige med det samme, men fik øjenkontakt med både sin yngre bror og sin svoger. Mere behøvede han ikke for at være sikker på de var på bølgelængde og han nikkede for så at føre an ind i klubben, tæt fulgt af de to andre.

Han kastede et hurtigt blik ud over de nærmeste omgivelser og rynkede panden i misbilligelse. Ikke så meget over hvad klubbens underholdning soleklart bestod af, men mere tanken om, at hans søster potentielt var en del af den underholdning. Han spottede baren og tog et par skridt i samme retning, med alle intentioner om simpelthen at spørge efter søsteren, men nåede aldrig så langt, før han fik øje på hende, hængende med hovedet nedad på en skinnende metalstang, så spidsen af hendes mørkebrune krøller næsten fejede gulvet.

Hans kæbe blev stram, men han blev stående uden at gå nærmere og uden at tage blikket af hende. Ikke de første par øjeblikke i det mindste, før han drejede hovedet mod Aeron og puffede til ham. Den anden var tydeligt stivnet på stedet og han havde en klar mistanke om, at det havde ligeså meget at gøre med det faktum, at han havde mistet størstedelen af sin modstandskraft mod søsterens evner, som det havde med chok over at se hende igen.

[George Bones]

meeting charlie, aeron & sarah – wearing this

Selvom George helst havde set, at det var hans egen private detektiv, der havde fundet frem til Sarahs whereabouts, havde han ikke tøvet så meget som et splitsekund med at komme ud af døren, da han havde hørt om det. Alligevel var det ikke samme mod og iver, der lå i ham, da de tre stoppede op foran Artemis. Selvom han havde været lykkelig over at høre, at søsteren var i live, var det ikke top et på listen over steder, han havde ønsket at finde hende. Derfor var det også ham, der trådte sidst ind ad døren med et misbilligende blik.

Det blev ikke bedre, da de kom ind. Sarah havde aldrig været nogen bly viol, men tanken om, at hun kunne være underholdning og modtager af de sultne blikke, der tydeligt blev sendt op mod scenen fik ham til at væmmes. Charlie, der fik trukket i hans opmærksomhed, fik kun rynken i panden til at blive dybere, mens han vendte blikket mod scenen og så sin søsters krop glide langsomt ned ad pælen. Han havde aldrig været til letpåklædte tøser, der bøjede deres kroppe som tyske Brezeln, men når det kom til hans søster, var det ikke engang bare en ligegyldig mangel på interesse – det var direkte afsky for faget. En muskel spændtes i det forvejen meget markerede kæbeparti og han berørte kort Charlies arm, før han nikkede over mod bagudgangen, han i et blik omkring sig havde spottet. ”Bare for en sikkerheds skyld.” brummede han og rettede kort på jakken, før han i lange skridt spankulerede igennem menneskemængden, der knapt nok bemærkede ham under søsterens fængslende optræden. Uden et ord tog han plads lige ved siden af udgangen og nikkede kort til det, han mente måtte være noget personale. Ikke så meget fordi han ønskede at komme i kontakt med andet personale end sin søster, men fordi han kraftigt længtede efter at have noget andet at kigge på end Sarah, der var i gang med at udfordre det, han mente, måtte være de fysiske grænser for kroppens fleksibilitet.

[Sarah Owens]

Rytmen var konstant i det melodiske popnummer, der spillede hele stedet op til dans, selvom det kun var de udstadsede kvinder, som reelt set bevægede sig til musikken med mere end et par trommende fingre på en bardisk eller en fods vippen i takt.
Det gjorde de til gengæld godt. Ikke mindst den krølhårede brunette, der kom smidigt og elegant på benene igen efter at have hængt på hovedet og båret sin egen vægt som om det var det mindste trick.

Hun slog hovedet bagud, greb fat omkring stangen af metal igen og gjorde et par vuggende bevægelser ind imod den, akkompagneret af popsangerens trivielle løfter om at gøre det godt. Det var mere end sigende for hendes mundlamme publikum, hvoraf en enkelt da også slap en anstrengt lyd, der druknede i musikken. Selv hvis der havde været helt tavs, ville Sarah dog ikke have skænket det meget opmærksomhed at de mænd, der betragtede hende, var så nemme at påvirke. Hun var vandt til blikkene, deres åbenlyse hunger og hun vidste at hver og en af dem ville belønne hendes indsats med rigelige drikkepenge om et par numre.

At hun aldrig ville nå at få de penge, blev klart på blot et splitsekund, da hun så ud over forsamlingen for en kort bemærkning. Pludselig låste hendes blik sig fast i et par grå øjne, hun stivnede og stirrede. Der var slet ingen tvivl – Det var hendes ældste storebror, der stod midt i det hele.
Panikken var ikke nået til hende. Hun stod fastfrosset i endnu et umuligt øjeblik og hendes blik flakkede til hans sider, søgende efter George, uden at finde ham. Da hun i stedet fik øje på et andet, alt for velkendt ansigt, stoppede hendes hjerte med at slå et øjeblik. Hun havde ikke trukket vejret i de splitsekunder, der var gået, men hev det nu ned i lungerne, før hun tog en hurtig beslutning, drejede om på hælen og stak af, med direkte retning imod døren ud til baglokalerne, hvor kun personale var tilladt.

At der ville være tusind spørgsmål fra hendes kollegaer og fra ejeren var hun fuldstændig ligeglad med. Hun skulle ud – og hun skulle ud med det samme. Der hang en jakke på hendes knage og den var lang nok til at lædershortsene ikke ville være alt for påfaldende, når hun løb imod det nærmeste sted, hvor hun vidste hun kunne transferere sig sikkert væk. Hendes hjerte bankede hårdt i brystkassen på hende, imens hun nærmede sig døren, halvt skjult bag et forhæng og en enkelt bredskuldret vagt, der hed Franck.

[Aeron Owens]

Tagged: Killing, Charlie & George -- Wearing: This

En ren myriade af forskellige følelser blandede sig med hinanden da Aeron først fik øje på Sarah, viklet rundt om metalstangen på scenen. Lettelse over at hun var i ét stykke. Jalousi over de blikke og tilråb hun fik. Vrede over at være blevet forladt til fordel for dette. Modløshed, fordi hun ved første øjekast lod til at have det fint uden ham og oveni det hele, det velkendte træk han følte dybt inde, mens han betragtede hende danse.

Først da Charlies albue puffede til ham, fik han trukket kontrollen tilbage og han virrede hurtigt med hovedet, for at ryste følelsen helt af sig. Han drejede sig lidt og så George forsvinde i mængden, uden at kunne påstå han var uenig i tanken. Som han vendte sig igen, søgte hans blik automatisk op mod scenen. Der gik et par sekunder før det gik op for ham at Sarah stod stille. Han havde det lidt som om nogen lige havde givet ham en usynlig knytnæve i mellemgulvet, da hendes blik mødte hans et kort sekund og han tog en dyb indånding uden at føle han fik luft nok.

Så gjorde hun omkring og gulvet gav slip på hans fødder i samme ombæring "Sarah!" udbrød han højt, uden at tænke over det før det var ude. Han tænkte heller ikke mere end ti sekunder frem da han målrettet begyndte at mase sig gennem mængden for at komme hen til hende, uden at tage synderligt hensyn til hvem han skubbede til eller hvor mange borde han stødte ind i "SARAH!"

[Charles Bones]

Tag - Sarah, Aeron & George ~ Outfit - Here

Charlie slap kun sin søster med blikket et øjeblik for at vende sig halvt mod sin bror og med en nik bekræfte at han havde hørt ham. Broderens mening om situationen og synet der havde mødt dem var soleklar og selvom han ikke ligefrem kunne mønstre den afsky der havde været tydelig på Georges ansigt, så var han alt andet end tilfreds med situationen. Skuffelse og bekymring var de mest fremtrædende følelser, ved siden af en stædighed der til tider kendetegnede alle fire individer i søskendeflokken.

Han rettede igen blikket mod sin søster og rankede sig lidt da hun gik i stå på scenen, med blikket rettet direkte mod ham. Han så ikke væk, men fastholdt den korte øjenkontakt med hende indtil hendes blik fandt Aeron i stedet og ting pludselig gik i skred. Han nåede lige at gribe ud efter Aerons arm før han begyndte at mase sig frem gennem de mange mennesker "Aeron! Vent!" kaldte han og fulgte efter med en dyb rynke i panden. Han nåede dog ikke særlig langt før en letpåklædt og tydeligt beruset blondine afskar ham vejen og forsøgte at lægge armene om halsen på ham. Mens han forsøgte at slippe fri, så taktfuldt som muligt, forsøgte han også hele tiden at holde øje med både hvor Sarah og Aeron var, med en snigende fornemmelse af, at have mistet kontrollen med situationen bare en lille smule.

[George Bones]

meeting charlie, aeron & sarah – wearing this

Hele scenariet var foregået som i en drøm. Alt var foregået så langsomt og sløvt; mændenes fængslede stirren op mod Sarah og vagten ved hans side, der var ligeså fængslet af hendes optræden som publikummet var. Så, i et kort øjeblik, hvor tiden lod at stå stille, fulgte han søsterens blik ned til Charlie og Aeron. George så blikkene mødes. Så var det som om alt eksploderede, da hun vendte om på hælen og løb direkte mod ham. Ved Aeron og Charlies råb, vendte George først irriteret blikket mod de to, der prøvede at bane sig vej gennem mængden – havde nok taget sig tid til at more sig over storebroderens betuttelse ved pludselig at få blondinen i sin favn, hvis ikke det havde været for situationens kaos. Så opdagede han vagtens chokerede blik i hans retning og tilbagelagde den sidste form for afstand mellem ham og den bredskuldrede mand.

”Familieangegungen.” sagde han selvsikkert og viftede lidt med hånden, overbevist om, at han havde forklaret det hele i bedste tysk og ikke at det havde været voldsom volapyk. Roligt trådte han et skridt frem mod Sarah, der som musen fra katten blev jagtet af Aeron direkte i Georges arme. ”Sarah.” Hans stemme var varm og indbydende, da han spredte armene lidt ud for både at afskære hende vejen og forberede armene ud til en omfavnelse. Det var længe siden han sidst havde set søsteren og selvom tanken om hendes erhverv og alt det hun havde forladt for et usselt stripperjob fik det til at vende sig i ham, ville han gerne give hende en følelse af tryghed. "Vi er her for din skyld."

[Sarah Owens]

Sarah havde ikke opdaget tilstedeværelsen af et andet menneske ved siden af Franck, før dette andet menneske trådte frem lige foran hende og bredte armene ud. Hun var da også dybt distraheret af et bankende hjerte, som sad halvt oppe i halsen på hende. Aeron og Charlies ansigter dansede for hendes nethinde, imens alt hun tænkte på var at komme væk – langt væk – hvor ingen af dem kunne nå hende eller se hende mere.

Hun var så fokuseret på at planlægge sin exitrute igennem baglokalerne, at hun snublede direkte ind i sin yngste storebrors greb, før hun opdagde hvad der foregik. Til gengæld gik der ikke mere end et splitsekund af hans påbegyndte sætning, før hun hvæsede fjendtligt og skubbede ham væk. ”Slip mig!” Han havde ingen ret til at være der for hendes skyld eller stå der og afskære hende vejen ud i friheden fra de skuffede blikke, bebrejdelserne og alle ordene.

Hun ville bare væk. Langt, langt væk og måske til en hel anden verdensdel, hvor ingen af dem kunne røre hende, kontakte hende eller se hende mere og hvor den brændende skyldfølelse over at svigte sin familie ikke gjorde sig gældende mere.

[Charles Bones]

Tag - Sarah, Aeron & George ~ Outfit - Here

Det tog Charlie længere tid end han brød sig om, at få sig frigjort fra den pågående blondine, uden at fornærme hende groft eller selv virke som en arrogant lort. På trods af situationen, var det vigtigt for ham, men hvad var endnu vigtigere, var at få fat i Aeron før han gjorde noget overilet og få fat i Sarah, før hun forsvandt igen.

Han nåede svogeren nogle skridt fra Sarah og George, tæt nok på til at gribe fat i den andens arm og tæt nok på til at høre Sarahs hvæsende svar til George "Sarah.. kom med hjem." han havde sluppet Aerons arm igen og var trådt et skridt nærmere søsteren som han så indtrængende på, hele tiden på vagt og klar til at reagere med sekunders varsel hvis ..når.. hun forsøgte at slippe væk igen.

Han holdt øje med Aeron ud af øjenkrogen, hele tiden på vagt der også, nu han få minutter tidligere, havde fået bekræftet at den anden ikke længere havde samme modstandskraft overfor Sarahs evner. George fik et hurtigt blik, men han kendte sin bror nok til næsten at kunne læse hans tanker, uden at behøve sige noget højt.

[Aeron Owens]

Tagged: Killing, Charlie & George -- Wearing: This

Aeron følte at alle hans nerver sad udenpå tøjet mens han masede sig vej gennem mængden for at komme tættere på Sarah. Hun var lige det, så tæt på og alligevel komplet udenfor rækkevidde. Han stak sig ingen blår i øjnene og havde ikke forventet nogen overstrømmende gensynsglæde, men alligevel stak det dybt at se hende tage flugten ved det blotte syn af ham og brødrene. Han skar en grimasse da man slog benet hårdt i en bordkant, men stoppede ikke engang et sekund, fortsatte bare mens han holdt blikket på hende og så George afskære hendes flugtrute.

Han havde halvt løftet den ene arm for at gribe ud efter hende, da en anden hånd lukkede sig om hans anden arm og han så tilbage på Charlie mens han trak armen til sig. Han stoppede dog, nogle få skridt fra Sarah og bare så ubeslutsomt på hende. Modsat de to andre sad ordene fast i halsen på ham og alt det han gerne ville sige og havde tænkt hver eneste dag i seks måneder, blev aldrig sagt højt.

I stedet blev han stående og følte sig lige der som outsideren der ikke havde noget at gøre mellem de tre søskende. Nu var han der dog og han havde ingen intentioner om at gå igen uden at have hende med. Om det så blev hen over skulderen på en af dem eller frivilligt spillede ikke så stor en rolle lige i øjeblikket.

[George Bones]

meeting charlie, aeron & sarah – wearing this

Selvom George efterhånden havde oplevet lidt af hvert, når det kom til familiens særheder, var det nok det mest grænseoverskridende øjeblik, da hans ældste lillesøster i alt for lidt tøj, snublede ind i hans åbne arme. Godt nok havde han selv lagt op til det, men det at hun pludselig stod der, kom bag på ham. Det gik dog hurtigt op for ham, at det ikke var med hendes gode vilje og han rykkede sig igen mellem hende og udgangen. Meget ville han gøre for sine søstre, men ikke når det ikke gavnede dem og George kunne godt nok ikke se, hvordan det at slå knuder på sig selv foran en masse mænd skulle gavne nogen.

Med et let nik besvarede han Charlies blik, før opmærksomheden atter vendtes mod Sarah. Selvom han prøvede at lægge skjul på sin modvilje mod stedet og det at føre en privat samtale der, var det ret tydeligt, at hans tålmodighed var ved at være opbrugt. Irriteret kiggede han kort over mod Aeron uden at kunne forstå, hvorfor denne ikke bare kunne administrere sin kvinde og få hende overtalt til at komme med hjem. Godt nok havde Sarah altid været en fri fugl, men der måtte da være en grund til, at de var blevet gift, og hun måtte da kende grænserne for sin frihed, når man var i et ægteskab.

Indtrængende kiggede han på Sarah. ”Du ved, at der ikke er noget, vi hellere vil end at lade dig udforske dine drømme, men du kommer med hjem.” Det var ikke et forslag, ligesom Charlies ord kunne tolkes som, det var en konstatering og lillesøsteren måtte efterhånden vide, at George ikke havde tænkt sig at forlade stedet uden hende. Nej, i sådanne tilfælde måtte målet hellige midlet og betød det, at hun måtte over skulderen på en af dem, måtte det vel være sådan. Sværere kunne det da ikke være. Igen mærkede han den lette irritation på Aeron blusse op, men prøvede at skubbe den væk.

[Sarah Owens]

Sarah var fanget – og mærkede den kvalmende følelse I halsen, der kun voksede ved brødrenes ord. Hun drejede hovedet hastigt for at se fra den ene til den anden, kiggede efter flugtveje og mærkede sit hjerte slå tungt og hurtigt I brystkassen, som hævede og sænkede sig I samme takt. Franck så blot ubeslutsomt til, som om han ikke kunne finde ud af om han skulle blande sig eller ej. Hun var alene, indså hun. Alene I konfrontationen med de tre, der alle sammen var rørende enige om, at de havde ret til at bestemme over hendes liv.

“Forsvind,” hvæsede hun hidsigt af dem alle tre, før hun gjorde sit udfald, lod som om hun ville sno sig forbi George til højre, men I sidste ende forsøgte sig til venstre I stedet.
Manøvren var ikke velplanlagt eller gennemtænkt, ligesom hun ikke for alvor havde tid til at gøre noget – eller vente på at Franck slog igennem og eskorterede de tre brushovedet ud på gaden sammen med de andre vagter på arbejde. Til den tid kunne de have forklaret så meget mere om hende end hun ønskede.

Hendes eneste mulighed var, at stikke af. Der var ingen grund til at forsøge at argumentere. De ville ikke lytte på hende. Væk måtte hun og det skulle være nu.

[Charles Bones]

Tag - Sarah, Aeron & George ~ Outfit - Here

Charlie var stadig på vagt, selvom blikket der hvilede på hans yngre søster var både bedende og bestemt. Han rynkede svagt brynene over den meget direkte ordre i sin yngre brors ordvalg, men selvom det ikke var sådan han selv ville have udlagt det, og heller ikke sådan han havde gjort det, kunne han ikke reelt være uenig. Hvor meget drøm der var i at arbejde i en halv-skummel stripklub i Berlin vidste han dog ikke og han brød sig ikke ubetinget om det han personligt, opfattede som svagt nedladende.

Under andre omstændigheder ville han have påpeget det, eller slået det hen med en afvæbnende kommentar, men nu var hverken tiden eller stedet. Han gik et halvt skridt ind foran George da Sarah forsøgte at komme udenom ham og stak en arm ind foran hende, mens han søgte at fange sin forsvarsberedte lillesøsters blik "Vi er her for at hjælpe dig, hvad enten du kan se det eller ej." han rakte ikke ud efter hende, gjorde ingen forsøg på at røre hende for ikke at provokere hende mere end hun tydeligvis allerede var. Han håbede hun ville se bare en smule fornuft, men regnede realistisk set ikke med det.

[Aeron Owens]

Tagged: Killing, Charlie & George -- Wearing: This

Aeron stod stadig lidt i baggrunden og lod Sarahs brødre føre ordet. Han havde en fornemmelse af, at det måske var mere sandsynligt hun ville høre på dem, end på ham selv, alt foregående taget i betragtning. Skænderiet, faktisk hele dagen, der havde ledt op til hendes udvandring, stod pludselig krystalklart for hans indre blik og øre.

På trods af den stadig dunkende musik der fyldte klubben kunne han tydeligt høre de korte sætninger der blev udvekslet mellem de tre søskende. Et øjeblik fangede han Georges blik og rankede sig under det usagte han mente at se i det. Det var dog ikke hverken ham eller Charlie han var fokuseret på, men Sarah. Uanset hvor arrig og defensiv hun var, hvad hun sagde, eller hvor tydeligt hun ønskede dem alle tre hen hvor solen ikke skinnede, så var hun stadig Sarah, omend måske ikke hans Sarah længere.

Han skød stædigt den tanke fra sig og ræsonnerede som tusind gange før, at hun ikke havde været sig selv da hele korthuset væltede og at hun sikkert heller ikke var det i øjeblikket. Det stak at se hende på den måde, men det var en følelse han desværre havde vænnet sig til. Da hun forsøgte at slippe væk igen tog han et skridt tættere på helt instinktivt og åbnede munden. Han lukkede den igen da Charlie tog ordet, men modsat den ældre svoger, rakte han ud, halvt uden at tænke over det, og tog let fat om hendes ene arm. Ikke for at holde hende fast, men kun for at få hendes opmærksomhed "Killing.." røg det indtrængende ud af ham, før han nåede at tænke over det. Det var så indgroet en vane omkring hende "Hør i det mindste på os." han trak hånden til sig igen, stadig med den kølige fornemmelse af hendes blottede hud i sin håndflade.