Where hoary cliffs are piled...

[Jonathan MacLeod]

firm as my native rock,
. . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K

Vejret over Dunvegan Castle var ikke noget at råbe hurra for, fordi regnen silede tungt ned og gjorde alt den ramte gennemblødt. Varme var der heller ikke meget af i luften, men i det store og hele var ingen af delene specielt mærkværdigt for Skotlands tidlige forår. Derfor var det heller ikke mærkværdigt at Jonathan var ude i det på trods af vejret, men alligevel havde han ikke så meget imod at være færdig for dagen, tænkte han og skuttede sig under kappen som han gik mod slottet fra staldene.

Vanligt løftede han hånden og trak fingrene igennem de drivvåde krøller samtidig med at han nåede frem til den mindre port der fungerede som bagindgang. Der var allerede lige indenfor en helt del varmere end der var udenfor og det fik også blot hans gennemblødte gevandter til at føles mere klamme imod hans hud. Han ville selvfølgelig kunne ordne det med en simpel besværgelse, men alligevel ville han hellere se frem til i stedet at komme i noget rent og tørt. Alligevel trak han tryllestaven frem, men nøjedes med at rette spidsen imod sine mudrede støvler og betragtede dem øjeblikket efter være ganske fri for mudder og andet skidt.

Jonathan var vokset op på slottet og havde selvfølgelig ingen problemer med at finde rundt igennem de mange små gange og af lige så meget vane som det var for ham hele tiden at stryge fingrene igennem sine krøller, tog han så ofte som muligt en ny vej. Det var lige så meget for ikke at lade nogle dele stå ubenyttet hen altid og så holdt han bare i sig selv meget af det gamle slot, der havde været i hans families eje så længe.


tag: Fenella Maverick.
notes: -
outfit: her.

[/i][/font][/size][/justify]

[Fenella Maverick]

'Til you come home to me
and I can make you mine again

———————————————

Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here

Fenella sad endnu en gang i den lille stue med vinduer mod søen. Hun var som så mange gang før krøbet sammen i den brede vinduesbænk og et øjeblik løftede hun hovedet og så ud af ruden, selvom hendes udsyn blev sløret gevaldigt af den faldende regn, der trak striber ned over glasset. Hun skuttede sig lidt, på trods af at der var tændt op og den sagte knitren fra det brændende træ, var det eneste der brød stilheden det hyggelige rum. Hun slap bogen hun havde i hænderne og trak i stedet det uldne sjal tættere sammen over sine skuldre, før det gul-ternede tæppe hun havde over benene blev pakket tættere omkring dem. At hun var kuldskær var ingen hemmelighed. Hun hadede at fryse og gik til tider til overdrevne mål for at undgå at komme til det.

Hun drejede hovedet lidt og så så langt til siden som hun kunne, selvom hun vidste hun ikke ville kunne se bare udkanten af skoven med mindre hun forlod sin lune plads til fordel for et andet lokale og endte med blot at rynke panden svagt og med et lille suk skyde tanken om hvor længe Jonathan havde været ude fra sig. Hun trak benene lidt længere op mod sig selv og lod bogen hvile mod sine lår da hun fik den løftet igen og læste videre.

Hun nåede næsten et kapitel mere, før lyden af tunge støvler mod sten nåede hendes ører og hun løftede hovedet og så mod døren til gangen der stod på klem. Helt på egen akkord trak et lille smil frem på hendes læber ved lyden, som kun kunne være én person. Hun blev dog siddende med bogen i skødet og ventede mens lyden blev højere som personen der bar støvlerne kom tættere på og lod et spørgende "Jonathan?" bryde stilheden da hun dømte han måtte være lige udenfor.

[Jonathan MacLeod]

firm as my native rock,
. . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K

Jonathan var på vej imod det af værelserne Fenella og han selv havde udvalgt sig adskillige måneder tidligere til sovedomicil for at komme ud af det regnvåde tøj, som heller ikke havde set sig fuldkommen fri for mudder. Han havde ikke nogen klar idé om hvor hverken Fenella eller hans mor befandt sig på slottet – eller om de i det hele taget var der, men det var ikke nyheder og lige så meget en del af dagligdagen som så meget andet.

Kappens hvislende lyd fulgte ham som det eneste ud over lyden af hans egne skridt, men Jonathan havde ingenting imod det. Stilheden var en god måde at spænde af på, nu hvor han hele dagen havde skullet være opmærksom hvert eneste øjeblik og den smule lyd han selv lavede, var ingenting i forhold til lyden af hove der stadig rungede for hans ører.

Han rundede et hjørne og opdagede så godt som med det samme det tydelige skær fra en kamin, der lyste op gennem sprækken fra en af dørene og kastede mere lys over den ellers dunkle gang. Allerede før han hørte den velkendte stemme, havde han taget farten af sine skridt og kunne næsten lige efter træde ind i rummet. Fenella lokaliserede han hurtigt og over hans læber hvilede der hurtigt et smil, mens han for et kort øjeblik havde glemt sit klamme tøj og gennemblødte hår og ansigt. "Så det er her du har valgt at gemme dig i dag..."



tag: Fenella Maverick.
notes: -
outfit: her.

[/i][/font][/size][/justify]

[Fenella Maverick]

'Til you come home to me
and I can make you mine again

———————————————

Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here

Fenella havde rettet sig lidt op i vinduet efterhånden som skridtene kom nærmere og hun selv brød stilheden med et enkelt ord, omend hun var så godt som sikker på hvem der bevægede sig ned ad gangen. Sekundet efter fik hun sin formodning bekræftet, da døren blev skubbet helt op og hendes blik faldt på Jonathan.

Smilet på hendes læber voksede betragteligt og nåede uden problemer hendes lyse øjne alene ved synet af ham, selvom synet lige nu havde en hvis lighed med en druknet pygmæpuff. Hun kom uvilkårligt til at blotte tænderne et øjeblik ved tanken og slog armene om sine knæ mens hun lænede sig lidt mere frem "Det ville trods alt ikke være hverken første eller sidste gang, ville det?" hun rettede sig op igen med et varmt smil stadig hvilende på læberne og tog bogen fra sit skød, blot for at lukke den sammen, efter at have memoreret sidetallet og lægge den fra sig på hynden ved siden af sig.

Hun kastede et hurtigt blik ud på regnen, før hun igen drejede ansigtet om mod ham og foldene armene omkring sine knæ udenpå tæppet "Desuden er det ikke vejr for en hund at være ude i." hun lagde hovedet lidt på sned mens hun fortsatte "Men aldeles perfekt til at sidde lige her og læse. Udover te som jeg aldrig nåede til, så manglede jeg kun én ting." hun sendte ham et lille sigende blik, men gjorde ingen anstalter til at forlade sin lune rede i vinduet, endnu.

[Jonathan MacLeod]

firm as my native rock,
. . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K

Jonathan gav Fenella et smil så snart han kom ind i den lune pejsestue, også selvom det bar tydeligt af præg at han var træt efter en lang dag udenfor, bestemt ikke uden aktivitet. "Det ville det nok ikke, nej. Men det er jo aldrig til at vide," svarede han og fortsatte sin vej igennem det varme rum, direkte mod vinduet.

Jonathan rynkede på panden over de ord hun fortsatte med, selvom han ikke kunne lade være med le dæmpet over dem. "Jeg er ret sikker på at jeg burde være fornærmet over den kommentar," svarede han hæst og klarede stemmen en enkelt gang. Han kunne tydeligt mærke at han havde været ude i kulden hele dagen.

Efterhånden nåede han hen til den brede karm hvor Fenella yndede at holde til og også holdt optaget lige i øjeblikket. Hans hånd fandt plads oven på hendes knæ udenpå tæppet og uden behov for opfordring bøjede han en anelse i nakken og gav hende et flygtigt kys. Han var bevidst om ikke at læne sig for meget ind over hende med sit våde tøj og hår og derfor rettede han sig også op igen efterfølgende uden at tage hånden til sig. "Et varmt tæppe mere?" spurgte han drillende med et skævt smil.



tag: Fenella Maverick.
notes: -
outfit: her.

[/i][/font][/size][/justify]

[Fenella Maverick]

'Til you come home to me
and I can make you mine again

———————————————

Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here

Fenellas blik gled diskret ned over Jonathan mens han kom nærmere og hun kunne alt for nemt forestille sig nøjagtigt hvor gennemblødt han måtte være. Alligevel smilede hun varmt da han kom nærmere og tog sig tid til hende, selvom behovet for tørt tøj og måske et varmt bad, måtte være presserende. Hun trak let på skuldrene mens hun lænede sig ind mod sine knæ "Lidt uforudsigelig må jeg vel være." de klare øjne havde stadig et udpræget varmt og drillende glimt mens hun opmærksomt fulgte ham med blikket.

Hun løftede hovedet lidt da han lo og fik en varm fornemmelse i hele kroppen, som intet havde med pejse eller tæpper at gøre, men alt med den simple fornøjelse det var at høre ham le "Ikke nødvendigvis." hun løftede hovedet lidt og så spørgende på ham "Nåede du det hele?" spurgte hun ind til hans dag mens han tilbagelagde den korte afstand gennem rummet, hen til hende.

Hun rettede sig helt op da hans hånd lagde sig på hendes knæ og hun løftede helt per automatik den ene af sine egne hænder og lagde den over hans. Hun smilede stadig da han bøjede sig ned mod hende og strakte halsen lidt, for at møde hans læber på halvvejen, uden at tage sig synderligt af hans våde fremtoning. Hun smilede stadig da han rettede sig op igen og rystede let på hovedet som indledende svar til hans drillende spørgsmål "Nej.. dig." svarede hun roligt og gav hans hånd et lille klem.

[Jonathan MacLeod]

firm as my native rock,
. . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K

Jonathan syntes, at det var en fristende tanke, at være ligeglad med sit våde tøj og gøre krav på en plads under Fenellas tæppe. At hun nok ikke ville finde idéen særligt god eller bryde sig om at blive brugt som tørremaskine for en våd skotte, blev det der mest af alt afholdt ham fra at gøre det. Og så også lige fordi, han var så glad for sit helbred. Et øjenbryn hævede sig op i panden. Uforudsigelig var Fenella bestemt. Hun havde før overrasket ham, på mange forskellige måder, hvoraf nogen var meget bedre end andre.

Det bragte han dog ikke op, men hævede blot skuldrene og lod dem sænke sig med det samme bagefter. At det derimod dog rent faktisk var et ret forudsigeligt rum hun så havde valgt at sætte sig i, tænkte han dog over og svarede: "Ja, men måske ikke lige i det her tilfælde?" Det drillende smil var tilbage på hans ansigt og han valgte at lade være med at understrege hvorfor han skulle være fornærmet. Han havde nået alt hvad han skulle udenfor, men et glimt i hans blik tydede på ballade. "Næsten." Efter det ene ord, kyssede han hende.

Det rigtige svar var ikke nogen kæmpe overraskelse, men alligevel så Jonathan helt tilfreds ud. Hun var i hvert fald ikke blevet træt af ham endnu. Han sendte hende et smil og strøg sine fingre igennem sit våde hår. Han svarede ikke på hendes ord, helt med vilje, men lænede sig i stedet fremover hendes ben, for at kysse hende igen på de bløde, lyserøde læber igen.


tag: Fenella Maverick.
notes: -
outfit: her.

[/i][/font][/size][/justify]

[Fenella Maverick]

'Til you come home to me
and I can make you mine again

———————————————

Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here

Fenella besvarede Jonathans hævede øjenbryn med en uskyldig maske. Glimtet i hendes blik underminerede dog helhedsindtrykket gevaldigt, uden at hun gjorde et reelt forsøg på at se tilforladelig ud. Hun spejlede hans handling som han fortsatte og trak afslappet på skuldrene "Der er undtagelser til alle regler.." forsvarede hun sig og lod sig uden forbehold smitte af hans drillende smil. Det på trods rynkede hun brynene en smule og så spørgende på ham over det svar hun fik "Kun næsten?" hendes blik flakkede mellem hans øjne et sekund før hun lod sine egne falde i og lod den både velkendte og velkommen følelse af hans læber mod sine egne dominere et øjeblik.

Hun åbnede dem langsomt og så igen spørgende på ham "Hvad mangler du at nå?" fortsatte hun lavmælt og strøg fingerspidserne blidt over hans håndryg og fulgte ham med blikket mens han rettede sig op igen. Smilet på hendes læber voksede dog helt naturligt frem igen, da han endnu en gang bøjede sig ned mod hende, som reaktion på den ikke særligt diskrete tilkendegivelse af, at hun holdt af hans selskab og nærvær.

Hun løftede hånden fra hans og lod den i stedet finde hvile mod siden af hans hals og nød igen de alt for korte sekunder, hans læber var imod hendes egne. Hun smilede mildt da der igen blev en smule afstand mellem deres ansigter og flyttede hånden op mod hans kind som hun strøg let med tommelfingeren. Hendes blik gled op over hans ansigt indtil hun mødte hans blik igen med antydningen af et smil "Du ender med at blive forkølet i det våde tøj." kommenterede hun lavmælt, uden dog at tage hånden til sig, eller have lyst til at han gik igen.