Maskebal - I would hate to wake up

[Louise Webb]

meeting stuart banes – wearing this

Der var ikke gået mere end et par sekunder fra det sekund, de havde efterladt Louis lille køkken, før de med et knald kom til syne foran det majestætisk udseende hotel i midten af London. Det var som at træde ind i en tidskapsel, der havde fundet alt det smukkeste frem fra en svunden tid kun for dem. et skævt smil gled over hendes læber, før hun lagde hånden over hans arm og fulgte ham ind i hotellet og helt frem til balsalen, hvor aftenens arrangementer var planlagt. Ved synet af overdådigheden gled Louises læber en anelse fra hinanden i en målløs måben, mens hun stavrede et par skridt frem og derved slap Stuarts hånd igen. De mange lys glødede varmt i hendes blå øjne, før hun stoppede op og stirrede drømmende på scenariet.

”Hellige hippogriff.” Ordene gled over hendes bløde læber med et åndedrag, før hun vendte ansigtet tilbage mod Stuart. De bløde krøller dansede hen over den bare hud på hendes ene skulder idet hovedet blev drejet mod ham. Ord kunne umuligt beskrive den følelse af dansende sommerfugle i hendes mave, der både udtrykte spænding og begejstring over situationen. ”Tak, Stu, du er fantastisk!” Nærmest dansende trippede hun hen over gulvet til ham igen og lagde armene i hans nakke, plantede hastigt et lille kys på hans kind. Stjålent kastede hun et blik til hans læber uden at kunne holde tankerne fra deres nat sammen i det korte sekund. Så forsvandt de sammen med den flygtige, ubeskrivelige trang til at plante sine læber mod hans. Det var slet ikke til at fatte, at hun rent faktisk var til det bal, hun havde siddet og dagdrømt om så længe. Sultent indtog hun alle indtrykkene, der var omkring dem og glemte for at par åndeløse sekunder helt, at hun var der sammen med Stuart. Det var som forsvandt alt andet end den overdådigt pyntede balsal, der var som taget ud af de eventyr, hendes far havde læst højt for hende som lille.

[Stuart Banes]

Stuart smilede anstrengt, i det hun kyssede ham. De stod ikke langt fra balsalen, hvori larmen fra hvinende unge kvinder og højrøstede mænd brølede. Han kunne mærke nervøsiteten sprede sig langsomt i sine ben, velvidende hvad der ventede ham.
Han tvang sig selv til at trække på skuldrene. Gerningen var godt ment men udtrykket dræbende neutralt. ”Det var så lidt..”, mumlede han. For et kort øjeblik overvejede han, at spørge om hans hår var gult, men det gik op for ham, efter at have kigget i det reflekterende, skinnende gulv, at det var det ikke. Han lignede overraskende sig selv. Han måtte synke trodsigt efter hun havde kysset ham, for alt hvad han ønskede var at forsvinde. Igen smilede han påtvunget. ”Det er jeg, men det er vores hemmelighed..”, drillede han stille, velvidende hendes tanker for længst havde grebet hende og ført hende med sig.

Han dykkede ned i sin lysegrå jakkelomme og fremdrog masken. Stuart vendte den i hænderne og lod sit blik følge den rundt i bevægelsen. Han huskede, han engang havde spillet til en byfest med masken på, sammen med tre af hans tidligere kammerater fra muggler-kvarteret hvori han boede. Stuart havde spillet trommer.
Masken var hvid og kun med to huller til øjnene. Ellers havde den ingen læber, øjenbryn eller markerede kindben. Han havde ikke forestillet sig, hvordan den ville klæde hans lysegrå, skræddersyede habit men han vidste at følelsen den gav ham af uovervindelighed, var altafgørende. Langsomt tog han den på og prøvede desperat at genfinde følelsen fra dengang som tolvårig, hvor han havde hamret på trommeskindet. Han fandt den ikke.

Stuart sukkede tungt og fulgte efter Loui. Han tog hendes hånd og ændrede på frisuren, så håret blev længere. Ligeledes blev han en anelse tyndere og få centimeter kortere. Des mindre han lignede sig selv, des mere fred ville han få og des hurtigere ville han overleve aftenen. Stuart vadede igennem menneskemængden og påtog sig rollen som anonym. Han vidste nu, at han havde ændret sig definitivt. Og han vidste, at han nu var alene.

Stuart rømmede sig, i det de havde fundet et roligt spot. ”Jeg.. jeg henter en drink til dig..”, tilbød han hende og hævede øjenbrynene, i hvad der skulle være en høflig gestus, som hun dog ikke kunne se. Stuart begyndte stille at mærke trangen. Han kunne slå ihjel for en kold øl, alene og gemt væk i hans lejlighed.

[Louise Webb]

meeting stuart banes – wearing this

Det gav et lille sæt i hende, da Stuart pludselig tog hendes hånd. Normalt var dette ikke en underlig gestus, men han havde af en eller anden grund virket mere reserveret end normalt. Loui lod sig dog ikke mærke synderligt med dette, men fulgte ham blot ind i den smukt dekorerede balsal uden rigtig at bemærke den store ændring i hans udseende, da hun var alt for optaget af de mange lys. Drømmende strøg hun hen over det blanke gulv uden egentlig at bemærke ændringen i hans udseende eller det, at han annoncerede, han ville hente noget at drikke til dem. Der var intet andet for hendes øjne end de dansende par, der fjerlet gled over gulvet. Som pige havde Loui altid drømt om moderen, der pludselig ville dukke op på trappetrinnet og bede om forladelse for at have forladt hende for derefter at tage hende med til et magisk sted, hvor hun kunne danse i flotte kjoler. Med tiden havde hun ganske vist lært at værdsætte en god whisky og en håndrullet cigar til, men det var som kom drømmen til virkelighed for en nat, mens hun badede sig i det gyldne lys og følelsen af kjolens glatte stof mod de nøgne ben.

Hendes distræte sind opdagede derfor først da Stuart kom tilbage igen og hun studerede ham nærgående i nogle lange øjeblikke. ”Stu?” spurgte hun forvirret og hovedet lagdes en anelse på skrævs. ”Hvad i…?” Loui havde aldrig opdaget hans evner som metamorphmagus og havde heller aldrig set dem i aktion. Derfor var han næsten ikke til at kende, da han vendte tilbage med noget at drikke til dem begge. Selv havde Loui aldrig ændret noget ved sit udseende. Håret havde altid levet lidt sit eget liv og kroppen passede også meget fint sig selv. En slank finger fik snoet en af de blonde lokker stramt om sig, mens hun undrende betragtede ham, næsten ude af stand til at tro sine egne øjne.

[Stuart Banes]

Stuart bandede indvendig. ”Hvad?”, brummede han stille og prøvede at smile. Han vidste han så anderledes ud, men han syntes ikke at forandringen var så iøjefaldende. ”Jeg vil bare ikke.. snakke med nogle gamle kendinge”, tilføjede han hurtigt, som prøvede han at forklare et laverestående væsen et temmelig avanceret problem.
Han rakte hende hendes drink og stak selv hænderne i lommerne. I det en ældre udseende troldmand trådte forbi ham, vendte han diskret hovedet væk og gav sig til at nærstuderer de smukt farvede gardiner. Ikke at det hjalp.

Den ældre troldmand var klædt i lilla, prangende gevandter. Hans hat var spids og temmelig høj, tydeligvis kun påsat på den skaldede isse af de simpleste årsager. Manden stoppede op og betragtede indgående Stuart, der dog trodsigt stirrede i modsat retning, tilsyneladende ligeglad med hvem og hvad der betragtede ham.
”Undskyld mig”, udbrød manden så venligt han nu kunne mønstre, og trådte tættere på det tavse par. Stuart bandede indvendig, igen, men vendte sig modvilligt. Han smilede og bad til at hans hår ikke skiftede facon eller farve. Det forblev længere og stadig sort. ”De ligner ham den forfærdelige journalist!”, udbrød manden moret, i det han henrykt klappede, en temmelig forbavset Stuart på skulderen. ”Det var faktisk en kompliment! Længe siden er det da, at man har set mage til ranglet, mager og døddrukken troldmand! Jeg håber De more Dem og lad det endelig ikke gå Dem på, at De ligner ham en anelse!”, udbrød troldmanden og grinede hæst, hvorefter han bukkede dybt for Louise og vendte ryggen til parret.

Stuart stirrede fornærmet efter manden og pludselig syntes han at skifte facon. Han blev igen sine næsten to meter høj, håret kort og lettere krøllet. Han satte masken op i håret og vendte sig trodsigt mod Loui.
”Kæft en idiot! Jeg håber han rådner op i Helvede og med kræft i røven!”, bandede han lavmælt og så provokerende ud på resten af befolkningen i balsalen. Det tog ham ikke lang tid at beslutte sig. I næste sekund satte han sin maske på plads og tog, om end forsigtigt, Louis hånd. ”Vil du danse?”

[Louise Webb]

meeting stuart banes – wearing this

Loui var normalt ikke den stille pige, der sendte et smil af sted og lagde låg på sin ærlige mening om folk eller deres ord. Alligevel var det det, hun gjorde ved Stuarts brummende svar og meget offensive væremåde. Det, at han så talte til hende som var hun en lille pige på syv – selvom han nok ville være sødere, hvis hun rent faktisk var det – fik hendes blod i kog. Røde pletter blomstrede frem på hendes fregnede hud omkring halsen og op på kinderne, men alligevel bed hun tænderne hårdt sammen om tungen for at forhindre ord i at forlade tankens urørlige veje og tog tavst imod sin drink med blikket stift rettet mod hans hånd. Hun nåede dog ikke længere end at hvile glasset mod de rosafarvede læber, før opmærksomheden blev tvunget over mod troldmanden i skrigende lilla gevandter.

Ved hans ord kom en underlig, brummende lyd fra hende, da hun fik en tår galt i halsen og hun hikstede efter at få vejret igen. Fuldkommen mundlam betragtede hun den fremmede troldmand og kunne ikke holde sig selv fra at stirre. Først, da den fremmede bukkede dybt for hende og tog sin afsked, kunne hun samle nok kontrol over sig selv til at mønstre et respektfuldt nik. Det var dog ikke længe, hun blev ved sig selv og det gav et sæt i hende, da Stuart pludselig fyldte luften med eder og forbandelser. Reserveret holdt hun blikket på de dansende par og skyllede halvdelen af sin drink ned i et enkelt slag med nakken. Hvis han skulle være sådan hele aftenen, ville hun få brug for mange flere og holde dem i et godt tempo. Selvom Loui aldrig havde været høflig, kunne hun alligevel ikke få sig selv til at flippe ud på Stuart over hans upassende opførsel. Det var trods alt takket være ham, at hun overhovedet kunne være der. Trodsigt trak hun vejret ind gennem næsen og holdt det inde med brystet hævet i et par sekunder, før det i et dybt suk gled over hendes læber.

Spørgsmålet kom bag på hende, og et par sekunder stirrede Loui undrende på ham, før hun så ned mod hendes hånd, der pludselig lå i hans. Det føltes som havde hun lige prøvet at sluge glasset og ikke indholdet af det, og noget besværet fik hun sunket og nikkede så, vendte blikket ud mod dansegulvet. Det var længe siden, hun havde danset eller bevæget sig rundt i hæle og tanken skræmte hende en anelse. I en hurtig bevægelse hældte hun resten af sin drink ned og stillede den fra sig på et lille bord.

[Stuart Banes]

Stuart førte hende ud på dansegulvet. Kun få par havde allerede vovet sig ud på de blanke klinker, og de af dem der befandt sig der, syntes at have kylet mere indenbords end de resterende. Nogle lo fnisende, andre højrøstet og det var et under at Stuart nåede at puffe Loui tættere på sig, i det en vulgært klædt kvinde og en lille skaldet mand, i en omklamrende vralten, var på vej ind i dem.

Han smilede reserveret til hende og lod sit blik farer væk fra hende. Stuart slap hende hurtigt efter at parret befandt sig i en tilpas afstand fra dem, og han rømmede sig usikkert. Som en ægte gentleman bukkede han drillende for hende, hvorefter han reserveret gik imod hende. En anelse akavet lagde han sin arm omkring hende og trak hende villigt tættere på sig. Følelsen af hendes bløde kurve fik det til at kilde provokerende i hans fingerspidser.
”Jeg synes det er noget lort jeg ikke kan se dit ansigt for den grimme maske..”, brummede han, som prøvede han at smigre hende. Stuart ønskede at hendes aften skulle blive god, men han måtte bitter erkende at han ikke ønskede at være der. Stuart smilede stille til hende og hev hende tættere ind til sig. ”Det var ment som en kompliment.. dit ansigt er nemlig ret pænt..”

[Louise Webb]

meeting stuart banes – wearing this

Et lavt gisp forlod Loui, da Stuart pludselig trak hende helt ind til sig og hun kiggede forbløffet op på ham. Følelsen af hans krop mod sin, havde sendt elektriske gnister ud gennem hele hendes system og hendes hånds placering på hans bryst havde virket så naturlig, så rigtig på en eller anden måde. Grunden til den pludselige tæthed gik dog hurtigt op for hende, da det berusede par vraltede forbi dem og hendes øjne fandt, en anelse forlegent, gulvet. Ikke engang et tak nåede hun at fremmumle, før han atter havde sluppet hende igen, som havde han brændt sig ved berøringen. En underlig, stikkende fornemmelse, hun ikke helt kunne placere, bredte sig og gav hende en underlig trang til at kaste op, men uden egentlig at være dårlig og endnu engang sank hun besværet og måtte tvinge blikket til hans ansigt.

Stadig en anelse usikker på benene efter forskrækkelsen trådte hun et par skridt tilbage og nejede en anelse sjusket for ham, før hun trådte tættere på ham og tog hans ene hånd. ”Det lød ellers mere som kritik, men en tøs må vel være tilfreds med det, hun får.” kommenterede hun tørt og rystede irriteret en blond lok væk, der var faldet ind over hendes pande. Hun forstod ikke, hvordan det kunne skifte så hurtigt mellem dem. Det ene øjeblik klikkede de og havde en underlig forbindelse, hvor de kunne slappe helt af sammen og bare nyde hinandens selskab, men det næste sekund kunne det være anstrengt og sætte hendes blod i kog, så hun havde lyst til at råbe, skrige, rive, spytte og kaste alverdens flasker efter ham.
Opgivende sukkede Loui og rev fat i det sidste af hendes mod, der var tilbage. ”Jeg prøver ikke at mase mig ind i dit liv eller erstatte hende, at du ved det.” mumlede hun og trak kortvarigt på spinkle skuldre, mens hun fulgte ham i dansen uden egentlig at ænse de andre mennesker omkring dem, ”Jeg vil bare gerne være der for dig.”

[Stuart Banes]

Stuart himlede med øjnene og nev hende barnligt i den buttede overarm. ”Jeg synes ikke jeg skylder dig nogle komplimenter”, hvæsede han lavmælt tilbage, i det de, kluntet, strøg forbi et akavet siddende par nær murstensvæggen. Han skar en grimasse under masken, og ledte hende forbitret hen over det blanke dansegulv, for at komme så langt væk fra massen som det var ham muligt.

Ubevidst, og i et sølle forsøg på at forsone sig med hende, trak han hende tættere på sig. Der var stille lidt, hvor de blot dansede, til trods for at Stuart sørgede for at lede hende væk fra menneskemængden. Da hun smed bomben om Sofia, stoppede Stuart brat. For et langt øjeblik stod han og stirrede på hende, uvidende om det faktum, at der også var mange der kiggede underligt på dem. Først da dette bed i ham, og stemmen gentagende gange havde gjort opmærksom på det, tog han fat i hende igen. Det var svært at genfinde takten, og ikke mindst tonen, hvori han skulle svare hende. I virkeligheden overvejede han at forlade hende, til fordel for hans sofa, en kold øl og radioen. Samtidig sled det i hans indre at skulle høre dét om Sofia. Det truede med at kvæle ham langsomt, hvis ikke samtaleemnet blev erstattet med et andet, og han vidste dette ikke ville gå forbi.
Stemmen hoverede stille.

”Hør”, mumlede han hæst. Han afbrød sig selv ved at bande lavmælt, da musikken pludselig skiftede takt. ”Jeg..”, udbrød han stille hvorefter han drejede rundt, og dansede dem længere ud imod yderkanten. ”Vi snakker ikke om Sofia! Er det forstået? Ikke nu, ikke aldrig! Hvis nogle spørg, så var vi aldrig sammen!”

[Louise Webb]

meeting stuart banes – wearing this

Røde pletter blomstrede frem på hendes blottede hals og eliminerede hendes sidste chancer for at skjule sin irritation. Han skyldte hende ingen komplimenter? Hvorfor var det så lige, han havde taget hende med? For at kunne ødelægge den sidste gnist af selvtillid i hende? Rasende hev hun armen til sig, da han barnligt nev hende i den forhadte vinkeskinke på overarmen, mens hun snublede efter ham hen ad gulvet. Det var ikke gået hendes fregnede næse forbi, at han var ved at føre hende så langt væk fra masserne som muligt og en følelse af skam begyndte langsomt at gnave sig igennem alle de sommerfugle af ren lykke, der havde flakset rundt i hendes mave før. For hvis han skammede sig over hende, havde hun så bare bildt sig deres venskab og alle de andre følelser ind? Måske var hun bare en lille pokal til samlingen.

Modvilligt blev hun presset ind til ham og stirrede rasende ud på ham fra maskens mandelformede huller, men sagde i et par minutter intet, prøvede blot at nidstirre den meget højere ven. Alt dette fodrede kun Louis vrede, og da Stuart oveni købet reagerede voldsomt og negativt på hendes håndsrækning, der ikke var andet end et forsøg på at skabe varm luft mellem dem igen. Der var intet andet at gøre, da bomben spræng og selvom Loui havde lovet sig selv at opføre sig pænt, ville den brølende løve frem fra hendes indre.

Før hun egentlig selv nåede at reagere, var hånden fløjet gennem luften og havde kollideret med hans kind, men hendes vrede ulmede stadig i hende. ”Hvor vover du at tale sådan til mig, dit arrogante stykke hippogriffgylle!” Nu var det hendes tur til rasende at hvæse tilbage, mens en pegefinger var rettet formanende mod ham. ”Og hvor vover du at behandle mig sådan! Som var jeg intet andet end snavs! Hvis du har så stort et problem med at være her, så kunne du have ladet være med at invitere mig, for jeg vil hellere sidde og kaste ølkapsler mod mit fjernsyn et at tilbringe så meget som et sekund med dig!” Selvom hun stadig hungrede efter at påføre ham fysisk smerte, måtte hun indse at nok var nok og i en arrig bevægelse, der fik de blonde krøller til at piske i luften, vendte hun ryggen til ham og marcherede i den retning, de var kommet fra.

[Stuart Banes]

Stuart stod for et øjeblik og stirrede forbløffet på den rasende blondine. Ikke længe efter hun havde slået ham, greb han, med et fast greb, fat i hendes tynde overarm og tvang hende med sig. Tænderne var hamret sammen og kæberne spændt i en arrig, ydmyget grimasse.

Han førte hende ud på den ensomme gang og videre ned langs den, for derefter at bevæge sig rundt om hjørnet. Først efter at have sikret sig at de var alene, slap han hende.

I lang tid stod han og spærrede vejen for hende, uden at vide hvad han skulle svare. Det var ganske tydeligt, at han var presset, for han travede fra den ene side til den anden. Ikke desto mindre sørgede han for, at hun blev hvor hun var, i tilfælde af at ordene kom til ham. Stemmen syntes heller ikke at være til megen hjalp, for den talte ikke længere til ham.
Langt om længe stoppede han endelig og stak hænderne i siden. Kortvarigt skævede han til hende, hvorefter han bed sig i den tykke underlæbe. ”Hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg meget hellere sidde derhjemme med min datter og med min hund og spille kort..”, mumlede han med en tydelig, massiv irritation i stemmen. De mørke øjne flygtede kortvarigt over hendes spinkle skikkelse, før han trak på skuldrene. ”Jeg.. ja..”, prøvede han at forklare men kunne ikke. Han opgav og trådte til side for hende.

”Jeg synes bare det er pisse ydmygende og.. og det er en af mine største fejl til dato.. jeg vil bare ikke snakke om det og du bliver fandeme ved og ved med at bringe det på banen!”, peb han opgivende, næsten undskyldende, i det hans ryg kolliderede med væggen.

[Louise Webb]

meeting stuart banes – wearing this

Loui vred sig i modvilje og ubehag, da hans fingre låste sig i et fast greb om hendes overarm. Overrasket stirrede hun på sin arm, hvor hans fingre havde presset sig ind i hendes hud, mens hun stavrede efter ham - kunne næsten ikke følge med. Snublende prøvede hun at holde hans tempo og var et sekund næsten faldet på snuden og plantet det glitrende ansigt i det blanke gulv, havde det ikke være for Stuarts faste greb. Overraskelsen sad stadig i hendes i hendes ansigt, da han slap hende i den mennesketomme gang, men hun skyndte sig at få det forurettede blik tilbage, mens hun tog sig til armen, der dunkede ubehageligt, og gloede rasende på ham.

Da han så bare gav sig til at vandre hvileløst rundt i gangen, fulgte de kornblå øjne ham beregnede for at finde en flugtmulighed, men han syntes altid at dække hele den smalle gang. Dette satte dog på ingen måde en stopper for hendes håb om flugt og hun fortsatte blot at følge ham vågent med blikket, når ikke hun stirrede rasende og forurettet på ham med kæben skubbet lidt frem i trods.

Den blev dog skubbet tilbage på plads af hans ord og den tsunami af ord, hun havde klar til at gå til modangreb trak sig hurtigt tilbage og forlod hende tom. Da han fortsatte bredte følelsen af tomhed sig til resten af kroppen. De sidste sommerfugle var nu ædt, glæden var væk og erstattet af skam over sin naivitet, skuffelse og noget andet, hun ikke kunne placere.

"Jamen velkommen til fejl nummer to." Der var ikke længere det tidligere raseri at spore i hendes stemme, der var ikke længere nogen følelser at spore. Alligevel afslørede hendes blanke, slørede øjne alt, da hun stavrede et par usikre skridt frem. Som havde hun pludselig glemt, hvordan man stod og hvordan man gik. Op og ned var sløret, da hun passerer forbi ham. Ordenen fejlede hende, da hun stoppede op for at sige et eller andet til slut, men der var ikke andet end tomhed og lettere desorienteret vendte hun atter ryggen til ham.

[Stuart Banes]

Stuart mærkede straks efter den massive, velkendte jernkugle sprede sig i hans mavesæk. De mørkeblå øjne farede skamfuldt mod det tæppebeklædte gulv, og han sank. Kort efter nikkede han og bed sammen, så mundvigene hang tyngende mod jorden midte.

Han gned sin ansigt, i det Loui var gået forbi ham. Han kunne mærke alt i hans indre skælve og vride sig magtesløst, som forsøgte kroppen desperat at forbinde hvad der netop var sket. Det lykkedes den ikke. Stuart sank igen og rømmede sig højlydt. ”Vent!”, udbrød han mumlende, i det han tog få skridt imod hende.
De blå øjne var pludselig tomme, men resten af hans ansigt gav ham væk. Mundvigene var nedadrettede og huden bleg. Panden rynket beklagende og læberne hårde og smalle. Stuart trak på skuldrene og lod sin tatoverede hånd glide over hans ansigt. ”Du forstår det ikke..”, forsøgte han sig, velvidende dette ikke ville hjælpe. Ikke desto mindre fortsatte han forbitret. ”Du bliver nødt til at høre hvad der skete.. dengang.. øh..”. Stuart tav tøvende og tog, ubevidst, endnu et skridt imod hende, antagende at hun ville forblive hvor hun var. ”September var ikke Sofias unge.. øh.. de første seks år af hendes liv ville hendes biologiske mor ikke være en del af os.. Ember’s liv.. Ember var.. hun havde samme evne som mig nemlig.. og hendes mor var muggler, så det komplicerede tingene.. jeg vidste intet om, at Ember rent faktisk eksisterede, før hendes mor stod med hende og ikke ville have hende..”, fortalte han stille og trak på skuldrene. Dette faktum var i grunden ligegyldig, dog dannede det stadig grundlag for resten af forklaringen.

Stuart bad til at Loui lyttede og at hun tillod sig at smage på desperationen. ”Jeg tror ikke at det har været fantastisk kun at bo med mig.. jeg.. jeg havde gang i en masse dengang.. og.. det var der mange der bemærkede..”. Han trådte yderligere hen imod hende og skar en svag grimasse. ”Sofia var det første i Ember’s liv der var stabilt og perfekt.. modsætningen til mig og det tror jeg var pisse godt for hende.. og jeg syntes det var perfekt.. Sofia var.. ja.. den jeg bedst kunne lide på Hogwarts..”. Han måtte tvinge sig selv til at synke, alt imens han stod og stirrede tænksomt på Loui.

”Det værste er nok, at det ikke er perfekt længere.. jeg kan bare ikke tage det.. jeg hader, afskyr med alt hvad jeg indebærer, at det ikke er perfekt for mig længere..”. Han stirrede tavst på hende længe, før han afsluttede sin fortælling. ”Jeg var Gud for to år siden.. men.. du forstår det ikke, vel?”

[Louise Webb]

meeting stuart banes – wearing this

Det var altid det samme med Stuart og Loui. Han var en nar, hun håbede han ville opføre sig pænt, hun blev skuffet og skred, så han bad hende vente og det gjorde hun. Det var der, de var nået til i filmen og som altid blev hendes krop tvunget til at vende sig af hans stemme. Halvt vendte hun sig og betragtede ham afventende, som han startede at forklare. Noget skreg i hende efter at stoppe ham og fortælle, hvordan hun ikke ville vente længere, hvordan chancen var forbi nu, men hun blev stående tavs og afventende, mens han forklarede og for hvert ord bredtes den gnavende følelse i hende.

Historien var fængende, men gav hende stadig en ubehagelig følelse, for hvordan skulle Stu nogensinde se på Loui, som han havde set på Sofia? Håbløsheden bredte sig i hende med en voldsom fart og da historien var slut og et spørgsmål blev rettet mod hende, trak hun blot på skuldrene.

"Stu, mit peek var på Hogwarts og siden da er alt gået ned ad bakke for mig. Jeg dumpede aurorprøven, jeg kan ikke få børn og den eneste aktivitet, jeg har, er at sælge i min fars vinhandel." Hendes stemme var en anelse ru efter tavsheden under Stus monolog, men ikke desto mindre fortsatte hun. "Jeg troede ikke, jeg kunne føle mig som Gud igen, før jeg mødte dig. Men jeg er ikke perfekt, det kan jeg godt se, så tillad mig, hvis jeg er træt af at narre mig selv til at tro, at du nogensinde vil føle bare en tredjedel af det, du følte for Sofia, for mig." Igen var det som om ordene havde forladt hende fuldstændig tom og hjælpeløs. Alligevel hørte hun sin fjernt egen stemme fortsætte: "Jeg kan ikke, Stu." Et suk strøg over hendes læber. "Du kan kontakte mig, når du får styr på dine prioriteter." I en sløv bevægelse vendte hun ryggen til ham og forlod den mennesketomme gang for at forsvinde i mængden.

closed