Share in the fame of a mischief

[Emrys Cadwallader]

Share in the fame of a mischief

- Time and tide will admit no delaying in our wooden conquests

Efterhånden var det blevet et uundgåeligt ritual for Emrys Cadwallader at se den matgyldne efterårssol og det kortlivede slør af dagslys svæve ud af hans hænder og gemme sig bag en fjern horisont fra vinduet på 1. sal i Ministeriet. Dagene sygnede hen og blev kortere, men stakken af pergamenter på hans skrivebord tiltog ubarmhjertigt i styrke for hver dag. Han trådte ind gennem Ministeriets høje døre i morgenstundens mørke, og forlod dem igen i ly af aftenens skygge. Fra sit vindue på kontoret kunne han i løbet af dagen beundre de beskedne solstråler på den pastelfarvede himmel, alt imens hans fjerpen dansede over det nyeste retoriske oplæg til minister Boothe, men at svælge i dem var et privilegium han ikke havde haft i umindelige tider. Han gav gladelig afkald på alverdens solstråler for at kunne svælge for evigt i den gyldne succes han havde nu. Jovist, han skattede sin forfremmelse umådeligt, men det var nu en ubestridelig bagside af medaljen i hans øjne at han efterhånden var blevet hensat til at leve sit liv i konstant mørke, bemærkede han for sig selv, alt imens han bevægede sig ud af Ministeriets store døre og ud på Diagonalstrædes blotlagte gader, hvor en flok visne efterårsblade legede fangeleg under de høje lanterner. Under hans højre arm havde han en lille kasse af kirsebærtræ med et gyldent hængsel, og som han så ned på med et vagt smil. Selvom mørket allerede var faldet på, kunne han velsagtens stadig godt nå ned på Den Utætte Kedel og finde sig til rette i gløden fra den lune kamin. Der havde længe været et slag der skulle udkæmpes og hæder der skulle vindes, og til det formål havde han medbragt sin slagmark af træ, sin hær og nu manglede han blot en ting: proviant, nærmere betegnet god væske.

Han trådte ind i den velkendte og illuminerede krostue og lukkede døren ud til mørket og regnen bag sig, blot for at konstatere at rummet som følge af tidspunktet allerede var fuldkommen vindblæst for mennesker. Med en let rynket pande trådte han helt ind i krostuen og så sig om efter livstegn, men endte i stedet med at søge råd hos de to gyldne visere på hans lille lommeur. Endnu en halv time til lukketid, men alligevel var langt de fleste stole sat op på bordene. Der var velsagtens tid endnu. Til trods for at han både stillede sig på tæer, kiggede under bordene, og halvt var ved at vælte en stumtjener i forsøget kunne ikke umiddelbart få øje på nogle af kroens folk. Selv ikke den underskønne Juniper Shirley, der for hans indre øje ubestrideligt fremstod som den væne Lady Rubylocks hun havde været til vinterens bal på Hogwarts, var i syne. Med regnvåd kappe og en regnvåd bredskygget hat på hovedet tog han de tre opstolede stole ned fra bordet tættest på den glødende kamin, lagde jakke og hat hen over ryggen på stolen tættest ved ilden, og satte sig ned med æsken foran sig. Han lagde hænderne foldet foran sig og så udfordrende på æsken med et smil spillende i de grå øjne. ”Så skal slaget endelig stå. Efter mange års udskydelser og manglende tid. Nu er det ikke længere en kamp på ord, men en kamp på træk. Og kunne der være et mere velvalgt tidspunkt at blæse til kamp på end i ly af mørket?” sagde han til sig selv, og efter den lille tale åbnede han nænsomt den lille æske for at afsløre et sort og hvidtmalet skakbræt med brikker, der rullede ufortryllet rundt.

Et mugglerskaksæt – en usædvanlig ting for en fuldblodstroldmand, men for Emrys var det den eneste rigtige måde at spille skak på, fordi at man først for alvor mærkede magten i ens hånd, når man selv flyttede brikken. I flere år havde han lovet sig selv at tage et spil ved nærmeste lejlighed, men først den dag havde han husket at tage sættet med. Den sorte konge og dronning rullede eventyrlystent ud over bordkanten og videre ud på det fejede gulv uden at Emrys bemærkede det, og fuldt ud koncentreret om sit arbejde havde han nået at stille samtlige brikker op på begge sider, inden han opdagede deres flugt. Han rejste sig fra bordet og gik på jagt efter de to brikker med hænderne på ryggen af det fine jakkesæt, brummende og koncentreret med blikket mod gulvet.

Til Juniper Shirley

[/i]

[/blockquote][/justify]

[Juniper Shirley]

In chess, as in life

[/font]
every Pawn is a potential Queen[/color][/size]


♥ Tag: Emrys Cadwallader ♥ Outfit: Here ♥[/center]

Juniper rettede sig halvt op og kastede et blik ud mod krostuen da hun hørte klokken over hoveddøren give en sprød lyd fra sig. Hun rynkede brynene lidt, men satte de sidste flasker på plads på den rette hylde, før hun nærmede sig døråbningen der førte ud fra baglokalet. Lyden af stole der blev flyttet bekræftede at en sen gæst var kommet til, og hun smilede for sig selv, da en velkendt stemme kort efter satte ansigt på selvsamme gæst, allerede før hun så ham.

Hun stoppede i døråbningen og skævede ud i det dunkle, men hyggelige rum der udgjorde selve krostuen og fandt hurtigt de røde krøller hun havde forventet. Hun blev stående og betragtede ham mens han satte sig til rette ved det lille bord og åbnede den smukke kasse med skakspillet. Hun rynkede brynene tænksomt og bed ubevidst ned omkring sin underlæbe, for så at gå tilbage i baglokalet.

Hun var tilbage kort efter igen, nu med en flaske i den ene hånd, der tydeligt vidnede om ikke at være det billigste Kedlen kunne tilbyde, men samtidigt var den hun vidste Emrys syntes bedst om. Hun smøg sig ud af døren og lydløst hen til rækken af glas ved bardisken, tog et ned med den frie hånd og stoppede igen for at betragte Emrys der nu havde rejst sig og gik omkring med blikket rettet koncentreret mod gulvet.

Hun kvalte en munter lyd og tog de få skridt udenom bardisken og forsatte med bløde skridt nærmere ham. Hun stoppede da hun fik øje på noget på gulvet, tog glasset i samme hånd som flasken og bøjede sig ned for at samle en sort skakbrik op. Stadig siddende på hug rømmede hun sig lavmælt og løftede hovedet for at kunne se på Emrys, ikke sikker på om han havde bemærket hendes tilstedeværelse for længst "Jeg tror De mangler Deres dronning,Sir Gawain." lagde hun drillende ud og rakte brikken frem mod ham mens hun rejste sig op igen.

[Emrys Cadwallader]

Share in the fame of a mischief

- Time and tide will admit no delaying in our wooden conquests

Et kort øjeblik var man fristet til at tro at skakbrættets sorte regentpar sporløst havde forladt kroen og var fløjet ud af kroen på magisk vis, men Emrys vidste bedre. De brikker var ikke forduftet, de var bare forbandet små og rullede gerne længere væk end godt var. Alligevel var der noget charmerende ved det. Koncentreret vandrede han frem og tilbage i en lille cirkel med blikket ufravigeligt vendt imod gulvet, og han ænsede end ikke hvordan Joon lydløst smøg sig ind i rummet med en flaske Gnistrebrandy ude fra lageret, før hun satte sig på hug foran ham og bemærkede at han manglede sin dronning. Med en fart der kunne gøre et regnskyl til skamme genkendte han den svungne stemme og så ned i håb om at fange et glimt af det ansigt, som stemmen tilhørte.

Idet hun kom på fødderne igen, spirede et varmt smil gradvist frem på Emrys’ ansigt, og i sin utilslørede glæde over atter at kunne fæstne blikket ved hendes besnærende ansigt, overså han fuldkommen den undslupne sorte dronning, der hvilede i hendes udstrakte hånd og som hun netop havde indfanget fra gulvet. Han havde knap nok tid til at reflektere over hvor stærkt han reagerede på det velkomne gensyn med den forfriskende uforudsigelige og intet mindre end særprægede Juniper. Han var fuldt ud beskæftiget med at svælge i de velkendte blå øjne, og prompte sneg et impulsivt og uovervejet svar fra hjertet sig frem som retouchering på hendes drillende bemærkning. ”Ikke længere. Hun troner atter foran hendes trofaste springer, gode Lady Rubylocks, i prægtig majestæt som altid. Med de betagende flammer fra sommerens smukkeste solnedgange vævert legende i hendes silkefine lokker.” fremførte han elegant, og bukkede ærbødigt for hende med hånden hvilende på en imaginær hatteskygge. Galant og dybt, som etiketten for en så fin og fascinerende mø dikterede. ”Det tyngende efterår med dets lange og ubarmhjertige skygge blev netop en smule lysere ved at se du underskønne mø igen, Joon. Det er alt for længe siden sidst.” Øjeblikkeligt derefter blev de grå øjne fanget af den lille sorte dronning i hendes hånd, hvorefter Emrys ufrivilligt kom til at le kortvarigt men helhjertet over hvor dobbelttydigt han uforvarende havde gjort hendes ellers så bogstavelige bemærkning. Han tog imod den undslupne brik med et taknemmeligt smil ledsaget af en forlegen skuldertrækning, og lod hånden lukke sig beskyttende om brikken. Om end ordene ikke just var det oplagte svar, var de nu ikke mindre velmente af den grund. ”Nuvel, også den dronning manglede jeg ganske vist, ja. Deres ikke-magiske baggrund til trods har de ufortryllede skakbrikker det med at være mindst ligeså eventyrlystne og egenrådige som deres magiske slægtninge. De er måske endnu mere uvorne, da de hverken behøver at reagere på magikeres eller muggleres ord.” musede han eftertænksomt, sendte hende et undskyldende smil, og så derefter med rynkede bryn sig søgende omkring sig i krostuen. Kort efter lød der en anerkendende brummen, og med blikket målrettet fæstnet på bordet bag Joon fiskede han den forsvundne brik op fra gulvet. ”Og så fik dronningen sin konge til sidst.” fortalte han hende smilende, og åbnede afslørende den knyttede hånd, hvori de to brikker hvilede i skøn forening, side om side. ”Og deres mangfoldige strabadser til trods, som forgæves forsøgte at skille dem ad på deres lille dannelsesrejse, levede de to lykkeligt til deres dages ende.” tilføjede han muntert efter at have sat de to brikker ned på deres retmæssige plads på skakbrættet.

”Som sædvanligt er hendes trofaste ridder Sir Gawain beæret over at stå til den gode ladys disposition, men noget kunne tyde på at det vist er den underskønne dronning i egen høje person, der kommer hendes hengivne vasal til undsætning i aften. Ikke blot finder hun desertørerne fra hendes ridders hær, men hun ihukommer også det gamle ordsprog og udskænker sin helt sin yndlingsmikstur til at kunne udkæmpe det forestående slag. Jeg havde ellers tænkt mig at bestille et glas Gnistrebrandy, ligeså snart jeg havde fundet brikkerne. Hvordan bærer du dig dog ad med at være flere syvmileskridt foran mig?”

[/b] spurgte han drillende og nikkede imod flasken i hendes hånd. Gnistrebrandy. Det var bestemt ikke underdrevent at det var hans yndlingsdrik. Det havde det ikke altid været, men det var det blevet. Og det varmede usigeligt at hun vist kendte ham godt nok til netop at have halet den flaske ned fra hylderne. ”Er du i fuldt sving med at lukke af eller kan jeg endnu tidsnok nå at få varmen ved pejsen, brandyen og min dronnings selskab?” tilføjede han nysgerrigt.

[/blockquote][/justify]

[Juniper Shirley]

In chess, as in life

[/font]
every Pawn is a potential Queen[/color][/size]


♥ Tag: Emrys Cadwallader ♥ Outfit: Here ♥[/center]

Junipers smil voksede helt naturligt adskillige grader, da Emrys vendte sig og fik øje på hende, efter hun selv havde givet sig til kende. Hun blev stående med glas og flaske i den ene hånd og den anden strakt frem imod ham med den sorte dronning hvilende i den åbne håndflade. Hun betragtede ham med et glimt i de blå øjne og nejede let, å let det nu lod sig gøre, med begge hænder optagede, som naturlig reaktion på hans hilsen "De smigrer, Sir Gawain, som altid." hun smilede stadig da hun rettede sig op og rakte igen hånden frem mod ham med et sigende blik. HUn var på ingen måde uimodtagelige for hans flamboyante retorik, nærmere modsat var det en evig kilde til smil som hun var kommet til at holde umådeligt meget af over det sidste år.

Hun betragtede ham underholdt da han lo og kunne ikke fornægte den varme fornemmelse det affødte i hende mens han tog brikken fra hendes udstrakte hånd. At hendes egne ord havde været særdeles dobbelttydige havde været med fuldt overlæg og som han fortsatte, blev det hendes tur til at slå en lille, perlende latter op. En kort hovedrysten fulgte "Men mon ikke også det netop er deres egenrådighed du sætter pris på?" spurgte hun med et mildt smil og lagde hovedet lidt på sned "Såfremt jeg kender dig ret." hun tog et lille skridt til siden for ikke at stå i vejen da hans blik fandt endnu en bortløben brik der blev samlet op fra gulvet. Hendes blik faldt til hans hånd og det genforenede regentpar der lå trygt i hans håndflade "Det lyder som et rigtigt eventyr hvor det er på sin plads at misunde Dronningen en smule." hun løftede blikket til hans ansigt igen, med et lille underfundigt smil "Når ret skal være ret er hende der trods alt Dronning både af navn og gavn. En anden simpel Lady kan kun drømme om en sådan lykke."

Hun blev stående og betragtede ham igen mens han satte brikkerne på brættet og blev først selv opmærksom på stadig at stå med flasken i hånden, da Emrys gjorde hende opmærksom på den. En lille munter lyd undslap hende mens hun trak på skuldrene og sendte ham et konspiratorisk blik "Hvis jeg afslørede alle mine metoder og hemmeligheder for dig så nemt, så ville det blive nærmest umuligt at overraske dig." nøjedes hun med at give som svar, for så at tage det ene skridt tættere på bordet han havde udvalgt sig og sætte glasset fra sig ud for den plads Emrys allerede havde indtaget.

Hun trak proppen af flasken og lod nogle sekunder den klukkende lyd fra flasken, mens hun hældte op i glasset, blande sig med den distinkte duft fra brandyen, varmen fra pejsen og den knitrende lyd af brændet der blev fortæret. Det trak dog igen tydeligt i hendes mundvige da Emrys fortsatte, uden at hun tog blikket fra flasken og glasset "Jeg er sidste mand på skansen og burde være i gang med at lukke af for natten, ja." hun satte proppen på flasken igen, men satte den på bordet i stedet for at sætte den tilbage på hylden "Vi kan lave en aftale.." startede hun spekulativt og rynkede brynene lidt før hun fortsatte "Jeg låser af og så gør jeg dig og regenterne selskab, både på og udenfor brættet."

[Emrys Cadwallader]

Share in the fame of a mischief

- Time and tide will admit no delaying in our wooden conquests

Det sigende blik fra Joon, idet hun atter rakte en hånd frem mod ham efter at have tilbagebragt hans dronning, fik ham prompte til at fatte den fine hånd, løfte den let og med øvet ærbødighed trykke sine læber mod håndryggen som en anden høvisk ridder. Efter et flygtigt øjeblik rettede han sig op og slap smilende hendes hånd. ”Det gør jeg ganske vist som altid, Lady Rubylocks. Men som altid rækker end ikke mine allermest smigrende ord eller min takt til at udtrykke min ukuelige beundring for Deres prægtige væsen og fagre ydre, du væneste af møer. Med smigren kan jeg i det mindste håbe på at kunne få lettet mit hjerte for blot noget af al den respekt som retmæssigt tilkommer Dem.” sagde han med påtaget ydmyghed, alt imens han smilede stort. Han nød til fulde at kunne betragte hende som hans adelsfrøken, og endnu mere at blive betragtet som hendes Sir Gawain. Hun var noget så elegant og formfuldendt i hendes væremåde at det var fuldt ud naturligt for ham at opføre sig elegant og have kaldt hende Lady Rubylocks til ballet.

Idet de undslupne skakbrikker og deres frie vilje blev et samtaleemne, smilede Emrys som en veltilfreds kat over den indsigt hun havde i hans motivation for at have et mugglerskakbræt. ”Jovist. Man må sige at du kender mig ret. Der er intet mere tilfredsstillende end selv at føre en lille brik hen til dens position på slagmarken. Det får en til at indse den magt man får på brættet. Og det at de flygter engang imellem minder passende en om at man ikke har uindskrænket magt over dem. Mugglerne gør ganske vist mange ting mærkbart sværere for dem selv end de kunne være, men det er noget nær det der tilføjer deres verden et strejf af særegen magi i mine øjne. Det er fascinerende at man har kunnet vedblive at gøre ting på en langsommelig og kringlet vis i mange år.” fortalte han eftertænksomt og lod en let panderynken skubbe hans øjenbryn ned, imens han talte. Det underfundige smil der spirede op på hendes læber fik ham uvilkårligt til at løsne op i mimikken. Et så pudsigt smil til en så sværmerisk og fantasifuld ting som et fint eventyr var noget af det han kendte hende bedst for og syntes så godt om. ”Hende er du i din gode ret til at misunde. Men hvem siger at den simple lady blot behøver at drømme, selvom hun ganske vist hverken af dronning af navn eller gavn? De mest sejlivede folkeeventyr handler netop om fattige unge kvinder, der finder sin trone via kærligheden. Jeg tror enhver simpel lady kan blive til en højbåren dronning i hendes udkårnes øjne, når først kærlighedens splint i hans øje efterfulgt af dens behagelige smerte har lært ham at anerkende hendes skønhed. Hun kan en dag skrive en lykkelig slutning til sit eget eventyr og regere over sit eget liv. Der er jo nok en grund til at tro, håb og kærlighed siges som en triade – med tro og håb følger i sidste ende kærlighed. Når blot den simple lady har hjertet til at turde drømme, skal hun nok få chancen til at blive en dronning.”

”Touché, min gode lady Rubylocks. Det kunne næppe være blevet sagt mere rammende eller strategisk. Hvis man berøvede den indpakkede gave dens hemmelighed før tid ville der vel næppe være noget ved overraskelsen, ville der?”

[/b] bemærkede han med et bredt anerkendende smil til hendes ord om ikke at afsløre hendes hemmeligheder. Han tvivlede dog på at han nogensinde ville blive træt af hendes overraskelser, bemærkede han idet han også tog et let skridt hen til bordet med skakbrættet.

Ded en ulmende følelse af tryg afslappethed løsnede han manchetterne i den hvide skjorte uden at tage øjnene fra Joon, som var i færd med at skænke brandyen op i glasset på bordet. Den ravgyldne væske skvulpede let imod glassets sider, alt imens det fyldtes op, og gløderne i den varme pejs fyldte den behagelige tavshed ud imellem dem. Da hun satte flasken tilbage på bordet og fremsatte hendes tilbud, så Emrys på hende med utilskjult interesse. ”Det kan vist med rette siges at være det mest uimodståelige forslag jeg har hørt hele dagen. Det vil brikkerne såvel som mig selv glæde os til at du gør.” svarede han hende oprigtigt og uforbeholdent med et strålende smil der kunne gøre sommersolen til skamme spillende på læberne. Det var i sandhed en fortryllende aften. Med et trylleslag havde han fået opfyldt to af hans inderligste ønsker på en ellers så triviel og uønskværdig dag: han fik endelig spillet det parti skak han så længe havde sukket efter, og han fik endelig mulighed for atter at tilbringe den stund med den enestående Joon som han tilsyneladende havde længtes efter – og begge ting lod endda til at blive forenet som hånd i handske!

Han var halvvejs gået over til skakbrikkerne og den just opskænkede drink, og lagt sine hænder på stoleryggen for at trække stolen ud ved bordet, før end han rankede sig og så i hendes retning med let farvede kinder over sin forglemmelse. ”Jeg havde halvt forglemt mine manerer. Gængs etikette byder jo enhver selvproklameret gentleman og anstændig troldmand evigt at tilbyde at sætte andres velbefindende over sit eget, også når det gælder den dronning som han ellers så udmærket ved egenrådigt regerer over sin krostue. Kan jeg være behjælpelig med at få overstået nogle af aftenens sidste gøremål? Eller gå i vejen for dig, rettere.” påpegede han høfligt og så sig omkring med et årvågent blik i et forsøg på at finde en praktisk opgave som en politiker sagtens ville kunne magte. Idet jagten viste sig forgæves, vendte han tilbage til hende og smilede muntert. ”En ting er jo etikette, noget andet er selvfølgelig evne. Og mine lader meget tilbage at ønske, når det ikke gælder talevæveri og strategiske tankespind til brug på slagmarken af træ. Så er du advaret. Og hvis du derudover også er afskrækket, skal du endelig blot sige til.” tilføjede han varmt og grinede let. Han underminerede aldrig sig selv, ej heller satte unødvendige spørgsmålstegn ved egne evner og formåen. Men han ville dog heller ikke sætte spørgsmåltegn ved Joons, da han efterhånden havde set hende nok i krostuen til at vide at hun sagtens kunne varetage sine sager selv. Og det faldt ham nu på uforklarlig vis altid lettere at glemme sin ellers alvorlige mine når hendes behagelige væsen var i nærheden.
Imens hun fik tid til at overveje hans tilbud, så tilbage over skuldrene til sit fyldte glas på bordet og ihukom flygtigt en enkelt bemærkning fra hende om brandyen fra deres sidste møde på kroen. ”Jeg kan velsagtens stadigvæk ikke friste dig med et glas Gnistrebrandy til at gøre mig selskab på? Kan jeg så måske i stedet byde dig på en anden form for flydende proviant oppe fra hylden til når vi skal begive os i kamp med regenterne?”

[/blockquote][/justify]

[Juniper Shirley]

In chess, as in life

[/font]
every Pawn is a potential Queen[/color][/size]


♥ Tag: Emrys Cadwallader ♥ Outfit: Here ♥[/center]

En lille perlende latter pressede sig spontant over Junipers læber over Emrys' egentligt ganske forudsigelige, men ikke mindre flatterende svar, og hun betragtede ham varmt, mens han lukkede hånden om hendes. Den flygtige følelsen af hans læber mod hendes håndryg var behagelig og hun gav hans hånd et lille klem, før han slap hendes igen "Jeg har aldrig manglet respekt fra dig, Emrys, nærmere tværtimod."

Med den undslupne Dronning returneret til sin rette ejermand, rettede hun blikket mod bordet han havde udvalgt sig og og skakbrættet der var stillet op, mens hun lyttede til ham med et lille smil lurende i mundvigen. Hun nikkede let sin accept "Mugglerne er ikke dumme. De har haft ligeså mange glimrende idéer som os." hun nikkede mod skakbrættet "Det der værende én af dem." hun så på ham igen med et nyt smil "Der kan være noget ganske tilfredsstillende i at gøre noget med hænderne, som ikke blot er at svinge en tryllestav." hendes blik fandt den nu tilbagevendte dronning med blikket og hendes smil blev hemmelighedsfuldt mens hun lyttede til ham igen.

Da hun mødte hans blik, rynkede hun brynene lidt og lagde hovedet på sned, mens hun betragtede ham overvejende "Og hvor, tænker jeg så, ender eventyret om Sir Gawain og Lady Rubylocks?" hun løftede brynene lidt og blottede tænderne en smule, før hun, uden at vente på svar, tog de få skridt hen til bordet, trak proppen af brandy-flasken og skænkede op i det enlige glas hun havde sat frem til ham "Jeg har tro og jeg har håb.." fortsatte hun og smilede underfundigt for sig selv, uden at se på ham mens hun skænkede op "Så mangler jeg bare den sidste. Jeg er næsten ved målet." hun rettede sig op og strøg håret om bag ørerne, blot for så at ryste let på hovedet så de kobberfarvede lokker faldt frem for hendes ansigt igen "Elementært.. der skal overlades en smule til fantasien, altid." hun satte flasken fra sig og gav ham efter et øjebliks overvejelse en invitation hun håbede han tog imod og belønnede ham med et varmt, klædeligt smil, da det netop var et bekræftende svar hun fik tilbage.

Hun besvarede det med et lille bestemt nik og satte så kursen mod døren ud til gaden i mugglernes del af London, blot for at stoppe op halvvejs og se tilbage på ham, da han igen begyndte at tale "Det kommer an på.." startede hun og fortsatte hen til døren, hvor hun drejede låsen og dernæst trak sin iøjnefaldende tryllestav frem fra en dertil indrettet lomme i forklædet "..hvor ferm du er med en kost." hun så drillende på ham, før hun rettede spidsen af tryllestaven mod låsen og med et lavmælt "Colloportus" fik låsen i døren til at lyse op et kort sekund og dermed være låst på både den ene og den anden måde.

Hun vendte sig med front mod krostuen igen og så drillende på manden der var den eneste anden i rummet, ud over hende selv og slog så endnu et slag med håndled og tryllestav, der fik en kost til at springe ud fra det ene hjørne og roligt begynde at feje trægulvet "Men det ser ud til jeg kom dig i forkøbet." hun viftede staven med vanens lethed, mod de stole der endnu ikke var sat op og så dem svæve i vejret, vende sig i luften og pænt glide på plads ovenpå bordene "Magiker-metoder han dog også sine fordele." hun blinkede skælmsk og stak tryllestaven tilbage i forklædet, mens hun begyndte at gå tilbage mod ham. Kosten fortsatte sit arbejde uden at hun tog særlig notits af den, med blikket igen hæftet på Emrys' ansigt.

Hun stoppede lige foran ham og måtte lægge nakken lidt tilbage for stadig at kunne holde øjenkontakten med ham og begyndte at ryste på hovedet. Så stoppede hun midt i en bevægelse og kastede et overvejende blik mod flasken og det enlige glas, før hun så tilbage på ham med et beslutsomt blik "Jeg føler for at ændre mine vaner, tage en chance og prøve noget nyt i dag." hun trak tryllestaven igen og fik med en lydløs Accio-besværgelse, endnu et glas til at svæve hen mod sig. Hun tog det i luften og så indgående på Emrys, uden at det muntre glimt veg fra hendes blå øjne "Hvis det viser sig at være en dårlig beslutning, så satser jeg på du redder mig." hun smilede oplagt og satte sig så som det mest selvfølgelige i verden ned på stolen overfor den Emrys allerede havde udset sig og satte glasset fra sig ved siden af hans "Har du desuden overvejet hvorfor det lige var din dronning der stak af, og ikke min?" hun så afventende op på ham igen, både for et svar, men ligeså meget fordi hunforventede han satte sig overfor hende.

[Emrys Cadwallader]

Share in the fame of a mischief

- Time and tide will admit no delaying in our wooden conquests

Det nænsomme klem Joon så gavmildt anerkendte hans lille høviske håndkys med behagede ham sært nok i en sådan grad at han uvilkårligt smilte så bredt og dybfølt, at de grå øjne , førend han gav slip på hendes hånd. ”Det glæder mig usigeligt. Og hvis jeg en dag ganske imod min vilje skulle forglemme mig selv og ikke fuldt ud bringe hvad der tilkommer dig af respekt såvel som opmærksomhed fra min side, regner jeg med at du siger til. Nok tjener jeg af navn og gavn Ministeren og lader al dagens lys passere mig forbi på kontoret, men jeg tjener i ligeså høj grad min Lady. Måske endda i højere grad, kunne noget tyde på.” sagde han smilende men tilbageholdende, og skyndte sig hurtigt at korte sætningen af, så ikke han ville fortale sig. Selvom der næppe var noget at sige, som hans Lady ikke vidste i forvejen. Idet hun bemærkede at Mugglerne stod bag mange geniale opfindelser, nikkede Emrys helhjertet og så på skakbrættet i samme nu hun værdigede det et blik. ”Bestemt. Mugglerne er ingenlunde tabt bag en vogn. De har, som du så rigtigt nok påpeger, blandt mange andre materielle og ideologiske perler opfundet det mageløse manuelle skakspil, om end de nok altid har haft en mere pragmatisk måde at gøre tingene på. Og jeg er helt igennem enig. Det kan være yderst tilfredsstillende at bruge hænderne til ting, som ikke blot kan håndteres med et svip af en tryllestav. Jeg kan nævne adskillige eksempler.” istemte han smilende.

Hvor endte eventyret om Lady Rubylocks og Sir Gawain mon? ”Det er nok svært at sige. Slutningen på deres eventyr bliver vist skrevet i samme nu, som vi står her. Men jeg har al mulig tiltro til at det ender lykkeligt, selvom deres slutning har været længe undervejs. Den væne Lady Rubylocks med hendes berømmede karmoisinrøde lokker er så indtagende i både figur og væsen, at hun umuligt kan have gjort andet end at plante kærlighedens splint i hendes ydmyge tjeners øje – ganske uforvarende, naturligvis. Og hendes brave ridder vil væbne sig med tålmodighed, indtil den dag oprunder, hvor han endelig kan vinde hendes gunst. Lady Rubylocks er mere end nogen anden i stand til at drømme, så mon ikke de vil leve lykkeligt til deres dages ende? Hvad tror du, kære Joon?” Ved Joons ord om at hun selv havde tro og håb og at hun blot manglede det sidste led i triaden for at komme i mål, fik Emrys til at tage en dyb indånding. Der var intet bedre tidspunkt at melde ud at hun allerede kunne finde det sidste led hos ham.

”Jeg lover at jeg venter ved målstregen med en mulig lykkelig slutning og den sidste brik i puslespillet som du mangler, hvis du vel og mærke skønner at de to ting ville være værd at løbe i mål for, også selvom min færd mod målstregen har været længe undervejs.”

[/b] sagde han dybfølt, ærligt og en del mere alvorligt end han havde tiltænkt det skulle lyde, hvorefter han rynkede let på næsen og så afventende på hende. Hvor var det forunderligt at han, som ellers var så velbevendt og vant til ord, blev så mærket af at sige netop de ord! Idet hun rettede sig op fra glasset og skubbede en løs karmoisinrød lok væk, blot for at ryste på hovedet og lade en bunke risle ned foran hendes ansigt igen, kom Emrys uvilkårligt til at le og mærkede hvordan den tyngde, som den lille snes ord fra før, der bogstaveligt talt kom fra hjertet, havde efterladt i hans mimik, nu var på tilbagetog takket være hendes henrivende væsen.

Hendes svar til hans opfordring om at give en hånd med afhang af hvor god han var med en kost, fik ham til at smile synligt hemmelighedsfuldt. ”Det gjorde du så sandelig. Magiker-metoden er uden tvivl både hurtigst, nemmest og sikrest, men den kringlede mugglerfacon er nu charmerende, ligesom gamle porcelænstekopper stadig er. Men jeg havde ellers lige forberedt mig mentalt på at feje benene væk under dig med de manuelle evner, jeg så sjældent får lejlighed til at fremvise. Så du må have en opvisning af mine evner med et kosteskaft til gode til en god anden gang vi er her på Kedlen.” sagde han med et drillende smil. Hendes efterfølgende ord om at hun følte for at lægge vanen om fik smilet til gradvist at blive varmere, og han var tydeligvis oprigtigt glad over hendes ord. De efterfølgende ord om at han måtte redde hende, hvis det viste sig at være en overilet beslutning, fik ham til stadigt smilende at nikke. ”Du kan trygt være forvisset om at hvis det skulle blive nødvendigt at redde dig, skal jeg nok gå igennem ild, vand og besværligheder for at du kommer på sikker grund igen. Det er jo hvad den smukke Lady Rubylocks har sin Sir Gawain til.” bemærkede han velment.

Han fulgte hende smilende med blikket, idet hun fik et glas til at svæve hen til sig selv og som vanligt satte sig ved de hvide brikker. Det feminine element på brættet, og et karaktertræk de tidligere havde gjort til samtaleemne.”Hm..” brummede han eftertænksomt som svar på hendes spørgende ord om hvorfor det netop var hans dronning der var deserteret fra slagmarken, idet han indtog sin vante plads overfor hende bag muren af sorte brikker, som hendes afventende blik naturligt nok forventede af ham. ”Det kunne måske være højere magters værk? Monstro det er en venlig hilsen fra de lunefulde skæbnemagter, som bravt forsøger at minde mig om at jeg skal til at lægge handling bag mine forsirede ord, inden min hjertes dronning for alvor slipper væk fra mig?” spekulerede han smilende med næsen let rynket. Efter et kort øjebliks grundende stilhed endte han dog med at trække på skuldrene med et varmt smil. ”Var der måske et ganske specifikt svar du havde i tankerne angående den undvegne dronning, eller har du tillige gennemskuet den egentlige grund til at min regent stak af, hvis ikke det var en subtil hentydning rettet mod mig?” spurgte han oprigtigt.

Efter at have spurgt hende lod han sin opmærksomhed falde på skakbrættet foran dem, der for Emrys nærmest tiggede om at komme til sin ret. ”Selvom jeg er fyr og flamme efter at gøre mit første træk for at kunne avancere mod min dronnings højborg og møde hende ved målstregen som lovet, lægger den hvide hær ud som altid. En meget belejlig regel, der strategisk nok giver mig en lovlig undskyldning for at sige damerne først.” tilføjede han med et drillende smil. Med glasset solidt plantet i venstre hånd vippede han roligt den gyldne væske let rundt i glasset, imens han afventende så ned på den slagmark som brikkerne kunne indtage hvert øjeblik. Der gik ikke lang tid, førend Emrys tog et tår af brandyen, satte glasset tilbage ved siden af Joons, og atter lod blikket søge mod hende med et mildt smil. ”Ville det være uforskammet af mig at spørge om blot en enkelt dråbe indsigt i hvordan du agter at nedlægge mit forsvar, eller skal det måske også overlades til fantasien indtil at både mine tropper og jeg selv i sidste ende er faldet for dig og er blevet uigenkaldeligt stillet skakmat?” Dobbelttydigheden i ordene fik ham til uvilkårligt at smile bredt og venskabeligt, hvorefter han lod hende få tid til at foretage sit træk, verbalt såvel som på brættet.

[/blockquote][/justify]

[Juniper Shirley]

In chess, as in life

[/font]
every Pawn is a potential Queen[/color][/size]


♥ Tag: Emrys Cadwallader ♥ Outfit: Here ♥[/center]

Juniper smilede varmt og nikkede uden at behøve tænke over det og lod langsomt hånden falde, da han først havde sluppet den "Det lover jeg." bekræftede hun og rynkede brynene svagt over en undertone i hans stemme hun alligevel ikke helt kunne sætte fast for alvor. Hun skubbede tanken fra sig og koncentrerede sig i stedet om skakbrættet på bordet "Oh?" hun drejede hovedet mod ham igen, lidt på sned og så nysgerrigt på ham "Hvilke?"

Hun stak hænderne i forklædets lommer mens han fortsatte og betragtede ham ukarakteristisk tavst med en lille rynke mellem brynene. Hun afbrød ikke før han stillede hende et direkte spørgsmål. Hun tøvede et øjeblik og så uudgrundeligt på ham "Jeg håbede måske på en start, et helt nyt eventyr til at overtage hvor det første tog sin afslutning." svarede hun kryptisk efter en lille tænkepause, stadig ikke helt overbevist om, at hun forstod hans ord korrekt eller om hun bare hørte det hun gerne ville høre.

Hun tav igen da han tog en dyb indånding og lod ham tale videre mens hun ihærdigt forsøgte at ignorere den insisterende fornemmelse af skrøbelige, flaksende vinger i sin maveregion. Hun endte med at smile tøvende og tage en dyb indånding "Nogle ting er værd at vente på.." hendes blik flakkede søgende over hans ansigt, stadig uden helt at være sikker på om han mente det hun håbede. Hun kom uvilkårligt til at slippe en munter lyd da han lo og bed ned omkring sin egen underlæbe, mens hun vedte sig halvt væk med kinder der føltes betydeligt varmere end normalt og uden tvivl så netop sådan ud.

Hun var i og for sig ganske tilfreds med at kunne låse af og sætte kosten i gang med at feje rummet, da det købte hende nogle minutter til at overveje tingene der var sagt og samle sig selv en smule af det mod Løver skulle være så kendte for. En perlende latter forlod hende uvilkårligt mens hun stak tryllestaven tilbage i den dertil indrettede lomme i skørtet og så vendte sig mod ham igen "Det behøver du ingen kost for, Emrys." nøjedes hun med at svare ham før hun skænkede et glas til sig selv også og satte sig med et lille smil "Ladyen hviler trygt i forsikring om at intet ondt vil tilkomme hende så længe hendes ridder er i nærheden."

Hun rettede blikket mod brættet og de opstillede brikker og kneb øjnene lidt sammen, mens hun stillede et drillende spørgsmål, med en alvorlig undertone i sin stemme. Hun så op et øjeblik og så sigende på ham da han brummende satte sig, men uddybede ikke før hun igen så ned og overvejede sit første træk. Det trak afslørende i hendes ene mundvig mens han talte igen og hun endte med at trække let på skuldrene "Jeg tror hendes flugt var et spil af tilfældigheder, men også at alt har en grund og en mening." hun løftede hovedet og mødte hans blik igen med hovedet spekulativt lidt på sned og en knugende fornemmelse i mellemgulvet der fik hendes hjerte til at banke lidt hurtigere "Måske var meningen her at jeg skulle bevise at fordelingshatten i sin tid placerede mig det rigtige sted." hun holdt hans blik nogle sekunder længere end nødvendigt og nikkede så da han gav hende første træk som reglerne foreskrev.

Hun sad tavs med hænderne foldet foran sig selv, men fulgte hver bevægelse på den anden side af bordet ud af øjenkrogen. Hun trak ubevidst tiden og tog en dyb indånding før hun endnu engang løftede hovedet og mødte hans blik med en betydelig sommerfuglebestand i maven "Emrys.." begyndte hun og tog endnu en indånding for så at løfte sin ene hånd, række halvt ind over bordet og lægge den over hans "Jeg er ikke interesseret i dine tropper.." hun smilede svagt, men varmt og gav sig selv et mentalt puf for ikke at fortryde "..hvad jeg er interesseret i, er dig.." hun gjorde en kort pause mens hendes blik flakkede mellem hans øjne "Så hvis jeg fuldkommen har misforstået dig og ikke har en chance for et eventyr, med dig, så er det nu du skal fortælle mig det." hun bøjede fingrene let så de strøg over hans håndryg "Og så lover jeg aldrig at bringe det op igen." hun tav og så nervøst afventende på ham hen over bordet et langt øjeblik. Så tog hun modvilligt hånden til sig og flyttede den ene af sine hvide bønder to felter frem på det ternede bræt "Dit træk.." meddelte hun tvetydigt og lagde hånden foran hans på bordet.

[Emrys Cadwallader]

Share in the fame of a mischief

- Time and tide will admit no delaying in our wooden conquests

Idet hun på allermest charmerende vis ikke helt kunne dy sig for nysgerrigt at spørge ind til hvilke eksempler han mon havde på at man også kunne drage fordel af hænderne alene og derudover lagde hovedet på skrå som en lille fugl, alt imens Emrys selv havde betragtet hende og gjort mine til at tage et sip af sin brandy, kunne han ikke undsige sig at komme til at grine hult ned i det hævede glas, som han efterfølgende satte fra sig på bordet igen. ”For os magikere er det at håndtere et kosteskaft i luften er i hvert fald en af de ting, der kan klares bedst med hænderne, selvom det ganske vist er hurtigere at dirigere den til arbejde med en tryllestav på landjorden. Sneboldkampe, brugen af krystalkugle og udfærdigelsen af taler til ministeren er også bedst udlevet med hænderne, for blot at nævne to eksempler. Og så er der en sær tilfredsstillelse at hente i at lave ens aftensmad selv, men ikke klare opvasken selv. Det er forbeholdt de aftener, hvor man har selskab til at tørre af og nogen til at fortsætte samtalen med i køkkenet.” sagde han med et smil. ”Og naturligvis har selskabslivet såvel som kærligheden sin egen magi, der gør tryllestave helt unødige.” tilføjede han eftertænksomt og så på hende en stund, inden han slog det tankespor hen med et smil.

Da hun efterfølgende efter en usædvanligt lang stund i stilhed udlagde hendes noget kryptiske tanker omkring den undvegne dronning, var Emrys uvilkårligt kommet til selv at rejse et øjenbryn i mistænksom eftertænksomhed. Han nåede dog ikke at begynde sin mentale efterforskning, førend han som vanligt prompte fik tungen på gled. ”Et nyt eventyr, hvor deres gamle tager dets afslutning. Måske kan de få det ved målstregen. For vi er to om at mene at visse ting ville være værd at vente på i den sammenhæng.” retoucherede han ligeså kryptisk. Om end hun næppe ikke mente det på samme måde, ville han til hver en tid vente ved målstregen med den lovede sidste brik i triaden. Den sarte røde kulør, der nu var at spore i Joons ansigt da hun vendte sig halvt væk med fortænderne klædeligt bidt ned i underlæben, fik ham til at smile ømt. Han vidste dog ikke helt hvorfor han smilte på den måde og ubevidst kom til at knibe øjnene let sammen uden at sige noget. Han ville såmænd gerne have gjort det, og åbnede et utal af gange munden, for blot at lukke den igen. ”Det foruroliger mig at jeg har mangt og meget at sige, men altid mangler ord til at beskrive hvor betagende du er, når farven fra dine rubinrøde lokker spejler sig i dine kinder, min Lady.” sagde han ærligt og mærkede derefter et lille spjæt i mellemgulvet.

Da hun fortsatte og bemærkede at hun skulle vise at Fordelingshatten i sin tid havde fordelt hende korrekt, hævede han tavst og forundret et øjenbryn, alt imens han nikkede. Han mødte hendes blik, stadigvæk i stand til at mærke den måde hendes blik formåede at varme ham op indvendigt. De ord der efterfølgende blev sagt efter en lang pause og en dyb indånding gjorde andet og mere for Emrys end blot at varme. Hvert eneste ord sank dybt ind. Hvert eneste strejf af hendes fingre mod hans håndryg kunne han mærke endnu. Og han var ude af stand til at åbne munden, før hun rykkede sin bonde to felter frem og fremsatte hans træk. ”Det.. det er det så sandelig også. Noget kunne tyde på at jeg har en del at leve op til med så modigt et fortræk.” svarede han, stadigvæk hørbart forbløffet over de pludselige ord, førend han instinktivt løftede sin egen hånd på bordet og nænsomt løftede hendes hånd fri af bordfladen. Han lod sine fingre lukke sig om hendes håndflade i et forsøg på for en gangs skyld først at udtrykke det kommende svar om den mere end gensidige interesse i udsigten til et eventyr med hende fysisk, og han gav kun sig selv et sandkorn af et øjeblik til at få taget en dyb indånding, fremmønstre et dybfølt smil og slet ingen tid til fine retoriske overvejelser, inden han lod sit svar falde.

”Med den overvældende indsigt du just har givet mig, Joon, skylder jeg dig at tale ligeså rent fra hjertet og uden et væld af flyvske verbale spindelvæv, der uden tvivl kun ville gøre mere skade end gavn. Desuden behøves end ikke mine ypperligste spindelvæv indfange den ubeskriveligt prægtige dronning, som er det eneste mit hjerte har tragtet efter i mere end to år og to dage, når hun sidder lige her foran mig med mine fingre ydmygt spundet om hendes.”

[/b] bemærkede han og gav hendes hånd et nænsomt lille klem for overflødigt at understrege hvem han mente, inden han fortsatte og for alvor mærkede boblerne springe løs inde i ham, idet han definitivt løsnede fortøjningerne fra tvetydighedens sikre havn: ”Det har aldrig været min intention at du skulle komme i tvivl om oprigtigheden af hvad jeg har sagt og tro at du har misforstået mig. Det har du aldrig gjort. Jeg havde bare aldrig turdet håbe på at du var interesseret i andet og mere end mine beskedne tropper af tvetydige ord. Før nu, hvor dine brave ord har forvisset mig om at du ligesom jeg selv er interesseret i regenten bagved. Der er ganske vist intet jeg hellere vil have stillet i udsigt end et eventyr med dig, skønne Joon.. så længe det er med dig. For jeg kan end ikke med hjertet på rette sted forestille mig nogen bedre, bravere eller mere betagende ledsagerinde at jagte en lykkelig slutning med. Jeg vil til hver en tid stå klar til at give dig både chancen, oppakningen og syvmilestøvlerne til eventyret, hvis du vel og mærke blot vil lade mig få æren af at ledsage dig ud på din færden.” Høvisk skænkede han atter hendes hånd et kys, inden han lod blikket søge ned på skakbrættet imellem dem.

Efter et kort tids overvejelse lod han med sin frie hånd den sorte bonde i det højre randfelt avancere to felter frem, hvorefter han afventede hævede blikket mod hende igen. ”Uanset hvad den undvegne dronnings intention måtte har været, kan der ikke herske nogen tvivl om at du just har formået til fulde at gøre hattens valg ære lige før. Selvom jeg skyldigt må indrømme at der aldrig fra min side har hersket den mindste tvivl om at jeg har nydt godt af en sand løvindes selskab. Det mod jeg så før formåede også til fulde at gøre min formodning ære.” bemærkede han og lod de to hænder finde sig til rette på bordfladen igen. Han gjorde mine til at give slip på hendes hånd, men inden han nåede så langt, havde han nået at se tøvende ned i bordet et kort øjeblik, inden han impulsivt rejste sig op fra stolen, lænede sig over mod hende over skakbrættet, og plantede et flygtigt kys på hendes læber. Efter blot et øjeblik lod han til at blive forbløffet over sin egen impulsivitet, og skyndsomt trak han sig over bag sin side af brættet. ”Glimrende første træk du lavede med din bonde, aldeles glimrende.. hm.. bør jeg vove mig ind på dine enemærker og lade tropperne indtage midten af slagmarken, eller gør jeg bedst i at forblive i periferien af landskabet?” forsøgte han at sige i et forfejlet forsøg på vældig henkastet og optaget af spillet, imens han tog en slurk af sit glas med Gnistrebrandy, men der var tydeligvis noget i hans tanker og i hans blik der synligt vedblev at dvæle på hende. Noget der tilnærmelsesvis ikke var så henkastet endda eller havde synderligt meget at gøre med skak, og som også havde gjort hans ører og kinder en smule røde uden hans vidende.

[/blockquote][/justify]

[Juniper Shirley]

In chess, as in life

[/font]
every Pawn is a potential Queen[/color][/size]


♥ Tag: Emrys Cadwallader ♥ Outfit: Here ♥[/center]

Juniper smilede underfundigt hele vejen igennem Emrys' opremsning af eksempler, der alle, efter hans mening, foregik bedst manuelt. Hun nikkede sin enighed adskillige gange, mens hun mentalt bed mærke i nogle eksempler mere end andre og diskret gemte oplysningerne mentalt til måske senere brug "Alle værdige eksempler, selvom jeg ikke tror ministeren ville sætte pris på hvis jeg kastede mig ud i at skrive taler for ham." hun rystede lidt på hovedet og smilede skævt "Det lader jeg fagfolk om, selvom jeg godt kunne omskrive de nye lovforslag til et eventyr."

Stilheden før hun fik vendt ordene i sit hovede og endnu mere indtil hun fik tungen til at give dem videre, blev lang nok til, at hun selv fandt den påfaldende. Det gjorde kun varmen i hendes kinder stærkere, men hun så alligevel op, da hun fik et ligeså kryptisk var tilbage, som hun lige havde stillet. Hun rynkede brynene lidt, stadig ikke sikker på noget som helst og blottede så hele tandrækken i et klædeligt smil, mens hun tjattede halvhjertet ud efter hans arm "Hvis det var meningen min ansigstkulør skulle gå i ét med mit hår, så ville jeg være blevet en pygmæpuff og ikke en heks, Sir Gawain." hun rystede på hovedet igen, uden at kunne sige sig fri for endnu en anspændt knugen i mellemgulvet over måden han så på hende, mere end ordene han havde sagt.

Det tog et større mentalt tilløb før hun fik lagt de kryptiske hentydninger helt væk og ganske direkte satte ord på sine tanker, og dermed følelser. Hun formåede at virke rolig udadtil, selvom hendes hjerte bankede som en forskræmt harekillings, mens hun lagde hånden over hans på bordpladen, og blidt kærtegnede hans håndryg. Det var modvilligt hun tog hånden til sig igen, men alligevel helt uden modet til at lade den blive liggende. I stedet rykkede hun en af sine bønder på det ternede bræt og gav tetén videre til ham, på adskillige måder.

Hun smilede nervøst og fulgte hans hånd med et tilbageholdt åndedrag indtil det øjeblik hans fingre lukkede sig om hendes hånd og hun åndede skælvende ud. Hun sank og løftede så blikket til hans ansigt igen da han begyndte at tale og for hvert sagt ord, fik de usynlige sommerfugle i hendes mellemgulv til at formere sig. Hun lod ham tale og afbrød ikke, selvom hun efter nogle øjeblikke slog blikket ned, og mærkede et insisterende smil spire frem på sine læber mens varmen i hendes kinder bredte sig og fik hele hendes ansigt til at føles blussende hedt. Hendes blik faldt kort igen da han løftede deres samlede hænder og lod læberne strejfe hendes håndryg endnu engang, uden at det på nogen måde var blevet mindre behageligt end tidligere, nærmere tværtimod.

Hun flyttede blikket til brættet og bonden han flyttede, aldeles mundlam og uden at kunne få hold på bare én af de mange svirrende tanker der svirrede rundt i hovedet på hende, som en uorganiseret fiskestime. Før hun nåede at komme frem til noget, talte han igen og hun troede et øjeblik han ville trække hånden til sig. Da det ikke skete og han i stedet rejste sig op, begyndte hendes hjerte at banke endnu hurtigere, så snart hans intention blev tydelig. Det susede svagt for hendes ører og hun holdt igen vejret som han lænede sig ind over bordet, strakte instinktivt halsen lidt og lod øjenlågene glide i, da hans læber ramte hendes og på et enkelt øjeblik, fik alle de akkumulerede sommerfugle i hendes mave, til at gå på vingerne på én gang.

Der gik adskillige lange sekunder fra han trak sig væk, til hun åbnede øjnene igen, stadig siddende med nakken bøjet lidt tilbage og let adskilte læber. Hendes blik flakkede tydeligt da hun igen fandt hans ansigt med blikket og den eneste fortrydelse hun havde, var at hun ikke havde kunnet forlænge øjeblikket. Forsigtigt vendte hun sin hånd under hans og lukkede fingrene omkring den, mens hun tog en dyb indånding og smilede piget til ham hen over bordet "Jeg synes personligt, at du skulle tage chancen og invadere mine enemærker." mumlede hun lavmælt, rømmede sig og lod blikket glide dvælende over hans ansigt før smilet trak hendes mundvige en smule mere opefter "Jeg tror måske du lige startede det nye eventyr med et kys." hun lagde hovedet lidt på sned igen og havde for nu glemt alt om strategiske træk på skakbrættet.