Annabel Clementine Vargas

[Annabel Vargas]

Fulde navn: Annabel Clementine Vargas.
Annabel hed oprindeligt Baker til efternavn, men havde altid selv benyttet sig af Vargas når hun talte sit modersmål. Af samme grund tog hun officielt slægtsnavnet da hun flyttede.
Kaldenavn: Anna, Ann, Bells, Bella, Anabela Clementina (portugisisk – primært af familie), Vargas og adskillige andre. Engang også Tink, men det har hun ikke hørt i adskillige år.
Alder: 23 år.
Fødselsdag: 16. oktober 2066.
Køn: Kvinde.
Nationalitet: Halvt engelsk, halvt portugisisk.
Blod: Halvblods.
Race: Seer.

Tryllestav: Annabels stav er relativt lang med sine femten tommer og selve staven helt glat. For enden er et håndtag udformet af en naturlig knast i træet til en lille kugle. Staven er lavet af vinstok med et hjertebånd fra en portugisisk lang-snude. Staven er ikke fra Ollivanders, men fra en tryllestavsmager i Portugal. Staven er smidig og særligt velegnet til pyroteknik.
Kæledyr: Annabel ejer en stor hornugle. Han er stædig og stolt, og nægter at komme nær andre end Anna. Uglen hedder Ambrosio. Hun har haft Ambrosio helt siden hendes skolegang og selvom han er blevet ældre, er han stadig med fantastisk helbred.
Kost: En portugisisk Arandador. Hun har aldrig været særligt fascineret af at flyve, men er langt fra ringe til det selv, meget af det til takke for Aurortræningen.
Skole: Hogwarts.
Årgang: 2084.
Kollegium: Slytherin.
Beskæftigelse: Annabel er i træning som Auror under kontoret i Lissabon.
Fremtidsplaner: Annabel er temmelig sikker på at hun allerede er på rette vej og drømmer om en dag selv at kunne være leder af et Aurorkontor, forudsat hun får fuldført sin træning. Derudover er hun stadig overbevist om at hendes Seer-evne kan bringe hende frem i verden og betragter stadig det som hendes mest inderlige ønske.
Patronus: En svale.
Annabel har igennem sin træning fremmanet en patronus adskillige gange og er ganske ferm til det efterhånden. Hendes minder varierer i stor grad. Indimellem bruger hun et af de let udviskede minder hun endnu har om sin far, men finder ikke helt at kraften af patronussen er lige så stærk. Det er den derimod når det er mindet om nogle af de gode stunder hun havde med sine venner i England.
Stærkest af alle er dog mindet om hendes ekskæreste og den blotte erindring om måden hun husker han plejede at smile til hende på. Det er nok til at fremkalde en særlig kraftig patronus. Lige netop dette ville hun dog nok aldrig indrømme overfor nogen.
Boggart: Annas boggart er den dag i dag det samme som den var i hendes skoletid. Selvom hun med årene har fået mere kontrol over sine syner, er hendes største frygt stadig at se sig selv i færd med at få et åbenlyst, grusomt syn. Foran en boggart, ville den tage form af Annabel selv, med mælkehvide øjne og et rædselsfulgt, gennemtrængende skrig over hendes læber.
Dementor: Der er mere end en enkelt ting der står frem som de værste af Annabels minder. Det ældste hun har er dog stadig som brændt fast i hendes hukommelse og hun tvivler på hun nogensinde kommer til at glemme den dag hvor hendes mor forudsagde hendes fars død, blot få øjeblikke før det rent faktisk skete.
Noget mere nyligt er mindet om et bragende opgør mellem hende og hendes ekskæreste, der til sidst resulterede i at hun efterlod ham i ly af natten, for så ikke at have snakket med ham siden. Hun husker alt for tydeligt hvor skidt hun havde det indeni på det tidspunkt og den hule fornemmelse der fulgte hende i alt for lang tid efter og stadig nu har det med at vende tilbage i ny og næ.
Endnu nyere er dog den fornemmelse af raseri og afmagt hun følte, da hun fik at vide at hendes farmor og farfar var blevet myrdet i koldt blod.
Drømmespejlet: Annabels inderligste og dybeste drøm er nøjagtigt den samme som den altid har været. Hun er nøjagtigt lige så ambitiøs som hun var i skoletiden, hvis ikke mere, og ville foran drømmespejlet stadig se sig selv omringet af lys, mælkehvide øjne og med udbredte arme, uden tvivl som en kraftfuld og mægtig Seer ville se ud i hendes hoved.
Amortentia: Honningte, moderens parfume som hun kun kan huske når duften er der, forskellige urter og en umiskendelig duft af nybagte pandekager.
Veritaserum:
• Annabel leger ofte lidt med at gøre mugglerobjekter magiske, skønt hun ved det egentlig er forbudt og sørger omhyggeligt for at holde det for sig selv
• Annabel har for mange år siden brutalt afbrudt kontakten med alle fra hendes skoletid i Skotland og selvom hun ikke længere modtager undrende breve som hun i starten gjorde, har hun stadig ikke taget sig sammen til at fortælle nogen præcis hvor hun er, hvad hun laver og hvorfor hun forsvandt. Det samme gælder for hendes kollegaer, der heller ikke ved under hvilke omstændigheder hun efterlod Storbritannien bag sig.
• Annabel er egentlig aldrig rigtigt kommet helt videre efter Matthew, men holder også dette helt for sig selv og kunne ikke drømme om at sige det videre. Det hjælper dog også betragteligt at ingen i Portugal kender ham.

Faceclaim: Leighton Meester.
Udseende: Annabel har særlige kendetegn der understreger hendes portugisiske gener, såsom hendes mørke hår og øjne. Efter mange år i sol efterhånden er hendes mørke lokker dog blevet naturligt lysere af solen, igen til skylde af hendes fars gener. Hendes hud er derimod knapt så mørk som hendes mors, men mere hen i retning af hendes fars lyse, britiske hud med en god solbrændthed.
Normalt er Annas øjne en dyb, nøddebrun farve, men idet hun får et syn får irisserne en spøgelsesagtig mælkehvid farve. Hun er ikke klar over hvorfor, men det samme gælder resten af kvinderne på moderens side af familien. Det er en bivirkning der har en tendens til at skræmme folk væk og især i løbet af de første år på skolen led hun under andres milde fordomme og tilbageholdenhed, dog altid klar over at folk sjældent tackler hvad de ikke forstår godt. Nu hvor hun er blevet ældre har det dog kraftigt aftaget og hun har ikke mærket det fjerneste til det efter hun blev en del af aurorkorpset.
Hvad mere ordinært er, så er det de enkelte fregner hen over hendes næseryg og de naturlige bølger i hendes lange hår. Hun er en rimelig spinkel kvinde og måler kun en meter og toogtres. Alligevel er hun veludviklet og tilfredsstillende dækket ind når det kommer til kvindelige former.
På højre skulder har hun en tatovering af en svale, som for Annabel symboliserer at være kommet hjem. Det blev netop svalen fordi sømænd, mugglere såvel som magikere, anså svalen for at være det første tegn på at land var i nærheden og gav dem håb om at komme sikkert hjem, nøjagtigt som Anna havde det med Hogwarts i sin tid. Desuden er Annas patronus en svale. På det allerseneste har hun dog ikke kunnet lade være med at se det tvetydige i betydningen, efter hun igen er landet på den britiske ø.
Når det kommer til materielle ting, som påklædning, har hun en forkærlighed for prangende smykker og spøjse sammensætninger. Hun er lidt af en samler og er mestendels anden ejer af sine ting. Det forstærker den svage excentriske aura omkring hende, skønt det er komplet ubevidst. Med tiden har de voldsomme farver dog i større grad forladt hendes tøj og er gået over i et mørkere, mere diskret udseende. I hvert fald diskret i magiker-verden.

Interesser: Spådom, læren om både offensive og defensive besværgelser, sit arbejde, fotografering, at tegne, eliksirer, fortællinger, eventyr og Quidditch som tilskuer.
Personlighed: Skønt Annas liv ikke altid har været en dans på roser, har det ikke ændret på hendes forestilling af verden. Hun er en åbensindet kvinde med gåpåmod, der tager tingene som de kommer. Hun er af den støbning at hun hellere ser på glasset som halvfuldt i stedet for halvtomt og forsøger at se det smukke i alting. Hun er handlekraftig af natur og alt andet end tilbageholden, men på en måde der i sig selv ikke er dominerende, men mere i retning af omsorgsfuld, kærlig og varm. Med det sagt er hun dog også stædig og bestemt. Hvor hun engang var primært udelukkende styret af sine følelser, er det gennem lang tids hård Aurortræning blevet meget nemmere at holde hovedet koldt.
Annabel har alle dage været ekstremt ambitiøs og ser ingen anden fremtid for sig selv end som en nævneværdig Seer og hun vil kæmpe med næb og kløer for at opnå sine mål. Aurorrollen er dog blevet en meget vigtigt faktor i det og hun kunne ikke drømme om en bedre måde at udnytte sine evner på, vældig stolt af at være sluppet igennem nåleøjet.
Hun er generelt inkarneret magiker, opvokset i en troldmandsverden og kender ikke til eventyr som Askepot og Tornerose, men Livslykkens kilde og Den hårhjertede heksemester og holder også meget af at følge med i Quidditch, skønt hun ikke selv spiller. Hendes yndlingshold har altid været Braga Broomfleets, et portugisisk hold. I den britiske liga plejede hun at holde med Puddlemere United, men har dog for nogle år siden skiftet over til Caerphilly Catapults. Hun har dog også en sund interesse for mugglerverden og finder i al hemmelighed megen sjov i at gøre mugglerobjekter magiske.
Anna har altid været en smule excentrisk, noget hun med sikkerhed har arvet fra både sin mor og sin bedstemor. Hun er før blevet kaldt pudsig og hendes til tider skæve syn på verden, abstrakte forestillinger, varme og godhed, kalder for det meste et smil frem på andres læber. Annabel er en kreativ sjæl og hun udtrykker sig gerne i form af detaljerede tegninger og især fotografering med et gammelt mugglerkamera hun har modificeret en anelse med magi. Hun er dog efter hun forlod Storbritannien blevet langt mere reserveret end hun tidligere var og lader ikke lige sådan folk komme ind på livet i samme grad som før.

Far: Jason Michael Baker, 42 år gammel, tidligere Auror, mugglerfødt troldmand, afdød.
Mor: Amália Lucia Vargas, 40 år gammel, eliksirmester og Seer, fuldblodsheks.
Søskende: -
Civilstatus: Single.
Børn: Hun har i øjeblikket ikke nogen planer overhovedet om at skulle have nogen. Alligevel kan hun ikke helt lade være med ind i mellem at tage sig i at tænke på videreførelsen af Seer-evnen, men indser kort efter det forkerte i det og skubber det langt væk igen.
Barndomsby: Delvist opvokset i Castelo Mendo, Portugal og delvist i Lochailort i Skotland.
Nuværende bopæl: En lille, ydmyg lejlighed i Lissabon.
Husalf: Annabel har i teorien stadig mulighed for at benytte bedstemoderens husalf, Djali, men det er ikke noget hun har gjort I den tid hun har været i Portugal.
Historie: Amália Vargas havde hele sit liv boet i Portugal, var opdraget i en ældgammel fuldblodsslægt, hvor kvinde efter kvinde havde været i stand til at se længere ind i fremtiden end de fleste hekse og troldmænd. Amália voksede op, blev en dygtig heks med en lovende fremtid, var en stærk og selvsikker ung kvinde, der aldrig troede at hun ville lade sig tryllebinde af nogen mand.
Jason Baker var en nyuddannet Auror. Han og størstedelen af Aurorkontoret var i Portugal for at pågribe en Mørkets troldmand, flygtet fra Storbritannien da han indså at hans dage som fri mand var talte for at genforenes med sine allierede. Deres søgen varede længe og ledte dem til godset hvor den syttenårige Amália boede med sin mor. Seer-evnerne der løb gennem Vargas-slægtens kvinder var berygtet verden over og det var under ordrer fra den britiske Minister for Magi, at Jasons deling bad Margarida Vargas om hjælp.
Det var første gang Amália så Jason. Den unge kvinde stod som sædvanligt i skyggerne og observerede moderens hverv, hun vidste det engang ville blive hendes lod at overtage, som hendes blik ved en ren tilfældighed havde mødt hans. I det øjeblik havde Amália set hvordan manden hun ikke kendte, ville kæmpe i et endeligt opgør, men i sidste ende miste livet.
Det ledte til en række begivenheder der senere hen skulle vende op og ned på begges liv. Amália var blevet ramt af en affektion for den dødsdømte mand og meget til begges overraskelse fandt de trøst i hinanden, skønt de begge vidste at enden var nær for Jason. At det først havde været medlidenhed der havde draget hende nærmere ham var ingen hemmelighed, men som hun havde forsøgt at finde en løsning havde ingen af dem opdaget de kærlige bånd de havde knyttet imellem sig før de begge var fortabt. Og Amália i en alder af sytten blev erklæret svanger.

Dagen Amália havde forudset var endnu ikke oprundet da hun fødte en datter og langt om længe skubbede de frygten væk og satte sig for at skabe en tilværelse i Castelo Mendo. Det unge par flyttede ind på godset der længe havde været i Vargas-familiens eje, for Margarida var draget mod Skotland for at gifte sig med Aonghus Hume, en mand hun først havde mødt gennem et syn og senere fandt kærligheden med (Aonghus døde dog før året var ovre af et hjertestop, men Margarida forblev i Skotland). Amália delte sin tid ligeligt mellem Annabel, spådomskuglen og kedlerne og fandt hurtigt ud af at leve et liv i fællesskab med andre, skønt hun altid havde været en enspænder.
Annabel voksede op med en excentrisk mor der levede af at spå om fremtiden og brygge bemærkelsesværdige eliksirer og en far der arbejdede som udstationeret Auror for det britiske Ministerium for Magi. Det blev hurtigt klart at Annabel var lige så magisk som hendes forældre og at det ikke kun var magien der var gået i arv, men også Vargas-kvindernes evne, der i starten skræmte Annabel før hun med tiden lærte at leve med det.

Det var en dag som så mange andre, da en otte-årig Annabel hjalp sin mor med at skære ingefærrødder ud til en eliksir. Hun havde ofte overværet moderens syn og hun havde nærmest vænnet sig til det hvide blik, men hun var ikke forberedt på katastrofen der fulgte. For fortiden havde endelig indhentet dem og skønt Amália havde transfereret sig væk på stedet havde hun ikke nået at redde Jason fra forbandelsen der slog ham ihjel, da han havde forsøgt at forsvare en kollega. Det slog et stort hul i familietilværelsen og kun uger efter forlod Annabel og hendes mor Portugal og slog sig ned i det skotske højland hos Annas bedstemor.
Anna fandt sig hurtigt hjemme i det fremmede land, skønt hun hverken kunne tale, læse eller skrive modersmålet, men Amália var rastløs og besluttede sig et år senere for at hun ikke kunne være spærret inde bag husets fire mure. Det var med beklagelser og løfter at hun tog af sted for at leve et liv som nomade og lod ni-årige Annabel i bedstemoderens varetægt. Annabel bar aldrig nag til moderen der uge efter uge sendte breve til sin datter med den ene mere eksotiske fugl efter den anden. Det var også Amália der havde givet Annabel uglen Ambrosio, så hun havde samme mulighed for kontakt. Anna elskede Skotland og skabte sig hurtigt venner og levede mere eller mindre et normalt og næsten sorgløst liv.
Det år Anna fyldte elleve var det dog ingen tukan eller papegøje, men en ganske almindelig ugle der en morgen lod et brev dumpe ned i hendes skød. Anna kunne kun svagt huske sine fars fortællinger om Hogwarts og vidste ikke med sikkerhed hvad det indebar, men ville ikke desto mindre af sted. Det var første gang Anna vendte tilbage til Portugal siden de var flyttet og første gang hun så sin mor siden hun var taget afsted to år tidligere. Margarida havde bragt hende tilbage til landet for at købe Annas tryllestav hos den mager der også havde skabt hendes forfædres stave. Amália ønskede sin datter held og lykke med skolen, lod hende vide hun var stolt og forsvandt så igen. Annabel har kun set hende en enkelt gang siden.
De første par år på Hogwarts var svære at komme igennem. Annabel var ingen ørn til hverken at tale, læse eller skrive det engelske sprog og hendes syner havde en tendens til at holde folk på afstand. Trods det skabte hun sig dog nære venner og var lykkeligere end nogensinde før. Hun fandt at Hogwarts var det første sted hun rigtigt følte sig hjemme. Ikke i Castelo Mendo, der rummede så mange sorgfulde minder eller Lochailort, der skønt hendes kærlighed til bedstemoderen og livet der, aldrig helt ville kunne fylde tomrummet efter hendes forældre. Hogwarts vendte uden tvivl op og ned på hendes liv.
En af de ting der vendte særligt meget rundt på det, var den faste kæreste hun var sammen med i to år før det hele kørte skævt og hun endte med at stikke af fra ham i ly af natten. Det ledte til at hun lod Storbritannien bag sig og samtidig brød kontakt med alle hun holdt af der. Siden det har hun kun været tilbage i England en enkelt gang for at besøge en af sine venner uanmeldt og har siden det ikke haft modet til at vende tilbage igen. Hun er den dag i dag stadig ødelagt over de forbindelser hun har mistet, men er også klar over at det er komplet hendes egen skyld. Af samme grund fandt hun det nemmere blot at skubbe det allerbagerst i baghovedet og brugte i stedet al sin tid på at koncentrere sig om sin træning.
Det er hun godt i gang med nu og nærmer sig hastigt sine afsluttende eksamener før hun med rette kan kalde sig for uddannet Auror.

Cbox-navn: Night.
Alder: 17.
Kontakt: Samme som sædvanlig.
Fortid: Annabel Baker.
Andet: PPPP.