Når tingene spices op

[Sofia Banes]

Blodet pumpede af adrenalin og spænding i Sofias spinkle krop. Godt nok var Stuart og Sofia ikke dem der sad hjemme i sofaen og strikkede hver aften, men dette var nyt for dem begge!
Røde plamager havde dækket hendes kinder det meste af dagen ved tanken om aftenen. Stuart vidste ikke at hun havde taget fri. Han var selv på et ærinde et eller andet sted, og havde sagt han ville være væk det meste af dagen. Det passede Sofia perfekt. Så kunne hun nå at arrangere det meste.
Det var nogle dage siden de havde haft deres snak i køkkenet. Der var kommet en form for forståelse mellem dem, og de vidste begge, hvad de nu skulle gøre: Sofia skulle fokusere lidt mindre på sit arbejde, Stuart skulle se om han kunne opsnuse en ny sag at kaste sig over, og sammen skulle de fokusere lidt mere på kærligheden. Efter kun et par år sammen, var det alt for tidligt at få par krise. Og hvilken bedre måde at spice tingene lidt op end et par håndjern?
Hun var kommet på idéen da hun pludselig huskede en seance for nogle år siden: en veninde havde vist hende et mugglermagasin med artiklen ”how to bring excitement to your sex life”. Nedenunder stod adskillige små underrubrikker såsom ”Sex in public”, ”chokolate sauce” og ikke mindst ”Hand cuffs”. Da hun senere var på vej hjem fra arbejde og skimtede et billede af en Azkaban-forbryder i håndjern, tog hun straks rødmende hjem til veninden. De var sammen taget til en mugglerbutik der solgte dem – blandt mange andre mærkværdige, skrækkelige og makabre ting, der var ved at sende Sofia ud af butikken i en flyvende fart.
Nu lå de plyssede håndjern åbent på den stramt redte seng. Sofia stod foran og betragtede dem nervøst, som var de et eller andet ukendt væsen. Nøglen havde hun sendt til Stuart for nogle timer siden med et lille vedlagt pergament, hvorpå der stod ”keep Safe”. De kunne selvfølgelig til enhver tid bruge alohomora, men det var ikke lige så spændende – derfor havde hun lagt sin tryllestav sikkert nede i køkkenet.
Efter at have kigget på uret for 9 gange på få minutter, besluttede hun sig for at det måtte være tid. Pinligt selvbevidst tog hun sin skjorte og bukser af, så hendes lyse og bare hud kom til syne. Hun foldede det pænt sammen og lagde på en stol, velvidende at Stuart hadede rod i soveværelset. Med røde kinder satte hun knæet på madrassen og kravlede op i den store dobbeltseng de havde tilegnet sig år tilbage. Det var heldigvis sommer, så hun frøs ikke. En let brise fik gardinerne, der var trukket for vinduet, til at blafre en smule.
Uden at kunne tilbageholde et lettere forkvaklet og nervøst grin, rystede hun på hovedet over sig selv og lænkede den ene hånd fast til sengegærdet. Med lidt besvær lykkedes det hende at lænke højre hånd fast lidt derfra. Så lå hun dér.
Der gik ikke mange minutter før idéen syntes lettere tåbelig. Ville han grine af hende og kalde hende åndsvag? Ville han overhovedet komme hjem i aften, eller skulle hun ligge dér og føle sig latterlig hele natten, til han fandt hende næste morgen? Måske burde hun have drukket det sidste af Whiskyen der stod nede i skabet…

[stu]

Sofia Banes
799

Stuart ankom til træhytten et kvart senere end hvad knægten i grunden havde planlagt. Ikke desto mindre nynnede han, i det han skridtede hen over græsplænen, der som altid bød fremmede, såvel som bekendte og venner, velkommen. Han konstaterede i sit stille sind, at græsset snart nåede en tyve centimeters højde, men tænkte ikke videre over, at det i sårfald var tid til at gøre noget ved sagen. Faktisk tænkte journalisten overhovedet ikke, i det han stillede madvarerne fra sig foran døren, og stak lappen i lommen, for at fremskaffe den nøgle, han havde modtaget timer forinden. Stuart havde undret sig over kærestens så pludselige impulsive idé, om at skifte låsen til hoveddøren. Så vidt Stuart erindrede, brugte han aldrig låsen, når han forlod hytten i udkanten af Hogsmead, fordi han var af den overbevisning at ingen ville bestjæle ham, eller for den sags skyld, nogle af de andre beboende.

Den unge troldmand måtte dog hurtigt konstatere, at nøglen ikke kunne bruges i hoveddørens lås, og for et kort øjeblik stod han, med den sædvanlige forvirring og stirrede på den, alt imens han desperat prøvede at få tingene til at hænge sammen – samt at få nøglen til at passe i hullet, men lige meget hjalp det. Nøglen var for lille, hullet for stort, og Stuart Fellton hamrende forvirret.

Ikke desto mindre lykkes det for journalisten at finde vej ind i huset, da det gik op for ham, at døren ikke på noget tidspunkt havde været låst, siden han havde forladt huset som den sidste tidligere på dagen. Han formåede ligeledes at kaste tanken om nøglen fra sig, i det han besværet fik bakset sig ind i den smalle gang, med de tre poser, proppet og fyldt til randen med diverse madvarer, han havde raget til sig, blot få minutter forinden i et ligegyldigt supermarked i London. Han løftede klodset det venstre ben, og fik skubbet hoveddøren i med et brag, i det han bagefter valgte at råbe som en særlig form for velkomsthilsen; ”Sofia skat? Er du hjemme?”. Stuart satte poserne fra sig, og stod et øjeblik alt imens han lyttede efter trin, der kunne indikere at kvinden var på vej mod ham. Han konstaterede hurtigt, at det ikke var tilfældet, og for anden gang den dag måtte han klø sig forvirret i nakken. ”Skat?”, råbte han tøvende igen, hvorefter han langsomt bøjede sig forover og greb om samtlige poser. Temmelig klodset vadede han igennem stuepartiet, med køkkenet som målet, ivrig efter at ligge maden i køleskabet og få lagt sig en time eller to, med sportssektionen fra Profefttidende. Ikke at han havde tænkt sig at læse den flere gange. Knægten havde dog erfaret, at den fungerede ganske glimrende, til når man skulle lade som om, at man ikke sov.

Stuart placerede poserne på køkkenbordet, hvorefter han gned sine trætte øjne. Han greb om avisen, og skævede kortvarigt til maden, men konkluderede at det ikke tog skade af at vente, til efter han i hvert fald havde skimmet avisen for eventuelle gennembrud blandt hans konkurrenter – eller kollegaer, som andre, mindre intelligente individer, kaldte det.

Han rømmede sig stille, hvorefter han placerede en af de forbudte cigaretter i mundvigen (en han havde fundet bagerst i kageskabet, som han ganske tilfældigt var stødt på, i det han havde ladet hånden fare ind bag de grimme dåser Sofia havde medbragt ved flytningen). Stuart tændte den med en orange lighter (en lighter han helt tilfældigt altid havde liggende under vasken, og som han også var stødt på, i det han havde ledt efter den), og begyndte dernæst at spankulere hen over stuegulvet, med kursen mod soveværelset hvor han kunne ryge og skimme i ti minutters tid. Journalisten anede ikke hvad der ventede ham, skønt nøglen stadig lå trykt gemt væk og glemt i hans baglomme.

Hvad Stuart opdagede i sengen, med cigaretten i mundvigen og avisen slået ud foran sig, truede med at få hans bukser til at eksplodere, blot efter et øjeblik, hvor han havde gloet sig halvt ihjel på skønheden i sengen. ”Wauw..”, udbrød han ståkåndet, som en lunken teenager der netop havde set sin klasselærers strittende bryster, og nu var frosset fast på stedet, overbevist om, at det eneste rigtige, var, at røre ved dem.

[Sofia Banes]

Minutterne sneglede sig af sted, og Sofia blev mere og mere usikkert. Til sidst prøvede hun endda at vriste lidt i håndjernene, men de sad så stramt at det intet nyttede. Heldigvis var de lyserøde og plyssede, så metallet skar sig ikke ind i håndleddene.
Hvor lang tid der var gået, vidste hun ikke, men endelig kunne der høres skridt udenfor. Automatisk spidsede Sofia ører og løftede hovedet en anelse. Jo, der var uden tvivl nogle der fingererede med nøgle og lås i døren. Det slog Sofia, at Stuart sikkert prøvede at bruge nøglen til håndjernene. Det fik hende til at fnise lavt. Så gik døren op, og fodtrin nedenunder i gangen kunne høres, efterfulgt af hans velkendte, ”Sofia, skat? Er du hjemme”. I et par sekunder skulle hun til at svare, men besluttede sig for at overraskelsen ville være større hvis han fandt hende. Nu havde hun ligesom gjort så meget ud af det, så kunne hun ligeså godt føre den igennem.
Nervøst bed Sofia sig lidt i læben og rettede lidt på lemmerne. Hun håbede han ville komme herop snart, om så det var for at lægge sin taske, skifte tøj eller andet.
Der gik endnu længere tid, og det var svært ikke at undre sig over hvad i alverden han lavede. Blodet var begyndt at samle sig i skuldrene af den akavede stilling. Samtidig havde en mild svimmelhed taget plads som en knude i brystet.
Endelig kunne Sofia høre fodtrin på trappen, og pludselig nervøst flyttede hun sig rundt i sengen i et forsøg på at se så flatterende ud som muligt. Men hvordan var det lige? Det endte med at hun samlede benene og lænede dem let mod den ene side. Et påklistret lettere desperat smil dækkede hendes læber, da Stuart pludselig slog døren op og vadede ind med avis i hånden og cigaret i flaben.
Varme bredte sig i mellemgulvet og nervøsiteten sivede langsomt væk. Det udtryk, der bredte sig på kærestens ansigt, var ét hun sent ville glemme. Han så så befippet og chokeret ud, at hun uvilkårligt gav et lille fnis fra sig. Prisværdigt. Med et stort smil sagde hun, ”surprise!” Han havde brokket sig over deres manglende sexliv i så lang tid, at dette forhåbentligt levede op til alt han havde drømt om.
”I aften er jeg din, og jeg vil gøre alt hvad du beder mig om”, forklarede hun. Sætningen var lettere indstuderet, og hun håbede den ikke lød alt for kunstig, falsk og u-Sofia. Hun følte sig dog så tryg, at det var lidt lige meget om han grinede. Jo, det skulle være erotisk og romantisk, men det skulle også være luftigt og plads til latter.
”Kommer du ikke herhen?”, spurgte Sofia, da Stuart stadig stod fastfrosset på stedet. Varme var begyndt at brede sig i kinderne, og den blotte viden at scenariet havde haft den ønskede effekt hos ham, fik hendes libido til at stige adskillige grader. Gåsehud dækkede langsomt hendes krop, mere af spænding end af kulde. Hun ville mærke hans hænder på sin krop NU.

[stu]

Sofia Banes
394

Stuart nikkede mekanisk. ”Jo..”, mumlede han, overraskende hæst. I øjeblikket efter rømmede han sig forlegent, stadig febrilsk betragtende kvinden i sengen. Han end ikke gav sig tid til at ligge cigaretten fra sig, med lod den dumpe ligegyldigt ned i den tomme skraldepand, der stod ved dørens åbning. Først derefter turde han synke den massive klump der havde domineret hans halsparti for længe – en gestus han var sikker på, kunne høres rungende i det stille lokale.

Tøvende bevægede den unge troldmand sig hen imod sengen. Da han stoppede ved sengekanten, gav han efter for de sværmende sommerfugle, der allerede afslørede hvordan lysten til hende havde indfundet sig. Stuart bøjede sig ned over Sofias skikkelse, og kyssede ømt, på grænsen til taknemmeligt, hendes tynde maveskind. Han satte sig på hug, og lagde en beklædt arm omkring hendes hofter. Stuart kyssede hende igen. Denne gang længere og tættere mod hendes køn. Han var overbevist om, at chokket havde resulteret i den intenst skælvende krop, men ligeledes vidste han, at selv samme ikke kunne ses. Det var blot et altædende begær, han havde undertrykt for længe. Stuart lod hånden glide ned over hendes lænd, og videre hen over hendes baller. Denne rusjebanetur efterlod ham tilbage med et smalt smil om læberne. Igen kyssede han hendes krop, og i øjeblikket efter, rejste han sig.

I en ligegyldig gestus, der blot irriterede ham, trak han trøjen hen over hovedet. Han lod sit blik fæstne sig i hendes for et kort øjeblik, i det han vendte hendes krop rundt, så hun ikke lå med siden til ham, men med de beklædte bryster i stedet. Igen måtte han synke. Stuart stillede sig på knæene for enden af sengen, og lod sit blik glide langsomt hen over hende. Han åd hende, lod fantasien om hende stikke af. Han bøjede sig frem, og kyssede hende under navlen, hvorefter han bed sig tøvende i læben. Ubevidst omkring det faktum, at hans tøvende skikkelse, øjensynligt ødelagde stemningen. Ikke desto mindre, lod han sine fingre glide ind under trussekanten, tæt ved hendes køn.
”Du har altid været min..”

[Sofia Banes]

Sofias øjne hvilede spændt og vågent på Stuarts lettere hypnotiserede tilstand. Da han endelig nærmede sig og blidt lod læberne strejfe det hvide maveskind, udbrød hun et lille suk af nydelse og lettelse. De mange timers nervøsitet blev endelig udløst. Det måtte skyldes den svimmelhed der stadig lurede.
Snart regnede kærtegnene fra Stuarts hænder ned over hendes krop, som små intense energiladninger ved hver berøring. Med et stille ”mmhh”, lod hun øjnene glide i. Det var svært ikke at vride sig en anelse af behag.
Kun få ubehagelige sekunder blev deres kropskontakt afbrudt, da Stuart skulle fjerne sit eget tøj. Krævende slog hun øjnene op og så en smule utålmodigt på ham: ligesom ham, mærkede hun hvordan begæret ovenpå de mange tomme nætter steg og gjorde havoverfladen brusende og urolig. Utålmodighed fik hende til at forsøge at række ud efter ham, inden håndjernene forhindrede hende i dette og trak hånden brutalt tilbage. At han samtidig var tøvende og langsom for at suge så meget af synet til sig, fik frustrationen til at stige. Havoverfladen brusede nu på grænsen til det ubehagelige, og små prikker dansede for øjnene. Stuart sagde noget, men hun ænsede det kun svagt. Forvirret lukkede hun øjnene, men det gjorde ikke hendes tilstand bedre.
Så vendte det sig i maven.
”Stuart!”, udbrød hun halvkvalt, men da han blot tolkede dette som et tegn på nydelse, gentog hun lidt mere krævende, og en smule mere skingert, ”Stu! Jeg har kvalme, lås mig op!” Desperat prøvede hun at trække sig væk fra ham og vride hænderne i de fængselslignende håndjern. Kvalmen steg, og hun skulle bruge et toilet meget snart, medmindre den smule aftensmad hun havde fået, skule komme op igen på sengen og ødelægge alle chancer for romance. Hvis den da ikke allerede var ødelagt.

[stu]

Sofia Banes
339

Der var få ting Stuart ikke ønskede at høre under et samleje – det var kommentarer som ”skal den se sådan ud?” – ”jeg gør det ikke!” (medmindre det var en del af legen!) og eller, ”jeg har kvalme!”. Dette var blot få eksempler, der kunne få Stuarts manddom til atter at ligne en muggen, indskrumpet agurk, og efterlade ham tilbage med en indebrændt fornemmelse, der om ikke andet overskred enhver tænkelig form for raseri, og formåede at klistre sig fast på indersiden af hjerneskallen, som en omsværmende, irriterende honningbi. Det var denne billedlige honningbi der formåede at vække Stu fra hans komplette lammelse af vrede og dyb skuffelse. Som var den gået krasat indvendig i hans hjerne, kastede han hænderne i lommen, for at finde sølvnøglen han ligegyldigt havde placeret i en af disse, for derefter at låse kvinden i hans seng, op.

Hvad der senere hændte på toilettet i det lille træhus i Hogsmead, havde Stu og Sofia i fællesskab oplevet et dusin gange. I sin milde, dog eksisterende vrede, kunne Stu konstatere, i sit stille, intetsigende sind, at dette snart var blevet en rutine. Han kunne tilmed forudsige hvilken konsistens og farve massen tog form som. En anden ting han ligeledes kunne slå fast, alt imens han holdte det blonde, duftende hår mellem hans hænder, var, at ’Mini Stu’ var som sunket i jorden – billedligt talt. Han var i hvert fald ikke længere stolt og rank. Stuarts deprimerende tanker blev brat erstattet af mild væmmelse, i det Sofia knækkede sammen og atter lod massen flyde.
”Hold da kæft!”, lød Stu bag hende, lettere beundret. Den sædvanlige, altædende bekymring hørtes ikke, men var uden mulig tvivl eksisterende. Stuart kunne endnu engang konstatere, at der var noget galt. Og denne gang var det ikke med ’Mini Stu’.

[Sofia Banes]

Sofia nåede akkurat lige vælte ud på badeværelset og synke sammen foran toilettet inden den sparsomme mad, hun havde indtaget i løbet af dagen, buldrede op gennem halsen og ned i kummen som tønder i et vandfald. Som altid var Stuart ikke sen til at følge efter og trofast holde hendes hår. Efter at have protesteret et hav af gange havde hun indset at hun ikke kunne holde Stuart væk, selvom hun som altid forbandende når han så hende i denne tilstand. Og det havde ikke været så få gange her på det sidste.
Da hun var færdig føltes munden uendelig besk og tør som sandpapir. Med et støn famlede hun ud efter toiletpapiret for at tørre sig om munden. Benene rystede som en nyfødt killing da hun rejste sig og støttede sig mod den kolde håndvask, komplet nøgen men ligeglad med dette faktum.
Uendelig udmattet løftede hun sit blege ansigt mod Stuart. Hvis kræfterne havde været der ville følsomme tårer trille ned ad kinderne. Endnu en aften ødelagt på grund af den fandens kvalme. Og det hele havde ellers tegnet så godt.
”Undskyld”, mumlede hun lavmælt af ren refleks. Blikket hvilede tomt i hans. Selvom han så mildt irriteret ud anede hun urolige træk i det ansigt, hun kendte så godt. Med en følelse af at skulle forklare sig, stønnede hun,
”Jeg forstår det ikke… Det er som om min krop reagerer på mine følelser. Arbejdet har stresset mig så meget de sidste par uger… Måske skyldes det kvalmen?” Tænksomt lavede hun en lille grimasse mod ham og vendte sig så mod vasken for at fugte ganen med et par tiltrængte dråber vand. Det føltes så healende at hun ikke kunne modstå at plaske noget i panden. Kvalmen var heldigvis væk men erstattet af en hul og tom følelse.
Hun fortsatte. ”Jeg sover dårligt, føler mig helt udmattet og mine følelser er i oprør. Og min menstruation er så forsinket, at jeg knap kan huske hvornår jeg sidst har haft den”. Dette var dog ikke så unormalt. Sofia var så spinkel og tynd at menstruationen altid havde været komplet ujævn. Alligevel strejfede en tanke der fik hende til at udstøde en hul men lettere skinger latter. ”Man skulle næsten tro jeg var gravid”. De havde været ude for scenariet før, men da var kvalmen stoppet og menstruationen kommet. Hvorfor skulle det være anderledes nu?

[stu]

Sofia Banes
266

”Hold nu kæft”, mumlede han. De mørkeblå øjne fæstnede sig forsikrende i hendes. ”Jeg er ikke sur eller skuffet. Drik noget vand”, tilføjede han så monotomt og neutralt det var ham muligt. Han sendte hende et kort, reserveret smil som for at redde den kritiske løgn, men han vidste hun havde gennemskuet ham. Kort efter startede den endeløse forklaring.

Han fnyste lavmælt. ”Gravid? Vi har ikke haft sex længe… så skulle du have været i byen og fundet en der, der var villig til at donerer lidt”, brummede han fornærmet, i det han i samme øjeblik forlod badeværelset. Han samlede sine bukser op fra gulvet, og kom klodset i dem igen. Irritationen over afbrydelsen havde langsomt forplantet sig i hans dunkende hjerte, og hendes yderligere tilståelse omkring hendes komiske mistanke, fik det til at koge boblende i hans indre. Han greb den ternede skjorte på sengekanten, og tog den på. ”Men hvis du siger, at du arbejder meget, så kan du vel ikke have tid til at gå i byen?”, spurgte han hånligt, i det han med et triumferende blik vendte rundt imod hende. Han hævede de mørke øjenbryn og smed hænderne ud til siden. ”Medmindre du selvfølgelig lyver og ligger og knepper til højre og venstre… eller det er en på arbejdet”, tilføjede han hurtigt. Stuart sendte hende et smalt smil, og hvis ikke det afslørede hans pludselige jalousi, ville det lyserøde hår og øjne i den grad gøre det.

[Sofia Banes]

Efter at have kendt hinanden i så mange år, var der ikke mange ting Stuart kunne skjule for Sofia. Dertil hørte at han var en elendig løgner og tit afslørede sine følelser med sit hår – hun kendte efterhånden alle hans nuancer og deres betydning. Det fremgik derfor tydeligt for Sofia, at Stuart var både skuffet og vred.
De sidste ord der blev afleveret efterlod et spor af gift da Stuart marcherede ud af toilettet, og Sofia så såret efter ham. Det evige temperament kom altid i vejen og efterlod Sofia skrøbelig og såret i en temmelig dysfunktionel ring. Hun prøvede at fortælle sig selv, at det kun var fordi han holdt af hende, men den evindelige trædemølle var begyndt at blive ensformig her på det sidste. Eller også var Sofias lunte blevet kortere. I et øjeblik skulle hun til at skyde skylden på arbejdet men måtte igen overveje, om hun virkelig kunne være gravid. Tålmodighed var normalt en af hendes stærkeste sider.
”Nu er du uretfærdig”, protesterede Sofia, da hun fulgte efter Stuart ind i soveværelset og fandt frem til sine trusser og BH. I stedet fortsatte Stuart bare sin hånlige og modbydelige tone, der langsomt vækkede Sofias vrede. Uden at svare iførte hun sig et par shorts og en af Stuarts t-shirts, som hun holdte så meget af at gå i.
”Stop så”, snerrede hun til sidst på sin mest u-Sofia-agtige måde. At håret havde fået sin karakteristiske jaloux lyserøde farve var hun ligeglad med. ”Nu holder du din mund, Stuart! Jeg har altid været deig trofast, så hvorfor skulle det pludselig være anderledes bare fordi vi ikke har haft sex i lang tid. Hvis jeg skulle være gravid, må jeg være en del uger fremme”. Med kinder røde af opstemthed fandt hun en elastik og satte håret op, inden hun vendte sig mod ham med hænderne i siderne. ”Hvis du er færdig med at være barnlig, skulle vi så ikke tage til Skt. Mungos og få det afgjort én gang for alle?” Beslutsomheden havde slået rod i Sofias, nu da hun havde en idé om, hvad der skulle gøres. Hvilke konsekvenser en eventuel graviditet kunne medføre, havde overhovedet ikke strejfet Sofia, ej heller hvilke følelser det plantede i det. Tankerne kørte i for højt og overfladisk et gear, og lige nu kunne hun kun fokusere på én ting, og det var at få svaret på den forfærdelige daglige kvalme.

[stu]

Sofia Banes
324

”Ja, vel fordi alle mennesker til sidst eksplodere, hvis det er, de ikke får lov til at stikke fingeren i honningkrukken bare engang imellem!”, udbrød Stuart hjælpeløst. Han jog hånden igennem håret, hvis farve forsvandt stødt. Fornuften havde atter rusket ham, og den dårlige samvittighed fæstnede sig som en brod i hans bryst. Han stod og vaklede ubeslutsomt foran Sofia, imens han prøvede at få de undskyldende ord over hans læber. Lige meget hjalp det. ”Vi finder sgu da på noget”, mumlede han skyldbetynget, alt imens hans hænder fandt vej til skjortekanten, han tøvende begyndte at pille ved. ”Ja… som… som gør vi får mere honning..- eller jeg mener sex! Sex selvfølgelig!”, udbrød han højrøstet, i det det stod klart for ham, hvad han i grunden havde sagt. Han fattede sig i korthed. ”Men ja… ja. Lad os komme af sted. Hvis du tror du er gravid! Jeg vil ikke.. jeg kan jo ikke mærke det.. Vi.. vi.. ja.. men lad os komme af sted! Jeg.. jeg skal have tøj på!”, mumlede han forvirret, i det han klodset begyndte at betragte det perfektionistiske soveværelse. ”Giv mig to minutter skat..”, bad han stilfærdigt, og skønt det nu var tid for journalisten at vende rundt og åbne kommodeskuffen, stod han uberørt og stirrede på hende. Hans hår havde antaget en sær grønlig farve, med et kvalmende lilla skær der fik ham til at se syg ud. Det var efterhånden begyndt at gå op for Stuart, hvad dette kunne indebærer. Tanken havde en effekt på ham, han aldrig i sit liv før havde følt.

”Tror du.. tror du virkelig vi skal have en baby!?”

[Sofia Banes]

Stuarts metafor var tæt på at få Sofia til at smile, havde det ikke været for irritationen der stadig vred sig i årerne. Til gengæld dæmpede den sig da den lyserøde farve forsvandt langsomt fra Stuarts hår, og hun godtog hurtigt hans halvdårlige undskyldning. Stuart var og blev en stolt Slytherin-dimittend.
Det lykkedes hende at tie stille mens han fik udløb for sine forvirrede tanker. I stedet betragtede hun ham ud af øjenkrogen, idet hun gik hen til sengen og fik låst de plyssede håndjern op for efterfølgende at lægge dem på sengen. Humøret mildnedes i takt med hans håbløse ræssonementer. Kort overvejede hun, om hun ville føle sig anderledes hvis hun var gravid. Havde mødre ikke en eller anden sjette sans når det kom til den slags? Så de kunne føle ligeså snart de var gravide? En smule modløs betragtede Sofia Stuart til han var færdig med at snakke. Så tilbagelagde hun afstanden mellem dem, skævede kort til hårets mystiske farve og lod blikket hvile i hans. Hænderne slangede sig rundt om hans hofter og hev fat i skjortekanten, så hun stod tæt ind til ham.
”Tror du.. tror du virkelig vi skal have en baby!?” Først da Stuart stoppede op og stillede spørgsmålet, groede tanken sig fast i Sofia. Jo, hun havde tænkt det før, men det var ligesom om, det hele var mere afgørende nu, hvor de skulle have svaret. ”Jeg…”, begyndte hun, men kom ikke videre. Tankerne myldrede pludselig forbi som et dampende lokomotiv, og det kom til udtryk ved forvirrede rynker i panden. ”Det…” For en gang skyld var Sofia mundlam. Følelserne chanserede fra begyndende panisk over til en overraskende følelse af overstadig spændthed og glæde, som Sofia skyndte sig at undertrykke.
”Hvad hvis jeg er?”, spurgte hun stille.

[stu]

Sofia Banes
201
out

Stuart sank en klump. Den genlød højlydt, som et massivt skred i den tynde hals. ”Ja, det ved jeg da ikke..”, lød det skingert fra ham. Den bemærkelsesværdige farve håret og øjnene havde antaget, havde ikke i sinde at forlade ham. Om ikke andet, var den blevet værre, ved hendes store, stirrende øjne. ”Så er du jo gravid.. altså.. det.. det ville da være.. fantastisk!”, gispede han overfladisk. Hans brede tatoverede hænder fandt straks ned til hendes tynde skind. Hans hænder var lange og brede nok til, at kunne nå rundt omkring hendes front som han blidt kærtegnede i chok. ”Det ville da være fantastisk!”, gentog han hviskende. Øjnene, der nu var sygeligt lilla, fæstnede sig i hendes kortvarigt, før de forlod dem til fordel for den nøgne mave. ”Så får jeg et barn mere!”, udbrød han højlydt, som var det gået op for journalisten hvad dette ville ende ud i. I samme øjeblik antog hans fyldige hårpragt en kvalmende gullig farve.