Maskebal - Vend dig om

[Simon Lithgow]

W I T H : - A L L I E - H A Y E S - - - W E A R I N G : - T H I S

Aftenen var ikke slut endnu. For flere var den tilsyneladende – at dømme efter deres entusiasme – knapt begyndt. Der blev i hvert fald danset, sludret, sladret og drukket i rigelige mængder. Maskeklædte mennesker bevægede sig imellem hinanden, spiste små canapeer og udnyttede det faktum, at ingen kunne genkende dem.

Simon havde svævet rundt i mængden af flere runder. Han havde hilst høfligt på mennesker han kendte og flere han aldeles ikke kendte. Der var blevet danset, hans vedhæng havde forsøgt at kysse ham med den ledeste rødvinsånde og han havde på en eller anden måde undgået at fornærme hende alt for meget med sit afslag.

Efterhånden var han gået hen og blevet en smule beruset. Han var ikke stangstiv eller uden for sin egen kontrol, men han var bestemt heller ikke appelsinfri. Det kunne høres på den tørre latter, der fulgte en joke fra en af hans bedre bekendte. “Du skulle forresten have set denne her pige tidligere...”

[Allie Hayes]

Tag: Simon Lithgow Outfit: Klik

Aftenen nærmede sig sin ende for Allie, selvom det så ud til at den for en del først lige var begyndt. Allie havde brugt en stor del af aftenen på at danse med forskellige mandlige magikere, hvilket havde været hyggeligt, men nu var hun nået til et punkt hvor dansene var begyndt at gøre hende udmattet. Hun havde også brugt aftenen på at snakke med forskellige folk, og selvom det ikke var alle hun havde fået noget nyttigt ud af, så følte hun at hun havde skrabet nok sammen til at stoppe her. Hendes arbejde som pressemedarbejder var slut.

I det musikken nærmede sig sin afslutning nejede hun som afsked til sin dansepartner, og forlod hastigt dansegulvet, med retning mod en tjener som rendte rundt blandt gæsterne, og serverede drikke. Allie rakte ud efter en drik til hver hånd og tog dermed de to sidste der havde været placeret på tjenerens bakke. Allie bevægede sig hurtigt væk, mens hun undgik det par, hun for næsen havde snuppet drikkene fra, stirrende blikke.

Hun drak det første glas indhold i tre store slurke, mens hun tog det mere roligt med det andet glas. Allie drejede rundt med sit blik søgende efter udgangen, da hun fik øje på den lyshårede idiot fra tidligere. Hun skulede svagt efter ham, indtil hun opfangede hvad han stod og sagde til sin kammerat. Hans valg af ord fik hende til at rykke sig en kende tættere på dem begge, inden hun vendte ryggen til dem. Dog med sin opmærksom skarpt rettet mod dem.

[Simon Lithgow]

“Lille størrelse, ikke? Blond, skide nysgerrig. Så fortæller hun sgu ligeud, at hun er journalist for Profettidende og forsøger at fritte mig ud om de resterende gæster.” Han fnøs munter og rystede på hovedet, før en decideret latter undslap ham over hans bekendtes tørre svar.

Et underholdt smil lå under for den korte vantro. “Det er løgn? Young også? Mon de ikke er kommet sammen, så? Det er lidt sjovt. Han kan selvfølgelig ikke skjule sig rigtig, men tænk sig, at de ikke bruger hende bedre, når nu det endelig skal være. Der er tydeligvis ikke overskud af hjernekapacitet hos Profeten for tiden – medmindre det selvfølgelig bare var pigebarnet selv, der gik på egenrådig jagt efter det næste store scoop.” Han smilede skævt, rystede opgivende på hovedet og tog en tår af sin drink.

“Det er næsten sødt, ikke? Hun var virkelig billedet på en spritny journalist, der prøver sig frem I verden og ser dramatiske overskrifter rundt om hvert hjørne. Det er synd at hun hænger på Young,” konstaterede han tørt. “Hvornår har man sidst set noget værdig journalistik fra den kant?”

[Allie Hayes]

De fleste kvinder ville nok – hvis de stod i Allies situation og overhørte så nedladende en samtale om sig selv som denne – blive en anelse stødt over Simons ord. De ville måske endda vælge at svare igen, eller kaste en drink i hovedet på ham, efterfulgt af en dramatisk entre. Allie overvejede dog ingen af delene. Hun kunne ikke lade vær med at smile lidt over det hele og hun følte sig underholdt af Simons tale. Hun så hans forsøg på at tale hende ned som tegn på at hun var kommet ind under huden på ham. Det morede hende.

Da han var færdig kunne Allie ikke holde sig væk, og hun endte med at finde sig selv bevæge sig hen i deres retning. Da hun endelig stod ved siden af de to maskeklædte herre havde hun ingen anelse om hvad hun skulle sige. Hun kunne også begynde at mærke drikkene i løbet af aftenens påvirkning, hvilket ikke hjalp på situationen. ”Undskyld at jeg sådan bryder ind, men jeg fandt jeres samtale vældig spændende”, sagde hun og drejede kort hovedet mod Simon, i et forsøg på at få øjenkontakt med ham. Hun drejede hurtig hovedet igen, nu med blikket rettet mod vennen. Hun sendte ham et mildt smil. ”Det håber jeg ikke gør noget” sagde hun, hvorefter hun tog en hurtig tår fra sin drink hun holdte i højre hånd. Efter en kort pause talte hun igen. ”Så fortæl mig noget mere om denne lyshårede fremmede.. I mine ører lyder hun yderst interessant”. Det lykkedes hende at undertrykke en latter som var på nippet til at vælte ud. Hun kunne dog ikke fjerne det store smil fra sine læber.

[/blockquote]

[Simon Lithgow]

Simon og hans samtalepartner drejede begge hovedet, da de blev afbrudt af en størrelse, der udmærket passede på den lidt løse beskrivelse han lige havde leveret. Der gik alligevel et øjeblik for manden ved siden af den lyshårede forfatter forstod sammenhængen og et skævt smil krusede sig på hans læber. Man kunne sige, hvis man var til den slags formuleringer, at Simon var blevet taget med fingrene i kagedåsen.

Han virkede bare ikke som om han skammede sig den mindste smule.

En anelse stram i masken – så at sige – løftede han et bryn under gipsen, før han tog en tår af sit glas. Han smilede, men det nåede ikke de lyse øjne. “Det ville jeg med fornøjelse,” svarede han roligt, da først han havde sunket. “Hvis der var mere at sige. Desværre har du vist formået at overhøre alt, hvad der var af substans i hende allerede.”

Han betragtede hende med en trækning i sin mundvige, der primært tjente til at give illusionen af, at han ikke lige havde kaldt hende temmelig tom og indholdsløs, uden i øvrigt at have nok kendskab til hende til at kunne tillade sig det. Hans arrogance satte skub i manden ved siden af, der rømmede sig og gav sig til at glatte ud på hans vegne. “Det Simon mener, miss, er selvfølgelig, at der ikke var mere I historien. Jeg kan se at De mangler et glas, skulle vi ikke...?”

[Allie Hayes]

Allie vidste hvordan man håndterede arrogante narhoveder som Simon, da typer som ham var nogen hun havde en tendens til at støde på. Hun plejede at more sig glædeligt over deres væremåde, og det var ofte samtaler med dem hun huskede bedst. Simons sætning skulle dog vise sig at være en dosis over hvad hun fandt sig i. Hun stirrede skarpt på ham gennem masken, og bemærkede knap vennen der stod og talte til hende ved siden af.

”Jeg synes det er store og farlige ord du bruger, taget i betragtning af at hun er en journalist du aldrig har hørt om”, sagde hun og afslørede ved sin sætning at hun vidste langt mere end hvad burde – taget i betragtning at hun blot var en der havde ’overhørt’ deres samtale. Ikke at hun troede at vennen endnu ikke havde regnet ud af at hun var den lyshårede journalist han så fint havde snakket negativt om. ”Og at dømme ud fra den korte samtale vi havde så synes jeg ikke at du har et retfærdigt grundlag at bygge din mening om mig på. Du burde skamme dig”. Og med de ord hev hun spontant Simons drik ud af hænderne på ham, og uden at tænke yderligere over hvad hun gjorde, hældte hun indholdet ned over hovedet på ham.

Hun stillede det tomme glas på bordet ved siden af dem, og stirrede på ham i få sekunder, før hun vendte sig om mod vennen. ”Dit tilbud lyder meget fristende nu, og måske bør vi også tage en med til din ven. Det ser ud til at han er løbet tør”, sagde hun tørt i et tilfreds smil, inden hun bevægede sig hen mod hvor vennen stod.

[Simon Lithgow]

Simon var til tider noget af en prætentiøs idiot, men det var en del af pakken. Han var ikke skamfuld over at være blevet taget i agten og fnøs blot over journalistpigens indignation. Måske ville han på et andet tidspunkt have beklaget, givet hende ret og bakket ud af samtalen, men det var bare et eller andet ved den lille, irriterende, lyshårede, der gav ham lyst til at være en glatnakke og se hvordan søren hun ville tackle det.

Det fik han svar på – også I den grad. Kortvarigt skulle han til at sige noget, men inden han havde reageret, var hans glas blevet hevet ud af hånden på ham og smidt direkte I hovedet på ham. Et gisp lød I baggrunden, før stadset begyndte at dryppe ned af ham og han åbnede øjnene igen, lige dele fortumlet og rasende.

Der gik et splitsekund, hvor Simon nær havde rakt hånden ud for at lukke den stramt omkring pigebarnets håndled, med alle intentioner om både at skade og ydmyge hende. Inden han nåede så langt, var det dog gået op for ham, at det at gøre et optrin endnu værre end det allerede var, måske næppe ville gavne ham.
I stedet for at blamere sig selv, trak han derfor dirrende sin tryllestav op af lommen, pegede den imod sig selv og ugjorde hendes handling med en lydløs besværgelse, uden I øvrigt at stoppe hendes vej imod baren. Han fulgte derimod det lille stykke magi op med at vende staven imod pigen, hviske en forsvindingsbesværgelse og se hendes maske forsvinde, sekunder før hans stav gled på plads ud af syne.

Således fik han det svar han ledte efter. Han sendte et lettere isnende blik i retning af et blåøjet ansigt, indprentede sig det og drejede rundt, for at forsvinde I mængden igen, idéelt set for at finde kvindemennesket og måske tage hende med hjem.

[Allie Hayes]

Simons ven så ud til at tøve ved hendes ord, men endte dog med at følge med hende op til baren. Hun var sikker på at han gjorde det af ren høflighed og for at skåne hende for mere ydmygelse. Det passede hende helt fint. Selvom Allie følte en vis sejr over at gå med det sidste ord, så var hun stadig rasende. Aldrig var hun stødt på en mand der havde snakket og behandlet hende så nedværdigende – på én aften. Og englændere skulle siges at være gentlemen.

Allie var kun lige nået op til baren, og havde fået bestilt tre nye drikke, da hun mærkede en forandring hos sig selv. Hun vendte blikket mod både vennen og bartenderen, som begge så på hende med store øjne. Deres reaktioner fik hende til at lade sine fingre glide op til sit ansigt og hun mærkede – ingenting. Intet som helst. Hendes maske var forsvundet og hendes ansigt var nu til fuldt udsyn for alle i salen.

Allie ignorerede bartenderens forsøg på at give hende sin bestilling, og gik i stedet målrettet hen mod Simon, som var begyndt at bevæge sig væk. I en, fast bevægelse hev hun fat i hans arm og trak ham bestemt med ud til siden, væk fra gæsterne, og den lille gruppe der indtil videre havde lagt mærke til hendes maskefrie ansigt. Hun slap hans hånd, og hun så på ham med et arrigt udtryk malet i sit ansigt. ”Det var et desperat træk”, startede hun ud og modstod fristelsen til at hive masken af ham. Hun ville dog ikke synke ned på hans niveau. Hun studerede ham i et par lange sekunder, inden hun krydsede sine arme over kors. Så vippede de spidse læber sig op i et smil. ”Du kunne bare have sagt at du længtes efter at se mit fulde ansigt. Jeg ville være smigret hvis det ikke var fordi din personlighed giver mig kvalme”, bed hun. Hun brød sig ikke om at høre sig selv være så modbydelig, men på en måde havde han selv bedt om det. ”Jeg vil mene at det kun er på sin plads at jeg også ser dit ansigt. Tag din maske af”, bad hun og betragtede ham afventende.

[Simon Lithgow]

Simon var vitterligt ikke nået særlig langt, før et sæt kløer lukkede sig omkring hans håndled og holdt ham tilbage med det, som han antog var alt ejeren havde af kræfter.
Han stoppede, selvom han kunne have revet sig løs, drejede sig langsomt rundt og så roligt ned på et kvindeansigt, der var strakt og rynket i raseri.

Netop roen forblev prominent i det man kunne se af ham og han gjorde intet andet end et hæve et bryn under masken, uden i øvrigt at afbryde hendes halvskitzofrene fortællerskift. Først da hun var helt færdig – tilsyneladende – reagerede han reelt på alt det hun havde sagt.

Han smilede underholdt, på trods af hendes verbale angreb. “Det vil du muligvis mene,” kommenterede han tørt, “men jeg er ikke af samme opfattelse. Skulle lige være lige og et øje gives i bytte for et øje, så mangler du grangiveligt en hvis væskemængde dryppende ned fra håret.”

Han så sigende på hende, rystede langsomt på hovedet og trådte et enkelt skridt bagud, før han atter engang fremdrog sin tryllestav. Denne gang var det den omvendte operation han foretog. Uden det store besvær, demonstrerede han sine glimrende evner og kunne kort efter række en maske, der mindede om den forsvundne, frem imod den lyshårede journalist.

[Allie Hayes]

Det var tydeligt at hendes ord ikke havde den store effekt på ham. Det kunne man se ved blot at betragte det underholdende smil der hærgede hans læber. I bund og grund burde hun bare gå, lade ham stå alene tilbage. Det ville bare ikke være nok. Han havde irriteret hende for meget til at lade ham slippe så let.

”Du glemmer vist at du startede det hele ved at snakke grimt om mig – i fuld offentlighed”, sagde hun og kunne ikke helt skjule den smule sårbarhed der lå gemt i hendes toneleje. ”En smule væske i håret var ingenting i forhold til dit stunt”. Hun betragtede ham igen længe, usikker på om han overhovedet var værd at bruge kræfter på. ”Fint, så behold masken på. Men du kan i det mindste give mig en undskyldning.”, sagde hun i en oprigtig tone.

Hun studerede ham forvirret da han trak sin tryllestav frem, og kort efter rakte hende en maske, magen til den hun havde båret hele aftenen. Hun tog imod den, men lod den blive i hånden. Det virkede latterligt at tage den på nu når han alligevel havde set hende. Magien og det sjove i at bære den var blevet brudt i det han havde fået den til at forsvinde oppe i baren. Hun blev med at se på ham, mens hun ignorerede en knude opstå i maven, hvis følelse hun fuldstændig valgte at skubbe væk.

[/justify]

[Simon Lithgow]

Simon betragtede pigen foran sig med et ulæseligt udtryk I det halvt skjulte ansigt. Kun øjnene var virkelige vinduer til hans tanker, men selvom de hvilede på hende, så afslørede de ikke meget. Han forholdt sig tilsvarende tavs og nøjedes med at fremtrylle en maske, fremfor at give hende noget af det hun bad om.

Sandheden var nok et sted imellem hendes antagelser og hans egen stolthed, der ikke bød ham at svare med mange ord. Han nøjedes med at forære hende det blondebesatte stykke nedslebet gips og bøjede hovedet en enkelt gang.

“Farvel, journalistpige,” terminerede han samtalen, inden han trådte bagud. Antydningen af et smil trak I hans mundvige, før han denne gang forlod hende mere bestemt og gik imod udgangen. På flere måder havde han en ganske klar idé om, at det ikke var det sidste han så til hende.

O U T